Venstres kamp mod velfærdsstaten
Af Henning Tjørnehøj

Offentliggjort: 15. april 2004

Venstres og venstrefløjens kritik
Venstrefløjen har som bekendt altid haft meget svært ved at skelne mellem borgerlig og socialdemokratisk politik. Når S ikke har villet være med til at afskaffe kapitalismen og lønarbejdet, så kunne det være lige meget. At der aldrig på hjemlig grund har været noget, som blot kunne minde om et parlamentarisk flertal for en sådan afskaffelse, har ikke distraheret venstrefløjen. Den har brugt det meste af sit våde krudt på at miskreditere S, mens VKR-partierne ofte er gået fri.

Ingen venstrefløjshistoriker har nogensinde orket at give os en grundig gennemgang af kampen mellem S og V, og det har naturligvis heller ikke interesseret borgerligt orienterede historikere. Det har fortrinsvis været kampen mellem S og DKP, som har optaget venstrefløjen. Derfor har jeg selv i al beskedenhed forsøgt at rette op på denne mangel, bl.a. da jeg i 1998 skrev bogen 'Fremad og atter fremad ...', dvs. godt 700 sider om den danske arbejderbevægelses historie fra 1871 til 1960 - uden at det gik op for nogen anmelder, hvad der var en af denne bogs hovedanliggender.

Venstrefløjen har heller aldrig kunnet bekvemme sig til at komplimentere S for dets svendestykke: velfærdsmodellen. Denne mindst ringe samfundsmodel har været ligeså kritiseret af venstrefløjen som af de borgerlige - især Venstre, omend kritikken har haft et forskelligt udgangspunkt. For venstrefløjen er velfærdsmodellen noget reformistisk, socialdemokratisk tøjeri med alt for ringe støtte til alt for få. Ja, i virkeligheden har denne model iflg. mange venstrefløjskritikere været kapitalismens bedste disciplinerings- eller smøremiddel. Omvendt har velfærdsudviklingen for VK - og indimellem også for R - været ensbetydende med en bestandig trussel om en øget skattebyrde. VK ville have foretrukket den liberalistiske, private forsikrings-model, hvor præmierne er højest for dem med de største risici - dvs. de dårligst stillede.

Jeg anmoder mine læsere om at bide mærke i min brug af begrebet 'liberalistisk'. Flertallet skelner desværre ikke mellem det at være 'liberal' - dvs. stor-eller frisindet - og det at være 'liberalist', som indebærer en hyldning af 'de frie kræfters frie spil', 'den stærkes ret', 'mindre stat og mere privat', 'vind eller forsvind' mv. - "Er det for at gennemføre værdikampen, du har prøvet at gøre op med smagsdommere og eksperter?" spurgte Weekendavisen Fogh i den - aldeles ligegyldige - 'værdisamtale' med ham 17.1.03. Hans svar lød: "Som liberalt menneske går jeg først og fremmest ind for, at debatten skal være præget af flere stemmer". Ser man det!

Hvad var det nu, der skete, da 13 Venstrefolk med borgmester Søren Pind som bannerfører i sommeren 2003 ønskede at bidrage til Foghs 'værdidebat' ved at minde ham om hans liberalistiske minimalstats fortid? De fik omgående ordre til at holde mund, skønt deres aktion iflg. Gallup havde opbakning fra 88 pct. af deres partifæller. Det skete samtidig med, at Fogh bedyrede, at der er "højt til loftet i Venstre", og at "vi har tradition for en god debat" - dog altså ikke om partiets egne værdier, som Fogh for tiden har lagt på hylden i et forsøg på at fastholde frafaldne S-vælgere.

Og hvor blev den liberale, dvs. frisindede, Fogh af, da regeringen nedlagde en række råd og nævn med påstået venstreorienteret dominans? Umiddelbart afviste Fogh, at der lå ideologiske grunde bag disse nedlæggelser. Men det lykkedes faktisk Berl. T. at få hans indrømmelse af, at mange "udsagn fra eksperter i råd, nævn og institutioner var udtryk for 68-tænkning", og at de "systematisk var kritiske overfor os" (5.9.02). Og så er der jo - for en overbevist liberal, dvs. påstået frisindet, statsminister - ikke andet at gøre end at lukke munden på de formastelige, hvorefter han oprettede næsten ligeså mange råd og befolkede dem med sine egne smagsdommere.

Hvor længe endnu vil Venstre - der jo heller ikke har optrådt videre liberalt overfor flygtninge og indvandrere - være bekendt fortsat at kalde sig for 'Danmarks LIBERALE Parti'? Det er S, SF og DrV, der repræsenterer frisindet her i landet - ikke Venstre eller de øvrige borgerlige partier.

Anders Foghs utroværdighed
På det seneste har minimalstats-liberalisten Anders Fogh så ført valgkamp på at kombinere et skattestop med en videreudvikling af den velfærdsmodel, som han har kritiseret skarpere end nogen siden Madsen-Mygdals dage - og vundet valget i 2001 på dette aldeles uholdbare løfte suppleret med løftet om skærpet lovgivning mod flygtninge og indvandrere og lavere u-landshjælp. Ikke desto mindre var det ved valget i 2001 som bekendt Fogh, der stod som den troværdige statsministerkandidat, mens Nyrup blev hængt som den utroværdige - også af venstrefløjen og Politiken og Information. Den 11.3.2001 havde Jyllands-Posten ellers bragt en oversigt over Nyrup-regeringens opfyldte løfter. Den viste, at denne regering havde fået gennemført 38 af sine 41 mest markante valgløfter. Derfor konkluderede denne ellers så S-kritiske avis, at "Poul Nyrup Rasmussen holder stort set alt det, han lover!"

Hovedanledningen til kritikken af Nyrups troværdighed var som bekendt efterlønssagen fra 1998. Det blev i den forbindelse konsekvent fortrængt, at VK-partierne i marts 1998 faktisk gik til valg på at få efterlønnen afskaffet. Nu blev den som bekendt videreført omend - efter et massivt Radikalt pres - i ændret form og det med VK-partiernes stemmer! Man må spørge, hvad er mest kritisabelt: at være med til at videreføre noget, som man har lovet vælgerne at afskaffe, eller at videreføre det i ændret form?

I sin bog 'Journalismens meningsløse ulidelighed' (2000) fortæller tv-journalisten Kurt Strand, hvordan han i sit program 'Profilen' bad Anders Fogh kommentere dette Venstre-svigt af et vigtigt valgløfte. I overværelse af omkring 1 mio. seere erkendte Fogh sit svigt, men mens Nyrup i dec. 1998 i ugevis blev kørt igennem mediernes vridemaskine, var der ingen der dengang eller siden kritiserede Anders Fogh for hans efterlønssvigt.

I 1992 måtte Fogh forlade sin post som skatteminister i Schlüter-regeringen i utide - til fordel for Peter Brixtofte - efter at have vildledt Folketinget om sin lidt for kreative bogføring. Året efter udsendte Fogh sin minimalstats-hadebog mod velfærdssamfundet, hvad der ikke hindrede ham i senere at påstå, at han hele tiden havde støttet "det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel". (Berl. Tid. 19.4.98.). Der er her tale om et af de største vælgerbedrag i parlamentarisk tid. Selv Foghs daværende pressechef Henrik Qvortrup konstaterede - efter denne pludselige ideologiske omklædning - at Fogh er "utroværdig" (BT 7.4.00), så kan vi andre vel også tillade os at gøre det.

Foghs hovedløfte ved det seneste valg var som nævnt et skattestop kombineret med løfter om milliardforbedringer af de offt. serviceydelser. Den 14.12. 00 stillede Jyllands-Posten derfor Fogh dette meget relevante spørgsmål: Du mener, at det vil "være muligt både at indføre et skattestop og samtidig bevare den offentlige service. ... og endog forbedre den. ... Har I lavet beregninger på, hvordan I vil finde disse penge? "

Foghs svar lød: "Vi har taget udgangspunkt i den rapport, som Udliciteringsrådet fremlagde. Her tales om besparelser på mellem 30-40 milliarder kroner". Få uger efter kunne Jyllands-Posten den 5.1. 01 imidlertid afsløre, at denne 30 - 40 mia.s udliciterings-rapport aldrig havde eksisteret. Det er ufatteligt, at Fogh kunne slippe så nemt fra en sådan milliardløgn. Ingen husker den længere. - Tænk, hvis det havde været Nyrup, der havde stukket en sådan løgn.

Skønt det lykkedes Nyrup-regeringerne at få fladet skatte- afgiftstrykket ud sv.t. 49, 50, 49, 50, 50, 50, 51, 49 og 49 pct. af BNP. iflg. Danmarks Statistik, påstod Fogh igen og igen, at skattetrykket "steg og steg". I Nyrup-perioden blev der vedtaget 379 skattelove, hvor 171 var uden såkaldt provenumæssige konsekvenser, mens der var tale om 105 stigninger og 103 lettelser. Desværre 'glemte' Fogh at fortælle om disse 103 skattelettelser, da han igen og igen betroede vælgerne, at Nyrup-regeringerne næsten hver måned havde iværksat en ny skattestigning. Fogh fortalte også, at Pinsepakken ville føre til en skattestigning, skønt den i 2002 - som forudset - førte til en skattesænkning sv.t. 4.5 mia. pga. en sænkning af bundskatten.

I Nyrup-perioden blev der gennemført en forkortelse af hospitals-ventetiderne for over 90 pct. af patienterne. Men det hindrede ikke Fogh i at påstå, at ventetiderne blev "længere og længere". Han påstod også, at det danske sundhedsvæsen iflg. en WHO-undersøgelse skulle befinde sig på en yderst beskeden 34. plads blandt alle FNs medlemslande, skønt det var den danske sundhedstilstand, der er placeret så lavt - fordi vi spiser, drikker og ryger for meget og motionerer for lidt. Hospitalsmæssigt ligger vi derimod på en smuk 3. plads.

Danmark blev i Nyrup-perioden det land, der ydede mest hjemmehjælp pr. indbygger, og en undersøgelse gennemført af Kommunernes Landsforening af over 18.000 ældres vurdering af hjemmehjælpen, viste, at 93 pct. var tilfredse med den personlige pleje, som de modtog (okt. 2001). Alligevel betegnede Fogh ældrehjælpen i Nyrup-perioden som "en skandale og en skamplet på velfærdssystemet".

Nyrup-regeringerne gennemførte indgreb såvel mod den gentagende som mod den grove vold, ligesom Danmark blev det EU-land, der - næst efter Grækenland - straffede vold hyppigst, således 10 gange hyppigere end i Tyskland. Men det hindrede ikke Fogh i at påstå, at Nyrup-regeringens løfter om indgreb mod volden "endte i tågesnak". - Ufatteligt, at Fogh kunne fremstå som den særlig troværdige i forhold til Nyrup ved valget i 2001.

Venstres og venstrefløjens kritik af velfærdsmodellen - for tiden afløst af opbakning
Som sagt venstrefløjen og Venstre har begge angrebet den socialdemokratiske velfærdsmodel - fra forskellige udgangspunkter. Men begge parter har i de senere år været fuldstændig enige om modellens: formynderiske, centralistiske, bureaukratiserende, klientgørende, ansvarsfratagende og individundertrykkende karakter. Det gav da heller ikke anledning til nogen særlig venstrefløjskritik, da Fogh i sit liberalistiske - ikke liberale, som han selv kalder det - gennembrudsværk om minimalstaten gjorde definitivt op med velfærdsmodellen. Der var i denne bog tale om et langt frådende og demagogisk angreb på den socialdemokratiske velfærdsmodel. Fogh påstod bl.a., at borgerne i vort velfærdssamfund er blevet reducerede til "tæmmede og lydige sociale dyr". Befolkningen præges af "en ynkelig slavenatur" og "trællementalitet". Ja, Danmark har ligefrem " udviklet sig til et samfund af livegne".

Men kendsgerningen er jo for det første, at aldrig før har så mange ment så meget og givet så stærkt udtryk for deres synspunkter som i det seneste kvarte århundrede og for det andet, at denne evne til friere og mere kritisk meningsdannelse og dette forøgede mod til at ytre sig ikke er udviklet på trods, men i kraft af den bedre uddannelse og de bedre materielle betingelser i det velfærdssamfund, som Fogh og venstrefløjen fandt så umådelig formynderisk. Hvis den danske befolkning skulle være plaget af slavenatur og trællementalitet, må man sige, at den har skjult det ualmindelig godt!

I øvrigt beklager Anders Fogh i sin minimalstatsbog, at borgeren i velfærdssamfundet er "hjælpeløst afhængig af de offentlige kasser", ligesom "hjælp fra det offentlige ikke bliver betragtet som en sidste udvej i tilfælde af social trang". - Nej, selv den fattigste borger skal ikke længere stå med hatten i hånden og bede om en almisse, dvs. en skønsmæssig hjælp, hos en velaflagt Venstre-sognerådsformand. Nu har enhver hjælpeløs dansk borger ret til at få en sådan hjælp - i kraft af Socialdemokratiets indsats, sådan som allerede salig Pio krævede det, før de frihedselskende borgerlige først fik ham fængslet og siden sendt til USA på en enkelt billet.

Af et af SF's seneste politiske programmer fremgik det, at velfærdssamfundet "fremtræder formynderisk og bureaukratisk for ganske mange mennesker". Og Holger K. Nielsen fremhæver i sin bog 'Frihed i fællesskab', at "det danske velfærdssamfund i høj grad bidrager til passivisering og umyndiggørelse" , skønt vort samfund præges af udstrakt brugerdeltagelse. SFs og Holger K. Nielsens synspunkter ligger således helt på linie med Anders Foghs i hans bog om 'minimalstaten'. Fogh har da også ved flere lejligheder fremhævet enigheden mellem Venstre og SF i kritikken af den socialdemokratiske velfærdsmodel.

Nu er den mangeårige hetz mod denne samfundsmodel for en tid indstillet og afløst af almindelig opbakning. Og da Politiken forelagde Fogh chefred. Hans Engells forudsigelse om, at den meget sete tv-serie 'Krøniken' med sin positive holdning til det "solidariske velfærdsprojekt" vil gavne Socialdemokratiet, kunne avisen berolige læserne med, at Fog "har fredet Krøniken". Samme dag blev det på lederplads taget som udtryk for, "at også Venstre påtager sig et ansvar for både velfærdssamfundets fortid og fremtid" (8.2.04). - Om fremtiden kan som bekendt ingen spå. Men hvordan kan Politiken dog få sig selv til at påstå, at Venstre skulle kunne påtage sig et ansvar for velfærdssamfundets fortid, når den historiske kendsgerning er, at partiet brugte det mest af det 20. århundrede på at bekæmpe velfærdsmodellen?

Politikens, Bo Lidegaards og Claus Brylds - og flere andres - påstand om Venstres historiske støtte til udviklingen af velfærdsmodellen holder ikke.

Politiken er beklageligvis ikke alene om at mene, at Venstre bør kunne påtage sig et medansvar for velfærdssamfundets fortid. 2003 udsendte Syddansk Universitetsforlag således et skrift '13 historier om den danske velfærdsstat', hvor en række faghistorikere m.fl. gav deres bud på denne statsforms fortid og fremtid. En af bidragyderne var Bo Lidegaard, som i de senere år har vakt opmærksomhed med en række væsentlige historiske værker. I hans indlæg - bragt som kronik i Politiken den 11.4.03 - kan man bl.a. læse, at den danske "velfærdsopbygning typisk (blev) gennemført med bred politisk opbakning", skønt hele det 20. århundrede blev præget af en markant uenighed mellem det parti, som udviklede velfærdsmodellen og de borgerlige partier, som modarbejdede den. Bo Lidegaard hævder minsandten også, at "Venstre historisk (er) et socialt bevidst parti". Senest har faghistorikeren Claus Bryld i Politikens kronik den 30.3.04 påstået, at Venstre fra og med Kanslergadeforliget gav "delvis" støtte til udviklingen af velfærdsmodellen.

Grundtvig var åndeligt seende, men socialt blind
Venstremanden N. F. S. Grundtvig står jo for alle danske - til venstre såvel som til højre, fra Ebbe Reich og Ejvind Larsen til Bertel Haarder og Søren Krarup - som den store folkelige dansker. Desværre fik denne stærkt berømmede grundtvigske folkelighed aldrig et socialt udtryk. Det var åndsfriheden, Grundtvig kæmpede for - ikke den sociale frihed, skønt den jo er forudsætningen for, at alle kan nyde åndsfrihedens goder. Hans folkelighedsbegreb omfattede således ikke den langt største og fattigste gruppe af folket - de jordløse husmænd, land- og byarbejderne. Ikke på noget tidspunkt lod Grundtvig sig forlyde med forslag til bedring af deres kår.

Et af datidens vigtigste sociale spørgsmål var fordelingen af jord til de jordløse husmænd og landarbejdere. Men Grundtvig fastholdt bevarelsen af de bestående gårdejerlodder "som et folkeligt nødværge" - mod hvem, mod den hovedpart af befolkningen, som udgjordes af landproletariatet. Det kan jo næsten ikke blive mere folkeligt.

I selve Grundlovsåret 1849 karakteriserede Grundtvig proletariatet således: "Denne store vrimmel, som man på pluddervælsk kalder 'proletarier', som sædvanligvis hverken har ... hjerte eller ære i livet", og som han iøvrigt mente kun kunne "holdes i ave med frygt for, hvad der bider i skind" - altså tørre tæsk. Det må således have glædet Grundtvig, at godsejerne i forbindelse med 1780'ernes landboreformer bevarede deres mulighed for at tugte husmændene og landarbejderne, mens denne tugt afskaffedes overfor gårdmændene, der fik mulighed for at blive gårdejere.

Grundtvig advarede imod, at det blev gjort til en pligt for "de rige ... at føde og klæde de fattige, thi dermed stiler man efter al erfaring (?) på at gøre hele folket til fattiglemmer, der hverken kan føde og klæde sig selv eller hinanden; man overskærer kærlighedsbåndet, som er det eneste, der til gavn kan forbinde de rige med de fattige, man føder dovenskaben, så flittigheden må sulte". - Dette sidste er jo som talt ud af munden på vore dages minimalstats-liberalister, og det hele citat dokumenterer, hvor stor afstanden var fra Grundtvig til størstedelen af det folk, som han sjungede så kjærligt om. De mange, mange fattige fornemmede så vist ikke noget kærlighedsbånd til de få velstående - tværtimod. Men hans omgangskreds var jo også hoffet, borgerskabet, og præstestanden - dvs. en yderst beskeden del af folket.

Grundtvig stemte endvidere imod vor første Grundlovs fattigbestemmelse om, at den, der ikke kunne "ernære sig eller sine" skulle være "berettiget til hjælp af det offentlige". Han protesterede "så højt og lydeligt", som han kunne - og det vil sige en del - mod denne forsørgelsesret, fordi den ville blive "en af de største ulykker, der kunne ske både for Grundloven og følgelig for hele landet". Det var de øgede offentlige udgifter, som Venstremanden Grundtvig her tænkte på.

Det lykkedes ham dog kun at få en lille snes af de i alt 148 grundlovsfædre med på sin modstand mod vor første frie forfatnings beskedne fattigbestemmelse - i en forsamling, der ikke just var præget af fremskridtsvenlighed på det socialpolitiske felt. Men Grundtvigs - denne folkeånds - modstand mod fattigbestemmelsen var altså alligevel flertallet af grundlovsfædrene en tand for reaktionær.

I stedet for ydelse af fattighjælp anbefalede Grundtvig, at "fattige gamle og syge (skulle) kunne finde offentlige tilflugtssteder", hvor de kunne få "adgang til folkelig oplysning og dannelse". - Men mon disse fattige gamle og syge dog ikke har været mere interesserede i en ordentlig kur og pleje andre steder end på den fattiggård, hvor de blev stuvet sammen med arbejdsuvillige, psykisk syge, alkoholikere, enlige kvinder med eller uden børn, m. fl. - mand og kone skilt fra hínanden på sovesale og frataget deres ofte få ejendele som betaling til sognet for deres indstallering på fattiggården og - for mændenes vedkommende - deres stemmeret.

Grundtvig havde heller ikke særlige indvendinger imod en bestemmelse om, at modtagelse af fattighjælp medførte fratagelse af stemmeretten - også selvom begrundelsen for ydelsen af hjælpen var forhold, som den enkelte ikke selv var skyld i f.eks. arbejdsløshed, sygdom, svagelighed eller som nævnt alderdom.

Det er mig ubegribeligt, at faghistorikeren Claus Bjørn i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie (1990) kan få sig selv til at skrive, at "på Rigsdagen blev han talsmand for frihedskrav, der overgik alle andres", når kendsgerningen er, at Grundtvig både politisk og socialpolitisk stod til højre for de fleste andre Grundlovsfædre. " 'Det folkelige' betød en forpligtelse til at virke for folkets åndelige og - tilføjer Claus Bjørn - materielle krav". Men disse sidstnævnte krav interesserede jo netop ikke Grundtvig. Han henholdt sig alene til de åndelige krav. Claus Bjørn skriver videre, at "det folkelige vedrørte naturligvis særlig 'folket', dvs. bondestanden ... ". Netop, land- og byarbejderstanden - den langt største - hørte ikke med til Grundtvigs folkelighedsbegreb.

Det svækker derfor på afgørende vis billedet af den folkelige og frihedselskende Grundtvig. En folkelighed, som ikke omfatter hele folket, har jo ikke noget med folkelighed at gøre. Og en frihedstanke, der ikke omfatter såvel det åndelige som det materille eller sociale liv, er en amputeret frihedstanke. Hvad er det mon for "et folkeligt fællesskab" Bertel Haarder tænker på, når han i Kristeligt Dagblad 20.1.04 anfører skabelsen af dette fællesskab som en af Grundtvigs hovedindsatser?

"Herren er den, som gør fattig og rig" iflg. Venstres socialpolitiske ordfører. Men i 1891 går Venstre med til alderdomsunderstøttelse - for at tage vinden ud af sejlene på Socialdemokratiet, som ved valget i 1890 havde fået hele tre mand i Folketinget!

Venstres socialpolitiske ordfører i slutningen af 1800-tallet hed Ths. Nielsen - lærer fra Herning-egnen og en overgang redaktør af Vejle Amts Folkeblad. Han var - som de fleste andre borgerlige dengang - af den kristelige opfattelse, at "de fattige vil I altid have hos jer". Derfor var det ikke muligt ad socialpolitisk vej at "jævne de skel, som Skaberen har sat mellem de enkelte mennesker. ... Herren er den, som gør fattig og rig" udtalte han fra Folketingets talerstol. Ths. Nielsen erkendte, at fattigdommen var stor. Men han mente, at den eneste måde at komme de mange fattige til hjælp på var "at hjælpe dem grundigt åndeligt". - Så kan man jo også bedre holde et uændret skattetryk.

Derfor fik han Venstre med på at foreslå statsstøtte til fattige unges højskoleophold. Et sådant ophold ville være med til at skabe "lys og hygge i de små og fattige hjem" - så skidt med, at en stor del af befolkningen knapt havde til det daglige brød. Som i Grundtvigs tilfælde var det åndsfriheden, Ths. Nielsen havde i tankerne - ikke den sociale. I øvrigt udpegede han S som "den egentlige modstander" for Venstre, "som vi må bekæmpe af al vor evne". S var nemlig ikke til sinds at lade fattigdommen og klassedelingen være et gudgivent og derfor uforanderligt vilkår.

I et forsøg på a la Bismarck at tage vinden ud af sejlene på S gennemførte Venstre og Højre i 1891 vor første egt. sociale lovgivning, Alderdoms-understøttelsesloven. Venstres venstrefløj med Christen Berg og Viggo Hørup som ledende skikkelser støttede S's kritik af det første alderdomsunderstøttelses-forslag, der såmænd kun blev til en enkelt paragraf i et revideret Fattiglovsforslag. S-ordføreren, skrædder P. Holm konstaterede, at "en billigere og simplere indretning af en alderdomsforsørgelse for den del af befolkningen, der ikke selv er i stand til at yde bidrag til en sådan, kan næppe tænkes". Venstres venstrefløj og de dengang kun tre socialdemokrater i Folketinget fik da også udvirket, at der blev fremsat et særligt lovforslag om alderdomsunderstøttelse - uden, at det i øvrigt imødekom deres kritik.

Vs ordfører højskoleforstanderen Frede Bojsen angreb i den anledning S's "forlorne forbitrelse". Bl.a. blev fhv. modtagere af fattig(bistands)hjælp udelukkede fra modtagelsen af denne hjælp. Men Bojsen fastslog, at "det er en forestilling, som er indlevet i vort folk, at det gælder en kamp for at holde sig fri af fattigvæsnet ... Vi skulle ikke fratage dem lysten til at stille sig denne opgave". Nej, det ville være hensynsløst - så hellere lade dem dø af slut og sygdom. - Jamen, hvordan kan Bo Lidegaard dog påstå, at Venstre også "historisk (er) et socialt bevidst parti"?

Venstre tager i 1920 anti-parlamentarismen
i brug mod den sociale lovgivning

I 1920 anvendte V endog et groft anti-parlamentarisk middel til at prøve at undgå, at den forbedrede social- og arbejdsmarkedspolitik, som der i 1917 og i 1919 var blevet taget skridt til på henhv. arbejdsløsheds- og arbejdstidsområdet (8 timers arbejdsdagen), skulle fortsættes. V støttede således kongens fjernelse af den Radikale af S støttede regering - selvom der ikke var konstateret et flertal mod denne regering i Folketinget, hvad der "udløste den alvorligste politisk-parlamentariske krise, som vort folkestyre har kendt ... ", som prof. Tage Kaarsted skriver det i sin disputats 'Påskekrisen 1920' (1968).

For nogle år siden gennemførte jeg en videosamtale med ham bl.a. om Påskekrisen. Mens videofolkene gjorde sig klar, spurgte han pludselig: "Hvorfra har du egentlig din ideosynkrasi mod Venstre"? - "Fra dig" kunne jeg svare. Da jeg i foråret 1969 forberedte mig til en lærergerning på Askov Højskole i historie og samfundsfag, læste jeg bl.a. hans disputats. Jeg blev ved den lejlighed dybt rystet over Vesntres, Forfatningskampens ledende partis optræden i 1920 - og mine rystelser er ikke blevet mindre i årenes løb, hvor jeg har fundet frem til andre af Vs blamager.

I 1920'erne fik V lejlighed til over to omgange at praktisere sin liberalistiske anti-velfærdsideologi. Under V-regeringen Niels Neergaard 1920 - 24 blev der således gennemført et kraftigt opgør med den fagbevægelse, der kom til at spille en så stor rolle for velfærdssamfundets udvikling. Og under V-regeringen 1926- 29 - med godsejeren og nulskatteyderen Madsen-Mygdal som leder - blev Socialministeriet nedlagt, ligesom de i forvejen beskedne sociale støtteordninger - arbejdsløsheds-, ulykkesforsikrings og sygedagpengene tillige med alders- og invaliderenten - blev reducerede, mens formueskatten blev lettet. Al ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse blev afskaffet, skønt arbejdsløsheden i 1927 blev den højeste i 1920'erne nemlig 22 pct. I tusindvis af arbejdsløse måtte derfor ty til fattighjælp - hvorved de meget praktisk for V mistede deres stemmeret.

Venstre undlader i forbindelse med Kanslergadeforliget 1933 at stemme imod Socialreformen
Når Bo Lidegaard og andre med ham påstår, at der har været "bred politisk opbakning" mhp. udviklingen af velfærdsmodellen, skyldes det måske, at V deltog i det Kanslergade-forlig, der blev indgået med SR i jan. 1933, efter at Madsen-Mygdal havde fastholdt sin ultra-liberalistiske velfærdsfjendtlige politik - selv, da den økonomiske verdenskrise i begyndelsen af 30'erne for alvor nåede Danmark med heraf følgende fallitter og stærkt stigende arbejdsløshed. I enkelte historiebøger kan man læse, at V stemte for Socialreformen. Kendsgerningen er imidlertid, at V undlod at stemme imod reformen.

Det vakte almindelig bitterhed vidt ud i V, at partiet ikke stemte direkte imod denne reform. Vs inderste mening om Socialreformen, der kom til at stå som protalen ind til velfærdssamfundet, trådte tydeligt frem i forbindelse med Landstingsvalget i 1936. I Vs valgoplæg blev det således beklaget, at SR-regeringen Stauning-Munch havde "gjort knæfald for den demoraliserende understøttelseslovgivning (dvs. Socialreformen) ... som er socialismens kvaksalvermiddel". Heroverfor fastholdt V "sandheden i det gamle ord, at enhver er sin egen lykkes smed". - Endnu så sent som den 20. 2.1996 udtalte Uffe Ellemann til Berl. T., at "målet for et ægte velfærdssamfund må være, at enhver er sin egen lykkes smed", skønt målet med velfærdsstaten jo er at hjælpe dem, der ikke har været i stand til at smede deres egen lykke.

Når V fór så voldsomt frem her i 1936, skyldtes det også frygten for, at VK-partierne skulle miste deres flertal i Landstinget - det flertal, som de havde kunnet bruge til at hindre SR-flertallet i Folketinget i at realisere velfærdsmodellen. Vs frygt var ikke ubegrundet. Fra og med 1936 fik SR omsider flertal såvel i Folke- som i Landstinget. Årene frem til den tyske besættelse i 1940 blev derfor rige reformår: beskæftigelseslove, lov om forbud mod overarbejde, ferieloven, revision af lærlingeloven, ny folkeskolelov, abortlovgivning og forbedring af de sociale love - alt mod VK-partiernes stemmer. V rasede over gennemførelsen af disse love, som det nu ikke længere havde mulighed for at standse i Landstinget. V spejdede efter en mulighed for at rulle dem tilbage. Muligheden kom - med den tyske besættelse af Danmark!

Venstre bruger Besættelsestiden til at rulle Socialreformen tilbage
For at forblive i den efter Besættelsen dannede SVKR-samlingsregering forlangte V således bl.a. en forringelse af Socialreformen, såvel på arbejdsløsheds- som på sociallovgivningens område - bl.a. i form af genindførelse af tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp. End ikke under Besættelsestiden - der ellers af mange mindes for dens folkelige sammenhold - kunne den af Lidegaard priste "brede politiske opbakning (bag) velfærdsopbygningen" således realiseres.

Hvorfor har faghistorikerne på det nærmeste ignoreret den pinlige kendsgerning, at V brugte perioden, hvor fjenden stod i landet og arbejderbevægelsen var i defensiven, til at føre en skærpet klassekamp og til at rulle social- og arbejdsmarkedspolitikken tilbage, mens de har kritiseret de politikere - 'samarbejdspolitikerne' kaldet, skønt samarbejde jo forudsætter frivillighed - som under yderst vanskelige forhold søgte at skærme folk og land bedst muligt? 'Forhandlingspolitikken' med besættelsesmagten var ikke just heroisk - det var som om heroismen forlod danskerne efter 1864 - men Forhandlingspolitikken havde frem til sommeren 1943 almindelig folkelig opbakning. Siden har den været stærkere og stærkere kritiseret under betegnelsen 'Samarbejdspolitikken' - ikke mindst blandt efterkommerne af de kommunister, som fra 1939 til 1941 støttede Hitlers samarbejde med Stalin og deres meget ihærdige historieskrivere med faghistorikeren Hans Kirchhoff som fløjmand.

Venstre fortsætter sin kamp mod velfærdsmodellens udvikling i resten af det 20 årh. - delvis støttet af Det radikale Venstre

Uden nogen forudgående forhandling med de øvrige partier og fagbevægelsen fjernede V-regeringen Knud Kristensen 1945 - 47 fra den ene dag til den anden alle offentlige beskæftigelsesarbejder. Begrundelsen var som under Besættelsen: landbrugets påståede mangel på arbejdskraft. Endvidere blev understøttelessatserne i en revideret arbejdsløshedslov beskåret kraftigt, ligesom loven om forbud mod overarbejde og arbejdsfordeling blev ophævet, skønt arbejdsløsheden steg fra 8 pct. i 1944 til 13 pct. i Befrielsesåret.

S pressede på for at få ophævet den genindførelse af tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp, der på Vs foranledning var blevet gennemført under Besættelsen. Det lykkedes ikke. Derimod lempede V-regeringen på reglerne for generhvervelse af borgerrettighederne - stemmeret, adgang til offt. ansættelse osv. - for en række dømte landsforrædere. Der er forskel på folk!

Prof. Tage Kaarsted undrer sig med rette i sit - sammen med Folketingets daværende protokolsekretær Svend Thorsen - udsendte storværk om 'De danske ministerier (dvs. regeringer) 1848 - 1972' - over, at det endnu i slutningen af 1940'erne "var muligt at eksistere alene på grundlag af alders- eller invaliderenten, hvad mange måtte". Men det hindrede ikke V i at undlade at stemme for en socialdemokratisk forbedring på fra 66 til 123 kr. om året for de ubemidlede ældre og de invalide. V kunne heller ikke støtte en afkortning af ventetiden for udbetaling af ulykkesforsikrings-dagpengene fra 13 uger (Kaarsted skriver fejlagtigt 13 dage) til 1 uge eller en lov om husmoderafløsning.

V var - sammen med K og R (!) i ni år (1945 - 54) med til at få udskudt den første alle omfattende arbejderbeskyttelseslov, ligesom V fik den endelige lov forringet f.eks. på landbrugsområdet - et af de dengang farligste arbejdsområder. Mange i V var imod indførelsen af Folkepensionen i 1956. V og K stemte i 1958 imod den egnsudviklingslov, som stimulerede erhvervsudviklingen i udkantsområderne og dermed beskæftigelsen. V modsatte sig sammen med K den første skattefinansierede sygedagpengeordning i 1960 og året efter en reform af Medhjælperloven fra 1921 - afløseren af den gamle Tyendelov.

Hvad er det mon Tage Kaarsted tænker på, når han i sit og Svend Thorsens storværk om de danske regeringer 1848 - 1972 skriver om "det folkelige frihedssyn, som altid har præget Venstre"? Hvis et frihedssyn skal fortjene navnet folkeligt, hører det så ikke med, at det også har et socialt sigte?

I efteråret 1959 blev den berygtede 'VK-plan' om store besparelser på social- og udannelsesområdet kombineret med formue- og selskabsskattelettelser fremsat, jv. Mygdal i 1927. Men netop her i slutningen af 1950'erne indtrådte der omsider en bedring i dansk økonomi, og i 'de glade 60'ere' blev der omsider råd til at indfri mange års opsparede velfærdsforventninger. Endnu i 1972 stemte VK og R (!) imidlertid imod en af århundredets vigtigste sociale reformer Dagpengereformen, som bl.a. afskaffede den ventetidsbestemmelse, der gjaldt for de timelønnede, men ikke for funktionærer og tjenestemænd. Det er en asocial foranstaltning, fordi megen sygdom skyldes det dårlige arbejdsmiljø, som mange af LOs medlemmer må trækkes med.

Under Schlüteriatet 1982 - 93 gennemførtes umiddelbart en nedskæring af arbejdsløsheds- og sygedagpengene, bistands- og kontanthjælpen og en genindførelse af dagpenge-ventetidsbestemmelsen. Med Radikal bistand fremlagde Poul Schlüter endvidere i 1989 sin 'Danmarkshistoriske Plan' siden omdøbt til 'Århundredets Plan' og til slut kun 'Planen'. Dens hovedindhold bestod i skattelettelser til de mere velaflagte (jvf. VK-planen i 1959 og Mygdal i 1927) og fyring af ca. 60.000 offt. ansatte på daginstitutionerne, hospitalerne og i hjemmeplejen. - Sygehusbudgetterne var i øvrigt stangerende i Schlüter-perioden med den følge, at ventelisterne forlængedes. Det blev en af Nyrup-regeringernes opgaver at få dem forkortede. - Derforuden skulle der iflg. 'Planen' ske nedskæring af uddannelsesstøtten, boligtilskuddene i den almene sektor, dagpengene, efterlønnen og de offt. pensioner , ligesom der skulle gennemføres øget brugerbetaling.

Året efter, at Poul Schlüter måtte træde tilbage pga. Ninn-Hansen-sagen og Fogh pga. sin vildledning af Folketinget om sin lidt for kreative bogføring som skatteminister, udsendte sidstnævnte sin i indledningen omtalte liberalistisk, monetaristiske bog mod velfærdsstaten - Fogh brugte for en sikkerheds skyld skræmmeordet 'socialstaten'. V førte endnu i marts 1998 valgkamp mod "velfærdsnarkomanien", hvorefter Fogh måneden efter som nævnt vælgerbedragerisk påstod, at han skam hele tiden havde bekendt sig til "det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel".

Jamen, hvordan kan Politiken og Bo Lidegaard og Claus Bryld og andre med dem dog få sig selv til at påstå, at Venstre har et medansvar for udviklingen af velfærdssamfundet, når kendsgerningen er den stik modsatte?