Protestens politik i Argentina
Af Julian Rebón

Offentliggjort: 16. februar 2019

I Kritisk Debat har vi gennem lang tid haft fokus på udviklingen i Latinamerika. Den røde bølges op og nedture har været et gennemgående tema. Omkring dette tema er det i dette nummer Argentina, der står for skud. Argentina er kendt - og berygtet om man vil - for sine krisecykler. Hvad der måske er knap så kendt, er de sociale masseaktiviteter, der har udspillet siden årtusindskiftet, hvor de nærmest har været latinamerikanske forløbere for de gule veste i Frankrig. For at belyse dette bringer vi en artikel fra det engelske webmagasin Open Democracy og en artikel fra Le Monde Diplomatique’s engelske version om den seneste krise under Macri.

Protestens politik i Argentina

Julian Rebón

Det politiske liv I Argentina er karakteriseret ved at have en særdeles aktiv social protestkultur. For at kunne overskue de politiske dynamikker i det 21. århundrede i landet er det vigtigt at forstå dette. De seneste års udvikling i Argentina er en meget sigende illustration af kampen for at vinde territorium de forskellige sociale kræfter imellem. Groft sagt er der tre stadier i denne strid, der kan beskrive udsvingene i landets politiske pendul.

Første stadium falder sammen med den periode, der omfatter krisen i 2001: Det hænger sammen med sammenbruddet i det neoliberale hegemoni i 1990’erne. Det omfatter præsident Fernando De la Rúa’s tilbagetræden i december det år og frem til 2003, hvor en nyvalgt regering overtager ansvaret. Selv havde han regeringsmagten fra 1999 til 2000 for Unión Cívica Radical-Alianza.

Andet stadium falder sammen med regeringerne fra Partido Justicialista (PJ) og Frente Para la Victoria (FPV), der starter op med Néstor Kirchner’s regeringsperiode fra 2003 til 2007 og efterfulgt af Christina Fernández de Kircner fra 2007 til 2015.

Her er der tale om en cyklus, hvor der forsøges med en kritisk accept af den neoliberale arv kombineret med fremme af en socioøkonomisk model, der er knyttet tættere til hjemmemarkedet og med større statslig indflydelse på nationaløkonomien og sociale beskyttelsesforanstaltninger.

Det sidste stadium indledes med indsættelsen af Mauricio Macri fra koalitionen Propuesta Republicana (PRO) i 2015, der til ære for koalitionens navn, lægger ud med en politik, der kontrasterer den forudgående cyklus og genoptager et neoliberalt reformprogram.

I det følgende vil vi for hver periode kort analysere protestbølgerne – hvor vi lægger vægt på, hvor omfattende de har været og deres indflydelse på landets politik – som eksempler, der kan videreudvikle vores argumentation.

Ulydige menneskemængder

Historisk set startede det 21. århundrede i Argentina med den såkaldte krise i 2001. De mekanismer i krisen, der førte til det neoliberale hegemonis kollaps kan ikke alene tilskrives de økonomiske komponenter. Dertil kommer umuligheden af at tilbagebetale en voksende udlandsgæld, den brede modstand mod tilpasningsplanerne og deres sociale konsekvenser. Det hører med til billedet.

Det er især vigtigt at notere sig den sociale sammensætning i modstanden, som var mangesidet og varieret, sådan som det almindeligvis er tilfældet, når neoliberalismen møder modstand. Der var strejker, mobiliseringer og en voksende bølge af butiksplyndringer, der nåede sit højdepunkt den 19. og 20. december det år. Præsidenten erklærede undtagelsestilstand den 19. om natten i et forsøg på at inddæmme protesterne. Modsat det forventede udfald voksede bølgen af almindelig civil ulydighed.

Uroens epicenter var middelklassen – regeringens oprindelige sociale basis: I adskillige kvarterer i Buenos Aires var svaret på præsidentens erklæring af undtagelsestilstand massiv larmen af slag mod potter og pander og spontane demonstrationer, der hurtigt spredte sig til andre kvarterer.

Modspillet til præsidentens erklæring var krav om hans tilbagetræden. Det nye slogan blev: ”Lad os smide dem alle ud, ikke én må blive tilbage”. Den 20. december fortsatte mobiliseringen, nu indkaldt af sociale og politiske organisationer. Her førte politiets voldelige fremfærd for at beskytte området omkring præsidentpaladset til voldsomme sammenstød med demonstranterne.

Til sidst var præsidenten tvunget til at gå af på grund af manglende opbakning og legitimitet. Det største oppositionsparti PJ (Partido Justicialista) kunne fastlægge betingelserne for en efterfølger. Efter en kaotisk række af provisoriske præsidenter nåede man frem til Eduardo Duhald, der havde en fortid som senator for partiet og tidligere præsidentkandidat, der netop var blevet besejret af La Rúa 1999.

Frustrationerne fortsatte i flere måneder. Man kunne for flere gruppers vedkommende opleve en demonstration af magtens erobring af gaderne. Forskellige kvarterforsamlinger søgte at udvide vreden til at gå efter sociale forandringer. I flere tilfælde overtog arbejdsløse kollektivt de virksomheder, hvor de havde arbejdet før krisen, og strejkevagtsbevægelsen, der var opstået i de sene 1990’ere fik ny styrke og kunne videreudvide sin mobiliserende kapacitet. Det var en periode, hvor det offentlige rum blev scenen, hvor forsamlinger og direkte aktion kunne udvikles og trives. Det var også en periode med forsøg på alternative produktionsformer og kultur.

Protesterne blev til en alvorlig udfordring for den provisoriske regering. En af måderne, regeringen svarede igen på, var undertrykkelse. Mordet på to aktivister, der deltog i en strejkevagt den 26. juni 2002 udløste en bølge af forargelse og protester. Regeringen var nødt til at skifte strategi: Der blev udskrevet valg som en vej ud af legitimitetskrisen. Det var ved det valg, præsident Kirchner kunne danne regering.

Modstanden mod eksproprieringer og udelukkelser, og aktionerne, der udfordrede den gældende politiske orden, satte begrænsninger på regeringens politiske levedygtighed og skabte derved det scenario, der førte til Rúa’s fald.

Der var også andre politiske aktører og politiske initiativer, der spillede en nøglerolle ved hans fald og pegede frem mod et politisk nybrud, men måden, det skete på, kan ikke forklares uden tilstedeværelsen af den kollektive massebevægelse i gaderne – en bevægelse, der havde mere at gøre med at vrage end at opbygge: Den udtrykte vetoets magt mere end en evne til at bygge et politisk alternativ op.

Imidlertid efterlod disse begivenheder i en krisetid et vigtigt aftryk: En ny kulturel arv, der omfattede et kraftigt indhold af direkte aktion og ulydighed over for autoriteter, der ville kunne reaktiveres og genskabes i fremtiden. Men frem for alt kan røgen fra politik i gaderne altid vende tilbage, sådan som den hviler i den kollektive bevidsthed. Kollektiv bevægelse blev på den måde stadfæstet som en hvilende trussel for fremtiden.

Mobilisering ”fra oven”

Néstor Kirchner og Cristiana Fernández de Kirchner’s regeringer bærer et kritisk præg af de fremherskende tendenser fra den forudgående periode, og befinder sig derfor blandt den brede vifte af latinamerikanske progressive regeringer.

I sit udgangspunkt var Néstor Kirchner’s regering præget af krisen i 2001. Også selvom den ikke repræsenterede de grupper, der havde mobiliseret under krisen, søgte den at lappe på landets sociale situation ved at genoptage nogle af bevægelsens krav fra den forudgående periode og fremlægge en reformplan.

På den måde tilbageerobrede det politiske felt territorium og en vis autonomi i forhold til den økonomiske magt. Politisk blev der lagt vægt på åbenhed og indfrielse af bevægelsens krav. Det er på den baggrund, fagbevægelsen, menneskerettighedsbevægelsen og andre sociale organisationer markant støttede regeringen undervejs i denne cyklus.

Da denne cyklus begyndte at flade ud, udviklede mobiliseringen i gaderne sig ikke blot ”nedefra” – fra de folkelige kræfter – men også ”fra oven” – de mere velstående dele af befolkningen. Den politiske og institutionelle tilbagegang for de herskende klasser førte til fremkomsten af en mobilisering for at forsvare egne interesser.

Forsvaret for disse interesser kom første gang klart til udtryk i 2008 under den såkaldte ”landbrugskonflikt” (”conflicto del campo”). Denne konflikt var i stand til at politisere, mobilisere og polarisere samfundet som ingen anden i denne cyklus.

I marts det år gik den nyligt valgte Cristina Fernández Kirchner efter at løse et fremtidigt skattemæssigt problem ved at øge beskatningen af eksporterede afgrøder, især soja, og knytte det til priserne på verdensmarkedet. De største agroindustrielle virksomheder gik sammen i modstand mod disse planer og krævede dem taget af bordet. De opfordrede deres ligesindede til at ikke at markedsføre og sælge deres korn- og kødprodukter og etablerede vejblokader for at gøre beslutningen effektiv.

På den måde var der skabt en social bevægelse, der, ligesom de bevægelser, der var udviklet af de folkelige kræfter, fokuserede på mobilisering, direkte aktion og forsamlingspraksis. Konflikten udviklede sig ud over landbrugssektoren og spredte sig til at omfatte almindelig social og politisk modstand mod regeringen. Især blandt de grupper, der var utilfredse med regeringens reformplaner. I et så bymæssigt udviklet land som Argentina, hvor denne konflikt kunne engagere og bringe folk sammen som en helhed, var den i stand til at paralysere samfundet og tømme forsyningerne til bycentrene.

Til sidst gik regeringen efter at få parlamentarisk godkendelse af skatteindgrebet, men den blev nedstemt i senatet. Et år senere ved parlamentsvalget kunne det konstateres, at støtten til regeringen var faldet drastisk, og den mistede sit parlamentariske flertal.

Det andet store øjeblik for mobilisering fra oven er rækken af demonstrationer med kasserollelarm i 2012 efter Cristina Fernández de Kirchner’s overvældende genvalg med mere end 54% af stemmerne året før. Disse protester nåede deres højdepunkt den 13. september og 8. november 2012 og den 18. april 2013.

Til forskel fra landbrugskonflikten, var det ikke modstand mod noget specifikt andet end vrede og modstand mod regeringen. Til forskel fra kasserollelarmen i 2001 var den sociale basis ikke regeringens egen. Tvært imod, for selvom protesterne var massive, lykkedes det ikke at overskride den sociale kerne i modstanden mod regeringen, der mest var befolkningens øvre middelklasse.

Det vigtigste, disse rasende grupper fik ud af det, var at fastholde mobiliseringen og modstanden mod regeringen og slide på dens valgsejr. Det kunne vanskeliggøre dens hegemoniske konsolidering over for en svag politisk opposition.

Disse mobiliseringer fra oven havde deres funktion som social opposition. De nåede deres højdepunkt i de to år mellem valgene, hvor den politiske opposition var særlig svag – i 2008 og 2012.

I 2015 ændredes aksen fra en social til en politisk opposition, og denne cyklus kunne slutte med valget samme år, som blev vundet i en tæt omkamp af Mauricio Macri, som repræsenterede det mest antagonistisk politiske projekt i forhold til Kirchner-perioden.

Folkelig modstand mod neoliberal omstrukturering

Helt fra start er Macri’s regering gået efter at implementere en rekonstruktion af den argentinske kapitalisme i en neoliberal forstand både økonomisk og politisk i form af social disciplin: En struktur til udvikling af en voksende repressiv politik i forhold til de offentlige sektorer. Her er en af de største forhindringer for hans rekonstruktion den sociale protest og modstand. Fagbevægelsen, forskellige økonomiske arbejdersammenslutninger, menneskerettighedsorganisationer og den genopståede kvindebevægelse er de vigtigste elementer i den brede paraply, som udgør modstanden mod de regeringsdrevne reformaktiviteter.

En hel række af protester i december 2017 viste klart – endnu en gang – den politiske rolle, de spiller. Efter sejren i midtvejsvalgene i oktober havde regeringen fordoblet sine anstrengelser for en modreform omkring beskæftigelse, social sikkerhed og beskatning.

Pensionsreformen, der bestod i at ændre stigningstakten – altså en nedskæring - blev protesternes omdrejningsakse. Den dag, reformen skulle debatteres i Kongressen blev en massiv mobilisering holdt massivt nede. Men det lykkedes de fleste af de protesterende at reorganisere sig og generobre gaden. Det endte med, at debatten blev udskudt, således som oppositionen krævede.

Få dage senere gentog manifestationen sig overfor en ny kongressamling her kombineret med en generalstrejke. Demonstrationen udviklede sig snart til en konfrontation mellem sikkerhedsstyrker og hundredvis af demonstranter, som angreb politikolonnerne med stokke og sten. De protesterende forsøgte at holde gaden på trods af angrebene, men med politiaktionens voldsomhed lykkedes det at rydde området. Herefter jagtede sikkerhedsstyrkerne de demonstrerende i byens centrum og udviste en usædvanlig grad af voldelighed, der ikke var set siden december 2001. Men overgrebene dæmpede ikke forargelsen og modstanden, og da natten faldt på genlød Buenos Aires og andre byer af kasserollelarm vendt mod regeringens pensionsreform.

Til slut blev reformen med mindre ændringer vedtaget, men det var ikke uden omkostninger for regeringen, selv blandt Macri-vælgere. Det gik også ud over den principielle enighed mellem regeringen og ledelserne af de største fagforbund omkring en arbejdsmarkedsreform, hvad der har tvunget regeringen til for nuværende at trække sine forslag fra at blive debatteret.

Resultatet af konflikten viser, at sociale protester, hvor den politiske opposition står svagt, er måden at formidle social uro på. De har lagt hindringer i vejen for regeringens planlagte reformer og medført nogle smertestillende ændringer, men de har været ude af stand til at standse den overordnede retning i de politiske omskiftelser.

Indtrykket af rygende barrikader i Buenos Aires city og borgere, der protesterer med potter og pander i nabokvartererne, genkalder levende nogle af postkortene fra 2001. De viser protester som en gyldig vej i dagens Argentina og også vanskelighederne ved at fastholde dem igennem undertrykkelsen.

Afsluttende overvejelser

Gennem de seneste år er den sociale protest i Argentina blevet en uformel politisk mekanisme, der komplementerer det repræsentative demokratis klassiske institutioner, der kan udtrykke krav til det institutionelle system. En af dens største følgevirkninger er negativ, idet dens afgørende rolle er at obstruere regeringshandlinger. I betragtning af de politiske partiers svaghed – især de, der er i opposition – fremstår protesterne som en privilegeret form for social opposition.

Det betyder, at cykliske massebevægelser henter deres styrke fra de sociale lag, der netop ikke støtter en regeringsalliance. I 2001 samlede den en sådan styrke, at den kunne afsætte en regering netop fordi en substantiel del af den kom fra regeringens vælgerbasis og dermed var mobiliseret imod den. På den anden side bliver en befolknings tendens til at protestere en relevant faktor, der tages i betragtning, når der skal udvikles politik på det offentlige område. Protester som en mulighed har afgørende indflydelse på beslutningerne på mange områder.

For at opsummere: Det at påvise den politiske betydning af de negative sider af protesterne, betyder ikke at se bort fra deres betydning for politikudviklingen og inkorporeringen af nye krav til den politiske dagsorden og deres rolle i andre sammenhænge såsom kultur og fagbevægelse. Det har været vores ærinde at argumentere for deres afgørende betydning på et af områderne.

Efter vores mening har protesterne i højere grad resulteret i afskedigelse end indsættelse af regeringer, i modstand mod politiske initiativer frem for sikring af sådannes gennemførelse. Men ser vi bort fra graden af gennemslagskraft, er protester uden al tvivl en af de måder, debatten om nationens fremtid har taget. Uanset hvad den nuværende regering måtte beslutte, er det en kamp der forbliver åben, og som har gaderne som sit eget priviligerede område at komme til udtryk på.

Julián Rebón

Julián Rebón er tilknyttet Gino Germani Instituttet i Det Socialvidenskabelige Fakultet på Buenos Aires’ Universitet. Han er også tilsluttet Det Nationale Råd for Videnskabelige og Tekniske Undersøgelser.

Oversat fra Open Democracy/Democracia Abierta 12. december 2018 af Poul Petersen