"Dét er Venstres Vej. At sætte grænser for politik."

Citat: Lars Løkke Rasmussen. Tale på Venstres landsmøde 20/11.04.

Der blev holdt tre store taler på Venstres landsmøde i november. Anders Fogh Rasmussen holdt både en statustale og en visionstale, og Lars Løkke Rasmussen skød i sin tale debatten om Venstres principprogram i gang. I talen trak han den klassiske liberalistiske modsætning mellem det politiske demokrati og civilsamfundets frihedselskende borger op.

Men for begge Vestreledere gjaldt det samtidig om at berolige den frygtsomme "politiske midte": Venstre har ikke til hensigt at gennemføre en "liberal revolution", men derimod et ægte systemskifte med respekt for borgernes sociale tryghed, frisind og samfundets sammenhængskraft.

Især Anders Fogh Rasmussens visionstale blev udlagt som optakt til det kommende valg og en blokering af oppositionens muligheder for at hive det liberale spøgelse frem med trusler om drastiske nedskæringer og glidebanen mod Minimalstaten. Dele af oppositionen reagerede da også med at kritisere Venstrelederne for på opportunistisk vis at stjæle dens politik. Hvortil Anders Fogh Rasmussen skarpt kunne replicere, at man ikke stjæler noget værdiløst.

Hvad de to Venstreledere gjorde var at anvende de samme begreber, som det meste af oppositionen selv har været med til at tømme for konkret politisk indhold. Venstre vil sætte; "mennesker før systemet". Venstre vil have; "socialt retfærdigt frit valg", gennemføre en "fast og fair udlændingepolitik", en "konsekvent og håndfast retspolitik". Og så vil man bevare en effektiv offentlig sektor og Danmark som et socialt afbalanceret velfærdssamfund. Har oppositionen nogle bud, der overskrider denne horisont? Måske - men kun ganske få kender dem!

Hvad oppositionen og det meste af pressen imidlertid ikke hæftede sig ved var de to Venstrelederes evne til at få sat hele deres velfærdsretorik ind i en ganske bestemt socio-økonomisk sammenhæng, hvori "grænserne for politik" udgår fra. Endnu engang lykkedes det for Venstre at få næsten hele det politiske system til at acceptere 'éndimensionaliseringen' af den politiske dagsorden og den almindelige offentlige diskurs. Det er her kunststykket ligger. Men det er der ingen, der diskuterer.

Samme aften, som Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin tale på landsmødet, sagde han meget klart, at Venstres mål bl.a. med kommunalreformen er at ombygge det danske samfund og dets institutioner på en måde, så en eventuel ny Socialdemokratisk ledet regering ikke magter at ændre ret mange kommaer. For borgerne er ganske enkelt begyndt at tænke liberalt.

Og hvad mener Lars Løkke Rasmussen - og Anders Fogh Rasmussen - så med det? Det fremgår særdeles tydeligt af deres taler. For det første er det et gennemgående træk, at det danske velfærdssamfund er sat under et voldsomt pres af den globale konkurrence. For det andet er vi ude i benhård international konkurrence på alle planer. Det gælder områder som: uddannelse, efteruddannelse, iværksætterkultur, iderigsom og hele vores skattesystem. Hvis vi som nation - eller måske rettere som koncern - ikke får tilpasset disse og mange flere områder til internationale standarder, bliver "vi sejlet agter ud".

Vi er en nation, hvor vores samfundssystem og velfærd er under belejring. Hvorfor det også turde være indlysende, at den højeste form for rationalitet er at øge konkurrencementaliteten indenfor alle områder af samfundet som forudsætning for at opdyrke det ypperste og nå det "ambitiøse mål: "Danmark skal være den mest konkurrencedygtige økonomi i verden". Eller sagt med andre ord, alle andre politiske mål skal tilpasses den økonomiske effektivitets målrationalitet.

Kun ganske få i oppositionen og i pressen har anfægtet denne form for éndimensionel rationalitet, hvilket da også efterfølgende er blevet demonstreret flere gange, når regeringen har offentliggjort internationale undersøgelser, hvor Danmarks "konkurrencesituation" halter bagefter. Mest spektakulært har debatten udfoldet sig om PISA undersøgelsen, hvor Venstre dygtigt har fået sin dagsorden igennem, uden at oppositionen for alvor har angrebet hele princippet om gennemførelse af internationale konkurrenceundersøgelser af skolebørns færdighedsniveau. En undersøgelsestype som er blottet for ethvert sagligt indhold, men som sandelig fremmer hele belejringsstemningen og opslutningen bag kravet udbyggede test- og tilpasningssystemer i hele uddannelsesverdenen.

Og hvor er kritikken af Venstres ønske om gennem en generalisering af taxametersystemet og indførelse af standarder på alle offentlige ydelser at fremme parolen om; "at pengene skal følge borgeren"? Den er meget beskeden, selv om hele filosofien bag parolen er at sætte grænser for politik - læs: grænser for borgernes organiserede demokratiske indflydelse - og lægge det offentlige åben for en omfattende markedsgørelse.

Venstres parole om at "sætte mennesker før systemer" er en illusion! Man kan ikke på en og samme tid overføre virksomhedsøkonomiske principper til hele den offentlige sektor, indføre 'frit valg' mellem standardiserede offentlige ydelser, hvor alt kan måles i forhold til hinanden, og så samtidig fastholde borgernes demokratiske indflydelse på samfundsudviklingen - især ikke, når borgerne samtidig er belejret af fjender på det internationale marked.

Logikken i markedsgørelsen er, at alle ydelser skal kunne måles og bench-markes som forudsætning for økonomisk effektoptimering. Og da alle aktører på denne måde tvinges ind i et omfattende konkurrenceræs, må de nødvendigvis sætte alle overordnede hensyn til side. Det giver sig selv, at et sådant offentligt system ville bryde sammen i morgen, hvis ikke konkurrencen og effektoptimeringen underlægges nogle meget stramme regler og styres efter nationale standarder. Hvad der lige præcis også er hensigten med både strukturreform og alle de andre reformer, der indgår i VK regeringens reformkompleks. Bestemmelsesmagten flyttes således også fra de decentrale led til ministerierne og styrelserne. Alene de 48 lovforslag, der skal udmønte Kommunalreformen, indeholder 204 ministerbeføjelser og flytter i praksis beslutningerne fra de decentrale led til områdernes minister, hvorved både kommunalbestyrelserne og folketingets indflydelse på konkret politik indsnævres.

Det er denne dagsorden, der ligger gemt både i de to Venstrelederes taler på partiets landsmøde og i den praktiske reformpolitik, der gennemføres med støtte fra Dansk Folkeparti. Al politik underordnes kravet om tilpasning til den internationale overlevelseskamp. Og hvis hele denne politiske tænkning ikke udfordres, kan man ikke fortænke borgerne i frygtsomt at bakke op om de politiske partier, der repræsenterer de mest effektive svar på de trusler, som de ubesværet har fået kolporteret som kanoniserede sandheder. Om det gælder folkeskolen, daginstitutionerne, beskæftigelsesområdet, kulturområdet osv. For alle områder gælder, at de skal være styret af én kanon, som alle aktiviteter kan måles efter.

Så kan Anders Fogh Rasmussen godt garantere, at arbejdsløsheds-understøttelsen, de sociale ydelser mv. ikke forringes. Det skal blot - under hensyn til den ene eller den anden kanon - være vanskeligere at gøre sig fortjent til dem. Det er det, Lars Løkke Rasmussen kalder, at "anspore til personligt socialt ansvar".

Nej, Venstre vil ikke gennemføre en "liberal revolution". De vil udnytte oppositionens manglende radikale samfundskritik og visionsløshed til med den samme oppositions egne ukonkrete og ahistoriske politiske begreber at gennemføre det stille "systemskifte", hvor den enkelte borger er dømt til frihed og eget ansvar, og hvor samfundets institutioner ikke har andre forpligtelser end at modvirke direkte social armod og ruste nationen til den internationale overlevelseskamp.

Samfundets sammenhængskraft, borgerens frie valg og den økonomiske overlevelseseffektivitet vil VK regeringen søge sikret gennem rigoristiske nationale standarder, nationalt styrede målinger/evalueringer og tænkningen tilpasset gennem nationale kanoner. Så hyldesten til "friheden" og "frisindet" er ikke større end "fremskidtet", markedets vækst og hensynet til "konkurrenceevnen" tillader.

Som andre autoritære utopister og illusionsmagere vil Venstre frisætte mennesket og skaberkraften gennem magtcentralisering og formynderisk tilpasningsideologi. Det er set før i historien. Hvorfor starter oppositionen ikke sit opgør her og sætter den demokratiske og myndige borger over nyliberalismens frygtsomme og isolerede homo oeconomicus?