Individet hos Socialdemokraterne og Venstre
Af Ivan Lind Christensen

Offentliggjort: 15. marts 2005

- forskelle og forvirring i et ideologihistorisk perspektiv

Indledning
Under det netop overståede folketingsvalg blev det fra flere sider hævdet, at der ikke længere er nogen forskel på Socialdemokratiet og Venstre. Fra visse parter var dette unægtelig led i et bevidst forsøg på at gøre valgkampen mere personorienteret, men hos mange synes der at være en oprigtig tvivl om hvor og hvordan S og V adskiller sig fra hinanden, ikke kun realpolitisk men også ideologisk. I denne artikel vil vi komme med et ideologihistorisk bud på hvorfor denne tvivl er opstået. Formålet med artiklen er således at levere en kort historisk analyse af Socialdemokratiet og Venstres forståelse af individet i perioden 1945 - 2004, som denne forståelse kommer til udtryk i et udvalg af partiernes politiske programmer. (1)

Individet der kom ud af krigen; 1945 - 1950
Slutningen af Anden Verdenskrig markerede i Danmark startpunktet for en økonomisk, social, kulturel og politisk "normaliseringsperiode" eller sagt med andre ord, en samfundsmæssig genopbygning. En af de vigtigste følgevirkninger af krigsårene var en, ikke ny, men en meget forstærket tro på statens berettigelse som en samfundsregulerende institution. (2) De knappe ressourcer og generelt vanskelige vilkår i både erhvervslivet, det offentlige og det civile samfund, under krigen, havde bevirket, at staten spillede en meget aktiv rolle i organiseringen af samfundet og fordelingen af de få ressourcer, der var tilgængelige. Synet på denne udviklings fordele og ulemper varierede selvsagt i forhold til de forskellige politiske partier. Fælles for dem synes dog at have været en forståelse af reguleringens nødvendighed, i hvert fald under og umiddelbart efter krigen - i særdeleshed i forhold til den høje arbejdsløshed og den udprægede mangel på boliger. (3) Der var således tale om en meget udbredt konsensus om at undgå en tilbagevenden til 30'ernes sociale elendighed og politiske kaos, og via den såkaldte Beveridge-rapport og den britiske økonom J.M. Keynes (1883-1946) teoretiske arbejder, fandt man endog meget kraftige argumenter for en forholdsvis høj grad af statslig regulering. (4)

Disse udviklingstræk var på mange måder radikalt forandrende for Danmarks udvikling og der kan derfor være god grund til at tale om et brud i den historiske udvikling med afslutningen af besættelsen i 1945. Som vi skal se det i det følgende, så fandt Socialdemokratiet et stort potentiale i hele idéen om planlægning, hvorimod Venstre var klart mere forbeholden og ønskede en gradvis afvikling af statens dominerende rolle i samfundsorganiseringen, herunder særligt hvad angik erhvervslivet. (5) Netop denne politiske modstilling vil i vores sammenhæng tjene som et startpunkt i vores søgen efter individet der kom ud af krigen.

"Fremtidens Danmark" - Socialdemokratiets arbejdsprogram anno 1945 (6)
Hvis vi skal forsøge at finde ét centralt begreb til at betegne indholdet af Socialdemokratiets arbejdsprogram af 1945, så er planlægning, et velvalgt bud. Idéen om menneskets muligheder for og evne til, at planlægge sig vej ud af vanskelige situationer, gennemsyrer arbejdsprogrammet fra start til slut. Samfundsmæssige problemstillinger indenfor stort set alt lige fra importpolitik til mælkepriser i københavnsområdet, blev søgt imødegået ved hjælp af en større eller mindre grad af central planlægning. Idéen om social, økonomisk og kulturel planlægning og dens bagvedliggende individforståelse, vil vi vende tilbage til lidt senere.

Individet hos S var beskyttet af de klassiske liberalistiske friheder fra som vi kender dem fra grundloven af 1848. Hvad der imidlertid er mere interessant i vores sammenhæng, er de steder hvor individets frihed bliver søgt begrænset: "Friheden til at danne private Monopoler og Friheden til at udbytte Forbrugere og Arbejderne vil derimod gaa tabt." (7) Den sidstnævnte "begrænsning af frihed" hvad ang. udbytning af arbejdere kan vel at mærke ikke deduceres ud fra en liberalistisk individopfattelse. Tværtimod må der her være tale om en samfundsopfattelse, hvori det enkelte individ kan være og øjensynligt er, underlagt strukturelle påvirkninger, der bevirker, at det "liberalistiske individs" frihed kun er en illusion af frihed, eller som forfatterne selv fremstiller det: "Men det (at friheden til at danne private monopoler og udbytte andre, går tabt) vil ikke svække hverken Demokratiet eller det enkelte Menneskes virkelige Frihed - tværtimod. (8) " Retten til at udbytte arbejderen udgør grundlaget for den centrale kapitalistiske tanke om profit og det er ikke mindst denne økonomiske tænkning, der her står for skud. (9)

Anden og sidste gang individbegrebet anvendes, er i følgende kontekst "Det (demokratiet) giver ogsaa det enkelte Individ Ansvar og Forpligtelser over for Samfundet. Det demokratiske System kan i det lange Løb kun fungere, hvis Medborgerne er sig Medansvaret og Pligterne bevidst." (10) På det sproglige niveau er det her interessant, at individbegrebet bliver udskiftet med (og derved sat som synonym til) begrebet Medborger, der bærer nogle ganske andre konnotationer. (11) Individbegrebets grunderfaring, som værende noget udeleligt, unikt og atomiseret synes således at blive søgt imødegået ved sammenkoblingen af individbegrebet med begreberne ansvar, medansvar og pligter, samt ved den føromtalte ækvivalering af individ- og medborgerbegrebet. Disse sproglige konstellationer er med til at skabe den fællesskabsdiskurs, som synes at være et overordnet kendetegn for programmet som helhed.

Et andet kendetegn for programmet er, som sagt indledningsvis, troen på planlægningens potentiale. Individet i den socialdemokratiske optik er ikke uforudsigeligt, og kan tilsyneladende indgå i fælles politisk planlægning. Herved synes det socialistiske individs rationalitet at adskille sig fra dets liberalistiske modstykke, idet den ikke foregiver at det enkelte individ "alene", kan gennemskue og påvirke samfundets indretning. Sammenholdes denne pointe med kritikken af den kapitalistiske økonomis grundantagelser om individets psykologiske beskaffenhed, så tegner der sig unægtelig et billede, der minder om en relationel individforståelse.

Venstres Program anno 1948 (12)
Ikke overraskende vender Venstre sig skarpt imod de statsregulerende initiativer, som blev indført under krigen. Det er imidlertid ikke decideret individets ret, der benyttes som argument i denne sammenhæng, faktisk anvendes begrebet individ slet ikke i programmet. I stedet anvendes begrebskonstellationerne personlig frihed og den enkelte borger op til flere gange. (13) Disse formuleringer har unægtelig også en større grad af nærhed over sig. (14) Men hvorfor anvender Venstre disse mere relationsbetonede begreber? Svaret skal muligvis søges i programmets historiske kontekst. Der synes i kølvandet på "de 5 mørke år" at være en vis konsensus omkring ikke kun nødvendigheden af, men også fordelagtigheden i statslig regulering på mange områder. Sat en smule på spidsen, kan vi påstå, at en stor del af den danske befolkning og den politiske elite, støttede sig til den forståelse, at det var ved en fælles national indsats, at Danmark var kommet igennem den svære tid. Såfremt denne påstand har noget på sig, kan vi måske bedre forstå Venstres nedtoning af det liberalistiske individs iboende modsætning til (og ønske om frihed fra) samfundsmagten. (15) Individets "klassiske" politiske rettigheder har muligvis haft en anden og væsentlig mindre slagkraft i de tider, hvor selv de mest basale materielle fornødenheder var knappe og staten synes at være den eneste institution, der kunne imødegå disse problemer. Når vi ser bort fra det konkrete sproglige niveau og i stedet vender os mod de mere overordnede kendetegn for programmet, kan den ovenstående påstand ligeledes hjælpe os til at begribe den vægt programmet lægger på den liberalistiske samfundsopfattelses sociale elementer: "Den moderne økonomiske liberalisme er en udpræget social samfundsopfattelse." (16)

Der findes, i tråd med denne påstand, flere understregninger af denne sociale karakter og dette indikerer, sammen med fokuseringen af økonomien som en helhed, at Venstre anlægger et holistisk syn på samfundet. (17) Venstre vender sig således, ligesom S, imod monopoldannelse og kan i en vis udstrækning acceptere samfundsmagtens regulering af samfundet. Herudover er målsætningerne bl.a. at øge den sociale tryghed og udjævne de ødelæggende klasseforskelle, samt at øge den sociale mobilitet gennem økonomisk bistand til mindrebemidlede unge, der søger at uddanne sig. Disse målsætninger kan ikke umiddelbart, med undtagelse af modstanden mod monopoldannelse, deduceres ud fra den oprindelige liberalistiske individopfattelse, idet individets atomistiske og egoistiske natur synes at umuliggøre sådanne tiltag. Ser vi imidlertid på de midler der, ifølge V, skal tages i brug i forhold til disse målsætninger, så bliver det tydeligt, at det klassiske liberalistiske individ stadig er til stede. At f.eks. den sociale tryghed skal sikres igennem et forsikringssystem og at den samfundsmæssige regulering kun er tilladelig i urolige tider og såfremt den betrygger erhvervsfriheden, vidner om, hvorledes disse tilsyneladende meget fællesskabsorienterede mål kan legitimeres i forhold til den liberalistiske individopfattelse. Endvidere understreges det, at den private ejendomsret og konkurrence er, eller bør være, de drivende kræfter i det økonomiske liv. Konkurrence fremhæves ligeledes som den nødvendige spore til fremdrift, hvorved en forbindelse tilbage til Thomas Hobbes´ forestillinger om individets psykologiske beskaffenhed, begynder at tegne sig.

Velfærdsstatens individ; 1960 - 1970
Dette årti er i særdeleshed interessant, idet en økonomisk højkonjunktur manifesterede sig i Danmark fra 1958, hvad der i høj grad åbnede mulighed for opbygningen af velfærdsstaten. Arbejdsløsheden faldt markant og i det hele taget synes disse år at være grebet af en ukuelig optimisme. Økonomer skolet i de keynesianske teorier gjorde for alvor deres indtog i Socialdemokratiet og deres klare strategi var, at der med en forøget 'samfundskage', kunne blive mere til alle. (18) Velfærdstaten blev med sine økonomiske omfordelingsmekanismer bredere socialt funderet end nogensinde tidligere i historien og det centrale i den forbindelse var det universalistiske princip, der lå til grund for velfærdsstatstænkningen i disse år. Et princip, der i høj grad befæstede individernes lige rettigheder, og som følgelig var en væsentlig faktor i forhold til at opnå en samfundsmæssig konsensus omkring opbygningen af velfærdsstaten, idet alle partiers vælgergrupper generelt blev tilgodeset. I forbindelse med folkepensionens indførelse i 1957 udtalte den konservative Poul Møller bl.a., at det ikke længere var politisk muligt at tale imod velfærdsstaten, hvad der i høj grad vidner om et 'nationalt kompromis'.

På det overnationale niveau er det interessant at fremhæve, at der i årene efter krigen var meget opmærksomhed omkring menneskerettigheder, hvilket resulterede i rettighedserklæringer fra såvel FN (1948) som Europarådet (1950), hvor menneskets værdighed og individuelle rettigheder cementeredes.

"Vejen frem" - Socialdemokratiets principprogram 1961 (19)
I modsætning til Venstres ønske om et forsikringsbaseret socialt sikringssystem (som de bl.a. fremsatte det i 1948) var den universelle skattefinansierede velfærdsstat, som antydet i ovenstående, i starten af 1960erne ved at blive velkonsolideret i det danske samfund. Spørgsmålet om, hvem der skulle have æren for denne bedrift blev (og bliver stadig) diskuteret. (20) I den socialdemokratiske selvforståelse var der imidlertid ikke megen tvivl; man anså i høj grad sig selv som de retmæssige fædre til den velfærdsstat, som for alvor var ved at tage form. Men hvilken individopfattelse lå, ifølge S, til grund for denne statsform?

"Hensynet til hele befolkningen må sættes over private profitinteresser." (21) Således lyder én af åbningslinierne i Socialdemokratiets principprogram og hermed gives en god ledetråd til forståelsen af den diskurs, indenfor hvilken 60´ernes socialdemokratiske individ blev formuleret. Dette særlige individ var i stand til først og fremmest at sætte sig selv til side, til fordel for fællesskabet, hvorigennem den virkelige frigørelse kunne skabes. Et træk, der i øvrigt går igen fra 1945. Endnu mere klart formuleres det afslutningsvis i programmet: "Den demokratiske socialisme har menneskets frigørelse og alle menneskers lige ret til de økonomiske og kulturelle goder som mål. Midlet til at nå dette mål er det fællesskab mellem menneskene inden for de enkelte samfund (...)" (22) Igen ser vi fællesskabet artikuleret som individets eksistensbetingelse, hvilket peger i retningen af en forståelse af individets metafysiske beskaffenhed, som vi kan finde den udtrykt hos bl.a. Martin Buber. (23)

Også ejendomsretten måtte efter socialdemokratiets overbevisning i en vis grad, indrettes efter helhedens vel, hvorved det om ikke andet afsløredes, at det socialdemokratiske individ, ikke var defineret i kraft af det private ejendomsbegreb. Individbegrebet anvendes ikke i programmet af 1961, men alligevel kommer de klassiske liberalistiske frihedsrettigheder på banen: "På menneskerettighedernes grund vil den demokratiske socialisme sikre alle folk og alle lande frihed og fred." (24) Umiddelbart vil denne konstatering ikke lede tankerne over på nogen særlig politisk ideologi. Menneskerettighederne foregiver jo netop at være universalistiske - gældende for alle mennesker (hvilket understreges ved brugen af kategoribetegnelsen menneske). At også disse rettigheder har et historisk og ideologisk ophav, der er bestemmende for den form, de har og har haft, kommer nok ikke som en overraskelse for den historiekyndige. Vores påstand, uden at vi dog kan tillade os at gå videre ind i det her, vil være, at det idémæssige ophav til disse rettigheder i høj grad er præget af en (vestlig) liberal tankegang. (25) S fastholder/overtager således (bevidst eller ubevidst) forestillingen om en iboende antagonisme mellem individet og staten, som ligger i menneskerettighedstænkningen, men de understreger ligeledes nødvendigheden af at udvide dette frihedsbegreb.

Det er interessant, at S ser den samme form for iboende antagonisme mellem individet og det kapitalistiske system som liberalisterne traditionelt har set mellem stat og individ. Dette bliver yderligere understreget, idet individet bliver beskrevet som en forbruger, der har brug for fællesskabets beskyttelse. Her ser vi, formentligt som resultatet af den generelt øgede levestandard, en ny vægtning af individets rolle som forbruger. Det er netop i kravet om individets frihed fra den liberalistiske økonomi og markedets ukontrollerbare magtrelationer, at socialdemokratiets frihedsbegreb udvides. (26) Det er ligeledes herudfra, at vi kan se antydningerne af et andet syn på individets beskaffenhed. Mere klart bliver det dog først ved et lidt nærmere kig på nogle konkrete formuleringer: "(...) at der i højere grad kaldes på den enkeltes ansvarsbevidsthed og forpligtelse over for medmennesket og over for samfundets anliggender." Og endvidere: "Der må skabes sådanne rammer for fritidslivet, at trangen til medleven og fællesskab imødekommes." (27) Herudaf fremgår det, at det socialdemokratiske individ besidder en iboende ansvarsbevidsthed, der således ikke skal skabes, men blot "kaldes frem" og ligeledes at individet har en trang til fællesskab. Individet er, med andre ord, et ansvarsbevidst og socialt væsen i den socialdemokratiske optik, hvilket unægtelig står i kontrast til den traditionelle liberalistiske forestilling om individets egoistiske og asociale natur. Men lad os nu vende os mod at betragte det liberalistiske individ i velfærdsstaten.

"Program for Venstre, Danmarks Liberale parti" - Venstres program af 1963
At velfærdsstaten fik den form, som var begyndt at tegne sig i 1960´erne, var næppe (nationalt kompromis eller ej) helt efter Venstres opskrift. Men 1960´ernes økonomiske velstand og den føromtalte optimisme, hvad angik samfundets og menneskets muligheder, satte også sit præg på Venstre. I programmet fra '63 er der en markant opblødning at spore i forhold til formuleringen af fællesskabet, friheden og det enkelte menneske; en opblødning, der muligvis også angik den grundlæggende forståelse af individet. På det konkrete sproglige niveau er individet ikke nævnt i programmet, i stedet benyttes betegnelserne borger, medborger og person, der unægteligt bærer andre og mere relationsbetonede konnotationer. Frihedens karakter synes ligeledes at blive beskrevet på en anden måde: "Frihed er forbundet med ansvar, fordi den enkeltes frihed skal virkeliggøres i et fællesskab med andre mennesker." (28) Det forhold, at frihed er forbundet med ansvar, er for så vidt ikke noget nyt i forhold til Venstres program fra 1948, men fremhævelsen af forestillingen om, at friheden skal virkeliggøres i fællesskabet og at ansvar er et centralt element i denne proces, synes ny. Selvsagt ligger der i anvendelsen af begrebet virkeliggørelse, en implicit forståelse af individets "før-relationelle" eller ontologisk betingede frihed. Hvad ang. fællesskabet er følgende udsagn, der ytres i forbindelse med den offentlige underholdssikring, særligt interessant: "Også det offentlige har i det liberale samfund sin selvfølgelige plads i skabelsen af tryghed for den enkelte (...) Det moderne liberale samfund anerkender et fælles ansvar overfor medmennesket og dets ret til en menneskeværdig tilværelse". (29) De midler, som V så som de optimale til sikring af social tryghed i 1945, nemlig forsikringssystemet, bliver i velfærdsstatens epoke "degraderet" til i bedste fald at tjene som en del af en selvstændig udbygning af den enkelte borgers egen tryghed. Dette vidner om en væsentlig udvidelse af fællesskabets værdi og solidaritetens berettigelse.

Synet på statens rolle som en aktivt regulerende institution i samfundet synes ligeledes at have ændret sig fra 1945, hvor denne rolle kun var berettiget i urolige tider, til '63, hvor der er en tydelig forståelse af denne rolles permanente karakter. (30) En væsentlig pointe er imidlertid, at selvom V i dette program i høj grad synes at have et mere sammensat syn på den traditionelle antagonisme mellem stat - individ, så sættes kræfterne særligt hårdt ind på at tilbagevise den socialdemokratiske beskrivelse af det kapitalistiske system som værende den egentlige trussel mod det frie samfund og det (virkeligt) frie individ. Én af de måder, hvorpå V søger at gøre dette, er ved at fremstille det frie marked, den frie konkurrence og den frie ret til at vælge arbejde som garanter for velstand, og de fortsætter: "Den enkeltes ret til at eje og under ansvar råde over produktionsmidler (...) er af grundlæggende betydning for den enkeltes initiativ, det frie markeds økonomi, for fremgang i produktion og velstand (...) og hovedhjørnesten i sikringen af den enkelte borgers frihed og uafhængighed." (31) Herved tilskrives den liberalistiske økonomi og politik æren for samtidens økonomiske og materielle fremgang. De grundlæggende mekanismer, der ifølge V har muliggjort denne udvikling (ejendomsretten, konkurrencen, markedet og individets uafhængighed), er, som den opmærksomme læser har bemærket, sammenfaldende med de vigtigste elementer i den liberalistiske forståelse af individets beskaffenhed. Der findes i det hele taget en umiskendelig fokusering på individets økonomiske incitamenter, der fremhæves som det styrende og betydende for individets handlinger. (32) Så selvom det liberalistiske individ i '60´ernes Danmark var blevet mere relationsorienteret, eller solidarisk om man vil, så var det dog stadig grundlæggende et liberalistisk individ. Til spørgsmålet om, hvorfor individet, hos V, havde inkorporeret de mere solidariske relationsorienterede træk, findes der næppe noget enkelt svar. Velfærdsstatens opkomst og den brede befolknings opbakning bag denne (33) kan muligvis ses som én af årsagerne til denne udvikling.

Det (post-?)moderne individ; 1985 - 1990
Vi vil nu tillade os at springe frem til sidste halvdel af 80'erne, nærmere bestemt V programmet fra 1986 og S programmet fra 1990, som næste nedslagspunkt. Vi er imidlertid opmærksomme på, at vi derved passerer væsentlige historiske begivenheder som ungdomsoprøret, den begyndende lavkonjunktur i 1973 og ikke mindst jordskredsvalget samme år. Det er imidlertid vores vurdering, at de nævnte begivenheder kun i nogen grad er interessante for udviklingen af individopfattelsen hos S og V, og i den udstrækning de er relevante, lader evt. ændringer sig fint indfange ved at betragte principprogrammerne fra senfirserne. (34)

Det er klart, at en meget væsentlig og skelsættende international begivenhed ligger mellem disse programmer, nemlig murens fald, hvilket med rimelighed må formodes at have haft betydning for programmernes udformning. Et nedslag i netop denne periode kvalificeres bl.a. idet Danmark siden 1982 havde haft en borgerlig regering ved roret. I sin åbningstale i 1982 lagde Poul Schlüter nemlig op til en helt anden tilgangsvinkel til de aktuelle økonomiske problemer, end den Socialdemokratiet havde stået for. Schlüter sagde: "Vi forelægger i dag en politik, som er klart udtryk for en liberal regerings holdning til problemerne." (35)

Regeringsskiftet i 1982 beskrives ofte i historisk faglitteratur som en del af en større højredrejning i den vestlige verden eksponeret ved bl.a. Reagan, Thatcher og Kohl. Som argument for denne udlægning finder vi bl.a. opgøret med keynesianismen (dvs. en fornyet tro på markedet) og fremvæksten af den såkaldte 'yuppiekultur'.

"Et trygt liv i frihed" - Venstres program anno 1986
At tidsånden var en anden i slutningen af firserne, synes klart manifesteret i Venstres politiske argumentation. Umiddelbart mobiliserbare kritikpunkter i forhold til velfærdsstaten, dens struktur og bagvedliggende ide(-er), var blevet flere, bl.a. i kraft af den økonomiske modgang og den internationale udvikling. V stillede sig med dette program i spidsen for mange aspekter af denne kritik og, som vi skal se i det følgende, var denne kritik i høj grad forbundet med en reetablering af det mere klassisk liberalistiske syn på individet.

"Individets frihed skal ikke ofres for kollektivets skyld. Vi skal have mindre formynderi." (36) Disse udtalelser illustrer, efter vores bedste overbevisning, meget vel den overordnede diskurs, som V ønskede at sætte med dette program. (37) Hos Venstre i 1960´erne blev særligt det offentliges naturlige plads i det liberalistiske samfund og liberalismens humanistiske fundament, kraftigt fremhævet, en tendens der dårligt kan genfindes i dette program. Tværtimod er der tale om en særlig stærk eksponering af antagonismen mellem stat og individ: "Venstre vil, at vi alle skal kunne bestemme mere over vort liv og vor hverdag. (...) Vi skal ikke snøres ind i kontrol og bureaukrati." (38)

Enhver tvivl om den liberalistiske økonomis positive karakter søges ligeledes afvist, idet den fremstilles som grundlaget og forudsætningen for social tryghed. Venstre fastholder således det generelle medansvar for samfundets svageste og deres ret til social tryghed, men konstruerer (ved at sætte fuld beskæftigelse frem som den bedste form for social tryghed) en direkte sammenhæng til erhvervslivets trivsel. Ønsket om øget social tryghed bruges derved som argument for etableringen af en, for erhvervslivet, mere gunstig politik. På denne måde nuanceres ligeledes det umiddelbare paradoks, at Venstre ønsker større økonomisk frihed til individet og samtidig ønsker social sikring af de svageste. Sidstnævnte er umiddelbart lig med frihed til (eks. bistandshjælp), hvilket nødvendiggør en vis grad af solidaritet (39) (dvs. en frivillig afståelse af, i dette tilfælde, økonomisk frihed). Med disse retoriske slutninger ser V sig således i stand til at indoptage og redefinere den centrale socialdemokratiske fremstilling af skellet mellem frihed og reel frihed, der, som vi så, udgjorde kernen i etableringen af antagonismen mellem individet og det kapitalistiske system. V skriver således: "Vi vil støtte de mennesker der har det sværest. Friheden skal være reel. Også for de svageste." (40) Skellet synes umiddelbart at være det samme, som det S havde opereret med siden 1945, men når vi forstår, at reel frihed er frihed fra fattigdom, en frihed der, ifølge V, bedst skabes igennem fuld beskæftigelse, der så igen bedst skabes ved øgede incitamenter for erhvervslivet, så ser vi, at det langt fra er det samme skel, som S søgte at lancere. Dette lader sig yderligere afdække i Venstres rangordning af friheder, hvor den økonomiske frihed sættes over, eller danner grundlaget for, den personlige frihed og endvidere, at markedsøkonomien er den eneste farbare vej til en sund økonomi, så gives det, at markedsøkonomien er forudsætning for den personlige frihed. Dermed gives der unægtelig også mere vægt til kritikken af alternative økonomiske fremgangsmåder: "Venstre vil værne markedsøkonomien imod at blive undergravet af fagforeningsstyrede OD-fonde. Vi kan ikke acceptere, at markedsøkonomien bliver kvalt af fondssocialisme." (41) Der var imidlertid ikke kun tale om at værne men også udvide markedsøkonomiens område, særligt indenfor den offentlige sektor, hvor det frie markeds mekanismer var sat ud af spil. (42)

"Gang i 90´erne" - Socialdemokratiets partiprogram anno 1990
Det mest slående ved dette program er, at de to centrale punkter i den overordnede fællesskabsdiskurs - skellet mellem frihed og virkelig/reel frihed, samt (og i sammenhæng hermed) fremstillingen af en antagonisme mellem individet og det kapitalistiske system - ikke er til stede i programmet. Som vi så hos V var mange af velfærdsstatens kerneområder under hårdt pres og generelt har V tydeligvis fundet tiden moden til at genoptage og kraftigt eksponere et modsætningsforhold mellem stat og individ. Muligvis for at imødegå denne mobilisering af det antagonistiske forhold, synes S at lancere en ny måde at forstå stat - individforholdet på, nemlig som forholdet mellem hhv. serviceudbyder og (service-)forbruger.

Under punktoverskriften "Den offentlige sektor skal udvikles og fornyes" skriver S følgende: "Målet er en endnu bedre, mere decentral og kundevenlig indretning af samfundets servicefunktioner." (43) Om det var et bevidst mål eller ej, så bevirker denne omdefinering af stat - individforholdet i høj grad en opblødning af den liberalistiske, konfliktfyldte forestilling om samme forhold. Forståelsen af individet som forbruger blev særligt veletableret i 60´ernes velstandsperiode, hvor den i politisk sammenhæng dog kun blev brugt til at beskrive individet i en markedsmæssig kontekst. Vi kan således hævde, at "forbrugerdiskursen" i 60´erne, hos S, mest af alt blev brugt som endnu et udtryk for det antagonistiske forhold mellem individet og kapitalismen. Men i 1990 er forbrugertanken hos S altså udvidet til nu også at kunne beskrive forholdet mellem det offentlige og individet og dette har i hvert fald én central implikation, idet der her er tale om en delvis implementering af den liberalistiske forståelse af individ - samfundsrelationen, hvor alt er markedsrelationer - i kraft af individets iboende ejendomsret. Dette hjælper til at understrege, at den Socialdemokratiske fortælling om det solidariske fællesskabs kamp for at sikre individets samt hele samfundets tryghed og reelle frihed mod kapitalismen, er faldet bort. I stedet er omdrejningspunktet blevet; hvordan Danmark kan klare sig bedst muligt i den internationale handel: "Samarbejde mellem erhvervsvirksomheder, eksisterende og nye finansielle institutioner og det offentlige skal også bane vej for en massiv fornyelse af produktionsapparat og markedsføring, så danske virksomheder kan få størst muligt udbytte af det indre marked og den almindelige fremgang i verdensøkonomien." (44)

Hvor S i '60´erne havde som erklæret mål at inddæmme og helst afskaffe den kapitalistiske økonomi og dens ødelæggelse af individets og samfundets frihed, så var situationen unægteligt en anden i 1990´erne. (45) Nu skulle de private virksomheder markedsføres og på andre måder hjælpes frem i verdensøkonomien, en betegnelse der i øvrigt synes at have erstattet betegnelsen kapitalisme, der ikke benyttes i programmet. Disse betragtninger vidner om, at S opfatter det private initiativ og individets virketrang som primus motor i den økonomiske udvikling. Fokus er således lagt på sådanne bestræbelser, der kan øge konkurrenceevnen for private virksomheder, nedsætte skatterne (også for virksomhederne), sørge for beskæftigelse mm., hvorfor det heller ikke kan undre, at S i dette program undlader at betegne sig selv som bannerfører for den demokratiske socialisme. Hermed er det dog ikke sagt, at det socialdemokratiske individ i 90´erne ikke var solidarisk. Kampen for at bevare de skattefinansierede velfærdsydelser var ikke fuldstændigt opgivet (46) i modsætning til kampen mod det økonomiske system, hvis individopfattelse er i direkte modstrid med velfærdsstatens individ (hvis vi spørger S i 60´erne).

Individet uden alternativ; 1995 - 2004
Det er evident, at ophøret af den kolde krig har skabt grobund for en helt ny udvikling i det globale perspektiv. Denne betragtning er bl.a. eksplicit i Francis Fukuyamas værk "The End of History and the Last Man" fra 1992. Fukuyama sigter her til, at den teknologiske og økonomiske udvikling havde skabt betingelserne for de liberale demokratier, der overflødiggjorde de store krige, som hidtil havde formet historien som én lang kamp om anerkendelse hen imod en sluttilstand, hvor sejrherren var supermagt. Med andre ord: kapitalismen var gået sejrrig ud af den kolde krig og stod nu uimodsagt. Tiden efter Sovjetunionens kollaps har således været præget af et endeligt opgør med strategien om at inddæmme kapitalismen, og samtidig er den konsensusbaserede solidaritetsforestilling efterhånden en saga blot. Denne udvikling eksponeres bl.a. gennem talrige udliciteringer, privatiseringer, frie kapitalbevægelser og fusioner mellem virksomheder med henblik på konsolidering i forhold til konkurrence på globaliseringens præmisser. Samtidig er samfundet kendetegnet ved øget utryghed og uvished om fremtiden, hvilket bl.a. skyldes outsourcing, terrorisme, frygt for indvandring og fremmede påvirkninger.

"Mennesket frem for systemet" - Venstres principprogram fra 1995 (47)
Selv ved en ganske overfladisk læsning af dette program, vil man forstå, at det system, der hentydes til i programmets titel er staten/det offentlige system. Diskursen som V for alvor søsatte i programmet fra 1986 og hvori stat - individ antagonismen er et centralt omdrejningspunkt, er således videreført og videreudviklet i 1995, hvor det antagonistiske forhold, som det ses, er sat frem som overskrift på principprogrammet. Der er således ikke tale om noget brat diskursivt skift hos V. De klassiske liberalistiske forestillinger om individets psykologiske og metafysiske beskaffenhed - den iboende egoisme, stræben efter egennytte og den atomistiske natur - cementeres og eksponeres blot tydeligere, som det kort kan illustreres med følgende citater: "Fællesskabet mellem mennesker bliver stærkest, når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv." (48) Dette synes at knytte an til den gængse udlægning af Adam Smith's tanke om den usynlige hånd, hvor hovedtanken er, at det bedste samfund af sig selv vil opstå, når enhver forfølger sin egen interesse. Det stærkeste fællesskab er baseret på uafhængige valg, idet alt andet ses som totalitært. Kun på den måde kan der etableres tilstrækkelig konsensus til at etablere et spontant og harmonisk fællesskab. V fortsætter "De stærkeste fællesskaber er netop de fællesskaber, hvor mennesker frivilligt er gået sammen (...)" (49) Kontrakttænkningen synes i en vis grad, at skinne igennem formuleringer som disse. (50) De logiske deduktioner fra forståelsen af individets egennyttemaksimerende natur kan findes på flere områder af Venstres politik, som f.eks. miljøpolitikken: "Det skal kunne betale sig at være miljøbevidst" og kulturpolitikken, hvor "Særlige præstationer stimuleres ved at belønne dem, der sætter i gang og skaber (...)" (51) Selvstændighedskulturen skal fremelskes og, hvad vi med en vis ret kan kalde mere solidaritetsorienterede strukturer, så som eksklusivaftaler, skal ifølge V afskaffes ved lov. Dette sker for at sikre individets valgfrihed, et begreb der er helt centralt hos V i principprogrammet. Den enorme eksponering af valgfriheds-idéen, vidner om en forståelse af individets rationalitet, som vi bl.a. genfinder i J. Rawls forståelse af individet som værende forud for de mål det sætter sig. Valgfriheden skal gøres gældende både indenfor det offentlige og mellem det offentlige og det private. Tanken om individets ret til valgfrihed i forhold til det offentlige forudsætter i høj grad fremstillingen af stat -individrelationen som forholdet mellem hhv. serviceudbyder og forbruger (forbrugerdiskursen), der som vi har set, igen bygger på en udvidet forståelse af markedsrelationernes arena.

Forbrugerdiskursen som Socialdemokratiet slog hårdt på i deres program fra 1990, opbløder umiddelbart forestillingen om en iboende antagonisme i stat - individforholdet, men vil unægtelig altid være et let metaforisk offer for en kontrastering med "den ægte" markedsøkonomiske producent - forbrugerrelation, hvilket da også er hvad V gør i dette program. Det liberalistiske individs stærke fremmarch i dette principprogram, skal måske mest af alt ses i netop den forståelsesramme som Fukuyamas værk leverer; det er en individopfattelse uden umiddelbare alternativer.

"Hånden på hjertet" Socialdemokraternes principprogram anno 2004 (52)
Hvad angår dette nyere program har vi haft mulighed for både at se på principprogramsudvalgets udkast (53) til programmet samt det endelige kongressanktionerede program. En sammenligning mellem disse leverer imidlertid stof nok til en række artikler og vi vil derfor kun påpege særligt interessante punkter her. Et af disse er følgende frihedsdefinition, som udvalget fandt passende: "Den enkeltes frihed må kun begrænses af hensynet til andre menneskers frihed." (54) I tråd med at vi genfinder nærmest identiske formuleringer hos V i deres programmer fra 1963 og 1995, (55) så synes det klart, at der her er tale om indoptagelsen af en mere socialliberalistisk frihedsforståelse, som den bl.a. er blevet formuleret af John Stuart Mill. Udvalget fortsætter med en påstand om, at solidaritet er forudsætningen for en sådan frihed, hvilket, alt andet lige, ikke er nogen logisk slutning. Mill´s frihedsbegreb forudsætter udelukkende en anerkendelse af andre individer og dette er endvidere en anerkendelse af andre som en begrænsning, ikke en gensidig sympati eller behjælpelighed mellem individerne. Det behøver dårligt nævnes, at arbejdernes og forbrugernes beskyttelse mod udbytning, som var en central (socialistisk) frihedsbegrænsning i 60´erne, heller ikke kan finde plads i denne frihedsdefinition. (56)

Det er således ikke helt uden betydning, at der i den kongressanktionerede udgave i stedet står: "Den enkeltes frihed må kun begrænses af hensynet til fællesskabet", (57) hvorved solidaritet i et vist omfang kan siges at blive en forudsætning for frihed. Eksemplet er kendetegnende for forskellen mellem de to udgaver. Individet og individualismen står meget centralt i udvalgets udkast og der er, skønt velgemt i en relationsorienteret terminologi, antydninger af en mere socialliberalistisk individforståelse end en socialistisk - et mere atomistisk end relationelt defineret individ. Dette opblødes imidlertid i den endelige udgave, hvor forståelsen af fællesskabet (den anden), som individets mulighedsbetingelse står mere klart. Fælles for både udvalgets og kongressens udgaver er dog en konstatering af, at markedet leverer en lang række af fordele for mennesket. Antagonismen mellem individet og det kapitalistiske system eller verdensøkonomien, som S fra 1990 og frem synes at foretrække som betegnelse, er stort set væk. En sådan forståelse af markedsøkonomien, repræsenterer, alt andet lige, også en delvis indoptagelse af det liberalistiske individs metafysik. S tager dog til genmæle mod en sådan tolkning idet de direkte fremhæver deres modstand mod at markedsgøre menneskelige relationer.

Til forskel fra de borgerlige strømninger, så er socialdemokraternes individ endvidere heller ikke kun egennyttemaksimerende, men har der imod en pligt til at påtage sig ansvar også der, hvor individet ikke umiddelbart får noget tilbage. (58) Fokuset på individet og individualismen er ikke trængt bort i den endelige udgave, hvor det bl.a. får følgende omtale: "Øget individualisme behøver ikke være i modstrid med fællesskabet, men det stiller nye krav til fællesskabet og dets indretning." (59) Individet synes i denne optik, at være overordnet fællesskabet, der må omstilles og nyindrettes for at kunne imødekomme dette øgede fokus på individets frihed og rettigheder eller måske blot individets selvstændige meninger og manglende lyst til at efterligne andre. Ligesom V i tresserne søgte at imødegå den socialdemokratiske fortælling om "det solidariske fællesskab" ved at fremstillede velfærdsstaten som frugten af markedsøkonomien, så søger S at fremstille den øgede individualisme som frugten af socialdemokraternes kamp for uddannelse, frihed og lige muligheder. Som følge heraf ser S ligeledes nutidens ønske om større rum for individuelle løsninger, som en meget positiv udvikling og finder ikke umiddelbart en modsætning mellem dette og det solidariske fællesskabs nødvendige planlægning og eventuelle frihedsbegrænsninger.

Epilog
Hvor der hos V synes at have været en høj grad af konsistens i synet på individet gennem tiden, så ser det anderledes broget ud hos Socialdemokraterne. Overordnet er det umådeligt svært at se hvilket syn på individet, der ligger bag Socialdemokraternes principprogram. Deres opfattelse synes med andre ord at favne ganske bredt: individet er ikke egennyttemaksimerende, men trives godt under markedsøkonomien - individet må på den ene side solidarisk underordne sig fællesskabet, men på den anden side må fællesskabet indrettes efter det.

Man fristes til at sige, at socialdemokraternes individ anno 2004 mere end noget andet synes at være et forvirret individ. Det solidariske parti er blevet til et "menneske" parti, som Steen Busk også påpeger i sin artikel "Hvor nyliberalistiske er Socialdemokraterne?" (Kritisk Debat 15. september 2004). I denne transition synes der at være opstået en del selvmodsigelser og forvirring om hvad Socialdemokraternes individ er for en størrelse. Berettiget eller ej så er det måske netop denne forvirring, der er en del af årsagen til at så mange er i tvivl om forskellen på S og V i 2005.

NOTER

1) Der vil ikke blive skelet til partiernes realpolitiske initiativer, der i kraft af bl.a. pragmatiske overvejelser, utvivlsom vil vise et andet billede end det der tegnes i programmerne.

2) At tanken ikke var ganske ukendt for danske politikere i 1945 skyldes lighederne med situationen under Første Verdenskrig, hvor staten ligeledes indtog en kraftigt regulerende rolle. Jf.Rüdiger, Mogens, "Statens synlige hånd - om lovgivning, stat og individ i det 20. århundrede", Århus Universitetsforlag, 2003, p. 31

3) Det var vel at mærke en Venstre regering anført af K.Kristensen, der sad i perioden fra 1945 - 1947. jf. Busck, Steen "Danmarks Historie - i grundtræk", Aarhus, 2000, p. 340.

4) Berntson, Lennart et al, "Europa 1800-2000", Roskilde, 2003, p. 325f

5) Se i øvrigt: Just, Flemming "Planøkonomi eller liberalisme - Staten og erhvervspolitikken i de første efterkrigsår" I: Thomsen, Birgit Nüchel, (red.) "Temaer og brændpunkter i dansk politisk efter 1945. Odense 1994. p. 55-71

6) Programmet blev vedtaget på den socialdemokratiske partikongres d. 19 - 22 aug. 1945, og indeholder ligeledes betænkningerne fra tre udvalg nedsat i aug. 1944.

7) "Fremtidens Danmark", Socialdemokratiets arbejdsprogram, 1945, p. 5

8) "Fremtidens Danmark", Socialdemokratiets arbejdsprogram, 1945, p. 5, (vores understregning)

9) Socialdemokratiets alternativ til den rene kapitalisme, består øjensynligt af, dels en væsentlig grad nationalisering af private virksomheder, dels indførelsen af virksomhedsdemokrati og desuden en vis grad af planøkonomi. Jf. bl.a. p. 6 og p. 11, sidstnævnte hvor særligt profitmaksimeringstanken kritiseres. Allerede på p. 2 i arbejdsprogrammet, etablerer forfatterne en kausalforklaring mellem privatkapitalismen og opkomsten af Nazismen

10) "Fremtidens Danmark", Socialdemokratiets arbejdsprogram, 1945, p. 5

11) jf. Artiklen "Individet i filosofisk forstand", i dette nummer af Kritisk Debat.

12) Programmet er vedtaget på Venstres landsmøde i Odense d. 16 - 17 september 1948. Afsnittet omhandlende forfatningen er ændret på et landsmøde i København i august 1953

13) For de konkrete steder jf. p. 3, 6, 7 og 10, i Venstres program

14) Hvilket også fremgår i artiklen "Individet i filosofisk forstand"

15) Det skal dog fremhæves, at programmets underliggende stemning er kendetegnet ved mistænksomhed overfor såvel staten som kollektive sammenslutninger. Venstre taler i den forbindelse om det ødelæggende ved et statsdirigeret erhvervsliv samt en modstilling mellem almene interesser og kollektive sammenslutninger (p. 7 og 10).

16) Venstres program, 1948, p. 6

17) Venstres program, 1948, p. 7

18) Det skal i den forbindelse bemærkes, at man fra slutningen af 1940'erne var begyndt at opgøre BNP, hvad der i høj grad bidrog til idéen om 'samfundskagen', der kunne gøres større - alle ville få mere og ingen behøvede at blive frataget noget.

19) Programmet vedtaget på den 28. kongres, juni 1961

20) For et nyere bud på denne diskussion jf. Petersen, Klaus, (red.), 13 historier om den danske velfærdsstat, Syddansk universitetsforlag, 2003

21) "Vejen frem", 1961, p. 1

22) "Vejen Frem", 1961, p. 5

23) jf. artiklen "Individet i filosofisk forstand", i dette nummer af Kritisk Debat.

24) "Vejen Frem", 1961, p. 5

25) En påstand der i øvrigt understøttes af jura professor og direktør for menneskerettighedscentret i New York Makau Mututa i hans artikel, "Savages, Victims, and saviors: The metaphor of Human Rights", i, "Harvard Internaitional Law Journal", vol. 42, nr. 1, vinteren 2001.

26) S skriver således i programmet at; "Det kapitalistiske samfunds ulighed og den uhæmmede økonomiske magtudfoldelse er den virkelige fare, der truer et frit samfund.", "Vejen Frem", 1961, p. 1

27) "Vejen Frem", 1961, Citeret fra hhv. p. 2 og p. 4

28) "Program for Venstre, Danmarks Liberale parti", 1963, p. 1

29) "Program for Venstre, Danmarks Liberale parti", 1963, p. 35

30) jf. bl.a. p. 11. i "Program for Venstre, Danmarks Liberale parti", 1963. Dermed selvfølgeligt ikke sagt, at diskussionen om omfanget af statens reguleringer var lukket i '60´erne.

31) "Program for Venstre, Danmarks Liberale parti", 1963, p.

32) Se eksempelvis "Program for Venstre, Danmarks Liberale parti", 1963, p. 17

33) Som man ser den udtrykt i vælgernes tilslutning til den universalistiske skattefinansierede velfærdsstatens klare fortaler Socialdemokratiet, der ved valget i nov. 1960 opnåede en tilgang på 6 mandater, hvorved S besad 76 mandater mod V´s 38. jf. Rüdiger, 1990, p 179

34) I forhold til ungdomsoprøret og kritikken af velfærdsstaten er det blevet fremhævet at det aldrig blev indoptaget af Socialdemokratiet. Niels Finn Christiansen skriver bl.a. i den forbindelse: "Ungdomsoprøret og Socialdemokratiet kom aldrig på talefod." Christiansen, Niels Finn "Velfærd, vision og virkelighed" I: Callesen, Gerd et al (red.) "Udfordring og omstilling - bidrag til Socialdemokratiets historie 1971-1996" Fremad 1996, p. 114.

35) Statsminister Poul Schlüters åbningsredegørelse i folketinget d. 5/10 1982. side 2

36) "Et trygt liv i frihed", 1986, p. 3

37) At det netop er individbegrebet, med dets atomistiske og uafhængighedsmæssige konnotationer, der benyttes i denne sammenhæng, synes at give en vis mening i forhold til afdækningen af de overordnede linier i begrebets genealogi. Jf. bl.a. artikelseriens første del.

38) "Et trygt liv i frihed", 1986, p. 1

39) I hvert fald i et skattefinansieret (universalistisk) velfærdssystem

40) "Et trygt liv i frihed", 1986, p. 1

41) "Et trygt liv i frihed", 1986, p. 11

42) "Et trygt liv i frihed", 1986, p. 12. V skriver ligeledes (p.11) at: "Vi skal have større frihed til selv at vælge mellem forskellige offentlige ydelser og til at vælge imellem offentlige og private løsninger af opgaverne."

43) "Gang i 90´erne", 1990, p. 3

44) "Gang i 90´erne", 1990, p. 3

45) For "anti-kapitalistiske" udtalelser som disse i Socialdemokratiets program fra 1961 jf. "Vejen Frem", 1961, p. 5

46) Jf. f.eks. "Gang i 90´erne", 1990, p. 6

47) Vedtaget på Venstres landsmøde 1995.

48) "Mennesket frem for systemet", 1995, p. 3

49) "Mennesket frem for systemet", 1995, p. 3

50) Sammenholder man f.eks. denne forståelse med den relationelle individopfattelse, vil man se at i den relationelle individopfattelse, er fællesskabet ikke noget man kan vælge eller fravælge, men der imod eksistensbetingelsen for individet. Jf. også artiklen "Individet i filosofisk forstand", i dette nummer af Kritisk Debat.

51) Jf. hhv. p. 20 og p. 27 i "Mennesket frem for systemet", 1995

52) Principprogram vedtaget på Socialdemokraternes kongres i Aalborg d. 10-12 september 2004.

53) Forfattet af Lotte Bundsgaard, formand for udvalget mfl. Dec. 2003

54) Udkast til principprogrammet "Hånden på hjertet", 2003, p. 9

55) jf. hhv. "Program for Venstre, Danmarks Liberale parti", 1963, p. 1 og "Mennesket frem for systemet", 1995, p.4

56) I udvalgets udkast bruges betegnelsen demokratisk socialisme, da heller ikke nogetsteds i de 21 sider. I kongresudgaven bruges betegnelsen til at beskrive Socialdemokraternes historiske udgangspunkt (jf. p. 4)

57) "Hånden på hjertet", 2004, p. 6

58) At S overhovedet finder det relevant i deres principprogram eksplicit at redegøre for denne forskel i opfattelse, er i sig selv interessant.

59) "Hånden på hjertet", 2004, p. 4