Isolationsfængsling og menneskerettigheder En usædvanlig case eller Der kan være gode grunde til skærpet fængsel
Af Peter Søndergaard

Offentliggjort: 16. december 2018

I

Det begyndte med nye tal fra Kriminalforsorgen der viste at isolationsfængsling i en såkaldt strafcelle var steget kraftigt og i 2017 lå på godt 4000 tilfælde. Slemt, lød det fra flere sider, isolationsfængsling er helbredsnedbrydende, og Karin Verland og Elna Søndergaard fra Dignity – Dansk Institut mod Tortur - advarede om, at brug af strafcelle bryder med FN’s Torturkomite, mens andre mente at det muligvis var i strid med Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Trine Bramsen, Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, var enig i at det gælder om at få antallet af isolationsfængslinger ned, og hvordan får man så det? Jo, det får man ved at tænke omvendt, sagde hun, ved at behandle de disciplinnedbrydende fanger (læs: bandemedlemmer) anderledes. I stedet for at de fra dag 1 får en række goder når de afsoner, skal de gøre sig fortjent til goder som f.eks. fitness, besøg og fjernsyn. ”Bandemedlemmer bør fremover optjene rettigheder i fængslerne. Det vil mindske brugen af strafceller og styrke deres resocialisering”. Forslaget lød besnærende, men måske skulle Trine Bramsen overveje hvilken type fængselscelle hun forestiller sig dag 1, når bandemedlemmet stiller til afsoning. Det må vel nærmest være en totalt rå og nulstillet celle, som ad åre kan udstyres og beriges når der er rullet point nok ind på kontoen og som til sidst, når pladen er fuld, ligner det de har i dag og står og afventer en hyggeaften efter fitness med the gang.

Det er fint at Trine Bramsen og andre tænker nyt om en af de værste afstraffelsesmetoder som findes - isolationsfængsling. I dag findes der ingen bindende internationale konventioner som forbyder anvendelse af isolationsfængsling, men isolation af fanger kan ske på måder som overtræder bestemmelserne i Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Den praksis som gør sig gældende ved isolationsfængsling i Danmark og som Trine Bramsen overvejer at ændre har to hovedformål: i forbindelse med varetægtsfængsling med den begrundelse at efterforskningen ikke forstyrres af arrestanten og i forbindelse med disciplinærsager i fængsler, hvor fangen anbringes i en strafcelle, ved udelukkelse fra fællesskab, anbringes i sikringscelle eller observationscelle. Brugen af den første type isolationsfængsel er stærkt aftagende og omfattede i 2016 under 1% af de varetægtsfængslede. Den anden type, som også er den Trine Bramsen har i tankerne, benyttes derimod I stigende grad og blev i 2017 brugt i godt 4.000 tilfælde for overtrædelse af bestemmelser i Straffuldbyrdelsesloven §68 – stk.2 , som aktiveres ved vold, nægtelse af at levere urinprøve, besiddelse af narko eller alkohol, besiddelse af våben, trusler, mv. Til listen over disciplinærforseelser som kan medføre strafcelle blev i 2016 (Pind) tilføjet besiddelse af mobiltelefoner i lukkede fængsler, og det er denne tilføjelse som er årsag til stigningen i brug af strafcelle. I et svar til Retsudvalget skriver justitsministeriet: ” Justitsministeriet bemærker i øvrigt, at udståelse af strafcelle som udgangspunkt finder sted i almindeligt indrettede celler med adgang til bøger og andre aktiviteter […] Herudover har den indsatte mulighed for at opretholde kontakten til familiemedlemmer og andre nære pårørende gennem besøg i institutionen”.

I faglitteraturen forudsættes det at en indsat skal opholde sig alene i en fængselscelle 22-24 timer i døgnet, hvis det skal defineres som isolationsfængsling. I samme faglitteratur er de skadelige helbredsmæssige virkninger ved isolationsfængsling veldokumenterede. Det er især manglen på social kontakt som skader helbredet. Strafferetsplejeudvalget konkluderede af undersøgelser 1994 og 1997 at de helbredsmæssige problemer ved isolationsfængsling tiltager med varigheden, og efter 2 måneders isolation kunne man for 43% af de fængslede stille en psykiatrisk diagnose. Der er altså god grund til at nedsætte antallet af isolationsfængslinger til et absolut minimum.

Kan Trine Bramsens forslag det? Selv om hun er meget lidt konkret, må man forvente at hun mener at dømte bandemedlemmer, og blandt dem formentlig kun de højest rangerende, skal påbegynde afsoning i et miljø som motiverer dem til at bestræbe sig på at opnå mere komfortable vilkår. De skal begynde afsoningen med en kold tyrker og et nulstillet fængselstilbud, med et hårdt fængsel som måske ikke decideret er isolationsfængsel, men beregnet på exit-resistente bandekriminelle som anses for så farlige for samfundets orden og fængslernes interne sikkerhed at de ikke kan afsone på almindelige fængselsvilkår før de har gjort sig fortjent til det. I Italien har man en afsoningsform som ligner det Trine Bramsen forestiller sig. Det drejer sig om den afsoning som er beskrevet i den italienske retsplejelovs §41 bis med tilnavnet carcere duro, hårdt fængsel. §41 bis er en del af det store italienske antimafialov-kompleks, som blev skabt og raffineret i årene fra 1982 til 1993 med nye straffelovsbestemmelser, retsplejelove og forvaltnings- og efterforskningsorganer uden sidestykke i noget vesteuropæisk land. §41 bis separerer dømte mafiosi definitivt fra deres tidligere kriminelle netværk og forhindrer dem i at dirigere mafiaorganisationernes kriminelle aktivitet fra fængslerne.

Hvad er de italienske erfaringer med hårdt fængsel? I 2016 sad 729 fængslet på §41 bis vilkår i hele Italien og af dem var 8 kvinder. 29 af fangerne havde afsonet på disse vilkår i mere end 20 år. Mere end 90% var dømt eller tiltalt for mafiaforbrydelser og de var placeret i adskilte afsoningsafsnit, indrettet som et fængsel i fængslet, altså indrettet på §41 bis vilkår, for at ”forhindre forbindelse” mellem de fængslede og mafiaorganisationerne. Cellerne varierer i størrelse men er ofte meget små, 2½ x 2m. Der kan være tilknyttet separat toilet. Cellerne og fangerne overvåges alle døgnets timer. At afsone på §41 bis-vilkår indebærer: ingen besøg, eneste undtagelse er at nærmeste familie eller samlever maximalt kan besøge fangen adskilt med en glasvæg og aflyttet én gang månedligt i en time; besøg kan alterneres med telefonsamtale af 10 minutters varighed, derudover er der forbud mod telefonsamtaler; fangen må ikke modtage penge ud over en fast sum; fangen må modtage to pakker om måneden som ikke overstiger en bestemt vægt; to gange årligt må fangen modtage to særlige pakker med tøj og sengelinned; fangen må ikke deltage i afstemning om sammensætningen af fangeråd og kan ej heller selv opnå sæde i fangeråd; cellen må ikke rumme redskaber eller køkkengrej; der må ikke købes madvarer der kræver tilberedning – en bestemmelse som pt er indklaget for den italienske forfatningsdomstol; max 2 timers udendørsaktivitet dagligt, hvoraf den ene time kan konverteres til gymnastik, bibliotek og andre aktiviteter, evt. i grupper dog højest med op til fire personer; ind- og udgående korrespondance gennemlæses af fængselsmyndighederne.

For også at inddrage en anden fremtrædende socialdemokrats overvejelser, kan man spørge om denne hårde afsoningsform er konventionsstridig og om det er nødvendigt at opsige eller ”rode os ud af” Menneskerettighedskonventionen hvis vi i Danmark indfører noget der ligner §41 bis? Svaret er nej, det behøver vi ikke. Menneskeretsdomstolen har flere gange behandlet sager hvor indsatte på §41 bis vilkår har klaget over at denne fængselsform er en overtrædelse af deres rettigheder, men har ikke fået medhold når det gælder afsoningsprincipperne. Men som bekendt kan der være forskel på principper og på de faktiske forhold som følgende friske eksempel fra Italien viser. Det drejer sig om sagen Provenzano versus Italien, hvor Menneskeretsdomstolen i Strasbourg 25. oktober dømte den italienske stat skyldig i at have overtrådt menneskerettighedskonventionens artikel 3 og gav klageren delvist medhold i at de italienske justitsmyndigheder ikke havde dokumenteret berettigelsen af at fangen, Bernardo Provenzano, skulle afsone den sidste tid af sit liv i skærpet fængsel. Det er netop den manglende dokumentation, som er det springende punkt i denne sag og ikke, som vi skal se, generelt det at der benyttes skærpet fængsel.

II

Bernardo Provenzano blev født i 1933 og var eftersøgt af myndighederne i 40 år sigtet eller dømt in absentia for talrige mafiaforbrydelser, mord, økonomisk kriminalitet, afpresning, terror, bestikkelse. Da han endelig blev pågrebet 11. april 2006, havde han skjult sig på en lille fåreavlerstation lidt uden for Corleone på Sicilien, hvorfra han dirigerede den sicilianske mafiaorganisationen, Cosa nostra. Han blev straks indsat i et fængsel på det italienske fastland under det skærpede afsoningsregime §41 bis. 

Allerede mens Provenzano var eftersøgt havde han forskellige lidelser som hans netværk forsøgte at behandle ham for, blandt andet prostatakræft og kredsløbsforstyrrelser. Efter pågribelse og domfældelser fortsatte behandlingerne på fængselshospitaler eller fængslernes sygeafsnit. I de godt ti år han nåede at afsone fra 11. april 2006 til han døde 13. juli 2016, blev han flyttet mellem forskellige fængsler og mellem sikringsceller og hospitalsafsnit og altid på de strenge §41 bis vilkår, forlænget af justitsministeriet 7 gange: 5. april 2007, 3. april 2008, 2. april 2009, 1. april 2010, 28. marts 2012, 26. marts 2014 og 23. marts 2016. Selv i de mange perioder han var indlagt, blev 41 bis vilkårene opretholdt så godt det lod sig gøre.

 

Foto 1 Videobillede fra familiens fængselsbesøg hos Provenzano 21. maj 2013. Han bærer en blå hætte fordi han har sår i tindingen efter et fald. Kort efter besøget klager Provenzanos advokat til Menneskeretsdomstolen. Privatoptagelse.

Provenzanos advokat klagede i mindst tre omgange til de italienske fængselsmyndigheder og domstole over behandlingen af hendes klient, men fik hver gang afslag på at overflytte ham til en mere skånsom afsoningsform. Så i juli 2013 overklagede hun myndighedernes afgørelse til Den europæiske Menneskeretsdomstol fordi hun mente at Provenzanos afsoningsvilkår var et brud på fangens menneskerettigheder ifølge konventionens artikel 3, ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.” Hun fandt at Justitsministeriets begrundelse for at benytte 41 bis afsoning var ugyldig, da fangens fysiske og mentale tilstand var så nedsat at han ikke kunne udgøre nogen samfundstrussel.

Det materiale som Menneskeretsdomstolen har haft til sin rådighed er et meget stort antal medicinske journaler og rapporter, hvor lægefaglige specialer har vurderet fangens helbredstilstand og behandlingsmuligheder, men som set under et, især efter 2011, fortæller en historie om en stadig mere svækket fange. I december 2012 ses de første iagttagelser om en desorienteret fange som virker konfus og synes at have ”kognitive problemer”; han falder omkuld eller ud af sengen, han slår sig, nægter at spise og at tage sin medicin. Hans tale bliver stadig vanskeligere at forstå og neurologerne diagnosticerer det til at være en mulig begyndende ”nedsat hjernefunktion”. I 2013 konstateres det at der er inkontinensproblemer, problemer med liggesår og infektioner. I slutningen af 2013 mades han via sonde, og personalet han vanskeligt ved at afgøre om han forstår hvad der bliver sagt eftersom hans reaktioner og tale er utydelig. I april 2014 overførtes Provenzano til San Paolo Hospitalet i Milano, hvor han var indlagt til sin død juli 2016. Han blev dagligt tilset af læge, periodevis af specialister og undergik en lang række tests (rutinemæssige blodprøver, regelmæssig overvågning af glykæmi, nyre, lever- og skjoldbruskkirtelfunktion, blodtryk, hjertefrekvens og daglig dehydreringskontrol, samt diagnostiske tests som CAT-scanninger). Man forebygger at han tisser i sengen ved at iføre ham ble, man behandler urinvejsinfektioner, som forekommer kroniske som følge af langvarig kateterisering, og man behandler tarmproblemer og dehydrering. Det vurderedes efterfølgende at behandlingen var fremragende og at tilstedeværelsen af ​​kliniske specialister sikrede rettidige indgreb i tilfælde af komplikationer. Havde dette ikke været tilfældet, ville det have ført ”til hans død på meget kort tid.”

25. oktober 2018 offentliggjorde Menneskeretsdomstolen sin afgørelse. Den italienske stat fik medhold i at det ikke var en krænkelse af konventionen og Provenzanos rettigheder at han skulle afsonede sine domme i fængsel. Klagen over at den fængsledes sundhedstilstand ikke var blevet tilstrækkeligt overvåget og behandlet afvistes ligeledes, selv om retten fremholdt enkelte forhold som kunne have været bedre løst og undgået, som f.eks. Provenzanos faldulykker. Derimod fandt retten ikke at det italienske justitsministerium havde argumenteret tilstrækkeligt for at det var nødvendigt, i betragtning af Provenzanos fysiske og mentale tilstand, at forlænge fængslingen på §41 bis vilkår efter marts 2016 og at man derved havde krænket hans menneskerettigheder.

 

III

Domstolens afgørelse nåede de italienske medier samme dag, og hvis man havde forventet lettelse i regeringskredse over at domstolen ikke helt desavouerede den fulgte forlængelsespraksis, blev man overrasket over at læse de to italienske vicestatsministres, Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen og Matteo Salvini fra Lega, Facebook opslag. Di Maio skrev: ”Er det en spøg? Den europæiske Menneskeretsdomstol har dømt Italien fordi vi besluttede at fortsætte med at anvende det strenge fængselsregime 41 bis på Bernardo Provenzano fra 23. marts 2016 til hans død. Vi skulle således have overtrådt Provenzanos rettighed […] De ved ikke hvad de taler om! Det er Provenzano der har optrådt inhumant. 41 bis har været en af de afgørende midler for at slå mafiaen og den skal man ikke pille ved. Der er ingen medfølelse med mafiaen.” Salvinis kommentar lød: ”Den europæiske domstol i Strasbourg har “dømt” Italien for at holde “signor” Provenzano indespærret i hårdt fængsel, idømt 20 livsvarige domme for snesevis af mord. For hundrede og syttende gang demonstrerer dette europæiske cirkus sin nytteløshed. I Italien bestemmer italienerne, ikke de andre.”

Justitsminister Alfonso Bonafede valgte at respektere dommen og undlod kommentarer ud over at garantere at 41 bis ville forblive, hvad han også roligt kunne eftersom ingen, og slet ikke Menneskeretsdomstolen, havde krævet den ophævet. Han sluttede med en profeti om at andre lande i Europa ville lære af Italiens antimafia-lovgivning. Overført til bandelovgivning, kan man måske tilføje.

Der var ingen regeringspolitikere som fortalte den italienske befolkning at domstolen udtrykkeligt havde redegjort for at den ikke underkendte den italienske stats ret til at benytte langvarig og skærpet fængsling som et værn for at beskytte samfundsordenen mod grov mafiakriminalitet. I stedet overlod politikerne den ledige rolle som humanismens vogter til mafiosoens søn Angelo Provenzano, der kunne udtale disse statsmandsord: ”Når staten hævner sig, overtræder den rettigheder. Hvis staten reagerer på folks vrede og efterkommer ønsket om hævn, gør den det på bekostning af loven. Jeg tror det er det domstolen i Strasbourg har fastslået, da man brugte 41 bis på min far, som var ude af stand til at forstå og manglede vilje.”

Det er helt afgørende for den italienske stat at det omfattende antimafia-lovkompleks er legitimt og understøttes af befolkningen og det internationale samfund, hvis kampen mod mafiaen skal lykkes. Der er elementer i lovkomplekset som balancerer på en knivsæg når man vil kalde sig et moderne og humant samfund. Det gælder f.eks. bestemmelserne om strenge afsoningsvilkår i §41 bis og det gælder dele af lovpakken om exit-begunstigelser af mafiosi som vælger at hoppe af og samarbejde med myndighederne. Det gælder for så vidt også selve hovedloven, antimafialoven, som bl.a. straffer det rene medlemskab af en mafiaorganisation, en parallel til det som nu undersøges i Danmark om muligheden for at forbyde banden LTF. Men især bestemmelserne om at afsondre mafiadømte i særligt hårde fængselsafsnit er en stadig kilde til kritik fordi uanset begrundelsen om at ødelægge informationsstrømmen i mafianetværk, vil der meget nemt i debatten blive tilført hævnmotiver som reaktion på kynisk mafiaadfærd, som selvfølgelig fremkalder sorg og vrede hos de mange ofres slægtninge. Det er vanskeligt at fortænke enker og faderløse i at ønske en hård og retfærdig straf til mordere og bagmænd, men så meget desto mere er der brug for at den italienske stat står fast på de strafferetlige principper og graduerer strafsanktionerne i takt med formålet.

Menneskeretsdomstolen er lempelig i sin behandling af klagen fra Provenzanos familie. Den gør tydeligt rede for at den accepterer nødvendigheden af at indsætte fanger i de særligt sikrede fængsler som beskrives i §41 bis. Den henviser til sin behandling af klager over denne afsoningsform i flere tidligere sager, hvor klagerne er blevet afvist. Den slutter med at dømme den italienske stat for at have overtrådt artikel 3 i konventionen, men den kunne på det foreliggende grundlag uden videre have udvidet dommen til også at omfatte forlængelsen af isolationsfængslingen allerede fra 2014. Den italienske regering slap meget billigt fra at den bare slog automatpiloten til og gjorde som den plejede.

Mafiadømte ved, at hvis de hopper af og indvilger i at samarbejde med anklagemyndigheden ophæves §41 bis vilkårene. Afsoningen lettes, straffen nedsættes og de får beskyttelse når de løslades. De får altså en belønning, hvis de vælger et exitprogram. Er der brug for en 41 bis fængselsform i Danmark eller for en anden variation over det hårde fængsel? Hvis vi følger Trine Bramsens tankegang, synes hun at forestille sig at visse kriminelle, ledende bandemedlemmer skal starte med skærsilden, med at afsone i et hårdt fængsel. Hvis de derefter indgår i et samarbejde med politi og anklagemyndighed eller på anden måde optjener point i fængselssystemets karakterskala, kan deres afsoningsvilkår mildnes og afsoningstiden forkortes. Måske er det det hun forestiller sig og så er forskellen på afsoning af mafiamedlemmer i Italien og bandemedlemmer i Danmark ikke stor. Menneskeretsdomstolen vil næppe gøre ophævelser, man behøver altså ikke ”at rode sig ud” af nogen konvention for at Trine Bramsen kan skrive fængselshistorie.