Sammenhængsreformen: Regeringen vil effektivisere for 4 mia. kr.
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 17. oktober 2018

 

Regeringen vil have fagbevægelsen med i et partnerskab om at effektivisere den offentlige sektor for 4 mia. kr. Det, regeringen foreslår, er en ny type spareøvelse. Den går ud på at spare nogle af de nyansættelser på ældre- og børneområdet, der ellers ville have været tvingende nødvendige. Et af de steder, hvor regeringen gerne vil spare er udgifter til sygefravær med løn.

Det har længe stået klart, at regeringens såkaldte sammenhængsreform først og fremmest vil handle om at effektivisere den offentlige sektor. Sammenhængsreformen er regeringens bud på, hvordan man bør udvikle og effektivisere velfærden. Det blev da også sagt med al tydelighed, da regeringen for nylig præsenterede det første konkrete deludspil, en såkaldt afbureaukratiseringsreform. Det er regeringens politiske mål, at afbureaukratiseringsreformen skal effektivisere den offentlige sektor for 4 mia. kr. årligt. 

Ved selve fremlæggelsen fortalte regeringen, at de 4 mia. kr. skal skaffes ved at fjerne ’bøvl og bureaukrati’. Ved lidt nærmere eftersyn viser det sig, at de 4 mia. kr. først og fremmest skal findes ved meget andet end mindre bøvl og bureaukrati. Mere konkret er det regeringens politiske mål at frigøre ressourcer svarende til 2.000 årsværk alene til pleje og omsorg af ældre borgere. Herudover skal der frigøres ressourcer svarende til ca. 1.000 årsværk i vores vuggestuer, dagpleje, børnehaver eller SFO-er. 

Milliardeffektiviseringer skal ifølge regeringen hentes hjem gennem fire ret forskellige tiltag: væk med unødigt bureaukrati, mindre sygefravær, bedre arbejdstilrettelæggelse og øget anvendelse af velfærdsteknologi. Regeringen har imidlertid ikke ønsket at oplyse, hvor meget de fire indsatsområder hver især forventes at bidrage til effektiviseringerne. Regeringen har dog indrømmet, at den bygger nærmest slavisk på en konsulentrapport, hvor der er foretaget en række meget detaljerede skøn over effektiviseringspotentialet på forskellige områder og inden for forskellige tidshorisonter(1). 

Regeringen regner f.eks. ud fra konsulentrapporten med, at der kan spares:

  • 488 årsværk ved øget brug af mobile devices i forbindelse med dokumentation, 
  • 429 årsværk ved et mindsket sygefravær alene med ’øget ledelsesfokus og fokus på medarbejdertrivsel, 
  • 396 årsværk ved øget brug af velfærdsteknologi, 
  • 358 årsværk ved at ’optimere transporttiden i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen’ og 
  • 249 årsværk ved at ’justere praksis for mødested og mødeafholdelse’. 

Regeringen regner således med, at der vil skulle spares tilsammen mere end 1.900 årsværk ud af de i alt 2.000 årsværk alene på ældreområdet ved helt andre ting end færre registrerings- og kontrolopgaver. Vel at mærke uden at hverken konsulentrapporten eller regeringen afsætter en eneste krone til at investere i omlægningen, velfærdsteknologi, mv. 

Selve regeringens højt besungne afbureaukratisering dækker derimod ifølge konsulentrapporten over relativt få og små effektiviseringsmuligheder. Det beskedne potentiale for effektivisering via afbureaukratisering matcher i øvrigt den kulegravningsundersøgelse, som ældreminister Thyra Frank og KL tidligere har gennemført(2), men som Sophie Løhde i dag er yderst tilbageholdende med at omtale nu, hvor hun har fået nye og mere brugbare tal fra en ny bestilt konsulentrapport.

Bruger konsulentrapport ukritisk

Regeringen begrunder sit ambitiøse effektiviseringsmål med, at regeringens seneste konsulentrapport er langt grundigere end både ældreministeren og KL’s kulegravning tidligere på året og i øvrigt alle andre undersøgelser af området. Dette er imidlertid en sandhed med modifikationer. Konsulentrapporten bygger på data indsamlet fra 12 af landets 98 kommuner, hvoraf 8 har deltaget på ældreområdet og 7 på dagtilbudsområdet. Omkring 340 personer er blevet interviewet på tværs af kommunerne. Herudover har konsulenterne været telefonisk i kontakt med forvaltningschefer eller andre centralt placerede medarbejdere fra yderligere 19 kommuner på ældreområdet og 15 kommuner på dagtilbudsområdet med hensyn til ’input til validering af antagelserne bag potentialeberegningerne’ Men ingen udover konsulenterne har ifølge rapporten været inddraget i at lave selve estimaterne af potentialet for effektivisering. 

Der er således ikke nødvendigvis tale om nationalt repræsentative målinger af medarbejdernes tidsforbrug i de 12 kommuner. Tilsvarende er der ikke tale om sikre, validerede vurderinger af effektiviseringspotentialet.  Konsulentrapporten lægger en række ikke nødvendigvis repræsentative målinger til grund for nogle antagelser om og beregninger af, hvor meget af medarbejdernes tid, der vil kunne spares væk med de rette tiltag. Rapporten regner sig på den måde frem til et potentiale for effektivisering og angiver nogle overskrifter for tiltag, som konsulenterne vurderer, vil kunne indfri dette potentiale. Konsulentrapporten fremlægger i alt 16 forslag i ældreplejen og 19 forslag på dagtilbudsområdet til mere effektiv tidsanvendelse, hvorefter man så ud fra en række antagelser foretager beregninger af, hvor meget tid, der kan spares ved de forskellige forslag, hvis de undersøgte kommuner er repræsentative for hele Danmark. 

Summen af alle disse regnestykker bruger regeringen så til at begrunde sit politiske mål om effektiviseringer for 4 mia. kr., som regeringen nu ønsker at forpligte både kommunerne, regionerne og medarbejderorganisationerne på. Regeringen foreslår, at kommuner, regioner og medarbejderorganisationer forpligter sig til et partnerskab med regeringen, hvor målet er hvert år at effektivisere for 1 mia.kr. ekstra.

Ny type spareøvelse

Umiddelbart kan det ligne det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram i kommunerne. Her skal kommunerne også hvert år effektivisere for 1 mia.kr. ekstra, blot på nogle lidt andre områder. Men der er også forskelle. I moderniseringsprogrammet står der, at en aftalt andel af de 1 mia. kr. skal gå til politiske prioritering bredt i den offentlige sektor, og det kommunale udgiftsloft, der er udgangspunktet for den kommunale serviceramme, nedskrives med den resterende del. Så meget mere effektiv og for så meget færre penge skal kommunerne kunne klare sine opgaver. Med det nye udspil lover regeringen ikke at gøre det samme med servicerammerne. Her lover regeringen kommunerne og regionerne, at de selv får lov til at bruge hele effektiviseringsgevinsten lokalt. Regeringen vil med andre ord ikke nedskrive det kommunale udgiftsloft med den aftalte effektiviseringsgevinst. De 4 mia. kr. skal indregnes i budgetlovens stramme maksimumgrænser, og kommunernes driftsloft skal ikke sænkes særskilt af den grund. 

Dette ændrer imidlertid ikke ved, at regeringen har til hensigt at frigøre 4 mia. kr. i kommuner og regioner, og det vil uden tvivl blive brugt som argument for, at det ikke er nødvendigt at opskrive udgiftslofterne så meget, som det tiltagende demografiske pres tilsiger i de kommende år. Regeringens udspil skal derfor ses som et vigtigt redskab til at fastholde regeringens meget stramme udgiftsmål for den offentlige sektor, selv om alene den demografiske udvikling i de kommende tilsiger en noget højere vækst i de kommende år.

Regeringen siger endnu ikke præcis, hvad ressourcebesparelsen skal bruges til.  Det eneste, man ønsker at sige er, at ressourcebesparelsen skal bruges lokalt. Heri ligger, at regeringen til forskel fra moderniserings- og effektiviseringsprogrammet i kommunerne ikke lægger op til en lokal spareøvelse, der direkte har til formål at skaffe penge til skattelettelser o. lign. Regeringen siger, at den frigjorte tid skal bruges lokalt til ’mere tid til borgerne’ og mere ’tid til velfærd’. Men bag disse ord ligger et ønske fra regeringen om at presse kommunerne til at bruge de frigjorte medarbejdertimer til at tage sig af flere ældre og flere børn i de kommende år.

Innovationsminister Sophie Løhde kan derfor pure afvise, at der fra regeringens side er tale om en ’spareøvelse’, forstået som budgetnedskæringer og fyringer af medarbejdere. Det har hun helt ret i. Afbureaukratiseringsforslaget er ikke isoleret set en fyringsplan. Det er derimod en plan for at kunne nøjes med færre nyansættelser i ældreplejen og på dagtilbudsområdet, når der i de kommende år kommer både langt flere ældre og flere børn. Den nye ’spareøvelse’ går ud på at spare nogle af de nyansættelser, der ellers ville have været tvingende nødvendige. Regeringen prøver med forslagene at få kommuner, regioner og medarbejdere til at effektivisere og frigøre ressourcer, så regeringen kan nøjes med så få ekstra penge i fremtiden som muligt. 

Netop i de kommende år har regeringen brug for betydelige omkostningseffektiviseringer, hvis det skal være realistisk at nå regeringens velfærdsmål inden for den begrænsede økonomi, som regeringen ønsker at afsætte til det. I en årrække har det været mere end svært at fastholde kvaliteten af den offentlige velfærd under de stadigt mere snærende driftsrammer. I de kommende år vil det blive endnu sværere på grund af et voksende demografisk pres. Derfor har regeringen netop nu ekstra brug for nye effektiviseringer. Derfor vil regeringen gerne kunne komme til økonomiforhandlinger med KL og Danske Regioner og sige, at der jo allerede er planlagt og aftalt effektiviseringer for 4 mia. kr.  De 4 mia. vil så blive brugt som argument for som planlagt at være meget tilbageholdende med penge til kommunerne og regionerne i de kommende år. 

 

Et eksempel: Sygefravær

Et eksempel, sygefravær, kan illustrere disse sammenhænge. 

I konsulentrapporten er sygefravær et af de større effektiviseringstiltag. Rapporten tager udgangspunkt i den samlede årlige lønudgift til sygefravær på bl.a. ældreområdet ud fra Kommunernes og regionernes løndata (KRL). De samlede udgifter til løn under sygdom udgør her 2,4 mia. kr. Dernæst antager konsulenterne, at nogle af disse 2,4 mia. kr. må kunne spares væk. Kan de det, vil bl.a. kommunerne kunne få flere effektive arbejdsdage til gavn for bl.a. de ældre borgere. 

Konsulentrapporten antager, at udgifterne til løn under sygdom, kan nedbringes mere, end det allerede er sket via ihærdige anstrengelser gennem de senere år. Det begrunder rapporten med, at sygefraværsprocenten varierer fra kommune til kommune. Derfor antager konsulenterne, at der i det mindste må være nogle kommuner, der kan gøre det bedre og nedbringe sygefraværet. 

Samtidig bemærker konsulenterne sig, at håndteringen af sygefraværet hverken er detailreguleret(3) eller foregår efter samme retningslinjer overalt i landet.(4) Derfor mener konsulenterne, at der må der være noget at hente ved at ændre ’håndtering af sygefravær’ i nogle og måske alle kommuner gennem en mere ens ledelsespraksis på tværs af områder, faggrupper og kommunegrænser. Konsulentrapporten foreslår derfor at udbrede et ’nationalt koncept for sygefravær’. Samtidig foreslår konsulentrapporten, at der skal fastsættes ’kommunale eller lokale mål for reduktion af sygefravær’(5). Regeringen og innovationsminister Sophie Løhde har endnu ikke helt gjort disse forslag til sine egne. Men Sophie Løhde har allerede over for bl.a. de faglige organisationer varslet, at det såkaldte nationale partnerskab for afbureaukratisering vil komme til at forpligte sig på bestemte sygefraværs-indikatormål. Dermed har Sophie Løhde og regeringen i praksis gjort konsulenternes forslag til sine egne – og til krav til KL, Danske Regioner og ikke mindst fagbevægelsen. 

Konsulentrapporten antager dernæst, at sygefraværet med disse tiltag kan reduceres med 4,8-8,5 %. Beregnet som procentdel af de samlede sygefraværsomkostninger udgør en sådan reduktion 116-205 mio. kr. Omregnet til årsværk (fuldtidsstillinger i et år) udgør det 336-429 årsværk. 

Sophie Løhde har endnu ikke præsenteret KL, Danske Regioner og fagbevægelsen for et krav i samme størrelsesorden. Men der er god grund til at forvente, at det kommer. Bl.a. fagbevægelsen vil efter alt at dømme blive bedt om at medvirke til at nedbringe udgifterne til løn under sygdom på ældreområdet i det omfang.

Ingen, heller ikke innovationsminister Sophie Løhde, har påstået, at der er tale om en sikker beregning. Det er det nemlig ikke. Selve potentialets størrelse bygger på en antagelse, og at de to forslag vil kunne indfri et sådant potentiale, er rent gætværk. Der foreligger ingen undersøgelser, der viser, hvor mange færre sygedage medarbejderne vil få til de ældre, hvis den lokale ledelse bruger ’nationale koncepter for sygefravær’ og kommunale/lokale måltal for nedsat sygefravær. Selve konsulentrapporten foretager heller ikke selv én eneste effektanalyse.  

Fire nationale mål

Regeringen har allerede haft både KL, Danske Regioner og fagbevægelsen indkaldt til møde om regeringens effektiviseringsforslag. Her har regeringen fået tilsagn og underskrift fra KL, Danske Regioner og de tre hovedorganisationer LO, FTF og AC på, at man ’aktivt skærer overflødigt bureaukrati og unødige regler fra, når vi møder det’, og at man vil arbejde for fire meget overordnede forpligtigende nationale mål for udviklingen af den offentlige sektor:

  • Borgerne skal mødes af en sammenhængende offentlig sektor
  • Mere frihed og tid til velfærd
  • Danmark skal have en offentlig sektor, der sikrer velfærd af højeste kvalitet
  • Attraktive offentlige arbejdspladser med tillid til fagligheden og borgeren i centrum

Nu skal parterne så i gang med nærmere drøftelser af, hvad der mere konkret skal tages fat på, hvor finansministeriet allerede klart har signaleret, at regeringen vil kræve, at KL, Danske Regioner og fagbevægelsen forpligter sig på måltal for reduktion af sygefraværet. Om regeringen også vil prøve at forpligte KL, Danske Regioner og de faglige organisationer på regeringens politiske målsætning om effektiviseringer for 4 mia. kr. vides endnu ikke med sikkerhed.

Det, man ved, er at regeringen vil nedsætte et ministerudvalg med statsministeren i spidsen, der får til opgave at realisere målsætningen om de 4 mia. kr., og at regeringen udover partnerskabet ønsker at indgå en egentlig aftale med KL og Danske Regioner. Herudover vil regeringen oprette et såkaldt ’forenklingsforum’ med deltagelse af staten, KL, Danske Regioner og faglige organisationer. Forummet vil få til opgave at behandle indkomne forslag til regelforenkling og selv stille forslag herom til regeringen. 

 

Tvivlsom effektivisering og ingen garanti for mindre arbejdspres

Det er tvivlsomt, om regeringens forskellige forslag vil kunne frigøre 2.000 stillinger på ældreområdet og 1.000 stillinger på dagtilbudsområdet. Men det er endnu mere tvivlsomt, om forslagene vil ’mindske medarbejdernes arbejdspres og give mere plads til fagligheden’, som regeringen ellers hævder at have til hensigt. 

Først og fremmest er der den risiko, at medarbejderne i praksis slet ikke vil få frigjort tid, eller at de kun sparer mindre tid end forventet. Hvis kommunerne og regionerne så tilmed har givet medarbejderne andre ekstra arbejdsopgaver i forventning om bedre tid, kan det tilmed resultere i større og ikke mindre arbejdspres. Fra asken i ilden. 

Selv hvis vi forudsætter, at medarbejderne reelt får frigjort tid, er det langtfra givet, at arbejdspresset mindskes, så medarbejderne kan få bedre tid til borgene. Hvis ledere og politikere f.eks. pålægger medarbejderne i ældreplejen at bruge den frigjorte tid til at tage sig af flere borgere uden at få mere personale, bliver arbejdspresset ikke mindre. Der bliver ikke mere tid til den enkelte borger. Der bliver ikke mere plads til at bruge fagligheden til gavn for de ældre. 

Regeringen har en politisk ambition om at øge den såkaldte ATA-tid (ansigt-til-ansigt (med borgeren) -tid) med ca. 6 pct. på ældreområdet. Det kan ske ved, at medarbejderne får mere tid til den enkelte borger. Men det kan også ske ved, at et uændret antal medarbejdere yder pleje og praktisk hjælp til 6 pct. flere borgere. 

Kun det sidste flugter med regeringens 2025-plan. I 2025-planen planlægger regeringen, at den ikke vil give kommunerne penge til at udvide antallet af offentligt ansatte nævneværdigt, selv om der i de kommende år vil komme op mod 250.000 flere ældre over 75 år. Regeringen planlægger i stedet at lægge et voldsomt økonomisk pres på kommunerne. Kommunerne skal ifølge regeringen presses til at bruge hver enkelt eventuelt frigjort medarbejdertime til at tage sig af de stadigt flere ældre. Derfor er sammenhængsreformen et forsøg på at spare nogle af de nyansættelser på ældre- og børneområdet, der ellers ville have været tvingende nødvendige. Og ikke et forsøg på at aflaste medarbejderne for et stadigt stigende arbejdspres.

Dette indebærer, at medarbejderne og de faglige organisationer meget let risikerer at blive taberne i det planlagte partnerskab, hvis ikke fagbevægelsen kender sin besøgstid i de kommende måneder.

 

Mulighed for mindre arbejdspres

Betyder det så, at effektiviseringen slet ikke kan bruges til at mindske medarbejdernes arbejdspres og give mere tid til at skabe bedre velfærd for borgeren? Nej. Men det sker langtfra automatisk, og det er ikke målet med regeringens udspil. Både regeringen og arbejdsgiverne i kommunerne og regionerne har en oplagt interesse i, at eventuel effektivisering i disse sparetider bruges til at udskifte nogle uproduktive arbejdsopgaver (registrering, bureaukrati og kontrol) med andre mere produktive opgaver (hjælp til flere borgere). Skal afskaffelse af en række uproduktive arbejdsopgaver bruges til at mindske arbejdspresset og give mere tid til faglighed og bedre borgervelfærd, skal der være nogen, der kræver og insisterer på det. Det kan være fagbevægelsen, der på den måde både varetager medlemmernes interesser og hjælper velfærds-Danmark. Men det kunne også være den politiske opposition på Christiansborg. Ingen af delene er endnu rigtig sket.

 

Her kan sygefraværseksempel igen være illustrativt. Hvad er det egentlig Sophie Løhde ønsker sig angående sygefravær? Er det mindre sygdom blandt medarbejderne? Måske, men ikke nødvendigvis. Det, hun helt præcis ønsker sig, er færre betalte sygedage. Hun vil have nedbragt udgifterne til løn under sygdom til medarbejderne. Færre udgifter til løn under sygdom vil nemlig betyde, at kommuner og regioner kan bruge de penge, der spares på løn under sygdom og sygedagpenge, til løn for at arbejde. Hvis løn til medarbejdere i sygesengen kan flyttes til løn til medarbejdere ved borgerens sygeseng og på børnenes legeplads, vil de offentlige arbejdsgivere for den samme lønudgift kunne få flere hænder og hoveder på arbejde. F.eks. kan penge på vikarkontoen spares, og der kan ansættes ekstra medarbejdere for pengene i stedet, som Sophie Løhde selv giver som eksempel. 

Udgiften til betalte sygedage bringes ned på mange måder. Et tankeeksperiment kan belyse, hvad der kan komme på spil. Forestil dig, at overenskomsterne, funktionærloven og sygedagpengelovgivningen blev lavet om, så syge medarbejdere kun kunne få løn under sygdom eller sygedagpenge, hvis de arbejdede ekstra, når de igen var raske. Så ville Sophie Løhde’s ønske om at spare penge til arbejdsgivernes og det offentliges sygedagpengeudgifter i den grad blive opfyldt. Vel at mærke uden en eneste dags mindre sygefravær. Kun sygefraværet i Sophie Løhde’s forstand, dvs. betalt sygefravær, ville blive reduceret. Betalingen til de medarbejdere, der bliver syge, ville blive reduceret til nul og niks, fordi risikoen for indkomsttab ved sygefravær ville blive væltet 100% over på medarbejderne.

Ingen kan i dagens Danmark finde på at foreslå en sådan løsning på at ’nedbringe (det betalte) sygefravær’. Men Sophie Løhde’s forslag om et partnerskab om at nedbringe (det betalte) sygefravær åbner desværre for en lang række små og større tiltag, hvor de kommunale og regionale arbejdsgivere og ledere kan spare løn til syge medarbejdere. Hvis flere medarbejdere føler sig presset til at gå syge på arbejde, spares der sygeløn. Hvis lederne er hurtigere til at afskedige dem, der er langtidssyge eller har mange andre sygedage, nedbringes det betalte sygefravær. Hvis lederen ansætter medarbejdere på deltid og løbende lader dem arbejde mere, spares der penge den dag, den deltidsansatte bliver syg. Så har hun nemlig kun ret til sin deltidsløn. 

Hvis der sættes lokale mål for nedbringelse af sygefraværet, og det måles på de nuværende statistikker for betalt sygefravær, vil det rumme et indlysende incitament for de offentlige arbejdsgivere og deres ledere til at tænke endnu mere i, hvordan de på forskellig måde kan slippe for at betale løn til sygefraværende. Det er indlysende, at det har medarbejderne ikke nogen interesse i. Ingen medarbejder kan være interesseret i, at arbejdsgiveren vælter en endnu større del af risikoen for at mangle indkomst ved sygdom over på dem. Derfor har de faglige organisationer da også indtil videre vendt sig mod Sophie Løhdes forslag om sygefraværsindikatorer og måltal for reduktion af sygefraværet.

Men Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen insisterer. Spørgsmålet er derfor, om fagbevægelsen kan og vil modstå presset i de kommende måneder. Hvis fagbevægelsen fortsat afviser, er kampen langtfra vundet. Sophie Løhde har fortsat mulighed for at få de kommunale og regionale arbejdsgivere til at gå denne vej. Det er tilmed en velkendt sparesti ude i kommunerne og regionerne. Mange steder har kommunerne og regionerne allerede i årevis gennemført en række sparetiltag under overskriften mindre sygefravær. 

Så selv hvis fagbevægelsen skulle beslutte sig for at bakke helt ud af et nationalt partnerskab om bl.a. mindre sygefravær, vil udfordringen ikke være forsvundet af den grund. Derfor vil det være nærliggende for fagbevægelsen at tage tyren ved hornene over for Sophie Løhde. Fagbevægelsen må derfor overveje, om Sophie Løhde og de offentlige arbejdsgivere kan mødes med et offensivt modsvar, der ikke blot afviser Sophie Løhde’s forslag, men som samtidig peger på tiltag, der kan reducere medarbejdernes behov for sygefravær. Fagbevægelsens svar til Sophie Løhde kan være tiltag, der nedbringer de arbejdsrelaterede belastninger, der skaber sygefravær.

På mange kommunale og regionale arbejdspladser ved vi f.eks. fra undersøgelser, at medarbejdere, der oplever et stort arbejdspres på jobbet, har flere sygedage end medarbejdere, der oplever et mindre presset arbejde. Tilsvarende ved vi, at lidt over hvert 10. FOA-medlem har været sygemeldt pga. stress og/eller fysisk belastning.  Listen er desværre lang over de arbejdsrelaterede faktorer, der betinger sygefravær. Derfor vil det være nærliggende, at fagbevægelsen foreslår Sophie Løhde og de offentlige arbejdsgivere at gøre disse faktorer til de ’sygefraværs-indikatorer’, der skal gøres noget ved. Mindre arbejdspres og mindre belastende arbejde som mål for, at arbejdet og forholdene på arbejdspladsen er blevet bedre og sundere og dermed mindre sygdomsskabende.

Hvis ikke det er betalingen for medarbejdernes sygdom, der skal reduceres, men derimod selve behovet for sygefravær, der skal reduceres, må blikket rettes mod de arbejdsrelaterede faktorer, der betinger og skaber sygefravær. Så skal fagbevægelsen foreslå et partnerskab om mindre arbejdspres, mindre belastende arbejde, osv. I et sådant nationalt partnerskab vil det være naturligt, at det aftales, at det er op til parterne lokalt at udpege, hvad man vil fokusere på som det mest relevante på de enkelte arbejdspladser og herudfra iværksætte konkrete tiltag til at mindske arbejdspresset, forebygge stress, trusler om vold, eller hvad der nu er det eller de væsentlige problemer på det pågældende område.

I et sådant partnerskab må parterne samtidig være enige om at koncentrere sig om den fælles opgave: at forebygge sygefravær ved at nedbringe belastningerne. Arbejdsgivere og regering må derfor love at holde sig fra forsøg på alene at nedbringe betalingen for sygedage og koncentrere sig om at bidrage konstruktivt til at nedbringe, begrænse og helt fjerne en række arbejdsrelaterede belastninger, der er med til at skabe sygdom og sygefravær. 

Et sådant partnerskab vil både bidrage til at skabe bedre velfærd og være god økonomi. Både god tryg økonomi for de ansatte og god økonomi for de dagtilbud, plejehjem osv., der på den måde får råd til lidt flere hænder og hoveder til vores børn, ældre og syge. Og såmænd også god samfundsøkonomi, fordi et samfund med færre syge alt i alt er et bedre samfund. 

 

Noter: 

1. Senest i Åbent samråd i Sundheds- og Ældreudvalget om afbureaukratisering i ældreplejen

09.10.2018 kl. 13:00.

2. Forenkling af regler og dokumentationskrav i ældreplejen, januar 2018

3. At håndteringen af sygefraværet ikke er detailreguleret, er en sandhed med stærke modifikationer. Inden for de sidste 10 år er reguleringen af sygefraværsopfølgningen blevet stadigt mere detail- og procedurereguleret. Det, der derimod kan være en vis grad af sandhed i, er, at arbejdsgiverorganisationerne i forbindelse med disse sygedagpengereformer, mv. har modsat sig ansvar og forpligtigelser, og at det i udstrakt grad er lykkedes at bevare en uindskrænket ledelsesret på dette område.

4. ”Der eksisterer ikke en tværgående og formaliseret måde i dag, hvorpå man håndterer sygefravær hverken på nationalt, regionalt eller lokalt plan.” QVARTZ og Rambøll: Rapport. Kulegravninger af ældrepleje- og dagtilbudsområdet. Digitaliseringsstyrelsen, september 2018.

5. QVARTZ og Rambøll: Rapport. Kulegravninger af ældrepleje- og dagtilbudsområdet., s. 13.