Sammenhængsreform: Løkke som velfærdsreformator
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 14. august 2018

Lars Løkke Rasmussen har brug for den kommende sammenhængsreform til at gøre sig troværdig som velfærdsreformator i den kommende valgkamp, og måske vil han få en hånd med fra kommuner og regioner. Derfor vil det være farligt, hvis Socialdemokratiet (og partierne til venstre) sætter sin lid til, at sammenhængsreformen uden videre vil falde sammen som et politisk korthus og give for bane for Socialdemokratiets plan om at profilere partiets social- og velfærdsprofil med en række udspil hen over efteråret.

Regeringen forventes i løbet af de kommende måneder at lancere den længe ventede reform af den offentlige velfærd, den såkaldte sammenhængsreform. Reformen forventes at bestå af 5-6 større reformudspil hen over de kommende 2-3 måneder. Disse udspil vil bl.a. handle om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, psykiatri, øget brug af frit valg, samspillet mellem beskæftigelsesområdet og socialområdet, mv. Herudover har regeringen bebudet, at den vil forsøge at indgå et forpligtigende partnerskab med kommuner, regioner og fagbevægelse, der forpligtiger dem på fælles mål for udvikling af velfærden. 

Denne artikel beskriver, hvorfor sammenhængsreformen er både vigtig og så svær for regeringen og i særdeleshed for Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Artiklen analyserer, hvorfor Lars Løkke Rasmussen har brug for en sammenhængsreform i sit forsøg på at gøre Venstre til et ambitiøst liberalt velfærdsparti, og hvorfor Sophie Løhde er så optaget af at bruge sammenhængsreformen til at strække de begrænsede budgetter. 

Selv om vi endnu ikke kender det konkrete indhold af reformerne, forsøger artiklen at give et indblik i, hvad vi kan vente fra regeringen. Til sidst i artikel peges der på, hvilke udfordringer det vil kunne stille centrum-venstre-partierne og fagbevægelsen over for.  

Baggrund

Sophie Løhde har ikke haft et let arbejde med sammenhængsreformen. I foråret havde hun den svære opgave at spare penge ved overenskomstforhandlingerne. Hun var af regeringens inderkreds udset til at forsøge at købe medarbejdere til den fælles velfærd lidt billigere end normalt. Offentligt ansattes lønninger skulle stige langsommere end privatansattes. Forsøget lykkedes som bekendt ikke - selv om Sophie Løhde gik til makronerne. Regeringen ved i dag, at den ikke, som man havde håbet, kan strække de sparsomme offentlige budgetter lidt længere gennem langsommere lønudvikling i det offentlige. Det satte de offentligt ansatte en stopper for ved overenskomsten. 

Skal de offentlige budgetter strække længere, skal det bl.a. ske gennem sammenhængsreformen, og det har ikke gjort opgave med sammenhængsreformen mindre svær for Sophie Løhde, end den allerede var da hun for snart halvandet år siden under stor mediebevågenhed og mange tillokkende overskrifter lancerede sammenhængsreformen. Dengang blev vi som borgere lovet, at regeringen ville vende tilbage med en reform, der vil give os både mere og bedre velfærd for pengene. Der var næsten ingen grænser for, hvor mange og store velfærdsudfordringer, reformen skulle give løsninger på inden udgangen af 2017. Der skulle gøres op med ‘siloopdelte’ strukturer og myndighedsgrænser, der skabte ‘ukoordinerede eller usammenhængende forløb’ for borgerne i almindelighed og for de borgere, der ‘har det sværest’ i særdeleshed. Det skulle være slut med en ineffektiv offentlig sektor, der ‘spilder for mange ressourcer i den offentlige sektor - både menneskelige og økonomiske’. 

Sammenhængsreformen skulle med regeringens egne ord skabe en mere sammenhængende velfærd ‘af høj kvalitet for borgerne’. Det krævede ifølge regeringen en offentlig sektor, der var mere effektiv ved både at ‘køre længere på literen’ og ‘køre nye vej’. 

Trods de mange flotte ord stod det allerede ved lanceringen i april 2017 klart, at regeringens primære formål med sammenhængsreformen var at strække de begrænsede budgetter til lidt mere og gerne lidt bedre velfærd for bl.a. de stadigt flere børn og ældre. Sammenhængsreformen skal bringe os lidt længere på literen, som Sophie Løkkes chef, statsminister Lars Løkke Rasmussen ynder at kalde det. Altså grundlæggende sammen formål som regeringens overenskomstoplæg, blot med helt andre midler.

Endnu ved vi ikke, om det vil lykkes for regeringen og Sophie Løhde at løse opgaven. Hverken at effektivisere eller forbedre den fælles velfærd. Til gengæld ved vi, at nu fanger bordet – eller retter ordene. I første omgang hos vælgerne og i anden omgang rundt omkring på vores skole, daginstitutioner, plejehjem og sygehuse, hvis Lars Løkke Rasmussen vinder det kommende folketingsvalg og får mandat til at gennemføre reformerne. 

Ikke mindst takket være de mange gentagne udsættelser af de konkrete reformudspil, er sammenhængsreformen blevet en afgørende brik i specielt Venstres valgkamp på velfærdsområdet. Med de mange gentagne udsættelser er sammenhængsreformen i første omgang blevet et valgoplæg. En bøn til vælgerne om at give Venstre og andre borgerlige partier et tilstrækkeligt politisk mandat til endnu engang at love bedre velfærd med en stærkt begrænset vækst i offentligt forbrug. Tiden er for længst forpasset til at regeringen kan bruge reformen til at ’dække flankerne’ på velfærdsområdet inden et valg. Regeringen kan slet ikke nå at søsætte sammenhængsreformen og indfri løfterne i det nuværende regeringsprogram inden et valg. Som det vil fremgå nærmere senere i artiklen, vil det kræve et langt og sejt træk over flere år med meget medløb fra kommuner, regioner og medarbejdere, hvis sammenhængsreformen i praksis skal leve op til regeringens intentioner. Derfor vil fremlæggelsen af sammenhængsreformen over de kommende måneder højest kunne bidrage til, at Venstre kan gå til valg på at indfri den nuværende regerings velfærdsløfter i næste valgperiode tilmed uden klare løfter om yderligere skattelettelser, som det fremgår af et nyligt interview med Kristian Jensen i Berlingske Tidende

Borgernes modtagelse af de kommende måneders reformudspil kan blive afgørende for, om Venstre og regeringen troværdigt vil kunne gå til valg på fortsat at ville ’sænke skatter og afgifter og (…) få råd til at forbedre kernevelfærden fra år til år’.  Lykkes det ikke for Sofie Løhde og Lars Løkke Rasmussen at gøre det troværdigt for danskerne, at regeringen vil kunne forbedre den skrantende velfærd ved at strække de begrænsede budgetter til lidt mere, kan det blive meget svært for Venstre og blå blok at forhindre Mette Frederiksen i at vinde velfærdsvalgkampen med den planlagte velfærdoffensiv fra nu af og frem til valget.

  

Lars Løkke Rasmussen velfærdsambitioner

Den sene lancering af sammenhængsreformen har ikke været Lars Løkke Rasmussens ønskescenarie. Hans ambitioner var oprindeligt større.  Han ønskede nemlig at bruge sammenhængsreformen til at markedsføre sig selv og Venstre som andet og mere end blot at løfte arven efter Fogh. 

Selve arven fra Fogh går tilbage til 2001. De skiftende borgerlige regeringer har siden 2001 givet befolkningen ét bestemt løfte. Det blå Danmark vil på én gang sænke skatterne, når der er råd til det og samtidig forbedre kernevelfærden fra år til år. Præcis det var den politiske grundformel for ærkeliberalisten og hulemanden Anders Fogh Rasmussens selvvalgte forvandling til både velfærds- og skattejulemand i årene fra valgnederlaget i 1998 til sejren i 2001. Siden er løftet om både lavere skatter og bedre velfærd gået i arv til de efterfølgende Løkke-regeringer. Men Lars Løkke Rasmussens drøm og politiske ambition har fra starten været andet og mere end at løfte ’arven efter Fogh’. 

Venstre skal ifølge Lars Løkke Rasmussen ikke bare gå videre i Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksens fodspor og spille mindst lige op med Socialdemokratiet på velfærdspolitikken for dermed fratage Socialdemokratiet velfærdspolitikken som et sikkert kort i kampen om vælgernes gunst. Lars Løkke Rasmussen har nærmest lige siden sin tiltræden som statsminister efter Anders Fogh Rasmussen haft en ambition om at gøre Venstre til det 21. århundredes liberale velfærdsparti. 

Lars Løkke Rasmussens mål med sammenhængsreformen skal ses i dette lys. Som et redskab til at virkeliggøre en længe næret drøm. Lars Løkke Rasmussen vil gøre sig selv og Venstre til velfærdspolitikkens liberale fornyer. Liberal modernisering af velfærdsstaten med bl.a. en sammenhængsreform skal gøres til et selvstændigt politisk slagnummer for Venstre. Det skal gøre velfærdsstaten bedre, mere liberal og ikke mindst billigere og hermed flytte vælgere hen over midten på velfærdspolitik. Derfor har sammenhængsreformen fra starten været både væsentlig og vigtig for Lars Løkke Rasmussen. Det gør samtidig, at det er en både svær og vigtig opgave, Sophie Løhde er sat på. 

Vanskelige vilkår

Men det, der for alvor gør opgaven vanskelig for Sophie Løhde, er ikke kun Løkkes velfærdsambitioner. Det er også og ikke mindst, at de politisk-økonomiske rammer for at indfri de store velfærdsambitioner er blevet langt snævrere, end de var, da Anders Fogh Rasmussen havde succes hos vælgerne med sine langt mere begrænsede velfærdsambitioner.  

Selve den økonomiske udfordring er blevet afgørende større siden Fogh-regeringen. I dag bidrager den økonomiske vækst ikke i nær samme tempo til at skabe økonomisk råderum, som den gjorde under Anders Fogh Rasmussen. Den faktiske økonomiske vækst i perioden 2007-2017 blev kun en fjerdedel af den, som VK-regeringen forventede i 2007. Dermed er der ikke blevet skabt tilnærmelsesvis så meget økonomisk råderum at føre politik på, som man tidligere forventede.

Udfordringernes omfang skyldes tilmed ikke blot, at det økonomiske råderum er vokset væsentligt langsommere end forventet. De politiske krav om at bruge af råderummet til skatte- og afgiftslettelser er også vokset, siden Anders Fogh Rasmussen erklærede skattestop og kun skattelettelser, hvis der skulle vise sig råd til det. I dag kan Anders Samuelsen (LA) frejdigt prale af at have brugt 20 mia. kr. af råderummet til skatte- og afgiftslettelser, mens Fogh-epokens ’Mr. Skattelettelse’, den daværende konservative partileder Bendt Bendtsen måtte kæmpe i årevis og direkte true med at forlade regeringen, før det lykkedes ham at få Anders Fogh Rasmussen med til at bruge rundt regnet det halve af LA til skattelettelser.

VLAK-regeringen er således en regering, der kun ønsker at bruge en del af et langsomt voksende økonomisk råderum til vækst i det offentlige forbrug. Mens VK-regeringen i perioden 2002-2010 planlagde en vækst i de offentlige udgifter omkring 1,0 pct., planlægger VLAK-regeringen at begrænse væksten i det offentlige forbrug til en årlig vækst på 0,3 pct. Disse meget stramme økonomiske rammer for velfærden er i virkeligheden endnu strammere. Regeringen har nemlig prioriteret af bruge en del af den snævre ramme til andet end kernevelfærd. F.eks. er det aftalt at bruge i alt 12,8 mia. kr. (2018-priser) ekstra til forsvaret frem mod 2023.

Den faktiske vækst under VK-regeringen var noget større end den planlagte. Den var op mod 2 pct. om året. Siden 2010 er væksten i de offentlige forbrugsudgifter dæmpet betydeligt. Det reale offentlige forbrug er kun vokset med knap 1 pct. fra 2010 til 2017. 

Dermed har væksten i det det offentlige forbrug langtfra været nok til at dække befolkningstilvæksten. På syv år er det offentlige forbrug blevet 15 mia. kr. lavere end det burde være, hvis det også skulle dække de stigende udgifter til flere ældre og børn. Det offentlige forbrug, der omfatter udgifterne til de store velfærdsområder som sygehuse, uddannelse, ældrepleje, folkeskole og daginstitutioner, er ifølge beregninger fra Finansministeriet kun steget med 4,75 milliarder kroner fra 2010 til 2017, hvor stigningen burde have været på godt 20 mia. kr., hvis velfærden skulle have fulgt med det stigende antal ældre og børn, jf. beregninger fra AE-rådet. 

Den markante opstramning af de økonomiske ramme for den offentlige velfærd kommer samtidig med, at det såkaldte demografiske pres i de kommende år bliver afgørende større end tidligere. Antallet af ældre og meget gamle vokser i de kommende år væsentlig hurtigere end tidligere. Samtidig begynder der at komme flere og flere børn, der skal have dagtilbud, folkeskole, osv. I år 2025 vil der være 200.000 flere børn og ældre end i dag. 

Det årlige demografiske pres 2018-2025 er beregnet til 3 – 3,5 mia. kr. årligt (2018-priser), afhængig af indregningen af sund aldring, mens det i perioden 2007-2017 var nede på omkring 0,2 mia. kr. årligt. Det er en voldsom forskel og dermed en endog meget stor udfordring for Lars Løkke Rasmussens velfærdsambitioner, som Sophie Løhde har været sat til at tackle mere eller mindre med sammenhængsreformen. 

 

For at kunne indfri det politiske dobbeltløfte om skattelettelser og bedre kernevelfærd har det hele tiden været Venstres og regeringens mål at satse på to forbundne kar. Det økonomiske råderum skulle øges, og samtidig skulle den offentlige sektor effektiviseres. Men regeringen har kun haft ringe succes med det ene kar. Der er ikke sket meget med at øge råderummet gennem øget arbejdsudbud. Det politiske mål har været – og er officielt fortsat - at øge arbejdsudbuddet med 55 – 60.000 i 2025. Men en opgørelse fra Finansministeriet fra januar 2018 viser, at regeringen (sammen med den forudgående V-regering) kun har udvidet arbejdsstyrken med 2.100 personer siden folketingsvalget i 2015. Skatteaftalen fra februar 2018 bragte tallet op på 3.450. Dermed er de sidste større skud i bøssen i jagten på øget arbejdsudbud brugt. Der kommer ingen større arbejdsudbudsreformer på denne side af valget, højest et udspil til og måske et forsøg på en mini-trepartsaftale om øget brug af udenlandsk arbejdskraft senere på året. 

Dermed er det blevet endnu mere påtrængende for regeringen at satse hårdt på det andet kar, nemlig at udvikle og effektivisere velfærden gennem en kommende sammenhængsreform. Jo mindre det lykkes at øge det økonomiske råderum, jo mere påtrængende bliver det for regeringen at effektivisere den offentlige sektor. Den offentlige sektor skal meget ’længere på literen’, hvis Venstre velfærdspolitik skal være troværdig. 

Underfinansieringen har kostet

Med til Sophie Løhdes vanskeligheder hører også, at de senere års underfinansiering har kostet ude i kommunerne og regionerne. Både i form af fyresedler til medarbejdere, skrantende velfærd og politisk troværdighed.

Underfinansieringen og de stadigt strammere økonomiske rammer fra staten har i første omgang typisk ført til en ’vi sparer, uden at det går ud over kvaliteten’ politik, hvor beskeden til ledere og medarbejdere ude i institutionerne har været en ’dén klarer I’ besked. Gennem de sidste 10-15 år har borgmestre, kommunal- og regionspolitikere, kommunaldirektører, osv. trukket meget store veksler på medarbejdernes forsøg på at få det bedste ud af de sparsomme ressourcer. Men år for år er det blevet stadigt sværere at skjule det, alle udmærket har vidst, nemlig at de stadigt strammere økonomiske rammer har fået og løbende får flere og flere negative konsekvenser for kvaliteten af den fælles velfærd. 

Derfor er der i de senere år sat stadigt større spørgsmålstegn ved holdbarheden i Venstre og VLAK-regeringens påstand om at kunne sikre både bedre velfærd og flere skattelettelser. Både hos borgere, medarbejdere og lokalpolitikere vokser kritikken, og bedre er det ikke blevet af, at VLAK-regeringens skattelettelser er kommet på et tidspunkt, hvor det har stået stadigt mere klart, at der ville have været god brug for skattekronerne på plejehjem, skoler og daginstitutioner.

Samtidig har underfinansieringen presset de ansatte mere og mere. Arbejdspresset er steget og steget. Det har øget risikoen for, at medarbejderne trods de bedste intentioner begår fejl over for borgerne. Samtidig belastes flere og flere medarbejdere så meget, at det medfører alvorlig nedslidning og stress. Stadigt flere oplever, at der ikke er tid til at holde de overenskomstmæssige frokostpauser, og forskellige former for ubetalt overarbejde breder sig.

I en sådan situation skal der ikke ret meget fantasi eller politisk fingerspidsfornemmelse til for at se, at en fortsat og skærpet underfinansiering af vores daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse vil kunne true Lars Løkke Rasmussens velfærdsambitioner. Det er hans og Venstres politiske troværdighed på velfærdsområdet, der er på spil frem mod det kommende folketingsvalg. Ikke mindst derfor har regeringen brug for, at sammenhængsreformen modtages som et godt og troværdigt bud på at udvikle velfærden.

Teoretisk set har regeringen en mulighed for både at rette op på og udvikle kvaliteten i den skrantende velfærd med en lavere vækst end de 1,1 procent. Men det vil kræve, at regeringen er i stand til at få gennemført en række tiltag, der vrider væsentlig mere ud af den offentlige sektor for de samme begrænsede penge. Både på mængden og kvaliteten af velfærdsydelserne. Ellers er det ikke muligt både at klare demografien og udvikle den skrantende kvalitet for borgerne.  Hvis Lars Løkke Rasmussens politiske velfærdsambitioner skal indfries uden flere penge end planlagt, vil det kræve nogle geniale produktivitetsforbedringer. Præcis derfor er det undervejs blevet stadigt sværere for Sophie Løhde og regeringen at udforme en sammenhængsreform, der kan klare opgaven. Man kan allerede nu begynde at tvivle på, om det vil lykkes.

Det gør regeringen åbenbart også selv. Altså tvivler på sammenhængsreformens effektivitet. Finansminister Kristian Jensen har hen over sommeren haft travlt med at undsige Venstres mangeårige ambitioner om nulvækst i det offentlige og frasige sig nye valgløfter om lavere skat på arbejdsindkomster. 

For Kristian Jensen og Venstre er politisk troværdighed i valgkampen tydeligvis vigtigere end liberale principprogrammer og fælles fodslag i regeringen: ”Det, der er væsentligt for os, er, at vi giver danskerne et troværdigt parti at stemme på. Et parti, som ikke oversælger løfterne på forhånd. Jeg tror, danskerne er trætte af partier, som lover meget og leverer lidt. Derfor bliver vores tilgang at se på, hvad vi kan love.”

Kristian Jensen og Venstre stoler med andre ord ikke på, at Venstre med sammenhængsreformer, mv. troværdigt vil kunne love danskerne både bedre velfærd og råd til endnu flere skattelettelser. Derfor er Kristian Jensen vendt tilbage til Anders Fogh Rasmussens politiske formel: Kun skattelettelser, hvis der skulle vise sig råd til det. Selv om skattelettelser er et vigtigt punkt i både Venstres principprogram og en rød klud for de to øvrige regeringspartier.

Når Kristian Jensen taler kommende skattelettelser ned og væksten i det offentlige forbrug op, taler han samtidig de politiske forventninger til sammenhængsreformen ned. Sammenhængsreformen og andre reformer klarer det ikke alene. Der skal også flere penge til, hvis der i de kommende år skal sikres bedre velfærd til stadigt flere danskere. Rettidig politisk omhu fra Venstre kan man kalde det. Politisk framing op til valgkampen og en mulig opløsning af VLAK-regeringen kan man også kalde det.

Forpligtigende partnerskaber

Da Sophie Løhde startede med at tegne konturerne af sammenhængsreformen, havde hun meget lidt at bygge på. Det eneste, hun fik overdraget, var regeringens let redigerede opkog og sammendrag af alskens moderniseringsplaner, kvalitetsreformer og hvad de seneste mere end 30 års større og mindre borgerlige velfærdsplaner ellers har haft af lidet fantasifulde navne. Heller ikke internt i Venstre havde man særligt mange konkrete tanker og ideer om, hvordan man kunne modernisere, forbedre og liberalisere velfærdsstaten. 

Sofie Løhde har flere gange, efter hun var sat i spidsen for sammenhængsreformen, fortalt, hvordan læsningen af disse mange planer gav hende den ene deja-vu oplevelse efter den anden, der kun efterlod en erkendelse af at stå på noget nær bar bund.

Lidt søgevejledning i jagten på både omkostnings- og kvalitetseffektiviseringer var der dog til Sophie Løhde. Hun blev f.eks. sat til at se på, om ikke den tid, som medarbejderne bruger på proceskrav og registreringer, kunne reduceres ved at give ledere og medarbejdere ’større frihed under ansvar’. Rent teoretisk vil det frigøre tid, hvis den tid, der skal bruges til proceskrav og registreringer, kan mindskes, og den frigjorte tid vil så kunne bruges på anden vis. Derfor har ministeriet sammen med et såkaldt udfordringspanel, kommuner og regioner kulegravet de eksisterende proces- og registreringskrav. 

Regeringens lyst til at gribe i egen barm og reducere i de mange lovfastsatte proces- og registreringskrav var på forhånd lille. Det er da også kun på beskæftigelsespolitikkens område, at der er udsigt til, at der blevet hentet lidt ad den vej med en aftale på Christiansborg her i august. 

Dermed har pilen fra første færd peget på de mere decentrale proces- og registreringskrav, der fastsættes af kommuner og regioner. En kulegravning af dagtilbudsområdet og ældreområdet i kommunerne har imidlertid vist, at der heller ikke her var så nemt endda at finde særligt store og oplagte effektiviseringsmuligheder. De åbenlyst overflødige og unødvendige registreringer var ikke så omfattende, som man måske havde regnet med. Samtidig blev det tydeligt, at det ikke ville være muligt at skære ensartet ned i registrerings- og kontrolkrav i de forskellige kommuner og regioner. Skal der ske noget væsentligt på dette område, vil det kræve aktiv konkret medvirken fra både kommuner, ledere og medarbejdere. Tilsvarende erfaringer blev gjort på andre potentielle effektiviseringsområder som f.eks. bedre og mere effektiv ledelse, nedbringelse af sygedage, mv. På denne baggrund har Sophie Løhde ekstra god grund til at invitere kommuner, regioner og medarbejderrepræsentanter med i et nationalt partnerskab om at effektivisere ude på skoler, daginstitutioner, plejehjem og sygehuse. 

Det er regeringens tanke, at kommuner, regioner og offentligt ansatte skal forpligte sig på at medvirke til gennemførelse af en række konkrete nationale effektiviseringsmålsætninger. Der er bl.a. blevet nævnt en målsætning for afbureaukratisering og en målsætning for reduktion af sygefravær. Regeringen forestiller sig, at der i et partnerskabsregi kan etableres et bredt samarbejde om sådanne målsætninger og det, regeringen kalder ’mere holdbare løsninger’. Inden for rammerne af disse forpligtigende partnerskaber vil regeringen så give kommuner, regioner, ledere og medarbejdere mere ‘frihed under ansvar’.

Indtil videre har regeringen ikke været hverken præcis eller konkret med, hvad den vil forstå ved ’frihed under ansvar’. Men et godt gæt er, at der under ingen omstændigheder bliver tale om en tilbagevenden til fortidens mere eller mindre blinde og ubegrænsede tillid til medarbejdernes faglighed og professionalisme. 

Jeg tør godt væde på, at de offentligt ansatte ikke vil blive mødt med den rene klassiske liberalisme parole: gør, hvad I har lyst til, så længe det ikke skader andre. De offentligt ansatte vil snarere blive mødt med en gammel socialliberal parole om at gøre det, der er ‘værd at gøre’. Det vil betyde, at det, der er ’værd at gøre’, vil blive fastsat mere eller mindre ensidigt fra politisk-administrativt hold, og ’under ansvar’ vil betyde, at de offentlig ansatte vil risikere forskellige former for sanktionering, hvis de ikke gør, hvad man fra politisk-administrativt hold finder ’værd at gøre’. Tillid er godt, men det skader ikke med ansvar og kontrol.

I en sådan optik kan regeringens partnerskab om nationale målsætninger ende med at få en meget håndfast og kontant betydning. Så vil de (mål- og kontrollerbare) politiske målsætninger udgøre fastsættelsen af, hvad der er ’værd at gøre’, og hvad der eventuelt sanktioneres, hvis det ikke gøres i tilstrækkeligt omfang eller tilstrækkeligt effektivt. Selve partnerskabet vil kunne blive som en slags politisk kontrakt, der beskriver, hvem der forpligtiger sig til hvad. Hvis målsætningen er ’afbureaukratisering’, defineres det, der er værd at gøre, som at frigøre så og så meget tid til andre gøremål ved at medarbejderne ikke længere skal bruge tiden på forskellige former for kontrol, registreringer og udføre bestemte arbejdsprocedurer. Og lur mig, om ikke regeringen ikke samtidig pønser på at forpligte ledere og medarbejdere på, hvad den sparede tid så skal bruges til. Og der bliver sikkert ikke hverken mere tid til kerneopgaven og til frokostpausen. Måske snarere mere tid til flere borgere i samme hæsblæsende tempo som i dag.

Liberaliseringsforslag

I tilknytning til et sådant forpligtigende partnerskab vil regeringen selv bidrage til sammenhængsreformen med en længere række af forslag. Det er forslag, som i regeringens egen optik vil kunne fjerne barrierer, åbne muligheder og give incitamenter til at realisere partnerskabets mål. Regeringen vil bl.a. luge ud i overlappende handleplanskrav fra forskellige lovgivninger, forenkle beskæftigelses- og dagpengelovgivningen, styrke lederrollerne, gennemføre sundheds- og afbureaukratiseringsreform, udvide adgang til samkøring af data, øge brugen af frit valg, øge brugen af konkurrenceudsættelse, øget brug af systematisk benchmarking, en ny udvidet udfordringsret, lovgivning om en skærpet kommunalfuldmagt, mv. Det er alt i alt tale om en broget liberalistisk værktøjskasse, som regeringen ikke har tænkt sig at give partnerskabet indflydelse på.

Sundhedsreform

Alt tyder på, at regeringens længe ventede sundhedsudspil er udset til at være regeringens kronjuvel i sammenhængereformen. En reform, der med statsministerens ord vil sætte ’retningen for de kommende 10 års forbedringer’. Efteråret og dermed den lange valgkamp vil stå i sundhedens tegn, som statsminister Lars Løkke Rasmussen allerede varslede det i sin tale på Folkemødet på Bornholm i juni. 

Indtil videre holder regeringen indholdet af sundhedsudspillet meget tæt til kroppen, og det er derfor ikke muligt at sige noget præcist om det konkrete indhold endnu. Alligevel kan der allerede nu tegnes et rimeligt klart billede af målsætningen og sigtelinjerne.

Da regeringen til Danske Regioners overraskelse i sidste øjeblik kastede en række politiske målsætninger for sundhedsvæsenet på forhandlingsbordet under forhandlingerne om regionernes økonomi for 2019 i forbindelse med regeringens forslag om at lade et såkaldt nærhedsfinansieringsbidrag afløse det udskældte produktivitetsbidrag, gav regeringen samtidig en række signaler om målsætningen for sammenhængsreformens sundhedsreform.

Regeringen lægger her særlig vægt på hurtig udredning og behandling, ensartet, høj kvalitet i hele landet, sammenhængende omkostningseffektive behandlingsforløb på tværs, hvor sundhedsvæsenets opgaver skal løses der, hvor de løses mest effektivt. De tre bærende søjler i sundhedsvæsenet regionernes hospitaler, de praktiserende læger og den kommunale sundhedsindsats skal med andre ord arbejde bedre og mere effektivt sammen om de enkelte patientforløb. Det skal ske på en måde, hvor både udredning og navnlig behandling og kontrol så vidt muligt flyttes ud fra regionernes sygehuse i et mere omkostningseffektivt regi. 

Dette sker ikke af sig selv. I hvert fald ikke i det tempo, som regeringen har brug for i de kommende år, hvor der er udsigt til begrænset økonomi, tiltagende mangel på kvalificeret sundhedspersonale og voksende risiko for stadig større geografiske kvalitetsforskelle. Derfor har regeringen brug for reformer og omlægninger.

Et af de problemer, som regeringen må forventes at gøre op med er, at hospitalerne i dag i stadigt større omfang laver såkaldte udgående teams på bl.a. kronikerområder som diabetes og KOL, hvor sygehusmedarbejdere både fysisk og digitalt går ud til borgerne og løser sundhedsopgaver, der måske ville kunne løses på en mindre personale- og omkostningstung måde i et decentralt regi, evt. med adgang til at hente faglig bistand fra sygehuset. 

Her tog regionernes økonomiaftale de første skridt. Men det var efter alt at dømme også kun de første skridt. I regionsaftalen om økonomi for 2019 er det aftalt, at regionerne kun får det fulde aftalte tilskud, hvis regionerne lever op til en række krav om omkostningsreduktion ved udlægning af sundhedsopgaver. Det næste skridt kan være, at et milliardbeløb direkte bruges til at flytte sundhedsopgaver fra regionernes sygehuse til et mere omkostningseffektivt regi. Pengene kan f.eks. gives til nye tværgående styringsfora som f.eks. bestyrelser i en række sundhedsklynger på tværs af kommunegrænser, hvor hospitaler, praktiserende læger og den kommunale sundhedsindsats kommer til at arbejde sammen, som det er foreslået af bl.a. Kjeld Møller Pedersen. Andre former for nye økonomiske og teknokratiserede styrings- og ledelsesregimenter vil givetvis kunne tænkes. Men at Venstres tanker går i retning af nye økonomiske og teknokratiserede styrings- og ledelsesregimenter synes givet.

 

Udfordring til både offentligt ansatte og centrum-venstre-partierne

Umiddelbart ser det mere end svært ud for Venstre og regeringen at sælge en på mange måder meget teknokratisk og puslespilsagtig sammenhængsreform til borgerne som et godt og sikkert bud på at forbedre velfærden i de kommende år. Derfor er der ingen tvivl om, at der i disse uger udfoldes store anstrengelser i regeringstoppen spindoktorlag på at forberede netop den opgave. 

Alt tyder på, at både kommunerne, regionerne og formodentlig også de offentligt ansatte indgår i disse overvejelser. Regeringen vil efter alt at dømme prøve at lokke både kommuner, regioner og offentligt ansatte med tilbud om ’mere frihed under ansvar’, ’mere tid til kerneopgaven’ o. lign. Kan Sophie Løhde og Løkke-regeringen tilbyde kommunerne, regionerne og de offentligt ansatte tilstrækkeligt med pæne ord og muligheder til, at de vælger at give reformen en grundlæggende positiv modtagelse er rigtig meget vundet i kampen om troværdighed hos borgerne. Lykkes det modsat ikke, vil regeringen uundgåeligt være bagud på point i kampen om at være troværdig velfærdsregering frem mod valget. 

Kommuner, regioner og ikke mindst de offentligt ansatte vil således sidde med en nøgle til Venstres Løkke-regeringens mulige politiske fremtid, når regeringen begynder at lancere sammenhængsreformen og formodentlig indkalder dem til et politisk partnerskab. Med den hidtidige meget afventende og defensive tilgang hos både KL og Danske Regioner er det imidlertid tvivlsomt, om kommunerne og regionerne undervejs har brugt dette trumfkort til at afæske regeringen væsentlige politiske indrømmelser mod at give de forskellige reformudspil en passende imødekommende modtagelse, når de kommer. Tværtimod er der større grund til at forvente en mere afmålt positiv modtagelse med fokus på netop de hår i suppen, der givetvis vil være for henholdsvis regioner og kommuner.

Hvis både KL og Danske Regioner vælger en sådan teknokratisk og selvcentreret modtagelse, bliver det i endnu højere grad op til de offentligt ansatte og oppositionspartierne at tage kampen om Lars Løkke Rasmussens politiske troværdighed som velfærdsreformator.  Dermed kan sammenhængsreformen som helhed komme til at udgøre en væsentlig udfordring for både de offentligt ansatte og centrum-venstre-partierne.

Det er endnu uklart, hvordan de offentligt ansatte vil reagere. Vil de først og fremmest se et tillokkende forhandlingsbord og mulige partnerskaber og dermed sige ja og næsten amen til at blive inviteret med til at tage ansvar for køre langt på literen? Eller vil de offentligt ansatte lede nærmere efter reelt indhold og indrømmelser og indtage en langt mere forbeholden rolle? Vil de offentligt ansatte afvise et partnerskab med en forpligtigende målsætning om at nedbringe sygefraværet for ad den vej at skaffe flere arbejdende hænder og hoveder (til et ligeså belastende arbejde som i dag)? Eller vil de offentlige ansatte i stedet stille håndfaste krav om en målsætning for et mindre belastende og stressende arbejde som en af de mest påtrængende opgaver for et eventuelt velfærdspartnerskab? 

Alle disse spørgsmål er endnu uafklarede her få uger, før regeringen skyder ballet i gang. Netop derfor er der ikke den bedste udsigt til, at de offentligt ansatte har forberedt sig tilstrækkeligt grundigt til at skyde Lars Løkke Rasmussens troværdighed som liberal velfærdsreformator i sænk ved første træfning. 

For Socialdemokratiet og partierne til venstre betyder det, at det vil være politisk farligt at sætte lid til, at sammenhængsreformen uden videre vil falde sammen som et politisk korthus. Det er langtfra givet, at der vil være fri bane for Socialdemokratiets plan om at profilere partiets social- og velfærdsprofil med en række udspil hen over efteråret. Det bliver ikke nødvendigvis a walk in the park at skyde sammenhængsreformen og Lars Løkke Rasmussens troværdighed som velfærdsreformator ned hos danskerne. Men ikke desto mindre er det, der er den påtrængende opgave. Ellers risikerer Socialdemokratiet og partierne til venstre at tabe velfærdsdagsordenen hos for mange vælgere. Og dermed er der risiko for, at vi efter et kommende valg får en ny Løkke-regering. Og det vel at mærke være en regering, der har fået mandat hos et flertal af vælgerne til at gå i gang med mere eller mindre omfattende markeds- og konkurrencerettede omkalfatringer af velfærdsstaten inden for meget snævre økonomiske rammer.