Portugal - fortsat samarbejde eller enegang?
Af Niels Henrik Nielsen

Offentliggjort: 16. december 2018

Valgperioden har på mange måder været speciel. Indtil parlamentsvalget i 2015 havde PS en stiltiende aftale med de borgerlige partier om, at den største blok dannede regering. Efter valget udgjorde de borgerlige partier den største blok, men havde mistet det absolutte flertal til PS og venstrefløjen. Traditionen tro fortsatte den borgerlige regering, samtidig med at PS indledte forhandlinger med BE og PCP/de grønne om regeringsdannelse. Frem for at gå med i en stor koalition med de borgerlige partier indledte PS forhandlinger med venstrefløjen. Det gjorde partiet først og fremmest, fordi BE havde udfordret det under valgkampen og sagt, at hvis man kunne få nogle centrale krav opfyldt, var BE indstillet på at støtte en PS-mindretalsregering. BE gentog opfordringen på valgnatten, hvor det stod klart, at ingen af blokkene ville få flertal.  Der er næppe tvivl om, at erfaringerne fra Grækenland, hvor socialdemokraterne i PASOK nærmest var blevet udraderet af Syriza spillede en rolle. Hertil kom erfaringer fra Tyskland, hvor SPD havde tabt stemmer ved valgene efter deltagelse i koalitionen med CDU/CSU.  Så PS valgte at bryde årtiers aftale med den borgerlige blok og i stedet indlede forhandlinger med venstrefløjen, men  ikke fælles forhandlinger. Kommunistpartiet ønskede ikke at forhandle sammen med Venstreblokken. PS forhandlede derfor med hvert af partierne, hvilket gav partiet den klare fordel, at det alene havde det samlede overblik over, hvorledes de politiske forhandlinger kørte. Det blev også en usædvanlig aftale.

For det første var der ikke et fælles grundlag. Kommunistpartiet i CDU ønskede ikke en aftale, hvor BE også var med, så PS indgik separate aftaler med de andre partier. For det andet indeholder aftalerne kun fælles holdning til en række udvalgte punkter. Uden for disse punkter er hvert parti frit stillet til at komme med egne forslag og uden at de andre partier har givet tilsagn forlods om at stemme for. For det tredje er samarbejdet baseret på en økonomisk politik, hvor man blandt andet blev enige om at hæve mindstelønnen, hæve de sociale ydelser, indføre stop for yderigere for privatiseringer og lignende. Med andre ord blev det en aftale, som gik imod EU’s anbefalinger. Samtidig gjorde PS det også klart, at partiet ikke ville bryde med euroen, finanspagten eller andre EU-bindinger. Eksempelvis krævede såvel BE som CDU en afvisning af maksimumgrænsen på 3% for offentligt underskud, så der kunne skabes råderum for offentlige investeringer. Lige som begge parter har krævet en genforhandling af Portugals enorme gæld.  Det har PS afvist hele vejen. 

Det var ikke et enigt PS med generalsekretær Antonio Costa som ny premierminister, der dannede en mindretalsregering. Inden for partiet fandtes – og findes måske fortsat - betydelige grupper, som enten ikke ønskede samarbejde med venstrefløjen, men i stedet fastholde aftalen med de borgerlige partier eller fortsat støttede ideen om den såkaldte tredje. vej – oprindelig initieret af Labours Tony Blair og SPDs Gerhard Schröder. Fælles for begge grupper var, at de anså aftalerne med venstrefløjen som alt for politisk radikal, i den grad, at de kunne true Portugals fortsatte medlemskab af EU. Efter regeringsdannelsen indledte Antonio Costa med at kalde alliancen en måde, hvormed regeringen har nedrevet de sidste rester af Berlinmuren. En lidt besynderlig sammenligning eftersom der havde været flere regeringer i andre europæiske lande, der har været støttet af venstrefløjen – også af kommunistpartier f.eks. i Frankrig i 1990’erne. 

Koalitionen har fungeret bedre end dets parter kunne have håbet på. Siden regeringen trådte til i november 2015, har Portugal for første gang i årtier haft en økonomisk vækst på højde med resten af EU. Med en angivet økonomisk vækst på 2,7% sidste år, nåede den endda over Euro-områdets gennemsnit på 2,5%. Ifølge de officielle tal er der blevet skabt mere end 270.000 job de seneste to år. Arbejdsløsheden er officielt mere end halveret til omkring 8 pct.(1) Og i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2019 i november, kunne premierminister Costa meddele, at Portugal ved udgangen af 2018 ville have tilbagebetalt hele gælden på 4,6 mia. € til IMF og at man fremover ville gå bort fra midlertidige ansættelser i det offentlige.

Nu hvor Portugal går ind i et valgår ligner regeringen med dets støttepartier således en succeshistorie. Også vælgermæssigt har det været en succes. De tre partier er samlet gået frem fra lige over 50% af stemmerne ved valget i 2015 til noget over 56% af stemmerne i de seneste meningsmålinger. Men det er først og fremmest en succeshistorie for PS. Som et af de få socialdemokratiske partier i Europa oplever partiet stor fremgang i meningsmålingerne. Ved en meningsmåling foretaget af Eurosondagem i november 2018 får PS 41,8%, en fremgang på knap 10% sammenlignet med valget i 2015. På grund af det portugisiske valgsystem er partiet tæt på alene at have absolut flertal. Såvel Venstreblokken som Kommunistpartiet-De grønne er gået tilbage med henholdsvis knap 2,5% og lidt over 1%.(2) Med andre ord er det især regeringspartiet, som får æren for den økonomiske fremgang, mens BE især betaler prisen for ikke at have været i stand til at få gennemført en række af partiets andre centrale forslag – ikke mindst kravet om genforhandling af Portugals enorme gæld og tilbagerulning af de såkaldte arbejdsmarkedsreformer, der blev vedtaget af PS og de borgerlige partier og gennemført under den forrige regering.(3)

Hvorhen fra her

Som Kritisk Debat skrev sidste år, så er det,  hvis der er politisk vilje til det, muligt at gennemføre en politik med fokus på økonomisk vækst, beskæftigelse og social genopretning inden for EU’s budgetregler. I den forstand har Portugal bevist, at der findes et alternativ til det neoliberale mantra om nødvendighedens politik med nedskæringer i offentlige ydelser og omfattende privatiseringer.(4)  Men Portugal kan også betragtes som et eksempel på de politiske begrænsninger, der gives, når man fastholder EU’s budgetregler som grundlag.

En af grundlæggerne af BE og partiets tidligere koordinator – svarer nogenlunde til politisk leder – økonomen Francisco Louca har omtalt Antonio Costa som den heldigste mand i verden. For da Costa overtog regeringsmagten, var den globale økonomi på vej ud af den værste del af krisen, hvilket ikke kun indebar et fald i oliepriserne, men tillige øgede muligheder for portugisisk eksport. Men Louca slår samtidig fast, at genoprettelsen af mindstelønnen og af pensionerne ganske vist stimulerede den indenlandske økonomiske vækst. Men PS’ insisteren på at overholde EU’s finanspolitiske krav har medført et dramatisk fald i både de offentlige investeringer. Og faldet er ikke blevet opvejet af stigning i de private investeringer. Han anser derfor den portugisiske økonomi som værende fortsat meget sårbar. 

Samme tanker er en af BE’s mere kendte sociale aktivister Catarina Principe inde på. I tidsskriftet Jacobinmag skriver hun bl.a. : ”Modsætningen er bl.a., at ganske vist er Portugal kendt for at have en venstreorienteret regering, men det er ikke meningsfuldt at kalde det en ”anti-austerity”- regering. En retorik om at begrænse fattigdommen, har erstattet enhver opfordring til at gå til modstand mod den nedskæringspolitik, som er blevet påtvunget europæiske lande. Portugal er derfor i mindre grad en prøvesten for en ny venstreorienteret politik, men snarere en demonstration af begrænsningerne i de tiltag regeringen er indstillet på for at bryde konsensus omkring nødvendigheden af nedskæringer.”(5)  Som Louca mener Principe, at PS og Antonio Costa var heldige - ikke kun i forhold til økonomien, men også ved, at han kom til magten kort før Brexit-afstemningen. Da England stemte sig ud af EU, ønskede de dominerende kræfter i EU ikke også at ”kaste sig over” Portugal, som de gjorde med Grækenland. Samtidig frygtede man, at en stringent fastholden af ”austerity-politikken” over for Portugal kunne få en spill-over effekt til Spanien og styrke den spanske venstrefløj. Den portugisiske regering fik derfor større råderum for sin økonomiske politik end den ellers kunne have været forventet.  

Boble-økonomi

Det som især har skabt grundlag for den økonomiske fremgang, er turismeindustrien. I 2017 steg antallet af turister med 12% til knap 13 millioner. Sidste år tegnede turismen sig for ca. 18% af BNP; i 2018 forventes det at stige til omkring 20%. Turismen er nu landets største beskæftigelsessektor med omkring en million arbejdspladser svarende til, at hver femte beskæftiget arbejder i turistindustrien. Turismen har således været var nøglefaktoren i Portugals økonomiske vækst de seneste år og tegnede sig for en meget stor del af faldet i ledigheden. Men netop det forhold, at turistindustrien i så høj grad er grundlaget for den økonomiske fremgang, gør samtidig Portugals økonomi meget udsat for ganske små svingninger i den internationale økonomi. Fornemmer almindelige borgere, det går bedre, tager de på ferie. Er der usikkerhed om økonomien, er det en ferie, der droppes. 

For at understøtte turistindustrien har regeringen fortsat den forrige regerings liberalisering af boligmarkedet. Ved udgangen af januar 2018 havde over 5.500 investorer deltaget i det såkaldte ”Golden Visa” program. Langt de fleste har investeret i ejendomme for et beløb i omegnen af 3 mia. €.(6) Kritikerne hævder, at det indre af storbyer som Lissabon og Porto er snart tømt for almindelige beboere til fordel for Airbnb-udlejning og atdle af Algarve-kysten ligner efterhånden den spanske solkyst med mange spekulationsbyggerier.

Den økonomiske fremgang bygger således ikke kun på et skrøbeligt grundlag. Dele af den kan kun kaldes boble-økonomi. Såvel BE som CDU har i hele regeringsperioden søgt at modarbejde denne udvikling blandt andet ved at kræve offentlige investeringer i reelle arbejdspladser og et stop for ”Golden Visa”-programmet. Men hver gang har regeringen afvist kravene og kunnet hente støtte hertil hos de borgerlige partier. Som det er set andre steder, har hverken Venstreblokken eller kommunistpartiet turde sætte hårdt mod hårdt af frygt for, regeringen så vil vælte og de to partier vil få skylden for det.

Catarina Principe konkluderer derfor i sin analyse, at BE i dag er PS’ gidsel. Partiet er blevet svækket på flere niveauer. Det gælder medlemsmæssigt, det gælder aktivitetsniveauet i partiet og ikke mindst omkring de politiske diskussioner. På trods af den vanskelige situation partiet befinder sig i, ønsker man ikke en seriøs politisk debat eller at vise intern uenighed.

For Principe og andre må det derfor have været som at få en spand koldt vand i hovedet, da BE’s nuværende koordinator, Catarina Martins i et interview kort før Venstreblokkens kongres d. 9-11. november i år introducerede muligheden for, at BE måske ville gå med i en kommende regering sammen med PS. På kongressen gentog hun, at det var en mulighed, dersom de rette betingelser var tilstede og partiet fik styrke til at indgå i regering.

Venstreblokkens kongres og politiske svar

Allerede forud for BE-kongressen var der spekulationer om, hvorvidt PS vil prøve at danne regering alene eller eventuelt, hvis muligheden bød sig, kun lave en samarbejdsaftale med CDU og isolere BE. Catarina Martins forsøgte at lægge ideen om absolut PS-flertal i graven i sin åbningstale. At stemme taktisk på PS for at hindre højrefløjen i at vinde valget var ikke aktuelt. Højrefløjen står nu så svagt, så at foretrække et dårligt resultat frem for et meget dårligt resultat var en død sild. ”Lad ideen hvile i fred”, var hendes svar. Talen var et kombineret angreb på PS’ politik, især dets manglende indsats for afskaffelse af den forrige regerings arbejdsmarkedsreformer og ejendomsspekulationen og en eksemplificering af, hvor BE havde sikret resultater de seneste tre år. Talen må tillige ses som et svar på meningsmålingerne. Det synes klart, at partiledelsen frygter, PS vil få hele æren for de økonomiske og sociale fremskridt, Portugal har oplevet de senere år, mens BE vil blive kørt ud på et sidespor. Valgkampen er i gang og der er ikke lagt op til nogen form for borgfred mellem regeringen og dets samarbejdspartnere for at vinde næste valg. 

På kongressen forelå tre forslag til politisk resolution. Forslaget fra ledelsen vandt med et overvældende flertal på knap 84% af stemmerne. De to mindretalsforslag kritiserede, at Venstreblokken manglede en klar politisk strategi: Man var for fokuseret på det parlamentariske arbejde og mindre på aktivisme ude i samfundet og på partidemokrati. Partiet koncentrerede sig mere om mediernes opmærksomhed end om at opbygge et anti-kapitalistisk parti, der stod for forandring af status quo og hvor medlemmerne blev inddraget i de politiske beslutninger. 

Ledelsens forslag ”En stærkere venstreblok for at forandre landet” slog fast, at på trods af EU’s ”austerity-politik” havde man vist, at det var muligt at forbedre almindelige menneskers økonomiske og sociale vilkår. Men EU’s politik med euro og finanspagt fastholdt Portugals økonomi i en svag position, hvis en ny krise kom. Den påpegede, hvor meget anderledes situationen kunne have været, hvis regeringen ikke havde overholdt EU-reglerne om offentligt underskud og havde krævet genforhandling af gælden(7). Lige som den kritiserede regeringen for ikke at have støttet en afskaffelse af de såkaldte arbejdsmarkedsreformer, den tidligere regering havde indført. Forslaget konstaterede desuden, at der havde været et generelt godt samarbejde med kommunistpartiet i parlamentet på trods af de uenigheder, der ellers var.

Forslaget skitserede i overordnede vendinger de fem punkter partiet ville gå til valg på.

  1. Afskaffelse af den tidligere regerings arbejdsmarkedsreformer
  2. Styrkelse af den offentlige sektor – især sundhedsvæsenet
  3. En miljøpolitik med sigte på afskaffelse af de fossile brændstoffer
  4. Øgede offentlige investeringer
  5. Fødevaresuverænitet

Hvis disse mål skulle nås, var det nødvendigt med offentlig kontrol af strategiske, økonomiske sektorer begyndende med finans- og energisektorerne.

Forslaget konkluderede, at dette var minimumskrav, hvis Portugal – ja, hele Europa – skulle vinde over fattigdommen og den voksende miljøforringelse. Kravene ville være uforenelige med overholdelse af EU-traktaterne, med overholdelse af Portugals gældsforpligtelser og sandsynligvis medlemskab af euroen, men de var grundlaget for BEs forslag til en venstreorienteret regering, kvalitativt forskellig fra den politik, som var ført de seneste fire år. 

PS-regering eller fælles regering?

Tager man kongresresolutionen bogstaveligt som udgangspunkt for en fælles regering med PS, så bliver en sådan ikke en realitet. De fem punkter er i sig selv ikke brudgrundlag. Men den bagvedliggende argumentation om brud med EU-traktaterne og muligvis også et brud med euroen gør det vanskeligt at se et samarbejde på regeringsniveau. Premierminister Antonio Costa gjorde klart på et møde i starten af december, at regeringen gik ind for en styrkelse af euroen og den monetære union. Ifølge Costa skal den monetære union have sine egne indtægter, så den har budgetmæssig kapacitet til at styrke konvergensen og reducere asymmetrien eller forskellene staterne imellem. Samtidig slog han fast, at ”Europa” er et aktiv for alle landene, når det gælder sikkerhed, økonomi og innovation. Ifølge Costa er det en grundlæggende fejl, hvis man tror, Portugal ville være mere sikker og kunne løse sine udfordringer uden Europa. Costa gjorde det således klart, at Portugals fremtid ligger i EU og euroen. Og Portugal har fået en stjerne hos EU-kommissionen. På samme møde fremhævede budgetkommissæren Moscovici Portugal som et lysende eksempel på et land, der var kommet styrket ud af krisen og et land til efterfølgelse for de lande, hvor populisterne nu har magten.(8)

De politiske skillelinjer for så vidt angår EU er således trukket hårdt op. Hvorvidt de vil forhindre et regeringssamarbejde eller fortsat parlamentariske samarbejde som nu, er vanskeligt at sige. Det kan være ledelsens kongresresolution fik overvældende flertal, men kritikken fra mindretallet om, at BE har bøjet for meget af over for PS og regeringen ligger og lurer under neden. Det er en kritik som ledelsen ikke kan sidde overhørig, hvilket bl.a. ses tydeligt i partiets støtte til de mange strejker, som pågår inden for en række centrale sektorer herunder blandt sygeplejersker, lærere, havnearbejdere, fængseslansatte og togførere. Strejkerne handler først og fremmest om bedre løn- og arbejdsforhold, hvilket er synonymt med kamp mod de arbejdsmarkedsreformer, PS sammen med den forrige regering vedtog tilbage i 2011. Men de handler tillige om den måde, en række reformer er gennemført på. Regeringen har således nedsat arbejdstiden for offentligt ansatte fra 40 timer ugentligt til 35 timer - uden personalekompensation, hvilket har ført til et noget nært administrativt sammenbrud flere steder i den offentlige sektor. 

Mens dette skrives, er Portugal nærmest gået i stå på grund af togførernes strejke. Meget lidt bliver lastet og losset i Setubal på grund af havnearbejdernes strejke. Hospitalerne aflyser tusindvis af operationer på grund af sygeplejerskernes strejke. Netop de mange arbejdskampe, der foregår, ville være en oplagt mulighed for at lægge pres på regeringen. Men det største forbund, det kommunistisk dominerede, CGTP, har kun delvist støttet op om kampene. CGTP-ledelsen har gennem hele PS-regeringsperioden især lagt vægt på kampen mod arbejdsløsheden og rost regeringens indsats på området. Set udefra virker det derfor som om ledelsen støtter kampene og kravene om bedre arbejdsforhold herunder ikke mindst kravene om bedre løn og færre løst ansatte, men kun i det omfang og så længe de ikke udvikler til en trussel mod regeringen. Blandt en række fagforeninger er medlemmerne begyndt at sive fra CGTP. 

Det kan true kommunistpartiets hidtil stærke basis blandt de organiserede arbejdere og dermed dets – nærmest på forhånd sikrede – faste opbakning på omkring 7-8 % af vælgerne. Også kommunistpartiet kæmper mod et absolut flertal til PS. Partiet skal derfor finde en strategi for, hvorledes det kan genopbygge sin stærke basis i den organiserede del af arbejderklassen.

Også Venstreblokken er nødt til at markere sig, hvis partiet skal undgå at tabe kampen om vælgernes gunst, som det er set andre steder i Europa for venstrefløjspartier og som meningsmålingerne antyder.

Samtidig bidrager PS til at trække fronterne hårdt op. Kort inden vedtagelsen af finansloven for 2019, afviste PS’ gruppeformand Cantos Cesar enhver snak om BE’s forslag om ejendomsbeskatning for at modgå spekulation og en forhøjet indkomstbeskatning med henvisning til, at de ikke var fremkommet tidsnok til at de kunne indgå i diskussionen om finansloven. Dette skønt BE har fremført disse forslag flere gange de senere år. Cesar ønskede at holde dialogen i gang med venstrefløjen, men beskyldte den samtidig for ikke at have forstand på regeringsførelse og opfordrede derfor vælgerne til at stemme på PS ”for at holde kursen i landet”.(9)

Og PS bruger disse vedtagelser i den begyndende valgkampagne: ’Regeringen har øget mindstelønnen år for år, regeringen har forhøjet pensionen, regeringen har nedsat arbejdstiden for offentligt ansatte, regeringen har stoppet ansættelser af løsarbejdere inden for det offentlige, regeringen har tilbagebetalt lån og skabt luft i Portugals økonomi’. Der er næppe tvivl om, at såfremt PS får flertal alene, vil man droppe samarbejdet med venstrefløjen, men hvis partiett ikke får flertal alene, hvad sker der så? Valget skal afholdes senest i oktober 2019.

 

 

Noter:

1.Et tal som bliver udfordret af Observatorio-das-desigualdades, der hævder det reelle tal i 2017 er over 17%. Se https://translate.googleusercontent.com/translate_c?depth=1&langpair=auto%7Cen&rurl=translate.google.com&sp=nmt4&u=https://www.publico.pt/2018/03/02/sociedade/noticia/desemprego-oculto-e-o-dobro-do-oficial-chegou-aos-175-no-final-de-2017-1804957&xid=17259,15700019,15700043,15700124,15700149,15700186,15700191,15700201,15700237&usg=ALkJrhh9fsjz-_Hlz-iO--O9hNXhRumOKw 

 2.  Meningsmåling november 2018 https://leitor.expresso.pt/diario/sexta-5/html/caderno1/temas-principais/PSD-a-cair-PS-a-crescer.-Costa-embalado-Marcelo-superstar 

Valgresultat 2015 https://es.wikipedia.org/wiki/Elecciones_parlamentarias_de_Portugal_de_2015 

3. Se ”Den portugisiske arbejdsmarkedsmodel under den neo-liberal hestekur” i Tidsskrift for arbejdsliv 17. årg. Nr. 2015

4. Se http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1866 

5. Se https://www.jacobinmag.com/2018/06/portugal-left-bloc-socialist-party-austerity 

6. ”Golden Visa”-programmet giver udenlandske investorer særligt lempelige vilkår vedrørende krav om ophold i landet mv., hvis man investerer mere end 500.000 €,  se mere på https://www.urhomeportugal.com/en/blog/detalhe/the-portuguese-golden-visa-program-2018_169/ 

7. Portugals gæld er fortsat over 100% af BNP.

8. Se https://jornaleconomico.sapo.pt/noticias/costa-a-ideia-de-que-sem-europa-ficamos-mais-seguros-e-autonomos-e-um-erro-basico-386169 

9. Se f. eks. https://www.dn.pt/poder/interior/todo-o-cuidado-e-pouco-cesar-acusa-esquerda-de-ansiedade-pre-eleitoral-10234637.html