Inspiration fra Egon Bahr
Af Jens Jørgen Nielsen

Offentliggjort: 17. oktober 2018

Der bygges en spænding op i forholdet mellem NATO-landene og Rusland. Europæerne har alt at tabe og intet at vinde herved. Tværtimod er der behov for en afspænding, som kunne inspireres af den tidligere vesttyske ’Ostpolitik’. Hovedarkitekten bag denne var SPD-politikeren Egon Bahr.

 

Journalisten og SPD-politikeren Egon Bahr (1922-2015) var en af arkitekterne bag den Østpolitik, der normaliserede Vesttysklands forhold til DDR, Polen og Tjekkoslovakiet; og også en af arkitekterne bag den såkaldte ’Ostpolitik’, der fra midten af 1960’erne efter manges mening skabte den langsigtede baggrund for genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Mange i Tyskland mindes Egon Bahr - især dem, der leder efter en udgang på den nuværende fastlåste og temmelig udsigtsløse situation i Europa, med et Mellemøsten og et stort europæisk land, Ukraine, i opløsning.

Sikkerhedspolitisk går det tilbage. Vi er formentlig tættere på en stor krig i Europa mellem NATO-landene og Rusland end nogensinde tidligere siden Anden Verdenskrig (måske med undtagelse af Cuba krisen i 1962). NATO-landene opruster og rykker tættere på den russiske grænse - ja, faktisk helt op til. Russerne har udviklet nye våbentyper, som vi kun delvist kender. I forhold til tiden under den rigtige kolde krig kan parterne i dag ramme hinanden med missiler med betydeligt kortere varsel. En russisk ’Iskander-raket’ - evt. med atomvåben - kan ramme Danmark på 14 minutter fra Kaliningrad. Våben fra NATO-flådefartøjer i Østersøen kan ramme Sankt Petersborg på fire. Al dialog eksempelvis i det såkaldte ’NATO-Russia Council’ er sløjfet eller i hvert fald sat på vågeblus. Det samme kan siges om de forskellige nedrustningsprocesser inden for forskelige typer af våben - SALT-2, ABM, INF, CNF og hvad de ellers hedder. Det er intet mindre end vanvid. En teknisk (eller menneskelig) fejl kan i princippet - og i værste fald - næsten fuldstændigt ødelægge Danmark og andre dele af Europa, og vice versa i Rusland.

I Ukraine har vi et virkeligt uløst problem og en fastlåst situation især omkring Krim, som NATO-landene og Rusland ser meget forskelligt på (for nu at sige det mildt). I Syrien har vi den menneskelige og fysiske katastrofe, som har ført til det flygtningeproblem, som EU ikke kan løse, og som splitter Unionen. Vi har et terrorproblem, som er større, end de fleste måske fornemmer. I ingen af disse problemer taler vi med - eller vil vi reelt tale med - Rusland, endsige søge konkrete løsninger med landet.

Hvad er så svaret på alle disse eksistentielle problemer – i hvert fald for europæerne?

For det første kan vi konstatere en mangeårig lind strøm af moraliserende belæringer: Rusland er uartigt! Kan de så opføre sig ordentligt, og sådan som vi siger, de skal! Bemærk: ’som vi siger, de skal’, og ikke som vi i virkeligheden gør. Problemet er, at russerne ikke accepterer denne rollefordeling. Men Vesten stiller som forudsætning for en samtale, at russerne accepterer Vestens verdensbillede, moralske overlegenhed og narrativer. Præmissen for samtalen skal være, at russerne hører, hvad vi har bestemt i f.eks. NATO’s organer, og at de indretter sig efter det.

For det andet skal oprustning fra NATO-landenes side tvinge russerne til at ruste med op, så landet på sigt bryder sammen - som Sovjetunionen gjorde i 1980’erne.

For det tredje er der sanktioner, som skal smadre Ruslands økonomi og dermed også bidrage til målet om et regime change og et Rusland, som accepterer de vestlige præmisser.

For det fjerde taler vi om støtte til den russiske opposition - igen med henblik på at fjerne Putin og svække landet, så det bliver som i 1990’erne: Svagt, afhængigt og med især amerikansk kontrol over de store råstoffelter.

Sådan har det været nogle år, og hvad har det ført til?

Den moralske fortælling med rod i liberal tænkning og oplysningsfilosofi tiltaler mange på den venstreorienterede og kulturradikale fløj. Men et kort blik på realiteterne viser et andet billede. Vi er i en væsentlig større fare for en altødelæggende krig, end vi har været længe. Rusland bøjer ikke nakken! Tværtimod er den russiske befolknings støtte til Putin steget betragteligt, ligesom stadig flere russere ser med betydelig skepsis på Vesten. Og Rusland har allerede fundet nye ’legekammerater’ i Asien og andre steder.

Rusland er bestemt ikke isoleret. Præmissen for at sige det er at tro, at EU og USA er verden. Men Rusland har fundet sig selv i et samarbejde med Kina og andre asiatiske lande, faktisk også med europæiske lande. 

Det er EU, der kan komme til at stå rådvild tilbage. Det må svide lidt til europæerne, at amerikanerne tilsyneladende er så ligeglade med Europa. ’America first’ er ikke bare Donald Trumps politik. Det har været på vej længe i USA - og efterlader aben på europæernes skuldre. Er tiden inde til at klippe det transatlantiske bånd til USA - ikke med et snuptag, men gradvist og på sigt? Sanktionerne mod Rusland har vist sig at være ganske primitive redskaber i hænderne på USA rettet mod selvfølgelig Rusland, men kigger man nærmere efter også mod Tyskland. Hensigten har været at forhindre, at tysk teknologi og russiske råstoffer skulle udvikle sig til en enhed, der virkelig vil kunne forslå noget og på sigt komme til at udgøre en konkurrence til USA. Er man i tvivl om denne tilsyneladende kyniske konklusion, kan man bare kigge på USA’s bestræbelser på at pålægge det tysk-russiske projekt ’Nord Stream 2’ sanktioner. USA ønsker, at europæerne skal købe gas fra USA i stedet for fra Rusland.

I Tyskland er der gang i en ganske interessant diskussion om vejene ud af denne blindgyde. Og det er her, at Egon Bahr, Willy Brandt og andre især fra det tyske socialdemokrati kommer ind i billedet. De stod over for en voldsom konfrontation i 1960’erne, hvor man lige havde oplevet Cubakrisen, og hvor muren i Berlin var bygget og udstillede den tyske afmagt og ydmygelse. Og hvor truslen om atomkrig også lå og simrede. Hvilke greb havde de dengang, som måske kan inspirere os i dag?

Egon Bahr er formentlig den, der formulerede tankerne bag ’Ostpolitikken’ bedst. Kodeordet, som han formulerede på sin berømte tale den 15. juni 1963 på Akademie Tutzinger, er Wandel durch Annäherung, ændring gennem tilnærmelse. Man kan efter Bahrs opfattelse kun opnå en ændring til det bedre ved at gå ud fra bestemte måder at relatere sig på; opfattelser som moderne forskning i konflikthåndtering kun bekræfter.

For det første lagde Bahr vægt på bevidstheden om egen ufuldkommenhed. At henvende sig til modparten uden at glemme sine egne utilstrækkeligheder er den første betingelse for en langsigtet og tillidsfuld relation. I Bahrs tilfælde betød det blandt andet, at tyskerne ikke skulle glemme de 27 millioner mennesker, som tyskerne dræbte i Sovjetunionen. For det andet skal man lægge ideologien på hylden og langt hellere bruge begreber som ”fælles interesser”, ”fælles fred”, ”fælles europæisk hus” og lignende. For det tredje fører det ikke til noget positivt at snakke om menneskerettigheder og demokrati. Vi skal ikke prædike demokrati, men in casu lade russerne selv finde ud af, hvordan de kommer videre. Bahr anbefalede også at være nysgerrig på modpartens historie, kultur, baggrund m.m. I det hele taget anså han det for vigtigt at uddybe kontakterne inden for kulturlivet, videnskab og andre ikke direkte politiske områder. Bahr etablerede personlige venskabskontakter til flere topfolk inden for det sovjetiske magtapparat.

Bahrs sprogbrug og metode ligger langt væk fra den måde, som vore dages politikere taler. Stort set ingen politikere bruger det i dag. Tværtimod står de i kø for at svine russere og Rusland til. Putin bliver kaldt både Stalin og Hitler, amerikanske politikere taler om giftige russiske gener.

Men jo mere nutidens politikere skælder ud på Rusland - og søger at isolere og opruste, desto længere kommer vi ud i et morads, ingen kan overskue. Det er i første omgang europæernes problem langt mere end amerikanernes. Det er os i Europa, der vil blive skueplads for en eventuel militær konfrontation mellem USA og Rusland.

Europæerne er genstand for USA’s forsøg på at forhindre et tættere samarbejde mellem Europa og Rusland. Det ligger vel lige for, at Europa er voksen og ansvarlig? Og endvidere at Tyskland – måske mere end andre stater - bærer et ansvar for et forbedret forhold til Rusland, historien taget i betragtning? 

Det kan være mere end vanskeligt at se, hvordan EU kan bevæge sig i en konstruktiv retning i forhold til Rusland. Landenes udenrigspolitiske orienteringer stritter i alle retninger, især Litauen og Polen støtter f.eks. helt og fuldt den amerikanske konfrontationspolitik i forhold til USA. På den anden side er der allerede et tæt samarbejde mellem Rusland og EU-lande som Ungarn, Østrig, Italien og andre. Det peger på, at det konkret formentlig må være Tyskland, der tager de første små skridt i retning af dialog. Fuldendelsen af gasledningen ’Nord Stream 2’ kunne være et af mange skridt i den retning. En tættere dialog på det kulturelle og videnskabelig plan et andet.

Det sker ikke før jul og heller ikke før næste jul. Det er en langsigtet proces, vi taler formentlig om årtier. (Bahrs og Willy Brandts ’Ostpolitik’ var effektiv og stabiliserede Europa. Men det var en langsigtet politik, hvis virkninger først kunne spores efter adskillige år.) Men det er en vej, vi er nødt til at gå for vores egen skyld – ikke kun for russernes. For selvfølgelig: Fred er ikke alt, men uden fred er alt intet.