Hvorfor nationaliserer vi ikke bankerne?
Af Ulf V. Olsen

Offentliggjort: 17. oktober 2018

 

Et gammelt mundheld siger, at man ikke skal skyde gråspurve med kanoner. Men omvendt kan man heller ikke nedlægge elefanter med ærtebøsser. Og i venstrefløjens håndtering af Danske Bank skandalen synes det, at være sidstnævnte skydeøvelse, der er gang i.

 

Mange nøjes med at skælde ud. Nogle anråber den politiske forbruger om hjælp og får i processen afsløret, at politisk forbrug er en strategi med meget begrænset rækkevidde. Der er krav om lidt højere straffe og lidt mere kontrol. Enhedslisten drister sig som de mest radikale til at foreslå en politik a la Roosevelt med opdeling af store banker. Men så er det også sagt.

 

Man forundres over venstrefløjens konfliktsky minimalreformisme, når det drejer sig om den finansielle sektor.

 

Den Danske Bank står jo ikke alene. Også Nordea og Jyske bank er blevet grebet i bistand til omfattende skattesvindel. (Gense gerne Selvsvings Nordea sang på Youtube). Der er ikke tale om et enkelt broddent kar. Der er derimod tale om forudsigelig Standard Operating Procedure. Kun en tåbe tror, at vi ikke vil opleve tilsvarende sager i fremtiden! Eller at noget tilsvarende ikke foregår lige nu andre steder i den finansielle sektor.

 

Der er stærke argumenter for en nationalisering af de store banker – altså de såkaldte SIFI- Banker (SIFI = Systemically Important Financial Institutions). 

 

Ikke kun fordi de er involveret i skattesvindel, støtte til mafiavirksomhed, bistand til diktatorer og illegal våbenhandel. Aktiviteter, som man vanskeligt kan forestille sig, at offentligt ejede og demokratisk kontrollerede banker ville gøre sig skyldige i.

 

Men også fordi det ud fra en almindelig retsbevidsthed og et ønske om at leve i et demokrati, er det eneste rigtige, der er at gøre. Og derudover akut nødvendigt, fordi vi i en tid med klimaforandringer har brug for langt større demokratisk kontrol med udlån og investeringer end tidligere. Vi skal investere i grøn omstilling fremfor i en stigende boligbyrde!

 

Hvad og hvem er SIFI´erne?

 

De danske SIFI-banker er p.t. Danske Bank A/S, Nykredit Realkredit A/S, Nordea Kredit Realkredit A/S, Jyske Bank A/S, Sydbank A/S og DLR Kredit A/S.(1)  Altså banker der på moderne dansk er ”to big to fail”, hvilket selvfølgelig er noget sludder: Finanskrisen viste tydeligt, at store banker er lige så dygtige til at fejle som små banker.

 

De er bare for store til at falde, fordi deres fald vil trække hele samfundsøkonomien med sig. Og derfor blev de også i kølvandet på finanskrisen reddet af såkaldte bankpakker – hvoraf den ene af Henrik Sass Larsen blev kaldt ”det største tyveri i Danmarkshistorien nogensinde.”(2) Og Henrik Sass Larsen burde jo vide det, for han deltog selv aktivt i at begå tyveriet sammen med alle Folketingets partier på nær Enhedslisten.

 

Det er vigtigt at understrege, at det kun er en del af banksektoren, jeg taler for at nationalisere. Ikke-systemiske banker, dvs. langt de fleste banker i Danmark, har jeg umiddelbart ikke nogen forestilling om skal nationaliseres, så længe de ikke involverer sig i kriminelle aktiviteter.

 

Men omfanget af det, der foreslås, skal omvendt ikke forklejnes.

 

De ovennævnte 6 pengeinstitutter tegnede sig for over 86% af alle udlån i Danmark i 2017. Året før var det 93%. Selvom det kun drejer sig om 6 pengeinstitutter, indebærer en nationalisering af SIFIerne altså, at langt størstedelen af banksektoren bliver offentlig. 

 

Den private banksektor vil alene være et mindre appendix, som formentlig primært vil blive opretholdt af mennesker med særlige interesser eller ideologier jf. f.eks. Merkur- eller Saxo-bank. At have en lille supplerende privat banksektor vil næppe skade. Og kunne bidrage til at investeringsmuligheder og ideer, som ikke nyder fremme hos de offentlige banker, får en alternativ mulighed for at blive afprøvet.

 

Et første afgørende argument for nationalisering af SIFIerne er, at de i forvejen er halvvejs offentlige, fordi de hviler på et fundament af permanent statskaution. Er der tab og truende konkurs, er det staten og borgerne, der betaler regningen. Kun, når det går godt, og der høstes gevinster, er bankerne private. 

 

Dette skaber et åbenlyst moral hazard problem og tilsynsmyndighederne har gentagne gange vist sig ude af stand til at regulere sig ud af dette problem. Dette fordi samme banker ofte har held med at lobby’e politikere til at lempe regulering, og fordi der er for meget fart på svingdøren mellem tilsynsmyndigheder og de banker, de skal holde tilsyn med.

 

Banker, der i forvejen er halvvejs offentlige, bør også være det helvejs. Er man for stor til at falde, er man også for stor til at være privat!

 

Men i en vis forstand er alle banker altid offentlige. Det, de lever af at sælge – nemlig penge – er ”produceret” af det offentlige. Foreningen Gode Penge har ganske vist utrætteligt påvist, at langt de fleste penge i dag skabes i forbindelse med private bankers udlån. Men de penge, der skabes, er ikke Danske Bank Dollars, Nordea-Euro eller Jyske Janter. Det er derimod danske kroner, skabt og udlånt på licens fra Nationalbanken. Og som andre nationale valutaer kloden rundt er kronernes værdi sikret af statsmagten; ikke mindst i kraft af dennes skatteopkrævning.

 

Statsmagten – og dermed i demokratier, demokratiet selv – fremstilles ofte som magtesløst over for den finansielle sektor. Helle Thornings begrundelse for at tilslutte sig Finanspagten i EU var, at det var vigtigt at sikre finansmarkedernes tillid til den økonomiske politik i Danmark. Og fik dermed understreget hendes opfattelse af magtforholdet mellem demokratiet og den finansmagt, som de færreste tænkende mennesker kan have nogen tillid til. 

 

Kendsgerningen er imidlertid, at den finansielle sektor har statsmagt og statsgaranterede valutaer som sin første og ufravigelige forudsætning. Kun statsmagt sikrer de penge værdi, som bankerne lever af at låne ud. Derfor er staterne heller ikke så magtesløse, som det ofte fremstilles, tværtimod blev bankernes afhængighed af statsmagten åbenbaret og udstillet under finanskrisen. 

 

Når det er sagt, er det indlysende, at den finansielle sektors magt over økonomien er endnu en indlysende grund til at kræve nationalisering. Nationalisering af banker er ganske enkelt en kamp for demokrati og frihed!

 

Men det er også nødvendigt, hvis man vil gennemføre grøn omstilling, fremme vedvarende energi, økologisk fødevareproduktion og tiltag, der i øvrigt bidrager til at forhindre fortsatte temperaturstigninger. 

 

Gennem deres udlån styrer bankerne investeringerne.  Udlån og dermed investeringer har i de senere år rettet sig specielt mod boligsektoren. Afdragsfrihed, flexlån og lave renter har været midlet til at pushe lån, der har øget boligpriserne og den private gæld. Og selvfølgelig indtjeningen hos bankerne. Vi står i dag i den situation, at stigende huspriser ikke regnes med i inflationen og ligefrem anskues som et økonomisk sundhedstegn. Ret beset burde faldende boligudgifter ses som et økonomisk mål.

 

Med offentlige banker kunne vi koncentrere investeringspolitikken om at skabe grøn omstilling fremfor dyrere boliger. Dette er ikke bare en god ide. Det er en nødvendighed.

 

Man må håbe, at det kun er vanetænkning, der blokerer venstrefløjens erkendelse af, at nationalisering af SIFI-bankerne er et indlysende rigtigt krav!

 

Noter:

1. https://www.finanstilsynet.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2018/sifi-udpegning-2018

2. Se DRs Dokumentar ”Sikke en fest”.