Svar til en gammel 68’er
Af Georg Metz

Offentliggjort: 15. marts 2004

Erik Meier Carlsen, hvis iver før i tiden for at identificere sig med den yderste toneangivende venstrefløj var stor, lægger i vore dage om muligt større iver for dagen i sit underdanige forsvar for den herskende modsatte ende af den politiske skala.

Typer som EMC, hvis fundamentale skift i anskuelser inden for et overskueligt åremål, hensætter altid mig i nogen undren og uro. For hvornår og hvordan kommer næste hamskifte, der samtidig er en total fornægtelse af tidligere standpunkter? Dagligt optræder EMC nu som Fogh Rasmussen-regeringens lydige talerør under opbydelsen af påfaldende sparsom kritik med hensyn til dennes ganske omsiggribende dispositioner.

Man burde vel forvente, at en gammel systemkritiker som EMC, som oven i købet delvis skrev og redigerede Information i dennes mest politisk outrerede periode, formåede at holde sine våben skarpe. Nu slår han det hele hen med, at Fogh Rasmussen nærmest er skabssocialdemokrat med en smule konservatisme som make up. De største omvæltninger i dansk forvaltning, som formentlig er sket på én gang siden systemskiftet, er i EMC's redebonne optik ikke for noget at regne. Man kunne på dette sted måske få noget ud af at se EMC's målestok; den må være lavet af bukseelastik.

Kan man således undre sig over denne mangel på gedigen kritik fra en pressemand, der skulle formodes at præstere blot en smule opposition mod en regering og ikke blot overfladiske hyldesttaler i BT, skal man på den anden side ikke forvente de mere spidsfindige analyser fra EMC's hånd. Den slags øvelser ligger nu næppe til intellekt og mere kildebefæstet indsigt.

Således bruger den hyppigt fornærmede og ikke særligt høflige redaktør mange linjer på at harcelere over regeringskritikeres brug af betegnelsen ny-liberalismen. EMC gør et stort nummer ud af, at denne strømning jo ikke er spor liberal. Derfor er det en forkert betegnelse at fæstne på Fogh Rasmussen og lignende fænomener i Europa og USA, mener EMC. Nænsomt, og så det ikke kommer som et chok, må man vel her gøre EMC opmærksom på at gængse betegnelser på politiske bevægelser ikke altid står mål med deres sproglige eller historiske oprindelse; jvf. venstre og højre og mange andre etymologisk set mere eller mindre besynderlige karakteristikker, som ikke altid gælder for pålydende. EMC kalder sig jo også stadig journalist.

EMC har ret i, at der ikke er meget liberalt i det Fogh Rasmussenske verdensbillede, slet ikke i ordets positive eller mere spirituelle betydning. Der er tilsyneladende ikke meget andet liberalt ved statsministerens livssyn og verdensanskuelse end en neurotisk drejen bedemølle med mantraer som: "Frihed til at vælge" og "Noget for noget". Som det har vist sig, synes foranstaltningerne til at opnå al denne valgfrihed og erhverve sig noget for noget nærmere at bestå i tvang, reguleringer, karaktergivning på alle leder og kanter og undertrykkelse af visse for ikke at sige temmelig mange af de mest elementære menneskerettigheder. I den forstand er det rigtigt, at vi ikke her står over for ægte liberalisme.

Men hvad har det også med for eksempel min kritik af regeringen at gøre? Det stærkeste ræsonnement EMC langer ud, er at jeg angiveligt er et sludrechatol. Et blændende argument. Lige så blændende som at jeg hæmningsløst skulle spekulere i fjendebilleder. Det gør nemlig ifølge EMC en speciel sekt af 68'ere. Skriver EMC.

Og det er ham, der taler om hæmningsløse fjendebilleder! Hvis man tilfældigvis var ung i 68, og ikke er enig med den nuværende EMC, ja så ved man, hvad klokken er slået. Pudsigt igen, når man betænker EMCs egen partisantørklædebærende fortid, der mildt sagt var noget mere 68'sk end min ringheds middle of the road radikal-socialdemokratisme!

EMC kaster sig herefter ud i nogle tågede overvejelser om påståede misforståelser vedrørende højre og venstre og ondt og godt. Dette skulle være parate størrelser ifølge EMC, og disse kategorier ligger for sådan en som mig fast. Det er ganske enkelt uhæderligt at tillægge meningsmodstandere meninger, de ikke har, og det har da heller ikke noget at gøre med min kritik af regeringen eller dennes fremmedpolitik. Det er fortsat min mening, som EMC kan få bekræftet ved at spørge statsretsjuristerne og andre, at den danske fremmedlovgivning også ved sammenligning med andre landes lovgivning tangerer brud på menneskerettighedsbestemmelsernes ånd, formentlig også deres bogstav; det er ligeledes min velunderbyggede mening at vi er i færd med at opbygge et apartheidsystem i det små, og at Bertel Haarders og flertallets politik hæmmer integrationen frem for at ophjælpe denne. Alene ved ikke at give grundlæggende lige vilkår for menneskers rettigheder i samme land, er man ude i noget snavs. Dette tjener ikke til at støtte de indvandrende personer og gruppers selvværd og motivation. Jeg er sikker på og trist til mode ved, at danskere om 10-20 år vil se tilbage på disse år med undren og skam. Og de vil med endnu større undren læse EMC's ledere i BT. Var vi virkelig sådan?

At visse andre lande så småt er begyndt at blive inspireret af den danske uanstændighed, skulle ikke forlede nogen til at føle stolthed. Såfremt EMC havde lidt mere historisk viden eller historisk viden overhovedet, ville også han vide, at vi har haft sørgelige fortilfælde af lignende, men snart knap så grov afvisning af fremmede her i landet, og at denne form for dansk fremmedpolitik derfor desværre har lange traditioner. En dansk værdi måske, som BT-redaktøren særligt gerne fremhæver?

Til slut skulle den jo med. Det er rigtigt, at jeg i Information har skrevet, at Tove Fergos fhv. spindoktor skulle have nazistiske sympatier. Det har jeg foranlediget af den pågældendes advokat beklaget dybt. Jeg forvekslede de tvivlsomme politiske organer med sådanne sympatier, og som den pågældende leverede stof til, med den pågældendes holdning. Og det var fejlen.

Kun en debattør med blakket moral og ringe argumenter forfalder til i et debatindlæg at anvende en beklaget tilbagetrækning af en fejl.

EMC brugte den.