USA's Handelskrig mod Kina
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 17. oktober 2018

Den amerikanske regering har indledt en omfattende handelskrig mod Kina, som ifølge Præsident Trump snyder USA økonomisk.

Donald Trump, har under præsidentvalgkampen og efter valget, højlydt erklæret at USA bliver snydt af alle de andre. Frihandelsaftaler, NATO-samarbejdet og det globale klimasamarbejde, er alt sammen, efter hans mening, dyrere for USA end for de andre aftalepartnere, og USA bør derfor vikle sig ud af dette system.

Han startede derfor sin præsidentperiode med først at trække USA ud af TPP, Trans Pacific Partnership, som på amerikansk intiativ var indgået mellem en række lande, der grænser op til Stillehavet. Dernæst skældte han ud på de øvrige medlemmer af G20, og NATO’s medlemmer, som han ikke mente bidrog nok til det fælles forsvar. Så indførte den amerikanske regering en 25% told på stål og 10% på aluminium. Under valgkampen tordnede han mod NAFTA, den nordamerikanske frihandelsaftale, som omfatter USA, Mexico og Canada. Siden har han både opsagt den og fået forhandlet en ny aftale, som ikke hedder NAFTA, men er blevet omdøbt til USMCA, United States-Mexico-Canada Agreement. Ordet frihandel er således renset ud af aftalens navn.  Den mest omfattende konflikt bliver dog helt sikkert den omfattende handelskrig, som USA har indledt mod Kina.

Den amerikanske regering har således tilsyneladende indledt et angreb på globaliseringen og den såkaldte liberale verdensorden, som skiftende amerikanske regeringer har opbygget siden afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor USA trådte frem på verdensscenen som den absolut stærkeste økonomi.

Den liberale verdensorden er baseret på frihandel og et system af økonomiske institutioner som Verdensbanken, IMF og GATT (senere omdøbt til WTO), som under amerikansk dominans kunne udbrede global frihandel, primært med det formål at gøre det muligt for amerikanske virksomheder at handle og investere overalt på det globale marked. Man kan kalde den amerikanske politik for åben-dør imperialisme, fordi der ikke er tale om territorial udvidelse som under kolonialisme, men om et globalt økonomisk og militært hegemoni .

I de seneste tredive år, efter Østblokkens sammenbrud og Kina overgik til sin særlige form for  statskapitalisme, har denne globale økonomiske verdensorden været præget af en gensidig afhængighed mellem de to nationer, som nu er verdens to største økonomier, USA og Kina, en komplementaritet, som begge lande har nydt godt af.

Da Kina i begyndelsen af 1980rne åbnede sit marked for udenlandske investeringer i produktionsvirksomheder, blev det muligt for amerikanske transnationale selskaber at vriste sig løs af den stagflations-krise, der siden begyndelsen af 1970rne havde hæmmet deres akkumulation. Med åbningen af det kinesiske marked og arbejdsmarked fik de mulighed for at ansætte arbejdere til lønninger, der lå langt under hvad man måtte betale i USA. En stor del af produktionen i disse virksomheder blev sendt til forbrugerne i USA, og på grund af de lave lønninger i Kina til lavere priser end forbrugerne var vant til. Forbrugerne i USA blev derfor kompenseret for udflytningen af arbejdspladser til Kina gennem lavere priser på mange almindelige forbrugsvarer.

De udenlandske virksomheder i Kina, hvoraf de fleste producerede til eksportmarkeder, gav den kinesiske økonomi et gevaldigt løft, især efter Kina’s optagelse i WTO i 2001, og landets BNP voksede i perioder med tocifrede tal. Væksten i den kinesiske eksport førte til voksende kinesiske handelsoverskud og dermed en valutareserve, som snart blev verdens største.

USA havde i samme periode både handelsunderskud og underskud på statsbudgettet. Underskuddet på statsbudgettet skyldtes dels skattelettelser dels militærudgifter bl.a. til langstrakte krige i Afghanistan og Irak. For at dække dette statsunderskud var USA nødt til at låne penge ved at udstede statsobligationer. Disse statsobligationer, som er gældsbeviser med renter, kunne købes af amerikanske statsborgere, men også af udenlandske centralbanker. Efterhånden blev Kina den globalt set største køber af amerikanske statsobligationer og dermed långiver til den amerikanske stat. Dele af den kinesiske valutareserve kunne anbringes i disse statsobligationer i dollars, en sikker anbringelse, der ovenikøbet gav en årlig renteudbetaling til køberen. Den amerikanske gæld til Kina udgør i dag ca. 20 % af USA’s samlede gæld til udlandet.

Det ligner en fordelagtig ordning for alle parter : Det amerikanske erhvervsliv kan øge sine profitter ved at ansætte billige kinesiske arbejdere, de amerikanske forbrugere får billigere forbrugsvarer og den amerikanske stat får finansieret sin gæld gennem salg af statsobligationer til den kinesiske centralbank. En gensidig afhængighed, som man skulle tro var en garanti mod konflikter og kriser mellem de to parter.

Ikke desto mindre har den amerikanske regering nu startet en storstilet handelskrig mod Kina, noget som ifølge Præsident Trump ikke burde give USA de store problemer. Handelskrige er nemme at vinde, har han udtalt.

Den amerikanske regering har i år indført told på ca. halvdelen af den kinesiske eksport til USA, og  truer nu med at øge antallet af varer der pålægges told, så stort set hele den  kinesiske eksport til USA vil blive omfattet.

Som modsvar har den kinesiske regering lagt told på et tilsvarende antal amerikanske varer.

Den amerikanske regering mener at denne handelskrig er nødvendig, fordi  USA på mange måder bliver snydt økonomisk af den  kinesiske ledelse. USA har et stort og voksende underskud på handelsbalancen globalt men dette underskud modsvares af investeringer i USA. En stor del af de dollars, der flyder ud af USA som betaling for importerede varer, kommer tilbage i form af investeringer eksempelvis i amerikanske statsobligationer. Det samme gælder for handelen med Kina, underskuddet på handelsbalancen mellem de to lande kompenseres af kinesiske investeringer i bl.a. statsobligationer.

I virkeligheden giver bilaterale handelsbalancer ikke noget entydigt billede af handelen mellem to lande. Globaliseringen har skabt en næsten uhindret cirkulation af varer og kapital. Det har gjort det muligt  at organisere produktion  i nye forsynings- og værdikæder, hvor fremstillingsprocessen  deles op i delprocesser, som placeres på de lokaliteter i verden, hvor omkostningerne til ressourcer og  kvalificeret arbejdskraft er lavest. Til slut transporteres delelementerne til et bestemt sted, hvor de samles til det endelige produkt, og denne funktion har i høj grad været virksomheder i Kina, så landet  har fået  øgenavnet “verdens værksted”.

Et eksempel som ofte bruges til at beskrive denne sammenhæng er Apple’s Iphone, som produceres i Kina for Apple af det Taiwanesiske firma, Foxconn. Prisen på en Iphone når den eksporteres fra Kina til USA er på ca. 300 dollars. Af denne samlede pris udgør omkostninger ved samling og transport af Iphonen i Kina kun 6 dollars. Resten af omkostningerne går til import af delkomponenter, som indgår i Iphonen, og som produceres i forskellige lande i Østasien, Europa og USA.  Alligevel tæller hver  Iphone, som eksporteres fra Kina til USA for den samlede pris på 300 dollars, selvom kun en lille del af denne pris skyldes omkostninger i Kina. Fordi det samme gør sig gældende for en række varer, som eksporteres fra Kina til USA, giver handelsbalancen mellem de to lande naturligvis ikke noget korrekt billede af handelsrelationerne.   

Et andet argument den amerikanske regering har fremført som begrundelse for handelskrigen har været, at man ønsker at trække arbejdspladser tilbage til USA fra Kina.

Undersøgelser viser imidlertid, at næsten 90% af faldet i antallet af jobs i fremstillingssektoren i USA mellem 2000 og 2010 skyldtes produktivitetsstigninger gennem indsættelse af robotter og computere i produktionen og ikke konkurrence fra import.

I sin nye bog (1) påpeger Joseph Stiglitz da også, at det er meget usandsynligt at de outsourcede arbejdspladser vil kunne trækkes tilbage til USA. Hvis arbejdsprocesserne føres tilbage vil det højst sandsynligt ske som indsættelse af robotter i produktionen, og der vil dermed ikke skabes nye arbejdspladser.  Det kan også tænkes at arbejdspladserne overføres til andre lavtlønslande, der ikke er berørt af de amerikanske toldforhøjelser.

Den amerikanske regering begrunder også handelskrigen med det argument, at kinesiske virksomheder stjæler amerikansk intellektuel ejendom. Der har givet været tale om en stor piratproduktion i Kina af amerikanske medieprodukter og en omfattende kopiproduktion. Men selve det man kalder “teknologioverførsel” har siden den kinesiske regering åbnede det kinesiske marked været et af målene for politikken. Derfor blev alle udenlandske investeringer ledet over i såkaldte joint-ventures, med både udenlandsk og kinesisk ejerskab, og det var ved indgåelsen af den type aftaler underforstået, at den kinesiske part forventede at få indsigt i den teknologiske viden, som det udenlandske selskab bragte ind i virksomheden. De fleste udenlandske investorer var villige til at acceptere en sådan betingelse. Nu er det ikke længere nødvendigt for at investere i Kina, at man bliver en del af en joint-venture med en kinesisk modpart, men de kinesiske virksomheder er selvfølgelig stadig interesserede i at lære den udenlandske teknologi at kende. Der er sikkert også tale om industrispionage, men nok ikke noget der overgår hvad Snowden kunne afsløre om amerikansk overvågning og industrispionage i både Europa og Asien. Kapitalistiske stater befinder sig i en benhård konkurrrence, hvor alle kneb gælder, og det er ikke kun Kina der er skurk på dette område.

USA’s handelskrig  mod Kina vil uundgåeligt påvirke både den globale økonomi og økonomien i de to lande.

Ifølge IMF vil den globale vækst til næste år falde med 0,2% fra  3,9% til 3,7%. Væksten i det amerikanske BNP vil på trods af de store skattelettelser til erhvervslivet kun blive på 2,5 % i 2019 mod 2,9% i år. For Kina’s vedkommende vil væksten falde fra 6,6% i år til 6,2 til næste år. De negative virkninger vil, ifølge IMF, kunne blive endnu større, hvis handelskrigen udvikler sig yderligere.

For USA’s vedkommende kunne det se ud som om tolden allerede har haft en gunstig virkning på økonomien, ihvertfald er det seneste amerikanske arbejdsløshedstal det laveste i 50 år. Formentlig skyldes faldet i arbejdsløsheden imidlertid ikke handelskrigen, men de skattelettelser til erhvervslivet, som den amerikanske regering efter indsættelsen af den nye præsident har indført og Obama-regeringens økonomiske politik.

Trump har stolt erklæret, at millioner af dollars nu triller ind i USA som betaling for de forhøjede toldsatser. Sådan fungerer det imidlertid ikke. Tolden på import betales ganske rigtigt til den amerikanske stat, men det er de amerikanske importører, som betaler, og der kommer altså ikke nogen penge fra Kina i den anledning.

Det er et spørgsmål, hvornår  importtolden på kinesiske varer vil slå fuldt igennem som prisstigninger på amerikanske dagligvarer. 

Formentlig  skyldtes det voldsomme fald i de amerikanske aktiekurser der chokerede verden for blot få dage siden USA’s handelskrig mod Kina. Det mener mange økonomer og aktieanalytikere. Trump selv påstår, at årsagen til faldet i aktiekurserne må være den  amerikanske centralsbanks renteforhøjelser, som han  kalder “crazy”, mens de fleste økonomer opfatter centralbankens handling som en  naturlig reaktion på udviklingen i den amerikanske økonomi.

Kina bliver formentligt også ramt på økonomien af denne handelskrig. Vækstraterne har allerede i nogle år befundet sig under niveauet fra årene med tocifret vækst, og den kinesiske regering taler nu om en “new normal” som betyder vækstrater i nærheden af 6-7%.

For at neutralisere de umiddelbare virkninger af handelskrigen har den kinesiske regering iværksat omfattende investeringer i infrastruktur og for at stimulere økonomien yderligere, har man sænket kravene til sikkerhedskapital i de kinesiske banker, så de kan pumpe flere penge ud i samfundet i form af lån, der kan stimulere økonomien.

For Kina falder denne handelskrig på et tidspunkt, hvor man er i fuld gang med at reorganisere økonomien efter finanskrisen i 2008, som betød at tæppet blev trukket væk under den eksportorienterede økonomiske strategi.  Man besluttede dengang at foretage en gradvis overgang fra den ensidige eksportorientering af produktionen til større vægt på hjemmemarkedsproduktion. Handelskrigen har så givet den kinesiske økonomi et nyt chok. Hi-tech produktionen i Kina er afhængig af import af mikrochips fra USA. Afhængigheden blev tydelig, da den amerikanske regering forbød amerikanske virksomheder at handle med det kinesiske Hi-tech firma, ZTE, fordi firmaet havde leveret udstyr til Iran og Nordkorea. Forbudet betød stop for leverancer af mikrochips til ZTE’s produkter, og i løbet af kort tid meddelte virksomheden, at den gik konkurs. Den amerikanske handelskrig tvinger endnu engang den kinesiske regering til at foretage en grundlæggende ændring ikke i den samlede økonomi, men i Hi-tech sektoren. For at undgå afhængighed af import af elektroniske delkomponenter, må den kinesiske regering øge investeringerne i forskning og udvikling, så man inden for nær fremtid selv kan producere disse komponenter. På lidt længere sigt vil dette kunne vise sig at styrke den kinesiske økonomi.

De to landes ledere, Donald Trump og Xi Jinping, udtrykker hver for sig næsten parallelle ønsker for deres respektive nationer. 

Trump vil genrejse Den Amerikanske Drøm, “Make America Great Again”, og Xi Jinping taler om Den Kinesiske Drøm, om at Kina skal genindtage den plads i verden som landet havde i slutningen af 1700-tallet, hvor produktionen i Kina udgjorde ca. 30% af den globale produktion og landet sammen med Indien stod for over halvdelen af den globale produktion.

I mange år frygtede man, at Kina ville bruge sin stigende økonomiske magt til at gennemtvinge en revision af de regler, som styrer den liberale verdensorden. Men nu ser det ud til, at det er den amerikanske regering, der kommer til at spille rollen som “revisionister” af systemet, mens de kinesiske ledere har udtalt hjertelig støtte til frihandel.

For den amerikanske regering drejer det sig om at fastholde sin hegemoniske status som nu trues af Kina. Projektioner af den økonomiske udvikling antyder, at der er en omfattende forvandling af magtforholdene i den globale økonomi  under opsejling.

Ifølge IMF havde  USA i 2018 det største BNP målt i dollars, nemlig 20,5 billioner, mens Kina’s BNP lå på 14 billioner.

Verdensbankens projektion af udviklingen i det globale BNP og fordelingen mellem lande siger imidlertid, at både Kina og Indien i 2050 vil have overhalet USA.

Ifølge Bloomberg vil Kina allerede i 2032 have overhalet USA, og hvis BNP regnes i købekraftsparitet(PPP) overhalede Kina allerede USA i 2017.

Det er selvfølgelig bare tal, men på en række områder udfordrer de nye vækstøkonomier og især Kina USA’s hegemoni. USA har i praksis vetoret i de internationale økonomiske organisationer. Denne vetoret udfordres nu af vækstlandenes krav om øget indflydelse i organisationernes ledelser. Kina har taget initiativ til oprettelse af en Asiatisk Infrastruktur Investeringsbank (AIIB), som udfordrer Verdensbanken. Oprettelsen af AIIB hænger også sammen med kinesiske planer om at etablere hvad man kalder Den Nye Silkevej, et infrastruktursystem bestående af jernbanelinjer og skibsruter, der kan fungere som bindeled mellem Kina og Europa og Kina og Mellemøsten.

USA’s handelskrig mod Kina kan derfor opfattes som et forsøg på at stikke en kæp i hjulet på den kinesiske økonomi, så den ikke overhaler USA’s og bliver en udfordring for USA’s hegemoni.

USA har tidligere banket en anden farlig konkurrent på plads. I 1980rne buldrede den japanske økonomi derudaf, japanske biler og elektronik dominerede store dele af verdensmarkedet, og den japanske økonomi steg op på andenpladsen på listen over verdens økonomier. USA udviklede et betragteligt handelsunderskud overfor Japan, og i 1985 satte man effektivt en stopper for den japanske opstigning ved den såkaldte Plaza Aftale, som blev indgået mellem USA, Storbritanien, Vesttyskland, Frankrig og Japan. Japan blev ved denne aftale tvunget til at opskrive sin valuta, yen’en, med næsten 50% i forhold til dollaren. Denne opskrivning underminerede naturligvis de japanske virksomheders konkurrenceevne, så den japanske eksport blev voldsomt reduceret. For at imødegå de negative økonomiske konsekvenser  pumpede den japanske regering penge ind i økonomien, hvilket førte til en boble, der i 1990 eksploderede. Herefter fulgte et tiår, hvor der næsten ingen vækst var i Japan og i nogle år direkte tilbagegang. Det kaldes “Det Tabte Årti” og kun langsomt har den japanske økonomi kunnet rejse sig igen. 

I Kina er man fuldt opmærksomme på, at noget lignende kunne ske for den kinesiske økonomi, men den kinesiske regering sætter sin lid til, at Kina’s størrelse og styrken i den kinesiske økonomi er tilstrækkelig til at modstå handelskrigens negative virkninger.

USA er ikke blot den største økonomi (ganske vist truet på denne position), men har også det største militær, og på dette punkt er landet ikke truet af konkurrence. USA har et militærbudget, der svarer til hvad resten af verdens stater tilsammen bruger på militæret. Dertil kommer, at militærindustrien har en meget stærk rolle i den amerikanske økonomi. Faktisk er den største varegruppe i den amerikanske eksport, fly, helikoptere og rumfartøjer.

Kina vil aldrig, heller ikke den dag landets økonomiske betydning i verden overhaler USA’s, kunne udfordre USA militært.

Amerikanske regeringer har hidtil ikke holdt sig tilbage med  at underbygge sin globale økonomiske politik med militær indsats. Handelskrigen med Kina bliver da også garneret med noget der ligner militære kriser, som for eksempel det nylige næsten-sammenstød mellem et amerikansk og et kinesisk flådefartøj i Det Sydkinesiske Hav.

Det giver gåsehud at tænke på, hvad en falden hegemon i den kapitalistiske verdensøkonomi, som imidlertid stadig besidder absolut militært hegemoni, vil kunne finde på.

 

Noter:

1. Joseph E. Stiglitz, Globalization and its Discontents Revisited, Anti- Globalization in the Era of Trump, W.W Norton&Company, 2018.