Green New Deal, Klimakrise og Økonomisk Vækst
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 16. februar 2019

Den 7. februar fremlagde det nyvalgte medlem af Repræsentanternes Hus, Alexandria Ocasio-Cortez, sammen med senator Ed Markey et resolutionsforslag i Repræsentanternes Hus, med titlen, Green New Deal.(1) Resolutionsforslaget kræver en tiårig national, social, industriel og økonomisk plan til bekæmpelse af klimakrisen, som desuden skal skabe millioner af ” gode vellønnede jobs” og modvirke ”systemiske uretfærdigheder.”

Alexandria Ocasio-Ortez har erklæret sig som ”demokratisk socialist”, og Donald Trump og republikanske kongresmedlemmer var da heller ikke sene til at beskrive forslaget som den skinbarlige socialisme. Donald Trump gik endog så vidt som til at sammenligne forslaget med en dårlig gymnasieopgave.

Resolutionen blev imidlertid straks støttet af ca. 70 demokratiske kongresmedlemmer, herunder samtlige demokrater, som har meddelt, at de vil søge opstilling til det kommende præsidentvalg.

Resolutionsforslaget tager udgangspunkt i IPCC’s rapport fra november 2018, hvor det bl.a. påpeges, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at en temperaturstigning på 2 % bl.a. vil medføre at den amerikanske økonomi i 2100 vil stå med et årligt økonomisk tab på 500 milliarder dollars og nedbrydning af infrastruktur i amerikanske kystområder svarende til 1000 milliarder dollars. IPCC understregede i rapporten nødvendigheden af, at den globale temperaturstigning holdes under 1,5 grader celsius set i forhold til det førindustrielle niveau, hvilket vil nødvendiggøre en reduktion af udledningen af drivhusgasser fra menneskeskabte kilder i 2030 på mellem 40 og 60 procent af udledningerne i 2010, og at de globale udledninger i 2050 netto er fjernet.

Da USA har været hovedansvarlig for udledningen af drivhusgasser siden industrialiseringens start, må USA, ifølge resolutionsforslaget, gå i spidsen i bestræbelserne på at nedbringe udledningerne, og dette skal ske gennem det man kalder en ”economic transformation”, en total omlægning af den socioøkonomiske struktur.

Klimakrisen må desuden ses i sammenhæng med en række andre kriser, som det amerikanske samfund oplever : faldende levealder, stagnerende lønninger, voksende ulighed, manglende social mobilitet og race- og kønsbestemt økonomisk ulighed.

Klimakrisen har gennem det, som resolutionen kalder ”systemiske uretfærdigheder”, først og fremmest skabt problemer for de i forvejen svageste i samfundet.

Hvis resolutionen vedtages i Repræsentanternes Hus, er den føderale regering forpligtet til at skabe en ”Green New Deal ”, der skal indeholde føkgende mål :

- USA skal i 2030 være klimaneutral. Så stor en del af energiproduktionen som muligt skal ske gennem vedvarende energikilder, og den CO2-udledning, der stadig vil forekomme skal neutraliseres af forskellige metoder til opsugning af CO2 f.eks. gennem skovrejsning, ændring af dyrkningsmetoder i landbruget og andre metoder til opsugning af CO2. Netto skal CO2 udledningerne i USA , ifølge resolutionen i 2030 være nul.( Et mere radikal mål end det globale mål, som IPCC lægger op til med kravet om nulreduktion i 2050.)

- Der skal skabes millioner af jobs til lønninger man kan leve af, og økonomisk sikkerhed skal garanteres for alle amerikanere.

- Alle USA’s indbyggere skal forsynes med ren luft og rent vand, sikring mod klimatrusler, sund og billig mad, et bæredygtigt miljø, et sundhedsvæsen af høj kvalitet og billige, sikre boliger.

- Der skal udstedes en føderal jobgaranti, og etableres omfattende investeringer i infrastruktur og transportsystemer. Arbejdere, som er afhængige af jobs i produktionen af fossile brændsler skal sikres nye jobs i den overgangsfase, hvor de fossile brændsler udfases til fordel for vedvarende energikilder. Udviklingen af disse nye energikilder må ikke medføre, at den indfødte befolknings rettigheder krænkes.

- Alle skal have lige adgang til uddannelse.

- Det amerikanske transportsystem, skal gøres fri for udledninger af drivhusgasser gennem produktion af ikke-udledende køretøjer, udvikling af et rent, billigt og tilgængeligt offentligt transportsystem, som bl.a. skal omfatte et net af højhastighedstog.

Planerne for gennemførelsen af disse mål skal udarbejdes ” i transparent og inkluderende konsultation, samarbejde og partnerskab med sårbare samfund, fagforeninger, arbejderkooperativer, civilsamfundsgrupper, den akademiske verden og erhvervslivet.”

 

Ved at koble klimapolitikken sammen med løsningen af generelle samfundsproblemer, og opfordre til en bred udenomsparlamentarisk mobilisering i kampen for politikkens gennemførelse, har forslaget båret klimapolitikken ud af den identitetspolitik, som hidtil har været kendetegnende for grønne bevægelser og grønne partier, og ført den ind i en generel diskussion af samfundsproblemer og politiske løsninger på disse problemer. Hvor løsningen på klimaproblemer som identitetspolitik har været krav til ændringer i den enkeltes individuelle livsstil, påpeger resolutionsforslaget klimapolitikkens tætte sammenknytning til strukturelle samfundsproblemer, og samtidig en strategi, der ikke primært er baseret på det repræsentative politiske system, men på bred folkelig mobilisering.

Samtidig retter Green New Deal opmærksomheden mod nogle af de problemer, som Donald Trump kunne udnytte i sin retorik under valgkampen i 2016.

Resolutionsforslaget kritiserer globaliseringen og kræver, at outsourcede amerikanske virksomheder vender tilbage til USA, for at bekæmpe eksport af både jobs og klimabelastning.

Donald Trump kunne også i valgkampen i 2016 profitere af den berettigede usikkerhed blandt arbejdere i den fossile sektor som kulminer og olie- og naturgasproduktion. Disse arbejdere kan med god grund frygte, at en omlægning af energiproduktionen til mindre forurenende og udledende energikilder vil udgøre en trussel for deres arbejdspladser. Her kræver resolutionsforslaget at den føderale regering ser det som sit ansvar at garantere jobsikkerhed for arbejdere i den fossile sektor og for arbejdere og lønmodtagere generelt. Arbejdsløshed skal afskaffes og det er den føderale stat, som i sidste instans skal sikre arbejde til alle.

 

Begrebet Green New Deal er ikke opfundet af Ocasio-Cortez og hendes kampfæller i det demokratiske parti. Allerede op til præsidentvalget i 2016 havde det grønne parti i USA, Green Party US, udformet en plan for en Green New Deal, som imidlertid ikke kom til at spille den store rolle i selve valgkampen. (2) Planen var i store træk identisk med det forslag, som nu fremlægges af Ocasio-Cortez, i et snæver samarbejde med grupperingerne, Sunrise Movement og Justice Democrats. Hvor Green Party’s Green New Deal krævede en 100% omlægning til ikke-udledende energiproduktion i 2030, har resolutionsforslaget mildnet dette krav, så man kræver netto- nul udledning i 2030, og man forudser således ikke 100 % afskaffelse af fossil og nuklear energiproduktion, som Green Party i deres oplæg lagde op til. Også på andre områder er Green Part’ys udgave af Green New Deal mere radikal end resolutionsforslaget, eksempelvis nævner Green Party ”økonomisk demokrati”, og afmilitarisering, bl.a. ved nedlæggelse af amerikanske militærbaser, rundt om i verden, som ifølge Green Party primært har til fordel at beskytte amerikanske forsyninger af fossile brændsler. Disse punkter nævnes ikke i resolutionsforslaget, som ellers i store træk gentager Green Party’s forslag, omend i mere kortfattet form.

Historien går imidlertid endnu længere tilbage. Allerede i 2008 udarbejdede the Green New Deal Group under The New Economic Foundation i England en rapport med titlen ”A Green New Deal, Joined -Up Policies to Solve the Triple Crunch of the Credit Crisis, Climate Change and High Oil Prices.” (3). I denne rapport peger man på nødvendigheden af at løse 3 grundlæggende kriser af afgørende betydning for menneskehedens fremtid : Omlægning af den finansielle sektor, kampen mod klimaforandringer og en politik, der tog højde for det, som man dengang så som det snarligt kommende peak i produktionen af olie, som ville resultere i stigende oliepriser. Det peak man dengang så i horisonten, som ville betyde akut mangel på olie, har ikke materialiseret sig, bl.a. fordi man i USA , pga. den lave rente, som den amerikanske centralbank indførte for at sætte gang i opsvinget efter den økonomiske krise, gjorde det rentabelt for olieselskaberne at udvikle og investere i fracking af skiferolie.

I februar i år udgav organisationen, Institute for Public Policy Research, rapporten, ”This is a Crisis, Facing up to the Age of Environmental Breakdown. (4) I denne rapport understreger IPPR, at det er nødvendigt at udvikle forståelsen af klimaproblemerne, så man inkluderer både hvor hurtigt klimaforandringerne sker, hvilke konsekvenser disse forandringer har for samfundet og hvilke omfattende forandringer af samfundsstrukturen, denne udvikling nødvendiggør.

IPPR er en progressiv tænketank som har forbindelser til det engelske Labour parti, og de beskriver i deres rapport, hvordan man i de kommende år vil arbejde videre med problemkomplekset, så det er nok ikke utænkeligt, at Labour inden så længe barsler med en plan, der ligner den amerikanske Green New Deal.

Der er en klar kontinuitet i disse formuleringer af en Green New Deal, og de tre rapporter deler synet på baggrunden for og nødvendigheden af at løse klimakrisen. Alle sammenligner de den nuværende situation med tredivernes krise eller årene under Anden Verdenskrig og taler om nødvendigheden af en omfattende mobilisering svarende til hvad man må etablere i krigstid eller i forbindelse med en omfattende økonomisk krise som den store depression i 1929 og årene der fulgte.

Der er desuden enighed om, at udviklingen af klimakrisen har været baseret på grundlæggende uretfærdigheder i de enkelte lande og internationalt. Det er de privilegerede i de enkelte nationer og på globalt plan, som har forårsaget udviklingen frem mod klimakrisen, men det er de fattige og udsatte, som bliver ofre for krisen. Målet med Green New Deal er at gøre op med denne uretfærdighed, og skabe en omfattende ændring af de socioøkonomiske forhold, som har muliggjort udviklingen frem mod denne krise.

 

Spørgsmålet om hvorvidt økonomisk vækst er forenelig med nedbringelse af udledning af drivhusgasser behandles ikke specielt i de forskellige præsentationer af Green New Deal, men det er et spørgsmål, som diskuteres livligt af klimaforskere i forbindelse med debatten om klimaforandringer. Kan den opbremsning i CO2 udledningerne, som er nødvendig for at forhindre klimakrisen, lade sig gøre, uden at man også bremser den økonomiske vækst, som den måles i bruttonationalproduktet? (5)

Obama gav, mens han var præsident, udtryk for, at man ville kunne nedbringe udledningen af drivhusgasser uden at bremse den økonomiske vækst. Ifølge Obama, kunne det lad sig gøre, og derfor kan klimakrisen bremses uden at sænke den økonomiske vækst og dermed skabe et fald i den generelle levestandard.

De fagfolk inden for klimastudier, som argumenterer på linje med Obama, og mener at der kan ske en ”afkobling” af sammenhængen mellem økonomisk vækst og udledning af drivhusgasser, argumenterer med, at dette allerede er sket i 21 lande,hvor man har haft økonomisk vækst og samtidig nedbragt udledningen af drivhusgasser. Det må derfor også kunne lade sig gøre for alle andre lande.

Kritikerne af denne optimisme henviser til, at de nævnte 21 lande, som alle er OECD-lande, har kunnet sænke udledningerne af drivhusgasser samtidig med at have økonomisk vækst, fordi det som en følge af globaliseringen er blevet muligt i disse lande at outsource specielt udledende produktioner til andre dele af verden. Selv om der i produktionen i disse lande har været tale om vækst uden udledning, gælder det ikke for forbruget af de varer, som importeres fra de outsourcede virksomheder. Her må medregnes de udledninger af drivhusgasser, som finder sted i de lande hvor produktionen foregår, og så vender sammenkoblingen mellem vækst og udledning af drivhusgasser tilbage, en sammenkobling, som man, ifølge disse klimaforskere, ikke kan løbe fra. Virkelig nedbringelse af udledningen af drivhusgasser vil derfor kræve en opbremsning af den økonomiske vækst, det som kaldes ”degrowth”.

Diskussionen om dette spørgsmål deler tilsyneladende også medier på den internationale venstrefløj. I det amerikanske, marxistiske tidsskrift, Monthly Review, skriver redaktionen i introduktionen til februar-nummeret i år rosende om klimaforskerne, Gregor Semieniuk, Lance Taylor, Armon Rezai, Enno Schröder og Servaas Storm, som alle i regi af Institute For New Economic Thinking med udgangspunkt i matematiske beregninger har argumenteret for umuligheden af at afkoble udledning af drivhusgasser fra den økonomiske vækst. Heroverfor står det britiske marxistiske tidsskrift, New Left Review, som i juli-august nummeret i 2018 bragte artiklen ”De-Growth vs. a Green New Deal” af Robert Pollin, som argumenterer for muligheden for afkobling og derfor ikke ser en modsætning mellem økonomisk vækst og en nedbringelse af udledningen af drivhusgasser.

Det er oplagt, at et stop for økonomisk vækst vil betyde døden for det kapitalistiske system, og denne diskussion må derfor være vigtig for den internationale venstrefløj.

 

Hvad angår det amerikanske forslag om en Green New Deal er der ikke umiddelbart de store udsigter til, at resolutionen vil kunne vedtages i Repræsentanternes Hus. De store olieselskaber og andre med interesser i produktionen af fossile brændsler har gennem deres donationer til amerikanske politikere sikret sig solid støtte til fortsat afhængighed af olie, kul og naturgas. Det regner forslagsstillerne helt afgjort heller ikke med.

Ganske vist viser en opinionsundersøgelse at 80% af de adspurgte, uanset hvilket parti de føler sig knyttet til, udtaler deres støtte til Green New Deal. (6) De blev ganske vist ikke af udspørgerne gjort opmærksomme på, hvilket parti forslaget stammer fra. Måske ville en del af de vælgere, der identificerer sig med Det Republikanske Parti, ændre holdning, hvis de fik at vide at forslaget var vokset i Det Demokratiske Partis have, men 80 % er nu mange.

Det vigtigste perspektiv i offentliggørelsen af forslaget er imidlertid, at de ekstraparlamentariske aktiviteter, som forslaget opridser vil kunne udfordre det repræsentative politiske system og presse politikere og medier til at tage klimaproblematikken alvorligt.

 

 

Noter:

1. https://www.congress.gov/bill/116th-congress/house-resolution/109

 

2. https://www.gp.org/gnd_full

 

3. https://neweconomics.org/2008/07/green-new-deal

 

4. https://www.ippr.org/research/publications/age-of-environmental-breakdown

 

5. Robert Pollin, De-Growth vs a Green New Deal, New Left Review, July-August 2018.

Gregor Semieniuk, Lance Taylor, and Armon Rezai, The Inconvenient Truth about Climate Change and the Economy. Institute for New Economic Thinking, Working PaperDec 5, 2018.

 

Jason Hickel, Why Growth Can’t Be Green, Foreign Policy, September 12, 2018.

 

Enno Schröder and Servaas Storm, Economic Growth and Carbon Emissions: The Road to ’Hothouse Earth’ is Paved with Good Intentions, Institute for New Economic Thinking, Working Paper No. 84, November, 2018.

 

Michael Grubb, Conditional Optimism : Economic Perspectives on Deep Decarbonization. Institute for New Economic Thinking, Dec. 5, 2018.

 

Gregor Semieniuk, Lance Taylor, and Armon Rezai, A Reply to Michael Grubb’s Growth- Decarbonization Optimism. Institute for New Economic Thinking, Dec 5,2018.

 

Enno Schröder and Servaas Storm, A Reply to Michael Grubb’s Growth- Decarbonization Optimism. Institute for New Economic Thinking, Dec. 5, 2018.

 

The Editors, Introduction, Monthly Review, February 2019 (Volume70, Number 9)

6. https://thehill.com/policy/energy-environment/421765-poll-majorities-of-both-parties-support-green-new-deal