Langsom nedsmeltning af velfærden(1): Udhulingen af velfærdsservice 2001 til 2018.
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 16. februar 2019

Indledning

Senest juni 2019 skal vælgerne igen ved et folketingsvalg tage stilling til, om de ønsker en fortsættelse af de seneste årtiers økonomiske politik i Danmark. Der er grund til at tænke nøje over valget, for denne politik har været dybt borgerlig og har i de seneste årtier betydet en støt fremadskridende udhuling af velfærden.

De borgerlige regeringer fra 2001 til 2011 og fra 2015 til i dag har været i front for denne forringelsespolitik, hvis baggrund må søges i en stærk ideologisk påvirkning fra neoliberalismen. En påvirkning der efterhånden resulterede i bred borgerlig tilslutning til et ideologisk mål om at indskrænke velfærdsstaten.i Socialdemokratiet har ligeledes været påvirket af neoliberalistisk tankegods, og også SRSF-regeringen (2012-2015) bekendte sig til at føre borgerlig økonomisk politik.ii

Borgerlige mål om tilbagerulning af velfærdsstaten blev dog ikke sat direkte og åbent på den politiske dagsorden for ikke at udfordre befolkningen til modstand mod projektet. Tværtimod har fremgangsmåden for borgerlig økonomisk politik været gennem enkeltstående reformer og besparelser at skære endnu en skive af pølsen - dvs. at vænne befolkningen til en gradvis privatisering og tilbagerulning af velfærden.

Dette snigende opgør med velfærdsstaten har siden 2001 været fremgangsmåden både i de enkelte regeringers tid og på tværs af de forskellige regeringer i perioden.

Det er formålet med denne artikel - og endnu en i næste nummer af Kritisk Debat - at analysere og dokumentere den borgerlige økonomiske politiks gradvise nedsmeltning af velfærden. Vi starter i denne artikel med udhulingen af offentligt forbrug og velfærdsservice. I den følgende artikel vil emnet så være angrebet på fordelingen gennem forringelse af overførselsindkomster og progressionen i skattesystemet.

I indeværende artikel gives i afsnit 1 en oversigt over den generelle udvikling i det offentlige forbrug til velfærdsservice. Dernæst analyseres i afsnit 2 den overordnede borgerlige økonomiske politik, hvad angår det offentlige forbrug. Og endelig undersøges i afsnit 3 den stramme økonomiske styring af kommuner og regioner, som har været det primære middel til at gennemtvinge den fremadskridende forringelse af de offentlige velfærdsserviceydelser.

I de følgende afsnit behandles så udhulingen af udgifterne til og standarden på fire centrale områder af offentlig velfærdsservice. I afsnit 4 analyseres nedskæringerne inden for ældreplejen, herunder navnlig hjemmeplejen. Dernæst undersøges i afsnit 5 forringelserne i Folkeskolen. Og videre behandles i afsnit 6 standardbeskæringen inden for dagtilbud for børn, navnlig daginstitutioner. Endelig diskuteres i afsnit 7 udviklingen i sundhedsvæsenet.


1. Borgerlig økonomisk politiks overordnede mål for nedskæring af det offentlige forbrug

Et overordnet mål for den fra årtusindskiftet fremherskende borgerlige økonomiske politik har været først at bremse væksten i de offentlige udgifter og derefter at nedskære disse. Da det offentlige forbrug udgør omkring halvdelen af de offentlige udgifter, har en sådan bestræbelse nødvendigvis haft det offentlige forbrug som et centralt påvirkningsfelt.

Siden 2001 har det i den fremherskende borgerlige økonomiske politik da også været et centralt mål over tid at bremse op for det offentlige forbrug dvs. at gennemføre en sparepolitik for velfærdsservice. Dette mål er ikke mindst kommet til udtryk i de overordnede økonomiske femårsplaner fra regeringer og Finansministeriet.

I disse planer kan konstateres en udvikling bestående i, at målene for den gennemsnitlige årlige realvækst i det offentlige forbrug - således som de formuleres i fremårsplanernes plantal - fra den første 2010 plan til den seneste 2025 plan er blevet skærpet mere og mere. Disse mål har i den løbende økonomiske politik udgjort pejlemærker for en langsigtet sænkning af realvæksten i det offentlige forbrug, som så er søgt udmøntet i de årlige finanslove, selv om det overordnede mål ikke altid er blevet fulgt helt slavisk i de enkelte finanslove.


 

Figur: Mål for realvækst i offentligt forbrug i henholdsvis 2010-planiii, 2015-planiv, Reformpakken 2020v, Vækstplan DKvi og Venstreregeringens 2025-planvii respektive VLAK-regeringens 2025 planviii (Grøn = regnskabår, brunt=planår)


 

[Klik her for at se tallene]


 

Jf. ovenstående figur tegner der sig i de økonomiske femårsplaners plantal tre faser i den borgerlige økonomiske politik over for det offentlige forbrug:

2002-2008: Mål om reduktion af væksten i det offentlige forbrug til under den langsigtede gennemsnitlige velstandsvækst (men stadig højere vækst end det demografiske træk).ix

2011-2013: Mål om stop for realvækst i offentligt forbrug - dvs. om en realvækst i det offentlige forbrug på niveau med det demografiske træk. Offentligt forbrugs andel af BNP skal ikke stige.x

2015-idag: Mål om realvækst i det offentlige forbrug under det demografiske træk. De offentlige serviceudgifters andel af BNP søges reduceret.xi


 

Figur: Gennemsnitligt demografisk træk og gennemsnitlig velstandsvækst 2001-2009, 2009-2017 og 2017-2025xii


 



 

Denne bestræbelse i den borgerlige økonomiske politik på at bremse det offentlige forbrug mere og mere er langt hen ad vejen lykkedes. Fra et årligt gennemsnit fra 1993 til 2001 på 2,3 pct. reduceres realvæksten i det offentlige forbrug således først til 1,7 pct. i perioden 2002 til 2008, for derefter at sænkes videre til 1,1 pct. fra 2008-2012 og for endelig i perioden 2013-2017 at blive sat helt til ned 0,3 pct.


 

Figur: Årlig pct. vækst i offentligt forbrug 2002-2007, 2008-2012 og 2013-2017 (2018 priser)xiii


 



 

2. Den nærmere udhuling af det offentlige forbrug

Indledningsvist var det i 00’erne målet for borgerlig økonomisk politik at bremse op i den hidtidige stigningstakt i det offentlige forbrug og at sænke denne til under væksten i velstanden, hvilket også ville reducere det offentlige forbrugs andel af BNP. På denne måde kunne mere og mere af den økonomiske vækst omfordeles til fordel for det private forbrug.

Konkret tilgodesås det private forbrug og de private virksomheder gennem VK-regeringens skattestop og skattelettelser (jf. skattereformerne 2004xiv, 2007xv og 2009xvi). Hvor det offentlige forbrug under SR-regeringen fra 1993 til 2001 realt fik lov til at vokse med 2,3 procent i forhold til en vækst i privatforbruget på 1,8 procent, medførte den økonomiske politik under VK-regeringen frem til 2009, at realvæksten i det offentlige forbrug sænkedes til 1,7 procent, mens det private forbrug i disse år kunne stige med en årlig gennemsnitlig realvækst på 2,6 procent.

Det må dog anerkendes, at også andre faktorer end skattelettelserne bidrog til væksten i det private forbrug, herunder den almindelig højkonjunktur og høje beskæftigelse i midten af 00’erne samt ikke mindst den første Fogh-regerings liberalisering af realkreditbelåningen, herunder indførelse af afdragsfrie lån og flekslån.xvii

 

Figur: Årlig gns. realvækst i BNP; offentligt forbrug og privat forbrug 1993 til 2001 og 2002-2009xviii


 


 

Bestræbelserne på at reducere det offentlige forbrugs andel af BNP lykkedes i to omgange: I første omgang fra 2003 til 2007 og i anden omgang fra 2009 og frem til i dag. Dog satte den økonomiske udvikling i forbindelse med finanskrisen en kæp i hjulet for målet om at reducere det offentlige forbrugs andel af BNP, idet den igen steg fra 2007 til 2009. Stigningen var ikke et udtryk for en forbedring af velfærden, men alene en konsekvens af at nævneren i regnestykket – BNP - på grund af finanskrisen faldt dramatisk.


 

Figur: Det offentlige forbrug 2000 til 2017 i mia. kr. (faste 2017 priser) og i pct. af BNP.xix
(Offentligt forbrug opgjort ved inputmetoden.)


 


 

Siden 2010 er det igen lykkedes at sænke det offentlige forbrugs andel, idet denne er faldet fra omkring 28 pct. af BNP til omkring 25 pct. - og denne gang har faldet været vedvarende.

Den store reduktion i det offentliges forbrugs andel af velstanden siden 2010 hænger sammen med, at den årlige gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug fra 2010 og frem til i dag har ligget betydeligt under den gennemsnitlige realvækst i BNP. Nærmere bestemt har realvæksten i det offentlige forbrug i perioden fra 2010 og frem udgjort 0,1 pct., mens den årlige gennemsnitlige realvækst i BNP har ligget på 1,6 pct.


 

Figur: Årlig gns. realvækst i offentligt forbrug respektive i BNP 2010 til 2017xx


 


Denne udvikling siden lidt ind i 00’erne har forringet kvalitet og serviceniveau i offentlig velfærdsservice. Skal denne følge med den almindelige velstandsudvikling, så kræver det nemlig, at realvæksten i det offentlige forbrug modsvarer realvæksten i velstandsudviklingen, således at der er ressourcer til nye tilbud og bedre kvalitet i offentlig velfærdsservice. Men realvæksten i det offentlige forbrug har som fremgået siden 2010 tværtimod ligget under den langsigtede BNP-vækst.

Men ikke alene er det offentlige forbrug således ikke fulgt med velstandsudviklingen siden midten af 00’erne, det har siden 2010 knebet mere og mere med at følge med den demografiske udvikling og dermed blot at bevare en uændret standard i velfærdsservice. Målt siden 2002 er det offentlige forbrug i faste 2018-priser årligt i gennemsnit steget med godt 1,1 pct.xxi Dette dækker dog over en højere vækst først i perioden, mens den årlige gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug siden 2010 har ligget langt lavere.

Hvor realvæksten i det offentlige forbrug i perioden 2002-2009 i årligt gennemsnit lå på 2 pct., sank den i perioden fra 2010 til 2017 til 0,1 pct. i årligt gennemsnit.

 

Figur: Realvækst (pct.) i offentligt forbrug i forhold til året før, 1983-2017.xxii


 


 

Dette skal imidlertid ses i forhold til et demografisk træk, som siden 2010 og navnlig i de seneste år har været stigende. Nærmere bestemt ses det i perioden 2010-2017, at den gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug med kun 0,1 pct. årligt lå betydeligt under det demografiske træk, som i samme periode lå på 0,6 pct. i årligt gennemsnit.


 

Figur: Årlig gns. realvækst i offentligt forbrug respektive årlig gns. vækst i demografisk træk.xxiii


 


 

3. Økonomisk spændetrøje om kommuner og regioner

Anvendelsen af de offentlige forbrugsudgifter sker primært i kommunerne (godt halvdelen) og regionerne (godt en fjerdedel), der således står for produktion af godt 75 pct. af offentlig service.


 

Figur: Offentligt forbrug fordelt på sektorer, 2017.xxiv


 



 

Det siger hermed sig selv, at det centrale for styringen af det offentlige forbrug er statens (regeringens) økonomiske styring af kommuner og regioner. I takt med at den borgerlige økonomiske politik i stigende grad har haft som mål at tvinge væksten i det offentlige forbrug ned, er der i tilsvarende grad fra regeringens side blevet lagt en stadig strammere økonomisk spændetrøje omkring navnlig kommunernes økonomi.

Fra 2009 og frem har kommunerne fra regeringens side for det første været underlagt en budgetsanktion i form af reduktion af det statslige bloktilskud, hvis kommunernes budgetter samlet set overskred den aftalte ramme. Siden 2010 er denne straf med den såkaldte Genopretningsaftale i højere grad målrettet til den enkelte kommune, som har overskredet budgetterne, idet 60 pct. af det bortfaldne balancetilskud skal modregnes hos ’skyldige’ kommuner.xxv

Med virkning fra regnskabsåret 2011 er sanktionernes virkeområde for det andet yderligere blevet udvidet, idet der nu også er blevet indført en regnskabssanktion i tilfælde af, at kommunernes forbrug overskrider budgetterne. Til forskel fra budgetlægningssanktionen er den fra starten blevet gjort individuel – kommunespecifik - for 60 procents vedkommende. Endvidere er dette kommunale sanktionssystem over for overskridelser af budgetrammer og budgetter fra 2011 også blevet udstrakt til regionerne.

Men også kommunernes indtægter, skatterne, har mærket den stadig strammere regeringsstyring, idet kommunerne for det tredje gennem en skattesanktion også gøres ansvarlige, hvis de samlet overskrider de af regeringen fastlagte skatterammer. I så tilfælde får de ’skyldige’ kommuner over nogle år modregnet dele af merprovenuet i bloktilskuddet, mens resten af merindtægten vil blive modregnet i alle kommuners bloktilskud.xxvi I den såkaldte budgetlov systematiseres og udbygges dette økonomiske styrings- og straffesystem fra 2014 over for regioner og kommuner.

Konsekvensen af dette hårde sanktionssystem over for kommunerne har været, at kommunerne for at undgå regeringens ’dummebøder’ både i budgetlægning og navnlig i regnskabet har lagt sig på den sikre side med betydelig luft op til regeringens rammer. Resultatet har siden 2010 været omfattende merbesparelser i kommunerne udover regeringens stramme rammer.


 

Figur: Merbesparelser udover regeringens rammer i kommunerne 2010-2017.xxvii


 


 

Sigtet med og resultatet af denne stadig strammere økonomiske styring af kommunerne har været, at den årlige gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug afholdt siden 2010 her enten har ligget på niveau med ELLER under det demografiske træk.

Også i regionerne har regeringen ført en stram økonomistyring gennem ramme- og sanktionssystemet. Dette har også i regionerne ført til betydelige merbesparelser i størrelsesordenen i alt omkring 6 mia. kr. i perioden 2010-2017.


 

Figur: Merbesparelser udover regeringens rammer i regionerne 2010-2017.xxviii


 


 

Sigtet har dog i sundhedsvæsenet ikke været at holde udgiftsvæksten under det demografiske træk, men ’kun’ at holde væksten i sundhedsudgifterne under velstandsudviklingen.

Det skyldes, at selv de borgerlige regeringer ikke har turdet/villet udfordre befolkningen med direkte nedskæringer på sundhedsområdet, hvorfor man har valgt at gøre en dyd af nødvendigheden og ”prioriteret” dette ved at afsætte ressourcer til en årlig realvækst, der alt i alt lige dækker det demografiske træk.

Det har betydet, at udgiftsrammen i det regionale udgiftsloft har fået lov til at stige med 6,8 mia. kr. fra 2010 til 2017 (faste 2017-priser). Hertil kommer, at der over Finansloven og under det statslige udgiftsloft er bevilget yderligere 1 mia. kr til regionernes sundhedsudgifter i 2016 og 2017. Indregnes dette er ressourcerne til regionerne samlet fra 2010 til 2018 øget med 7,8 mia. kr svarende til en stigning på 7,6 pct., hvilket årligt svarer til 0,9 pct. i årligt gennemsnit.


 

Figur: Ramme for regionernes nettodriftsudgifter til sundhed, inkl. medicintilskud (faste 2017 priser), 2010-2017.xxix


 


 

Det demografiske træk for regionernes sundhedsudgifter har i perioden 2010-2017 i årligt gennemsnit været 0,8 pct.


 

I de følgende afsnit behandles udhulingen af udgifterne til og standarden på fire centrale områder af velfærdsservice.


 

4. Nedskæringerne inden for ældreplejen, herunder navnlig hjemmepleje

Ældreområdet er et tungtvejende udgiftsområde inden for kommunerne. Den tiltagende stramning af kommunernes økonomi har derfor uundgåeligt betydet besparelser her og dermed følgende forringelser af velfærden for de ældre.

Antallet af ældre stiger i disse år stærkt. Fra 2008 til 2017 steg det med 23 procent. Men de kommunale udgifter hertil oplevede kun en stigning på seks procent. Pr. ældre er udgifterne således fra 2008 til 2017 faldet med 17 procentxxx, hvilket er ensbetydende med en betydelig forringelse af standarden inden for ældrepleje.


 

Figur: Udgifter pr. ældre over 65/67 år, 2007-2017, løbende priser.xxxi


 


 

Denne forringelse kan navnlig konstateres i hjemmehjælpen.

For det første tildeles færre og færre ældre hjemmehjælp. Godt 21 procent FÆRRE end i 2008 blev således i 2017 godkendt til hjemmehjælp.

For det andet visiteres der færre og færre hjemmehjælpstimer. Samlet set er der på årsbasis skåret godt 6,7 mio. hjemmehjælpstimer om året væk siden 2008. Det er på årsbasis fra 2008 til 2016 et fald på godt 21 procent.xxxii


 

Figur: Ændring i antal visiterede timer pr. uge af hjemmehjælp til ældre i eget hjem over 65 år – 2008 til 2017.xxxiii


 


 

Ikke mindst svage ældre rammes af nedskæringen af hjemmehjælpen. Over tid er det færre svage ældre, som får hjælp af hjemmehjælpen, og flere som i stedet må få hjælp af andre, navnlig ægtefælle/samlever.


 

Figur: Hjælp til 67-82-årige med to eller flere funktionsnedsættelser. 2002 og 2012xxxiv


 


 

En følgevirkning af forringelsen af den kommunalt leverede hjemmehjælp har været en stigende søgning blandt ældre mod private leverandører af hjemmehjælp. I dag benytter mere end en tredjedel af borgere med hjemmehjælp en privat leverandør


Figur: Antal modtagere af hjemmehjælp, i alt 65+ og i forhold til anvendelse af privat leverandør og type af hjemmehjælp, %. 2008-2015.xxxv


 



 

5. Forringelserne i Folkeskolen

Også Folkeskolen fylder meget i kommunernes økonomi. Sparepolitikken overfor - og gennem - kommunerne er derfor uvægerligt også gået ud over Folkeskolen.

Målt i faste 2017-priser og pr. elev var niveauet for de kommunale udgifter til folkeskolen fra 2009 til 2017 set over perioden som helhed stort set uændret.


 

Figur: Kommunal nettoudgift til folkeskolen pr. elev 2009-2017, faste 2017 priser (kr.).xxxvi


 


 

MEN: Samtidig er opgavemængden i Folkeskolen vokset.

For det første fordi lærerne i den almene undervisning pga. Inklusionsloven fra 2012 siden har skullet tage sig af et stort antal elever med betydeligt større end normalt undervisningsbehov. Med Inklusionsloven gik 49.000 elever fra at have behov for specialundervisning til at kunne inkluderes i den almindelige undervisningxxxvii. Endvidere blev omkring 7.000 elever flyttet fra specialklasser over i de almene folkeskoleklasser med herigennem reduceret støtte.xxxviii

For det andet er undervisningsopgaven i Folkeskolen også vokset som følge af folkeskolereformen fra 2016, som medførte en betydelig udvidelse af antallet af undervisningstimer.xxxix Udvidelsen af lærernes undervisningstimetal som følge af reformen skulle ganske vist finansieres gennem en modsvarende reduktion i lærernes forberedelsestid. Men problemet har været, at forberedelsestiden med reformen er reduceret så meget, at lærerne enten er blevet tvunget til en mere intensiv og dermed mere belastende forberedelse i den tilbageværende tid eller reelt har været nødt til at udvide deres arbejdstid ved at forberede sig i fritiden. I alle tilfælde har reformen således medført en merbelastning.

Der er således det seneste 10 år blevet sparet på Folkeskolen i den forstand, at øgede opgaver ikke har været ledsaget af en stigning af de reale ressourcer til Folkeskolen målt pr. elev og i faste priser.

Og hvad angår Folkeskolens vigtigste ressource, lærerne, er der direkte blevet sparet på dem. Fra 2009 til 2017 er elevtallet ganske vist faldet svagt, men antallet af lærere i Folkeskolen er skåret med 8.300 fuldtidsstillinger dvs. med 15 procent, hvilket er betydeligt mere end faldet i elevtallet i perioden.


 

Figur: Udvikling i antal fuldtidslærerstillinger (ekskl. vikarer) og elevtal 2008-2017.xl


 


 

Konsekvensen heraf er selvsagt, at der med denne udvikling bliver flere elever pr lærer. Hvilket da også ses i, at den gennemsnitlige klassekvotient i grundskolen stiger støt.

 

Figur: Gennemsnitlig klassekvotient i folkeskolen 2007 - 2018. xli



 

Med flere elever pr. lærer forringes den undervisning, som den enkelte elev kan modtage.

Som i ældreplejen har velfærdsforringelsen også i Folkeskolen betydet en flugt af mere velstående borgere over til private tilbud.


 

Figur: Andel elever i privatskoler pr. 100 elever 2007/08-2017, pct. xlii

 


 

6. Standardbeskæringen inden for daginstitutionsområdet

Også på daginstitutionsområdet har sparepolitikken betydet ringere velfærd. Målt i faste priser og pr. indskrevet barn er de kommunale dagtilbudsudgifter til 0-10-årige faldet i hele landet med 10,8 pct. fra 2008 til 2017.

 

Figur: Kommunale nettoudgifter til dagtilbud pr. 0-10-årig 2008-2016 (kr., faste 2017 priser).xliii


 


 

Samtidig er pædagogerne over tid blevet pålagt en stigende mængde af andre opgaver end børnepasning fx til dokumentation, møder, administration og ledelse. Hvor pædagogerne i 1986 bruget omkring 2/3 af deres tid sammen med og direkte med børnene, er det i dag kun omkring halvdelen af tiden, der går hertil. xliv


 

Figur: Udviklingen i tidsanvendelsen i daginstitutioner.xlv


 


 

Besparelserne og den stigende opgavemængde har betydet en kraftig forringelse af normeringerne, målt på den tid som direkte anvendes med børnene.


 

Figur: Udvikling i antal børn pr voksen i 1986 til 2000 og 2000-2014.xlvi


 


 

Også her har forringelsen af velfærdsservice været ledsaget af en stigende flugt til privat børnepasning.


 

Antal indskrevne børn i private daginstitutioner 2007-2015.xlvii


 


 

7. Udviklingen i sundhedsvæsenet.

Mens udviklingen på den kommunalt leverede velfærd som følge af sparepolitikken generelt har været præget af faldende standard, service og kvalitet har sundhedsområdet i højere grad været prioriteret i den forstand, at man i det mindste har undgået standardforringelsen.

Regionernes samlede nettoudgifter pr. indbygger til sygehus og praksissektor har - målt i faste priser (2017-PL) - stort set ligget på samme niveau i perioden 2010-2017.


 

Figur: Regionernes udgifter til sygehus-og praksissektor i faste priser (2017- PL) 2010-2017 pr. indbygger. xlviii

 


 

Men også i sundhedsvæsenet er opgavemængden steget mærkbart, navnlig i form af ambulante behandlinger.


 

Figur: Indlæggelser, ambulante besøg og skadestuebesøg 2006-2015.xlix


 


 

Igen: Uændret ressourceniveau samtidig med stigende opgaver betyder indirekte besparelser.

I sundhedsvæsenets tilfælde har sparekniven især været rettet mod medarbejderne, idet man gennem vedvarende krav om årlige produktivitetsforbedringer har ladet de ansatte løse de stigende opgaver ved at løbe hurtigere. Gennem produktivitetskravene er der sammenlagt på sygehusene fra 2003 til 2016 blevet ’effektiviseret’ for 32,2 pct.


 

Figur: År til år produktivitetsudviklingen på sygehusene 2003-2016, pct. l


 


 

En konsekvens af det stigende pres på det offentlige sundhedsvæsen er selvfølgelig, at flere og flere garderer sig med private løsninger. Således er antallet af sundhedsforsikringer, der sikrer ret til at benytte privathospitaler, steget voldsomt.


 

Figur: Antal sundhedsforsikrede 2003 til 2017.li


 


 

Afslutning

Siden årtusindskiftet har borgerlige regeringer - og desværre også Thorning-regeringen – forfulgt et mål om at bremse op for at spare på velfærden. Det er sket ud fra neoliberalistisk inspirererede målsætninger om ikke mindst skattelettelser finansieret gennem tilbageholdenhed med det offentlige forbrug.

I første omgang - frem til finanskrisen - har man søgt at omfordele mere og mere af den økonomiske vækst fra offentligt forbrug til privat forbrug, hvilket har tvunget væksten i udgifterne til velfærdsservice ned under væksten i velstandsudviklingen = en udhuling af velfærdens kvalitet.

I anden omgang - siden 2010 - har den borgerlige økonomiske politik skærpet målene til yderligere at tvinge væksten i det offentlige forbrug ned mod og under det demografiske træk = en direkte udhuling af velfærdens standard.

Midlet til at gennemføre sparepolitikken har været en stadig strammere økonomisk styring af det offentlige forbrug og spændetrøje om det lokale selvstyre i regioner og navnlig kommuner som de primære leverandører af offentlig velfærdsservice.

Som konsekvens er velfærdens standard for borgerne direkte forringet inden for ældrepleje og daginstitutioner. Samtidig er der også i folkeskole og daginstitutioner samt i sundhedsvæsenet sparet indirekte gennem øget opgavemængde uden ressourcekompensation. Sparepolitikken har dermed også betydet en øget belastning af medarbejderne her, ikke mindst i sundhedsvæsenet.

Der er ved det kommende folketingsvalg ekstra grund til omtanke: Skal den borgerlige økonomiske politik for tilbagerulning af velfærdsstaten fortsætte?


NOTER:

i) Jf. Anders Fogh Rasmussen: Fra socialstat til minimalstat. 1993.
http://kurser.lobner.dk/TeX/Old_stuff/minimalstat/minimalstat.pdf

ii) Jf. SRSF-regeringen: Et Danmark der står sammen-regeringsgrund. Oktober 2011. http://www.stm.dk/publikationer/Et_Danmark_der_staar_sammen_11/Regeringsgrundlag_okt_2011.pdf

iii ) Kilde: SR-regeringen: 2010 planen-en holdbar fremtid, s. 83. aug. 2007.
https://www.fm.dk/publikationer/2001/en-holdbar-fremtid-_-danmark-2010

iv) Kilde: VK-regeringen: 2015 planen-mod nye mål, s. 17. April 2007.
https://www.fm.dk/publikationer/2007/mod-nye-maal-danmark-2015
Teknisk baggrundsrapport, s. 17. Dec. 2007.
https://www.fm.dk/publikationer/2007/mod-nye-maal-_-danmark-2015-teknisk-baggrundsrapport

v) Kilde: VK-regeringen: Reformpakken 2020, s. 49. April 2011.
https://www.fm.dk/publikationer/2011/reformpakken-2020-_-kontant-sikring-af-danmarks-velfaerd

vii) Kilde: Venstreregeringens 2025 plan-et stærkere Danmark, s. 65. aug. 2016.
https://www.fm.dk/publikationer/2016/dk2025

viii) Kilde: VLAK-regeringen-Vækst og velstand 2025, s. 23. Maj 2017.
https://www.fm.dk/publikationer/2017/vaekst-og-velstand-2025

ix) Jf. Teknisk baggrundsrapport til 2015 planen, s. 8.

x) Jf. Reformpakken 2020, s. 36.

xi) Jf. DK2025, s. 40 og Vækst og Velstand, s. 43.

xii) Kilde: Hauch, Jens m.fl.: Prioriteres velfærden. KRAKA, 27.10.2018
http://kraka.org/debatindlaeg/prioriteres_velfaerden
Tilhørende figur: http://kraka.org/sites/default/files/public/figur_1.pdf

xiii) Kilde 2002 til 2017: Svar på finansudvalgets spm. 574 af 30.08.18 fra Finansudvalget. Finansministeriet, 25.09.18.
https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/fiu/spm/574/svar/1512646/1942618.pdf
Kilde: 1993-2000: Sysser Davidsen og Nathalie Tuxen Hanus: Analyse af det offentlige forbrug siden 1992. Finansministeriet 2001. https://www.fm.dk/publikationer/arbejdspapirer/2001/~/media/Files/Arbejdspapirer/2001%2001.ashx

xiv) Jf. VK-regeringen: Lavere skat på arbejdsindkomst.
https://www.skm.dk/aktuelt/temaer/lavere-skat-paa-arbejdsindkomst-2004-2007

xvii) Jf. Skovgaard, Lars Erik: ” De afdragsfrie lån fylder ti år”. Berlingske, 27.09.13.
https://www.berlingske.dk/privatoekonomi/de-afdragsfrie-laan-fylder-ti-aar

xviii) Kilde til årlig realvækst i BNP og i offentligt forbrug er DST, statistikbanken, nationalregnskab, NAN1.
http://www.statistikbanken.dk/10515.
Kilde til offentlig forbrug: Se foranstående note.
Kilde til privat forbrug: Statistikbanken, NAN1.
https://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1536

xix) Kilde Finansministeriet: Analyse af udviklingen i de offentlige udgifter fra 2000 til 2017, s. 12.
https://www.fm.dk/oekonomi-og-tal/oekonomisk-analyse/2018/udviklingen-i-de-off-udgifter-fra-2000-til-2017

xx) Kilde til årlig realvækst i BNP og i offentligt forbrug er DST, statistikbanken, nationalregnskab, NAN1.
http://www.statistikbanken.dk/10515.

xxi) Finansministeriets svar til Finansudvalget på spm. 574 af 30.08.18.
https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/fiu/spm/574/svar/1512646/1942618.pdf

xxii) Kilde: Svar på finansudvalget spm. 574 af 30.08.18.
https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/fiu/spm/574/svar/1512646/1942618.pdf

xxiii) Kilde: Oven anførte svar til Finansudvalget.

xxiv) Finansministeriet: Analyse af udviklingen i de offentlige udgifter 2000 til 2017, s. 10.
https://www.fm.dk/oekonomi-og-tal/oekonomisk-analyse/2018/udviklingen-i-de-off-udgifter-fra-2000-til-2017

xxv) Jf. Lund, Henrik Herløv: Budgetlov. April 2011.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Budgetlov.pdf

xxvi) For en uddybning heraf, se Lund, Henrik Herløv: ” KOMMUNALVALG 2017: VLAK-regeringen vil videreføre økonomisk spændetrøje om kommunerne til yderligere skade for velfærden. Nov. 2017.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Oekonomiskspaendetroejeomkommuner.pdf

xxvii) Kilde: Lund, Henrik Herløv: Langsom nedsmeltning af velfærden (I): Velfærdsservice. Kritisk rapport under udarbejdelse.

xxviii) Kilde: Lund, Henrik Herløv: Langsom nedsmeltning af velfærden (I): Velfærdsservice. Kritisk rapport under udarbejdelse.

xxix) Kilde: Finansministeriets svar på spørgsmål 10 fra Finansudvalget til aktstykke 133 af 17.06.16.
https://www.ft.dk/samling/20151/aktstykke/aktstk.133/spm/10/svar/1333637/1648251.pdf

xxx) Danmarks Statistik, Statistikbanken: Kommunalt regnskab for nettoudgifter pr. ældre, tabel NGLK.
http://www.statistikbanken.dk/10188

xxxi Kilde: Figur af egen tilvirkning baseret på Indenrigsministeriets nøgletal, ældreomsorg, ældreudgifter pr. 65+/67+ årige.
www.noegletal.dk

xxxii) Jf. Ældresagen: Hjemmehjælp til ældre 2017, 14.

xxxiii) Kilde: Ældresagen: Hjemmehjælp til ældre 2017, s. 13

xxxiv) Kilde: figur fra Rosgaard, Tine og Mads Ulrich Mathiessen: Hjælp til svage ældre over tid, s 13. VIVE, 2017.
https://www.kora.dk/media/7967951/Hjaelp-til-svage-aeldre-over-tid.pdf

xxxv) Kilde: Rostgaard, Tine: Frit valg i hjemmeplen. KORA, 2017.
https://www.kora.dk/media/6681234/11158_frit-valg-i-hjemmeplejen_analysenotat.pdf

xxxvi Kilde: Indenrigsministeriets kommunale nøgletal, undervisning, udgift folkeskolen pr. elev-gns. alle kommuner
http://www.noegletal.dk/

xxxvii) Christensen, Esben: Inklusionsloven vedtaget-specialbegrebet ændres radikalt. Folkeskolen, 25.04.12.
https://www.folkeskolen.dk/511352/inklusionsloven-vedtaget-specialbegrebet-aendres-radikalt

xxxviii) Jf. Undervisningsministeriet: Andel af elever i den almindelige undervisning i folkeskolen, 2016/17.
https://www.uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/specialundervisning

Pedersen, Mette Stender: Regeringen dropper mål for inklusion i folkeskolen, 10.05.16.
http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-05-10-regeringen-dropper-maal-for-inklusion-i-folkeskolen

xxxix) Hellesen, Hansen: Hver enkelt lærer har fået 121 timer mere. Folkeskolen, 12.09.17
https://www.folkeskolen.dk/615011/rapport-hver-dansk-laerer-har-faaet-121-undervisningstimer-mere-om-aaret

xl) DLF: 15 procent færre lærere i folkeskolen. Nov. 2017
http://www.dlf.org/media/10425106/faerre-laerere-i-skoleskolen.pdf

xli) Kilde: Indenrigsministeriets kommunale nøgletal, Undervisning, gennemsnitlig klassekvotient.
http://www.noegletal.dk/

xlii) Kilde: Indenrigsministeriets kommunale nøgletal, undervisning, privatskoleelever pr. 100 elever.
www.noegletal.dk .

xliii) Danmarks Statistik, Statistikbanken: Kommunale regnskabstal for nettoudgifter pr 0-10-årig i faste priser 2008-2016. http://www.statistikbanken.dk/10188

xliv) Jf. Sørensen, Laura Marie og Ditte Bannor-Kristensen: Pædagoger ofte alene med stor børnegruppe. Dr.dk, 04.01.15
https://www.dr.dk/nyheder/indland/boern-ladt-i-stikken-paedagoger-ofte-alene-med-stor-gruppe-boern

xlv) Kilde: Glavind, Niels og Susanne Pade: Notat om udviklingen i daginstitutionernes bemanding siden 1986, s. 17. Bureau 200, 2014. http://www.bureau2000.dk/images/udgivelser/Born_og_unge/Normeringsudvikling%20siden%201986.pdf

xlvi) Kilde: Figur af egen tilvirkning baseret på Glavind, Niels og Susanne Pade: Notat om udviklingen i daginstitutionernes bemanding siden 1986, s. 5, tabel 1. Bureau 200, 2014. http://www.bureau2000.dk/images/udgivelser/Born_og_unge/Normeringsudvikling%20siden%201986.pdf

xlviii) Egen beregning ved at dividere sygehusudgifter i faste priser (2017-PL) med indbyggertal.

xlix) Kilde: Kjeld Møller Petersen: Sygehusenes økonomiske situation-teater eller nødskrift. 14.96.17
http://www.ouh.dk/dwn628922

l) Kilde: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse: Løbende offentliggørelse af produktiviteten i sundhedssektoren. X delrapport, s.10. https://www.sum.dk/~/media/Filer%20-%20Publikationer_i_pdf/2018/Produktivitet-13-delrapport-feb-2018/Rapport-13-delrapport-feb-2018.pdf