I anledning af Kramer Mikkelsens bortgang – hvor skal By&Havn hen?
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 17. oktober 2018

 

Lad mig skynde mig at slå fast, at denne kommentar ikke handler om, at Jens Kramer Mikkelsen har forladt denne verden, men at han i slutningen af juli dette år forlod den virksomhed, han i så mange har været chef for, By&Havn, et offentligt ejet selskab, der står for Københavns byudvikling, bolig- og metrobyggeri og at man måske derfor skulle bruge anledningen til at genoverveje hele konstruktionen By&Havn og dens grundlag. 

 

Princippet bag By&Havn er meget simpelt: Ved massiv låntagning finansierer man byggeri af metrostrækninger, hvorefter værdien af de grunde, som Københavns kommune har overdraget selskabet stiger og de kan sælges med fortjeneste, der så kan finansiere låntagningen – en låntagning, der er garanteret af Københavns kommune, der ejer 95% af By&Havn – staten har de sidste 5% - og som derfor også står med håret i postkassen, hvis noget går galt.

 

Problemet med By&Havn er ikke, at kommunen opretter et udviklingsselskab, men den måde det fungerer på. By&Havn unddrager sig nemlig i høj grad den demokratiske kontrol, der er alfa og omega i et retssamfund: Selskabet er ekstremt lukket, f.eks. er regnskaberne er i høj grad utraditionelle for at sige det mildt, selskabet kontrollerer med stor nidkærhed informationsstrømmene, selv mødeindkaldelser er fortroligt stemplet. Det på trods af, at selskabet er underlagt de offentligheds- og indsigtslove, der gælder for den offentlige forvaltning. I det hele taget styrer By&Havn med Rådhusets velsignelse informationerne med hård hånd.

 

Københavns kommune har overladt udviklingen af byen til By&Havn med det resultat, at By&Havn, fordi der skal skaffes penge til at afdrage på den massive gæld i metroen, er nødt til at sælge sine grunde på benhårde markedsvilkår, som ingen plads levner til boliger, der kan betales af lavt- og mellemlønnede københavnere. Tag bare den nye bydel, Nordhavnen, der skulle indeholde grønne områder, rimelige bebyggelsesgrader og et antal billigere boliger; da det kom til stykket forsvandt store dele af de grønne områder og billigere boliger kunne man også i stort omfang skyde en hvid pind efter. At det hele er nødt til at foregå på markedsvilkår betyder også, at By&Havn er aktivt medvirkende til at trænge beboere med lav-og mellemindkomst ud af byen. Det passer naturligvis fint i den uudtalte strategi på Rådhuset om at skaffe skattestærke borgere til byen. Men prisen betales altså af flertallet af byens borgere, der ikke kan betegnes som ’rige’. 

 

Det paradoksale er derfor, at By&Havn, der er under fast kontrol af socialdemokratiet, aktivt medvirker til at fjerne samme partis traditionelle vælgergrundlag, nemlig de lavt- og mellemlønnede lønmodtagergrupper, der siden demokratiets indførelse har udgjort langt den overvejende del af byens befolkning. 

 

Københavns krise

Det spørgsmål rejser sig naturligt, om denne udvikling kunne være undgået, afbødet eller i hvert fald mildnet. København var uden tvivl i dyb krise, da Jens Kramer Mikkelsen i 1989 blev overborgmester. Byens tab af industriarbejdspladser havde man først opfattet som et konjunkturfænomen, men det viste sig at være globaliseringen, der havde sat ind. Befolkningssammensætningen blev mere og mere skæv, de højtlønnede, der arbejdede i byen, boede udenfor den og betalte derfor ikke skat til byen og København nærmede sig det forudsigelige tidspunkt, hvor byen ville blive sat under administration af en borgerlig regering, der ingen grund så til at hjælpe landets socialdemokratiske højborg. Så regeringens krav for at tillade byen at optage de nødvendige lån var, at man solgte ud af den enormt store kommunalt ejede boligmasse. Og det var her man begyndte at afskære sig fra sit hidtidige vælgergrundlag.

 

Københavns løsning på at komme ud af sin krise var at bruge metrobyggeriet som løftestang for at forandre byens erhvervs- og indbyggerstruktur, Jens Kramers såkaldte ”Entrepreneurial City”-strategi omkring de store byudviklingsprojekter Ørestaden og Københavns Havn, noget der skulle forbedre Københavns konkurrenceposition i forhold til andre europæiske storbyer. Men hvorfor valgte man en så hundedyr løsning som et metrobyggeri, der er omkring ti gange dyrere pr. anlægskilometer end f.eks. en letbaneløsning? Den eneste forklaring, der kan gives, er kombinationen af ikke at ville træde Danmarks største parti – bilpartiet – over tæerne og et moderniseringssyn, der gik ud fra, at en metro er et must for en moderne by. Desuden solgtes metroen på det store antal arbejdspladser, der ville blive skabt i anlægsfasen – tilsyneladende havde man ikke forstået eller så bort fra, hvad EU-medlemskabet betød med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed.

 

Manglende planlægning

Den politiske styring i form af planlægning er i København stort set ikke eksisterende – det er de facto By&Havn og kapitalstærke udviklere, dvs. markedet, der bestemmer byens udvikling og byens indbyggere høres ikke om By&Havns overordnede planer og er mere eller mindre sat ud af spillet.  Og kommunen må til lommerne, hvis ikke den følger By&Havns planer. Da det f.eks. viste sig, at der var for stor, politisk modstand mod byggeriet på Amager Fælled, rejste By&Havn et erstatningskrav overfor sin ejer, fordi det ikke-udførte byggeri opførtes som et tab.

 

Hvor man førhen på trods af indædt modstand fra dele af forvaltningen på Københavns rådhus og de toneangivende, socialdemokratiske lokalpolitikere herunder Kramer Mikkelsen forsøgte sig med borgerinddragelse, decentralisering og lokale demokratiske eksperimenter gennem kvarterløftsstrategi og bydelsrådsforsøg, er den slags foranstaltninger helt ophørt.

 

Det overordnede resultat af den skævvredne byudvikling har været mangel på friarealer, meget tæt byggeri, en forstærket polarisering mellem velhavende og fattigere københavnere og en decideret udstødelse af indbyggere med mellem- eller lavindkomster, mens den enorme gæld sendes videre til de kommende generationer.

 

Det er på tide at ændre kurs

Med Kramer Mikkelsens afgang er tiden kommet til at standse op og kigge på det uhyre, han stod i spidsen for i mange år og få tæmmet det og bragt det under demokratisk kontrol. By&Havns formål skal fra at være finansiering af metrobyggeri omformes til at være et selskab, hvis formål er at bygge gode og billige boliger i København med maksimal borgerinddragelse i en overordnet by- og regionsplanlægning. Samtidig bør man benytte lejligheden til at få oprettet et egentligt planlægningsorgan både for byen og for regionen. Uden disse tiltag vil København udvikle sig som andre storbyer i den vestlige verden: Byerne tømmes for lav- og mellemindkomster og koloniseres af de velhavende og de store firmaer, mens byens rum tivoliseres og de tilbageblevne fattigere indkomstgrupper bliver dyr i den urbane zoos dertil indrettede kvarterer.