I moderens navn
Af Maélle Mariette

Offentliggjort: 14. august 2018

Pachamama – den amerikanskindianske Moder Jord – sælger turisme til velaflagte besøgende fra Vesten, og bliver benyttet af miljøaktivister til at stoppe olie- og mineraludvinding. Oprindelige folk ser balancen mellem tradition og modernisme som mere kompleks.

Denne artikel er oversat fra Maélle Mariette’s artikel ”In the name of the Mother” i Le Monde diplomatique’s engelske udgave fra april 2018. Abonnement på LMD på engelsk kan tegnes her: https://mondediplo.com/subscribe.

Sidste år tog jeg til Ecuador for at lede efter Pachamama, den amerikanskindianske gudinde. Oprindelige folk, miljøaktivister og politikere forsøger at ”tøjle kapitalismens overgreb” (1), især udvinding af råstoffer, i hendes navn.

”I de indfødtes verden er Pachamama virkelig”, fortalte Alberto Acosta mig. Han var minister for energi og minedrift i 2007 og i 2008 præsident for den konstituerende forsamling, der – opmuntret af præsident Rafael Correa – tildelte naturen og økosystemer rettigheder. Det var første og fremmest en helt konkret anerkendelse af Pachamama. Acosta er nu modstander af Correa, idet han anklager ham for at have forrådt sine løfter ved at have tilladt fortsat udnyttelse af naturressourcer. Acosta repræsenterer en miljøforståelse og økologisme, der er bredt anerkendt i udlandet.

”For de oprindelige folk er Pachamama ikke bare en metafor, som det er i den vestlige verden. Indfødte opfatter Jorden som mor. De har et meget tæt forhold til hende. Selvfølgelig er det ikke alle indfødte, der ser sådan på det.  Der har trods alt været 500 års kolonisering. Den indfødte verden er ikke blevet sparet for den logik, der er indlejret i kapitalisme, individualisme, forbrugerisme og produktivisme. Men der er stadig samfund, der organiserer deres sociale, politiske, økonomiske og kulturelle liv omkring begreber som Pachamama og sumak kawasay [leve godt].”

I Ecuador rækker opfattelsen af Moder Jord længere ud end hos ”beskyttede” indfødte samfund. En producer af fjernsynsprogrammer om naturens verden sagde til mig: ”Når mine børn skal ud i haven, giver jeg dem ikke sko på, så de kan mærke jorden og opleve kontakt med Pachamama. Men min søster er ligeglad med al den slags. Hun giver børne sko på, når de skal ud.”

Hvordan sige Moder Jord?

Det samme gjorde nogle quechua forældre, jeg mødte få dage senere. Men skal man dømme ud fra Otavalo, en by i højlandet, der har et af de største helårsmarkeder for håndværk, så er der ikke tegn på, at quechua er ved at miste den kulturelle arv. Alt på markedet handler om at fremme quechua identitet, hvad der har ført til, at begivenheder, der tidligere var uden sammenhæng, nu er under fælles indfødt sammenhæng. Det drejer sig om sommersolhverv, nu kendt som Inti Raymi (solfest) og karneval, der fejres over hele Latinamerika nu som Pawkar Rayni. Festligheder i Peguche , der ligger i nærheden af Otavalo, er et mix: En procession, der ledes af en shaman, en reggaekoncert, sportsbegivenheder, en katolsk messe, en quecha skønhedskonkurrence og en voldsom kamp med vand, mel og maling.

En mand fra en nabokommune, der i øjeblikket studerer i Paris, fortalte mig, at de fleste lokale politikere ikke kan tale quecha. Det er hans opfattelse, at denne genoptagelse af indfødt kultur ”stort set bygger på genfortolkning af traditioner, beskrevet i bøger skrevet af antropologer og intellektuelle”. Jeg spurgte Luís Tuytuy, der er leder af sáparasamfundet i hjertet af det ecuadorianske Amazonas, hvad Pachamama er. ”Det var en ecuadoriansk fond, der støttede indfødte samfund, der kæmpede for at forsvare naturen. Den eksisterer ikke længere.” ”Jeg mente Moder Jord. Hvordan siger man Moder Jord i Sápara?” ”Undskyld mig, det ved jeg ikke.”

De fleste siger det samme. Når endelig navnet Pachamama giver genlyd, associeres det med forsvar af jorden som fædrene territorium, et sted som en del af en identitet. Jeg drog videre til andre samfund – Wisui, Chumpi og Copataza omkring Patazafloden. En lang rejse med bus, kano og til fods gennem skoven fra byen Puyo på grænsen til Amazonas for at tale med Achuar, og med quechasamfund i Curaray regionen. De lokale forventninger fokuserede mere på levevilkår end på miljøet: Adgang til sundhedscentre (næsten 10% af dødsfaldene i ecuadoriansk Amazonas skyldes slangebid), uddannelse, vejanlæg, der kan gøre det muligt at sælge de producerede varer i Puyo og kommunikationsmuligheder som kortbølgeradio og internet, ”så vi kan komme i forbindelse med omverdenen i nødstilfælde” som en af samfundets ældste i Copataza formulerede det. ”Det er fint med diesel til kanoen. Det var meget hårdere at padle mod strømmen”.

Men der er også bekymringer over den indflydelse, den moderne verden har på kulturelle skikke: Alle frygter, at de unge vil glemme deres rødder. De lokale anser regeringens mine- og olieudvindingsprojekter som en trussel mod deres traditionelle måde at leve på og følger sig prisgivet en regering, der kun interesserer sig for dem på grund af rigdommene i deres jord. På den anden side håber de også, at disse projekter, selvom de forurener, vil kunne forbedre deres elendige levevilkår.

De, der taler på vegne af oprindelige folk, glemmer ofte denne ambivalens. Salvador Quishpe er leder i den multinationale bevægelse Pachakutik (Movimiento de Unidad Plurinacional) og i øjeblikket præfekt i Zamora Chinchipe provinsen, men i 2017 støttede han den højreorienterede kandidat Guillermo til præsidentvalget. Quishpe siger, at når indfødte folk henviser til deres fattigdom som retfærdiggørelse af minedrift, fortæller han dem, at de skal afvise vestens måde at leve på, at den storslåede skov og dens vandfald er den sande rigdom, og at økonomisk udvikling gennem mineprojekter truer med at korrumpere dem og ødelægge deres kultur. (Quisphe har to smartphones og flyver jævnligt).

”Pas på naturen”

Indfødte folks bevidsthed om miljøspørgsmål er ikke særlig synlig. I cordilleraen (bjergkæden) og i Amazonregionen, hvor de fleste lever, flankeres vejene med plakattavler, hvor man kan læse ”Pas på naturen, du er afhængig af den”, ”Natur er liv”, ”Jorden har krav på respekt, pas på den”.

Carlos Freire står for Puyo’s Turistbureau, der tilbyder rejser i Amazonas. For ham er Pachamama virkelighed: ”Hun er hellig, hun er vores moder. Vi skal respektere hende … Vi tilrettelægger vores rejser efter, hvad turisterne ønsker at se og derefter fremlægger vi programmet for de lokale samfund. På vores Heldagstur tilbyder vi workshops i lokalsamfundet. Men den mest populære er Ayahuasca Tour. Her arbejder vi sammen med shamaner, der kender den rigtige måde at bruge ayahuasca (en hallucinatorisk drik) på. Det er meget specielt for folk at have en dyb oplevelse i den rigtige forbindelse til naturen. De vågner op næste dag til en ren hønsekødsuppe uden kemiske tilsætningsstoffer.

Freire’s New Age Tours står for stærk modstand mod olieudvinding som forsvar for Pachamama. Der er også en Toxi Tour omkring Coca, en amazonasby i nærheden af oliefelterne, som køres i samarbejde med NGO’en Acción Ecológica. Formålet er at demonstrere ”olieudvindelsens skrækscenario”. Acción Ecológica har basis i Quito og Acosta er en af de højt profilerede støtter. Det er blevet første stop for journalister, der ønsker at undersøge miljøspørgsmål i Ecuador, og man er her i stand til at tilvejebringe de nødvendige kontakter.

Økologispørgsmål, modstand mod ekstraktivisme og støtte til indigenismo (forståelse fo de indfødte) er blevet uløseligt forbundet med Acosta, Acción Ecológica og lignende bevægelser såsom Yasunidos (2) og de nuværende ledere af CONAI (Confederación de Nacionalidades Indígenas del Ecuador). Det er i Pachamamas navn, der rejses sociale, territoriale og traditionsbestemte kulturelle krav. Den samme logik benyttes af en del politikere, indfødte eller ej, for at bekæmpe klimaændringer og kapitalismen.

Det er ikke specielt ecuadoriansk. Antropologen Sarah Quilleré har studeret det colombianske wayuu folks kampe og fundet ud af, at ”indfødt retorik og brug af økologibetonede termer i wayuu ledernes sprogbrug uden tvivl er det mest påfaldende perspektiv” i deres kamp mod minedrift og udplyndring af jorden. Det kan ses som et svar på ”den voksende økologiske bevidsthed i de fleste industrialiserede lande”. Folk, ”som er mest inspirerende for de indfødte og økologiske organisationer og NGO’er … siger, at alternativerne til den rationelle europæiske model nødvendigvis må hentes i de prækoloniale traditioner. Disse nye måder at tænke på foreslår rehabilitering af traditionelle værdier som de eneste veje for folks udvikling og selvstændige overlevelse” (3)

I Ecuador er det bedste eksempel på folk, der påberåber sig Pachamama i politik og gør miljøspørgsmål indigenistisk eller indigenismo til miljøspørgsmål, er Carlos ”Yaku” (en indigenisering af hans navn) Pérez Guartambel, formand for Ecuarunari, Ecuadors indfødtes bevægelse. Pérez Guartambel, der nyder høj anseelse internationalt blandt miljøaktivister og i opposition til Correa, fortalte mig, at indfødte folk, der er ubesmittede af vesten, er i besiddelse af en nedarvet sandhed om verden, der kan redde menneskeheden. Han mente at kunne se internettet som et middel til globalisering af modstanden mod minedrift og olieprojekter og gå imod en politik, der er ”kapitalistisk, miljøødelæggende og etnisk destruktiv” ved at ”globalisere Pachamama, cosmovisioner og cosmoerfaringer (opfattelsen af mennesket og dets placering i Verden, universet og i forhold til Gud, pp).

Arbejde sammen med hvem?

De, der vælger en anden vej, som for eksempel sáparasamfundet, oplever, at NGO’er ofte holder op med at hjælpe lokalsamfund, der samarbejder med regeringen, og CONAIE holder dem i armslængde. Det kommer ikke bag på CONAIE’s tidligere præsident, Antonio Vargas, der tror, de selv har afskåret sig fra deres basis, efterhånden som de har involveret sig i at skabe politiske alliancer.

Nogle af CONAIE’s nuværende ledere kan have valgt at støtte bankmanden Guillermo Lasso til præsidentvalget i 2017, fordi traditionelle marxistiske aktivister – som Humberto Cholango, Ricardo Ulcango, Pedro de la Cruz og Miguel Lluco – som så de indfødtes kamp med klassekampens briller, var Correa’s støtter. Det levnede plads for andre ledere, såsom Quishpe og Pérez Guartambel, der støtter op om indfødt essentialisme. 

Franklin Ramírez docent i politisk videnskab har sagt: ”En problemstilling, som at naturen har selvstændige rettigheder eller sumak kawsay, var ikke en del af indfødtes krav i 1990’erne. Det var i begyndelsen af ”borgernes revolution” [efter valget af Correa] og især med den konstituerende forsamling i 2008, at disse spørgsmål, drevet frem af Correa, blev en vigtig del af det politiske landskab og fik opmærksomhed. Mange tror, at de indfødtes bevægelse altid har benyttet sig af miljøaktivistisk sprogbrug, men det er ikke rigtigt.”

Ramírez, der har gennemgået CONAIE’s programmer fra 1990’erne, slår fast, at de indfødtes krav den gang fokuserede på multinationalitet, landspørgsmål, repræsentation i staten, selvbestemmelse og det lokale demokrati. ”Et område som naturen og naturens ressourcer blev så en del af dette område, men indirekte og perifert. For de indfødte organisationer på den tid var svaret på miljø- og naturbeskyttelse de indfødtes selvstændighed og at overtage kontrollen med ressourcerne.” Ramírez er enig med Floresmilo Simnaña, en CONAIE-leder, i at beslutningen om skærpe profilen med sumak kawsay og Pachamama gjorde det muligt for Correa at neutralisere og nedgradere det ømtålelige spørgsmål om mulitinationalitet.

Ifølge Ramírez startede afpolitiseringen af Pachamama, der gjorde  en konservativ re-politisering mulig, da de indfødtes politiske kampe for alvor blev synlige i 1990’erne: ”På det tidspunkt havde jeg marxistiske og freudianske universitetsvenner, der blev ”indigeniserede”. De begyndte at flette deres hår og gå med hat og ponchoer. De fortale om Pachamama i fjernsynet. Der var en betydelige genopdagelse af det indfødte spørgsmål samtidig med fremkomsten af spirituelle tilbud: shamaner, ayahuasca ritualer, kirker etc. En stor del af dem, jeg kendte, folk fra Quito, gik ind i det, særligt folk fra middelklassen. I dag er de mere til yoga, og i virkeligheden minder denne vision om Pacamama mig om yoga: Problemerne er indre. Det er en måde at personliggøre spørgsmålet om at forandre forholdene og frasige sig fundamentale politiske kampe.”

At reducere Pachamama til den spirituelle og miljøaktivistiske dimension har bragt Acosta succes i udlandet. ”Jeg rejser tit til Europa – særligt Tyskland, Østrig, Spanien og Italien” fortalte han mig. ”Og også en del lande i Latinamerika. Jeg får invitationer fra universitetet så vel som fra sociale bevægelser … Jeg skal af sted til Tyskland i aften, hvor jeg skal modtage en pris, tale om naturens rettigheder og alle de ændringer af civilisationen, der ville tillade os at forlade den antropocentriske verden til fordel for en biocentrisk”.

  1. Roberto Ojeda, ”Perú: Pachamama contra el capitalismo”, Erosión: Revista de Pensamiento Anarquista, no 2, Santiago (Chile) 2013.
  2. En gruppe aktivister imod regeringens beslutning om at udnytte en del af Yasuní Nstyionalpark og, oprettet efter Yasuní initiativets nederlag. Se Auréliuen Bernier, ”Ecuador’s plan falters”, Le Monde diplomatique, English edition, Juli 2012.
  3. Sarah Quilleré, ”Ecologisation et standardisation des mythes traditionnels, reconfiguration des connaissances locales et nouveaux concepts : Les Wayuu en lutte pour la sauvegarde du territoire”, Revue d’Anthropologie des Connaissances, vol 10, no 4, Paris, 2016.

Oversat af Poul Petersen fra Le Monde diplomatique in english, april 2018