Pligten til frihed – solidaritetens pris?

Denne artikel er et forsøg på at bidrage til en refleksion over kritikken af det, man kan kalde nyliberale styringsstrategier og deres konsekvenser for individet. Artiklen har ikke en filosofisk karakter. Den refleksion, den tilbyder, tager udgangspunkt i nogle empiriske iagttagelser fra min ph.d.-afhandling Behandlerblikket, som er baseret på et kvalitativt studie af socialt arbejde med familier og børn på døgninstitutioner for familiebehandling (Nissen 2005). Ph.d.-afhandlingen har ikke nyliberale styringsstrategier hhv. en kritik af disse som sit centrale omdrejningspunkt. Den stiller i stedet spørgsmål ved samfundets muligheder og problemer med at løse sociale problemer. Dette perspektiv er implicit i de refleksionsspørgsmål, jeg vil rejse her indledningsvist.

I artiklen "At regere friheden - en analyse af politisk magt i liberale demokratier" reflekterer Nikolas Rose bl.a. over den politiske debat om liberale styringsstrategier. Han siger: "Især i det, jeg kalder "avanceret liberale demokratier" opererer den politiske magt ikke så meget ved at knægte friheden som ved at skabe subjekter, der tænker om sig selv, at de er frie væsener. Subjekter, der stræber efter at blive frie. Subjekter, der altså forstår og vurderer sig selv ud fra et begreb om frihed, og som udøver deres frihed på bestemte måder og med bestemte mål for øje. Det er også grunden til, at så mange af vores politiske debatter handler mindre om den relative værdi af frihed overfor tvang - og hvem er tilhænger af tvang, undtagen når den udøves i frihedens navn? De handler derimod om konflikter mellem forskellige udgaver af friheden og deres konsekvenser" (Rose 2003:184).

Dette aspekt vedrørende den "relative værdi af frihed overfor tvang" bør måske reflekteres. Overordnet kan man sige, at liberale styringsstrategier såvel som kritikken af dem drejer sig om forskellige udgaver af friheden og dens konsekvenser for individet. Hvor nyliberale styringsstrategier fremhæver frihedens gevinster og begrunder konkrete styringsteknologier i en antagelse om menneskers iboende trang til at frigøre sig selv som subjekter, så vil kritikken ofte fremhæve de begrænsninger, som disse styringsteknologier også medfører. Man ser f.eks., at man i frihedens navn installerer nye pligtforhold, hvor frihed ikke mere er noget, man forudsætter, individet har, men noget man kan få og har pligt til at udvikle (Andersen 2003:17-18). Selvom man betoner forskellige udgaver og konsekvenser af friheden, så udgør individets frihed stadig et art nodalpunkt i debatten. Uanset fra hvilken position, man taler, må man gå ud fra en forestilling om et individ, der kan forholde sig til sig selv som frit, og som i en eller anden udstrækning rationelt er i stand til af sig selv og ud fra sig selv at vurdere gevinster og omkostninger ved at forfølge et givet mål. Hvad enten man fremhæver frihedens gevinster eller kritisk stiller spørgsmål ved frihedens omkostninger, så forudsætter det selvsagt, at man ser fra den position, hvor der er en frihed, der kan tabes og derfor bør opretholdes. Derfra kan så lyde en (nærmest) liberal kritik af statens "dobbeltformynderi" (Andersen 2003:18). Men adskiller kritikken sig så fra en (ny)liberal diskurs om samfundet som bestående af frie individer? Er der ikke risiko for, at kritikken bliver et mainstreamprodukt af nyliberale tendenser, blot med omvendt fortegn?

Idealet om frihed kan, som Rose reflekterer, være svært at modsætte sig. Måske gælder det også for det kritiske perspektiv selv, og måske skyldes det, at det er svært at adressere det problem, som nyliberale styringsstrategier selvsagt ikke kan løse, fordi de ensidigt fokuserer på gevinsterne ved individuel frihed. Dette problem drejer sig om forudsætningerne for samfundsmæssig solidaritet. Spørgsmålet om forudsætningerne for samfundsmæssig solidaritet sætter aspektet om den relative værdi af frihed overfor tvang på spil. Ved at spørge til solidaritetens form rejser man et spørgsmål om, for hvem og af hvilke grunde, det kan være fornuftigt at gøre friheden til genstand for styring. Kan kritikere give et bud på, hvad begrænsninger i friheden eller frihedens omkostninger kan gøre godt for? Kan man tale om forholdet mellem pligt og frihed uden at spørge, af hvilke grunde? Kan det være sådan, at pligten til frihed kan være solidaritetens pris?

Hensigten med artiklen er ikke at besvare disse refleksionsspørgsmål fuldkomment. Hensigten er i stedet at give empiriske eksempler på, hvorfor disse refleksionsspørgsmål måske giver mening og bør udforskes. Hvis artiklen kan bidrage til, at kritikken af nyliberale strategier forholder sig refleksivt til forholdet mellem frihed og pligt, så er der måske en chance for, at debatten om nyliberale styringsstrategier bliver et handlingens og alternativets projekt frem for blot et refleksionens projekt.

Frihed og pligt - viljen til solidaritet
Mit studie sigtede bl.a. på at undersøge, hvilket forventninger man i familiebehandlingen havde til familier, forældre og børn og ikke mindst hvorfor. De familier, der bor på en familieinstitution, er som oftest blevet henvist af myndighederne til familiebehandling eventuelt med et ønske om at få lavet en forældreevneundersøgelse. En socialrådgiver i en kommune siger om familieinstitutionerne, at de i nogle tilfælde fungerer som "forebyggende for at undgå anbringelse", i andre tilfælde som "en sidste chance til at vise, at vi tager fejl" (Nissen 2005:49). På en af institutionerne taler man om, at familierne kan "krydse - fra start til slut" i forhold til dette udgangspunkt (Nissen 2005:109). At få sit barn anbragt er således en mulig konsekvens af et ophold, og uanset om der lægges vægt på familiebehandling eller -undersøgelse, så vurderer institutionen altid, "om det kan blive godt nok" (Nissen 2005:108). Familierne bor i almindelighed 6-12 måneder på institutionen.

I løbet af de fire måneder, jeg lavede feltarbejde på de to familieinstitutioner, fik jeg lov at læse nogle af familiernes journaler. Journalerne viste to forhold. For det første var forældrene socialt udsatte. Alle var ekskluderede fra eller havde kun haft kortvarig tilknytning til arbejdsmarkedet. Kun en havde en erhvervsuddannelse. Flere var flyttet meget i deres liv og havde i perioder ikke haft en bolig. Forældrene havde desuden mindst et af følgende problemer; længerevarende hash- eller alkoholmisbrug, psykiatriske eller somatiske diagnoser, handicap, ustabile problematiske eller voldelige samlivsforhold. Nogle oplevede angst, træthed og tomhed, og enkelte havde forsøgt at begå selvmord. Deres oplevelser fra barndommen var i flere tilfælde præget af erindringer om skilsmisser, konflikter, vold, seksuelt misbrug, skoleskift, sygdom eller dødsfald i familien. Som voksne oplevede flere sig "disfavoriserede", svigtet og udnyttet, psykisk og socialt belastede og med et kompliceret forhold til omverdenen. Alle forældre havde tidligere modtaget forebyggende indsatser til sig selv, familien eller barnet. Nogle havde børn, der var anbragt. For det andet, var det kendetegnende, at myndighederne var usikre på og bekymrede for, om forældrene kunne tage vare på deres børn. Grundlaget for denne bekymring, var i de fleste tilfælde beskrevet med udgangspunkt i barnet; født med abstinenser med behov for særlig omsorg og pædagogisk indsats, overværelse af vold og/eller voksnes psykiske op- og nedture, manglende omsorg for påklædning, mad og hygiejne eller barnets voldsomme, selvdestruktive eller socialt grænseoverskridende adfærd. I alle undtagen et tilfælde var børnene i alderen nyfødte til førskolealderen (Nissen 2005:243-248, 286-288).

Før en familie flytter ind afholdes et visitationsmøde. På mødet laves en "aftale" eller "kontrakt" mellem myndigheder, forældre og institution om, hvad opholdet skal gå ud på. Mødet anvendes imidlertid også til at kommunikere om forventninger til på hvilken måde, forældrene kan indstille sig på at være på institutionen. Det drejer sig med andre ord også om forventninger til forventninger. På institutionerne lægger man enten vægt på, at forældrene kan indgå i en "bæredygtig kontakt" eller vil "trække i arbejdstøjet". Til grund for disse metaforer ligger en fordring om, at forældrene demonstrerer vilje til f.eks. at lære, at udholde overvågning og kontrol, at "holde glæden" og at "arbejde" for barnets skyld eller til at vise følelser og være ærlig. I en generaliseret form kan man sige, at institutionerne forsøger at forpligte forældrene til viljen til at gøre det bedste for barnet herunder at betragte hjælp - ikke som tvang - men som en chance, de frivilligt indlader sig på (Nissen 2005:248-253,288-292).

Denne opmærksomhed på viljen til at betragte sig selv som et frit subjekt, der kan vælge og således ikke er underlagt nogen form for tvang, og det, at man søger at fremme denne vilje ved at gøre den til noget obligatorisk positivt, kan betragtes som et element i en liberal styringsstrategi. Det kritiske perspektiv kan bestå i at påpege, at den frihed, man hævder forældrene har, er en særlig begrænset frihed; i og med indflytningen installeres frihed som pligt, hvor - som Andersen siger - "begrebet frihed sættes på spil og forskydes fra frihed som noget, der er begrænset af andres frihed, til frihed som noget, der er begrænset af selvrefleksionen over egen frihed. Der formes en frihed af anden orden, der forskyder frihed fra at være et handlingens projekt til at være et selvtankens projekt" (Andersen 2003:18). Omkostningen kan betragtes som det, at frihed i denne sammenhæng anvendes som led i en socialteknologi overfor udstødte. Der installeres en forventning om, at forældrene er viljesløse og ufrie, og der sigtes på at fremme en særlig vilje; at gøre udstødte til frie mennesker (Villadsen 2004).

Friheden sættes rigtigt nok på spil, når familierne flytter ind, og der sker også en forskydning, hvor forældrenes frihed som noget, der er begrænset af at andre træder i baggrunden; institutionerne fokuserer ikke primært på forældrene som "udstødte" og socialt ekskluderede. Om dette siger en leder: "Vi snakker jo nogen gange om, at der jo er to ting - dels forholdet mellem forældre og barn og så det med at være forældre i verden. Det sidste handler jo om at være et politisk menneske. Men vi bliver nødt til at fokusere på mor-barn-relationen. Det er det, vi kan nå" (Nissen 2005:108). Den begrænsede tid drejer sig både om knappe ressourcer men også om, at der må handles hurtigt og målrettet af hensyn til barnet. Derfor fokuserer man på relationerne i familien, forældrenes rolle som forældre og deres selvrefleksion omkring denne rolle. Men i første omgang sker dette ikke løsrevet fra et handlingens projekt. I løbet af den første periode af familiens ophold observerer personalet forældrenes handlinger, det de siger, og det de gør, og derigennem bekræftes eller afkræftes den beslutning eller aftale, som blev lavet. Først i de tilfælde, hvor forældrene handler mod forventningen, bliver det et problem. Konsekvensen bliver, at institutionerne sætter en del ind på at motivere forældrene samtidig med, at man i stigende grad forholder sig til, om den vilje, som forældrene siger, de har, er en ægte vilje, der kommer indefra forælderen selv. Først i det tilfælde bliver frihed et "selvtankens projekt" men ikke udelukkende. Selvrefleksion skal stadig demonstreres i handling, fordi pligten til selvrefleksion er et svar på et samhandlingsproblem. Den aftale der blev truffet, er måske et diskursivt projekt, der har til formål at 'oversætte' forskellige systemrelative koder (Andersen 2003:47), men den skal bekræftes som individuel forpligtelse i handling. Ellers er det ikke en socialt bindende aftale.

Hagen udvikler med udgangspunkt i Niklas Luhmanns sociologi et begreb om rationel solidaritet som tager udgangspunkt i spørgsmålet om samfundsmæssig integration og problemet vedr. handlingskoordinering. I begrebet forudsættes det således, at individer i almindelighed i en eller anden grad har frihed til at handle mod kollektive forventninger. Eksempelvis kan forældre erklære, at de har vilje til at lade være med at afstraffe deres børn fysisk, men de kan handle anderledes. Det teoretiske spørgsmål er, hvordan samfundet så er i stand til at iagttage sig selv og agere som samfund. Her er rationel solidaritet et bud. Rationel solidaritet er ikke en særlig solidaritetsfølelse, men en særlig kommunikativt medieret form, der binder individuelle handlinger til kollektive formål; en symbolsk generalisering af viljen til at handle for fællesskabet (Hagen 1999:175). Der er ikke tale om kollektiv bevidsthed men kommunikationer, der kan erfares af aktører og virker strukturerende som forventninger til handlinger; som viljen til at give afkald på egne interesser og at handle for et fælles bedste (Ibid. 189). Viljeskommunikationer på et visitationsmøde og efterfølgende kan således også ses som udtryk for en anknytning til en rationel solidaritets form, som angiver, at det er fornuftigt, at gøre noget for at sikre barnets bedste. Denne anknytning sker og kan vel kun ske som et resultat af en refleksion over den relative værdi af (individuel) frihed overfor tvang og spørgsmålet under hvilke hensyn? Frihedens omkostninger - eller pligten til frihed - kan i den sammenhæng være solidaritetens pris. Forudsætningen er her, at den der knytter an, kan forestille sig, at barnets frihed, er noget, der kan være eller blive begrænset af andres - herunder forældres - frihed.

Pligt til selvrefleksion - individuelle behov som kollektiv fordring
Men hvad består solidaritetens pris i? Hvad forventes det, at forældrene skal yde i solidaritetens navn, dvs. for barnets skyld? Under mit feltarbejde deltog jeg bl.a. som observatør i en række behandlingsmøder. Formålet med dette var at belyse, hvilke konkrete forventninger institutionerne havde til familierne og især forældrenes omsorg overfor barnet. Udover at forældrene forventes at indgå i en "bæredygtig kontakt" eller at "trække i arbejdstøjet" som en art selv-inklusion til opholdet, så kan forventningerne i en generaliseret form skitseres som i følgende skema:

Nissen 2005, 2006

Selvom de to familieinstitutioner adskiller sig fra hinanden ved at tilbyde forskellige løsninger på familiens sociale problemer, så anvender de i begge tilfælde en socialsemantik om familien som en enhed konstitueret ved følelsesmæssige relationer. I behandlingen bliver dette syn på familien formuleret som et krav om at praktisere den gode omsorg for barnet. Dvs. at spørgsmålet om, hvorvidt forældre og børn elsker eller ikke elsker hinanden, søges adskilt fra behandlingen (man går ud fra, at det er det, de gør) til fordel for et fokus på den obligatoriske kærlighed, dvs. pligten til at elske på en særlig måde. Her fokuserer man på forældrenes evne til at opretholdeforældrefunktionen og varetageforældreansvaret. Om de evner eller ikke evner dette søges observeret i signifikante interaktioner nemlig leg, oplevelser, og måltider.

Dette fokus begrundes med risikoen for, at barnet liderfølelsesmæssig smerte og skade, og samlet set legitimerer det den normative fordring om at betragtekærligheden som "arbejdspunkt". Dette arbejdspunkt består i, at forældre skal lære at støtte barnet i at opbygge en forventning om, at det er noget værd i sig selv uafhængigt af social præstation, hvilket konkret betyder, at præstationer i familien ikke må forekomme som præstation. I stedet skal forældre motivere barnet til at præstere ud fra egen lyst. I dette ligger implicit den antagelse, at dette er en forudsætning for, at barnet opnår social anerkendelse og frihed til at realisere sig selv; dvs. at frihed ikke er noget, man har, men noget man opnår gennem socialitet på en særlig måde. De konkrete socialiseringsforventninger er således opbygningen af barnets ønskværdige individualitet - det individ, der af sig selv og ud fra sig selv kan forene sociale præstationskrav med individuelle behov og interesser.

For at kunne honorere disse socialiseringsforventninger fordres det, at forældrene kan markere sig selv ved en stærk og tydelig individualitet. De skal demonstrere, at de kan leve op til forældrerollen på en måde, hvor det forekommer som noget, de gør af sig selv, ud fra sig selv, og netop ikke som noget, de gør af pligt. Hvis de evner denne transformation af ydre pligter til et særligt selvforhold, de selv vælger, så betegnes de som forældre, der kan træde i karakter og kan mærke sig selv og egne grænser. Kan de det, kan de opnå inklusion til forældreskabet. Dette fordrer, at forældre kan skelne mellem egne og sociale forventninger og kan anvende sociale forventninger til at opbygge en individuel forældreidentitet; det kræver evne til abstraktion, refleksion og læring. I dette ligger implicit et krav om at kunne kontrollere psykiske og kropslige processer; at kunne skelne mellem følelser og fornuft og tilsidesætte egne behov. De forældre, der ikke magter denne selvkontrol, anskues som kropsligt-psykisk uforudsigelige eller afvigende. De bliver "urealistiske" forældre, som nok er forældre men ikke kan opnå inklusion til et forældreskab.

Denne generaliserede beskrivelse af forventningerne til familien, forældre og børn, kan anskues som et kerneeksempel på, hvordan der sker en forskydning af begrebet frihed til frihed som noget, der er begrænset af selvrefleksionen over egen frihed og i henhold til noget obligatorisk positivt; nemlig den gode omsorg overfor barnet. Det gælder både i forhold til forældrene men også i forhold til de socialiseringsforventninger, der er til barnet. Det kan også anskues som et frigørelsesprojekt, der består i at fremme en særlig vilje og individualitet. Endelig kan det anskues som pligt til at være et frit selvbestemmende autonomt individ. Men man kan også anskue ovenstående som et eksempel på solidaritetens pris. Indsatsen for at fremme selvrefleksion, en særlig vilje og et særligt individ kan ses som et svar på solidaritetens problem. Solidaritetens begrænsninger går ved individers faktiske anvendelse af skellet mellem individuelle/kollektive interesser, dvs. ved hvordan individer i praksis forvalter dette skel. Eller omvendt; fortsættelse af solidaritet som en medieret form for kommunikation om samfundet som et kollektiv forudsætter, at individer i en iagttagelse af omverdenen kan se både individuelle og kollektive fordele ved at begrænse sig selv. Den relative værdi af frihed overfor tvang afhænger af kommunikationen om dette skel. På en af institutionerne taler man f.eks. om, at nogle forældre ikke magter at styre den frihed, de har fået (Nissen 2005:297). Dvs. de har (faktisk) opnået friheden til at lave børn og blive forældre men forvalter friheden på en måde, der kan begrænse barnets frigørelse socialt set. Derfor er det ikke forkert men måske for enkelt at sige, at der alene sker en forskydning til et selvrefleksionens projekt. Selvom det sker diskursivt, socialsemantisk gennem generaliserede værdibaserede kommunikationer, så søges der i praksis også en rekurs til ethandlingens projekt, hvor frihed kan opnås ved at forældrene demonstrerer konkrete (omsorgs)handlinger. Dvs. at 'mekanismen' mere præcist er, at frihed på et område (f.eks. friheden til at være forælder) opnås gennem begrænsning af andre muligheder (f.eks. muligheden for at drikke).

Pligten til selvrefleksion og frihed kan således også ses som et forsøg på at mediere mellem individuelle interesser f.eks. mellem forældres og barnets behov. Forudsætningen for at se dette er, at man erkender den relative værdi af frihed overfor tvang, f.eks. at der kan være modsætninger mellem individers behov, og at det kan være rimeligt, at forældres frihed er betinget af pligten til at tage vare på barnet. Det forudsætter, at man kan se noget fornuftigt i samfundet som noget, der netop ikke er summen af individuelle viljer.

Afsluttende bemærkninger: Når solidariteten sættes på spil
Ovenstående betyder ikke, at man skal forkaste en kritik af nyliberale styringsstrategier og deres konsekvenser for individet. Det betyder måske blot, at man må se nyliberale styringsstrategier som et svar (men ikke nødvendigvis et godt) på et mere grundlæggende samfundsmæssigt problem, som drejer sig om, hvordan man i frihedens navn kan genererer forudsætninger for solidaritet og kollektiv handling. Jeg spurgte indledningsvist: Kan kritikere give et bud på, hvad begrænsninger i friheden kan gøre godt for? Har kritikere et fornuftigt bud på, hvordan solidaritet kan udformes? Er de villige til at sætte egne frihedsbegreber på spil og reflektere over den relative værdi af frihed overfor tvang? Hvis ikke er der måske en fare for, at kritikken netop bliver kritik fra en særlig position, hvor samfundets handlingsprojekt forskydes til et videnskabeligt refleksionsprojekt, som ikke ser, at friheden måske sættes på spil, fordi solidariteten er på spil.

I løbet af mit feltarbejde på familieinstitutionerne interesserede jeg mig for, hvordan de professionelle træffer beslutninger vedrørende familierne f.eks. ud fra hvilke kriterier beslutter man, hvordan indsatsen skal udformes? At barnet skal anbringes eller bo hjemme? Analyserne af disse beslutningsprocesser drejede sig egentligt om at undersøge familieinstitutionernes forudsætninger for at løse sociale problemer. Men analyserne viser også, at en kompleks refleksion over den relative værdi af frihed overfor tvang er uundgåelig, når man i praksis skal træffe sådanne beslutninger. I de tilfælde, hvor en sådan refleksion er fraværende har det væsentlige konsekvenser. Det resulterer i en ureguleret eller vilkårlig anvendelse af tvang eller frihed overfor barnet og forældrene. Man vælger at indskrænke hjælp mod forældrenes ønsker og at udøve tvang f.eks. ved at indskrænke forældrenes bevægelsesfrihed - begge dele på et ubegrundet grundlag eller i en negation af alternativer. Eller man giver forældrene frihed til at tage vare på barnet uden kontrol på trods af bekymringer for omsorgssvigt. Eller man udskyder hjælp til barnet og/eller lægger ansvaret for bedømmelsen af den relative værdi af frihed overfor tvang over på barnet. Men i samme træk mister man den kollektive begrundelse for hjælpen, og der opstår en semantik om hjælpens manglende nytte og en positiv begrundelse af, at man ikke hjælper. Konsekvensen bliver netop en indskrænkning eller udskydelse af hjælp. I den forstand kan man sige, at ikke blot friheden men også solidariteten sættes på spil i de situationer, hvor man ikke medreflekterer den relative værdi af frihed overfor tvang. Resultatet kan blive af den mister sin værdi.

Klassisk liberalisme er kendetegnet ved, at den som ide ikke stiller spørgsmål ved den relative værdi af frihed overfor tvang, fordi opretholdelsen af det enkelte individs frihed gøres til det obligatorisk positive. Det forudsættes, at samfundet opretholdes frivilligt, naturligt og uden tvang; at individer indgår kontraktuelle forbindelser, fordi de anser det for fornuftigt i visse henseender at lade sig begrænse. Den positive værdi af frihed overfor tvang kommer til udtryk i ideen om statens begrænsede forpligtelse og ansvar for at gribe ind overfor private forhold. Det, vi kalder nyliberalisme, kan ses som en semantisk udfoldelse af den klassiske liberalisme, fordi den fastholder ideen om det enkelte individs frihed som det obligatorisk positive, men ny i den forstand, at den opererer ud fra risikoen for, at individer ikke frivilligt, naturligt og uden tvang bidrager til, at samfundet opretholdes og ikke altid anser det som fornuftigt at lade sig begrænse. Hvor den klassiske liberalisme kunne forlade sig på en tillid til fornuften og markedet, er det i dag erkendt, at økonomisk magt blot er elementer i en social struktur, hvor individualitet og krav på frihed udgør en mindst lige så væsentlig faktor, og det paradoksale er, at dette netop er et produkt af udbredelsen af en liberalistisk semantik om individets frihed til at realisere sig selv. Når ideen om det enkelte individs frihed ikke blot er et idepolitisk men et i praksis fungerende ideal - det obligatorisk positive - bliver kollektivet et ideal, hvis konkrete form kun kan udtrykkes latent. Nyliberalismen er i den sammenhæng et udtryk for en defensiv politisk styringsstrategi, der på den ene side foretager en opgradering af den relative værdi af frihed for flertallet og en indskrænkning af friheder for de individer, der ikke synes at bidrage tilstrækkeligt til kollektivet. Her kan man kritisk sige, at de forældre, der mødes af et særligt krav om at forme deres forældreskab i reference til kollektive idealer, må betale en særlig solidaritetens pris - eller sagt med andre ord; der sættes grænser for hjælp til dem, der ikke yder til kollektivet. Lokale semantikker om hjælpens manglende nytte kan ses som eksempler på dette. På den anden side kan man spørge, om vi (andre) er villige til at betale den pris, der kan være ved at undlade at begrænse forældre, der potentielt ikke af sig selv er i stand til at begrænse sig selv af hensyn til barnet? Jeg har ikke et entydig svar på dette, men har måske vist, at det er væsentligt at reflektere over den relative værdi af frihed overfor tvang, og det vil sige at reflektere over af hvilke grunde og i forhold til hvem, vi vil sætte pris på solidaritet. På den måde kan vi, som besidder friheden til at forme friheden, også bidrage til at formesolidaritetens betingelser. Men her er det måske ikke tilstrækkeligt, at vi gør krav på frihed ud fra klassiske idealer. Det fordrer måske også, at vi tør tage ansvar for andres frihed og erkender, at frihed i nogle sammenhænge forpligter - i solidaritetens navn.

LITTERATUR

Andersen, Niels Åkerstrøm (2003): Borgerens Kontraktliggørelse. Hans Reitzels Forlag.

Hagen, Roar (1999): Rasjonell Solidaritet. Det Blå Bibliotek. Oslo Universitetsforlag.

Nissen, Maria Appel (2005): Behandlerblikket. Om sociale problemers tilblivelse, intervention og forandring i socialt arbejde med familier og børn med udgangspunkt i analyser af behandlingskommunikation på døgninstitutioner for familiebehandling. Ph.d.-afhandling. Aalborg Universitet.

Nissen, Maria Appel (2006): Behandlerblikket. Risiko og Refleksion i Socialt Arbejde. (Redigeret ph.d.-forsvar) Under udgivelse Nordisk Udkast.

Rose, Nikolas (2003): At regere friheden - en analyse af politisk magt i avanceret liberale demokratier. I Borch & Larsen (red.): Luhmann & Foucault til diskussion - Perspektiv, magt og styring. Hans Reitzels Forlag.

Villadsen, Kaspar (2004): Det sociale arbejdes genealogi. Om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. Hans Reitzels Forlag.