Farvel til Højrepopulismen?
Af Carsten Jensen

Offentliggjort: 17. oktober 2018

 

A pro pros Chantal Mouffes For a Left Populism 

 

Forestillingen om, at kampen i Europa står mellem folket og ’eliterne’ er kommet højt på dagsordenen. Det er den også Chantal Mouffes nye bog For a Left Populism,( For Venstrepopulisme), der udkom denne sommer på det gamle, hæderkronede, Londonbaserede venstrefløjsforlag Verso. Bogen er allerede blevet et debatemne, og den er generelt blevet godt modtaget i de mange anmeldelser. I denne tekst er fokus ikke så meget på bogen som udgivelse, som på de generelle spørgsmål om venstrepolitik bogen stiller: hvad er populisme, hvad er forskellen på højre- og venstrepopulisme, og endelig: skal højrepopulismen især bekæmpes på midten eller fra venstre? 

 

Chantal Mouffe og populismen er en omkring fyrre år gammel historie. Den går mindst tilbage til hendes første bog fra 1979. Her skrev hun om, hvordan Antonio Gramsci forestillede sig en fremtid med et hegemonisk projekt rettet mod borgerskab og kapitalisme. Gramsci havde tænkt, at denne fremtid især skulle tegnes af arbejderklassens lederskab, men Mouffe reviderede Gramsci derhen, at ikke kun arbejderklassens ideologier, men alle de folkelige ideologier, skulle tegne lederskabet i projektet. Hermed er der klart taget stilling  for venstrepopulismen i dens mest direkte form, nemlig som en folkelig ideologisk front vendt mod de centrale magthaveres ideologi.

 

Mouffes ideer var i udgangspunktet først og fremmest inspireret af Gramsci, men nævnte del-revision af Gramsci, det vil sige at arbejderklassen skal ’dele’ lederskabet i opbygningen af det nye samfund gennem indførelsen af de folkelige, ikke-klasseideologier, er inspireret fra forskellige kilder. Umiddelbart havde Mouffe måske lært en del af sin tid som underviser på universitetet i Bogota, Columbia i 1970’erne. Hun havde også lært af den måde. Ernesto Laclau havde brugt de latinamerikanske erfaringer på. Endelig havde hun nok i bred forstand ladet sig inspirere at de folkelige rejsninger i løbet af 1960’erne og ikke mindst af de sociale bevægelser, der voksede op ved siden af arbejderbevægelsen i 1970’erne.

 

I løbet af 1980’erne raffinerede Mouffe, blandt andet sammen med Ernesto Laclau, sine ideer om det hegemoniske projekt, hun talte om. Hun præciserede projektets retning som ’radikalt demokrati’, hvilket skulle forstås sådan, at kampen for socialismen ikke kunne stå alene, men skulle være en del af et bredere projekt, der også omfattede krav fra kvinder, etnisk marginaliserede, undertrykte kønsbevægelser med mange flere. En mangfoldighed af krav skulle samles om en kamp for en dybere og bredere forståelse af demokratiet.

 

1980’erne gav dog også erfaringer med noget helt andet i Mouffes univers, nemlig højre-offensiver i USA og Vesteuropa: neoliberalisme og højre-populisme havde noget mere vind i sejlene end demokratisk socialisme og radikalt demokrati. Mouffe så neoliberalismen som den ledende højrestrømning, der repræsenterede finanskapitalen og de centrale statsbureaukratier, mens højrepopulismen var underhunden og repræsenterede dem, der følte sig truet af fagforeningerne, migranterne og bureaukratiseringen af velfærdsstaten,. 

 

I starten af det nye årtusinde advarede Mouffe venstrefløjen mod at gøre højrepopulismen til hovedfjenden, for hun mente, at den på trods af dens ubehagelige træk var et følgefænomen til neoliberalismen, og at højrepopulisterne først ville miste indflydelse, når den neoliberale udvikling var blevet afløst af et nyt venstreprojekt. Først da kunne man begynde at gøre højrepopulisterne til venstrepopulister. 

 

I de senere år har det imidlertid vist sig, at højrepopulismen er begyndt at udkonkurrere neoliberalismen som førende højrepolitik. Mest tydeligt er dette i USA, hvor Trumps højrepopulisme slog både det republikanske og det demokratiske partis neoliberalisme af pinden. Mouffe er da også blevet mere bekymret for højrepopulismen og mener tilsvarende, at neoliberalismen er blevet afsvækket af den, af venstrefløjsorganiseret modstand og ikke mindst af de nederlag, den indkasserede under finanskrisen, da det blev tydeligt for alle, at den og bankerne ikke kunne stå på egne ben, men måtte bede om støtte fra stat og skatteydere. 

 

Mouffe er da også begyndt at opfatte populismen i dens forskellige varianter som en større udfordring for neoliberalismen, end hun gjorde for et årti siden. Finanskrisen ramte grækerne særligt hårdt, og det er da også her venstrepopulismen, sådan som Mouffe ser den, har haft sin største succes, nemlig regeringsmagten i form af Syrizas lederskab.(i) På baggrund af sådanne og flere erfaringer mener Mouffe altså i dag, at venstrepopulisme er vejen – den eneste (!) – frem.

 

Hvad handler For a Left Populism om?

 

For a Left Populism er en bog af begrænset og beskedent omfang. Mere præcist på 98 sider. Men det ændrer nu ikke ved, at den tager meget store spørgsmål op. Bogens emne er strategisk i ordets bredeste betydning. Hvis man accepterer, at politisk strategi består af et hierarki af mål og midler, så er det de største emner for politiske bevægelser, der diskuteres. Mouffe har i de seneste tre årtier argumenteret for, at venstrefløjens eksistensberettigelse – dens mål - er at arbejde for ’frihed og lighed for alle’ i den bredest mulige fortolkning. Dette mål er da også intakt i denne bog. Det overordnede middel, venstrefløjen skal tage i brug for at øge chancerne for at komme nærmere på dette mål, er at bruge venstrepopulistiske virkemidler. Hvad disse relativt enkle sætninger så mere præcist betyder, er egentlig bogens emne.

 

Mouffe realiserer bogprojektet i fire hovedkapitler. Det første, The Populist Moment, analyserer den politiske situation i Europa i dag, under indtryk af autoritære nationalister og populister som Putin på den ene side og Trump på den anden. Mouffes grundlæggende analyse er, at den politiske hovedkonflikt i dag i Europa står mellem folkelige kræfter og oligarkier i markeds- og statsinstitutioner. Denne analyse er langt fra ny. Venstrefløjene i Frankrig og Vesttyskland udviklede den allerede sidst i 1970’erne (Nicos Poulantzas og Joachim Hirsch fx). Det nye i situationen er, at analysen ikke mere er et eksotisk venstrefløjsfænomen, men nærmest en main-stream, prime-time-tv accepteret sandhed. Dette udgør imidlertid ifølge Mouffe også en stor strategisk mulighed for venstrefløjen, der kan udnytte den udbredte erkendelse af konflikten til at sætte sine konkrete krav om demokratisering (dvs. svækkelse af oligarkierne) og folkelig indflydelse på en i forvejen frugtbar dagsorden. Det populistiske tidspunkt og dets konfliktstruktur er altså også et tilbud til venstrefløjen. Det er ikke givet, at det bliver højrepolitikkere, der vinder på det.

 

Det næste kapitel, Learning from Thatcherism, tager netop udgangspunkt i den autoritære erfaring fra 1970’erne og 1980’erne. Mouffe sætter af fra Stuart Halls forestilling om autoritær populisme som dels Margeret Thatchers politik på vejen til magten og dels den politik hendes regeringer førte over for befolkningen efterfølgende. På den måde minder hun os om, at højrepopulisme ikke er noget nyt, men også om, at det kan lykkes at vende dagsordener med populistisk politik. Det viste thatcheristerne med deres opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat, der efterhånden blev ændret i retning af en neoliberal konkurrencestat i UK. Men den positive lære i Mouffes bog er, at selv rodfæstede hegemonier som det socialdemokratiske i UK i efterkrigstiden kan rystes, brydes ned og erstattes af andre. Venstrefløjens nærmest monumentale opgave er nu at gøre det samme ved dagens ’thatcherister’/autoritære populister, som Thatcher gjorde ved socialdemokraterne i 1980’erne.

 

I Radicalizing Democracy, det tredje kapitel, drøfter Mouffe forestillingen om radikalt demokrati i dets relation til både liberalt demokrati og efterkrigstidens socialdemokratisme. Den forestilling hun sammen med Ernesto Laclau lancerede for mange år siden var, at socialismen ikke mere skulle være kernen i et alternativt projekt, men blot én blandt mange dimensioner i den fortløbende demokratisering af velfærdsstaterne. Dengang i 1985 virkede det på mange socialister som en provokation, men i dag er denne ’radikale reformisme’ ligeså mainstream for den europæiske venstrefløj, som forestillingen om en dybtgående konflikt mellem ’folket’ og ’oligarkierne’ med deres støtter blandt de gamle politikere er for en tv-journalist. Mouffe skriver bøger sammen med spanske Podemos-politikere, holder valgmøder til fordel af Jean-Luc Mélenchon i Frankrig og bliver brugt som argument for det britiske Labours venstrefløj. Kapitlet er da også nærmest en tour de force omkring det demokratiske venstres positioner og argumenter i Europa i dag. Mouffes stålsatte forsvar for tanken om, at enhver vej til radikalt demokrati og (ja!) socialisme, går gennem det liberale demokratis fortløbende folkeliggjorte institutioner er måske den eneste af pointerne, der kan fremkalde modstand i dogmatiske venstremiljøer. 

 

Sidste kapital hedder Construction of the People, og handler om, hvordan der skabes ’et folk’ gennem en koncentration af folkelige krav vendt mod oligarkierne omkring en radikal fortolkning af det liberale demokratis normer om frihed og lighed for alle. Dette folk skal skabes omkring tilslutning til et politisk projekt, og på den måde kommer folk næsten til at blive synonymt med gramscianismens ’sociale blok’: ”The objective of a left populist strategy is the creation of a popular majority to come to power and to establish a progressive hegemoni “ (For a Left Populism, p. 50). 

 

Dette kan ske på mange måder, og Mouffe gør lidt ud af at advare om, at der ikke findes en endelig model, der skal følges i alle nationalstatslige rum. Hun sammenfatter om de forskelle, som historiske og andre forhold kan betinge: ’This hegemony will take different names according to the specific trajectories involved. It could be envisaged as ’democratic socialism’, eco-socialism’, ’associative democracy’ og ’participatory democracy’; everything depends on the contexts and national traditions. What is important, whatever the name, is the recognition that ’democracy’ is the signifier around which the diverse struggles are articulatied and that political liberalism is not discarded.” (p. 51). 

 

Udgangspunktet er under alle omstændigheder, at ’folket’ ikke findes på forhånd i dag, men er noget, der skal skabes. Hermed mener Mouffe, at der nok i enkelte lande findes ’befolkninger’, men at disse i politisk forstand er splittede op i en mangfoldighed af grupper, der skærer hinanden på kryds og på tværs, og hvor selv enkelte individer kan identificere sig med grupper, der egentlig er modstandere på det politiske felt: mænd kan være ’kammerater på gaden og fascister i sengen’, som det engang blev udtrykt i en italiensk roman (Svin med vinger), mens fx kvinder kan være søstre i basisgruppen, men klassefjender i det fagretlige system. 

 

I den gamle version af venstrepolitik, skulle arbejderklassen organisere tjenestemænd og husmænd omkring sig, indtil man kunne ’tælle til 51 procent’, så at sige. I et univers, hvor miljøpolitik og metoo-bevægelsen måske er bedre mobiliseringsfaktorer end fagforeningsbogen, har politiske aktivister med regeringsambitioner en mere kompliceret tilværelse. At skabe et ’folk’ af sådanne modsætninger er ikke let, men det er de præmisser, som kampen om hegemoni og folkeligt lederskab skal vindes på i Mouffes politiske univers. Derfor er det også nødvendigt at se den aktuelle indsats i arbejdet mod højrepopulisme og neoliberalisme på det helt store strategiske niveau: den kamp om hjerter og sjæle som Thatcher talte om. Venstrepopulismen skal gøre sig til den kraft, der repræsenterer og organiserer et samlet udsnit af befolkningen så politisk effektivt, at der både kan vindes hegemoni i det civile samfund og regeringsmagt i staten på et program for demokratisering. Store ord og besværlige realiteter, men mere om det senere.

 

Højrepopulismen som udfordring: besejre den fra midten eller fra venstre?

 

Når talen falder på populisme er det ofte underforstået, at der tales om højrepopulisme, Trumps, Le Pens, Orbans og så videre. Det er det også for flere af dem, der har været med til at definere rammerne for debatten i Europa på det lidt dybere plan. Her kunne man ved siden af Mouffe (og ikke mindst Ernesto Laclau) pege på politologer som Cas Mudde og Jan-Werner Müller. I en stor del af debatten tages det desuden for givet, at vi trods alt ved, hvad vi taler om, når vi taler om højrepopulisme. Imidlertid er det ikke så let, når debatterne bliver mere konkrete. Så skal man til at tage stilling til de finere detaljer i forestillingerne om (højre-) populisme. Det får nemlig betydning for, hvorledes man tænker sig, at den kan bekæmpes. 

 

Cas Mudde ser højrepopulisme som en politisk ideologi, der er meget løseligt sammensat. Den indeholder dog altid en forestilling om, at der er en grundlæggende modsætning mellem et folk og en gruppe centrale magthavere. Desuden er der i Europa i dag som hovedregel også en henvisning til, at en gruppe i samfundet uretmæssigt og udefra har tiltvunget sig adgang til samfundets ressourcer, at dette er sket med elitens bevidste medvirken og på folkets bekostning. I mange lande lever højrepopulismen desuden af utilfredshed med EU. 

 

Mudde ser højrepopulismen som en reel udfordring til demokratiet, men dog som en udfordring det er muligt at håndtere fornuftigt. Han tror imidlertid ikke på fornuftig dialog med hverken højrepopulisterne eller deres vælgere, fordi det ikke er fornuft, men irrationelle stemninger, der driver vælgerne. Midlet til at mindske populisternes indflydelse bliver derfor at fjerne årsagerne til støtten: det vil sige mindske den ulighed og de sociale problemer som blandt andet globaliseringen har skabt, modvirke koncentrationen af magt og magtmisbrug, samt at udvikle EU i en mere velfungerende, folkelig og demokratisk retning.

 

På sin side ser Jan-Werner Müller, hvis bog Hvad er populisme? har fået et meget stort gennemslag i Danmark, populismen som en politisk ideologi, der har en meget præcis kerne, nemlig en autoritær tro på, at de populistiske ledere – og det folk de angiveligt repræsenterer - har et moralsk monopol på sandheden. De unddrager sig derfor fornuftig debat, og satser i stedet på at vinde indflydelse gennem brug af de formelle demokratiske rettigheder og afstemninger. Faren ved populismen i denne form er, at den i sin kerne ikke alene er autoritær, men også totalitær, og at populisterne i den udtrækning, de får indflydelse, gennemfører eller får allierede partier til at gennemføre udemokratiske og ofte fremmedfjendske politikker. Jævnfør de polske og ungarske erfaringer. Hele forestillingen om ’illiberalt demokrati’ er gearet til at forstå denne nye dimension af europæisk politik. 

 

Müller mener, at det er afgørende nødvendigt at modvirke højrepopulisternes indflydelse i demokratiske lande, og at det kan gøres på to måder. For det første gennem debat med deres støtter og allierede, også i konservative og neoliberale partier (som Müller ikke viger tilbage for at kalde ’kollaboratører’ med direkte henvisning til ikke-nazisters samarbejde med nazister under 2. verdenskrig). For det andet gennem institutionelle midler, hvor populisters adfærds angribes via de sanktionsmuligheder, der findes i det officielle institutioner. Dette kan ske på EU’s niveau, og på nationalt niveau, hvor anti-racismelovgivning må bruges direkte for at forsvare dels de ramte medborgere og dels for at forsvare demokratiet i de enkelte lande.

 

Chantal Mouffes forhold til højrepopulismen har træk fælles med begge de ovenstående vinkler. Hun er ret enig med Mudde i synet på, hvad højrepopulisme er (ikke så mærkeligt: Muddes forestilling om populistisk ideologi i praksis er sammenfaldende med den Laclau foreslog allerede i 1970’erne). Hun er også enig med Müller om, at (højre-) populisme er en stærkt autoritær ideologi, der har ideologiske potentialer til at ødelægge demokratiet i Europa. Hendes tilgang adskiller sig dog fra begge på den måde, at hun som nævnt ikke ser populismen som et selvstændigt problem. Højrepopulismens støtte er, når alt kommer til alt, betinget af neoliberal globalisering med tilhørende underminering af demokrati og velfærdsstat. Det er utilfredsheder over disse tendenser i Europa, der vendes til højrepopulistiske krav om mere nation, mindre indflydelse til internationaliserede eliter og mere velfærd, der er målrettet de ’oprindelige’ befolkninger. Man kan altså ifølge Mouffe bekæmpe højrepopulismens effekter lige så længe man vil, men så længe man ikke får fat i dens rod, internationaliseret neoliberalisme, nytter det alt sammen ikke noget. Neoliberalismen, ikke højrepopulismen, skal udnævnes til hovedmodstander. 

 

Mouffe mener derfor kort sagt, at svaret på højrepopulisternes opbakning, hvis det endelig skal være, er mere populisme, ikke mindre. Men altså populisme på den fede måde i form af venstrepopulisme. Hvilket vil sige en form for folkelig politik, der samler krav fra neden og vendt mod oligarkierne til en buket, som holdes sammen af en fællesnævner: kravet om demokratisering, mere frihed og lighed for alle. 

 

Centrum-venstre eller venstrefløj som tyngdepunkt

 

Så langt er alt godt og principielt nemt. I praksis står der imidlertid en stor udfordring tilbage i de fleste europæiske lande, herunder fx Danmark: det ikke er helt indlysende, hvilken politisk samlende kraft, der skal koordinere krav. I USA og UK er det meget nemt, for her kommer folk på venstresiden i dag ikke uden om, at det skal være Demokraterne eller Labour. Der er udfordringen at få en Bernie Sanders, en Jeremy Corbyn eller tilsvarende til at tegne partiets strategiske ledelse. Det er denne type situation, som Mouffe ret beset har beskrevet, og hvor hendes tanker kan bruges i den rene form.(ii) Men for os på kontinentet er der typisk en to, tre partier at vælge i mellem. Det vil også sige, at der typisk er en udfordring i at beslutte, om man skal satse på en ’centrum-venstre-tilgang’ eller på venstrefløjstaktikken som i USA og UK. 

 

Spørgsmålet stiller sig vel ikke særligt påtrængende for dem, der sætter partiet over politikken. Der giver det lidt sig selv, at er man SD’er, er centrum-venstre givet, mens EL’ere må satse på venstrefløjen. SF’ere kan så tælle på knapper eller mandater. Men hvad med princippet, hvad med de uorganiserede, og hvad med fagbevægelsen?

 

Hvis vi tager den rene venstrelinje først, så er en af dens store fordele, at det i praksis er ’den nemmeste’. Den politiske alliance, der skal føre den ud i livet, vil i givet fald bestå af partier og andre aktører, der står hinanden relativt nært politisk. EL og til dels SF vil fx i Danmark være de nærmeste bærere af tilgangen, og de vil kunne mønstre en vis støtte fra dele af fagbevægelsen. Måske vil der også kunne påregnes nogen støtte fra Alternativet og dele af De Radikale. Kampagneapparater er allerede etableret og nogenlunde finansierede, aktivisterne er trænede, og der findes politiske poster på både lokalt, nationalt og EU niveau, der kan bruges i mobiliseringen. Venstrelinjen vil derfor være en umiddelbart indlysende fremgangsmåde, hvis man vil skabe et bud på, hvad venstrepopulismens ’folk’ skal tro på og være organiseret af. 

 

Der er dog også argumenter mod den. Det vigtigste er, at det ikke er særlig sandsynligt, at en ren venstrelinje vil kunne vinde valg. Ganske vist er valg- og partisystemerne labile i Europa i disse år, men der er også grænser for labiliteten. At Syriza kunne vinde i Grækenland forudsatte på den ene side at det traditionelle/’normale’ store centrumvenstreparti, PASOK, var helt delegitimeret , og at der var en egentlig national krise i de økonomiske og politiske systemer. Den slags kriser er dog ikke almindelige i Europa, og selvom der kan ske sammenbrud andre steder, er det heller ikke særligt sandsynligt, at de vil komme i nær fremtid. I gramscianske termer kunne man sige, at det græske tilfælde gjorde en form for bevægelseskrig mulig for venstrefløjsledere, men i langt de fleste lande er stillingskrigen stadig den præmis, man må indstille sig på. Desuden er en stor del af den aktuelle utilfredshed i Europa allerede mobiliseret til højre, og det vil i sig selv tage tid at vende denne udvikling. Derfor er der simpelthen ikke særligt velegnede samfundspolitiske betingelser til stede for ’ultra-venstrelinjen’. Derfor vil det nødvendige ’folk’ nok gå en hård politisk fremtid med mange skuffelser og nederlag i møde.

 

På den anden side er der så centrum-venstre-buddet på et nyt folk. Fordelene er, at det potentielle organisatorisk-politiske grundlag er noget bredere. Igen med Danmark som eksempel vil det være nærliggende at søge en alliance mellem partier som SD, SF og de radikale, hvor også EL og Alternativet kunne tænkes at være støtter. Støtten fra fagbevægelsen og en del andre folkelige bevægelser ville være potentielt større end til venstrelinjen. Der vil mentalt ikke være så langt fra det gamle socialdemokratiske ’folkets Danmark’ til det nye, og derfor vil det også være lettere at tage springet. Der er, også i dag, mange steder stadig reelle muligheder til stede for at vinde regeringsmagt eller -indflydelse, og dermed også mulighed for at få tag i en central del af den dagsordenssættende magt. 

 

Det vil hermed være muligt at gå i gang med de forskellige forslag til at undergrave neoliberalismen og højrepopulismen. Der kan startes politikker, der for det første giver mere folkelig indflydelse på offentlig politik og forbedrer forholdene for de dele af befolkningerne, der har været ramt af neoliberal globalisering og de hertil hørende angreb på velfærdsstaterne. Det vil også være nemmere at indlede de forskellige former af tiltag mod højrepopulister, der går ud over de legale rammer for politik i Europa. I forbindelse hermed vil man også nemmere kunne blokere for det Müller kalder borgerlige ’kollaboratører’, det vil sige dem, der hjælper højrepopulister til regeringsmagt som fx i Ungarn, Polen, til en vis grad Østrig og Norge, mv. Endelig vil kampen for et nyt hegemoni til afløsning af det neoliberale alt andet lige overalt nemmere kunne føres vellykket fra centrum-venstreperspektiv end fra et rent venstrefløjsperspektiv. 

 

Selvom centrum-venstrelinjen umiddelbart kunne se bæredygtig ud, er der selvfølgelig også barrierer her. Fx er det ikke sikkert, at socialdemokratiske lederskaber umiddelbart vil være med til at slække de bånd til højre, der nødvendigvis skal bearbejdes. Der vil også være problemer til venstre, for man må forvente, at der er dele af de europæiske venstrefløje, der af princip kun støtter ’ultra-venstre-politik’, fordi de anser institutionelle samarbejder som fx EU for ’ufolkelige’, ser socialdemokrater og arbejdere som ’borgerliggjorte’ eller fordømmer markedskræfter ’som sådan’ som en del af et autoritært, imperialistisk, amerikansk hegemoni. Der vil altså være labile partnere for en sådan centrum-venstrevej på begge sider af venstrespektret.  Dermed kan den nødvendige alliance også lettere rystes.  

 

En endelig afvejning af de to taktikker kan man ikke give på præmisser i en tekst som den foreliggende. Der vil også være mange, mange overvejelser over både rationelle grunde til det ene eller det andet valg, og man skal, når alt kommer til alt, også tage ’kollektive følelser’ i ed. Mange vil umiddelbart vælge side på baggrund af deres generelle livserfaringer, tilhørsforhold af lokale og faglige fællesskaber, traditionelle tilhørsforhold og lignende. Under alle omstændigheder er det overvejelser, der skal gøres blandt kollektive aktører, ikke ved individuelle skriveborde. Chantal Mouffe har gjort et stort arbejde ved at opsummere, systematisere og raffinere venstre-debatter siden 1970’erne, men alligevel er det heller ikke på hendes skrivebord, at de konkrete løsninger på spørgsmålene findes. 

 

Afslutning: den fortsatte debat

 

Selvom om man ikke kan svare på udfordringen om centrum-venstre eller ren venstrelinje, kan man dog komme med forslag, der kan bringe en debat fremad af en linje, der fortsætter hvor Mouffe erfaringsbaserede udredninger stopper. Man kunne starte debatten med et spørge sig selv og andre om, hvad der er vigtigt. Er det egentlig nok at vinde regeringsmagten, så ’de andre’ blot holdes lidt nede? Er det vigtigt, at være med til at påvirke udviklingen på den lange bane. Er det konkrete resultater eller evnen til promovere en identitet, der er vigtigst i politik?

 

Et sæt næsten lige så vigtige spørgsmål handler om, hvilket tidsperspektiv, vi taler om? Taler vi dybest set blot strategi for valget efter det kommende? Taler vi tiden frem til den højrepopulistiske udfordring er neutraliseret? Taler vi om tiden frem til neoliberalismens afløsning som samfundsbærende koncept i Europa. 

 

Det er nok alligevel for sent at starte sådanne ideelle debatter til det kommende valg, men det er sådanne sæt af tanker, der fremprovokeres af Chantals Mouffes bud på en langsigtet strategi, sådan som den fremlægges i For a Left Populism.

 

Til eventuel læsning:

 

 

William Davies (2018) ’For a Left Populism by Chantal Mouffe, Review – the right doesn’t have to win’. The Guardian, 7. juli.

 

Chantal Mouffe, ed. (1979) Gramsci and Marxist Theory. London, Routledge and Kegan Paul.

 

Chantal Mouffe (2018) For a Left Populism. Verso, London.

 

Chantal Mouffe (2018b) ’Corbyn represents the implementation of a Left Populist Strategy’ i The New Pretender, 21. april.

 

Chantal Mouffe (2018c) ’Populists are on the rise but this can be a moment for progessiveness too’ The Guardian, 10. September.

 

(Chantal Mouffe og) Rosemary Bechler (2018) ’Left Populism over the Years. Interview with Chantal Mouffe.’ Open Democracy, 10. September.

 

Cas Mudde ( 2016) On Exstremism and Democracy in Europe. Abingdon, Routledge.

 

Cas Mudde (2018) The Far Right in America. Abingdon, Routledge.

 

Jan-Werner Müller (2016) Hvad er populisme? København, Informations Forlag.

 

Noter:

 

i. Den aktuelle spanske venstrepopulisme er beskrevet af Mouffe sammen Enigo Errejón i Podemos (London, 2016) – omtalt  i Kritisk Debat, juni 2016 - og også i Kritisk Debat, oktober 2016 under Gramscitemaet: ’Podemos. Et gramsciansk parti i en ikke-gramsci verden’.

ii. Se fx hendes nærmest uforbeholdne støtte til Corbyn i Mouffe, 2018b