Going to the biggest-worst
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 17. oktober 2018

 

Skal demokratiet overleve, skal vi lære af fagbevægelsens bedste erfaringer med organizing. Efter udnævnelsen af Kavanaugh til højesteret og inden midtvejsvalgene i november giver Jane McAlevey i en artikel i The New York Times tre gode råd til det progressive Amerika.

 

Den amerikanske organizer, forfatter og underviser Jane McAlevey opridser i artiklen ’Three Lessons for Winning in November and Beyond’ i New York Times (10. oktober 2018) erfaringer fra den amerikanske fagbevægelse, som også Demokraterne bør notere sig, hvis de vil gør sig forhåbninger om at vinde kommende valg.

Udgangspunktet for artiklen er udnævnelsen af Brett Kavanaugh til højesteret og især forløbet op til, som for mange i den liberalt indstillede amerikanske middelklasse har været en chokerende oplevelse.

McAlevey mener, at hvad offentligheden nu for alvor har erfaret, længe har været en realitet for de amerikanske arbejdere. Den samme milliardærklasse, som stod bag promoveringen af Kavanaugh, har nemlig i årevis modarbejdet forsøg på faglig organisering og overenskomstindgåelse ved hjælp af særdeles tjenstvillige og ressourcestærke ’union avoidance firms’ bakket op af et stærkt arbejdsgivervenligt regelsæt.

Efter således at have perfektioneret kampen mod demokratisk indflydelse på arbejdspladserne, blev lignende metoder taget i brug mod det amerikanske demokrati i forbindelse med midtvejsvalgene i 2010, 2014 og ikke mindst 2016 - for så nu i forbindelse med valget af Kavanaugh for alvor at blive eksponeret i offentligheden.

Netop denne sammenhæng gør, at McAlevey finder det relevant i New York Times at sætte fokus på tre forudsætninger for at vinde kampe, således som dele af den amerikanske fagbevægelse faktisk har gjort de senere år.

For det første handler det om at sikre en massiv deltagelse og opbakning – McAlevey taler om et ’supermajority’ på 75 procent som forudsætning for at have en reel vinderchance. Erfaringerne fra arbejdspladserne siger, at i de sidste uger op til en afstemning, vil modstanderne – arbejdsgiverne og deres konsulentfirmaer - udløse en blitzkrig for drastisk at reducere opbakningen.

På enhver tænkelig måde og ved brug af alle medieplatforme vil de massivt gentage budskabet om, at uanset om man stemmer eller ej, vil det ikke ændre noget. Deres pointe er, at det hele er nytteløst. Hele processen med overhovedet at beskæftige sig med valget, diskutere det med hinanden og bruge sin stemmeret er nytteløs. De vil skabe en stemning, hvor folk mest af alt ønsker, at valget snart er forbi, pointerer McAlevey.

For det andet er en massiv opbakning netop nødvendig, eftersom det faktisk vil lykkes for dem at overtale nogle af vores tilhængere; vi skal derfor være så mange, at vi kan tåle at miste nogle uden at miste flertallet. Altså skal vores tid og kræfter rettes mod at få de usikre i tale og få fat i dem, der er på vej over i modstanderens lejr. ’Going to the biggest-worst’, som McAlevey caterer organizerne for.

Den største fejl vil være at bruge dyrebar tid på at tale til ’menigheden’, dem der i forvejen er enige med os. Det er tværtimod de arbejdere, der lytter til modparten, der har brug for fokus og energi. Det er selvfølgelig noget mere besværligt end at tale med ligesindede, men det gør forskellen på at vinde eller tabe.

I situationer med hård konkurrence vil opbygning af et massivt flertal være lig med at få naboer, trosfæller, familiemedlemmer osv. til at hjælpe med at få fat i dem, der er usikre (et arbejde, der ikke kan overlades til fremmede organisatorer, funktionærer osv.), sikre sig at kontakterne rent faktisk bliver taget, og at samtalerne finder sted. Som McAlevey skriver: ”For at vinde må vi glemme enhver ønsketænkning og i stedet opbygge et stort og nødvendigt flertal, i det vi forudser at tabe 10 procent i dagene op til valget.”

For det tredje kræver det disciplin konstant at minde de ubeslutsomme og fagforeningsfjendtlige kolleger om de emner, som de selv synes betyder mest – hvilket man selvfølgelig har spurgt dem om på forhånd! McAleveys (amerikanske) eksempler herpå er fx rimelige grænser for arbejdsbyrde og stressbelastning, sikkerhed på arbejdspladsen, afvisning af sexchikane fra overordnede, pensionsordninger m.v. Fagforeningerne skal forklare, at union-busters ikke tilbyder nogen løsning på disse problemer.

I kampen om at få en arbejdsplads organiseret og en overenskomst tegnet handler det ikke mindst om at få modstandernes argumenter vendt og drejet. Det inkluderer ifølge McAlevey, at vi selv indrømmer fagbevægelsens egne fejltrin, inden vi får dem smidt i hovedet af modparten; samtidig med at vi meget konkret beretter om de mange succesfulde eksempler på arbejdernes egen opbygning af faglig styrke.

Ifølge McAlevey må det samme gælde i en valgkamp i det offentlige rum. Ikke mindst med vore dages polariserede valgdebatter er det vigtigt, at vi forbereder vælgerne på, hvad modparten kan finde på at sige. Ikke gøre det arrogant, men med respekt; ikke levere alle svarene, men stille de gode spørgsmål og lade folk tænke selv. Det handler om at gøde jorden for en reel og vedvarende dialog, ikke en ensidig monolog.

McAlevey pointerer, at amerikanerne har langt mere tillid til det virkelige møde med deres naboer og kolleger, end de har til deres arbejdsgivere eller til medierne. Og det er det faktum, der kan gøre det muligt at opbygge et massivt flertal imod præsident Trump og hans klasse af milliardærer.

Genopbygning af fagbevægelsen er vigtig i den forbindelse - af hensyn til det amerikanske demokrati. Erfaringer fra de faglige kampe skal bringes ud i offentligheden, hvis nederlag som udnævnelsen af Kavanaugh skal undgås fremover.

I hvert fald ifølge Jane McAlevey.