De gode og de onde
Af Erik Meier Carlsen

Offentliggjort: 15. marts 2004

Kritisk Debat er en tiltrækkende titel, som skærper forhåbningerne til, at her åbnes en ny, interessant platform for den politiske debat. Flere af navnene på listen af bidragydere kender og respekterer jeg.

Parolen om at mobilisere mod "nyliberalismen" er interessant, for hvor findes den i dag? Nyliberalismen blev brugt som betegnelse for den massive "relancering" af markedsøkonomisk tænkning, som satte ind under de store internationale lavkonjunkturer i 70'erne, da forskellige versioner af keynesianisme - herunder den danske variant - kom i akut krise. Reagan og Thatcher var frontfigurer. Men er Bush "nyliberalist" med sin handelspolitiske protektionisme og udenrigspolitiske aktivisme?

Danmark regeres aktuelt af et flertal, som jeg bestemt ikke mener kan kaldes hverken nyliberalt eller gammelliberalt. Det er vel nærmest konservativtsocialdemokratisk i sin praksis.

Og når Informations særegne sludrechatol Georg Metz lægger ud med et fnysende angreb på den restriktive udlændingepolitik, er forvirringen da komplet. Hvem kan kalde det liberalt eller nyliberalt at lægge større begrænsninger på den fri vandring af menneskelig arbejdskraft?

Forklaringen på dette mysterium - at Metz's rablerier kan bruges som spydspidsartikel for et ambitiøst nyt antiliberalt debatinitiativ - er imidlertid forstemmende.

Det handler nemlig om det, Metz spekulerer så hæmningsløst i: Fjendebilleder.

Det eneste, der binder nyliberalisme og regeringens udlændingepolitik sammen, er en bestemt sekt af hardcore 68'ere, der åbenbart kun kan bevare mening og identitet i deres tilværelse ved at dyrke forvrængede fjendebilleder.

Regering og udlændingepolitik er nemlig i denne sekts øjne "højre", og det er så åbenbart i den "moderne verden" det samme som "nyliberal".

"Højre" er nemlig i denne forstand ikke nogen autentisk politisk rubricering, men et begreb i en pseudoreligiøs opdelingn af verden - og samfundet - i "de gode" og "de onde". Det vigtigste "analytiske" redskab til at gennemføre opdelingen i gode og onde er mytologien omkring 2. verdenskrig. Nazisterne var onde (var de også nyliberale?).

Derfor er det ondt at diskutere grænser for indvandring. (Kritik af indvandringens omfang og karakter = "fremmedfjendskhed" = racisme = nazisme).

Modpartens sind er så ondt og fordærvet, at man ikke behøver tage deres ord og gerninger for pålydende. Metz ved nemlig, hvad der rører sig i de ondes indre: Om integrationsminister Bertel Haarder hedder det således hos Metz, at han og hans støtter lægger "gift ud for integrationen, som de ikke ønsker noget godt".

Metz behøver heller ikke argumentere præcist. Ligesom Information i sine kampagner mod højrefløjen flittigt har benyttet den hævdvundne McCarthyistiske teknik "guilt by association", så kan Metz fælde domme ikke på grundlag af lovens bogstav, men på grundlag af dens "ånd", som Metz er suveræn fortolker af.

Med denne metodik stemples regeringens værk som en "juridisk uacceptabel grov udlændingelov. Det er vel bekendt af iagttagere af feltet, at de danske bestemmelser for indvandring og asyl så langt er Europas strengeste, de mest udelukkende og på alvorlig kant med menneskerettighedernes fundamentalbestemmelser - i alle fald imod deres ånd".

Af gode grunde henviser Metz ikke til nogen autoriseret sammenligning mellem de europæiske lovgivningskomplekser - for hans påstand er i enhver henseende forkert.

For nylig måtte Metz - truet af en retssag - undskylde at have erklæret den fyrede spindoktor i Kirkeministeriet for "nazisympatisør". Men denne uredelige form for stempling af politiske modstandere er Metz's hovedaktivitet.
Er det debat? Jeg synes det ikke. Er det kritik af nyliberalisme? Afgjort ikke. Hvorfor er det en spydspidsartikel for et ellers lovende nyt debatinitiativ?