Kritisk debat og den økonomiske tidsånd
Af Peter og Niels

Offentliggjort: 15. marts 2004

Det er min fornemmelse, at der er en tendens i tiden til undertrykkelse af faglig kritik og videnskabelig ytringsfrihed. Det kan måske lyde mærkeligt, når man i de seneste år netop har institutionaliseret kritikken gennem oprettelsen af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), men debatten om UVVU's virksomhed i forbindelse med Lomborgsagen er for mig at se udtryk for tiltagende vanskeligheder med at sondre mellem saglige og politiske ytringer. Behovet for kritisk debat er i det hele taget voksende, navnlig inden for samfundsvidenskaberne, fordi der kan fornemmes en tiltagende politisering og ideologisering af faglige spørgsmål. Det er mærkeligt at konstatere; det kommer bag på mig og svarer ikke til mine forventninger. Af de mange ting, der undrer og forbavser mig, vil jeg nævne fire.

1. Uredelighed
For det første Bjørn Lomborg. Det forbavser mig, at hans uredelighedsdom fra UVVU vækker så mange, gode kræfter til hans rehabilitering, ikke blot videnskabsministeriets jurister (en tvivlsom, men måske ikke så forbavsende ære), men også mange fra den akademiske verden.

Bjørn Lomborg er vitterligt uredelig. Et anskueligt eksempel: Bjørn Lomborg anfører som en videnskabeligt holdbar konklusion, at "hvis man går længere end til en reduktion af udslippet af kuldioxid på 11 %, vil det påføre verden tab".[i] Til sammenligning kan man læse en fremstilling af nøjagtig det samme, nemlig nogle scenarieberegninger med DICE-modellen, i vismandsrapporten fra efteråret 1998.[ii] Den er redelig, Bjørn Lomborg er uredelig.

I forbindelse med UVVUs afgørelse om Bjørn Lomborg blev der udtrykt bekymring for, at afgørelsen kunne indskrænke den fri debat. Grænsen mellem uredelighed og tilladelige virkemidler i en debat er ikke klar, men det er alligevel en forbavsende opfattelse, at en vis mængde sandhed nødvendigvis må afbalanceres af en tilsvarende portion usandhed, før man kan tale om fri debat.

Det må nok erkendes, at denne form for videnskabelig uredelighed ikke kan forhindres ved hjælp af formelle regler og institutioner som UVVU. Her hjælper kun intern kritik og socialt pres blandt fagfolk. Skrevne regler af den art svarer lidt til grundlovens, som er vældig smukke og gode lige indtil det øjeblik, hvor der for alvor bliver brug for dem. Hvis der ikke er fornøden politisk vilje til det blandt magthaverne, bliver grundloven ikke overholdt.

Ikke desto mindre bør man have en institution som UVVU, idet der er en vigtig begrundelse af en helt anden art, nemlig at sikre en beskyttelse af individuelle rettigheder ved at afgørelserne - i lighed med domstolsafgørelser - træffes af besindige mennesker i ophøjet ro og anonymitet adskilt fra magtudøvelsen og den offentlige mening. Hvor galt det kan gå, er der et eksempel på fra efteråret 1994, hvor en fysiolog og dr.scient. af Københavns Universitet under stor virak (i dette ords moderne betydning, hvor udtalen har tryk på sidste stavelse) fik frataget sin doktorgrad, fordi doktorafhandlingen havde indeholdt temmelig lange passager, der var skrevet af uden kildeangivelse, dog ikke i de originale bidrag, men i de oversigtskapitler, som man skal skrive, når man indleverer en række artikler som disputats, og som ifølge deres natur er refererende. Det har intet at gøre med videnskabeligt tyveri, ej heller med pekuniært tyveri; snarere må det betegnes som dovenskab, eller endnu pænere som lidt for megen travlhed med væsentligere opgaver. Det eneste, den pågældende fysiolog opnåede, var at spare lidt rutinearbejde. Alt, hvad fysiologen havde behøvet, var at oversætte sine engelsksprogede forbilleder til dansk, lade det ligge en måneds tid og derpå oversætte tilbage til engelsk igen. Så ville de med garanti have været ukendelige, hvilket enhver, der har udsat sig selv for den prøvelse, kan bekræfte. Man opnår nu en gang ikke naturvidenskabelige doktorgrader ved at skrive oversigtsartikler, og straffen burde have stået i et rimeligt forhold til forseelsen, fx en symbolsk, kontant erstatning til ophavsmændene eller dobbelt undervisningsbyrde i en periode med tilhørende udarbejdelse af afskrivningsfri lærebøger. Ingen har bestridt, at fysiologen "med sin afhandling har bragt videnskaben et væsentligt skridt videre" (Doktorbekendtgørelsen, § 2).

Men der var stor opstandelse i den universitære boulevardpresse. Afskrift kan alle forstå og forarges over, og Københavns Universitets ledelse blev til en folkedomstol, som lod sig presse af gadens parlament[iii] til den urimeligt hårde sanktion. Ikke en gang Stalin fratog sine ofre deres akademiske grader. Forhåbentlig var det gået anderledes, hvis UVVU havde truffet afgørelsen.

2. Sociale kompetencer
For det andet ansvar for egen arbejdsplads, når det giver sig udslag i kritiske ytringer om samme. Nu ved vi godt, at den kollegiale kritik, som alle hylder in abstracto, ofte viser sig at være meget upopulær in concreto. Bjørn Lomborg må altså gerne uantastet fremsætte videnskabelige usandheder, men der er kollegiale og disciplinære grænser for, hvad man må sige offentligt om ens arbejdsplads og ens kolleger, og her er der ikke tale om sandhed eller usandhed; man må bare ikke. Uberettiget kritik er ubehageligt, men langt værre er berettiget kritik. Derfor er det formentlig sådan, at de kollegiale og disciplinære problemer er jo større, jo mere sand kritikken er.

Det er klart, at hvis man er fuldmægtig i Nationalbanken eller for den sags skyld nationalbankdirektør eller vismand, så skal man udvise varsomhed, og det er jo nødvendigt, fordi den offentlige meningsdannelse ikke kan skelne mellem private og tjenstlige udtalelser.

Alt dette er velkendt. Det forbavsende er, at grænserne for, hvad man ustraffet kan sige, indsnævres i disse år, og de breder sig til stadig flere erhvervsgrupper. Det begyndte med overlæger, som udtalte sig kritisk om sundhedsvæsenet; de blev fyret, formentlig med det samme formål, som Voltaire omtaler i Candide om en engelsk admiral, som tabte et slag og som tak for sin tapperhed blev skudt bagefter "pour encourager les autres" (" - her til lands er det hensigtsmæssigt fra tid til anden at skyde en admiral for at opmuntre de andre").[iv] Der er vel fyret et par snese overlæger på den konto,[v] og det hjalp; man ser faktisk aldrig offentlige udtalelser om sundhedsvæsenet fra overlæger, som ikke er meget tæt på pensionsalderen. Senere er der bl.a. fyret en skoleinspektør i Roskilde og en museumsdirektør i Sønderborg, som stadig ikke er kommet sig over overraskelsen.

Nu ser det ud til, at turen er kommet til en professor på et af de større provinsuniversiteter, nemlig tidligere overvismand m.m. Christen Sørensen, som har kritiseret universitetets ansættelses- og undervisningsprincipper samt nogle kollegers videnskabelige arbejde. Universitetsansatte har traditionelt opfattet det som deres ret og pligt at udtale alt muligt offentligt og sig selv som urørlige ligesom bajads på teatret i gamle dage, når de ellers var på den rigtige side af straffeloven og naturlovene. De er derfor inderligt forbavsede over kontorflytninger og andre utraditionelle ledelsesinstrumenter, som universiteterne tager i brug over for ledelsesresistente elementer. Der har tidligere været store fejder, injuriesøgsmål m.v.; det var dagligdag, men indtil de seneste år var der ingen, absolut ingen, som det faldt ind overhovedet at tænke på ordet afskedigelse i den forbindelse. At dette ord nu optræder, er dybt forbavsende for mange af os. Hvis man mener, at der foregår uforsvarlige ting på ens arbejdsplads, så gør man klogt i at holde det for sig selv og gøre sig klart, at man maksimerer under den bibetingelse, at valget står mellem at sige sin mening og at beholde sit arbejde.

Selv indlæg i det ærværdige Nationaløkonomisk Tidsskrift er blevet anvendt som en del af det belastende materiale i en afskedigelsessag på et mindre provinsuniversitet. Det kan meget vel ske igen, idet et indlæg i sidste nummer af Christen Sørensen om erhvervsudviklingen på Fyn[vi] har affødt dels en rektoral irettesættelse til forfatteren, dels en forklaring fra to kolleger om, at dette kritiske indlæg fik "et i forvejen topfyldt bæger til at flyde over"; bægeret var angiveligt fyldt med "underskud på sociale kompetencer".[vii] Det er forbavsende, at indlæg, der opfylder de temmelig tørre publiceringsnormer i Nationaløkonomisk Tidsskrift, kan få noget som helst til at flyde over (det pågældende indlæg er dog mere saftigt end gennemsnittet). Det er også forbavsende, hvordan anstændigt publiceret videnskabelig kritik kan have noget at gøre med "sociale kompetencer".[viii] Det er også helt ubegribeligt, hvordan der kan være en sammenhæng mellem nogle kronikker i en anstændig avis (Fyns Stiftstidende) og så disciplinære forholdsregler.[ix]

Forbavsende nok er denne udvikling åbenbart tilstræbt på universiteter og læreanstalter, hvor de faglige bedømmelsesudvalg og dermed de faglige hensyn fortrænges til fordel for øget magt til ledelser, hvis faglige kvalifikationer ikke behøver at være specielt indlysende. På udsatte steder vil det fremme skræddersyede stillingsopslag og "spændende nyansættelser",[x] udnævnelser uden brug af generende bedømmelsesudvalg og almindelig politiseren samt de ovennævnte "sociale kompetencer", som vil kunne betale sig og som derfor vil fremkalde endnu flere "sociale kompetencer".[xi]

3. Politiseren
For det tredje netop politiseren, som er et forbavsende generelt og tiltagende fænomen. For nogle år siden udsendte vismændene en rapport, hvori de bedømte de økonomiske fordele ved euroen som "små" og forbundet med "risiko", og de fik almindelig tilslutning til det som en sagligt velbegrundet vurdering. Det var i maj 1997.[xii] Tre år senere, i maj 2000, skrev de det samme, nemlig at fordelene var "små og usikre",[xiii] og så brød et forbløffende uvejr løs. Den videnskabelige klimaændring indtraf med forbavsende pludselighed. Den slog straks igennem i Økonomiministeriets og Finansministeriets forbavsende 557 sider (plus bilag) lange rapport om ØMUen.[xiv]

Et nyere, for mig forbavsende eksempel er rapporten fra november 2003 fra Statsministeriets Fællesudvalg for erhvervsudvikling i Grønland, hvori der anbefales simpel profitmaksimering uden "særlige lokale og regionale hensyn" og uden "kvælende offentlig dominans" - uden noget som helst forsøg på at vurdere sandsynligheden for, at anbefalingerne vil føre til målet, nemlig velstand i Grønland.[xv] Alene rapportens titel - Uden erhvervsudvikling - ingen velfærdsudvikling - det er jo helt forkert. Det kan da godt lade sig gøre. Ideen med rigsfællesskabets folkehjem, som endnu består og som Grønland endnu er en del af, er jo netop, at alle skal have del i velfærden, også dem, som kun tjener få eller slet ingen penge. Der er masser af grupper og områder i Danmark, som modtager tilskud. At afvikle bloktilskuddet i forventning om, at den uundgåelige sociale katastrofe vil skabe dynamik i Grønlands økonomi, er en hensynsløst risikabel satsning. Rapporten minder ildevarslende om Verdensbankens og andre vestlige institutioners råd til sovjetrepublikkerne efter 1990: lige så ukvalificeret, lige så overfladisk og ideologisk, lige så fyldt med floskler, ønsketænkning, "gazellevirksomheder", luftsteg og vindfrikadeller, lige så dødsensfarlig og lige så tydeligt akkompagneret af kraftige politiske undertoner.

4. Ideologi
Alt dette er måske nok krusninger på overfladen, men jeg tror, at det skal ses som udtryk for en mere dyb bevægelse, en ideologisk bølge, der ligesom en tsunami bevæger sig med meget stor hastighed og dårligt nok fornemmes, så længe man er i rum sø, men som udløser forbavsende og knusende kræfter, når den møder forhindringer eller tager land.

Økonomisk teori bliver let taget til apologetisk og legitimerende indtægt af politiske og økonomiske interesser. Helt kort formuleret kan dette misbrug, som det for tiden ytrer sig, siges at bestå i, at økonomisk teori overvejende handler om økonomiske incitamenter, hvoraf det sluttes, at de er de eneste virksomme, tilmed de eneste respektable. Generelle holdninger af denne type er baggrunden for bevidstløs dogmepolitik som fx Fællesudvalgets forslag for Grønland og i det hele taget for de seneste årtiers ideologiske skift, hvor samhørigheden i samfundet og nationen fortrænges af en mere europæisk, global og privatøkonomisk orientering.

Ideologien går ud på, at alt skal gøres i penge, så at alle valg bliver konsistente og så vidt muligt individuelle; så bliver vi alle lykkelige. Skoleeksemplet er Bjørn Lomborg, for hvem dette simpelt hen er de vises sten. De store dilemmaer kan ikke løses ved at lave cost-benefitanalyser, som Bjørn Lomborg er så ukritisk vild med. De kan bruges til at sammenligne små, afgrænsede projekter, men i forbindelse med de store spørgsmål øger de kun forvirringen, som er stor nok i forvejen. En enkelt lille ting: det er faktisk svært at finde ud af, om beskæftigelsen i forbindelse med et projekt skal regnes som cost eller benefit, altså om fortegnet er + eller -. Noget lidt værre: Man sammenligner sparede liv med andre gevinster, men skal prisen på et liv være 6.3 mio. kr. (som i Danmark), 19.7 mio. kr. (som i USA) eller 1.0 mio. kr. (som i Holland); spøg til side: den slags er ikke blot anstødeligt, men simpelt hen latterligt, fordi det bygger på følgende primitive opfattelse: Man er nødt til at prioritere og vælge, ergo kan man også vælge, altså vælge rationelt, hvis man bare regner omhyggeligt nok. Og så det værste: sammenligninger af fordele og ulemper mister enhver mening, når tidsforskellen mellem dem er mere en 20-30 år. Diskonteringsrenten giver ingen mening; man kan så trøste sig med, at ikke engang den moderne fysik har nogen synderlig dyb forståelse af fænomenet tid.

Et andet eksempel findes i vismandsrapporten om sundhedsvæsenet fra foråret 2000, som omtaler omlægningen af honorarsystemet for praktiserende læger i København i 1987, der resulterede i en fordobling af antallet af behandlinger foretaget af de praktiserende læger og et tilsvarende fald i antallet af specialist- og hospitalshenvisninger.[xvi] Det kan delvis bortforklares og er givetvis ikke udtryk for uforsvarligheder, men snarere for, at der ikke længere blev henvist så mange fx øreskylninger og andre rutineopgaver til specialister. Men der er ikke desto mindre tale om saglige afgørelser, hvor økonomiske hensyn burde være uvedkommende. Flatterende for lægestanden er det ikke. Vismandsrapportens konklusion er den for mig forbavsende eller rettere sagt perverse, at de økonomiske incitamenter virker og derfor bør styrkes.[xvii] For mig er den nærliggende konklusion, at de virker og at de derfor bør svækkes. Lægerne er griske nok i forvejen; at appellere yderligere til deres griskhed, fremfor til den faglige moral, som de også har, er en virkelig forbavsende løsning. Så kan man i sandhed sige - som Marx - at "profitmageriet proklameres som menneskehedens endelige og eneste mål".[xviii]

I sidste nummer af Nationaløkonomisk Tidsskrift skriver Niels Kærgård, at "det er ikke tilfældigt, at de store teoribygninger, liberalismen og marxismen, både er økonomiske skoler og politiske ideologier".[xix] Det er klart, at begge er politiske ideologier, og at liberalismen er en økonomisk skole, som har inspireret en stor teoribygning. Der er dog andre alternativer end marxismen, som, hvad økonomi angår, ikke kan betegnes som "en stor teoribygning". Men derfor kan Marx jo godt have sagt noget rigtigt, og det har han faktisk gjort om den økonomiske og ideologiske udvikling i vor tid, idet han forbavsende profetisk kritiserede markedsøkonomiens tendens til at brede sig over stadig flere områder, så at forhold mellem mennesker bliver "druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand".[xx]

Bjørn Lomborg rider på denne bølge. I sin konvertitbegejstring magter han ikke at forholde sig kritisk til den økonomiske ideologi. Her er en stor udfordring for rigtige økonomer.

Ideologi i forbindelse med politiseren kan ikke kun fremkalde forbavselse, men også mismod. Hvad skal det ende med? Det bliver spændende at se. Men man kan jo altid trøste sig med Vergils ord: Hvis vi lever længe nok, vil vi kunne le, selv af dette.


NOTER

[i]. Lomborg, 2001:318.

[ii]. DØR, 1998:242-244.

[iii]. Weekendavisen, 28. oktober 1994, 4. november 1994, 18. november 1994; Information, 16. november 1994, 19. november 1994; Politiken, 16. november 1994.

[iv]. Voltaire, 1758:112.

[v]. Fx Krasilnikoff-sagen fra Hvidovre Hospital, jf Ombudsmanden, 2000; Politiken 9. januar 2000.

[vi]. Sørensen, 2003a.

[vii]. Mouritzen & Møller Pedersen, 2003.

[viii]. Sørensen, 2003b.

[ix]. Den videre udvikling kan følges i indlæg i Information af Arno Victor Nielsen 2.2.04, Jens Oddershede 10.2.04, Christen Sørensen 16.2.04, Bo Eriksen, Thorbjørn Knudsen og Børge Obel 20.2.04 og Palle Bruus 24.2.04.

[x]. Mouritzen & Møller Pedersen, 2003; jf. Sørensen, 2003b.

[xi]. Mouritzen & Møller Pedersen, 2003. Dette indlæg må varmt anbefales som et varsel om, hvad fremtiden vil bringe.

[xii]. DØR, 1997:91,102,105-107,134.

[xiii]. DØR, 2000a:126.

[xiv]. Økonomiministeriet og Finansministeriet, 2000.

[xv]. Fællesudvalget, 2003; Aage, 2003b.

[xvi]. Krasnik et al., 1990.

[xvii]. DØR, 2000b:304.

[xviii]. Marx, 1970 Bd.1:1049.

[xix]. Kærgård, 2003:402.

[xx]. Det Kommunistiske Partis Manifest, 1848. (Marx & Engels, 1973:29).

LITTERATUR

DØR: "Danmark og ØMU'en". Kap. 3, pp 91-136 i Dansk Økonomi, forår 1997. København: Det Økonomiske Råds Sekretariat 1997.

DØR: "Bæredygtighed: Balance mellem generationer". Kap. 3, pp 171-256 i Dansk Økonomi, efterår 1998. København: Det Økonomiske Råds Sekretariat 1998.

DØR: "ØMU'en: Dansk valutapolitik ved en skillevej". Kap. 2, pp 81-131 i Dansk Økonomi, forår 2000. København: Det Økonomiske Råds Sekretariat 2000.(a).

DØR: "Sundhed - en opgave for velfærdsstaten". Kap. 4, pp 219-310 i Dansk Økonomi, forår 2000. København: Det Økonomiske Råds Sekretariat 2000.(b).

Fællesudvalget for erhvervsudvikling i Grønland: "Uden erhvervsudvikling - ingen velfærdsudvikling". Nuuk: Grønlands Hjemmestyre 2003.

Krasnik, A., Groenewegen, P.P., Pedersen, P.A., v Scholten, P., Mooney, G., Gottschau, A., Flierman, H.A. & Damsgaard, M.T.: "Changing Remuneration Systems: Effects on Activity in General Practice". British Medical Journal 300 (1990): 1698-1701.

Kærgård, N.: "Videnskab og politik. Indlæg ved symposium for Hector Estrup".

Nationaløkonomisk Tidsskrift 141 (december 2003, nr. 3):399-408.

Lomborg, B.: The Sceptical Environmentalist: Measuring the Real State of the World. Cambridge: Cambridge University Press 2001.

Marx, K.: Kapitalen, Bd. 1-3 (1867, 1885, 1894). København: Rhodos 1970.

Marx, K. & Engels, F.: Udvalgte skrifter (Bd. 1-2). København: Tiden 1973.

Mouritzen, P.E. & Møller Pedersen, K.: "En sag med en forhistorie". Fyens Stiftstidende, 26. december 2003.

Møller Pedersen, K.: "God samfundsvidenskabelig praksis: er der enighed?". Økonomi & Politik 76 (december 2003, nr. 4):2-20.

Ombudsmanden: "Endelig redegørelse vedr. Krasilnikoff-sagen". København: Folketingets Ombudsmand, 5. januar 2000.

Sørensen, C.: "Erhvervsudviklingen på Fyn - og seneste analyse af denne". Nationaløkonomisk Tidsskrift 141 (december 2003, nr. 3):421-424. Med replik fra B. Eriksen, B. Obel & T. Knudsen pp 424-432, og duplik fra Christen Sørensen pp 432-433. (a).

Sørensen, C.: "En sag med en forhistorie: ja". Fyens Stiftstidende, 30. december 2003. (b).

Voltaire, F. (1758): Candide. København: Aschehoug 1954.

Økonomiministeriet og Finansministeriet: Danmark og euroen. Konsekvenser ved forskellig tilknytning til eurosamarbejdet. København: Økonomiministeriet og Finansministeriet 2000.

Aage, H.: "Uredelighed, fri debat eller rent nonsens?". Økonomi & Politik 76 (december 2003, nr. 4):21-32. (a).
Aage, H.: "Dogmepolitik". Sermitsiak' 45 (5. december, 2003, nr. 49):30-31.