Afpolitisering og autoritære tendenser i Venstres politik
Af Linda Thorsager

Offentliggjort: 15. marts 2006

Det primære sigte med den følgende artikel er at præsentere en forståelsesramme for nogle af de bevægelser, der kendetegner nutidens politiske virkelighed. Med eksempler fra dansk politik, nærmere bestemt fra situationen efter Venstres indtræden i regeringen i 2001 argumenterer artiklen for, at der kan identificeres tendenser til autoritær liberalisme og afpolitisering i Venstres politik. Artiklen indledes med en kort præsentation af begreberne om autoritær liberalisme og afpolitisering samt af den politikforståelse, som begreberne er afledt af[1].

Begrebet "Autoritær liberalisme"
Den opfattelse af politik, som der abonneres på her, er inspireret af Chantal Mouffes begreb om det politiske (Mouffe 1993,2000 & 2002). Ifølge Mouffe er hegemoni et grundvilkår for politik og politiske beslutninger. Politik består i og er et resultat af kampe om at opnå hegemoni, dvs. overherredømme, for ens egen opfattelse af tingene. Fokus i denne artikel er rettet mod den slags beslutninger, som ud over at være hegemoniske også er autoritære, dvs. centralistiske og i modstrid med liberale grundprincipper om fri og åben debat. Ideen om at beskrive en del af det, der sker i dag i dansk politik, med begrebet om "det autoritære" stammer fra valgforskningen. Inden for vælgeradfærdsteori opererer man med begreberne om "ny" og "gammel" politik. Forestillingen om en ny-politik-akse er tæt koblet til begreberne om autoritære og libertære værdier (Thue Nielsen 2003). Til de autoritære værdier hører fx lov og orden, kontrol og kriminalitetsbekæmpelse samt fokus på moral og dyder. De libertære værdier indebærer fx et fokus på politisk og personlig frihed, tolerance over for mindretal, samt åbenhed over for nye ideer og livsstile. Tesen er, at det i højere og højere grad er polariseringen mellem de libertære og de autoritære værdier, der er afgørende for, hvordan vælgerne stemmer, og dermed for hvordan partierne positionerer sig (Inglehart & Flanagan 1987).

Argumentet i denne artikel er, vægten på flere centrale områder er ved at flytte sig fra det libertære i retning af det autoritære, og at denne udvikling - i modsætning til hvad der kunne forventes - er forsat og muligvis forstærket efter at Venstre, Danmarks liberale parti, overtog regeringsmagten i 2001. Således kan der identificeres en tendens til, at Venstre positionerer sig på de autoritære frem for de libertære værdier. Vægtningen af de autoritære værdier kan - for så vidt som de indebærer en tilsidesættelse af de liberale principper - karakteriseres som antiliberalisme eller autoritær liberalisme, som vil blive betegnet her. Begrebet autoritær liberalisme refererer dels til en måde at handle på, som er antiliberal, dels til et sæt værdier, som står i modsætning til de liberale værdier.

Begrebet "Afpolitisering"
Som indikeret abonnerer denne artikel på en forståelse af politik som offentlig konfliktualitet. Begrebet stammer fra Mikkel Thorup (2004). Kraftigt inspireret af Mouffe og hendes læsning af Carl Schmitt (1932) argumenterer Thorup for, at nutidens liberalisme er kendetegnet ved en afpolitiseringsbestræbelse, som består i en "fornægtelse af tilværelsens essentielt set konfliktuelle natur" (Ibid.:113). Afpolitisering er m.a.o. forsøget på at pacificere den offentlige konflikt. I stedet for det politiske sætter liberalismen "en doktrin om frihedens spontane selvorganisering" (Ibid.:114). Dvs. at det politiske forstået som kampen mellem forskellige bud på samfundets indretning bliver irrelevant i en liberal optik, der tror på, at individerne spontant vil organisere sig til alles bedste, når blot de får lov til at handle frit.

Det politiske kan forstås som offentlig konfliktualitet ud fra en række karakteristika, som føjer sig til begrebet. Det politiske er offentligt, konfliktuelt, det kræver en foreløbig beslutning eller lukning, det er tvangsmæssigt, ekskluderende og permanent (Ibid.:115). I pointeringen af det offentlige kan Thorups definition nærmest siges at samle indsigterne fra Mouffe; politikken vedrører det fælles, dvs. "det vi gør sammen, med og mod hinanden" (Ibid.:115). Det konfliktuelle er politikkens forudsætning og kan samtidig aldrig elimineres helt gennem den politiske proces. I et konfliktperspektiv vil der være "uenighed før, under og efter den politiske beslutningsproces" [min fremhævelse] (Ibid.:115). Selv hvis der kan opnås et kompromis, så vil visse interessemodsætninger stadig restere. Afhængig af situationen vil politiske modsætninger manifestere sig på et kontinuum fra kompromis til krig. Fordi en absolut konsensus ikke er en mulighed, kræver det politiske en beslutning eller lukning af det politiske rum, hvorved det konfliktuelle midlertidigt suspenderes. Herved tvinges de stridende parter til at acceptere beslutningens indhold. Den politiske beslutning indebærer samtidig en eksklusion ved at etablere en grænse mellem dem, der er med, og dem, der ikke er med. Endelig kan det politiskes konfliktfyldte natur ikke opløses, det konfliktuelle er en permanent tilstand, der allerhøjest kan tilsidesættes for en stund. Liberalismens tendens til at afpolitisere ligger i en fornægtelse af disse karakteristika ved det politiske.

I Thorups optik er der tale om afpolitisering, når man benægter politiske beslutningers vilkårlighed. I det følgende anvendes afpolitisering desuden om handlinger, der adskiller sig fra et bestemt ideal om, hvad politik bør være. Med inspiration fra Richard Bellamy (1992, 1999 & 2000) kan der eksempelvis stilles krav til den politiske proces om, at alle argumenterer åbent og på et vist alment niveau. I den optik er der således også tale om afpolitisering, hvis man fx ikke lægger sine argumenter åbent frem, men tager de politiske beslutninger i det skjulte. Det følgende afsnit går lidt nærmere ind i en diskussion af afpolitisering og autoritær liberalisme som analysekategorier, idet politik- og liberalismeforståelser også diskuteres mere generelt.

Autoritær liberalisme og afpolitisering af Venstres politik
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har understreget, at de liberale aner ikke lægger bånd på Venstre. Han formulerede denne pointe ved Venstres landsmøde i 2004, hvor han slog fast, at "Venstre ikke er hæmmet af ideologiske blokeringer som spærrer for, at vi [Venstre] kan gøre det, der er nødvendigt og rigtigt i situationen."[2] Citatet er et eksempel på, at Venstre ikke ser noget problem i at profilere sig på en relativt autoritær - i betydningen statslig centralistisk - politisk linje. I andre sammenhænge slår Venstre dog stadig på sin liberale grundholdning, og artiklen vender tilbage til en diskussion af hvorvidt, der tegner sig et mønster i den autoritære versus den liberale linje.

Afpolitisering kan bl.a. bestå i en manglende "åbning" over for konfrontationen med alternative politiske opfattelser, eller i at politikken foregår i det skjulte. Et eksempel på disse fænomener kan iagttages omkring beslutningsprocessen bag Strukturreformen, som i vidt omfang var et Venstre-initieret projekt. Det overordnede indtryk af Strukturreformen er, at den er kendetegnet ved, at omfattende ændringer besluttes i en relativt lukket og hastig proces. Det gør den mangelfuld i forhold til de gængse demokratiske procedurer. Ud fra definitionen af politik som offentlig konfliktualitet er store dele af beslutningsprocessen op til Strukturreformen kendetegnet ved afpolitisering.

Beslutningen om at nedsætte en strukturkommission var politisk, men blev præsenteret som et spørgsmål om simplificering og effektivisering af den offentlige sektor, dvs. det der kan kaldes teknokratiske tiltag. I regeringens udspil til Strukturreformen: "Det nye Danmark" hedder det således: "Regeringen ønsker en enkel og effektiv offentlig sektor (...)"[3]. Den eneste tilnærmelsesvist ideologiske udmelding, der har været luftet i begrundelserne for Strukturreformen, er referencer til en fortsættelse af regeringens ambition om at fremme "det frie valg" på især sundhedsområdet (Ibid.:8). Derudover har tonen været relativt renset for ideologi og i stedet præget af fornuftsargumenter af teknokratisk karakter som fx en mere effektiv offentlig sektor.

Det var imidlertid såsom så med de rationelle argumenter for at sætte gang i det omfattende projekt, som Strukturreformen er. Tværtimod manglede der i forbindelse med beslutningen om at nedsætte en Strukturkommission dokumentation for, at kommunerne og amterne varetog deres opgaver så dårligt, at en reform af den størrelsesorden var påkrævet (Olsen & Groes 2004:25). Deri ligger et element af afpolitisering, idet regeringen træffer et politisk valg om reformer, men iklæder det en fernis af rationalitet og nødvendighed, og dermed i Chantal Mouffes forstand negerer dets politiske karakter. Ideen om at lave grundlæggende om på strukturen i det danske offentlige system var imidlertid ikke ny, allerede den forrige SR- regering havde nedsat en såkaldt Opgavekommission, hvis arbejde dog aldrig udmøntede sig i konkrete tiltag (Ipsen 2004). Det er muligt, at S ville have gjort noget lignende, hvis ikke Opgavekommissionens konklusioner var løbet ud i sandet.

Regeringen fortsætter så at sige den afpolitiserende kurs med den manglende brug af Strukturkommissionens anbefalinger. Det forstærker billedet af, at Venstre havde nogle bestemte politiske ideer, som skulle pakkes ind i eksperters rationelle udtalelser for på den måde at tilføre ideerne større legitimitet. Muligvis kunne man også beskrive denne del af processen som præget af en vis autoritær handlen fra regeringens side, idet den valgte at sidde protester fra det kommunalpolitiske bagland og Strukturkommissionens medlemmer overhørig. Desuden kan misforholdet mellem Strukturkommissionens betænkning og den endelige aftale med DF tolkes som om, regeringen autoritært havde truffet en beslutning om, at der skulle findes opbakning til forslaget uanset omkostningerne.

Blokpolitik kan i en vis forstand siges at indebære autoritær handlen og afpolitisering, for så vidt som muligheden for at føre blokpolitik fjerner incitamentet til at sætte sine argumenter på spil. Hvis støtten er sikret, behøver politikerne ikke at argumentere alment for deres sag eller arbejde for et politisk kompromis. Statsministeren formulerede det selv eksplicit ved Folketingets åbning i oktober 2004, da han med slet skjult henvisning til forhandlingerne om Strukturreformen sagde, at det ikke er "(...) et mål i sig selv, at der står brede flertal bag lovene. Det vigtigste er selvsagt, at vi gennemfører det, som er rigtigt og nødvendigt."[4]. Udtalelsen er interessant, fordi den sat på spidsen indebærer en afvisning af, at regeringen behøver at føre politiske argumenter for sin sag. Målt op imod det ideal om det politiske kompromis, som Bellamy opstiller, er udtalelsen et eksempel på afpolitisering. Kravet til kompromissøgende politik er, at man bringer sin argumentation op på et vist alment niveau og er parat til at tage konfrontationen med eventuelle politiske modstandere. I modsætning hertil signalerer statsministeren, at det, regeringen gør her, ikke er politisk; Strukturreformen er en teknokratisk og nødvendig foranstaltning, og derfor behøver regeringen ikke forhandle om den.

Principielt er regeringen i sin fulde ret til at føre blokpolitik og gennemføre beslutningen med det mulige flertal, som i det aktuelle tilfælde er meget smalt. I forhold til dansk demokratisk praksis bryder man imidlertid med en lang tradition for, at omfattende reformer kræver brede forlig. Sammenligner man med Kommunalreformen i 1970, har jeg allerede været inde på, at den lange beslutningsproces i 1960erne var med til at sikre bred opbakning både blandt politikerne og i offentligheden generelt. I det hele taget arbejder Folketinget som regel med et demokratisk ideal om at stræbe efter de brede forlig. Der kan derfor argumenteres for, at det lige så vel er de demokratiske normer som de politiske, der ikke er opfyldt med Strukturreformens vedtagelse. Følgelig kan der derfor også tales om en "afdemokratisering", når politikerne benytter sig af blokpolitik til at beslutte en reform med betydning for så mange borgere. En lignende pointe findes i bogen Magten på Borgen (Andersen & Larsen 2004).

I et repræsentativt system er der ikke principielt noget galt med at træffe beslutninger med et snævert flertal eller at undlade at lytte til eksperters råd. I forhold til at give en beslutning demokratisk legitimitet er bredde imidlertid en væsentligt faktor. Ved at inddrage det bredest mulige spektrum af aktører opnås en legitimitet, der eksempelvis kan lette implementeringsprocessen, hvilket ville være en fordel i tilfælde som Strukturreformen. Konklusionen må være, at der i princippet ikke er noget galt i regeringens taktik i forhold til at opnå en aftale om reformen, men at den savner legitimitet i forhold til en demokratisk tradition for at sikre sig brede flertal bag omfattende reformer.

Kontraktpolitik som afpolitisering

Valgkampen i 2005 fremstår som et entydigt eksempel på tendensen til afpolitisering. Det gælder ikke kun i forhold til Strukturreformen. Valgkampens temaer og den måde, emnerne blev diskuteret på, var i det hele taget præget af en afpolitisering. Et hedt tema var fx, hvorvidt regeringen skulle annullere den 50-øres afgift, der netop var blevet pålagt dankorttransaktioner. Eksemplet er karakteristisk for en valgkamp, hvor politik, i form af debatter om samfundsudviklingens overordnede retning og forskellige politiske visioner, var fraværende.

Særligt bemærkelsesværdigt var det dog, at en regering og en statsminister, der havde profileret sig på at føre "kontraktpolitik", ikke søgte at "cleare" Strukturreformen med vælgerne ved gøre den til et tema i valgkampen. Regeringen havde i så fald efterfølgende kunnet referere til den kontrakt, den havde indgået med vælgerne i tilfælde af protester fra oppositionen. Situationen under valgkampen tillod imidlertid, at regeringen kunne styre uden om strukturreformsdiskussioner, fordi opposition og medier undlod at slippe ånden ud af flasken og tvinge Strukturreformen på dagsordenen.

Hvis man betragter valgkampen som sådan, er det ikke kun Strukturreformens fravær, der kan undre. Politiske eksperter og kommentatorer beskrev i diverse medier valgkampen generelt som værende kendetegnet ved et fravær af politik (se fx Weis 2005, Qvortrup 2005). Her er det oplagt at bruge Mouffes definition af og ideal for politik i en analyse af den afpolitiserede valgkamp. Frem for politik forstået som den agonistiske kamp mellem politiske modstandere, der deler sig efter anskuelser og værdier, var valgkampen præget af partiernes forsøg på bl.a. at appellere til vælgernes privatøkonomiske interesser.

Partierne adskilte sig ikke væsentligt fra hinanden i deres budskaber. De kæmpede tværtimod om at overgå hinanden på de samme parametre i form af "nære spørgsmål" såsom børnefamilier, folkeskole, skat, arbejde og de ældre. Politikerne forsøgte m.a.o. at overbyde hinanden på velfærdsløfter til vælgerne. I denne situation er det nærliggende at tale om en reduktion af vælgerne til forbrugere, hvis interesse i det fælles er begrænset til hvilke ydelser, det offentlige kan tilbyde dem. Mouffe formulerer en skarp kritik af den form for reduktionisme, som hun opfatter som en konsekvens af liberal individualisme kombineret med neoliberalisme. Hun hævder således, "at politik er blevet reduceret til en instrumentel aktivitet, til private interessers selviske stræben" (Mouffe 2002:179). Det er bl.a. borgernes omformning til politiske forbrugere, som får skylden for, at politikken på denne måde tømmes for substans (Mouffe 2002).

Ved at slå på den kontraktlige relation til vælgerne signalerer Venstre et opgør med ideologibaseret politik - dvs. politik baseret på bestemte analyser af og visioner for samfundet. At disse samfundsteorier og visioner langt fra er forsvundet, viser sig fx i Strukturreformens ideologiske ladning. Det, som kendetegnede den danske valgkamp i 2005, var hverken politik i Mouffes forstand, forstået som kampen mellem politiske modstandere om at installere en position som hegemonisk eller i Bellamys forstand, hvor det politiske kræver en åben konfrontation mellem argumenter. Som det blev formuleret i Informations leder på valgdagen 8. februar, var det "sikkerheden og frygten for vælgerne", der havde præget slagets gang (Weis 2005).

I en situation, hvor det bliver frygten for vælgernes dom, der styrer politikkerne, så er politik "at følge" frem for at styre. Tendensen er at finde i alle ender af det politiske spektrum, men fremstod i valgkampen særligt tydeligt hos de to store partier V og S, der klumpede sig sammen om den politiske midte. En politik, der følger frem for at styre, er oplagt forbundet med fænomener som "Gallupdemokrati"[5] og "spin", hvor politikerne er stærkt påvirkede af meningsmålinger og personlig rådgivning. Det er ligeledes fænomener, som er én del af afpolitiseringstendensen. Frem for at formulere overordnede rammer for samfundets organisering kan politikerne fralægge sig ansvaret for at føre politik og i stedet henvise til, at de gennemfører det, som befolkningen ønsker. Pointen her er, at politikerne ikke handler mere demokratisk, fordi de i højere grad lytter til meningsmålinger. Spin drejer sig om at give politikken en form, som falder i vælgernes smag, mens indholdet får mindre offentlig opmærksomhed. Det giver en mulighed for at operere med skjulte dagsordener. I forhold til Strukturreformen kunne det se ud som om, Venstre og regeringens hovedinteresse er, at hele sagen om reformen efterlader et indtryk af handlekraft hos vælgerne, mens de er mindre interesseret i at skabe opmærksomhed om reformens ideologiske side.

Strukturreformens fravær i valgkampen samt fjernelsen af fokus fra politikkens indholdsmæssige side via spin, illustrerer en væsentlig pointe i forhold til forståelsen af afpolitisering. Afpolitisering er nemlig ikke ensbetydende med et fravær af politiske beslutninger, men indebærer derimod, at de politiske beslutninger træffes under afpolitiserede betingelser. Dvs. at der ikke er en åben anerkendelse af, at de politiske beslutninger er funderet på et bestemt værdigrundlag eller en specifik samfundsanalyse, men i stedet præsenteres som "rationelle", "sande", "en personificering af folkets stemme" og lignende. I dette lys kan processen se ud som om, der sker en bevidst tilsløring af det politiske, som om afpolitiseringen så at sige sker med vilje. Samtidig kan tendensen til, at politik følger meningsmålinger tolkes i den modsatte retning.

Tendenser i Venstres politik 2001 ...

Med sin promovering af borgerens frie valg og med åbninger for flere private udbydere kan Strukturreformen indholdsmæssigt siges at pege i retning af en økonomisk liberalisering af den offentlige sektor. Det er imidlertid ikke de ord, Venstre selv bruger om reformens indhold. Som nævnt begrunder Venstre Strukturreformen med effektiviserings- og forenklingsbehov samt i mindre omfang med ønsket om at fremme det frie valg i den offentlige sektor. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har fx fastholdt, at reformens hovedformål er en mere effektiv og enkel organisering af arbejdsopgaver, samt at dette mål bedst opnås gennem en kombineret decentralisering og centralisering af opgaver[6].

Mens den del af reformen, der begrundes med det frie valg, har et skær af en mere klar ideologisk og politisk udmelding over sig, signalerer fokuset på opgaveorganisering, effektivitet og forenkling efter min vurdering, at man fra Venstres side ønsker at give reformeringen et skær af formalitet. Når man eksempelvis melder reformstop i den periode, hvor Strukturreformen står foran sin implementering, signalerer man, at reformen blot indebærer nogle nødvendige justeringer, som ikke laver grundlæggende om på systemet. Det er ensbetydende med at føre politik under afpolitiserede betingelser. Det er nærliggende at betragte det ideal om frit valg, der ligger i Strukturreformen, som starten på en udvikling af det offentlige system i en økonomisk liberalistisk retning, mens udviklingen på de værdimæssige parametre ser det noget anderledes ud.

En yderligere konsekvens af den afpolitiseringstendens, der ligger i Strukturreformen, er paradoksalt nok en politisering på andre niveauer i det offentlige system[7]. Hvis Strukturreformens effektiviseringskrav ses i sammenhæng med det skattestop, som regeringen også har indført, stilles der ifølge Ove K. Pedersen omfattende krav til det offentlige om effektiviseringer. Disse udmønter sig imidlertid først som krav hos den enkelte institutionsledelse, der konkret har ansvaret for de fordelingspolitiske prioriteringer. Det indebærer potentielt en politisering på et "lavere" niveau. Desuden er det oplagt, at regeringens melding om, at omstruktureringen af den offentlige sektor skal være udgiftsneutral og ikke koste arbejdspladser, vil få præcis den konsekvens, at forvaltningerne står med problemerne med at skære og spare, så der kan findes midler til at omstrukturere. Når de folkevalgte politikere sætter en reformproces i gang, men fralægger sig ansvaret for at prioritere, sker der dermed en afpolitisering på det statslige styringsniveau, men samtidig en politisering mere decentralt.

Rent indholdsmæssigt indebærer Strukturreformen altså formodentligt en række ændringer i retning af en struktur, som skaber bedre vilkår for den valgfrihed og konkurrence, som Venstre ønsker at fremme. Som sådan kan Strukturreformen ses som en forstærkelse af den økonomiske liberalisme. Sammen med skattestoppet kan det med en vis forsigtighed hævdes, at der har været en generel tendens til at fremme den økonomiske liberalisme under VK-regeringen. Når det derimod gælder den politiske eller etiske liberalisme, kan man med lige så stor forsigtighed hævde, at tendensen er den modsatte, nemlig at der strammes op på de værdiliberale parametre. Det er en tendens, der kommer til udtryk i forhold til fx indvandrerspørgsmålet. Her er det den autoritære liberalisme, der slår igennem med sin definition af hvilke værdier, der er de rigtige, samt indsnævrer manøvrefriheden for alternativer. Når Venstre fastholder sin liberale arv[8], giver det god mening, så længe vi ser på det økonomiske område, men i forhold til værdimæssige spørgsmål er den liberale grundholdning mere begrænset. Statsministerens udtalelser i forbindelse med den såkaldte Værdikamp[9] peger i den retning, idet han har udtalt, at han interesserer sig for at skabe holdningsændringer hos befolkningen[10]. Der sker m.a.o. en politisering på de værdimæssige spørgsmål.

NOTER

1) Både teori og empiri præsenteres mere udførligt i mit speciale med titlen: "Hvorfor liberal politik er så besværligt - om liberalismens problemer med at tænke politisk og politikkens besvær med at være liberal" forsvaret på Sociologisk Institut, KU, august 2005. Specialet er tilgængeligt på Sociologisk Instituts bibliotek eller ved kontakt til forfatteren på email: lth@sfi.dk

2) Statsministerens tale ved Venstres Landsmøde 21.11.04.
www.venstre.dk/fileadmin/venstre.dk/main/files/AFR_landsmoede_soendag_2004.pdf

3) "Det nye Danmark" p 4. www.detnyedanmark.dk/publikation/regeringens%20udspil.pdf

4) Statsministerens tale ved Folketingets åbning 05.10.04

5) Populær betegnelse for politik der følger meningsmålerne (se fx French 2003)

6) Lars Løkke i "Dahls Duel" 06.04.05, www.dr.dk/p1/dahlsduel/arkiv.asp?action=showarticle&id=39702

7) For denne iagttagelse er jeg Ove K. Pedersen skyldig, Interview på CBS 28.01.05

8) Venstres principprogram på hjemmesiden: www.venstre.dk/index.php?id=286

9) Værdi- eller kulturkampen dækker over det opgør med eksperter og kulturradikale, såkaldt bedrevidenhed og elitær tænkning som statsministeren lancerede i foråret 2003 i Weekendavisen 17.01.03

10) Statsministeren i interview til Weekendavisen 17.01.03.

LITTERATUR M.V.

Andersen, Jørgen Goul & Christian Albrekt Larsen (2004): Magten på Borgen. En analyse af beslutningsprocesser i større politiske reformer. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Bellamy, Richard (1992): Liberalism and modern society - an historical argument. Cambridge: Polity Press.

Bellamy, Richard (1999): Liberalism and pluralism: towards a politics of compromise. London: Routledge.

Bellamy, Richard (2000): Rethinking Liberalism. London: Pinter.

French, Sandy (2003): "Lam eller bare lydhør?" i Information 28.11.03.

Groes, Nils & Leif Olsen (2004): "Brudstykker eller sammenhæng? - en antologi om forudsætningerne for en offentlig strukturreform" (uddrag). København: Fokus.

Ipsen, Jens-Martin (2004): "Kvinden bag det nye danmarkskort" i Berlingske Tidende 11.01.04.

Laclau, Ernesto & Chantal Mouffe (2002): Det radikale demokrati -diskursteoriens politiske perspektiv. Købehavn: Roskilde Universitetsforlag.

Mouffe, Chantal (1993): The return of the political. London: Verso.

Mouffe, Chantal (2000): The Democratic Paradox. London: Verso.

Mouffe, Chantal (2002) "Mouffe: Politisk filosofi". Del IV i Ernesto Laclau & Chantal

Mouffe: Det radikale demokrati -diskursteoriens politiske perspektiv. Købehavn: Roskilde Universitetsforlag.

Mouffe, Chantal (2003) "Politik og lidenskab - Hvad er på spil i demokratiet? -" i Distinktion:7: 119-128.

Qvortrup, Lars (2005): "Noget-for-noget valget" i Information 04.02.05.

Thue Nielsen, Kenneth (2003): "Faldgruberne i værdikampen", kronik i Politiken 02.12.03.

Thorup, Mikkel (2004): "'Hvorledes globaliseringen af Europa overvinder barbariet': den liberale brug af globaliseringsbegrebet til afpolitisering af nation og stat" i Distinktion:9, 2004.

Schmitt, Carl ([1932] 1996): The concept of the political. Chigaco: The Uiversity of Chicago Press.

Weis, Palle (2005): "Et valg på værdier". Leder i Information 08.02.05.

Regeringens udspil "Det nye Danmark" april 2004 www.detnyedanmark.dk/publikation/regeringens%20udspil.pdf

Statsministerens tale ved Venstres Landsmøde 21.11.04. www.venstre.dk/fileadmin/venstre.dk/main/files/AFR_landsmoede_soendag_2004.pdf

Statsministerens tale ved Folketingets åbning 05.10.04. www.folketinget.dk/samling/20041/redegoerelse/R1/redegoerelse/R1/index.htm

Dahls Duel med Lars Løkke Rasmussen 06.04.05, www.dr.dk/p1/dahlsduel/arkiv.asp?action=showarticle&id=39702

Interview med Professor Ove K. Pedersen, 28.01.05 på Centre for International Business and Politics, Handelshøjskolen København.