Demokratiets socialisme
Af Einar Baldursson

Offentliggjort: 17. oktober 2018

Meget er forsvundet fra den socialistiske dagsorden. Men da debatten om demokrati gik i stå, forsvandt samtidigt diskussionen om et af socialismens allermest centrale spørgsmål, nemlig planøkonomien. De to begreber hænger sammen, begge handler om udvikling og allokering af ressourcer og håndtering af magt.

 

I 2008 satte en række katastrofale hændelser igen fokus på kapitalismens iboende egenskaber og begrænsninger. Venstrefløjens selv-fremmedgørelse var nået så vidt, at systemkritikken blev reduceret til motivkritik (grådighed), og den genopstandne (ikke genoplivede) demokratidebat bevægede sig da også næsten uantastet i retning af direkte demokrati og folkeafstemninger - som en negering af det borgerlige demokrati. Men trods alt åbnede denne debat op for en fornyet interesse for en af socialismens hjertesten (vi lever i en tid, hvor det gør godt at blive glad over små ting).

Det skal naturligvis erindres og indrømmes, at antidemokratiske holdninger har været repræsenteret på den socialistiske venstrefløj over en lang tid, i hvert fald siden det stalinistiske diktatur blev indført i Sovjetunionen, derefter udbredt til dele af Europa og forvaltet som en mareridtsutopi i et væld af diktaturer verden over.

Det er imidlertid værd at erindre, hvor stor en rolle diskussionen om demokrati har spillet gennem socialismens historie. Fra Marx og fremover indebærer kritikken af borgerligt demokrati et standpunkt, der betragter demokrati som en fundamental præmis for alle diskussioner om fremtidens samfund.

Den ikke-stalinistiske venstrefløj betragtede det som en åbenlys selvfølge, at kritikken af det borgerlige demokrati handlede om de begrænsninger, den kapitalistiske orden sætter for demokratiets væsen.

Imidlertid udgjorde kombinationen borgerlig og demokrati et problematisk og vanskeligt afsæt. Denne kombination lægger jo op til, at demokrati kan optræde i en særlig borgerlig form, der så bliver afgørende overgået af det alternative begrebspar socialisme og demokrati.

 

At følge Marx

Nu er det ikke svært at identificere det borgerlige i demokratiet, hvis man følger den kritik Marx præsenterede, eller for den sags skyld hvordan et socialistisk demokrati ville overgå den borgerlige orden. Imidlertid forsvinder den tråd, der vil blive diskuteret senere i denne artikel, fra den socialistiske debat. Det, der kommer til at dominere den socialistiske debat, er den orden inden for hvilken, det socialistiske demokrati skal udfolde sig.

Der er ingen tvivl om, at Marx’ skrift ’Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)’ på mange måder er et enestående mesterstykke. Og på mange måder kan man betragte Lenins ’Staten og Revolutionen’ som et imponerende eksempel på en radikal demokratiforståelse og som videreførelse af Marx’ tanker.

Imidlertid er det problematisk at bygge diskussionen om borgerligt eller socialistisk demokrati på en bestemt ideel form. Historien har lært os, at demokratiske styreformer findes i utallige versioner. Denne erkendelse er vigtig, dersom fokus på en ideel og fuldstændig form efter alt at dømme er en del af problemet og ikke af løsningen.

 

Det borgerlige i borgerligt demokrati

Egentlig er svaret enkelt nok og - på sin helt særegne måde - ganske frustrerende. Indføringen af demokrati i systemer kendetegnet ved en eller anden grad af kapitalistisk markedsøkonomi er - med enkelte undtagelser - forbundet med begrænset stemmeret.

Hvis man kan tale om et særegent kapitalistisk eller borgerligt demokratibegreb, så må det handle om, at dem, der har ejendom og betaler skat, også er dem, der skal have retten til at stemme og stille op til valg.

Denne begrænsning af stemmeretten afspejler ikke alene følgerne af den borgerlig rettighedsforståelse, men peger også på at der ikke er noget naturligt forhold mellem kapitalistiske ejendomsforhold og almen stemmeret. Det betyder ikke, at kapitalismen mere fundamentalt er anti-demokratisk. Snarere at den på mange måder er a-demokratisk.

I det omfang frihedsrettigheder og demokratiske systemer fremmer udveksling af varer, tjenesteydelser og fri bevægelse af kapital, er kapitalismen enten positivt stemt eller lettere ligeglad. Man skal huske, at fraværet af positiv interesse ikke indebærer aktiv modstand eller negative holdninger. Ganske enkelt kan omfattende demokratiske rettigheder og magtforvaltning godt eksistere i en kapitalistisk markedsøkonomi. Man skal blot lade være med at tro, at de kapitalistiske aktører vil kæmpe for at bevare opnåede demokratiske resultater i en situation, hvor de antastes. Så længe markedsøkonomien ikke antastes, og der er ro på, er det godt nok.

 

Det socialistiske i et borgerligt demokrati

Det er et uomgængeligt faktum, at den gænge forståelse af demokrati et langt stykke hen ad vejen inkluderer specifikke ændringer, som er tilvejebragt gennem arbejdsklassens kamp og ofte i solidaritet med særligt undertrykte grupper. Kampen for den almene stemmeret har omfattet vigtige dele af kampen for kvindefrigørelsen, de unges rettigheder (overensstemmelsen mellem ret og pligt), de nationale mindretals og så videre.

Der er ikke noget nobelt ved arbejderklassen. Man bliver ikke et bedre menneske af at udføre lønarbejde. Men hver gang arbejdsklassen kæmper for sine rettigheder, inkluderer den andre underprivilegerede grupper.

Den almene stemmeret er således et element af socialisme i demokratiet. Dernæst handler det om demokratiske rettigheder.

Den igangværende kamp for seksuelle mindretals demokratiske rettigheder er en konkret påmindelse om, at den demokratiske opgave så langt fra er løst, ligesom de fortsatte begrænsninger i kvinders faktiske valgmuligheder.

Så der er en del socialisme i det demokrati, der aktuelt er under beskydning fra den populistiske højrefløj.

 

Demokrati – direkte og uden omsvøb

Selv om debatten efter krisen 2007-9 kan beskrives som de fraværende ideers slagmark, var der dog et eksempel, der skilte sig ud. Således opstod fra et gammelt gemme ideen om direkte demokrati. Det vil sige den korteste vej fra folkets beslutning til de handlinger, folkets tjenere igangsætter.

Utallige fremhævede, at de mange skridt på vejen mod krisen ville have været undgået, hvis folket havde bestemt. Det er underforstået, at folkets beslutninger skulle træffes gennem folkeafstemninger til morgen, middag og aften.

Og hvorfor ikke? Hvad med en rask folkeafstemning over morgenkaffen? Og hvis folket bestemmer, er der vel tale om den højeste form for demokratisk legitimitet overhovedet.

Problemet er så blot, at denne forståelse er en integreret del af en antidemokratisk filosofi. Men mere om det senere.

 

Demokrati – hvad skal det handle om?

Med passende grad af letsind – folkets magt. Og det er her at demokratidebattens afgørende spørgsmål skal stilles: Skal folket kunne afskaffe demokratiet?

Folkets ret til afskaffelse af demokratiet (eller blot en forandring af det til en papmachekulisse) er trods alt en ret central del af enhver antidemokratisk bevægelses fundamentale budskab. (Og det ligger naturligvis klart, at ikke alle fortjener at høre til folket.)

Lad mig straks aftegne en fundamental konsekvens: demokratiet skal beskyttes, ikke mindst mod folket. Folket er altid til fare for demokratiet …

 

Tilbage til tyrannen

For at forstå hvad demokrati egentlig handler om, må vi tilbage i historien. Som ofte handler det om grækerne, dette usandsynlige folk, der aldrig blev et folk … og ad den vej lagde grunden til store dele af det, vi i dag kalder demokrati.

Det synes nærmest som en lov, at udviklingen af stater og klassesamfund har omfattet den nedarvede magt. Det er i den nedarvede magt, at de værste sider af menneskets evolutionære magtinstinkter viser sig.

”Begrebet ’tyran’ betegnede i oldtidens Grækenland en militær leder, som vandt politisk magt ved at kanalisere folkets misnøje med overklassen. Fra omkring 650 f.v.t. dukkede sådanne ledere op i en række græske bystater og bidrog ofte til at fremskynde en demokratisk udvikling … I mange græske ’poleis’ (bystater) opstod der tyranni efter aristokratiets fald (i den arkaiske periode), og tyranniet blev igen (oftest efter højst et par generationer) erstattet af oligarki eller demokrati.” – Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Tyranni.

Det oprindelige tyranni indebærer et begyndende historisk opgør med den hierarkiske magt. Disse opgør er samtidig et veldokumenteret eksempel på menneskenaturens lighedsstræben.

 

Menneskets politiske psykologi

Højrefløjsideologer plejer med en mere og mere irreel selvsikkerhed at beskrive menneskets natur som overensstemmende med markedsøkonomiens kamp mod alle og ønsket om egen-berigelse. Imidlertid peger al forskning på, at menneskets natur er social på kryds og tværs. Det indebærer endda, at individets og dets såkaldt frie vilje efter alt at dømme er illusion. Men denne illusion fremmer en mere udviklet og avanceret konformitet, og derfor er den blevet foretrukket i den sociale evolution.

Her skal de, der læner til den venstre side, vente et øjeblik inden der forsøges at klappe med én hånd. – Ja mennesket er socialt i et omfang, der overgår alle andre kendte arter. Men denne socialitet er ikke fremmed over for forfærdeligheder som eksempelvis holocaust. De egenskaber ved mennesket, som peger på socialistisk samfundsorden som mere naturlig, indebærer også, at der nødvendigvis skal fastholdes og udvikles værn mod de mørke sider.

For at belyse dette trækker vi på en ganske væsentlig bog af Christoffer Boehm: ’Hierarchy in the forest: The evolution of egalitarian behavior’. (Harvard University Press 2009).

Boehm har udført den mest omfattende analyse af jæger- og samlersamfund nogen sinde. Resultaterne peger i to samtidige retninger. For det første: Til forskel fra bonoboer (pygmæchimpanser), men i lighed med chimpanser, har mennesket oprindeligt levet i magtbaserede hierarkier. Imidlertid indebærer menneskets evolution, at de svage (der hos chimpanser nøjes med at bedrage magten) lærer at forbinde sig med hinanden mod magt og magthavere. 

Når nogen - eller nogle - påtager sig magt, reagerer gruppen (ofte forebyggende) og straffer, ekskluderer eller myrder disse individer. De reaktioner og de psykologiske processer, der ligger til grund for dette, indebærer reaktioner i form af frygt, vrede, trods og aggression. De svage bliver således de stærke ved hjælp af brede sociale alliancer i gruppen.

Det er værd at hæfte sig ved, at den proces, der fører til aggression mod magt, også indebærer en væsentlig grad af dehumanisering. Objektet – magtmisbrugeren – defineres som et ’ikke-menneske’ uden fællesskabets rettigheder. Og dermed bliver mordet til en acceptabel social handling.

Dermed har vi identificeret såvel forudsætningerne for demokrati og dens dødsensfarlige medrejsende: en gruppepsykologi, der kan forene mod en hver form for magt. Herunder også demokratisk magt. Hvis magten føles illegitim, er det legitimt at anvende vold eller antidemokratiske midler til det formål at genetablere den sande legitime magt. Legitim magt tjener gruppen. Illegitim magt anvendes til opnåelse af formål, der skader eller svækker gruppen. Hvis ’gruppen’ føler sin berettigede indflydelse, privilegier og rettigheder antastet af demokratiet, har demokratiet fejlet. I den sammenhæng vil man typisk fremhæve illiberalt - ikke frisindet - demokrati, som det sande demokrati.

 

Demokratiets forudsætning er det fjende

Paradokset er dermed, at den psykologi, der muliggør lighed og fællesskab, også kan blive frihedens værste fjende. For venstrefløjen betyder det, at min fjendes fjende som regel ikke er en slags ven, men en værre fjende. Da venstrefløjen gennem ’Folkebevægelsen mod EU’ dannede fælles front med Dansk Folkeparti, var det en værre fjende man således forbandt sig med, styrkede og legitimerede.

Der er ikke noget i verden, der er så godt, at det ikke også indebærer noget ondt (det modsatte er sjældent tilfældet). Det er sandsynligt, måske sikkert, at menneskets evolutionært udviklede sociale psyke er en lighedens og fællesskabets domæne. Men der er flere bagsider at skue, når man går i detaljen.

 

Menneskegrupperne

Her skal vi inddrage en ny videnskabelig undersøgelse udført af forskerne Oliver Hahl, Minjae Kim og Ezra Zuckerman-Sivan. De tre forskere spørger, hvordan det kan være, at vælgere kan opfatte en politiker som autentisk og tiltrækkende, selv om vedkommende helt åbenlyst og uden skam er løgner og bedrager (Hahl, O., Kim, M., & Zuckerman Sivan, E. W.: ’The Authentic Appeal of the Lying Demagogue: Proclaiming the Deeper Truth about Political Illegitimacy’. American Sociological Review, 83(1), 1-33, 2018).

Som udgangspunkt må vi forestille os en verden bestående af grupper. Disse grupper kan i princippet være fantasifostre (som racer), men for at spille en rolle er det tilstrækkeligt, at der findes mennesker, der identificerer sig med hinanden og skelner mellem ’os’ og ’dem’.

Dernæst skal vi forestille os, at gruppen mener sig berettiget til en vis form for accept, respekt, indflydelse og velstand (ikke rigdom, men dog mere end dem, de sammenligner sig med). Det næste skridt består så i, at gruppen mener, at den ikke får, hvad den fortjener og er offer for ureglementeret spil. Hvis dens repræsentanter taber et valg, kan det skyldes, at modstanderen har snydt på vægtskålen for eksempel ved at trække på millioner af ikke-stemmeberettigede.

Det er vigtigt, at vi forstår, at følelsen af uret og underkendelse fint kan sameksistere med, at gruppen er mere velhavende og magtfuld end alle andre. Men hvis den føler, at dens rettigheder (privilegier) er truet og dens position er svækket, er det nemt for de privilegerede at føle sig som ofre.

Processen, hvor privilegerede grupper udvikler offer-identitet, er relativ lang og foregår i små skridt. Men undervejs vil der være en lang række eksempler på en særlig form for relativisme. Den indebærer, at der for lighedens og frihedens skyld må gælde andre regler for ’os’ end for ’dem’.

Når denne proces foregår i et demokrati med frihedsrettigheder, vil hovedreglen være, at privilegier er blevet undergravet af en alliance af andre grupper. De privilegerede (og krænkede) vil derfor i stigende grad se demokratiets og ytringsfrihedens spilleregler som illegitime magtmidler.

Det er her, at vi skal introducere en eller flere politikere, der på én gang repræsenterer de krænkede, og samtidig forbryder sig mod alle de normer for anstændighed og ordentlighed, som normalt gælder på demokratiets arena og i hverdagslivet. Du må ikke lyve. Du må ikke snyde, krænke, bande eller mobbe …

Oliver Hahl, Minjae Kim og Ezra Zuckerman-Sivan demonstrerer i en række sofistikerede undersøgelser og eksperimenter, at som gruppemedlemmer er mennesker skræmmende villige til at ignorere løgn og bedrag, der tidligere er begået af dem, som gruppen identificerer sig med. Hvad værre er, at de ser løgnene og bedragene som en del af - og overbevisende præsentation af - en ”sandere og dybere sandhed”. Hver gang løgnene, bedragene og overgrebene dokumenteres, skærpes blot tilliden og tilslutningen til den angrebne repræsentant.

 

Krænkelsesalliancen

Her skal vi huske, at der til hver tid kan findes rigtig mange grupper, der er kendetegnet ved krænkelsespsykologi og dyb mistænksomhed til demokratiet. Som regel kan de fleste af grupperne ikke udstå hinanden. Men under særlige omstændigheder kan de finde sig et fælles ståsted gennem identifikation med en grænseoverskridende personlighed. Når en sådan personlighed bliver skabt, kan olie og vand fint blandes.

En vigtig ingrediens i processen er, at reelle eller imaginære repræsentanter for de forkerte grupper dehumaniseres. Processen indebærer, at der først etableres en ideel (negativ) repræsentation. Dernæst identificeres personer, der er eksempler på den forkerte gruppe. Derefter udvides konceptet til at dække brede grupper (for eksempel racer). Det særlige ved racebegrebet er, at en person kan bære ansvaret for racen uden selv at foretage sig noget.

Denne dehumanisering findes i mange forskellige former og alle former for (negativ) styrke. Først bliver ”de andre” en fjende. Dernæst er de ”ikke som os” og til sidst er de ikke rigtige mennesker (læs: holocaust). 

Ud fra denne læsning er forudsætningerne for det bedste mennesker kan foretage sig sammen (det lige og frie fællesskab) samtidig risikoen for det værste.

Det er i balancen mellem de to, at demokratiet må bevæge sig. Det er derfor, at demokrati må kunne værne sig mod folket, og derfor at afskaffelsen af demokratiet ikke er en af folkets rettigheder.

 

Demokrati – for det sande folk

Det er en almindelig opfattelse, at demokrati er et system, hvorigennem flertallet bestemmer.

Men hvis befolkningen er et folk, er folkelighed således et uniformt væsen, der kan måles på en skala fra mindre til mere og med det helt sande som sit ultimative udtryk. Dele af befolkningen kan således hævde, at de i højere grad end andre er udtryk for folket. I sidste instans kan ganske få ende som det eneste sande udtryk for alle.

Hvis de, der er sande repræsentanter for folket, bestemmer, er det vel i sin yderste konsekvens også flertallet, der bestemmer og således folket.

 

Folkeafstemningernes falske folk

Der er situationer, hvor folkeafstemninger er den eneste mulige beslutningsmetode. Primært når den demokratiske kontrakt skal indgås (konstitution). Det er så næsten den eneste relevante situation. 

Problemerne med folkeafstemninger er mangfoldige, nærmest utallige. Det vigtigste problem er, at de danner et flertal uden social forankring og uden et ansvar. Et ansvar er altid konkret og tidsbegrænset. Vi kan kun lære ved at skifte mening. Men når folket anmodes om at skifte mening, vil det uomgængeligt fremstå som forræderi. For en folkeafstemning er uden forankring, tid og ansvar. Den er så at sige til ingen tid og til alle tider. Derfor kan man heller ikke lære af folkeafstemninger, fordi ingen kan blive gjort ansvarlig for de konklusioner, der drages.

Enhver folkeafstemning vil derfor iscenesætte det ikke-eksisterende, ukonkrete og uudgrundelige folk. Alle og ingen er forpligtet over for hverken grunden til det valg, der blev truffet, eller følgerne af de handlinger der bliver tilfældet.

Dermed undergraver næsten enhver folkeafstemning demokratiets forudsætninger. Da taberne - lige som vinderne - vitterligt ikke findes, er der altid grund til at tænke usynlige aktører ind i beslutningsligningen; nemlig magthaverne, de rige, eliten eller hvem man nu i den givne situation kan dæmonisere. Folkeafstemninger øger risikoen for et folk … og det skal undgås.

 

Demokrati – det sociale interesser

Alternativet til folket er menneskers mange ståsteder i de mange grupper. Det kan være sociale ståsteder i kraft af, hvor man bor, hvilket arbejde man har, og den position det indebærer. Det, der kendetegner sociale ståsteder, er, at de indebærer materielle interesser.

Som udgangspunkt er materielle interesser konkrete, specifikke og lokale. Men i kampen for materielle interesser, vil der opstå alliancer. Dette forløb giver mulighed for historisk læring. Det er gennem et sådant læringsforløb, at fagbevægelsen, arbejderpartierne og selve arbejderklassen blev til. Enhver konstellation er i sig selv et møde mellem forskelligheder. Det særlige ved denne proces i arbejderklassen er, at i perioder med kamp bliver de fælles interesser et stadig klarere omdrejningspunkt for såvel bevidsthed som politisk handling.

Det er for så vidt den historie, der kunne fortælles i forskellige afarter om sociale bevægelser baseret på materielle interesser. Det forholder sig lidt anderledes med partier og bevægelser, der er direkte forankret i borgerlige magtpositioner, fordi afsæt, forudsætning, mening og til en vis grad også form er bestemt på forhånd af magt.

Det særlige ved de demokratiske processer, der omfatter sociale bevægelser, er, at der altid i et vist omfang er fokus på hele samfundet - som regel inden for rammen af en forestilling om en orden, der afspejler bevægelsens sociale position.

Dette betyder også, at alle interaktioner, kampe og kompromiser skal ses i lyset af en egentlig historie og dermed som en position mellem mål og erfaring.

Det er lige præcist dette samspil, kamp og forandring, der danner den meningsakse i demokratiet, der kan opretholde forestilling om og fokus på de forskellige fremtider.

 

Demokrati – identitetspolitik

Identitet er på mange måder uomgængelig, vidunderlig og frygtelig. Erfaringerne med forskellighed - især i perioder med materielt overflod - medfører forestillinger, der er uafhængige af sociale positioner. Identitet er en forestilling, der ankommer med illusionen om ’eget valg’. Når ’fri vilje’ indgår som en vigtig bestanddel i vidt forskellige kulturformer og filosofiske positioner, er det fordi illusionen fremmer kompleks konformitet.

Demokrati bygger på og forudsætter, at vi på en gang agerer som sociale automata og samtidig er i stand til at gøre det forventede, uden det er blevet sagt. Illusionen om ’fri vilje’ afstedkommer kulturelle processer, der er kendetegnet ved, at 1000 blomster blomstrer.

På denne mark af mangfoldighed opstår utallige muligheder for at forbinde sig med andre - eller rettere sagt: med aspekter ved andre. Det er her, at identitetsgrupperne lever.

Identitetspositionerne medfører en kulturel og demokratisk mangfoldighed. Det er svært at forestille sig, at den opblomstring af mindretalspositioner, der har kendetegnet de seneste 50 år kunne været sket gennem de traditionelle organisationer.

Identitetsdomænet har den særlige evne, at det kan danne grobund for bevægelser, der inden for dette domæne kan opnå tilstrækkelig indflydelse gennem identitetsalliancer til at ændre sociale normer og bevirke en fornyet form for politisk korrekthed. De enorme forbedringer, der er sket for seksuelle mindretals rettigheder og position, skyldes et langt stykke hen ad vejen identitetspolitiske kampe og alliancer.

Bagsiden er så, at hver identitetsposition til en vis grad er ultimativ. Hvilke kompromiser kan man indgå omkring seksuelle mindretals rettigheder? Ud fra frihedsrettighedernes standpunkt – ingen! Men ud fra identitetspolitikkens standpunkt har man dermed krænket andre identitetspositioner. For eksempel kristne fanatikeres ret til ikke at sælge kager til homoseksuelle(1). Der er noget potentielt ultimativt, der er bygget ind i alle identitetspositioner. De er den sandhed, man har krav på. For eksempel: hvornår er kampen for de seksuelle mindretals rettigheder vundet? Der findes et simpelt svar, og det er juridisk: Når det er forbudt at diskriminere mod mennesker på grund af seksualitet, og loven vel at mærke bliver forvaltet i praksis; og så er den sag vel ud af verden?

Men for mange indebærer sagen et krav om, at seksuelle mindretal også skal respekteres og værdsættes. Og så er vi på vej til en verden, hvor frihed fremgår af en facitliste. Frihed som facitliste er vejen til, at magten bestemmer, hvori den positive frihed består. De første skridt er jo taget, jævnfør den såkaldte burkalov, som jo er en lov om, at kvinder skal acceptere friheden til ikke at iklæde sig burka.

Men frihed er ikke frihed til noget, men derimod frihed fra noget. Resten er politik.

 

At forebygge flertal

Alternativet til illusionen om demokratiet som flertallets ret til at bestemme, er en forståelse af fællesskabernes mangfoldighed og forskellighed. Der er ingen flertal i et moderne samfund. Hele ideen med et repræsentativt demokrati, hvor partier formidler de demokratiske processer, er at forebygge flertal. 

Beslutningsprocesserne bør således handle om de mindst ringe kompromiser, som de involverede beslutningstagere gøres ansvarlige for. Ingen får således ret, men kompromiserne vil forandre sig som afspejling af, hvem der bliver valgt som repræsentant, og hvem de kan enes med (for en stund).

Demokrati er en fuldbyrdelse af den bevægelse, der startede med afskaffelsen af arveretten til magten og er et forsøg med, hvor meget man kan begrænse magten og fortsat bevare den samfundsmæssige handlekraft.

Tredelingen af magten er et klart eksempel på, hvordan dette forehavende kan udvikle sig. Men mere kan og skal gøres.

 

Kan man ikke andet, må man diskutere med hinanden

Hvis forebyggelse af flertal lykkes, handler politik om debat, hvor standpunkter bekriger hinanden gennem argumenter. Der findes i øvrigt meget interessant forskning, der peger på, at fornuft og rationalitet er opstået som mulighed i menneskets evolution gennem lige præcist retoriske kampe.

Teorien ’The argumentative theory of reasoning’ indebærer, at rationel tænkning er udviklet til det formål at konkurrere med andre gennem argumenter. Succes indebærer, at tilhørere i øget omfang slutter sig til - eller giver opbakning til – den, der har de bedste argumenter. Når argumenterne udformes ved hjælp af sindets simple systemer, bliver resultatet usikkert, flydende, selvmodsigende og mangelfuldt. Hvad mere er: Det er svært at huske og gengive det sagte, uden at det fremstår som utilstrækkeligt. Men når diskussionsdeltagere evaluerer andres argumenter, fremstår disse som mere objektive og overbevisende. Desuden kan tilhørere huske, gengive og forbedre de fremlagte standpunkter. I en verden hvor der er fokus på diskussioner og meningsforskelle, vil argumenter og ræsonnementer blive styrket, hvilket fremmer udviklingen af rationalitet (Mercier, H., & Sperber, D.: ’The enigma of reason’, Harvard University Press, 2017).

 

Demokrati og rationalitet – handsken i hånden

Når vi så anskuer demokrati ud fra et evolutionært standpunkt, finder vi et åbenlyst parløb mellem de lighedspsykologiske processer og konkurrence gennem argumenter. Dette samspil indebærer en gensidigt forstærkende interaktion. Når magt ikke er ret, men lighed er præmissen, må de lige konkurrere gennem argumenter. Dette samspil finder sin højeste form i et demokrati, der forebygger flertal.

Kan man ikke vinde magten, må man vinde diskussionen. Kampen om ræsonnementer styrker rationel tænkning, som igen giver en oplevelse af egentlig magt. Og den magt vil altid handle om fremtid.

 

For demokratiets praktiske skyld

Men hvis et socialistisk demokrati er en meningsfuld kombination af ord, hvad indebærer så det?

Forventer man radikale forslag er det her skuffelsens åsted. Det socialistiske i et demokrati behøver ikke at lyde anderledes end de demokratiforståelser, der er opstået ad anden vej. 

Det handler for det første om, at de bedste mulige vilkår etableres for den demokratiske debat. Og det handler i høj grad om den magt, der forvaltes gennem medier. Vi lever i dag i en verden, hvor der er større frihed og flere muligheder til at ytre sig end nogen sinde før. Problemet er bare, at selv om det er positivt, at mulighederne for at ytre sig er gode, er det ikke i sig selv lig med demokratisk debat. Demokratisk debat forudsætter nemlig et fokus på magt og dermed også ansvar for anvendelse af magt.

I alle demokratiske systemer er der et bestemt spørgsmål, der konstant må stilles og besvares: Hvordan strukturerer vi den demokratiske kontrol med magten? Magtens tredeling var et genialt tiltag i denne retning. Og taler vi om, hvordan demokratiet skal værnes mod folket, så er det her, at midlerne skal findes.

Det er også åbenlyst, at kombinationen af magt (repræsentation) og ansvar må indgå i en ubrydelig kombination. Det indebærer et valgsystem, hvor mandater kan tilbagekaldes. Muligheden for at tilbagekalde et mandat er den ultimative og eneste mulige garanti for ansvar. Dermed fuldstændiggør vi kompromisets system. Hvis en repræsentant indgår et kompromis, som afgiverne af magt (vælgerne) ikke kan affinde sig med, må vedkommende stille op til valg. Det vil enten føre til fornyelse af repræsentantens mandat (evt. med nye valgløfter) eller til at en ny repræsentant overtager pladsen.

Men – og dét er vigtigt: Hvis kampen mod global opvarmning skal lykkes i et eller andet relevant omfang, er der brug for en globalisering som aldrig før og en magtkoncentration som aldrig før. Kort sagt er der brug for international socialistisk planøkonomi. Dette er ikke et ideal, nærmest det modsatte: Det er en nødvendighed! Men i det omfang det lykkes vil menneskeheden stå over for en større koncentration af magt end nogen sinde. Og derfor må demokratiets magtbegrænsede redskaber revurderes og videreudvikles.