Eritreas anti-koloniale kamp og Etiopiens befrielse.
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 17. oktober 2018

Den pludselige tilnærmelse mellem præsidenterne Abiy fra Etiopien og Afwerki fra Eritrea har overrasket alle. Håbet og drømmen om fred og samarbejde mellem de to nabolande er blevet virkelighed og afslutter 20 års ørkenvandring. Telefonlinjer og transportlinjer er åbnet, så folk kan møde deres kære. Den 8. juli 2018 fløj Abiy Ahmed til Asmara og folk jublede i gaderne. Den 14. juli 2018 kom Isaias Afwerki til Addis Abeba og fik en overstrømmende modtagelse

Den 9. juli 2018 blev der fremsat en fælleserklæring, der afsluttede krigen. Dr. Abiy sagde: "Vi vil nedrive muren og med kærlighed bygge en bro mellem de to lande. Vi er enige om, at flyselskaberne vil begynde at fungere, havnene vil være tilgængelige, folk kan flytte mellem de to lande og ambassaderne vil åbnes "(Aljazeera, 9. juli, 2018).

For at forstå denne udvikling er det nødvendigt at forstå at begge landes befrielse er tæt sammenvævet.

"Den etiopiske revolutions rødder findes i Eritrea. I starten syntes det eritreanske spørgsmål at være et sideproblem i etiopiske anliggender. Men at krænke Eritrea-befolkningernes rettigheder producerede en væbnet modstand, der førte til monarkens fald og ændrede hele Etiopiens politiske system "(Haile, 2018)

Den etiopiske revolution fra 1974 mod kejser Haile Selassies feudale monarki lovede, at ingen nationalitet skulle dominere andre. Dette var et revolutionerende løfte og bragte håb til folkeslagene i Etiopien, hvor feudalregimet var domineret af den etniske gruppe amharaerne.

Men dette løfte blev ikke overholdt af Dergen, en gruppe af militære officerer, der tog magten ved et militærkup. I Centralkomiteen for Etiopiens Arbejdsmiljøparti var 109 af de 123 medlemmer fra amhara-nationaliteten, og kontrollen med statsapparatet blev overtaget af amharaer.

Eritrea var Afrikas Vietnam. 

Dergen blev en brutal drabsmaskine med en masse revolutionerende retorik men nægtede nationaliteterne i Etiopien enhver form for frihed. Ligesom USA støttede det centraliserede feudale monarki, der nægtede Eritrea sin autonomi, støttede Sovjetunionen den centraliserede Derg-stat, der fortsatte ødelæggelsen og myrderierne i Eritrea.

Som den anti-imperialistiske Basil Davidson skrev i 1988: "Og de vil falde, fordi denne kamp i Eritrea er lige så meget en antikolonial kamp som for alle andre koloniserede folk, som i vores århundredes har sejret." 

Basil Davidson havde et indgående kendskab til Afrikas anti-koloniale kamp, og han så EPLF`s modenhed og erfaring, som gjorde den til en formidabel kraft mod det sovjetiske støttede etiopiske militær og det svage regime i Addis Abeba.

I 1991 befriede EPLF`s frihedskæmpere Eritrea efter 30 års væbnet og politisk kamp. Men det uløste nationalitetsspørgsmål i Etiopien åbnede for nye konflikter, da tigray nationaliteten overtog amharas dominerende rolle i den etiopiske stat. Den nye krig i 1998-2000, hvor Etiopien forsøgte at erobre Eritrea, forlængede befolkningens lidelser i yderligere 18 år. Vigtigt var her den fortsatte destruktive indflydelse af udefra kommende kræfter og det etnisk baserede minoritets regime i Etiopien.

Etiopien forsøgte i krigen 1998-2000 at erobre hele Eritrea. Men det var i sidste ende det solide eritreanske forsvar og de uindtagelige bjerge, der sluttede krigen. I kampene ved Mendefera og Senafe mistede Etiopien tusindvis af soldater, mens de forsøgte at angribe op ad det eritreanske højlands stejle terræn. Disse kampe resulterede i den etiopiske ledelses erkendelse af, at de ikke kunne overvinde Eritrea uden en gentagelse af omfanget og varigheden af ​​krigen, som Eritrea kæmpede mod Mengistu-styret

Betingelser for fred og EPLF's visionære politik.

Basil Davidson siger "betingelserne for fred i Etiopien skal begynde med to betingelser, der er parallelle med dem der kræves for fred i Eritrea: Den ene er at slutte centralistisk dominans, den anden er at slutte udefrakommende intervention".

En EPLF-analyse fra 1985 taler om "Eritreas og de etiopiske folks skæbne er tæt forbundet" og  ”fremskridt for den eritreanske revolution bygger på samarbejdet med de etiopiske folks kamp på baggrund af det eritreanske folks kamp ”. ”For den etiopiske revolution er den vigtigste eksterne faktor det eritreanske folks kamp". "EPLF sætter betydningen af dannelsen af en solid alliance mellem de to revolutioner øverst blandt dets diplomatiske aktiviteter". Som Basil Davidson bemærker, ser man i denne erklæring det solide bevis på politisk modenhed.

Undertrykkelsen i Etiopien og Imperialismen.

Eritreanerne har aldrig ligget på knæ for imperialismen og en begrænset nationalisme, men har støttet dannelsen af ​​en forenet front af etiopiske nationaliteter.

I 1985 udtalte EPLF, at "total uafhængighed for Eritrea og fremkomsten af ​​en progressiv regering med folkelig støtte i Etiopien er uadskillelige mål". En sådan regering er ikke mulig, så længe der findes "national undertrykkelse, der rammer alle nationaliteter undtagen Amharas". Disse nationaliteter, Oromo, Tigrai, Somali, Afar, Sidame osv. er blevet frataget deres land og nægtet retten til at bestemme deres skæbne, at deltage som ligestillede i landets politiske liv og at udvikle deres sprog og kulturer " (Davidson, 1988).

EPLF analyserede: "De grupper, der trækker deres sværd mod Dergen og Sovjet-interventionen, men bøjer sig for vestlig imperialisme, er netop dem som imperialismen støtter, og som stadig bærer lugten af ​​det omstyrtede autokratiske regime"

"Supermagterne og deres respektive vigtigste allierede har handlet som om regionen var et cockpit hvor de kunne konkurrere om gevinster" (Davidson, 1988).

Tigray folket og deres befrielsesbevægelse TPLF, som samarbejdede med eritreanerne om at fordrive Mengistu og den fascistiske Derg, faldt ind i den gamle fælde og fortsatte undertrykkelsen af ​​nationaliteterne i Etiopien. De blev et villigt redskab i Washingtons "krig mod terror", invaderede Somalia og i 1998 angreb de Eritrea i fuld skala, men blev afvist og besejret af Eritreanerne. En krig, der kostede over 100.000 menneskeliv og mere end 1 million internt fordrevne i Eritrea. Etiopiens sabotage af Algiers-fredsaftalen fra 2000 blev mødt med passivitet fra FN's Sikkerhedsråd. Eritrea har utrætteligt appelleret til FN om at påtage sig sit ansvar, men til ingen nytte, da USA har skærmet Etiopien og blokeret den etiopiske trussel mod regional fred og stabilitet. I 2009 blev Eritrea mødt med uretfærdige sanktioner, hvor man straffede ofrene for den etiopiske aggression og afvisning af en fredsaftale.

Men på grund af det etiopiske folks fortsatte kamp mod det forhadte TPLF-minoritetsregime er tingene ændret til det bedre. EPLF / PFDJ frigjorde ikke kun Eritrea fra kejserlig etiopisk kolonisering, men også Etiopien og Somalia fra TPLF`s hegemoni. 

Vi ser nu en pludselig optøning i forbindelserne mellem Eritrea og Etiopien, og Eritrea har åbent taget imod denne pludselige optøning, som ingen troede ville komme så pludselig.

Endelig fred og hvad man har drømt om.

Oromos er den største etniske gruppe i Etiopien med omkring 40%. De har lidt hårdt under undertrykkelse og har kæmpet for anerkendelse og frihed i århundreder mod den centraliserede etiopiske stat domineret af Amharas og sidst af Tigray minoritetsregeringen.

Addis Abeba bøjer nu efter for kravene fra de undertrykte nationaliteter, og vi har set, at en Oromo bliver statsminister, Dr. Abiy Ahmed. Oromo Liberation Front (OLF) har erklæret en midlertidig ensidig våbenhvile og har startet møder med regeringen.

Præsident Isaias Afwerki udtalte i en bevægende tale på amharisk til befolkningen i Etiopien i Millennium Hall i Addis Abeba: "Jeg føler grænseløs glæde, da jeg nu formidler budskabet om fred, kærlighed og gode ønsker fra folk i Eritrea. Og jeg ønsker jer varmt tillykke med de succesrige og historiske ændringer som er sket.

Vi har triumferet over de sidste års giftige forsøg på at sprede frø af had, vrede og ødelæggelse. Disse ondsindede handlinger er faktisk stik imod vores kulturer såvel som vores fælles historiske interesser. Vi går nu sammen fremad med beslutsomhed på vej mod udvikling, velstand og stabilitet på alle områder og fronter.

Vi vil ikke tolerere nogen handling, der har til formål at ødelægge og forstyrre vores kærlighed og harmoni,angriber og terroriserer vores fred og stabilitet,hindrer og ødelægger vores udvikling og vækst.  Vi er fuldt overbeviste om, at vi gennem vores fælles bestræbelser vil genoprette vore tab, og opnå robuste præstationer i den kommende tid.

Lad mig igen hylde jer for den sejr, I har vundet gennem energisk modstand, og som har krævet store ofre. Jeg ønsker også at udtrykke min helhjertede støtte til Dr. Abiy; og til hans visionære og modige lederskab. Jeg ønsker ham yderligere succes. "(Shabait.com).

Konklusion:

På grundlag af Eritreas og EPLF's principielle position på nationalitetsspørgsmålet og at man ikke bøjede sig for imperialismen, har EPLF og præsidenten for Eritrea Isaias Afwerki vundet respekt og succes.

DERG: 

Betyder komite og er en forkortelse for "Coordinating Committee of the Armed Forces, Police and Territorial Army” som havde magten I Etiopien fra 1974 til 1987.  Se Wikipedia.

Kilder:

Michael Ghebrenegus Haile: The downfall of an emperor. Haile Selassie of Ethiopia and the Derg`s creeping coup. The Red Sea Press. 2018. 

The long struggle of Eritrea for independence and constructive Peace. Lionel Cliffe and Basil Davidson, Red Sea Press, 1988