Forræderi i Ecuador
Af Pablo Vivanco

Offentliggjort: 17. oktober 2018

 

Ecuador’s præsident Lenin Moreno blev valgt til at fortsætte Correa’s ”borgerrevolution” – men er i stedet i gang med at afvikle den.

Interview med Guillaume Long ved Pablo Vivanco

Det politiske landskab I Ecuador er skiftet dramatisk i løbet af det seneste års tid. I mere end et tiår har den borgerrevolution, der startede under Rafael Correa, taget vældige skridt i retning af reduktion af fattigdom og ulighed, bragt hundredtusindvis af børn væk fra gaderne og ind i skolerne, samtidig med en betydelig vækst af Ecuador’s middelklasse. Landet opnåede i perioden også politisk og social stabilitet efter år med den tumult, der fulgte efter bankkrisen i 1998.

Borgerrevolutionen var imidlertid ikke uden sine bagtalere og modsætninger, der medførte protester omkring abort, ekstraktiv industri og på det seneste korruptionsskandaler, der har omfattet centrale regeringspersoner. Ikke desto mindre kunne det ved præsidentvalget i 2017 se ud som om, Ecuador havde undgået den generelle tendens i Latinamerika med sejre til højrefløjen. Det blev kandidaten fra Correa’s Alianza PAIS – Lenin Moreno – der blev valgt på en platform, der hed kontinuitet. Men der havde vist sig tegn på fremtidige uenigheder. I dag er Moreno og Correa bitre fjender, hvor Moreno’s regering prøver at få sin tidligere allierede i fængsel, som det skete med Correa’s sidste vicepræsident Jorge Glas. Alianza PAIS er splittet, og Correa’s allierede har endnu ikke fået tilladelse til at opstille et nyt parti.

Morenoregeringen har samtidig allieret sig med politiske kræfter på højrefløjen for at få vedtaget betydelige nedskærings- og liberaliseringsinitiativer og desuden ændret landets udenrigspolitik i en mere USA-venlig retning. Disse drastiske ændringer – som Correa har karakteriseret som ”forræderi” eller ”kup” har vakt stor opstandelse.

Guillaume gjorde tjeneste som Correa’s seneste udenrigsminister. Han var også leder af Alianza PAIS’ udenrigstjeneste og var leder af arbejdet med at danne et bredere politisk rum for de latinamerikanske venstrefløjspartier ELAP (Encuentro Latinoamericano Progresista). Jacobin har talt med Long om, hvad der sker i Ecuador og venstrefløjens situation i området.

De nye politisk-økonomiske reformer, der overraskende blev lanceret af Lenin Moreno og den samtidige splittelse i Alianza PAIS er vel eksempler på næsten tektoniske ændringer i landets politik. Hvad kan forklare bruddet med valggrundlaget og den forventede loyalitet fra Lenin og hans støtter, hvoraf mange havde støttet Correa og borgerrevolutionen?

Der er en del interne faktorer, der gør sig gældende, hvor den første selvfølgelig er valget af Correa’s efterfølger, som man kan argumentere for er Corre’s eget valg og dermed en afgørende fejltagelse. Jeg mener, at intentionerne var gode nok, eftersom Correa valgte ikke at stille op igen. Det var ment som et meget demokratisk træk. Correa ville ellers have vundet, hvorimod Lenin måtte kæmpe for at vinde, og han vandt med Correa’s stemmer. Hvis man foretager en tilbundsgående analyse af Morenos stemmer i 2017, har han basalt fået dem på baggrund af folkelig opbakning bag Correismo.

Ideen var, at kandidaten skulle være en, der var mere hen mod midten, fordi der havde været ført en polarisende politik. Specielt i 2015 med en ny afgift på jord og arv, som ikke havde eksisteret før. Højrefløjen var virkelig mobiliseret, og tanken var, at en person som Lenin Moreno, en venlig type, der satsede på dialog, kunne institutionalisere forholdene. Og måske kunne Correa så vende tilbage efter fire år på et mere radikalt grundlag og fortsætte forandringerne.

Man skal også huske på en hel del fejl begået af Correa’s administration, især i de sidste år. Det gavnede Lenin, fordi det var et almindeligt indtryk, at Correa var alt for konfliktsøgende. Fejltagelserne var mere æstetiske end strukturelle, og det var med til, at Lenin fremstod som en, der ikke bare var Correa’s arving, men som et realistisk bud på et alternativ for andre sektorer som ikke var sympatisk indstillet over for Correa.

Da Moreno i de første måneder lagde afstand til Correa, kunne han drage fordel af de folk, der var lede og kede af Correa’s konfliktsøgende regeringsstil. Især blandt middelklassen, der mente tiden var inde til en mere økumenisk regeringsførelse, en der lyttede. Selvfølgelig blev det så brugt som platform for en tilbagevenden til magten og sætte stopper for alle politiske initiativer, inklusive den fordelingspolitik, som eliten var uenig i.

Selvfølgelig var der også udefra kommende faktorer. Correa’s to sidste regeringsår var meget vanskelige. I 2014 blev økonomien hårdt ramt af faldet i råvarepriserne. Det betød, at Correa i stedet for at slutte på toppen sluttede i bunden. Det paradoksale er efter min mening, at hans bedste regeringsperiode var mellem 2014 og 2017, hvor han tacklede nedgangen i råvarepriserne på en meget intelligent måde. Der var også et jordskælv, der bidrog til negativ vækst, så der var alle mulige faktorer. Ecuador gjorde en hel masse rigtigt: Det lykkedes at få bugt med recessionen ved hjælp af antinedskærings-investeringer, der baskede neoliberalismen og dermed demonstrerede, at nedskæringer ikke virker, når det går godt, og endnu værre i dårlige tider.

Folk kunne se, at der var nedgang i økonomien, det var hårdt, og det var svært. Det gjorde det muligt for Lenin at fremlægge en dagsorden for et nybrud, men det var et nybrud, der gjorde det af med reformer, samfundsforandringer og omfordeling og vendte tilbage til en slags konservativ regeringsstil, der forudsætter meget mindre polarisering i forhold til eliten. I den proces fik Lenin opbakning fra medierne. Pludselig var der opbygget denne massive hegemoni omkring hans person, der satte ham i stand til at konsolidere sig politisk.

Spørgsmålet er, hvorfor folk fra Correa’s politiske projekt gik sammen med Lenin? Man skal huske på, at Correa’s regering hele tiden var meget heterogen. Det var en bred regering lige fra kommunistpartiet til centrum-højre. Der var den forretningsdrivende sektor, men der var også sociale bevægelser, fagforbund,  kommunistpartiet, det socialistiske parti og Alianza PAIS, som et slags masseparti, og hvor der inden for PAIS er et væld af fraktioner.

Det betød, at venstrefløjen som helhed var repræsenteret. På nogle punkter var Correa radikal og på andre mindre radikal, som det er tilfældet med hans dybt forankrede katolicisme, der var problematisk for dele af hans regering. Mange af dem så netop Moreno som mere sekulær. Det blev betragtet som en mulighed, at Moreno ville åbne op for nogle af disse fronter såsom rettigheder i forhold til køn, seksualitet og abort. Nu ved vi, at det ikke er sket. Hvis vi ser bort fra retten til abort, tog Ecuador store skridt i retning af kønspolitiske og LGBTspørgsmål. Men det var opfattelsen hos store dele af venstrefløjen, at Moreno ville være mere progressiv på disse områder. Det kunne være, man ville tabe lidt radikalisme på den økonomiske front for til gengæld at vinde noget på identitetspolitikken. Det skete så ikke, men det var baggrunden for at de sluttede op.

Det synes at være lidt paradoksalt, at situationen på den ene side er et resultat af Correa’s og hans regerings svaghed og på den anden side, ville han sandsynligvis have vundet valget. Hvordan vil du på den baggrund beskrive venstrefløjens og borgerrevolutionens situation i dag?

Jeg ville ønske, at politik var mindre modsætningsfyldt, for begge dele holder stik. Jeg tror, Correa ville have vundet, men jeg tror også, at det ville have været let at etablere en anti-Correa platform. Vi kan dele samfundet op i to brede sektioner. En, der ville have stemt på Correa og en, der ikke ville. Det er min vurdering, at det lykkedes Moreno at blive valgt af den ene del, men nu regerer med den anden.

Jeg må sige, at venstrefløjen indenfor regeringen er stort set ikke eksisterende. De, der tilsluttede sig Moreno’s regering, har lidt efter lidt måttet indse, at Moreno dybest set havde en neoliberal dagsorden. Vi er nu vidne til at alle disse love, der nu træder i kraft, basalt set betyder en ny strukturel justering væk fra den udviklingsmodel, Correa og hans regering satte i værk. Alle nøgleministrene er nu i hænderne på om ikke højrefløjen så hardlinere inklusive centrale rådgivere for Moreno’s modstander i 2017 valget. Den nye finansminister var finansiel rådgiver for Moreno’s modstander.

Venstrefløjen i regeringen indtager således en marginal position. I denne uge fandt endnu en tilbagetræden sted. Venstrefløjen er bundet på hænder og fødder. I de første få måneder var der en del tvivl om – også internationalt – hvorvidt Moreno stadig kunne betragtes som hørende til venstrefløjen. Jeg tror, der nu er enighed om – også uden for Ecuador – at Moreno ikke har en venstreorienteret regering, og at der på alle mulige områder – økonomisk, geopolitisk og udenrigspolitisk – er tale om en højredrejning.

Så hvor står venstrefløjen? Den er i opposition. Der er et par små partier, der slutter op om Moreno, mens alle andre er i opposition.

Det mest forbløffende er Alianza PAIS selv. Det blev grundlagt af Correa og herefter overtaget af Moreno, og alle nøglefigurerne i grundlæggelsen smidt ud. Nu er det en tom skal. I årevis var PAIS det største parti i Ecuador, men det er nu smuldret hen, fordi partiet er delt ikke bare i sit parlamentariske udtryk, mellem dem, der stadig er loyale overfor Correa og dem, der solgte ud til Moreno, men også på græsrodsniveau. På det plan, hvor der er færre særinteresser, lavere aflønninger, mindre magt og færre midler til fordeling er det store flertal forblevet loyal overfor Correa.

Det betyder, at de nu er partiløse, fordi Moreno’s regering og alle de institutioner, han kontrollerer, har forhindret Moreno i at danne et nyt parti. Moreno fik kontrol over PAIS, og partiet er nu ubetydeligt. Det har mistet sit flertal i kongressen – ikke på grund af stemmer, men ved at lovgiverne forlader partiet. Således har Moreno mistet sit flertal og er derfor pisket til at indynde sig hos højrefløjen, for hans eneste chance for at kunne regerer er denne alliance, der samtidig presser ham til at foretage neoliberale strukturelle tilpasninger.

Venstrefløjen er således i opposition og splittet i en myriade af udtryksformer, men i stadig højere grad forenet imod den neoliberale udvikling. Der er hårdnakkede correistas, og der er kritiske correistas. Der er dem, der sluttede op om hans socio-økonomiske politik, hans måde at udvikle en selvstændig nationalstat på, men var kritiske overfor andre ting, for eksempel abortspørgsmålet. Der er alle mulige slags correismo, og der en venstrefløj, der ikke er correistisk. Den er helt marginal, men den er der, og vi oplever nu folk, der er en venstreopposition i forhold til Correa, der også omfatter folk der tidligere var aggressive anti-Correa, men som nu er lige så aggressivt anti-Moreno. Det, vi er vidne til, er en venstrefløj, der er i gang med at omgruppere sig.

Du nævnte en anti-Correa venstrefløj, der er ved at vende sig mod Moreno. Hvem er det, du refererer til?

Anti-Correa venstrefløjen har altid været lille og elitær. Det eneste ikke elitære aspekt var den hastigt aftagende bevægelse CONASIE, der omfattede oprindelige folkeslag, der siden de samarbejdede med Lucio Gutierrez på regeringsplan fra 2003 til 2005 har været for nedadgående. Der er stadig nogle indfødte efterkommere der, men det har aldrig været vigtigt ved valgene.

Så er der en anden slags hardcore venstrefløj, der kalder sig selv maoistisk, skønt jeg har svært ved at se, at der skulle være nogen maoistiske elementer overhovedet. De er knyttet til fagforbundene og har et klientilistisk forhold til staten. De kaldte sig selv Demokratisk Folkelig Bevægelse og hedder nu Folkelig Enhed. De var hele tiden i et stærkt modsætningsforhold til Correa, fordi han ryddede op i statens forhold til fagbevægelsen. De er ikke imod Moreno, fordi han har givet dem plads inden for statsapparatet for at undgå problemer.

Der er andre dele af venstrefløjen, der også er begyndt at blive mere kritiske – især det liberale venstre og visse dele af eliten. Man kan se venstreorienterede akademikere – for eksempel økonomer – der i sin tid mente Correa ikke var radikal nok og stod for venstreorienteret kritik af Correa – nu er om muligt endnu mere kritiske overfor Moreno.

Ser du Lenin’s ”forræderi” som noget, der har udviklet sig som et resultat af uoverensstemmelser, eller er der noget mere skændigt på spil?

Der var ikke nogen, der forventede, at Moreno skulle ligne Correa eller adlyde Correa som en anden dukke. Enhver, der vil vælges med legitimitet må have sit eget regeringsprogram, og det forventede vi også. Det var det, vi ønskede. Men én ting er at sige ”jeg er min egen, jeg skal ikke være nogens dukke”, men det er straks noget andet at føre en politik ud i livet, der lige præcist er det modsatte af, hvad han stod for i sin valgkampagne. Det er hans valgkamps-modstanders  program, som han nu implementerer. For åbent kamera jokede han for nyligt med, at han ”på en måde hadede” dem, der havde stemt på ham. Demokratiske ledere bør være opmærksomme på, at de repræsenterer en nation, hele vælgerskaren og ikke bare dem, der har stemt på dem, og det er noget helt andet end at sige ”jeg er begyndt at foretrække dem, der stemte imod mig”.

Det er stik imod ideerne bag repræsentativt demokrati, der netop går ud på, at du har et program, du udsteder valgløfter og så, hvis du bliver valgt, forsøger du at føre dem ud i livet. Hvis du ikke gør det, så indrømmer du, at du har løjet. Du løj under hele din kampagne, dit program var en løgn, dine løfter var løgne.

Moreno har sagt dette: ”Jeg går ind for borgerrevolutionen, hvad vi har gjort er et vigtigt udtryk for vores selvstændighed, vores sociale retfærdighed og omfordeling”. Det kan man ikke sige, når man bagefter for at lune sig hos USA ønsker at smide Julian Assange ud af ambassaden, tilslutte sig Pacific Alliance, lukke ned for fredsprocessen mellem Den Nationale Befrielseshær (ELN) og den colombianske regering i Ecuador og implementere en aggressiv neoliberalistisk strukturel tilpasning.

Det her drejer sig ikke bare om personlig rivalisering mellem to ledere. Det er vigtigere end som så. Det er ansporet og nu fejret af Ecuadors eliter, Latinamerikas eliter, USA’s eliter. USA elsker det. Det kan du se på den amerikanske ambassadør i hvert fotografi, i hver ministeriel begivenhed, der finder sted i Ecuador. Han optræder med et fornøjet smil. Jeg opfatter det som helt indlysende, hvad der sker geopolitisk.

I hvilket omfang det hele var forudbestemt eller udviklede sig må vi analyser uden for den politiske retorik. Historikere må foretage deres undersøgelser rigoristisk for at afdække, om der var en masterplan, der også omfattede international indblanding, eller om USA bare steg på propagandatoget, da det nu var i gang.

Personligt er jeg helt sikker på, at der ikke er tale om en uskyldig forekomst – det er en del af et bredere projekt, der ikke bare skal forsøge at gøre en ende på Latinamerikas venstreorienterede regeringer, men også svine dem til. I den forstand slutter Moreno-regeringen op om TINA – ”there is no alternative” – og til den slags neoliberal fatalisme, hvor der ikke er plads til gode resultater for en anti-nedskæringspolitik og succesfulde venstrefløjsregeringer i Latinamerika. Det er det, der reelt er på spil.

Den snavs, der er blevet smidt efter Corrrea, handler om at ændre historiens dom, men jeg tror ikke, det vil lykkes for dem. Der er for mange af os, der vil kæmpe imod. Folkets hukommelse er større.

Regionalt set er der også sket meget de sidste par år. Ikke bare hvad angår valgresultater, men også mere fundamentale spørgsmål omkring de modsætninger, der har rejst sig i forbindelse med en venstrefløj, der vinder magten. Ud over din rolle som udenrigsminister, har du været leder af forskellige politiske initiativer for PAIS. Hvad kan venstrefløjen på kontinentet lære af disse regeringserfaringer?

Det er klart, at vi skal lære af vores fejltagelser. Correa’s projekt var at skabe en moderne nationalstat i en meget præmoderne kontekst. Ecuador er på mange måder en af de mest præmoderne stater i Sydamerika. Correa skabte en langt mere stabil og moderne stat med omfordeling. Ecuador har meget at lære Latinamerika og venstrefløjen. Landet var en succes og økonomisk levedygtigt, hvad man altid slynger venstrefløjen i ansigtet, at den ikke kan levere.

 Modellen var interessant, når vi taler om omfordeling, reduktion af ulighed i den mest ulige del af verden. Den havde også succes i en international sammenhæng: Selvstændighed, integration, set strategisk i en multipolar verden. Det er succeserne, men der er også mindre succesfulde områder.

Jeg tror det i dag er vanskeligt at have et venstreorienteret projekt, hvis det ikke har en radikal position omkring feminisme, især i en latinamerikansk kontekst. Også fordi det det globale nord prøver at hæve sig op på en etisk piedestal på baggrund af det faktum, at det globale syd stadig er præmoderne i mange aspekter.

Selvfølgelig ved vi, at disse spørgsmål har udviklet sig sammen med modernitetens udvikling, urbaniseringen og læsefærdigheder. Det kan ikke adskilles. I Ecuador var der også andre succeser. For eksempel når vi taler om kvinders repræsentation i politik. Vi havde et parlament, der havde flere kvinder end i mange europæiske demokratier. Men i mine øjne skal en revolution ikke bare være social, ikke bare være økonomisk. Den skal også være feministisk, og det er noget, vi er nødt til at forholde os til.

Nedvurderingen af miljøet er også en del af det imperialistiske værktøjslager. En stor del af de miljømæssige problemer, latinamerikanske lande som Ecuador står over for, skyldes i første række manglen på modernitet. Så hvis man ikke har opbygget byer i Amazonas med et ordentligt kloaksystem, og hvis alt affald ryger ud i floderne, hvad der kan være en konsekvens af en svag stat, en konsekvens af neoliberalisme, en konsekvens af præmodernitet, så gøres der mere skade på miljøet, end hvis man har gjort det, der ofte bliver fordømt som udviklingspolitik.

Vi kunne have gjort mere for at være sikker på, at vores udviklingspolitik tog mere hensyn til miljøet. Vi kunne have gjort mere for også at mobilisere politisk på miljøspørgsmål og skabe den rigtige slags politiske alliancer for at skabe hegemonisk konsensus omkring naturens rettigheder, sådan som det faktisk fremgår af vores forfatning. Så omkring køn, abort, LGBT-rettigheder og miljøet, som er de store spørgsmål i det enogtyvende århundrede, kunne vi have gjort mere.

Generelt set var der i Correa’s regering megen opmærksomhed på det globale fællesskab, offentlige goder, alt det, som det er nødvendigt at tage vare på i en international sammenhæng og ikke bare på den almindelige NGO-måde, hvor ”naturen er smuk”, uden virkelig at tænke i strukturelle og systemiske begreber.

Der er to typer omfordeling. Den ene er den nationale omfordeling, hvor der fordeles til de fattigste, og det er et stort problem i Latinamerika på grund af ulighederne. Men der er også den anden type omfordeling, nemlig mellem rige og fattige lande, og det kan ikke gøres bare ved et politisk dekret. Her er det nødvendigt at ændre på de uproduktive traditioner og vores rolle i den internationale arbejdsdeling. Det er den eneste vej, for der ingen verdensregering, der har magt til at omfordele.

Det var der, Correa var stærk, og hvor Ecuador var stærk. Ti år er ikke nok til at ændre produktionsvaner, men der var hele tiden visioner omkring uddannelse i videnskab og teknologi, i energi og i udvikling af nye sektorer. Ikke bare for at spendere de penge, vi havde tjent på olie og fra andre sektorer for at omfordele, men for at investere stort i en ændring af økonomien i retning global omfordeling. Det er noget af det, jeg tror Ecuador kan bibringe den latinamerikanske venstrefløj, fordi den taler meget omkring national omfordeling og meget lidt om international omfordeling.

Vi er nødt til at samle venstrefløjen og få fjernet forskellighederne. Det er altid lettere at fjerne forskelle i opposition end i en regering, for når man regerer, er man nødt til at foretage sig  ting, der skiller folk. Men når man er i opposition, er det meget nemmere at nå frem til det, Laclau kaldte "empty signifiers", der kan bygge en anti-oligarki platform op. Jeg tror, når vi næste gang er i regering, skal prøve at stræbe efter færre divergenser, end vi havde denne gang og forsøge at fastholde den platform.

Guillaume Long var formand for International Relations Commission i Ecuadors dengang regerende Alianza PAIS parti. Han var også kulturminister og har en PhD fra the University of Londons Institute for the study of the Americas.

Han blev interviewet af Pablo Vivanco, der er tidligere direktør for TeleSUR English.

Oversat af Poul Petersen fra det amerikanske tidsskrift Jacobin fra den 28. august 2018