Oprør for fremtiden
Af Niels Henrik Nielsen

Offentliggjort: 17. oktober 2018

Der er brug for et oprør. For et fremtidigt samfund, hvor demokrati, fællesskab og borgerrettigheder er i centrum. Sker det ikke, så vil fremtidens samfund blive formet af nogle få rige og magtfulde ejere af tech-virksomhederne

Således indleder de to forfattere folketingsmedlem for SF Lisbeth Bech Poulsen og regionsrådsmedlem ligeledes for SF Peter Westermann deres nys udgivne bog; Oprør for fremtiden – manifest for frihed og fællesskab midt i en tech-tid.(1) Denne skribent kunne ikke være mere enig og derfor kastede jeg mig også over bogen med store forventninger.

Forfatterne gør meget ud af, hvorfra inspirationen til titlen på bogen er kommet fra. Dels henvises til bogen Oprør fra Midten udgivet i1978 og som var den første bog af danske forfattere – skribenten bekendt – der introducerede begrebet borgerløn. Dels Karl Marx’ og Friedrich Engels Det kommunistiske manifest fra 1848. Tanken er, at bogen først fortolker verden for derefter at komme med bud på, hvordan ”vi” forandrer verden. Den sidste inspiration må skyldes, at forfatterne er socialister, men den slår ikke rigtig igennem, for der er ikke meget klassekamp over bogen. Det er i meget højere grad et vi som fællesbetegnelse for samfundets borgere. Når forfatterne eksempelvis skriver; har vi så lært noget af finanskrisen.(2) Så kan man i hvert fald konstatere, at kapitalen ikke har. Som forfatterne selv gør opmærksom på, så er blandt andet det såkaldte derivatmarked eksploderet på ny. De store gevinster – eller profitter – hentes på de finansielle markeder ikke i produktionen. Det er ikke skribentens opfattelse, at der findes et vi. Vi, forstået som alle de andre borgere mod den ene procent ekstremt rige, vi har ikke en fælles interesse. Danmark er, som alle andre samfund, et klassesamfund med forskellige interesser. 

Det er ikke en bog, som skal retfærdiggøre en bestemt politik her og nu – og slet ikke en bog som kun skal retfærdiggøre en bestemt politik frem til næste valg - men et forsøg på at analysere den samfundsmæssige udvikling og herud fra komme med politiske forslag til, hvordan der i fællesskab kan skabe en udvikling, som kommer de mange til gavn og ikke kun de få. Som forfatterne skriver i forordet ”Bogen præsenterer politiske løsninger, der har potentiale til at sikre, at flere får kontrol over teknologien, over velstanden og over magten, og dermed handler den om magt, ejerskab, folkestyre og frihed”.

Herved lægger bogen sig i forlængelse af bøger som Paul Masons ” Postkapitalisme - en guide til vores fremtid! og Nick Srnicek ”Inventing the Future – Postcapitalism and a World Without Work”. Alene fordi de to forfattere sætter sig ud over dagligdagens politiske trakasserier og i stedet søger at komme med et bud på nogle af fremtidens politiske udfordringer skal de to forfattere have tak for. Og måske netop fordi de begge er politikere, kan man håbe, andre politikere rent faktisk vil læse bogen og forholde sig til den. Det fortjener den.

Bogen består af tre dele; fortællingen om aktuelle udviklingstendenser med teknologiens udvikling som omdrejningspunkt, et historisk tilbageblik over hvor vi kommer fra og endelig 10 forslag til hvor vi skal hen for at skabe frihed og fællesskab. Den er skrevet i et læseværdigt sprog, så man behøver ikke være højtuddannet akademiker for at læse den. Endnu et sympatisk træk.

Når det så er skrevet, så har forfatterne kun begrænset succes med projektet. Her skal tages tre temaer op. Forfatternes teknologdefinition og teknologibegrebet, fortolkningen af fortiden samt et enkelt af de ti forslag til en bedre fremtid.

Hvad er teknologi

Hvordan skal teknologi defineres og hvordan skal den forstås. Det er et centralt omdrejningspunkt, dersom målet er en forståelse af dens indvirkning på samfundet.

Teknologi er et middel, mennesker anvender til at skabe sine livsbetingelser – såvel materielle som ikke-materielle. Den består grundlæggende af 4 elementer teknik, viden, organisation og produkt. Teknologi er altså noget temmelig kompliceret, og det gælder også når man vil analysere en teknologi. En computer er ikke kun en computer, den indeholder noget teknik og kode for at fungere, noget viden, som er brugt til at fremstille den, noget organisation, som har været en forudsætning for at fremstille den samt endelig selve produktet, som skal sælges. 

Når det nævnes, skyldes det, at bogen mangler en definition eller klarerere begrebsdannelse. Bogens teknologiforståelse dækker over et sammensurium af robotter, maskinlæring, algoritmer og big data. Det er imidlertid ikke lige meget, hvorvidt det er en robot til at løfte tunge ting, en algoritme til hurtige spekulationer på finansmarkederne eller big data til brug ved genmanipulation. De forskellige teknologier har forskellig samfundsmæssig effekt og dermed også forskellig samfundsmæssig betydning. 

Det kan måske synes en petitesse, men er det ikke når forfatterne på s. 18 eksempelvis skriver: ”Det er forfejlet at angribe teknologien - - -. Teknologien er ikke determinerende – det er ikke den, som bestemmer udviklingen i sig selv, men den giver nye muligheder”. En meget optimistisk holdning. Det virker nærmest som om, forfatterne betragter, teknologien som værdineutral. Teknologi udvikles imidlertid i en bestemt samfundsmæssig sammenhæng og med et bestemt formål.

Lad os for et kort øjeblik vende tilbage til den Karl Marx, som forfatterne er inspireret af. I forordet til kritik af den politiske økonomi, skriver han: ”Den måde hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskets bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i modstrid med de forhåndenværende produktionsrelationer, eller hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, inden for hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være udviklingsformer for produktivkræfterne, slår disse relationer om til at blive lænker for dem.”(3) Eller sagt på en anden måde. Teknologien - det materielle liv - bestemmer de vilkår mennesket fungerer under. Når teknologien udvikler sig og i stigende grad erstatter mennesket som værdiskaber, så bliver værdien af det enkelte produkt også mindre – profitten falder. Det bliver mere profitabelt at kaste sig ud i finansielle spekulationer frem for i reel produktion. Som modreaktion hertil udvikles nye teknologier, som på den ene side kan bidrage til tårnhøje profitter, men på den anden side kan føre hele samfund – ja hele kloden ud i alvorlig økonomisk krise.

Egentlig er det lidt besynderligt, hvorledes forfatterne når frem til konklusionen, at teknologien ikke har afgørende indflydelse, for et andet sted i bogen skriver forfatterne, at frihed sjældent er andet end frit valg mellem udefra givne muligheder eller sagt på en anden måde, det økonomiske system bestemmer vores livsstil.(4)Hvis den enkeltes frihed og valgmuligheder bestemmes af det økonomiske system, så er det vel lige så rimeligt at sige, at teknologien er bestemt af det økonomiske systems væsentligste drivkraft - og det er vel udsigten til at tjene penge. 

Her kunne forfatterne måske have ladet sig inspirere af andre. Spørgsmålet om, hvorvidt den teknologiske udvikling på et tidspunkt kommer i modsætning til privatejendomsretten, er journalisten Paul Mason inde på i sin bog Postkapitalisme - - -, hvor han hævder, informationsteknologien er vor tids førende produktivkraft og den gør det vanskeligt – hvis ikke umuligt – for kapitalismen at tilpasse sig. Samtidig gør Mason opmærksom på, at det er informationsteknologien, der er med til at skabe ”det nye menneske”. Hans pointe er altså, at ejendomsretten er på vej til at blive en lænke for udviklingen af informationsteknologien. Som et blandt flere eksempler bruger han online tidsskriftet Wikipedia der laves af titusinder af frivillige og har gjort det umuligt at producere kommercielle leksika.(5) 

Visse teknologier undergraver det kapitalistiske samfund, markedet – om end i det små. Det kunne være, som ovenfor nævnt, leksikonet Wikipedia eller måske en app i stil med den som taxachauffører i London har udviklet og som gør dem uafhængige af arbejdsgivere og samtidig kan levere bedre service end eksisterende firmaer(6). Andre bevarer eller underbygger kapitalismen. Eksempelvis teknologien omkring genmanipulation og overvågningsteknologi.

Det er ikke lige meget hvilken teknologi, der tales om. Der findes god teknologi og der findes dårlig teknologi. Uden en politisk stillingtagen til teknologierne bliver kampen om fremtidens teknologi betydeligt vanskeligere. For kampen om fremtidens samfund handler også om hvilken teknologi skal der satses på eller kæmpes for og hvilke skal bekæmpes. Teknologi giver ikke kun nye muligheder, den skaber også nye modsætninger og undergraver også solidariteten. 

En sidste ting omkring teknologiforståelsen. Forfatterne fremfører ivrigt påstanden om, at teknologi udvikler sig eksponentielt og henviser bl.a. til computerkraften i en PC. Forfatterne leverer imidlertid selv svaret på, det ikke altid – langt fra altid – er tilfældet. Hvis en bil, og en folkevogn bruges som illustration, skulle have udviklet sig eksponentielt, ville den have kørt 480.000 km. i timen, køre en halv million km. på literen og kostet 25 øre.(7) Det har den som bekendt ikke, Det er heller ikke tilfældet, når man ser på dagligdags teknologier som køleskab, TV mv. Sat på spidsen:  I og med at digitaliseringen rammer politikområder, som i betydelig grad er reguleret, eksempelvis af hensyn til forbrugersikkerhed, så vil der opstå modstand eller særlige krav i forhold til nye teknologier og dermed vil de også udvikle sig i et langsommere tempo. Selvkørende biler kunne være et eksempel. Den første selvkørende bil kom på gaden i 1926 og man er fortsat på eksperimentstadiet. 

Hvor kommer vi fra

Med overskriften ”Hvor kommer vi fra” gennemgår de to forfattere en række af de bevægelser, der har været med til at forme nutiden – fagbevægelsen, folkeoplysningen samt andelsbevægelsen og kooperationen. Der er ikke tale om en historisk redegørelse, snarere et kalejdoskopisk overblik over de begivenheder og erfaringer, som kan medtages ved blik ind i fremtiden. 

Afsnittet om fagbevægelsen er sådan set fint nok, noget sporadisk måske, men forfatterne får fat i nogle af de store linjer i udviklingen. Septemberforliget 1899 blev både fagbevægelsens styrke og akilleshæl. Styrke fordi det med aftalen lykkedes at få anerkendt retten til at organisere sig i en fagforening. Akilleshæl fordi prisen blev anerkendelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. På tidspunktet 1899 var der næppe andre muligheder. Da en ny hovedaftale blev indgået i 1960 syntes det oplagt, hvis netop arbejdsgivernes ret var blevet udfordret.  Den ændrer dog ikke ved fagbevægelsens afgørende rolle, når det gælder de store forbedringer, den har skabt i løn og arbejdsforhold igennem årtier frem til begyndelsen af dette århundrede.

Forfatterne kommer med en berettiget og nødvendig kritisk holdning til fagbevægelsens indsats for sine medlemmer de seneste 20-30 år. Som forfatterne skriver ”Fagbevægelsens sejre, når det gælder om at sikre sine medlemmer lavere arbejdstid, har været til at overse siden år 2000”. Det gælder ikke kun arbejdstid men også løn. Fra 2009 til 2015 er lønkvoten faldet fra knap 66% til 53%. Samtidig er overskuddet i danske virksomheder steget med 67%.(8) I forbindelse hermed bliver der også plads til lidt selvkritik – nemlig af forslaget Fair Løsning fra 2012, hvor Socialdemokratiet og SF i fællesskab foreslog at hæve arbejdstiden med 12 minutter om dagen eller 1 time om ugen. Forfatternes bud er radikalt modsat. Arbejdstiden skal ned til 25 timer om ugen og alle skal sikres en basisindkomst – et andet ord for borgerløn.

Hvis fagbevægelsen skal overleve som samfundsmæssig kraft er det, ifølge forfatterne afgørende, den griber de muligheder, platformsøkonomien giver for at udvikle egne forretningsmodeller uden en arbejdsgiver, der leder og fordeler arbejdet. Arbejdsgiverrollen bliver overflødig, hvis fagbevægelsen griber udfordringen og udvikler egne solidariske alternativer, som samtidig vil øge dens eksistensberettigelse.(9) Forfatterne rejser reelt spørgsmålet om kooperationen skal genoplives i moderne form. Det synes ikke som om, fagbevægelsen er indstillet på et sådant projekt.

Når det gælder gennemgangen af folkeoplysningen og andelsbevægelsen, går der til gengæld lidt Morten Korch i fortællingen. Det bliver helt rørstrømsk, når forfatterne citerer en udenlandsk elev, der tilsyneladende kommer fra et land med hård konkurrence i skolen. Eleven citeres for ”Det føltes virkelig som samskabelse og samarbejde. Der var ingen eller meget lidt konkurrence og ingen tanker om vindere eller tabere mellem os. Alle ønskede at alle skulle klare sig bedst muligt - - -”. Højskolerne var først og fremmest en mulighed for de bedre stillede bønder og embedsmænds børn. De blev dannet på et religiøst grundlag og flere endog på et sekterisk religiøst grundlag som eksempelvis Indre Missions højskoler. Måske er det værd at huske på en af højskolernes pionerer, Kristen Kold, tanker om højskolernes formål ” Langt mere værd end det røde Guld, det er sin Gud og sig selv at kende”(10). Når det religiøse var overstået, havde skolerne to hovedformål; at styrke danskheden og lære eleverne at blive produktive bønder. Det kan siges meget godt om højskolerne, men historien er mere nuanceret end den forfatterne skriver.

Det samme kan siges om andelsbevægelsen og kooperationen. Når der ses bort fra Coop, så er tankerne bag andelsbevægelsen og kooperationen reelt død i dag. Vel, der findes en række gode initiativer såvel her i Danmark som rundt om i verden. Men som en ledetråd til forandring af samfundet er ideen reelt ikke eksisterende, så kan forfatterne citere Marx nok så mange gange(11) 

I sine første mange år havde andelsbevægelsen et frigørende element for bønderne – især for bønderne, ikke for de mange landarbejdere og husmænd. De oprettede ikke kun mejerier og slagterier men sågar en bank – Andelsbanken. Andelsbevægelsen er i dag Arla, en stor kommerciel virksomhed som konkurrerer på verdensmarkedet, lukker mejerier og slagterier, hvis de ikke er ”lønsomme” eller holder kun en virksomhed åben, hvis man kan få arbejderne til at afstå fra en del af lønnen som med slagteriet i Rønne. Andelsbanken blev fusioneret i 1990 og er i dag en del af Nordea. Sådan kunne man blive ved.

For kooperationen er det ikke gået bedre. Efter i Gimle-programmet fra 1876 at have støttet oprettelsen af kooperative virksomheder blev Socialdemokratiet formentlig påvirket af de negative tendenser fra Tyskland mod kooperative virksomheder og på partikongressen i 1898 anbefalede partiet, at man kun med stor varsomhed oprettede sådanne virksomheder. Igen svingede opfattelsen af kooperation og på partikongressen i 1908 anbefalede F. Borgbjerg at kooperationen blev den tredje streng i arbejderbevægelsen ved siden af partiet og fagbevægelsen. Herefter begyndte kooperationen at udvikle sig.  I sine velmagtsdage var den en betydelig faktor for danske arbejdere og kunne i princippet dække alle livets fornødenheder fra fødsel til død. Da kooperationen havde vokset sig så stor at den gik fra niche til at skulle fungere på almindelige kapitalistiske markedsbetingelser, gik det galt. Tilbage af den af nogen betydning er vel kun Arbejdernes Landsbank, boligforeningen AAB og måske Murersvendenes aktieselskab. Senest er forsikringsselskabet Alka solgt fra for et milliardbeløb. 

Økonomisk demokrati – en farbar vej?

Forfatterne genopliver tanken om økonomisk demokrati, hvor ansatte i en virksomhed får del i overskuddet, som så enten udbetales eller geninvesteres. I den historiske del af bogen gennemgås det oprindelige forslag fra LO og Socialdemokratiet samt debatten i 1960’erne og 1970’erne. På trods af kritiske bemærkninger til det oprindelige forslag begræder forfatterne, at det aldrig blev til noget. Derfor genoptager de det i den afsluttende del: Manifest for frihed og fællesskab som et af deres 10 forslag til forandring af samfundet. Forfatterne er ikke de eneste på venstrefløjen, der vil genoptage økonomisk demokrati som en politisk farbar vej. Således skriver daværende finansordfører for Enhedslisten Pelle Dragsted i Politiken under overskriften ”Lad os genopfinde Ankers drøm om økonomisk demokrati” følgende ”ØD vil forrykke styrkeforholdene i vores samfund og indskrænke den magt, som en snæver elite af virksomhedsejere i dag besidder.”(12)

Så lad os genoptage debatten og se på forfatternes nye version. For det første foreslår forfatterne, at ” Medarbejderne skal disponere over en tredjedel af det overskud, der skal udbetales til virksomhedens ejere. Dette overskud kan geninvesteres i virksomheden i form af medarbejderaktier, som medarbejderne ejer ligeligt, eller blot udbetales i form af afkast.”(13) Et indledende spørgsmål hertil vil være, hvorved adskiller dette medarbejderne fra at være almindelige aktionærer, der – naturligt – først og fremmest interesserer sig for virksomhedens overlevelse. Allerede i dag har mange medarbejdere i diverse virksomheder fået aktier. Forslaget ændrer ikke ved de grundlæggende ejendomsforhold eller udfordrer retten til at lede og fordele arbejdet. Selvom denne del af overskuddet blev omsat til aktier, ville det ikke medføre, i en overskuelig fremtid, at medarbejderne kunne overtage virksomheden. Og hvis overskuddet kan udbetales, kan man frygte mange foretrækker dette – som et beskedent tilskud til en i forvejen beskeden løn.

For det andet foreslår forfatterne, at ”det skal være lettere og mere fordelagtigt at starte eller overtage en virksomhed som kooperativ - - - og fagbevægelsen bør støtte eller oprette fællesejede platforme for udbydelse af arbejdskraft”.(14) Principielt set et sympatisk forslag. Men så er vi tilbage i historien. Små kooperativer kan sagtens eksistere som nicher, dem er der flere af såvel i Danmark som i udlandet. Men som vi har set med andelsbevægelsen og med kooperationen; i det øjeblik de vokser sig større og bliver inddraget i det kapitalistiske marked, så tvinges de til at fungere på dette markeds præmisser. Kooperationen fungerer ikke udenfor eller ved siden af det kapitalistiske samfund, men som en del af dette, og tvinges derfor til den samme økonomiske og teknologiske udvikling for at klare sig i konkurrencen. Klarer den ikke dette, udslettes den. Andelsbevægelsen valgte at blive en del af det kapitalistiske marked, Kooperationen er, med få undtagelser, gået neden om og hjem.

Som det tredje forslag under økonomisk demokrati foreslår forfatterne i forhold til pensionsfondene som ATP, Pension Danmark m.fl. at, loven skal ændres, så det fremstår, at bæredygtige hensyn som minimum er sidestillet med hensynet til afkast, samt at den demokratiske deltagelse i pensionskasserne skal øges.(15) Igen er det et sympatisk forslag og kunne sagtens gennemføres under det kapitalistiske økonomiske system. Faktisk er det allerede sådan, at mange pensionskasser investerer i højere grad i vindmøller og anden form for bæredygtig energi. 

Som sidste del under forslaget om økonomisk demokrati foreslås samfundsmæssigt ejerskab til samfundets vitale infrastruktur, såsom veje, lufthavne og kabler. I forlængelse heraf foreslås oprettelse af en demokratisk styret fond, der kan tilbagekøbe den allerede frasolgte infrastruktur.

Forslaget om økonomisk demokrati tager reelt tillige stilling til spørgsmålet om reform eller revolution. Kan man reformere sig til socialismen eller er det nødvendigt med en revolution, der grundlæggende forandrer de samfundsmæssige strukturer, hvis projekter som kooperation eller andelsejerskab skal overleve. Forfatterne vælger reform. Det skal de ikke nødvendigvis kritiseres for, men de historiske erfaringer taler ikke til deres fordel. Det kan man heller ikke sige, om de hidtidige historiske erfaringer med revolution gør. Forfatterne tager ikke debatten op og fair nok. Det er ikke deres udgangspunkt. Når det overhovedet nævnes, skyldes det ikke mindst, at forslaget om arbejdernes andel i virksomhedens overskud i lige så høj grad taler til den enkeltes ego som til solidariteten. 

Mennesket i centrum

Der er flere udmærkede forslag blandt de 10 forslag som forfatterne fremsætter såsom konsekvent grøn omstilling og forpligtende fællesskab og ikke mindst forslag 9 om demokrati i en digital tidsalder. Men efter denne skribents opfattelse mangler et vigtigt forslag. Retten til ikke at vælge digital kommunikation for borgeren og retten til personlig kommunikation med offentlige myndigheder.

For nylig vedtog et enigt Folketing at gøre lovgivningen digitaliseringsklar. Der er for så vidt heller ingen tvivl om, at en omhyggelig gennemført digitalisering vil være til stor hjælp for de fleste borgere. Men Ifølge en undersøgelse offentliggjort i foråret 2017 er der omkring 1 mio. danskere mellem 16-65 år med såkaldt svage IT-færdigheder(16). En digitalisering af forvaltningen uden en markant indsats for de mange borgere, der af forskellige grunde har svært ved at følge med i udviklingen, vil være et hårdt slag mod demokratiet, fordi disse borgere marginaliseres og dermed blive lettere ofre for populistiske, politiske strømninger. Det er værd at huske på som især 3F har påpeget, at rigtigt mange danskere stadigvæk har vanskeligt ved at læse og skrive andet end enkle tekster og allerede nu i papirforvaltningens tid har svært ved at forstå forvaltningens skriftlige kommunikation. 

Når forfatterne skriver om demokrati i den digitale tidsalder, så er der ikke tænkt på disse omkring 20% af befolkningen. Der mangler refleksion over, hvorledes disse mennesker også bliver en del af demokratiet i fremtiden. 

Et oprør for fremtiden bør derfor også være et oprør for dem som ikke kan bruge en computer. De vil sikkert ikke kun miste deres arbejde men tillige føle sig umyndiggjort og overhørt. for de borgere der ikke kan bruge digitale løsninger stilles ringere og risikerer nemt et betydeligt tab af rettigheder.  En gennemdigitaliseret offentlig sektor vil udelukke mange fra den frihed og det fællesskab forfatterne advokerer for. Det har aldrig været forfatternes hensigt, så derfor skal der herfra lyde en opfordring til forfatterne om ved en revidering af bogen at være opmærksom på dette aspekt. Verden er større og mere end digitalisering.

Bogen mangler en samlende ledetråd, hvor der tages udgangspunkt i de krav til teknologisk udvikling, som er knyttet produktionen og til en styrkelse af arbejderklassen. Som Jan Helbak skriver i lederen til dette nummer af Kritisk Debat ” Klassekampen bliver således reduceret til kampen om at få så stor en andel af samfundsproduktet uden at berøre produktionsforholdet og betingelserne. Kort sagt i det billede drejer det sig for arbejderklassen og dele af middelklassen om at få ædt sig mest muligt ind på den overflod, som uretmæssigt tilranes af overklassen og den højere middelklasse.”. 

Læs bogen alligevel

Det kan være denne skribent er kritisk over for bogens grundlag såvel som flere af dens forslag omkring indretning af fremtidens samfund. Det ændrer ikke ved, at forfatterne stiller en række centrale spørgsmål. Hvor er samfundet på vej hen, hvad er det for at samfund venstrefløjen ønsker. Der er alt for lidt politisk diskussion om teknologi og dens rolle, hvad den skal bruges til og hvorledes den skal bruges. Her udfylder bogen et stort hul. Så hvis den kan bidrage til en debat om fremtidens samfund, så har den opfyldt et vigtigt mål. 

 

Noter:

1. Oprør for fremtiden, Gyldendal 2018

2. Oprør for fremtiden s. 178

3. Karl Marx: Skrifter i udvalg, Indledning fra Grundrids s. 13, Rhodos 1974

4. Oprør for fremtiden s. 99

5. Blandt andet Paul Mason Postkapitalisme, s. 16 Peoples Press 2016

6. Oprør for fremtiden s. 138

7. Oprør for fremtiden s. 24.

8. Oprør for fremtiden s. 134.

9. Oprør for fremtiden s. 138-139

10. Citatet findes i Wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/Folkehøjskole#cite_note-1 og er hentet fra en højskolesang skrevet af Grundtvig. 

11. Oprør for fremtiden s. 126 citeres Marx for i sin åbningstale til 1. Internationale en skamrosning af den kooperative bevægelse

12. https://politiken.dk/debat/profiler/pelledragsted/art5616463/Lad-os-genopfinde-Ankers-drøm-om-Økonomisk-Demokrati 

13. Oprør for fremtiden s. 169

14. Oprør for fremtiden s. 170

15. Oprør for fremtiden s. 172

16. Artikel på Altinget 7. marts 2017 https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/en-million-danskere-mangler-it-faerdigheder-eva-kalder-paa-handling