Demokratiets tilstand i en globaliseret verden anno 2004
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. april 2004

Verden af i dag er kendetegnet ved en stigende grad af globalisering, det være sig økonomisk, kulturelt og politisk. Det kan derfor være passende at stille spørgsmålet om demokratiet trives i en globaliseret verden eller om globaliseringsprocesserne er forbundne med alvorlige farer for demokratiet? Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvem man spørger. Et af de regeringsbærende partier i Danmark, Venstre, mener uden tvivl ikke, at der er nogen modsætninger mellem fænomenerne demokrati og globalisering. Faktisk er fænomenerne i Venstres optik to sider af samme sag. Således skriver Venstre om globaliseringen: "Historien taler sit klare sprog. De lande, der har søgt at undgå påvirkningerne udefra, er blevet fattigere, mens de der har åbnet sig op over for demokrati og udenlandsk påvirkning har haft glæde heraf. "[1] Globalisering sidestilles her med eksport af demokrati og en ikke nærmere defineret "udenlandsk påvirkning", og det fastslås, at globalisering fører til øget rigdom, idet der kontrasteres til aflukkede landes fattigdom.

Et noget andet svar på spørgsmålet fremkommer imidlertid, hvis man spørger United States Space Command, der i 1997 publicerede et skrift indeholdende deres visioner for 2020. Her skitseredes blandt andet nogle af de kritiske udviklingstræk i verden, som en militarisering af verdensrummet kan medvirke til at imødegå. Blandt andet står der: "The globalization of the world economy will also continue, with a widening between "haves" and "have-nots."[2] Der er således ikke enighed om globaliseringens økonomiske effekter. Men er dette økonomiske spørgsmål i det hele taget relevant for demokratiets udvikling i verden? Ja, svarer den amerikanske journalist, John Markoff. Demokrati i en globaliseret verden er i al væsentlighed truet på grund af fire grundlæggende udviklingstræk, der til stadighed underminerer demokratiets fundament[3]:

Det første udviklingstræk er det meningsfulde i magthavernes ansvarlighed overfor borgerne. Globaliseringen har medført, at nationale regeringer har mistet kontrollen med de økonomiske og kulturelle sfærer indenfor deres respektive legitimitetsområder. Og ydermere synes regeringer efterhånden ivrige for at afgive yderligere ansvar til de globaliserede markeders påståede overlegne effektivitet via privatiseringer og liberaliseringer. Der kan på den baggrund argumenteres for, at demokratiets primære konstruktioner, nationalstaterne, er ude af trit med virkeligheden og følgelig er det meningsløst at tale om politikernes ansvar overfor befolkningerne. Eksempler på denne udvikling er dannelsen og udbygningen af overstatlige organisationer som EU, IMF, Verdensbanken og NAFTA. I det hele taget synes den nationalstatslige ramme i stigende grad at blive eroderet af markedet til skade for den demokratiske udvikling i verden. Selvom der i dag er flere demokratiske lande i verden end tidligere, er det således ikke det samme som at sige, at demokratiet har det godt.

Det næste udviklingstræk er spørgsmålet om et sammenhængende borgerbegreb i en demokratisk stat. Markoff fremhæver, at de ledende politiske partier i både Storbritannien og USA kæmper om alle vælgergruppers støtte undtagen de fattiges. I takt med markedets indtog vokser skellet mellem rig og fattig i landene, og Markoff rejser spørgsmålet, om fattige mennesker i demokratiske lande vil blive ved med at støtte et demokratisk system, når de tungtvejende politiske aktører konkurrerer om at ignorere dem.

Dette andet udviklingstræk hænger nøje sammen med det tredje, der påpeger styrkelsen af ekskluderende politikker i demokratiske lande. Markoff's pointe i den forbindelse er, at de politiske identiteter er splittede i en globaliseret verden, hvilket giver politisk råderum til at skære ned på velfærden. I den udstrækning at fattige kan udskilles i en etnisk funderet dem/os terminologi kan højrefløjen undsige velfærden ved at fremstille velfærd som et spørgsmål om at tage fra "os" og give til "dem". Med millioner af mennesker tilhørende etniske mindretal i Europa kan mobiliseringen af fremmedhad let kædes sammen med et angreb på velfærden til skade for den indre demokratiske sammenhængskraft.

Det fjerde udviklingstræk er spørgsmålet om sociale bevægelsers rolle som demokratifremmende faktorer. I den forbindelse fremhæver Markoff, at udflytningen af magt vanskeliggør realiseringen af de sociale bevægelsers demokratiske potentiale, fordi magtens kanaler ikke længere er transparente. Eksempler i den forbindelse er IMF og WTO, der ikke åbner mulighed for demokratisk kontrol eller indsigt i deres dispositioner. Dermed forsvinder den demokratiske ansvarlighed. Et andet væsentligt aspekt i forhold til de sociale bevægelser er ubalancen mellem arbejdstager og kapitalen. De demokratisk integrerende aftaler mellem arbejdsmarkedets parter svækkes i takt med at kapitalen frigøres, idet arbejdstagersiden ikke kan imødegå udvikling i retning af outsourcing.

Der synes altså at være god grund til bekymring på vegne af demokratiet, idet fænomenerne demokrati og globalisering altså er vævet ind i hinanden med den væsentlige forskel, at demokrati er underkastet globaliseringens præmisser. Ud fra et demokratisk perspektiv er det således ikke underordnet om globaliseringen skaber rigdom for alle (som Venstre mener), eller om den resulterer i øget ulighed (som United States Space Command mener). Desværre må man i dag konstatere, at synspunktet om at globalisering i form af økonomiske liberaliseringer skaber rigdom for alle, i høj grad bygger på et umiskendeligt element af tro. Eksempelvis har den tidligere cheføkonom i Verdensbanken, Joseph Stiglitz, ikke været i stand til at finde empiri, der underbygger de stadige liberaliseringers gavnlige effekt. Dani Rodrick, der er professor i økonomi ved Harvard University, har udarbejdet en tilbundsgående analyse af økonomiske sammenhænge, og denne undersøgelse viser klart, at der ikke er nogen sammenhæng mellem liberaliseringer af kapitalmarkederne og økonomisk vækst.[4]

Det ideologiske element i troen på markedet understøttes desuden af partiet Venstre, der i sin argumentation for frihandel skriver: "Venstre tror på det enkelte og det frie menneske, som træffer sine valg selvstændigt og som søger sine behov dækket gennem indsats. Det frie menneske, der efter eget behov kan vælge mellem konkurrerende varer eller tjenesteydelser, vil have størst sandsynlighed for at optimere sin økonomiske velstand. Fordi de valg, det frie menneske foretager, er baseret på egne oplevede behov, og fordi virksomheder der er undergivet konkurrence til stadighed vil forsøge at frembringe varerne bedst og billigst. Derfor er frihandel en god liberal idé."[5] Der er altså her tale om en fundering i et åbenlyst ideologisk aksiom om den menneskelige natur.

John Markoff følger op på denne diskussion, idet han skriver, at der findes en ideologisk dimension i den vedholdende politik om at begrænse statens indflydelse. Troen på markedets overlegenhed i forhold til staten består af mange komponenter gående fra etiske påstande om menneskelig frihed til tekniske påstande om effektivitet. Markedet vil i denne optik generere aggregeret rigdom og samtidig fordele denne rigdom hensigtsmæssigt. Der er ligefrem tale om, at en af markedet skabt tidevandsbølge vil hæve alle sunkne skibe. Men som Markoff tørt udtrykker det, så peger de empiriske beviser på, at denne tidevandsbølge kun hæver yachterne.[6]

Med dette in mente er der god grund til at være på vagt overfor udviklingstræk, der præsenteres som en naturlig nødvendighed, idet der findes en politisk magt bag globaliseringen, der er ideologisk funderet i markedsfundamentalisme. I den forbindelse har den norske fredsforsker Johan Galtung bl.a. fremført: "(...) I find the smithian idea, the basis of neo-liberal economics, that one zillion egoisms adds up to altruism, one of the most poisonous lies ever invented by the human mind."[7]

Globaliseringen peger i dag i retning af, at industrielle foretagender bryder ud af deres traditionelle politiske og sociale rammer og tilsammen danner et autonomt system, hvis udvikling følger sine egne love. Den finske filosof Georg Henrik von Wright skriver om begrundelsen for denne betragtning, at råvarer, der skal forarbejdes af industrien, ofte må importeres og de produkter, der et resultat af denne forarbejdning, skal ofte sælges andre steder end på hjemmemarkedet, hvorfor der består et implicit modsætningsforhold mellem industrien og det i nationalstater organiserede politiske system.[8] Von Wright mener imidlertid, at denne modsætning først for alvor blev eksplicit da kolonisystemet midt i det 20. århundrede blev afviklet, idet nationalstaterne løsnede deres politiske og militære greb om kolonierne, hvorved industrien fik lov til at udvikle sig på sine egne betingelser.[9]

På baggrund af ovenstående betragtninger synes globaliseringen at byde på store farer for den demokratiske udvikling i verden. Denne udlægning afhænger naturligvis af indholdet i samlebegrebet "globaliseringen". Men i den nyliberale form er der ingen tvivl om, at markedsfundamentalisme ikke harmonerer med demokrati. En alvorlig fare for demokratiet er derfor etableringen af et teknokrati bestående af banker og industrier i samarbejde og konkurrence med hinanden.


[1] http://www.idedebat.venstre.nu/Omverdenen.375 0.0.html

[2] United States Space Command - Vision for 2020, side 6. Kan bl.a. findes på internetadressen: http://www.gsinstitute.org/resources/extras/v ision_2020.pdf

[3] Markoff, John Globalization and the future of democracy I: Journal of World-Systems research, vol. V, 2, summer 1999, side 285

[4] Forelæsning af Joseph Stiglitz på University of Manchester, 4. april 2001, "Globalisation and its discontents". Kan findes på internetadressen: http://idpm.man.ac.uk/stiglitz.html

[5] http://www.venstre.dk/viewPage.php?id=2727

[6] Markoff, 1999, side 289

[7] Galtung, Johan "Globalization and Europe-Asia: Risks and Opportunities" 2002. Kan findes på internetadressen: www.transcend.org

[8] Wright, Georg Henrik von "Myten om fremskridtet" København 1994, side 113

[9] Wright, 1994, side 114