Hvis ”aufstehen” er løsningen, hvad er så problemet?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 17. oktober 2018

 

Den 4. september i år – ti år efter den økonomiske verdenskrise – annoncerede Sara Wagenknecht (SW), politisk ordfører i Bundestag (Tyskland) for Die Linke og hendes mand tidligere finansminister i SPD-regeringen under Schröder, Oskar Lafontaine, formelt bevægelsen ”aufstehen” (Rejs jer op, til kamp eller fremad).(1)

 

I hele perioden op til konferencen, som blev overværet af en række intellektuelle pinger på venstrefløjen heriblandt bevægelsens teoretiske nestor socialvidenskabsmanden Wolfgang Streeck og med stor virtuel støtte, havde SW slået på to temaer som begrundelse for at skabe den nye bevægelse. Det voldsomme højreskred i den tyske arbejder- og lavere middelklasse og nødvendigheden af stoppe denne bevægelse og vinde mange af de ”almindelige” vælgere tilbage. Konsekvensen af ikke at gøre det ville være en nedsmeltning af samfundets sammenhængskraft og en eskalering af den grænsesøgende radikale vold. Den anden begrundelse hænger for så vidt sammen med den første som henholdsvis årsag og virkning. Det drejer sig om centrum-venstres sammenbrud og delvis også Die Linkes opsugning i statssystemet og manglende følsomhed overfor folkets vrede over den voksende ulighed og sociale- og arbejdsmarkedspolitiske utryghed. Hertil kommer den voksende modstand mod indvandringen og frygten for en uendelig flygtningestrøm som konsekvens af åbne grænser.

 

Især spørgsmålet om ”åbne grænser”, som især Sara Wagenknecht har argumenteret voldsomt imod indenfor Die Linke med henvisning til globaliseringsangsten i den brede befolkning, er løbet som en rød tråd gennem hele debatten om behovet for en ny bevægelse. Ifølge flere interviews i den tyske presse har det været vanskeligt at høre SW’s argumentation som ret meget forskellig fra en blød version af AfD’s argumentation og en tilnærmelse til den linje, der med stor uklarhed forfægtes af det danske Socialdemokrati. Skillelinjen i Tyskland som i Danmark går på, hvorvidt de flygtninge, der kommer, skal integreres eller sendes hjem hurtigst muligt og forsvaret mod migrantstrømmens sociale dumping.

 

SW og Oskar Lafontaine binder disse begrundelser sammen med nødvendigheden af at etablere en genoprejsningskamp for det udbyggede demokrati. Ret meget mere præcist har bevægelsen endnu ikke formuleret sig. På dens hjemmeside møder man et væld af politiske ønsker og budskaber fra vidt forskellige mennesker, men noget egentligt sammenhængende program finder man ikke. Ifølge initiativtagerne er det tilsigtet. Bevægelsen er godt nok startet fra oven, hvilket er blevet kritiseret voldsomt inde i Die Linke, men den skal i den videre proces ”vokse fra neden gennem en blomstrende dialog hovedsageligt på de sociale medier”. Et billede der kunne være taget lige ud af en drejebog fra Podemos i Spanien, La France Insoumise i Frankrig eller Femstjernebevægelsen i Italien. Det, der lidt vittigt kaldes ”trykknapdemokrati”.(2)

 

Af samme grund står det uklart, hvad målet for ”aufstehen” egentlig er. Det ene øjeblik kan man læse i de tyske aviser, at bevægelsen skal samle den brede befolkning og rekruttere støtter fra SPD, Die Grüne og Die Linke til en social bevægelse for bedre leveforhold, arbejdsforhold, uddannelsesforhold og et mere retfærdigt sundhedsvæsen. Og ikke mindst for større social retfærdighed og mindre ulighed. Bevægelsen skal bruges til at presse de etablerede partier til at føre en politik for ”social retfærdighed”, og med SW’s ord, ”gør de klogt i at tage bevægelsen alvorligt, for det er den, de skal leve af”. Kort sagt ”aufstehen” skal forstås som en protestbevægelse.

 

Men bedst som man mener at vide besked, kommer der andre meldinger, som leder tanken hen på en bevægelse som partiopbyggende – en bevægelse for et ”venstreorienteret folkeparti” som konkurrent til de forstenede partier i Bundestag, der er integreret i statsapparatet og udenfor folkets rækkevidde. Med andre ord upåvirkelig overfor krav i partiernes egen vælgerbasis. En opfattelse SW og Oskar Lafontaine deler med lederen af La France Insoumise, Jean-Luc Mélanchon(3), og den nuværende ledelse i Podemos samt ledelsen i EL i Danmark.(4) Sidstnævnte indgår også i et tæt samarbejde med Insoumise, Podemos, Venstreblokken i Portugal, Venstrealliancen i Finland og VP i Sverige og nu også ”aufstehen”.(5)

 

I alle seks-syv tilfælde danner bevægelserne en hybrid mellem egentlige sociale bevægelser og nye partidannelser, hvis hovedmål er at vinde magten fra socialdemokratierne gennem mobilisering af den brede befolkning for en ny radikaldemokratisk og social genopbygning af samfundene på neoliberalismens ruiner og centrum-venstres fallit.

 

Er analysen korrekt?

Hele begrundelsen for at opbygge disse ”folkebevægelser” mod eliten, som er deres fælles karakteristikum, forudsætter, dels at analysen af kapitalismen, af centrum-venstre (socialdemokratierne) er dækkende, og dels at forståelsen af højreskredet er korrekt.

 

Lad os se på den første forudsætning. Efter den økonomiske krises gennembrud som finansielt sammenbrud i 2008 har den fremherskende kriseforklaring på venstrefløjen været kollapset på det finansielle spekulationsmarked. Krisen har da også siden heddet finanskrisen, selv om de store finansielle problemer alene havde udløsende virkning uden at være egentlig kriseårsag. De egentlige årsager skal findes et helt andet sted.  Selv i årene op til 2008, hvor den kapitalistiske økonomi kørte på ”alle cylindre” forblev produktivitetsudviklingen i hele den vestlige verden lav. Det samme gjaldt produktionsmiddelinvesteringerne og bredden i væksten. Profitten stagnerede, og den, der blevet hevet ud af finansspekulationerne, blev ikke geninvesteret produktivt.

 

Disse helt grundlæggende krisetegn voksede på trods af centralbankernes lavrentepolitik og en meget løs pengepolitik, hvilket ikke skulle være muligt ifølge lærebøgerne.

 

Med den såkaldte finanskrise, der i løbet af ganske få måneder bredte sig til det meste af verdensmarkedet, indtraf det måske allerstørste kollaps – sammenbruddet af den i tredive år herskende økonomiske- og politiske strategi – neoliberalismen. Myten om det selvregulerende marked viste sig at være netop en myte, og øjnene måtte nu rettes mod produktionen, og samtidig måtte man acceptere, at kapitalismen kun kunne hjælpes på fode gennem massiv statslig pengeudpumpning eller ved centralbankernes fiatpenge. Keynesianismen oplevede sin genkomst men i en perverteret udgave.

 

Kort sagt, staten havde reddet finanssektoren og stabiliseret kapitalismen. Omkostningen var tabet af markedsideologiens troværdighed og autoritet. De herskende klasser var i knæ, og på venstrefløjen bredte der sig en forventning om, at nu måtte tiden være inde til et folkeligt oprør mod spekulation, uretfærdighed, ulighed og undertrykkelse. Det oprør kom og udeblev på en og samme tid og sendte af samme grund vigtige signaler både til de herskende klasser og disses politiske elitelag og ”Blairismens” forvaltere i centrum venstre.

 

I Europa var den økonomiske krise gået hårdest ud over de finansielt oppustede økonomier i Grækenland, Spanien, Portugal, Italien og Irland. Disse lande var tynget af stor gæld og havde med tilknytning til euroen fraskrevet sig muligheden for devaluering og delvis statsbankerot. Af samme grund var landene lette ofre for finansmarkedernes aggressive spekulation i rentespændet på statsobligationerne i forhold til de tyske obligationer. Markedernes frasalg af statsobligationer antog et omfang, som blev en trussel mod euroen.

 

I samme periode måtte den socialdemokratiske (Pasok) regering i Grækenland se sig reduceret til en skygge af fordoms storhed og overlade regeringsmagten til Syriza – et nyt og relativt moderne socialdemokratisk parti. Udviklingen vakte genklang i hele Europa. Hos socialdemokraterne stillede man sig spørgsmålet – vil den tendens vokse i alle lande? På venstrefløjen mente man, at nu var formlen for det folkelige oprør fundet. Og i EU--kommissionen og direktionslokalerne bekymredes man over det ukendte terræn, og hvad fænomenet kunne få af følger for EU-konstruktionen som helhed. Ville Syriza vinde frem i Spanien og Portugal, hvor den økonomiske krises sociale konsekvenser var enorme og i så fald smitte af i Frankrig og i det Østlige Europa?

 

Disse spørgsmål kunne i sagens natur kun besvares praktisk og konkret. Hvad ville der ske, hvis den græske regering blev tvunget i knæ af finansmarkederne, IMF og EU’s generalstab i en fælles alliance? Spørgsmålet måtte besvares.

 

Man slog til i 2010 og 2011 efter markedernes massive angreb på Grækenland. EU, IMF og eurolandene lod Grækenland forbløde og krisen eskalere til hele EU og euroen, så den antog et omfang, der senere er blevet kaldt gældskrisen. Grækenlands gæld var på det tidspunkt ikke større, end at EU-landene sagtens kunne have finansieret den og afskærmet Grækenland, Spanien og Portugal mod markedernes angreb. Det skete ikke, og den græske regering måtte acceptere nogle ydmygende hjælpebetingelser. Samtidig fik alle de andre gældsplagede lande indirekte den besked, at det ville gå dem på samme måde, hvis ikke de rettede ind.

 

Den græske Syriza regering blev tvunget til at skrinlægge størsteparten af sin progressive politik og herudover ødelægge og skrotte flere af de sociale ordninger, som PASOK-regeringerne trods alt havde indført. Det medførte tumult i Grækenland, voldsomme strejker og demonstrationer. Men heller ikke mere. Efterhånden indrettede alle sig på at efterkomme långivernes betingelser. 

 

Regnskabet kunne gøres op til, at venstrefløjen i Europa ikke på nogen måde havde vist evne og styrke til at forsvare Syriza regeringen og styrke mobiliseringen i de øvrige ramte lande mod krisepolitikken og attentatet mod de almindelige parlamentariske spilleregler. Oprøret bredte sig ikke videre og langt fra til en kamp om magten. I Spanien, Portugal og i dele af Mellemøsten udviklede protesterne mod den social-økonomiske nedtur sig hovedsageligt til en ”en kamp om pladserne” – til kæmpemæssige protester, der rystede magthaverne men heller ikke mere. Det folkelige oprør mod eliterne blev ved protesten. Det blev herved demonstreret, at oprørets fortrop og venstrefløjen generelt ikke havde begreb om, hvordan protesten skulle transformeres til en egentlig politisk magtkamp, og hvad bevægelserne og de politiske organisationer skulle stille op med den erobrede regeringsmagt som i Grækenland og i Europa agere i EU-systemet. Tilbage i 2011-2012 stod en forpjusket venstrefløj med kun den moralske forargelse mod ”neoliberalismens hærgen” som stærkeste våben.

 

Anden forudsætning. Hos socialdemokratierne stod det ikke meget bedre til. Siden begyndelsen af 80’erne og forstærket af ”den virkeliggjorte socialismes” sammenbrud havde den socialdemokratiske arbejderbevægelse ikke haft noget modsvar til de herskende klassers massive politiske, økonomiske og ideologiske offensiv for at genrejse betingelser for kapitalismens fortsatte herredømme som samfundsform. Lang tid forinden havde velfærdsstaten udtømt de utopiske kilder – drømmen om fremtidens socialisme. Tilbage var den sociale kontrakt med kapitalismen om markedsregulering og social sikring af arbejderklassen og middelklassen – vel at bemærke indenfor nationalstaternes grænser, som indtil slutningen af 70’erne havde modsvaret nationalkapitalismens grænser. Men med i kontrakten lå opløsningen af arbejderbevægelsens kollektive organisering og samfundsforståelse og en glidende tilpasning til den liberale individualisme som samfundsgrundlaget – overhovedet.

 

Dereguleringen og de teknologiske fremskridt banede i begyndelsen af 80’erne vejen for kapitalens nødvendige globalisering – forstået som grænseløs vækst og reel udvikling af verdensmarkedet. En udviklingsbevægelse, der afgørende lagde den socialdemokratiske venstrekeynesianisme i grus. Tilbage stod den defensive politiske kamp for bare forsvare det, der var vundet i efterkrigstidens økonomiske storhedsperiode samt modificering af den neoliberale – forstået som det reale og ideologiske opgør med socialstaten og den organiserede socialdemokratiske arbejderbevægelse, herunder de kollektive dyder. Forsvaret udmøntede sig efter flere betydelige valgnederlag i ”den tredje vej” som en ny og svækket social kontrakt med de herskende klasser på disse præmisser. 

 

Så da krisen slog igennem i 2008 og glansen gik af den neoliberale social-økonomiske tænkning, stod socialdemokratierne fuldstændigt politisk afklædte og ude af stand til at udnytte den åbning for genrejsning, som krisen afstedkom. Derfor fandt man stadig socialdemokratierne på samme side som det aggressive borgerskab, som under tysk ledelse annoncerede gældskrisen og fik tilslutning til en kriseforlængende krisepolitik med sine to hovedelementer: en næsten merkantilistisk eksportstrategi, hvor kodeordet var konkurrencedygtighed og en binding af finans- og pengepolitikken til EU’s finanspagt, der de facto afskar samtlige tilsluttede lande fra at føre krisebekæmpende finanspolitik.

 

Resultatet blev, som vi kender det. En eksorbitant vækst i uligheden. Høj arbejdsløshed. Ødelæggelse af de sociale foranstaltninger. Vækst i prekære jobtyper. Svækkelse af fagforeningerne og frem for alt en afsnøring af alle former for politiske alternativer. Socialdemokratierne formåede ikke at stille sig i opposition, hvorfor de selvfølgelig blev identificeret med krisepolitikken og af samme grund forkastet af flere og flere vrede og dybt skuffede arbejderklassevælgere. Også de havde regnet med, at det nu var payback time. Problemet var bare og er, at venstrefløjen allerede havde demonstreret sin uformåen, og at ingen anden politisk kraft var trådt frem i mellemtiden, der med overbevisning kunne formulere løsninger på den anden side af krisepolitikken og de standende forhold i de kapitalistiske samfund – i den aktuelle kontekst Europa.(6) 

 

Det gamle spøgelse viste sig igen – hvordan skal alternativet til kapitalismen som samfundssystem egentlig se ud, og hvis ikke markedet skal styre de økonomiske processer i samfundet, hvem skal så og hvordan?

 

Men nu, hvor det gjaldt, havde hverken venstrefløjen eller socialdemokratierne andet at byde på end en meget overfladisk kapitalismekritik i form af globaliseringskritik og kritik af det neoliberale spøgelse, en moralsk kritik af uligheden og demokratiets forfald parret med drømmen om, at der måske kunne skabes en mere velreguleret kapitalisme som alternativ til den virulente og modbydelige neoliberale udgave. Som understregning af denne tendens blev begrebet ”finansialisering” af kapitalismen udviklet, og krisen blev konsekvent fremstillet som en finanskrise. Med andre ord: kunne man inddæmme finanssektoren med stramme reguleringer måske ovenikøbet ved at nationalisere de store banker ville det være muligt at genrejse den tidligere sociale kontrakt, hvor kapitalismen lod sig regulere og borgerskabet gav store indrømmelser til velfærdsordninger og genoplivning af den demokratiske forvaltningsproces. I dag hersker det billede i tre varianter – og heller ikke mere. I dens mest pompøse socialliberale udgave hos Macron. Hos de nye ”folkebevægelser” og som genkomne forestillinger i de socialdemokratier, der er midt i opgøret med ”tredje vej” strategien (”Blairismen”).(7)

 

Tredje forudsætning. Ikke desto mindre har samfundskrisen, de voksende modsætninger mellem klasserne, og de politisk-kulturelle eliters tab af overbevisningskraft frembragt et politisk-ideologisk tomrum og afledt heraf en ny form for perverteret klassekamp i form af de højrepopulistiske og socialkonservative oprør som tendenser, der nu i alle europæiske lande skal tages alvorligt. Disse bevægelser repræsenterer i sammentrængt form de brede massers protest mod social-økonomisk uretfærdighed, kulturel undertrykkelse udgrænsning fra samfundsdebatten og vigtigst af alt mod, at der ikke synes nogen udvej mulig fra den langstrakte krisetilstand.(8) Klassekampen har i mangel på socialdemokratisk og demokratisk socialistisk forløsning antaget nationalistiske former, hvor flygtningespørgsmålet først og fremmest optræder som symbol og enzym for protesten mod kapitalismens grænseoverskridende og lokalt ødelæggende karakter (omfattende ødelæggelser af byer og hele geografiske områder) og hele det parnas i borgerskabet og den ledende middelklasse, der har tilsidesat og hånet alle former for nationale og lokale tilhørsforhold – dvs. de forhold, som de stedbundne lønmodtagere er afhængige af.(9)

 

Konklusionen må ud fra ovennævnte gennemgang være, at Sara Wagenknecht og hende meningsfæller i de forskellige venstreorienterede ”folkebevægelser” ikke har formuleret en korrekt diagnose. Det gælder deres analyse af naturen af kapitalismens krise. Det gælder anvendelsen af kategorien ”neoliberalisme” som en særlig virulent udgave af kapitalismen. Det gælder analysen af socialdemokratierne og deres rolle og betydning i dag, og ikke mindst gælder det den højredrejning, som de gør til hovedbegrundelse for deres dannelse.

 

Er socialdemokratierne færdige?

Med de mange valgnederlag, som socialdemokratierne har indkasseret i de sidste to til tre år, kan man ikke fortænke den brede europæiske venstrefløj i at komme til den konklusion, at nu er dens tid kommet. Socialdemokratierne har i så mange år været fedtet ind i neoliberal politik, at det er vanskeligt at forestille sig deres genrejsning nu, hvor de retfærdigvis straffes af vælgerne fra arbejderklassen og den lavere middelklasse. 

 

Socialdemokratierne har ikke vist vilje eller evne til at formulere en ny klassepolitik for reformuleringen af arbejderklassens politiske økonomi endsige anerkende klassekampen som sprællevende. De kan ikke producere nye troværdige og teoretiske kompetente ledere, som bare antydningsvis magter at bringe en ny social- og demokratisk strategi til torvs. Tiden kalder af samme årsag - sådan opfattes det i hvert fald - på et nyt og bredt alternativ til socialdemokratierne med folkelig appel, som kan tage kampen op mod højretendenserne og give den nationalt orienterede klassekamp et venstreorienteret perspektiv. Men det paradoksale er imidlertid, at det perspektiv ved nærlæsning ligner, (om det er hos ”aufstehen”, Podemos, France Isoumise eller Enhedslisten), en sproglig modernisering af den socialdemokratisk dominerede velfærdsstat, der allerede havde udtømt sine historiske kilder i begyndelsen af 80’erne. Hermed også sagt, at ingen af disse bevægelser/partier endnu har formuleret sig konkret om magtspørgsmålet og om, hvordan de vil gribe ind og regulere ikke alene det kapitalistiske marked men også den kapitalistiske produktion for at underordne den samlede kapitaldannelsesproces samfundsmæssige hensyn og krav.

 

Som sådan optræder disse bevægelser for det første ikke som reelle alternativer til socialdemokratierne og lever for det andet først og fremmest på den udbredte folkelige utilfredshed og protest mod de givne samfundsforhold.

 

Så langt så godt, men deres analyse af socialdemokratierne er historisk ikke korrekt. Socialdemokratierne er stadig de eneste massepartier, der på godt og ondt er forbundet med arbejderklassen. Men deres vælgermæssige decimering for tiden overskygger det forhold, at socialdemokratismen som samfundsforståelse, verdensopfattelse og forestillinger om et alternativ til kapitalismen fortsat er udbredt i arbejderklassen og den lavere middelklasse. Hvilket betyder, at selvom socialdemokratiernes politisk- organisatorisk greb om vælgerne er stærkt reduceret, er det vanskeligt at forestille sig en genrejsning af socialstaten uden om socialdemokratismens grundværdier. Drømmen og ambitionerne går stadig på, at kapitalismen kan reguleres, så den på alle vigtige områder tilgodeser brede samfundsmæssige behov hos alle lønmodtagergrupperne, selv om der herindenfor hersker et utal af partielle interesser, der i perioder korrelerer og i andre perioder direkte divergerer. Drømmen går også på, at arbejderklassen og middelklassen kan genindtage deres anerkendte position i samfundet, som de erobrede i forbindelse med socialstatens udvikling efter 2. verdenskrig. Det var i den periode, at store dele af det intellektuelle og meningsdannende parnas flokkedes omkring arbejderbevægelsen, for det var jo her, værdierne og fremtidsvisionerne blev skabt.

 

Dermed ikke sagt, at denne arbejderklassens politiske økonomi overhovedet har den kraft i dag. Men tendensen ligger der som latent pres. Og når dele af arbejderklassen i dag søger mod højre – mod den radikale protest – skal det tolkes som et oprør mod et bedrevidende, formynderisk og selvtilstrækkeligt establishment, der gennem så mange år har skrevet arbejderklassen helt ud af samfundsforståelsen og kategoriseret de forskellige lag klientelt som ”svage”, ”kortuddannede”, ”livsstilstruede” osv, der skal hjælpes og vejledes af det enorme lag indenfor statssystemet, der vedligeholder borgerskabets politisk-ideologiske dominans og hele tiden atomiserer alle sociale problemer til individuelle anomalier. 

 

I den højreradikale protest finder deres klasseprotest et politisk udtryk om end i regressiv form. Men her skal man samtidig lægge mærke til, at ingen af de voksende højrebevægelser har opnået bred tilslutning uden indoptagelse af store dele af socialdemokratismens tankegods, som i øvrigt altid har haft den nationale orientering som bærende element, hvor internationalismen som arbejderbevægelsens modsvar til verdenskapitalismen i det store og hele kun har repræsenteret en overordnet værdimæssig abstraktion.

 

Den anden side af den medalje er, at venstrefløjen rent historisk altid har levet på ryggen af den socialdemokratiske massebevægelse og i det store og hele kun haft længerevarende appel til de mest socialistisk bevidste segmenter i arbejderklassen og af samme grund ”afskærmet” sig fra det væld af klasseinterne modsætninger på alle samfundslivets områder, der altid er slået ind i socialdemokratierne. De har aldrig fungeret som homogene partier, hvor helstøbte deres paroler og programmer end har taget sig ud. I partiernes understrømme har der eksisteret ekstreme nationalistiske og fagchauvenistiske endog fremmedfjendske holdninger og strømninger side om side med de mest udviklede socialistiske strømninger og meningsdannelser, hvad der på den ene side kan opfattes som et positiv og på den anden side altid har gjort socialdemokratismen svag over for andre strømninger udgået fra borgerskabet eller de ideologisk dominerende lag i middelklassen. I særlig grad socialliberale- eller nationalkonservative strømninger og tankebygninger.

 

Denne politisk-ideologiske porøsitet udgår fra det forhold, at socialdemokratismen, som den har udviklet sig over et stort og langt århundrede, i al væsentligt henter sine grundværdier og politisk-teoretiske grundpiller fra en historisk socialt radikaliseret fortolkning af den franske revolutions tre hovedparoler: frihed – lighed – solidaritet. Som de forskellige socialdemokratiske partier så i øvrigt har haft store problemer med at forene til en handlekraftig enhed. I al væsentligt har lighed strengt taget betydet fordelingsmæssig lighed, uden at ejendommen over produktionsmidlerne for alvor er blevet udfordret. Solidariteten har altid været tæt knyttet til kampen for ligheden. Men den har aldrig fået en udformning, hvor den kunne forenes med frihedsbegrebet, hvad der især i socialstatsperioden gjorde de socialdemokratiske arbejdere og vælgere åbne overfor det liberale individualiserede frihedsbegreb – altså modtagelige overfor den evige modsætning mellem individ og samfund. Den modsætning som den neoliberale offensiv spillede på om noget.

 

Den nulevende venstrefløj har stort set ikke overskredet den socialdemokratiske horisont og dermed heller ikke løst socialdemokratismens grundproblem. Arbejderklassen er blevet efterladt med et frihedsbegreb, der har hensat den i dyb afhængighed af de andre klassers verdensforståelse og værdisæt, i og med dens kollektive styrke ikke længere kan artikuleres som legitim klasseinteresse og forudsætning for solidaritetens frigørelsespotentiale og materielle grundlag for den enkeltes unikke udfoldelse. Arbejderklassen har oplevet, at den i sine fagforeninger ikke kan formulere kollektive forståelser og kampskridt, uden at påkalde sig resten af samfundets indignation. Den må nærmest undskylde sine kollektive kampskridt og omdanne fagforeningerne til forsikringsselskaber for at opnå anerkendelse. Individualiseringen er trængt så dybt ind i lønmodtagergrupperne generelt, at selv deres drømme om fremtidens trygge socialstat vanskeligt kan adskilles fra en socialliberal opfattelse, selv om den socialliberale model ikke får sin gang på jorden.

 

Det er denne arv, som socialdemokratierne nu kæmper med på det værst tænkelige tidspunkt og med de i historisk perspektiv absolut dårligste betingelser. Udtømt for intellektuel kapacitet, der rækker ud over teknisk organisering af kapitalismen og de tilbageværende socialstatsordninger. Udtømt for konkrete forestillinger om omformningen af EU til en social- og demokratisk Union. Udtømt for konkrete forestillinger om demokratisering af erhvervslivet og radikale indgreb overfor bankerne og næsten udtømt for konkrete forestillinger om, hvordan der skal genopbygges en europæisk fagbevægelse og et europæisk socialt arbejdsmarked som modsvar til det indre markeds favorisering af kapitalinteresser.

 

Ikke desto mindre har partiernes nedture sat gang i de interne sonderinger, kampe, teoretiske opgør mv., som alle på trods af udtalte divergenser peger en vej hen; opgøret med ”Blairismens” tilpasningspolitik og ønsket om at genformulere socialdemokratismen som socialøkonomisk og politisk magtfaktor. Men som bekendt foregår disse opgør eller rettere opbrud ikke ud fra en styrkeposition men ud fra ekstrem svag og defensiv position, hvilket bl.a. har som aktuel konsekvens, at de fleste socialdemokratier har taget mål af de fremherskende og temmelig aggressive nationalistiske tendenser, som de kommer til udtryk i søgningen mod de højrepopulistiske og nationalkonservative bevægelser og partier. Måden disse indre spændinger kommer til udtryk på i socialdemokratierne er i form af stærke polariseringer mellem en relativ stærk intellektuel fløj, der udvikler sig på tværs af partierne rammet ind i forskellige tænketanke og ”klubber”, der har meget lidt kontakt til den anden pol, som i forsvaret af helt grundlæggende socialøkonomiske interesser søger mod den nationalt orienterede socialstat.

 

Det er præcis venstrefløjens historiske og aktuelle ignorance overfor disse indre spændinger i socialdemokratierne og på den anden side dens moralske forsimplinger af socialdemokratismen som opportunisme, reformisme, konstitutionalisme etc., der indtil dato har blokeret for en teoretisk og praktisk overvindelse af socialdemokratismen og dens radikale og perverterede udtryk i de nationalkonservative bevægelser og partier som bl.a. AfD i Tyskland og Sverigesdemokraterne i Sverige.

 

Om socialdemokratierne som toneangivende massepartier har udtømt deres historiske rolle afhænger ikke blot af deres konjunkturelle op- eller nedture, men først og fremmest om, der ud af de nuværende ruiner vokser en demokratisk socialistisk bevægelse som bærer af en samfundsforståelse og aktuel kritik af kapitalismen, der kan brede sig ud i samfundsdebatten i alle dens forskellige rum og porer, og som overskrider socialdemokratismens horisont. Men så længe den ikke overskrides, kommer socialdemokratiernes hovedudfordrer ikke fra venstre men fra højre.

 

På den måde kan man sige, at socialdemokratiernes aktuelle deroute og fagbevægelsens for nærværende magtesløshed overfor globaliseringens og den transnationales kapitalismes tryk udgør en betydelig del af efterkrisens og magttomrummets påtrængende samfundsproblem, som venstrefløjen og de nye ”folkebevægelser” ikke har og ikke kan frigøre sig fra. Dvs. ”aufstehen” og de andre såkaldte radikaldemokratiske folkebevægelser er hverken alternativer til socialdemokratierne eller til de nationalkonservative bevægelser, hvor meget de end låner politisk og programmatisk gods fra dem begge. Når alle de fine paroler er barberet ned til noget konkret, står de nye bevægelser kun tilbage med et moralsk imperativ om at gøre det gode og det rigtige eller i anakronistisk positur som Jean-Luc Mélanchon på et møde i forbindelse med Labours kongres i Liverpool,(10) hvor han under overskriften: ”Fremtiden i fællesskabet” forkastede socialdemokratierne og det ”neoliberale barbari” og i modsætning hertil fremlagde det demokratiske, grønne og globale alternativ formuleret i så uigennemtrængelige og ukonkrete vendinger, at talen bringer mindelser om de radikale oplysningstænkeres parader på det første nationalkonvent i 1789.(11)

 

Væk er arbejderklassen i Jean-Luc Mélanchons programerklæring. Væk er fagforeningerne og arbejderbevægelsen. Væk er de overlevende forestillinger om socialismen som mulighed. Væk er forestillingen om den reale og virkelige demokratisering af magtspørgsmålet og demokratisering af parlamentarismen. Væk er forestillingerne om en praktisk og konkret samling af de europæiske lønmodtagere eksempelvis gennem ETUC’s kampagner i kampen for fælles grundrettigheder som lønmodtagere og opgøret med krisepolitikkens institutioner og traktater i EU.(12) Væk er udfordringen af EU med paroler om en social Union. Alle disse spørgsmål og fænomener behandlede lederen af La France Insoumise ikke. Heller ikke, at regeringslederne fra Syriza, PS i Portugal, PSOE i Spanien og ledende medlemmer af Europaparlamentet og Det Europæiske Socialdemokrati og de grønne har besluttet at opbygge en progressiv front i kampen mod højretendenser og for en progressive og social omformning af EU. De blev væk i hyldesten til ”borgernes revolution”, som udtrykkeligt blev afvist som synonym for en socialistisk revolution. Ligesom internationalismen i europæisk forstand blev kogt ned til nationernes Europa. Herved formulerede Jean-Luc Mèlanchon, som blandt andet Sara Wagenknecht og Oskar Lafontaine arbejder tæt sammen med, og som EL’s ledelse også refererer til, om end ikke formelt så dog reelt de ”nye folkebevægelsers” tankegods og grundlag. 

 

Han slog hermed fast, at disse bevægelser i virkelighedens verden er en del af problemet og ikke løsningen, selv om han med flere har omtryllet den kendte kapitalisme til en ny form for kapitalisme – i øvrigt ikke nærmere defineret – der således også kalder på en helt anden type modstand og organisering.

 

Hvis ”aufstehen” et. al.  ikke er løsningen, men en del af problemet, hvad så?

 

Det helt grundlæggende problem er for så vidt ikke, at der opstår protestbevægelser udenfor de etablerede partier. Det er i alt væsentligt et sundhedstegn. Problemet er heller ikke, at man i disse bevægelser har som ambition at presse de etablerede partier i centrum-venstre og på venstrefløjen til at arbejde sammen i en eller anden form. Problemet er heller ikke, at man vil eksperimentere med nye organisationsformer som det individualiserede trykknapdemokrati på Facebook mv.

 

Problemet er, at disse bevægelser og deres ledere reelt ikke har ført en kamp for at tvinge de ovennævnte partier til at gå sammen om et program og et perspektiv for en parlamentarisk magtovertagelse. Problemet er, at disse bevægelser og deres ledere ikke er tilstede i de eksisterende fagforeninger og øver deres tryk her. Problemet er, at disse bevægelser i hovedsagen som udgangspunkt har antaget en national orientering, og i det store og hele ikke har perspektiver eller ambitioner, der rækker ud over at holde højrefløjen i skak og genskabe de socialstatsordninger, som den neoliberale offensiv har ødelagt.

 

Det giver sig helt konkret og aktuelt udslag i, at man ikke hos disse bevægelser og deres ledere, der placerer sig midt mellem de klassiske bevægelser og nye partidannelser, kan finde programmatiske formuleringer, der ligner svar på, hvordan modstanden mod de store og faretruende kampe om verdensherredømmet skal gribes an. Man møder fordømmelser af Trump. Fordømmelser af Putin. Fordømmelser af det autoritære regime i Kina. Fordømmelser af finanssektorens ruinering af den økonomiske udvikling. Men som borger eller arbejder kan man stort set ikke finde bare fingerpeg om, hvad der skal stilles op for at forhindre, at den brede befolkning bliver ofre i en ny global magtkamp om herredømmet. Man kan ikke få at vide, hvordan Europa skal stille sig. Hvad der skal være EU’s rolle. Man får stort set kun svar på ganske få sociale og nationale spørgsmål, og så holdes det globale magtspil alt andet lige.

 

Ikke dermed sagt, at de etablerede partier i de respektive lande eller i Europa som sådan fremlægger ret mange svar. Det gælder socialdemokratierne og venstrefløjspartierne. Faktisk er de hvad angår forholdet til EU og unionens fremtid splittede på kryds og tværs. Kritikken af de nye folkebevægelser går først og fremmest på, at de opkaster sig selv som alternativer, og ved ikke at være det bidrager de til at øge splittelsen alle steder i arbejderbevægelsen og blandt lønmodtagerne bredt set.

 

Når lederne af ”aufstehen”, La France Insoumise og Podemos eksempelvis ikke vil tale om klasser men om folk. Når de ikke vil tale om højre-venstre men om den brede kamp mod eliten. Når de ikke vil tale om socialisme men om demokratisering af økonomien. Når de ikke vil tale om en Social Union, som venter som opgave lige foran øjnene på dem men om nationernes Europa. Når de ikke vil tale om kapitalismens grundlagsproblemer, men i stedet indskrænker sig til at skælde ud på neoliberalismens uhyrligheder og finanssektoren etc., så bidrager de rent faktisk til at undertrykke den sprogbrug, der er nødvendig for, at de politiske partier og deres tilhængere kan reorientere sig efter flere årtier i defensiven og uden eget sprog.

 

De nye bevægelsers ændrede sprogbrug og begrundelserne herfor udgør en vigtig indikator på, at de rent faktisk repræsenterer forlængelsen af defensiven fremfor det nødvendige opgør. ”De unge forstår ikke de gamle ord og begreber”. ”Stalinismen har skamredet ordet socialisme”. ”Kapitalismekritikkens klassiske begreber er opbrugte”. ”Virkeligheden er meget mere kompliceret i dag”. Hele remsen er hørt før og karakteristisk hver gang, arbejderklassen og de socialdemokratiske partier har befundet sig i en længerevarende defensiv. Så siver andre og mere moderate begreber udvundet i den øvre- og intellektuelle middelklasse ind og fortrænger arbejderbevægelsens egne begreber og lægger alle byggestenene til en anden verdensanskuelse. Lederne i de traditionelle partier overgiver sig til den nye diskurs, og åbner for at den kan sive ned i hele vælgermassen. Det er velkendt og var yderst fremherskende i 80’erne under Reagan og Thatcher, som arbejderbevægelsen ikke kunne stille ret meget op overfor. Men samme mekanisme, som tømte socialdemokratierne for intellektuel og teoretisk selvstændighed, har også gjort sin virkning på venstrefløjen og nu materialiseret sig i de nye bevægelsers tankegods og sprogbrug.

 

Hvordan skal disse nye bevægelser kunne presse de etablerede centrum-venstrepartier og venstrefløjspartierne, der lige nu er i opbrud for at overvinde tyve år med ”Blairismen”, hvis de samme bevægelser rent programmatisk og sprogligt i det store  og hele repræsenterer en forlængelse af den udvikling, der skilte socialdemokratierne fra deres vælgerbasis og fra fagbevægelsen? 

 

Det kan disse bevægelser heller ikke. De kan ganske givet mobilisere bredt – i hvert fald i Frankrig og tidligere i Spanien – og de kan antageligt også skabe politisk tumult og usikkerhed i de etableredes rækker – for en stund. Men presse kan de ikke – og i hvert fald ikke langt. For hvad skal de presse med, hvis de ikke har et klart program, en række kadrer på alle niveauer, en trænet tilhængerskare, som skal gøre det muligt ikke blot at vinde regeringsmagten men også fastholde den? For at kunne det, skal man være et parti med organisation og struktur. Det må selv Macron nu erkende. Og er hensigten i virkeligheden gennem de nye bevægelser at frembringe nye partier, så er splittelsen og partiernes indbyrdes magtkamp til skade for alle lønmodtagerne en nærliggende risiko. Den udvikling er også set før.

 

Med de programmer, kapitalismekritik og ambitioner, venstrefløjen i dag præsterer, er det vanskeligt at se, at afgrænsningen overfor det eksisterende centrum-venstre (dvs. socialdemokratierne og de grønne) kan finde ret meget andet end normative begrundelser. Men i en situation, hvor alt er i opbrud, er der i virkeligheden brug for det modsatte. Altså en konkret og materielt funderet kamp for at opbygge enhedsbevægelser på alle de spørgsmål, der samler, og hvor det umiddelbare mål må være det lange seje træk for at udbrede tilliden til, at enhedsregeringer bestående af centrum-venstre og venstrefløjen ikke er ti fugle på taget men en realistisk mulighed.

 

Højretendenserne og de nationalkonservative bevægelser kan ikke bekæmpes med humanistiske besværgelser men kun ved at genformulere den socialistiske utopi som ledetråd for en progressiv reformstrategi, der indbefatter forestillinger om, hvordan det eksisterende EU kan omdannes til en social- og demokratisk union som resultat af de mange partiers og lønmodtageres fælles konkrete bestræbelser for at skabe det tilstrækkelige magtmæssige grundlag for at gribe ind overfor den globaliserede kapitalismes galopperende irrationalitet og samfundsødelæggende vækstrationale eller om man vil, væksttvang.

 

Helt konkret betyder det, at der ikke er brug for ”aufstehen”, Insomise, Podemos, Enhedslistens nye kurs for skabe alternativer uden om socialdemokratiet. Der er tværtimod brug for, at venstrefløjen tager de eksisterende partidannelser og fagbevægelsen alvorligt og indenfor disse rammebetingelser stiller sig i spidsen for at genrejse en ny enhed om et program, som medlemmerne i partierne og i fagbevægelsen kan se sig selv i – vel vidende at alene kampen for progressive sociale programmer, social-økonomiske byplaner og infrastruktur, nationalisering af de største banker, af alle større virksomheder af vital samfundsmæssig betydning etc. vil kalde på det ene opgør med de herskende klasser og deres protagonister efter det andet men på den anden side også være den eneste form, der kan tømme højrefløjsbevægelserne for politisk- og ideologisk ilt. 

 

Den logiske konsekvens af disse betragtninger er selvsagt også, at kampen for at skubbe på socialdemokratiernes opbrud dels må bygge på en anden analyse end den gængse - at disse partier uhelbredeligt er indlejret i den kapitalistiske samfundsorden og dels må tage spørgsmålet om dannelse af et egentligt enhedsparti som bevægelsens formidlende mål alvorligt. Når højrefløjen i den grad har succes med at tiltrække dele af arbejderklassen og den lavere middelklasse finder det ikke alene sin begrundelse i social utilfredshed og globaliseringsangst symboliseret ved fremmedangst. Så skyldes det nok så meget, at centrum-venstre og venstrefløjen ikke har evnet at fylde efterkrisens magttomrum ud med en vision for, hvordan de vestlige samfund skal komme ud af den næsten permanente socio-økonomiske, politiske og kulturelle stagnation, de befinder sig i.

 

Man kan godt opbygge midlertidige alternativer til socialdemokratismen, men som samfundskritik og verdensanskuelse kan dens indlysende historiske begrænsninger kun overvindes sammen med socialdemokraterne og den etablerede fagbevægelse.

 

Noter:

 

1. Jacobin: Alberto Garzon: The problem with Podemos, 13/3 2015, César Rendueles/Jorge Sola: Podemos and the Paradigm shift 13/4 2015, Isidro López et all: The future of Podemos, 14/5 2015, Eoghan Gilmartin: Podemos decides, 10/2 2017, Josep Maria Antentas: Power in Podemos, 7/3 2017, Manolo Monereo: What’s next for Podemos?, 4/5 2017, Brais Fernandéz/Jorge Moruno: Podemos under pressure, 12/9 2017, Jorge Tamames: Podemos’s road to somewhere, 17/2 2018.

2. Jacobin; Grégory Bekhtari: The meaning of France Insoumise, 23/4 2017, Roger Martelli: France is transformed, 24/6 2017, Pablo Castano Tierno: The politics of France Insoumise, 16/2 2018.

3. EL’s udspil i diskussionen om statsministerkandidaturet og Pelle Dragsteds artikel i Ræson 27. august 2018

4. Jean-Luc Melanchon: A Future in Common, Jacobin 30/8-18

5. Larry Elliott: Ten years after the financial crash, the timid left should be full of regrets, Guardian 30/8 2018.

6. I forskellige varianter kan opbruddet i socialdemokratierne identificeres i det danske socialdemokrati, i store dele af SPD, i Labour, i PSOE, i PS/Portugal, i det Hollandske socialdemokrati og nu også i det svenske.

7. Spiegel online: The riots in Chemnitz and their aftermath, 31/8 2018

8. The Economist: Essay about: Wither nationalism?19/12 2017

9. Det skal her lige nævnes i parentes, at selv om der ofte også henvises til Momentum, som de nye bevægelser sammenligner sig med, så er forskellene større end lighederne. Momentum er opbygget indenfor Labour og har til formål at skærpe og fremme Corbyns og andre venstresocialdemokraters omformning af Labour. Men på Momentums hjemmeside, at det forventes, at man er medlem af Labour.

10. Jean-Luc Mélanchon: A Future in Common, Jacobin 30/9

11. ETUC: More democracy at work, 28/9 2018