Langsom nedsmeltning af velfærden (II): Udhulingen af overførselsindkomsterne 1990 til 2019
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 23. april 2019

Tilbagerulning af velfærden er sjældent blevet sat direkte og åbent på den politiske dagsorden. Men som vist i en artikel i februarudgaven af Kritisk Debat er de brede velfærdsserviceydelser forringet i perioden 2001-2019. Det samme gælder imidlertid også for overførselsindkomsterne. Det er, hvad indeværende artikel vil søge at dokumentere.

--


Indledning
Ved det kommende folketingsvalg får danskerne muligheden for at tage stilling til, om de ønsker en fortsættelse af de seneste årtiers borgerlige økonomiske politik i Danmark, der resulteret i en fremadskridende forringelse af velfærden. Det er en politik, hvor borgerlige regeringer fra 2001 til 2011 og fra 2015 til i dag har været i front for denne forringelsespolitik, hvis baggrund må søges i en stærk ideologisk påvirkning fra neoliberalismen i 90’erne.i Men også Socialdemokratiet har i flere perioder stået for sådanne neoliberalistisk inspirerede reformer og for sparepolitik over for velfærden.

Tilbagerulning af velfærden er sjældent blevet sat direkte og åbent på den politiske dagsorden. Tværtimod er ’reformerne’ blevet gennemført under demonstrative erklæringer om at ville fremtidssikre velfærden. Og ’reformernes’ de facto tilbagerulning af velfærdsstaten er sket gradvist og dermed tilsløret som en langsom nedsmeltning af velfærden.

Som vist i en artikel i sidste nr. af Kritisk Debatii har denne politik gennem de seneste årtier forringet de brede velfærdsserviceydelser gennem en stadig stærkere nedskæring af væksten i det offentlige forbrug 2001-2019. Men også velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet i form af overførselsindkomsterne har været genstand for den borgerlige, neoliberalistisk inspirerede økonomiske politiks forringelsesbestræbelser - og det allerede fra begyndelsen af 90’erne. Dette er, hvad indeværende artikel vil søge at dokumentere.

I en følgende analyse vil så det det tredje og sidste aspekt af nedsmeltningen af velfærdsstaten blive behandlet: Udhulingen af skattesystemet.
 

I nærværende artikel analyseres i DEL I den fra 1990 til 2019 førte borgerlige, neoliberalistiske politik for forringelse af overførselsindkomsterne: I første afsnit redegøres for den borgerlige økonomiske politik som helhed og i andet afsnit undersøges den heraf følgende specifikke neoliberalistiske, udbudsøkonomiske politik på arbejdsmarkedsområdet siden begyndelsen af 90’erne. Dernæst diskuteres i tredje afsnit konsekvenserne af denne forringelsespolitik for overførselsindkomstsystemet som helhed og endelig analyseres i fjerde afsnit udhulingen af kompensationsgrad/købekraft for overførselsindkomster i almindelighed.
 

I DEL II analyseres forringelserne af ydelser til ledige 1990-2019. I femte afsnit redegøres først for udhulingen af arbejdsløshedsunderstøttelsens kompensationsgrad. Videre analyseres i sjette afsnit nedskæringerne i dagpengeperioden. Herefter behandles i syvende afsnit bestræbelserne på at gøre kontanthjælp til ydelsen for længerevarende ledige, og i afsnit otte analyseres udhulingen af kontanthjælpens kompensationsgrad. Og videre undersøges i afsnit ni forringelserne af ydelser for indvandrere og i afsnit ti andre kontanthjælpsforringende reformer. Endelig diskuteres i afsnit elleve konsekvenserne for de ledige af disse arbejdsmarkedsreformer.

I DEL III behandles den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitiks forringelser af tilbagetræknings-ordningerne tilbage. Først undersøges i afsnit tolv tilbagerulningen af efterlønnen. Videre analyseres i afsnit tretten amputationen af førtidspension. Og endelig ses i afsnit fjorten på forringelserne i folkepensionen.
 

Sidst behandles i DEL IV sociale konsekvenser og beskæftigelseseffekter af forringelserne af overførselsindkomsterne. I afsnit femten belyses, hvorledes reformerne har øget fattigdommen. Videre undersøges i afsnit seksten, hvorledes efterløns- og pensionsreformerne skaber øget social ulighed mht. tilbagetrækning. Og endelig diskuteres i afsnit sytten, hvorvidt der er realiteter i de postulerede beskæftigelseseffekter af to af reformflagskibene: Dagpengereform og indførelse af starthjælp.
 

DEL I: Forringelse af overførselsindkomstsystemet generelt 1990-2019

1. Borgerlig økonomisk politik for nedskæring af velfærden

Der har i Danmark siden begyndelsen af 90’erne gennemgående været ført en borgerlig økonomisk politik, hvilket har indebåret en vedvarende bestræbelse på at tilbagerulle velfærden.iii De borgerlige Fogh- og Løkke- regeringer i 00’erne og 10’erne har været i front for denne velfærdsforringelsespolitik. Men også socialdemokratiske regeringer har ført borgerlig økonomisk politik: Det gjaldt til dels de socialdemokratisk ledede Nyrup-regeringer i 90’erne, og det gjaldt i stor udstrækning SRSF-regeringen 2012-2015.

Baggrunden for den borgerlige offensiv mod velfærden skal søges i en stærk ideologisk påvirkning fra neoliberalismen fra 90’erne og frem.iv Men selv om dette mundede ud i et borgerligt projekt for tilbagerulning af velfærdsstaten og indførelse af en mere (neo)liberal samfundsmodel, så er denne ændring af samfundsordenen imidlertid sjældent blevet sat direkte og åbent på den politiske dagsorden af borgerlige politikere og økonomer. For ikke at udfordre befolkningen har fremgangsmåden tværtimod været - under påberåbelse af at ville fremtidssikre velfærden - gennem enkeltstående reformer og besparelser at skære endnu en skive af pølsen og på denne måde vænne befolkningen til en langsom nedsmeltning af velfærden.

Dette maskerede og snigende opgør med velfærdsstaten har siden 2001 været fremgangsmåden både i de enkelte regeringers tid og på tværs af de forskellige regeringer i perioden.


2. Neoliberalistisk inspireret arbejdsmarkedspolitik 1990-2019

Gennemslaget af borgerlig økonomisk politik i Danmark har ikke mindst indebåret et fremadskridende angreb på overførselsindkomstsystemet siden begyndelsen af 90’erne og derigennem på omfordelingen fra rigere til fattigere i det danske samfund. Dette hænger sammen med opfattelsen i neoliberalistisk økonomisk teori af, at sænkning af overførselsindkomsterne - og navnlig af ydelserne til ledige - er afgørende for at øge arbejdskraftudbuddet og derigennem i sidste for at presse lønudviklingen.

Da det er overførselsindkomsterne i bred forstand, men navnlig ydelserne til ledige, som lægger en undergrænse for lønnen på arbejdsmarkedet, presser borgerlig økonomisk politik allerede i 90’erne på for et skifte i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken væk fra det hidtidige ’forsørgelsesprincip’ (’welfare’) over til et princip om ’arbejdspligt’ (’workfare’).v

Denne ’workfare’-politik introduceredes i Danmark af det danske Socialdemokrati under Nyrup og var inspireret af det britiske New Labours overtagelse af en neoliberalistisk tilgang til arbejdsmarkedspolitikken. Linjen fortsættes under Helle Thorning Schmidt.vi

Tabel: Sammenligning af welfare og workfarevii


Fokus for den neoliberalistisk inspirerede arbejdsmarkedspolitik er navnlig på at presse de ledige til hurtigere at søge job og hermed rettes denne politik især mod såkaldte ”midlertidige indkomsterstattende ydelser”, men et særligt centralt angrebsmål udgør de specifikke ydelser til ledige: arbejdsløshedsunderstøttelsen og kontanthjælpen.
 

3. Forringelse af overførselsindkomstsystemet 1990-2019

Denne forringelsespolitik over for overførselsindkomsterne har nærmere bestemt haft tre centrale angrebsfelter:

1) Forringelse af overførselsindkomsters kompensationsgrad generelt og nedskæring af satserne for specifikke overførselsindkomster
2) Forringelse af adgangen til/varigheden af ydelser til ledige (dagpenge og kontanthjælp)
3) Indskrænkning/lukning af adgangen til tilbagetrækningsordninger m.v. (efterløn, førtidspension og sygedagpenge).

Konsekvenserne af denne politik har været en udhuling af overførselsindkomsterne som helhed. Ganske vist er udgifterne til overførselsindkomster siden 2000 nominelt steget omkring 1¾ mia. kr. om året i gennemsnit svarende til godt ½ pct. årligt. MEN: Overførselsindkomster har som andel af BNP stort set ligget på samme niveau, idet de i 2000 udgjorde 16¼ pct. af BNP og i 2017 16½ pct. Overførselsindkomsterne som helhed er altså kun lige fulgt med velstandsstigningen.
 

Udgifter til indkomstoverførsler 2000-2017, faste 2017 priser og pct. af BNPviii



 

Og selv om udgifterne til overførselsindkomster i sig selv er steget svagt i perioden (jf. ovenfor), så er befolkningssammensætningen også ændret betydeligt i perioden med en markant stigning i antallet af ydelseskrævende ældre. Set i forhold hertil har udgifterne til overførselsindkomster ikke holdt trit med befolkningsudviklingen - ydelsesniveauet pr ’enhedsborger’ er forringet.

 

Figur: Årlig gns. vækst 2000-2017 i aldersfordelt befolkningix


 

Samtidig har den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik også været rettet imod at reducere antal modtagere af overførselsindkomster. I 90’erne talte man om ’to tredjedelssamfundet’, hvor over 1 million i den erhvervsaktive alder fra 16 til 64 var på offentlig forsørgelse. Men siden er antallet af modtagere af overførselsindkomster faldet mærkbart. I 1995 var 27 pct. i den erhvervsaktive alder (ekskl. studerende) på overførselsindkomst; i 2016 var dette faldet til lidt over 21 pct. - en reduktion på omkring 20 pct.
 

Figur: Udviklingen i samlet andel af overførselsmodtagere 16-64 (ekskl. studerende), 1995-2016. x


4. Udhuling af overførselsindkomsternes kompensationsgrad/købekraft 1990-2019

Allerede i 1990 indledes en langsom snigende, men vedvarende forringelse af kompensationsgraden/købekraften af alle overførselsindkomster, som uden undtagelse fortsætter helt til 2019.

Begrebet kompensationsgrad kan bruges ved ”midlertidige indkomsterstattende ydelser”. Kompensationsgraden er et udtryk for, hvor stor en andel af indkomstbortfaldet i forbindelse med en social begivenhed, fx ledighed, der dækkes via den modtagne overførselsindkomst. Ved ”varige indkomsterstattende ydelser”, hvor der er tale om varig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, er det mere adækvat at tale om udhuling af den aktuelle købekraft i forhold til lønudviklingen på arbejdsmarkedet.
 

Udhulingen af kompensationsgrad/købekraft indledes med vedtagelsen af satsreguleringsloven af 1990xi: På den ene side reguleres hermed alle former for overførselsindkomster hvert år med stigningen i årslønnen to år før. Men hvis stigningen i årslønnen efter fradrag er større end 2,0 pct., fragår der på den anden side i satsreguleringen et beløb på op til 0,3 pct., som i stedet fra 1990 til 2019 er gået til den såkaldte satspulje.

Hermed har samtlige overførselsindkomster, herunder ledige dagpengemodtagere, siden årligt fået deres kompensationsgrad/købekraft forringet med årligt -0,3 pct. Denne mindreregulering af satserne for samtlige overførselsindkomster udbygges under SRSF-regeringen yderligere igennem Skattereformen af 2012 xii, hvor der - for at finansiere skattelettelser i årene 2016-2023 - indføres en yderligere afdæmpning af reguleringen af indkomstoverførsler, således at der fratrækkes de satsregulerede ydelser 0,3 pct. i 2016, 0,4 pct. i 2017 og 0,75 pct. i hvert af årene 2018-2023.

Med finanslovsaftalen for 2019 mellem VLAK og Dansk Folkeparti opsiges satspuljeforliget imidlertid, hvilket for folkepensionister fra og med 2020 indebærer fuld regulering af folkepensionen fremad. Men for øvrige modtagere af overførselsindkomster, herunder ledige, fortsætter udhulingen af købekraften af deres ydelse, idet satspuljefradraget godt nok konverteres til en tvungen pensionsopsparing, men altså fortsætter.

Og hverken folkepensionister eller andre modtagere af overførselsindkomster modtager nogen kompensation for/genopretning af den hidtidige mangeårige forringelse af ordningen på grund af ’satspuljefradraget’.xiii

 

DEL II: Forringelse af ydelser til ledige

I den følgende del behandles ydelser til ledige: Arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp.
 

5. Udhuling af understøttelsens kompensationsgrad

Arbejdsløshedsdagpengeordningen har været det centrale angrebsmål for den neoliberalistisk inspirerede arbejdsmarkedspolitik fra begyndelsen af 90’erne og frem til i dag. Bestræbelserne på at forringe understøttelsen blev som omtalt allerede indledt i 1990 ved påbegyndelsen af en fremadskridende udhuling af kompensationsgraden af arbejdsløshedsdagpengene gennem Satsreguleringsloven af 1990.xiv For arbejdsløshedsdagpengene har det betydet, at dagpengenes kompensationsgrad inkl. pension er udhulet med omkring 10 procentpoint, mens den aktuelle købekraft (ekskl. pension) er udhulet med omkring 15 procentpoint fra 1990 til i dag.

 

Figur: Dagpengenes kompensationsgrad i forhold til industrilønnen 1980-2019xv




 

6. Nedskæring af dagpengeperioden

Angrebet på understøttelsen indledes altså med en gradvis udhuling af dagpengenes værdi, men meget hurtigt flyttes fokus i den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik over på reduktion af dagpengeperiodens længde. Formålet hermed har som beskrevet været at øge arbejdskraftudbuddet og igennem en stigende reservearme på arbejdsmarkedet hermed i sidste ende at presse lønningerne.

Men et delmål i denne forbindelse har været - gennem en stadig kortere dagpengeperiode - hurtigere at presse længerevarende ledige over på kontanthjælp og herigennem opnå, at denne lavere ydelse på sigt i stigende grad erstatter dagpenge som den gennemgående ydelse for ledige. Hvorved overførselsindkomst-systemets bund under lønningerne sænkes.

Med dette sigte skæres dagpengeperioden i 90’erne ned i hurtigt tempo gennem en række ’arbejdsmarkedsreformer’ 1993 til 1998, der gradvist reducerer længden af dagpengeperioden fra 7 til 4 år.xvi Indskrænkningen af dagpengeperioden når sin foreløbige kulmination med ’Genopretningsaftalen’ i 2010, hvor dagpengeperioden halveres fra 4 til 2 år.
 

Figur: Forkortelsen af dagpengeperioden 1990 til i dagxvii



 

Disse forringelser, navnlig forringelserne i dagpengeperioden, har selvsagt været en årsag til, at udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge - som foran beskrevet - er reduceret med to tredjedele i perioden, selv om i perioder også en stigende beskæftigelse har spillet ind herpå.

 

7. Kontanthjælp skal gøres til ny ’grundydelse’

Som beskrevet arbejder den neoliberalistiske reformpolitik siden begyndelsen af 90’erne sig langsomt frem imod, at kontanthjælpen i stigende bliver ’grundydelsen’ i overførselsindkomstsystemet i stedet for dagpenge. Det sker ved, at dagpengeperioden forkortes mere og mere, hvorved kontanthjælp bliver ydelsen for al længerevarende ledighed.

Men hensigten - at kontanthjælp skal erstatte dagpenge som grundydelsen - har også kunnet mærkes i andre ’reformer’ på overførselsindkomstområdet. Med sygedagpengereformen halveres fx dagpengeperioden, hvorefter de syge overgår til kontanthjælpsydelse. Og reformen af førtidspension medfører, at under 40årige (og også mange over 40årige) ikke længere visiteres til førtidspension, men til ressourceforløb på kontanthjælpsniveau.

Men fordi kontanthjælpen således mere og mere får karakter af at være ’grundydelsen’ i overførsels-indkomstsystemet, fokuserer den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik i forlængelse heraf også i stigende grad på at stramme adgang til og varighed af - og på at nedskære - kontanthjælpsydelsen som sådan.

8. Udhuling af kompensationsgraden i kontanthjælp

Som også andre arter af overførselsindkomsten er også kompensationsgraden af kontanthjælpen siden 1990 langsomt, men sikkert blevet udhulet i forhold til den gennemsnitlige løn på det danske arbejdsmarked. For alle typer af kontanthjælpsmodtagere gælder, at kontanthjælpsydelsen i 2012 lå længere fra en gennemsnitsløn, end den gjorde i 1988.

 

Figur: Nettodækningsgrad for udvalgte kontanthjælpsmodtagere 1988 og 2012xviii


 

Faldet har været størst for enlige ikke-forsørgere. I 2012 udgjorde kontanthjælpen 31 pct. af gennemsnitslønnen imod 38 pct. i 1988. Faldet på 7 procentpoint svarer til en reduktion af kompensationsgraden med 19 pct. Men også for forsørgere er der sket en betydelig udhuling af kompensationsgraden. For forsørgere, både enlige, samlevende og gifte (hvor begge er på kontanthjælp) gælder, at kompensationsgraden i 2012 var reduceret med 12 pct. i forhold til 1988.

Det må dog anerkendes, at med SR-regeringens ophævelse af kontanthjælpsloftet og starthjælpen i 2012 skete en - om end midlertidig - forbedring af kontanthjælpens nettokompensationsgrad.xix

Men med den borgerlige regerings tiltræden i 2015 og genindførelsen af kontanthælpsloft og starthjælp/integrationsydelse må kompensationsgraden vurderes igen at være faldet. Med finanslovsaftalen for 2019, hvorefter integrationsydelsen nedskæres med 2000 kr. månedligt, må den estimeres igen at være nede omkring eller endog under de 50 pct.

9. Særligt lave ydelser for indvandrere

Men forringelsen af kontanthjælpen er ikke blevet ikke stående herved. I takt med at kontanthjælpen i stigende grad erstatter dagpenge som den gennemgående ydelse for langtidsledige, sætter den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik i 00’erne og 10’erne mere og mere ind på yderligere at forringe ydelsesniveauet i kontanthjælpen. Angrebet sætter karakteristisk nok først ind mod kontanthjælpen til indvandrere, men efter at der således er åbnet op, bredes forringelsen ud til kontanthjælpen i almindelighed.

Forringelse af ydelserne for indvandrere sker første gang med SR-regeringens indførelse af en særlig - og lavere - introduktionsydelse (1998).xx Dette spor fortsætter VK-regeringen videre ud af med indførelsen af en endnu lavere, særlig kontanthjælp til indvandrere i form af starthjælpen (2001)xxi, hvor ydelsen var 40 pct. lavere end kontanthjælpen for etnisk indfødte danskere.xxii I 2012 afskaffer SRSF-regeringen imidlertid starthjælpen, men under den i 2015 følgende borgerlige regering strammes igen - og som tidligere anført for indvandreres vedkommende - gennem Integrationsydelse (2015): En særlig lav kontanthjælp på SU-niveau til indvandrere.xxiii xxiv Kulminationen på den fremadskridende forringelse af kontanthjælpsydelsens størrelse for indvandrere er finanslovsaftalen for 2019 mellem VLAK og DF, hvor der efter tre år sker en yderligere nedsættelse af integrationsydelsen med 2000 kr. om måneden.xxv
 

10. Forringelse af kontanthjælp i øvrigt

Snart efter, at det var lykkedes den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik at gennemsætte en forringelse af ydelsesniveauet for indvandrere, så udvidedes i 00’erne aktionsradiussen for begrænsning af kontanthjælpens størrelse til at omfatte almindelige kontanthjælpsmodtagere. Det sker første gang gennem indførelsen af et generelt Kontanthælpsloft (2004).xxvi Også her afbrydes stramningen af kontanthjælp midlertidigt, da de lave ydelser afskaffes af SRSF-regeringen i 2012, men igen er den efterfølgende borgerlige regering hurtig med genindførelse heraf gennem det såkaldte moderne kontanthælpsloft (2016).xxvii

Men i og med at kontanthjælp mere og mere bliver den grundlæggende ydelse i det sociale sikringssystem for ledige, sætter den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik også ind på at stramme og forringe vilkårene for at modtage kontanthjælp for i højere grad at fremme et øget arbejdskraftudbud (’workfare’).

Det sker først igennem arbejdsmarkedsreformen ’Flere i arbejde’ (2002): Her inddeles kontanthjælpsmodtagere i matchgrupper med henblik på hurtig aktivering af ’arbejdsmarkedsparate’.xxviii Herefter strammes kravene bl.a. gennem indførelsen af den første timeregel (2006).xxix 2012 ophæves timekravene af SRSF-regeringen, men selvsamme regering indfører derefter nye stramninger af vilkårene for at modtage kontanthjælp gennem Kontanthjælpsreformen 2013. xxx Og efter regeringsskiftet i 2015 indfører den borgerlige regering på ny en timeregel i form af: 225 timers regel (2016).xxxi

Gennem disse omdefineringer af formålet med kontanthjælp, forringelser af ydelsernes størrelse og begrænsninger i adgangen til og varigheden af ydelsen forstærker den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik kraftigt presset på længerevarende ledige lønmodtagere til at søge og finde arbejde. Og dermed forstærkes også presset fra ledighed på beskæftigede lønmodtagere og på lønudviklingen.

 

11. Arbejdsmarkeds’reformerne’ presser de ledige ned i - og ud af - det sociale sikkerhedsnet

Med den stedse kortere dagpengeperiode presses et stigende antal langtidsledige i 00’erne og første halvdel af 10’erne på den ene side ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp. Således stiger antallet af kontanthjælpsmodtagere fra 2007 til 2014 med op mod 45 pct. Men efter efterkontanthjælpsreformen i 2014 presser de skærpede krav til at modtage kontanthjælp, navnlig for unge, igen i stigende grad ledige også ud af kontanthjælpsordningen. Fra 2015 til 2017 falder antallet af kontanthjælpsmodtagere således med lidt under 15 pct.

Figur: Kontanthjælp-antal berørte personer 2007-2017. xxxii


 

Men ikke alene tvinges flere og flere fra dagpenge over på kontanthjælp, men et stigende antal borgere tvinges helt ud af offentlig forsørgelse bl.a. pga. formue-betingelserne for at modtage kontanthjælp. Fra 2010 til 2017 vokser antallet af personer i aldersgruppen 18-59 år, som ikke er i job eller uddannelse, og som ikke får offentlig understøttelse, fra omkring 125.000 til op mod 155.000 dvs. med omkring 30.000 svarende til en stigning på op mod 25 pct.

 

Figur: Personer i aldersgruppen 18-59 år, som ikke er i job eller uddannelse og som ikke får offentlig understøttelsexxxiii

Reformerne af dagpenge og kontanthjælp medfører med andre ord en slags nedadgående dominoeffekt, hvor et stigende antal ledige først skubbes over på ringere ordninger og dernæst helt ud af det sociale sikkerhedsnet Samtidig er forringelserne af dagpenge og kontanthjælp udtryk for en sparepolitik på overførselsindkomsternes bekostning. Udviklingen med kortere dagpengeperioder reducerer - som tidligere beskrevet - udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge, men øger samtidig selvsagt udgifterne til kontanthjælp, fordi flere og flere presses over på kontanthjælp.

I første omgang stiger hermed udgifterne til kontanthjælpsordningen under finanskrisens stigende langtidsledighed, om end denne stigning - som tidligere beskrevet - langt fra opvejer besparelserne på udgifter til arbejdsløshedsdagpenge. Men efter kontanthjælpsreformen bremses denne stigning, og udgifterne til kontanthjælp falder nu også fra 2013 til 2017 med over 15 pct., som et udtryk for at flere og flere trænges ud af ordningen.

Del III: Forringelse af tilbagetrækningsordningerne

Fra midt i 00’erne og navnlig i 10’erne flyttes fokus mere og mere over på at stramme mulighederne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, navnlig i form af efterløn, førtidspension og fleksjob samt i mindre omfang i folkepension.
 

12. Tilbagerulning af efterlønnen

For den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik har ikke mindst efterlønsordningen været en torn i øjet, fordi den indtil 2010 gav mulighed for fem års tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet end den daværende pensionsalder på 65 år. Derfor blev det igennem 00’erne i stigende grad et mål for borgerlige politiker og økonomers kamp for at øge arbejdskraftudbuddetxxxiv at få indskrænket og helst fjernet efterlønsordningen. Borgerlige økonomers indsats bestod navnlig i gennem den såkaldte Velfærdskommission 2003-2005 at levere ”økonomisk nødvendighed” for indgreb over for efterlønnen.

Angrebet på efterlønsordningen er udført gennem forringende ’reformer’ i flere omgange. Det var SR-regeringen, som tog det første skridt gennem indførelsen af ’toårs-reglen’ (1998),xxxv der indebar modregning af pensionsordninger i efterlønnen, hvis man trak sig tilbage tidligere end to år inde i efterlønsperioden - m.a.o. en maskeret reduktion af efterlønsperioden med to år. Men den mest afgørende ændring i efterlønsordningen kommer med ’Velfærdsaftalen’ (2006), hvor det besluttes, at efterløns- og pensionsalder for alle skal stige i takt med forventede gennemsnitlige levetidxxxvi - uanset om man selv faktisk opnår den gennemsnitlige levetidsforlængelse. Næste store forringelse indtræffer i 2011, hvor VK-regeringen benytter sig af den nu etablerede præcedens for, at man kan forringe ordningen og tager skridtet videre: Sammen med DF og RV gennemføres ’Tilbagetrækningsreformen’ (2011), hvor efterlønnen nedsættes fra fem til tre års varighed, og efterlønsalderen hæves gradvist fra 60 til 64 år.xxxvii


 

Tabel: Forhøjelse af efterlønsalder 2018 -2100 ifølge velfærds- og tilbagetrækningsaftalernexxxviii


 

Konsekvensen af forringelsespolitikken er selvsagt en stor forøgelse af arbejdsstyrke og reservearme på arbejdsmarkedet. Men også store besparelser på ordningen. Fra midten af 00’erne og frem sker et stærkt fald i antallet af efterlønsmodtagere - fra 2007 til 2017 med i alt op mod 80.000 fuldtidspersoner svarende til en reduktion på omkring 57 pct.

 

Figur: Antal modtagere af efterløn 2007-2017xxxix

Hermed opnås store besparelser, der af 00’ernes borgerlige regeringer bl.a. bruges til at finansiere skattelettelser: Fra 2006 til 2017 halveres således udgifterne til efterløn.

 

13. Amputering af førtidspension

Men det er ikke kun muligheden for tidlig aldersbestemt tilbagetrækning gennem efterlønsordningen, som har været en større anstødssten for den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitik. Også ’reformer’ af de erhvervsevnebetingede udveje af arbejdsmarkedet, som førtidspension (og fleksjob) har repræsenteret, blev i 2010’erne sat på den neoliberalistiske dagsorden med henblik på, at også mennesker med reduceret erhvervsevne i større udstrækning skulle presses ud på arbejdsmarkedet. For førtidspensions vedkommende sker der en væsentlig indskrænkning i adgangen til ordningen med reform af førtidspension og fleksjob (2013), i og med at unge under 40 år som udgangspunkt ikke herefter kan få førtidspension.xl

Endvidere har førtidspensionen - som dagpenge og kontanthjælp - siden 1990 fået forringet kompensationsgraden gennem den i satspuljeloven indeholdt årlige mindreregulering på -0,3 pct. og den med skattereformen af 2012 forøgelse af denne mindreregulering.

Men der er også med reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 sket yderligere forringelse af ydelsesniveauet. I stedet for førtidspension henvises unge under 40 år til ringere aflønnede ressourceforløb på ’kontanthjælpslignende’ ydelse.xli Endvidere er der - trods udvidelse af adgangen til ordningen - sparet på fleksydelsen gennem indførelse af lavere aflønning af fleksjob bortset fra for de lavest aflønnede.xlii

Og selv om satspuljefradraget i førtidspensionen - og fleksydelsen - fremover bortfalder i og med finanslovsaftalen for 2019, så forringes kompensationsgraden af førtidspension og fleksjob fremover stadig, da fradraget blot konverteres til en tvungen pensionsopsparing. Og der sker uanset forringelsen siden 1990 ingen genopretning af købekraften.

Reformens forringelser af førtidspensionen har også opfyldt et sparemål: Fra 2010 til 2017 er udgifterne til ordningen faldet med op mod 10 pct.

Figur: Udgifter til førtidspension 2010-2017. Mio. kr., faste priser, 2017-prisniveau. xliii

 

14. Også forringelser af folkepension

Også folkepensionen har været udsat for den borgerlige økonomiske politiks forringelser, både i ydelsens kompensationsgrad såvel som i varigheden af otiummet under folkepension. Dette har for ydelsens kompensationsgrad navnlig baggrund i, at der efter indførelsen af overenskomstmæssig opsparing til arbejdsmarkedspensioner - for den borgerlige økonomiske politiks vedkommende - har været et ønske om at nedprioritere folkepensionen i forhold til opsparing til pension. Mens det for varigheden af otiummet på folkepension ligesom ved efterlønnen har handlet om at øge arbejdskraftudbuddet gennem at øge arbejdslivets længde.

Ligesom dagpenge og kontanthjælp har folkepensionen løbende siden 1990 fået forringet sin købekraft gennem den i satspuljeloven indeholdte årlige mindreregulering på -0,3 pct., der - som tidligere beskrevet - øgedes gennem den i skattereformen af 2012 indeholdte forøgelse af denne mindreregulering fra og med 2016 til 2023. For folkepensionen har det fx indebåret, at pensionen i dag for en enlig med fuld pension er 8.000 kr. mindre værd i dag end i 1995 svarende til, at en sådan folkepensionist i dag mangler mere end 5 pct. af sin folkepension.xliv

 

Figur: Folkepensionens udvikling med og uden fradrag til satspuljen. xlv


 

Det må på den ene side anerkendes som godt, at dette dræn i folkepensionens værdi med finanslovsaftalen for 2019 dog fremover stoppes, idet folkepensionen fra 2020 skal følge lønudviklingen og allerede i 2019 løftes med ekstra 0,2 pct. i forhold til 2018.xlvi Men på den anden side vil hverken folkepensionister eller andre modtagere af overførselsindkomster modtage nogen kompensation for den forringelse af ydelsens købekraft, som er sket gennem ’satspuljefradraget’ siden 1990 og i kraft af skattereformen for 2012.xlvii

Ligesom for efterlønnens vedkommende er også folkepensionsalderen – selv om den ligger senere end efterlønsalderen - blevet set som en barriere for den neoliberalistiske arbejdsmarkedspolitiks bestræbelser på at øge arbejdskraftudbuddet. Derfor har alle de reformer, som har rykket efterlønsalderen højere op, også gjort tilsvarende for folkepensionsalderen. Det gælder først gennem ’Velfærdsaftalen’ (2006), hvormed også pensionsalderen fremover skal stige med den forventede levetid, så en dansker i gennemsnit kun skal kunne forvente at få 14,5 år på pension.xlviii Og det gælder navnlig gennem ’Tilbagetrækningsreformen’ (2011), der fremskynder forhøjelsen af folkepensionsalderen.xlix


Tabel: Forhøjelse af folkepensionsalderen 2018-2100. l


 

Dette sker ganske vist i takt med, at gennemsnitslevealderen stiger, således at der for en gennemsnitsborger stadig skal være adgang til et otium efter folkepension på godt 15 år. Men dette gennemsnit dækker over, at en række – fortrinsvis - lavere uddannede lønmodtagere i kraft af bl.a. ringere arbejdsmiljø oplever kortere levetider. Hvorfor de med forhøjelsen af folkepensionsalderen i realiteten vil få forkortet deres otium.

 

DEL IV: Negative konsekvenser af forringelsespolitikken: Øget fattigdom, øget social ulighed mht. tilbagetrækning, men ringe beskæftigelsesgevinst

15. Forringelse af overførselsindkomsterne, navnlig af kontanthjælpen, har skabt øget fattigdom

Da formålet med overførselsindkomstsystemet er at omfordele til dem, som i forvejen er økonomisk dårligst stillede, har forringelsespolitikken over for velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet også haft konsekvenser i form af stigende fattigdom. Ved fattige forstås her nærmere de, som i indkomstfordelingen ”har så få penge eller andre besiddelser, at det er svært at skaffe de daglige fornødenheder og opretholde en acceptabel levestandard”.li

Danmark fik under SRSF-regeringen en fattigdomsgrænse, men den blev af den følgende borgerlige regering afskaffet igen. I 2018 blev der imidlertid af Danmarks Statistik indført et halvofficielt fattigdomsmål i Danmark. Indførelsen var på opfordring af Finansministeriet og en konsekvens af, at Danmark har tilsluttet sig FN’s verdensmål, bl.a. målet om at halvere fattigdommen inden 2030. For at kunne rapportere i forhold hertil var der igen brug for en fattigdomsindikator. Opgørelsen betegnes som SDG-mål (’Sustainable Development Goals’) og bygger på en spørgeskemaundersøgelse.

I Danmarks Statistiks nye fattigdomsmål går nogle af elementerne fra SRSF-regeringens tidligere fattigdomsgrænse igen: Studerende medregnes ikke, heller ikke personer med en formue højere end 117.00 kr. Indkomsten skal være under 50 pct. af medianindkomsten, hvilket i 2018 svarer til 117.000 kr. Men den store og relativt væsentlige forskel er, at det nye fattigdomsmål fra Danmarks Statistik ændrer den tidligere fattigdomsgrænses krav om tre års fattigdom for at blive medregnet, idet man nu måler på blot ét år.lii Hermed vokser antallet af fattige danskere fra omkring 50.000 personer i 2016 ifølge SRSF-regeringens fattigdomsgrænse (3 års grænsen) til 226.500 personer (1 års fattige).liii

Imidlertid måler Danmarks Statistiks nye ’indikator’ først fra 2015. Skal vi følge udviklingen i fattigdommen tilbage før det, er det bedste at se på udviklingen ifølge den gamle fattigdomsgrænse (på 50 procent af medianindkomsten) men målt som 1 års fattige.

Ifølge en sådan opgørelse steg fattigdommen fra 2002 til frem til 2016 fra lidt under 100.000 personer til omkring 200.000 personer. En stigning i den egentlige fattigdom på omkring 110 pct. på lidt under 15 år.

Baggrunden for denne stigning i fattigdommen er forringelserne af kontanthjælpen generelt samt indførelse af en særlig lav startydelse for indvandrere i begyndelsen af 00’erne. I begyndelsen af 10’erne stopper stigningen i fattigdommen, da SRSF-regeringen afskaffer fattigdomsydelserne i 2012, men antallet af fattige forbliver dog på samme niveau. Men fattigdommen begynder igen at stige, da der på ny kommer en borgerlig regering til, som indfører det næste, såkaldt ’moderne’ kontanthjælpsloft, 225 timers reglen samt genindfører en lav integrationsydelse for indvandrere.

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik har fattigdommen i 2017 nået et niveau på omkring 240.000 personer. Hermed vil fattigdommen siden 2002 være steget med mere end 130 pct.
 

Figur: Udviklingen i antal 1 års fattige 2002-2016 ifølge SRSF-regeringens fattigdomsgrænse liv (blå kurve) og 2015-2017 ifølge Danmarks Statistiks ”SDG” et -årige indikator for fattigdom (rød kurve). lv



Et særligt ondartet aspekt er, når fattigdommen rammer børn. Ordet børnefattigdom refererer til børn, der sammen med deres forældre lever under fattigdomsgrænsen.

Et barn har ikke selv ind­flydelse på, at forældrene er kommet i en vanskelig økonomisk situation. Og et barn kan ikke selv gøre noget for at komme ud af situationen. Og børnefattigdom kan have negative konsekvenser for børns levevilkår under opvæksten, såvel som for de muligheder som børnene får senere i livet.lvi

SRSF-regeringens ekspertgruppe fandt for perioden 1997-2010, at antallet af børn berørt af økonomisk fattigdom (målt som 1-års fattige) tredobledes. Baggrunden for stigningen i 00‘erne er (igen) VK-regeringens første kontanthjælpsloft og første lave udlændingeydelse. Efter ophævelsen af disse ’fattigdomsydelser’ i 2012 faldt børnefattigdommen igen frem til 2016, hvor den borgerlige regerings ’nye fattigdomsydelser’ igen har fået børnefattigdommen til at stige. Det samlede antal 1-års børnefattige lå i 2016 på op mod 50.000 ifølge en opgørelse svarende til SRSF’s gamle fattigdomsgrænse, men var ifølge Danmarks Statistiks nye ’SDG-indikator’ steget til 65.000.

Dels har afskaffelsen af dagpenge for unge under 30 og erstatning med lavere uddannelsesydelse i 2015 fået flere unge ind under fattigdomsgrænsen, dels betyder kontanthjælpsloft, 225-timers regel og integrationsydelse at flere familier med børn falder under fattigdomsgrænsen.


16. Øget social ulighed med hensyn til tilbagetrækning

En anden negativ social konsekvens af forringelsen af det sociale sikkerhedsnet i overførselsindkomsterne har været en stigende social ulighed m.h.t. at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Levealderen er ganske vist i gennemsnit stigende: Den gennemsnitlige levetid for mænd udgjorde i 2015 78,6 år, mens den for kvinder var 82,5 år. Dermed var gennemsnitslevetiden for mænd og kvinder steget med henholdsvis 5,9 og 4,6 år siden 1995.

Men der er stor forskel i middellevetiden mellem høj- og lavindkomstgrupper. Middellevetiden er således næsten 10 år højere for den rigeste fjerdedel af danske mænd end for de fattigste 25 pct. heraf. For kvinder er forskellen dog lidt mindre: 5,9 år. Tilmed er denne forskel over tid øget. I 1987 var den tilsvarende forskel mellem mænd i disse indkomstgrupper kun på knap 6 år.

 

Figur: Forskel i middellevetid mellem højeste og laveste indkomstkvartil, mænd. 1987 til 2015. lvii



 

De socialgrupper, som typisk befinder sig blandt disse lavere indkomster, er især ufaglærte og faglærte. Når et folketingsflertal har besluttet at hæve både efterlønsalder og pensionsalder samt forkorte efterlønsperioden, vil det ikke mindst være disse arbejdere, som kommer til at betale prisen for det.

For det første er det primært arbejderne, som hidtil har benyttet sig af mulighederne for tidlig tilbagetrækning, hvilket skyldes, at de har de hårdeste og mest belastende jobs. Når tilbagetrækningsalderen hæves, er det altså typisk også dem, som rammes.

Men for det andet er det også især arbejderne med kort uddannelse og lavere indkomst, som har den korteste middellevetid. Forhøjelsen af efterløns- og pensionsalder betyder derfor et kortere otium for dem end for befolkningen i gennemsnit, og det betyder især et meget kortere otium for dem end for de højt uddannede og økonomisk velstillede i samfundets øverste lag.

 

17. Tvivlsom beskæftigelseseffekt af ”reformerne”, eksemplificeret ved dagpengereformen og indførelsen af starthjælp

Forringelsen af overførselssystemet er igen og igen blevet motiveret med, at ’reformerne’ skulle øge beskæftigelsen og dermed velstanden. Ser vi imidlertid på to af flagskibene i ’reform’politikken: Dagpengereformen og starthjælpen, så har denne postulerede effekt været overordentlig tvivlsom.

Dagpengereformen fra 2010 skulle angiveligt øge den langsigtede beskæftigelse med 11-15.000 arbejdspladser.lviii Beskæftigelsen i Danmark blev imidlertid som bekendt i 2008 udsat for et voldsomt konjunkturnedsving, idet finanskrisen i løbet af kort tid betød et tab på mere end 175.000 arbejdspladser. Dette tab er først definitivt indhentet i 2018, hvor beskæftigelsen endelig er kommet op på niveauet fra 2008.

Figur: Beskæftigelsen i Danmark 2008-2019lix

 

Først i 2018 kan man altså tale om, at beskæftigelsen ’netto’ stiger ud over det tab af arbejdspladser, som finanskrisen medførte, og om den ledighed, som finanskrisen skabte, er blevet elimineret.

Vurderingen af dagpengereformens effekt byggede helt og aldeles på en adfærdseffekt fra de lediges side som følge af kortere dagpengeperiode.lx Selv om vurderingen af dagpengereformens beskæftigelseseffekt forsigtigt var anslået ’på sigt’, må man spørge, hvorfor det med en relativt umiddelbar adfærdsændring så skulle tage så mange år at realisere beskæftigelseseffekten?lxi Hertil kommer det yderligere spørgsmål, om hvorvidt det skyldes yderligere arbejdskraftudbud, når beskæftigelsen nu endelig i 2018 udviser en ’netto’ stigning? Eller om beskæftigelsesstigningen ikke snarere skyldes gode økonomiske tider og dermed øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Heller ikke det store udfald af dagpengesystemet på op mod i alt 80.000 personer fra 2013 og helt frem til 2017 tyder på, at der med ’reformen’ umiddelbart blev skabt mange flere arbejdspladser.

Heller ikke for starthjælpens vedkommende kan der konstateres nogen stor beskæftigelseseffekt. ’Reformen’ blev indført i 2002 og indebar en forringelse af indvandreres rådighedsbeløb med 35-40 pct., hvilket skulle få flygtninge til forstærke jobsøgningen, hvilket igen antoges at ville øge beskæftigelsen.

En nylig undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed viser imidlertid kun en begrænset kortsigtet forbedring af beskæftigelse for flygtninge som følge af ordningen, mens effekten på længere sigt klinger helt af.

Figur: Beskæftigelse for flygtninge før og efter indførelse af starthjælplxii



 

 

Til gengæld er fattigdom og kriminalitet steget som følge af indførelsen af starthjælp, mens integrationen af flygtningebørn og kvinder er blevet svækket.

Noter

i) Jf. Anders Fogh Rasmussen: Fra socialstat til minimalstat. 1993.
http://kurser.lobner.dk/TeX/Old_stuff/minimalstat/minimalstat.pdf

ii) Jf. Lund, Henrik Herløv: Langsom nedsmeltning af velfærden (I): Udhulingen af velfærdsservice 2001-2018. Kritisk Debat februar 2019.
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=2056

iii) Jf. Lund, Henrik Herløv: Langsom nedsmeltning af velfærden (I): Udhulingen af velfærdsservice 2001-2018. Rapport.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/langsomnedsmeltning-1-velfaerdsservice.pdf

iv ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Opgør med neoliberalistisk økonomisk teori og politik. Juni 2017.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Neoliberalistiskoekonomiskteoriogpolitik.pdf

v) Jf. Lund, Henrik Herløv: Fra welfare til workfare. Dec. 2012.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/MetteFrederiksenfrawelfaretilworkfare.pdf

vi) Jf. Lund, Henrik Herløv: New Labour i Danmark. 2005.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/ThorningSchmidt.doc

vii ) Egen bearbejdning af Thorfing, Jacob: Fra ‘welfare til workfare’: Nye udfordringer for velfærdsprofessionerne, s 6. Gjallerhorn-tidsskrift for professionsuddannelser nr. 10, 2009.

viii) Kilde: Finansministeriet: ӯkonomisk analyse af udviklingen i de offentlige udgifter fra 2000 til 2017, s. 24. Maj 2018.
https://www.fm.dk/oekonomi-og-tal/oekonomisk-analyse/2018/udviklingen-i-de-off-udgifter-fra-2000-til-2017,

ix) Kilde: Danmarks Statistik: Statistikbanken, FOLK2.
http://www.statistikbanken.dk/folk2

x ) Kilde: Bjørsted, Erik m.fl.: Antallet på overførselsindkomster er det laveste i årtier, s 2. AE-rådet. 13.05.17.
https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_antallet-paa-overforsler-er-det-laveste-i-aartier.pdf

xi) Jf. Lov om satsreguleringsprocent: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=5441
Loven havde virkning fra 1. januar 1991 og blev vedtaget af Venstre, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Kristendemokraterne og CentrumDemokraterne.

xiii) Jf. Lund, Henrik Herløv: Finanslovsaftale og finanslov for 2019. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Finanslovsaftale2019.pdf

xiv) Jf. Lov om satsreguleringsprocent: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=5441
Loven havde virkning fra 1. januar 1991 og blev vedtaget af Venstre, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Kristendemokraterne og CentrumDemokraterne.

xv) Jf. Michael Svarer i Batchelor, Oliver: ”Dagpengene bliver mindre værd år for år: Overvismand advarer mod udviklingen ”. Dr.dk, 23.02.18
https://www.dr.dk/nyheder/penge/dagpengene-bliver-mindre-vaerd-aar-aar-overvismand-advarer-mod-udviklingen

xvi) Jf. Plum, Marie Hein: ” Dagpengereglerne er bare blevet strammet og strammet siden 90'erne”. Avisen.dk, 26.09.17.
https://www.avisen.dk/saadan-er-dagpengene-skive-for-skive-skaaret-til-sid_463653.aspx

xvii) Kilde: Larsen, Johan Blem: ” Baggrund: Sådan blev 'uendelige dagpenge' til to år”. 12.10.15.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/baggrund-saadan-blev-uendelige-dagpenge-til-aar

xviii ) Kilde: Nyt fra Rockwoolfondens forskningsenhed: Kontanthjælpens værdi udhulet gennem 25 år. Sept. 2015.
https://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2016/01/NB_september2015_DK_Kontanthjlp_WEB.pdf

xix) Jf. CASA og ”Analyse og Tal”: Det sociale velfærdsindeks SV25-status for 2010-2017, s. 22.
https://ogtal.dk/wp-content/uploads/2019/02/Det-sociale-velf%C3%A6rdsindeks_Hovedrapport.pdf

xx) Jf. Wang, Laura Friis: Da Ali, hans to ekskoner og 11 børn med deres 631.724 kroner om året forandrede Danmark.
Information 23.02.19.

https://www.information.dk/indland/2019/02/ali-to-ekskoner-11-boern-631724-kroner-aaret-forandrede-danmark

xxi) Jf. Wang, Laura Friis: Foran anførte artikel.

xxii) Jf. Wang, Laura Friis: Foran anførte artikel.

xxiii) Jf. Wikipidia: Integrationsydelse.
https://da.wikipedia.org/wiki/Integrationsydelse

xxiv) Jf. Henriksen, Lisbeth Riisager: ” Vigtigste politiske reformer og beslutninger 2007-2017”. Avisen.dk, 17.11.17.
https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-20_471694.aspx

xxvi) Jf. Müller, Thea Deleuran: Sådan har kontanthjælpen udviklet sig. DR.dk, 21.02.17.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/overblik-saadan-har-kontanthjaelpen-udviklet-sig

xxvii) Jf. Müller, Thea Deleuran: Oven anførte artikel.

xxviii) Jf. Ann Sophie Knudsen: Pligten til at arbejde. CBS

xxix) Jf. Wikipedia: 300-timers regel.
https://da.wikipedia.org/wiki/300-timers-reglen

xxx) Jf. Henriksen, Lisbeth Riisager:” Vigtigste politiske reformer og beslutninger 2007-2017”. Avisen.dk, 17.11.17.
https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-20_471694.aspx

xxxi) Jf. Müller, Thea Deleuran: Oven anførte artikel.

xxxii) Kilde: Danmarks Statistik, statistikbanken, tabel KY031: Kontanthjælp (personer og beløb) efter køn, alder, visitation, enhed og tid.

xxxiii) Jf. Bjørsted, Erik m.fl.: 160.000 personer er ikke i job eller uddannelse og får ikke understøttelse. AE-rådet, 30.09.18
https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_160000-personer-er-ikke-i-job-eller-uddannelse-og-faar-ikke-understottelse.pdf

xxxiv) Jf. den såkaldte ”Velfærdskommission”, 2004 til 2007.

xxv) Jf. Kamwi, Manja: Nyrup har slagtet efterlønnen. Information, 27.11.98

https://www.information.dk/indland/1998/11/nyrup-slagtet-efterloennen

xxxvi) Ritzau: ” OVERBLIK: De senere år har budt på store reformer ”. BT, 01.06.17.
https://www.bt.dk/politik/overblik-de-senere-aar-har-budt-paa-store-reformer

xxxvii) Jf. Henriksen, Lisbeth Riisager: ” Vigtigste politiske reformer og beslutninger 2007-2017”. Avisen.dk, 17.11.17.
https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-20_471694.aspx

xxxviii) Kilde: Det Økonomiske Råd: Dansk Økonomi Forår 2018, kap. 2 om ”Finanspolitisk holdbarhed”, s. 88
https://dors.dk/files/media/rapporter/2018/F18/f18_dansk_oekonomi_foraar_2018.pdf

xxxix) Kilde til antal personer på efterløn 1993-2006 Danmarks Statistik, statistikbanken, tabel AUH01: Offentligt forsørgede (fuldtidsmodtagere) efter køn, område, ydelsestype og tid.

xl) Jf. Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering: Reformen af førtidspension og fleksjob.
https://star.dk/reformen-af-foertidspension-og-fleksjob/

xli) Ritzau: ” OVERBLIK: De senere år har budt på store reformer ”. BT, 01.06.17.
https://www.bt.dk/politik/overblik-de-senere-aar-har-budt-paa-store-reformer

xlii) Jf. Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering: Reformen af førtidspension og fleksjob.
https://star.dk/reformen-af-foertidspension-og-fleksjob/
Jf. Lund, Henrik Herløv: Aftale om ”Reform af førtidspension og fleksjob”: Hjælp til svage eller spareøvelse? Juli 2012.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Aftaleomreformfoertidspensionogfleksjob.pdf

xliii) Danmarks Statistik, statistikbanken, tabel OFF10: Offentlig forvaltning og service, indkomstoverførsler (til husholdninger) efter indkomsttype og tid. Omregnet til faste priser, 2017-prisniveau ved hjælp af forbrugsprisindeks fra Danmarks Statistik, årlig procentuel prisstigning. https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/priser-og-forbrug/forbrugerpriser/forbrugerprisindeks

xliv) Jf. Ældresagen: Folkepensionen skal følge lønudviklingen.

xlv) Kilde: Ældresagen: Folkepensionen skal følge lønudviklingen.
https://www.aeldresagen.dk/presse/maerkesager/pension/synspunkt/fjern-fradraget-til-satspuljen

xlvi) Jf. satspuljeaftale

xlvii) Jf. Lund, Henrik Herløv: Finanslovsaftale og finanslov for 2019. http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Finanslovsaftale2019.pdf

xlviii) Ritzau:” OVERBLIK: De senere år har budt på store reformer”. BT, 01.06.17.
https://www.bt.dk/politik/overblik-de-senere-aar-har-budt-paa-store-reformer

xlix) Jf. Henriksen, Lisbeth Riisager:” Vigtigste politiske reformer og beslutninger 2007-2017”. Avisen.dk, 17.11.17.
https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-20_471694.aspx

l) Kilde: Det Økonomiske Råd: Dansk Økonomi Forår 2018, kap. II: Finanspolitisk holdbarhed, s. 88.

li ) Den danske ordbog: Fattig. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fattig

lii) Jf. Jyllandsposten: Sådan måler Danmarks Statistik fattigdom. 15.07.18.
https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10753567/fakta-saadan-maaler-danmarks-statistik-fattigdom/

liii) Jf. Dr.dk: Nu er der igen en målestok for fattigdom i Danmark. 15.07.18.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/nu-er-der-igen-en-malestok-fattigdom-i-danmark

lv) Jf. Caspersen, Sune: Sørgelig rekord: Der har aldrig været flere fattige børn i Danmark. AE-rådet, 03.12.18.
https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_sorgelig-rekord-der-har-aldrig-vaeret-flere-fattige-born.pdf

lvi) Jf. SRSF-regeringens ekspertgruppe, s. 137.

lvii) Kilde: AE-rådet: ”Ufaglærte og faglærte betaler for senere tilbagetrækning”, s. 22

lviii) Jf. Lund, Henrik Herløv: Tvivlsom beskæftigelseseffekt af dagpengereform, s. 5. 2016.
https://henrikherloevlund.dk/wp-content/uploads/artikler/Dagpengereformingenbeskaeftigelse.pdf

lix) Kilde: Danmarks Statistik: Beskæftigelse for lønmodtagere 2019. Nyt Nr. 108, 21.03.19.
https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=27535

lx) Jf. Arbejdsmarkedskommissionen.

lxi) Jf. Verner Sand Kirk i Holt, Julie Steenbuch: ”Danske Erhverv: Dagpengereform har fået flere i arbejde. Avisen.dk, 05.03.19. https://www.avisen.dk/dansk-erhverv-dagpengereform-har-faaet-flere-i-arbej_488358.aspx

lxii) Kilde: Rockwoolfondens Forskningsenhed: Oven anførte analyse, s. 3.