Plan D?

Plan D for demokrati og dialog på tværs af grænserne i Europa indgår nu som seriøst tema i debatten om, hvad der skal ske, når statslederne på det næste topmøde ventes at stille ratifikationsprocessen af EU's forfatningstraktat i stå - eller på stand by som det hedder.

Ideen om en plan D er inspireret af foreningen Nyt Europa og er fremført af den svenske EU kommissær Margot Wallstrøm. Ideen skulle være, at generere demokratiske debatter "fra neden" og bane vejen for, at over 1 million unionsborgere gennemfører mange forskellige former dialog på tværs af de nationale grænser.

En noget luftig ide kunne man mene, men i så fald adskiller den sig ikke meget fra de mange andre ideer, der er sat på dagsordenen efter franskmændenes og hollændernes meget klare nej til forfatningstraktaten. I hvert fald ikke mere luftig end Jürgen Habermas' forestillinger om at skille unionsbygningens markeds- og politik del ad. Eller forestillingerne om, at man ved tekniske justeringer kan skabe et grundlag for endnu engang at gennemføre en folkeafstemning i Frankrig og Holland for at få et "ja" hevet i land.

De fleste forslag lider af en elitær tankegang, der savner føling med, hvad der egentlig rører sig blandt folkemasserne. Wallstrøms sympatiske forslag forudsætter bl.a., at det er af mangel på oplysning og demokratisk dialog, at især de franske vælgere har stemt nej. Underforstået, at når først de får indsigt i forfatningstraktatens indre sammenhæng, vil de stemme ja. Med andre ord - nej'et er et resultat af uvidenhed. De, der sætter deres lid til, at tekniske justeringer kan begrunde en ny afstemning, indtager om end i mange varianter den holdning, at folket både er umodent og snæversynet, hvorfor det nok med lidt tålmodighed lader sig gøre at "dreje dem en knap".

Fælles for de mange forskellige forslag er, at de er blindet af den politiske- og sociale elites autistiske forestillinger om egen overlegenhed og postmodernismens og nyliberalismens indsættelse som historiens fremtidige deus ex machina. Ligeledes har de fundet det både velbegrundet og relevant at ophøje liberalismens sejrsgang indenfor de nationalstatslige rammer, hvor et flertal af folket jo har indsat konservative, liberale eller socialliberale (socialdemokratiske) partier i regeringerne, til kursen for den europæiske unionsdannelse.

En tankegang ingen kan fortænke dem i, når det tages i betragtning, at store dele af venstrefløjen inklusive den socialdemokratiske opposition de facto har indoptaget liberalistiske præmisser i hele politikforståelsen og sociologiske analyser. Bortset fra berettigede men impotente ophævelser over markedets inhumanitet og samfundsødelæggende ekspansion har den politiske opposition mod nyliberalismens transformation af velfærdsstaterne ikke præsteret noget, der blot smager af et alternativ til kapitalismens voldsomme forarmelse af meget store befolkningsmasser, markedsgørelse af civilsamfundet og den offentlige sektor og forråelse af hele samfundslivet, hvor solidaritet, omsorg og interesse for "den anden" er blevet fortrængt af egeninteressen og konkurrence på liv og død om at holde sig fri af udstødelse og social deroute.

Langt hen ad vejen har socialdemokratierne accepteret nyliberalismens moderne projekt, hvor det økonomiske menneske fremstår som det eneste rationelle, og hvor alle menneskelige relationer - herunder også de institutionelle relationer - reduceres til den enkeltes nyttemaksimering. Hvor klasserne er opløst ind i den liberale utopi om "det enkelte menneske" - senere transskriberet til den kompetente forbruger - og det demokratiske politiske system ændret til kompetent virksomhedsledelse, fordi de store interessemodsætninger med klassernes opløsning også er forsvundet. Således der heller ikke længere er stor forskel mellem EU politikkens administrationsteknologi, og det man indenfor nationalstaternes rammer stædigt fastholder som politisk liv.

Men om det er i Danmark, Tyskland, Sverige eller England har den politiske- og sociale elite gennem de sidste 15-20 år forandret den demokratiske politiske diskurs til teknokratiske debatter om styringsteknologier, hvor eneste uafhængige variabel har været markedets dominans - kanoniseret i et tomt men dæmonisk begreb globalisering. Og i samtlige medlemslande har de samme politiske eliter og styringsteknologer henvist til vedtagelser i EU, hver gang nye anslag mod folkets demokratiske indflydelse har skullet retfærdiggøres. Når privatiseringer, udliciteringer, afdemokratiseringer af den offentlige sektor eller tøven med at sætte ind overfor social dumping er blevet mødt af folkelig vrede, har regeringer eller lokale politikere henvist til EU's traktater og således også eksponeret det nationalstaternes voksende demokratiske underskud.

Ikke at denne udvikling ikke er blevet mødt med folkelige protester, for det er den. Men i det store hele har det været spredte protester uden et samlende fokus. Og i det perspektivløse politiske landskab har det været en uoverskuelig opgave for alle de mange millioner europæere, der frygter for deres job, for deres børns fremtid og for at falde under ud af samfundet, at overskride liberalismens samfundsforståelse og tro på, "at en bedre verden er mulig". Således har de samme store befolkningsgrupper også affundet sig med, at det ene politiske program er lige så perspektivløst som det andet, og af samme grund valgt regeringer efter aktuelle præferencer og ikke efter langsigtede interesser - fordi disses horisont og konsekvenser fremstår som uoverskuelige.

Så - det er vel ikke så underligt, at den europæiske politiske- og sociale elite regnede med, at den gennem et endnu mere elitært konvent kunne strikke en forfatning sammen, som efter de sædvanlige studehandler i det europæiske råd kunne køres hjem uden den helt store modstand. Forståeligt er det derfor også, at de samme politiske ledere tumler forvirrede og rådvilde rundt på den europæiske scene akkompagneret af selvsmagende opinionsdannerne, der har travlt med at forklare og ikke mindst beskrive det satans folks umodenhed. Og forståeligt er det også, at de mange "progressive" advokater for et ja til forfatningstraktaten ikke kan forstå, at store dele af befolkningerne ikke kan begribe de mange fremskridt indskrevet i forfatningsudkastet. De henviser utrætteligt til chartret for borgernes grundrettigheder, til de demokratiske forbedringer, til et nyt Europa som alternativ til USA's aggressive globale ekspansionisme osv., og ligeså utrætteligt bagatelliserer de alle de elementer i de udkastet, der udvisker de samme fremskridt ved at ophøje den nyliberalistiske samfundsmodel til grundlov.

Og det er lige præcis dette grundlæggende modsætningsforhold, der gør de mange pæne ord om demokrati, menneskerettigheder, fred og fremgang til tomme kalorier, som det store flertal af de franske og hollandske vælgere har fornemmet. Det er angiveligt korrekt, at motiverne til at stemme nej har været legio. Men det vigtigste er, at de har haft en fællesnævner som social realitet. Oplevelsen af at det nyliberalistiske credo ikke har leveret varen, og at årsagerne til deres frustration og frygt kan føres tilbage til den samfundsmodel, der ligger indbygget i forfatningstraktaten og i de mange forudgående traktater.

Ved at insistere på den oplevede verdens realitet har de franske og hollandske vælgere været i stand til at overvinde forfatningsudkastets diffuse sammenblanding af regulær demokratisk forfatningsjura og liberalistisk økonomisk politik og føre en offentlig demokratisk debat om det reale, der berører dem, og hvad det er for et Europa, de ønsker i fremtiden. Derved har de samme vælgere også igangsat en politisk diskussion over hele Europa om, hvad der skal ske i fremtiden både nationalt og indenfor Unionen. En diskussion og nogle temaer, der som kiler trænger ind i de fleste politiske partier og giver de nationale diskussioner et helt andet perspektiv, fordi de nu udgår fra den europæiske scene og i sig rummer alternativerne til den kapitalistiske globalisering, som set fra et nationalt perspektiv hidtil har forekommet håbløse.

Nej'et i Frankrig, som nu spreder sig til mange af de andre medlemslande, er nemlig ikke et nej til Unionen eller fortsat integration. Ligeså lidt er det et nej til en Union, der kan optræde progressivt på den globale scene i kampen for retfærdighed og solidaritet og mod en mere og mere samfundsskadelig kapitalisme. For nej'et i Frankrig og Holland kan ikke isoleres fra den voksende antikapitalisme i Tyskland og de mere og mere tydelige antielitære strømninger i næsten alle medlemslandene. Det er i sig selv et paradoks, at man forsøger at ophøje den liberalistiske samfundsmodel til europæisk grundlov i en situation, hvor den samme samfundsmodel viser tydelige tegn på indre konflikter og opløsning. Ikke kun i Europa - men i hele den vestlige verden, inklusive USA, som alene holder krisen fra døren gennem import af billig kapital fra Sydøstasien og Europa.

I denne sammenhæng anser vi på Kritisk Debat nej'et i Frankrig og Holland, som det bedste der kunne ske for de europæiske befolkninger. Og uanset hvad den politiske og sociale elite måtte finde på for at manipulere forfatningstraktaten igennem, er der sat en ny dagsorden med nye dimensioner også de national-statslige debatter. Et flertal i to medlemslande har på trods af forskellige politiske anskuelser - ja endog på trods af medlemskab af et ja-parti som det socialistiske i Frankrig - valgt at gå sammen om at stemme nej til forfatningsudkastet. Det bør sætte refleksioner i gang over, hvilke faktorer der har været i spil i dannelsen af denne fællesnævner. Måske skulle man begynde med at indkredse det sociale grundlag, i stedet for ensidigt at fokusere på de synlige begrundelser. Ikke mindst fordi det lader til, at langt de fleste nej-sigere enten er arbejdere, lavere funktionærer eller unge, der føler sig meget sårbare overfor fremtiden.

Skulle samme billede gå igen i de andre medlemslande følger heraf også et nødvendigt eftersyn af de fremherskende politologiske, sociologiske og økonomiske teoridannelser, der alle har bortdømt klassebegrebet som historisk anakronisme. For hvordan ellers etablere en bare nogenlunde dækkende forklaring af de nye tendenser i Europa. Et eftersyn, hvis vigtig næsten ikke kan overvurderes, set i lyset af de centrifugale kræfter, som forfatningskrisen har accentueret, men ikke skabt.

For hvis ikke de samme befolkningsgrupper, der har sagt nej til forfatnings-traktaten, eller angiveligt vil gøre det i de måske kommende folkeafstemninger, kan transformere nej'et til en bevægelse for et socialt og demokratisk Europa, er faren for fornyet nationalistisk snæversyn, kriseeksport og stormagtsrivalisering overhængende. De store landes ledere er allerede godt i gang med at positionere sig til situationen efter, de har lagt ratifikationsprocessen død.

I det spil og med det konfliktscenarium i horisonten virker Margot Wallstrøms sympatiske plan D underligt naiv og forpasset, hvorfor det også vil være uheldigt, hvis de forskellige folkelige bevægelser og strømninger indenfor centrum-venstrepartierne, som siger nej til forfatningstraktaten lader sig besnære af det tilsyneladende overkommelige. Med nej'et i Frankrig og Holland og med ratifikationsprocessen angiveligt sat på stand by er problemformuleringen blevet ændret til: "hvordan et socialt og demokratisk Europa"?