Aftalen
Af Peter Søndergaard

Offentliggjort: 14. august 2018

Det følgende handler om en vigtig og usædvanlig retssag i Palermo, hvor der blev afsagt dom 20. april 2018. Som det næsten altid er tilfældet ved større kriminalsager som involverer italienske myndigheder, politikere og mafiosi, var også denne retssag præget af en uhyre vanskelig efterforskning der efterlod en lille håndfuld modige efterforskere og anklagere isolerede og udsatte. Men de overlevede og lykkedes med deres projekt og sagen kulminerede med en epokegørende domsafsigelse som kun de færreste havde forventet. Da dommen blev forkyndt fra dommerpodiet i Palermo, gik en engel gennem alle italienske gemakker og redaktioner, og de vanskelige politiske forhandlinger i Rom om dannelse af en ny regering stoppede brat. Partiernes trakasserier blev forvist fra web-avisernes breaking news flader og den følgende dags trykte avisforsider. I et helt døgn var man målløs også Antimafiaitalien som ikke havde turdet håbe på retssagens næsten uopnåelige resultat.

 

I

Tre måneder tidligere, 26. januar 2018, havde anklagemyndigheden afsluttet sin procedure og fremlæggelse af anklageskriftet i retten i Palermo, hvor officerer fra carabinierekorpset - et politi-gendarmlignende korps - en tidligere minister, en politiker og mafiosi billedligtalt sad på samme anklagebænk. Det var 4 år, 8 måneder og 210 retsmøder siden retssagen blev indledt. Hovedanklagen var rettet mod mafiaorganisationen Cosa nostra og dens medlemmer der myrdede for at lægge pres på statslige myndigheder for at opnå en nedtrapning i bekæmpelse af organisationen og lempeligere vilkår for de hundredvis af fængslede medlemmer. Ved mord og bombeterror havde Cosa nostra forsøgt at placere sig i en bedre forhandlingsposition. Ifølge anklageskriftet lykkedes Cosa nostras strategi, og officerer i carabinierekorpset tog kontakt til organisationen for at kende og drøfte kravene. Anklageskriftet konstaterer at det ikke har været muligt at afdække om officererne handlede på egen hånd eller om de, hvad der er mest tænkeligt, var bemyndiget af højtstående embedsmænd eller regeringsmedlemmer til at kontakte Cosa nostra.

I anklageskriftet hedder det overordnet: ”I 1992, med mordet på euparlamentariker Lima efterfulgt af attentater mod Falcone og Borsellino, ville mafiosierne hævne sig, men også sende et afpresningsbudskab til regeringen og institutionerne; Cosa nostra søgte en forhandling […] Denne retssag handler om de belastende forbindelser mellem Cosa nostra og repræsentanter for institutionerne". Anklagemyndigheden er repræsenteret af et kollegium på fire anklagere hvoraf en er Antonino Di Matteo, det er hans sidste mafiaretssag. Han har været anklager i antimafiaadvokaturen de sidste 25 år i Caltanissetta og Palermo, og flyttes nu til den Nationale Antimafiaadvokatur i Rom. Om sin sidste retssag siger han til avisen La Repubblica: ’Allerede i begyndelsen af denne efterforskning vidste jeg, at jeg ville komme til betale en pris […] Vi er gentagne gange blevet skudt i skoene at vores formål var at undergrave. Ingen forsvarede os, vi var isoleret, men vi handlede’. Di Matteo har levet under politibeskyttelse siden 1993, fordi Cosa nostra vil slå ham ihjel.

De anklagede er: carabinierigeneral Mario Mori, som kræves idømt 15 år, carabinierigeneral Antonio Subranni, 12 år, carabinierioberst Giuseppe De Donno, 12 år, tidligere senatsmedlem Marcello Dell’Utri, 12 år, tidligere indenrigsminister Nicola Mancino, 6 år, mafioso Leoluca Bagarella 16 år og mafioso Gaetano Cinà, 12 år. Endelig er Massimo Ciancimino tiltalt for bagvaskelse; han er et vigtigt vidne for anklagemyndigheden, men også et løsgående missil og har under retsmøderne fremsat bagvaskende udtalelser, som takseres til 5 års fængsel. Der kunne for så vidt godt sidde flere på anklagebænken, men mange er døde, bl.a. den hovedansvarlige, mafiachef Salvatore Riina, som dog, post mortem, bidrager med et opsnappet udsagn fra en gårdtur i fængslet: ’Jeg er nødt til at sælge de døde til regeringen’. Et ukendt antal efterretningsfolk med og uden dæknavne kunne også have været bænket, men de har formået at holde sig i deres skyggeland og kan ikke identificeres.

II

Retssagen kaldes for la trattativa, aftalen. De begivenheder der ledte frem til la trattativa 1992-93 begyndte i februar 1986 da byretten i Palermo indledte den mest spektakulære retssag i nyere italiensk historie. Først i januar 1992 sluttede den med højesterets dom over 460 anklagede. I medierne hed sagen fra start il maxiprocesso og alle italienere ved hvad navnet står for.

Sagen var usædvanlig. Først var der sagens enorme omfang med mere end 700 sigtede, anklageskriftet fyldte 8.000 sider plus tusindvis af bilag og på rekordtid opførtes en helt ny, sikret retsbygning op ad Ucciardonefængslet så de anklagede kunne føres direkte fra fængsel til domhusets celler. Dernæst var der bevisbyrden som blev løftet ved et minutiøst forarbejde af Giovanni Falcone og hans lille gruppe i anklagemyndighedens kontor for organiseret kriminalitet. Dertil kom det hidtil usete at der kunne føres en række vidner, specielt Tommaso Buscetta som var droppet ud af Cosa nostra og havde besluttet at samarbejde med anklagemyndigheden.

Derfor var spændingen stor da dommene ved 1. retsinstans skulle offentliggøres. Ville det gå som det plejede ved mafiaretssager, hvor de fleste kunne løslades umiddelbart? Det gik anderledes denne gang, bl.a. som følge af en ny antimafialov fra september 1982, hvor alene medlemskab af Cosa nostra var strafbar. Efter 349 retsmøder, 1314 afhøringer og 35 dages votering mellem dommere og domsmænd faldt dommene 16. december 1987: 346 blev dømt og 114 blev frikendt, 19 fik livsvarrigt og resten fik 2665 års fængsel. De uventet strenge domme skyldtes at retten fulgte Tommaso Buscettas og andre vidners påstand om at de besluttende organer i Cosa nostra bar et kollektivt ansvar for likvideringer. Princippet er siden blevet kaldt teorema Buscetta.

Trods dommene var der optimisme i Cosa nostra-lejren. Det var før sket at mafiosi var blevet dømt ved første instans og sågar anden instans ved Appeldomstolen, men herefter løsladt ved Kassationsdomstolen, højesteret, pga. rettergangsfejl eller bevisernes stilling. Denne gang gik det omvendt. Ved Appeldomstolen blev beviserne delvist underkendt mens Kassationsdomstolen stadfæstede underrettens domspræmisser. Appeldomstolen havde vurderet at de lokale mafiafamilier havde en større beslutningskompetence end teorema Buscetta gav rum for og mildnede straffene betydeligt. Sagerne kom for Kassationsdomstolen 1991. Det var afgørende for Falcone og anklagemyndigheden at undgå den højesteretsdommer som almindeligvis præsiderede mafiaretssager, Corrado Carnevale, kaldet ammazzasentenze – ham der myrder domme – og det lykkedes ved at indføre et nyt princip om rotation. Højesteretsdommene faldt 30. januar 1992 og var et dybt alvorligt slag mod Cosa nostra, da domsprincipper og domme fra 1. instans blev stadfæstet. Cosa nostra havde forgæves undervejs mellem instanserne forsøgt at intimidere processen ved først at myrde en af dommerkandidaterne til at præsidere Appeldomstolen, Antonino Saetta, i september 1988 og dernæst i august 1991 at myrde statsadvokat Antonino Scopelliti der skulle have ført sagen ved Kassationsdomstolen.

III

I Cosa nostra skummede forbitrelsen. Det var et nederlag som organisationens ubrugelige garanter og politiske allierede burde have forhindret. De ledende mafiosis beroligende forsikringer til medlemmerne undervejs gennem retssystemet viste sig at bero på fejlskøn og i enhver anden organisation ville lignende fejlskøn have skabt frustration og troværdighedskrise mellem ledere og menige, men Cosa nostra er ikke enhver organisation og optræk til mismod og manglende tillid blev delvist kanaliseret over i vrede mod dem der havde svigtet eller de der stod bag anslaget. Men kun delvist, og nogle medlemmer begyndte at tvivle på om Cosa nostra repræsenterede den bedste af alle verdener; det ubrydelige sammenhold og reglen om omertà, at man ikke fortæller udenforstående om Cosa nostra, var under nedbrydning.

Allerede i september 1991 havde Cosa nostras Regionalkommission, ledet af Salvatore Riina, besluttet at forberede attentater på fremtrædende antimafiafolk og på et møde i Cosa nostras Palermoprovinskommission samme år blev der sat navn på ofrene: Giovanni Falcone, Paolo Borsellino og en række politikere. Attentaterne skulle følges op af at det ukendte Falange Armata påtog sig skylden. Men maxiprocessens domme aktualiserede at der blev ændret i likvideringsrækkefølgen. 12. marts 1992 blev den kristelige demokratiske politiker, tidligere borgmester i Palermo, nuværende euparlamentariker, Salvo Lima, likvideret på fortovet ved sit hjem i Mondello, Palermo. Han havde svigtet og undladt at beskytte sine vælgere og allierede i Cosa nostra, men likvideringen blev af efterforskerne anset for at være en stedfortræderlikvidering og et signal til den kristelige demokrat og mange gange italiensk ministerpræsident, Giulio Andreotti, om ”at vi kunne ikke nå dig lige nu, så vi tog din løjtnant”. Sådan tænkte flere politikere at det måtte hænge sammen og søgte beskyttelse hos carabinieri. Mest udsat var minister for ekstraordinære tiltag i Syditalien Calogero Mannino, desuden justitsminister Claudio Martelli som havde ansat Falcone som direktør for strafferetssager i ministeriet, minister for post og telekommunikation Carlo Vizzini og forsvarsminister Salvo Andò, alle fra Socialistpartiet, det parti, ’som først havde taget imod vores stemmer i 1987 og derefter indledt en krig mod os’, ifølge kollaboratør Angelo Siino. Minister Mannino henvendte sig via carabiniere-marshal Giuliano Guazzelli til chef for carabinieri Antonio Subranni og bad om beskyttelse fordi han frygtede for sit liv. Ukendte havde sendt ham en bårebuket. Da Guazzelli blev myrdet 4. april blev også det opfattet som et stedfortrædermord og et vink til Mannino om at levere varen. Igen var det Falange Amarta som påtog sig ansvaret. Og attentatbølgen fortsatte. 23. maj 1992 blev Giovanni Falcone sammen med sin hustru og tre fra eskorten sprængt i luften af en fjernudløst bombe anbragt i et tunnelrør under motorvejen mellem Palermo og lufthavnen Punta Raisi.

IV

Det italienske samfund var tæt på kollaps 1992. En enorm bestikkelses- og bedrageriskandale kaldet Tangentopoli fjernede legitimitetsgrundlaget for det politiske partisystem og for regeringen. Partierne blev splintret, delt op og nydannet. Eksisterende regionale og separatistiske bevægelser fik en velkommen medvind i Nord- og Syditalien, og organiseredes som partier. Stærkt højreorienterede grupper forberedte statskup. I Milano tog forretningsmanden Berlusconi og hans højre hånd sicilianeren Marcello Dell’Utri de første skridt til en ny partidannelse, Forza Italia.

På samme tidspunkt mødte kaptajn i carabinieri De Donno måske tilfældigt Massimo Ciancimino i flyet mellem Palermo og Rom og bad ham på sin chefs, Mario Moris, vegne om at formidle en kontakt til faderen Vito Ciancimino. Mødet kom i stand i Cianciminos hjem i Palermo og Ciancimino bad om garantier for at officererne havde politisk rygdækning. I slutningen af juni 1992 orienterer Mori og De Donno Liliana Ferraro som havde erstattet Falcone i justitsministeriet om kontakterne. Hun bad dem orientere Paolo Borsellino og hun orienterede ham også selv 28. juni. Hermed var la trattativa i gang.

Den principielle modstand mod la trattativa kom fra den stadig mere isolerede, fortvivlede og hektisk storrygende anklager Paolo Borsellino, Falcones ven og kollega og 19. juli 1992 blev Paolo Borsellino og eskorte sprængt i stumper og stykker i via D’Amelio i Palermo. Falange Armata påtog sig skylden. Parlamentet i Rom svarede med at skærpe antimafialovgivningen, herunder oprettelse af en ny national antimafiastyrelse og regionale efterforskningsenheder, skærpelse af afsoningsforholdene for mafiadømte, bedre exitprogrammer for afhoppede mafiosi og vidnebeskyttelse for ofre for mafiaforbrydelser.

Massimo Ciancimino er en bog i sig selv, som han gerne øser af, når han fortæller om sin barndom og ungdom i tjeneste som faderens bydreng og fortrolige under en bizar opvækst i Palermos intrigante og klientelistiske borgerskab. Han er alvorligt skadet af svigt og dobbeltspil og er tidligere dømt for hvidvask af faderens efterladte, skjulte formuer, som man kun delvist kender omfanget af. Alligevel er det lykkedes ham med en brillant sans for timing og dosering at placere sig centralt i feltet hvor mafia, efterretningsvæsen og politikere spiller sammen ved som et andet postbud at dukke op med belastende breve og dokumenter, når handling og efterforskning går i tomgang. Brevene og dokumenterne er belastende for myndighederne, fordi de afslører kontakter og forhandlingsudspil mellem Cosa nostras ledelse og carabinieri. De polititekniske undersøgelser viser at alle dokumenterne, godt et halvt hundrede, på nær ét er ægte, vurderet ud fra oprindelsestidspunkt, og netop det uægte og i øvrigt Massimos selektive hukommelse og fornærmende udtalelser under vidneafhøringerne, gør ham til et udsat bytte for de anklagedes advokater og svækker anklagemyndigheden i trattiva-sagen.

V

Salvatore Riina blev orienteret om carabinieriofficerernes kontaktfølere og han viste en senere afhoppet mafioso, Salvatore Cancemi et udkast til Cosa nostras krav og sagde at der forhandledes. En anden afhoppet mafioso, Giovanni Brusca, spurgte Riina om der var nyt fra ’samtalepartnerne’ og Riina svarede: ’Ja, jeg har stillet nogle krav, en hel papello’, om betingelser til gengæld for at indstille attentaterne. Brusca vidste ikke, hvem samtalepartnerne var, men vi ved at det var Mori, De Donno og Ciancimino og at de ifølge De Donno fortsatte til december 1992. Da Brusca fik besked om at indstille planlægning af et bombeattentat fordi der var en anden aktion under opsejling, opfattede han det som tegn på at Riinas papello var stødt på forhindringer.

Forhindringerne skyldtes at kravene var yderliggående og at der var ytret principiel modstand mod kontakterne. Den principielle modstand fjernede man ved at likvidere Borsellino, mens det lå lidt tungere med kravene. Vito Ciancimino opfattede Riinas papello som en provokation, tydeligvis komponeret af en arrogant mafioso, som tilsyneladende følte sig urørlig, og Ciancimino udarbejdede derfor et mere moderat forslag, il contrapapello, efter sonderinger med Provenzano. Riinas papello krævede bl.a.: revision af maxiprocessen, ophævelse af afsoningsbestemmelserne i lov 41 bis om isolation, nedlæggelse af særfængslerne på Pianosa og Asinara, ophør af beslaglæggelse af mafiaejendom, ophævelse af loven om beskyttelse af afhoppede mafiosi (pentiti). Mori og De Donno har fastholdt, at de aldrig har modtaget il papello eller noget lignende og at de alene gik efter at få udpeget Riinas skjulested.

Papello kommer af det sicilianske substantiv papeddu, og kan her oversættes med notat eller skitse. l’Espresso gengiver i sit nummer 15. oktober 2009 fotos af il papello. Tidsskriftet oplyser, at der er to udgaver: den ene er håndskrevet af en ukendt, mens den anden også er håndskrevet, men af Vito Ciancimino. Det fremgår af sammenhængen, at den ene er den originale opstilling af krav, mens den anden, il contrapapello, er en modificeret udgave, formentlig fordi den første er urealistisk og ikke har nogen gang på jorden. På contrapapello er hæftet en gul post-it, hvorpå Vito Ciancimino har skrevet: ’Overbringes til carabinierioberst i Ros Mori’. Det anses for givet at begge er blevet til i løbet af sommeren 1992.

 

 

Figur 1 Contrapapello (tv) og Papello 1992

Ingen nuværende eller forhenværende ministre eller politikere vedkender sig at have kendt eller set il papello.(1) Daværende indenrigsminister Nicola Mancino, som er anklaget i la trattativa-retssagen for forfalsket vidneudsagn, siger: ’Hvis den såkaldte papello, indeholdende mafiaens krav for at mildne offensiven mod staten, er blevet overdraget til oberst Mori gennem Vito Ciancimino, er det Mori som må fortælle, hvem af dem som havde det politiske ansvar eller ansvar for den offentlige orden eller for efterretningstjenesterne, han har givet den til. Til mig er det helt sikkert ikke, hverken Mori eller nogen anden har overdraget det til mig eller talt med mig om det, hvilket jeg også har sagt, når og hvor jeg er blevet spurgt om det. I øvrigt har ingen i min tid som ansvarlig indenrigsminister, absolut ingen, modtaget disse krav, ej heller ubemærket. Vi har i stedet forstærket modspillet til mafiaen, for at den ikke skulle få ro: overflytning til Asinara og Pianosa af det farligste fanger; 7.000 soldater til disposition på Sicilien; gennemført 41 bis (isolationsfængsling) med beslutsomhed; ingen mafialove er blevet ophævet eller modificeret; DIA (Direzione Investigativa Antimafia) begyndte at fungere to år før, det var planlagt’.

VI

I slutningen af 1992 stilnede Cosa nostras voldsbølge af og i januar 1993 blev Salvatore Riina pågrebet i Palermo, nær den ejendom hvor han og hans familie havde holdt sig skjult. Carabinieri hævdede det var Riinas exchauffør der angav ham mens en sejlivet påstand vil at arrestationen var et resultat af la trattativa og at det var Riinas medregent i Cosa nostra, Provenzano, som udpegede stedet på et kort overdraget til carabinieri. Massimo Ciancimino bekræfter, at det var hans far, som efter Provenzanos præcise angivelser overgav oplysninger til carabinieri. Fri for ham, men før arrestationen fandt sted, var Ciancimino dog selv blevet arresteret, anklaget for medlemskab af mafiaen og renvaskning af illegale penge. Sønnen mener, at hans far som mellemmand blev erstattet af forretningsmanden Marcello Dell’Utri, som sammen med vennen Berlusconi var i gang med et partiforberedende arbejde med henblik på at danne det ny højreparti, Forza Italia. ’Min far sagde at så vidt han kunne bedømme, var Marcello Dell’Utri den eneste som kunne styre en sådan situation’. Som modydelse skulle carabinieri indstille jagten på den efterlyste Provenzano, som desuden skulle garanteres lejlighed til at fjerne dokumenter inden ransagningen af Riinas skjulested. Da carabinieri efter cirka 2 uger endelig rykkede ind på Riinas gamle adresse, var sporene efter den tidligere beboer fjernet, og Riinas hustru og børn vendt tilbage til Corleone.

’Vi tænkte alle at Riinas arrestation var styret af Provenzano og at det var led i en strategi i Cosa nostras interesse. Provenzano sagde at Riina stod i vejen, og vi mente at hans pågribelse var et ’guddommeligt offer’, frugten af en aftale mellem ham og de andre parter, som spillede en rolle i denne situation. I øvrigt var det for os en smertefri arrestation. Der kunne have været en risiko hvis myndighederne undersøgte Riinas hus for breve og andre kompromitterende dokumenter, men der skete ingen ting’, fortalte den afhoppede mafioso Nino Giuffrè

VII

Vito Cianciminos havde tætte forbindelser til Provenzano, måske fordi de begge som førsteprioritet støttede hinanden i at tjene penge og være mindre politisk-strategisk fokuserede på at sætte forstyrrende vold bag deres ambitioner. De var begge nummer to i hierarkierne. Provenzano i Cosa nostra og Vito Ciancimino hos de kristelige demokrater på Sicilien. De var et godt match.

Som ny førstemand efter Riina i Cosa nostra var Provenzano mere forsigtig og diskret og nød derfor heller ikke ubetinget følgeskab. Ikke mindst Riinas svoger Leoluca Bagarella og mafiosi fra Brancaccio og Corso dei Mille-familierne ønskede at fortsætte terrorstrategien mens en anden stor gruppe ønskede den afviklet. Afhoppede mafiosi har fortalt at Provenzano i to omgange gav grønt lys for aktioner, men at det var halvhjertet. Han kunne ikke uden at starte en intern fejde gå op mod Riinas mænd. Til gengæld fik han opbakning til at terroraktiviteten blev flyttet væk fra Sicilien og på en række møder i Cosa nostra i 1992-93 drøftedes mulige terrormål mod italiensk kulturarv på det italienske fastland, f.eks. Det skæve Tårn i Pisa.

I foråret 1993 var man klar igen. 14. maj 1993 rettedes et bombeattentat mod tv-værten Maurizio Costanzo i via Fauro i Rom fordi han havde udfordret Cosa nostra i sit faste tv-program, men det mislykkedes: Costanzo slap, men 24 blev såret af bilbomben og betydelig materiel skade. Natten mellem 26. og 27. maj sprang en bilbombe i via dei Georgofili i Firenze ved Ufficierne; 5 personer omkom, 40 blev såret og der var stor skade på bygninger og kunstsamlinger. En måned senere, 26. juni om aftenen, gik det løs igen. Kommandogruppen havde delt sig. Først sprang en bilbombe i via Palestro i Milano, 5 personer omkom, 12 såredes og store skader på to kunstmuseer. En halv time senere sprang to bilbomber med 4 minutters mellemrum i Rom ved kirkerne San Giorgio al Velabro og San Giovanni in Laterano, 25 såredes men ingen omkom trods store bygningsskader. Herefter tog grupperne tilbage til Palermo for at forberede nye bombeattentater og i september vendte en gruppe tilbage til Rom for at finde et passende bombemål. Man valgte det Olympiske Stadion i Rom og 31. oktober parkerede man en stjålen Lancia Thema fyldt med eksplosiver lige ved den stedlige carabinieriforlægning i Viale dei Gladiatori i den hensigt at bringe bilbomben til sprængning efter serie A-kampen mellem Lazio og Udinese, men fjernudløseren svigtede. Dagen efter fjernede gruppen attentatbilen. (Senere efterforskning gennemført af anklagemyndigheden i Firenze flyttede den planlagte attentatdato til 9. eller 23. januar 1994 hvor det var Roma som spillede mod henholdsvis Genova og Udinese.) Igen tog gruppen tilbage til Palermo hvor man lavede nye eksplosivblandinger for at attentaterne ikke skulle sættes i forbindelse med hinanden. Men attentaterne blev ikke genoptaget, de sluttede med dette mislykkede forsøg. Måske tog de slut fordi Cosa nostra fik nye politiske allierede som kunne bane vejen for organisationens krav uden de blev ledsaget af død og ulykke. Dette er anklagemyndighedens påstand.

Anklagemyndigheden mener at La trattativa var nået til anden runde og inddragelse af Cosa nostra i Berlusconis og Dell’Utris partiopbyggende arbejde med Forza Italia var nået til et punkt som gav Cosa nostra håb om en gylden fremtid. Påstanden næres af Nino Giuffrè vidneudsagn: ’Provenzano mente at man i løbet af nogle år kunne løse alle problemerne og at man var i gode hænder hos Forza Italia’.

Falange Amata som altid påtog sig attentatansvaret ledsagede aldrig sine meddelelser om de krav man ville opnå. Man ved fra afhoppede mafiosi, hvem der aktivt udførte attentaterne, men hvem der ringede op til nyhedsbureauet Ansa og påtog sig ansvaret i Falange Amatas navn er uopklaret, men kilder hævder at alle opkald kom fra samme telefon i efterretningstjenesten Sismi. Både Provenzano og Riina overholdt reglen om omertà, om at man ikke taler med udenforstående om mafiating. Og så holdt Riina alligevel ikke helt kæft, men betroede sig til en medfange på en gårdtur i fængslet. Herefter modtog Riina et brev februar 2014 til sin adresse i Opera-fængslet underskrevet Falange Armata. Det var tyve år siden man sidst havde hørt fra Falange Armata: ’Hold din forbandede kæft. Husk din familie er fri […] Tag det helt roligt, vi skal nok tage os af det’.

VIII

Når nu tidligere ministre og politikere nægter at have været en del af la trattativa, eller at have set il papello, ej heller hørt om den, endsige handlet efter den, kunne man gå en anden vej og i stedet undersøge, om man kunne finde spor efter den i beslutninger og bestemmelser, der regulerer indsatsen over for mafiafænomenet? Man kan udelukke at maxiprocessens domme er forsøgt omgjort af politikerne, men der har været forsøg på at få den europæiske menneskerettighedsdomstol til at se på antimafialovgivningen og isolationsfængslingerne der reguleres af 41 bis, og af lovgivningen om de angrende mafiosi, kollaboratørerne. Administrative lempelser af afsoningsforholdene er gennemført og mange mafiadømte er blevet overført til almindelig afsoning. Beslaglæggelser af mafiaejendom sker i henhold til antimafialoven 1982. Dia, Direzione Investigativa Antimafia, dannet i 1991-92 efter Giovanni Falcones forarbejde, har som en af sine hovedopgaver ved siden af at forebygge mafiaforbrydelser, at beslaglægge mafiaejendom og sikre, at denne ejendom, når den overgår til at være endeligt konfiskeret, realiseres eller stilles til rådighed for almene, sociale formål. Processen er uhyre langsom, men der er ingen sikre tegn på, at langsommeligheden skyldes, at man vil tækkes Cosa nostra, snarere at det er vanskeligt at finde alternative anvendelsesmuligheder af socialpolitisk relevans. Muligheden for at melde sig ud af Cosa nostra for derved at opnå bedre afsoningsforhold og evt. undgå beslaglæggelser er ikke et realiseret krav, men repræsentanter for myndighederne har talt positivt om muligheden. Superfængslerne på øerne Pianosa og Asinara blev begge lukket i 1998, og allerede nogle år forinden var de afsonende mafiosi overført til andre fængsler. Alt i alt er der tegn på, at elementer i Cosa nostras krav nyder en vis medvind, men det overordnede billede er, at det hårde pres på organisationen fastholdes.

Men der er sprækker nok i antimafiamuren, og Berlusconiregeringens forsøg på at stække anklagemyndigheden besværliggør bekæmpelsen af mafiaen, f.eks ved at begrænse adgangen til overvågning af mafiamistænkte. Det svækker efterforskning og bevisførelse for statsadvokaturerne. Det samme gælder Berlusconis stadige påstand om dommerstandens og de retslige efterforskeres venstreorienterede forfølgelse. Cosa nostra er utålmodig, men de mere tænksomme er klar over, at muligheden for at nedbryde antimafiaindsatsen vil kræve et langt sejt træk. Provenzano forudsagde i 1993, at ’der er brug for ti år, før vi kan vende tilbage til gamle dage’. Ti år efter, 23. december 2002, prydedes Palermos stadion med et langt tribunebanner under en Serie A kamp med teksten ’Uniti contro il 41 bis, Berlusconi dimentica la Sicilia’ (Samlet mod isolationsfængsling 41 bis, Berlusconi glemmer Sicilien). Banneret var udløst af livstidsfange og mafioso Bagarellas protester mod afsoningsforholdene og kritiserede politikere, dommere, anklagere, advokater for løftebrud og brug af fangerne som gidsler for deres politiske ambitioner.

IX

Flere af de anklagede på anklagebænken i Palermo er gengangere fra andre mafiaretssager. Det gælder Massimo Ciancimino, som skønt han optræder som vidne, allerede afsoner domme for mafiarelateret kriminalitet, herunder forsøg på renvaskning af faderens mafiaformue. Det gælder også de to anklagede mafiosi, Bagarella og Cinà, som allerede afsoner andre grove mafiaforbrydelser. Det gælder tidligere senatsmedlem Marcello Dell’Utri, Berlusconis nære ven og partistifter, som afsoner 7 år for mafiaforbrydelser. Også general Mario Mori kender til anklagebænkens umagelighed, men han er ved de to tilfælde hvor han har været tiltalt for tjenesteforsømmelse i mafiasager – for ikke at have pågrebet Bernardo Provenzano i 1995 og for at have undladt at gennemføre en ransagning af Salvatore Riinas skjulested i 1993 - hidtil klaret frisag. Der ventes dom i la trattativa april 2018.

1 De 12 krav er: 1) revision af maxiprocessens dom; 2) annullering af lovbekendtgørelse 41 bis; 3) revision af Rognoni-La Torreloven; 4) reform af pentitiloven; 5) anerkendelse af udtrådte og dømte mafiamedlemmers ejendom (som ved Brigate rosse); 6) afsoning i husarrest efter det fyldte 70. år; 7) lukning af supersikrede fængsler; 8) fængsling tæt på slægtninges bopæl; 9) ingen censur på post fra slægtninge; 10) forebyggelse og beslaglæggelse ikke for slægtninge; 11) arrestation kun ved pågribelse på fersk gerning; 12) fjernelse af benzinskat lige som i Aosta.