Irland og Brexit
Af Inger V. Johansen

Offentliggjort: 14. august 2018

Brexit er et altoverskyggende politisk og økonomisk problem for såvel det nordlige som sydlige Irland (Republikken), idet forhandlingerne mellem Theresa Mays regering og EU stadig kan risikere at bryde sammen uden en aftale. Grænsen mellem Nord og Syd i Irland er i skrivende stund en af de store knaster i forhandlingerne, der skal være afsluttet inden den 30. marts 2019.

Hvis udfaldet af Brexit bliver en ”hård” grænse i Irland, vil dette på den ene side udfordre fredsaftalen – Good Friday Agreement - vedr. Nordirland fra 1998 og fredsprocessen med fare for en optrapning af den ulmende konflikt.  Det har vist sig nærmest umuligt at få nedsat en ny samlingsregering i Nord mellem de to største partier det unionistiske (pro-britiske) og dybt reaktionære DUP (Democratic Unionist Party) og det republikanske Sinn Féin siden valget til det nordirske Assembly den 2. marts 2017. Den tidligere samlingsregering brød sammen i januar 2017, og siden det britiske parlamentsvalg den 8. juni sidste år har DUP vist sig mere end tilfreds med sin nye rolle som støtteparti for Theresa Mays konservative regering i London. Et vigtigt formål med DUP’s tilslutning til Brexit var klart at forsøge at rive tæppet væk under fredsprocessen. 

Et stort flertal på 55,7 % i Nordirland stemte for at forblive i EU ved den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet den 23. juni 2016. Utvivlsomt har ønsket om at bevare en åben grænse, hensynet til fredsprocessen og økonomiske tilskud fra EU til denne samt via forskellige EU-programmer haft en afgørende betydning for resultatet af folkeafstemningen. Det er ikke sandsynligt, at Storbritannien vil eller er i stand at erstatte EU-tilskuddene til Nordirland.

 

Men udfaldet af forhandlingerne om Brexit vedr. grænsen er også et centralt spørgsmål for Republikken Irland, idet det får stor betydning for betingelserne for Irlands relationer og eksport til Storbritannien og EU. Der er en gensidig økonomisk afhængighed mellem Storbritannien og Irland, eftersom Storbritannien stadig er den største samhandelspartner for Irland (omkring 15% af irsk eksport i dag, mens andelen efter Anden Verdenskrig var 90%), selv om Irland efterhånden har spredt sin eksport på flere lande i EU og på USA. 

Alene den tætte afhængighed af Storbritannien fortæller en del om Brexit-problemets størrelse for Republikken.  Det påvirker ikke kun eksporten af især fødevarer men også beskæftigelsen og hele den økonomiske udvikling. 

 

Grænsen 

Grænsen mellem Nord og Syd i Irland har eksisteret siden 1921/22, da Traktaten – Anglo-Irish Treaty - mellem den britiske regering og republikanske forhandlere stadfæstede en midlertidig deling af Irland, sådan at de 6 ud af provinsen Ulsters 9 grevskaber fortsat skulle være en del af Storbritannien, mens det sydlige Irland fik selvstyre eller udvidet hjemmestyre, der i 1949 blev til fuld uafhængighed.  Da Nordirland fra 1921 og frem til 1972 havde et de facto unionistisk et-parti styre var dette en skarp grænse, der under de senere 30 års væbnede konflikt indtil 1998 også var under militær bevogtning - dels af britiske soldater og nordirsk politi dels af et større system af overvågningstårne og andre installationer.

 

Fredsaftalen oprettede tætte forbindelser dels mellem institutionerne i Nord og Syd og i Storbritannien men også udvikling af fælles politikker mellem Nord og Syd. Dette har sammen med det fælles EU-medlemskab medført en udviskning af grænsen. Det er i dag ikke til at se rent fysisk hvor grænsen går. Ifølge fredsaftalen kan såvel den nordirske som den irske befolkning tage forfatningsmæssigt stilling til delingen af Irland ved en folkeafstemning. Storbritannien og Republikken er forpligtet til at følge og lovgive efter folkeafstemningsresultatet. Det blev således igen slået fast med fredsaftalen, at delingen af Irland er midlertidig. 

 

Den irske regerings forhandlingslinje ift. Brexit hvad dette angår, er at Nordirland er en del af Storbritannien og at dette kun kan ændres på fredelig vis ved en folkeafstemning på begge sider af grænsen, der bekræfter dette.  Det er derfor ikke umuligt at forestille sig, at der kommer til at ske en genforening af Irland i fremtiden, der juridisk vil gøre hele Irland til en del af EU. Ikke mindst Brexit har igen rejst debatten om genforening i den irske befolkning og i de irske medier. Det er ikke længere en fjern forestilling, men et aktuelt spørgsmål. Det republikanske og socialistiske parti Sinn Féin’s ledere understregede på partiets nylige kongres i Belfast i juni 2018, at alternativet til Brexit er en genforening af Irland.

 

Hvad angår fredsaftalen er det yderligere bemærkelsesværdigt, at Theresa May-regeringen ikke har nævnt den Europæiske Menneskeretskonvention som central for at undgå at sætte fredsprocessen i Nordirland over styr. Den Europæiske Menneskeretskonvention er ifølge fredaftalen en slags sikkerhedsgaranti for befolkningsgrupperne ift. love og beslutninger, idet den giver domstolen ret til at kende love ugyldige, hvis de går imod konventionen.  Årsagen til at den britiske regering ikke nævner dette kan være, at den allerede inden folkeafstemningen i 2016 truede med at bryde med Menneskeretskonventionen. Dette vil under alle omstændigheder også underminere fredsaftalen.

 

Statsborgerskab og fri bevægelighed

Herudover gælder det særlige for alle borgere i Nordirland, hvis de er født i Nordirland, at de via fredsaftalen er sikret irsk indfødsret, hvis de ansøger om det. Derfor vil en del af Nordirlands borgere også efter en britisk udtræden af EU være EU-borgere. Den irske regering vil sikre sig at disse borgere med irsk statsborgerskab ikke får forringet deres rettigheder som EU-borgere under forhandlingerne.

 

Hertil kommer CTA – the Common Travel Area - det fælles rejseområde mellem Storbritannien og Irland, som giver alle borgere i de to lande næsten samme rettigheder hvad angår beskæftigelse, adgang til sundheds   og sociale ydelser. CTA er anerkendt i EU-Traktatens protokol 20. Da Storbritannien valgte at stå uden for Schengen-området, besluttede den irske regering af samme årsag også at stå uden for Schengen. En anerkendelse af CTA, samt andre bilaterale aftaler, er også omfattet af forhandlingerne mellem Storbritannien og EU.

 

En ”hård” eller ”blød” Brexit og grænse?

Gennemførelse af en ”hård” grænse eller en total Brexit vil medføre genindførelse af en eller anden form for overvågning/kontrol på grænsen, idet denne vil blive en af EU’s ydre grænser. I så tilfælde vil Storbritannien, som Nordirland stadig er en del af, ikke være en del af hverken EU’s indre marked eller EU’s toldunion.  Dette vil nødvendiggøre kontrol med varer der krydser grænsen og vil således også have store konsekvenser for Irlands eksport til Storbritannien og EU i al almindelighed. 

 

Den irske regering har efter stort pres og med held fremført sit ønske om at undgå en ”hård” grænsedragning mellem Nord og Syd og fået opbakning hertil fra både EU-systemet, den britiske regering og de 27 andre EU-landes regeringer. Theresa May har på det seneste gennemtrumfet over for sine egne hardliners, at den britiske regering skal gå efter en ”blød” Brexit.  Men trods dette kan uenighederne om hvordan en ”blød” Brexit skal udformes risikere at få forhandlingerne til at bryde sammen. Den britiske regering lægger op til en aftale hvor Storbritannien bliver en del af EU’s indre marked, dvs. med fri handel, men uden den frie bevægelighed. Men dette modsætter EU’s forhandlere sig. 

 

Det britiske Labour-partis linje var en ”remain”/forblive i EU-linje op til folkeafstemningen, men siden da at respektere Brexit. Dette synes også at være i overensstemmelse med partiets vælgere. Labour anbefaler en ”blød” Brexit: at fastholde et medlemskab af EU’s toldunion, men ikke af EU’s indre marked.  Hermed løser Labour problemet med den britiske modstand mod det indre markeds frie bevægelighed og garanterer samtidig en ”blød” grænse mellem Nord og Syd i Irland. På den anden side vil såvel et medlemsskab af EU’s indre marked som af toldunionen kunne true den anti-nyliberalistiske linje, som Labour og dets leder Jeremy Corbyn fremlagde op til det sidste britiske parlamentsvalg i 2017, og som var med ti at give partiet succes.

 

Den politiske usikkerhed såvel i Storbritannien, som i Irland og Nordirland som konsekvens af Brexit kan medføre valg inden for det næste år. I Storbritannien ligger Labour pt. nogle procentpoints foran De Konservative i meningsmålingerne. Men begge de store britiske partier er præget af intern uro og splittelse ift. Brexit. 

 

Irland:  Den brede befolkning har betalt for krisen 

Selv om Irland ikke længere er helt så afhængig økonomisk og handelsmæssigt af Storbritannien er samhørigheden som skitseret ovenfor alligevel af stor betydning. Det kan ikke undgås at få store økonomiske konsekvenser for Irland. Især taget i betragtning af at Irland først nu er ved at komme ud af en langvarig og større økonomisk krise. i perioden mellem 1990 og 2007 havde Irland en gennemsnitlig årlig vækst på 6,5 pct. Irland blev omtalt som ”den keltiske tiger”.

 

Den finansielle-økonomiske krise i 2007/2008 ramte Irland hårdt. Midlerne til genopretningen har været barske. Her skal man især tage i betragtning, at den irske stat og de irske skatteydere overtog store dele af bankernes gæld efter deres krak som følge af ukontrollable udlån - boligboblen.  Hermed satte den irske regering sig selv i en spændetrøje over for Trojkaen (dvs. Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og IMF – Den Internationale Valutafond) for at få lån der kunne reducere gælden. 

Frem til december 2013 var Irland tvunget ind i et 3-årigt Trojka-program, der udsatte landet for diktater på linje med det flere sydeuropæiske lande også har været påtvunget.  Disse diktater bestod udelukkende af en stram nedskæringspolitik - med privatiseringer til følge. 

Irlands relativt kortvarige Trojka-program fik mange EU-tilhængere til at tolke dette som en sejr for nedskæringspolitikken. Men den har haft store omkostninger for befolkningen. Trojkaen kontrollerer stadig den økonomiske udvikling, og dens dikterede nedskæringer medførte fald i velfærden og lønninger, stigende arbejdsløshed (over 12 % i Trojka-perioden), den offentlige gæld var endt på 125% af BNP. Store dele af den yngre generation har – som i tidligere tider - måttet udvandre. I slutningen af december 2013 vurderedes det, at ca. 125.000 under 25 år var udvandret – ud af en samlet befolkning på knap 5 mio. indbyggere.

 

Arbejdsløshedsraten er pt. 5,1 %. Men fattigdommen er udbredt, med mange der har en indkomst under fattigdomsgrænsen. Det anslås at være ca. hver 6. irer. Over 100.000 eller 13% af de fattige er i arbejde. Irland er et land med et stigende antal arbejdende fattige. Problemer såsom lave lønninger og usikre jobs er der ikke taget hånd om i den økonomiske politik. De lave lønninger rammer især kvinder, enlige forældre, ungarbejdere og ansatte på korttidskontrakter.

 

Der har ikke været de store sociale protester mod nedskæringspolitikken, men vreden mod regeringen og politikerne fik især sit udløb i forbindelse med en flerårig kamp mod privatisering af vand, samt i forbindelse med parlaments- og lokalvalg.  De regeringsbærende partier, det konservative Fine Gael og Labour-partiet led et sviende nederlag i parlamentsvalget i februar 2016, efter 5 år ved magten. Det i forvejen svage irske Labour-parti, der í flere omgange har dannet regering med det konservative Fine Gael, blev nærmest udraderet. Det ligeledes konservative oppositionsparti Fianna Fáil (historisk mere nationalistisk end Fine Gael) holdt skindet på næsen ved at love ikke at privatisere vand. 

Men for at undgå at skulle indlede forhandlinger med det republikanske Sinn Féin, der var tungen på vægtskålen efter valget, men er en paria i irsk politik, indgik Fianna Fáil i stedet en aftale med Fine Gael, der dannede en mindretalsregering alene.  Dette arrangement er vakkelvornt og har været truet af sammenbrud. I 2017 blev der udnævnt en ny premierminister fra partiet: Leo Varadkar; mens vicepremierministeren trådte tilbage grundet en korruptionssag i november 2017 og dermed afværgede et nyvalg. Hvis ikke der havde været en fremgang for irsk økonomi i perioden, havde den næppe kunnet holde. 

 

Vil Sinn Féín gå i regering?

De seneste 10 år har det republikanske og socialistiske parti Sinn Féin oplevet en markant fremgang såvel i Republikken som i Nordirland. Ved valget til det nordirske Assembly i marts 2017 var partiet næsten oppe på siden af det største unionistparti DUP – hvor det opnåede 27 pladser mod DUP’s 28 pladser i Assembly.  Dette hjælper dog ikke i den nuværende fastlåste politiske situation i Nordirland, hvor det ikke har været muligt at etablere en ny samlingsregering. Det betyder at et nyt valg til Assembly kan være på trapperne.

 

I Syd opnåede partiet knap 14 % af stemmerne ved valget i 2016, og blev det tredjestørste parti i Republikken, men uden indflydelse. Det fik 23 TDs (medlemmer af Dáil, parlamentet) og 7 senatorer, hvor det kun havde 4 TDs for 10 år siden. Opinionsmålingerne inden valget havde vist markant højere procenttal – over 20 %. Årsagen til forskellen er det irske establishments forsøg på at udelukke Sinn Féin fra indflydelse i irsk politik. Dette handler ikke kun om fortiden – selv om de traditionelle sydirske partier næsten kun taler om IRA, når de skal diskutere politik med Sinn Féin (IRA nedlagde våbnene i 2005, men har stadig eksisterende strukturer, især grundet eksistensen af flere væbnede og aktive loyalistiske/unionistiske og republikanske grupper i Nordirland). For de traditionelle irske partier handler det også om frygt for en ændring af styrkeforholdene og dermed deres magtpositioner i det irske samfund, hvor klientelisme er et udbredt fænomen.  Ganske vist har de traditionelle partier bevæget sig - om end langsomt - dertil at de støttede at fjerne den tillægsparagraf i den irske forfatning, der forbyder abort, ved folkeafstemningen om dette i maj i år. Men herudover har de traditionelle partier haft svært ved politisk at forny sig.

 

Sinn Féin har gennemgået en bemærkelsesværdig politisk fornyelse. De øverste poster i partiet indtages ikke længere af de gamle kendte navne fra republikanismens nyere historie. Topposterne beklædes i dag af kvinder, idet Mary Lou McDonald (fra Dublin) på en partikonference i januar i år blev valgt til ny formand eller President efter Gerry Adams, og Michelle O’Neill (fra Nord) indtager næstformandsposten efter den nu afdøde Martin McGuinness, der i 10 år var Vice Førsteminister i den nordirske samlingsregering. Partiet er også blevet revitaliseret igennem de seneste 10 år med mange nye medlemmer fra den yngre generation, heraf rigtig mange kvinder, der i dag synes at være de dominerende i partiet. I en række år har partiet deltaget i kampen imod nedskæringspolitikken (austerity), samt imod privatisering af vand, sammen med andre progressive og venstreorienterede kræfter, herunder den irske fagbevægelse. Foryngelsen af partiet har været med til at sikre en ubetinget støtte til fri abort, som tidligere var et kontroversielt tema også i Sinn Fein.  

Sinn Féin er et venstreorienteret parti, der dækker et bredere spektrum af vælgere end radikale venstrepartier i det øvrige Europa, idet det også appellerer til venstreorienterede socialdemokrater og progressive republikanere. Den øvrige irske radikale venstrefløj består af en række mindre trotskistiske partier og grupper, heraf det største the Socialist Party, der ofte har stillet op sammen til valg og opnået resultater i form af pladser i det irske parlament.  Men som oftest har haft svært ved at holde sammen.

 

Sinn Féin aspirerer klart til at kunne få del i regeringsmagten i Republikken, både for at kunne få en større indflydelse på såvel den nationale politik (Brexit og genforening af Irland) og især nedskæringspolitikken. Sinn Féin er et særdeles målrettet parti der ikke er i tvivl om, at de politiske partier i Republikken vil blive tvunget til at inddrage Sinn Féin – før eller senere. At dømme ud fra de erfaringer som mange andre europæiske venstrepartier har gjort sig med regeringsdeltagelse, hersker der stadig en vis naiv forestilling i dele af Sinn Féin om mulighederne i dette. Men adskillige af de yngre men erfarne fremtrædende medlemmer advarer imod et gå i regering, hvis Sinn Féin ikke er det stærkeste parti i en regeringsdannelse. Det er besluttet at spørgsmålet om regeringsdeltagelse skal afgøres på en partikonference inden der tages endeligt stilling. Sinn Féin går ind for at Republikken Irland skal forlade Euro’en, men spørgsmålet er hvordan man vil forholde sig til dette under forhandlinger om regeringsdeltagelse. 

 

Sinn Féin har 4 MEPs (medlemmer af EU-parlamentet), 3 valgt i Syd og en i Nord. Partiet er med i GUE/NGL, venstrepartigruppen i EU-parlamentet, hvor også Folkebevægelsen mod EU har et medlem. Grundet Brexit får Martina Anderson, der er valgt i Nord, ikke mulighed for at stille op i EU-parlamentsvalget i maj næste år. 

 

Økonomisk optur – vil den holde efter Brexit?

Den igangværende bedring i irsk økonomi har bl.a. givet sig udslag i et byggeboom i Dublin og Cork og dramatisk stigende boligpriser og boligmangel. Idet store dele af befolkningen, især de unge, ikke er i stand til at betale for en bolig. Byggeriet af fancy høj- og glashuse i Dublins gamle havn vil ingen ende tage, og man er ved at se noget der ligner nogle af de tidligere tiders boligbobler, der medvirkede til krisen i 2007-08. 

Den aktuelle økonomiske optur bygger i høj grad på hightech investeringer og produktion, samt ikke mindst lægemiddelindustri mv. Irland har lagt billet ind på at få EU’s lægemiddelagentur EMA til Dublin. Med sin lave selskabsskat – er Irland også et skattely-land i EU. 

 

Den økonomiske optur vil dog ikke hindre, at Irlands samlede eksport vil lide et tilbageslag med Brexit – uanset om der er tale om en ”hård” eller ”blød” Brexit, og at dette vil influere irsk økonomi i al almindelighed. Vurderingerne går på, at med en blød aftale taler vi om en tilbagegang i den samlede eksport på minus 3 % og ved en hård, minus 4,9 %. De samme tendenser gør sig gældende, når man ser på BNP. Det vil betyde et pres på den irske Republik for at forny og udvikle den økonomiske politik og strategi. Irland er allerede i gang med at gentænke sine eksportveje idet al irsk eksport pt. passerer igennem Storbritannien. 

 

 

 

Henvisninger:

Tænketanken Europa, Notat 5. maj 2017, Kontakt: seniorrådgiver Niels Pultz: ”Irlands aktive EU-tilvalg efter Brexit”. Her findes yderligere henvisninger.

Social Justice Ireland: Poverty Focus 2018

EU-fagligt netværk. Fagbevægelsen mod Unionen, 12.4.18: ”Hundredtusind working-poor i Irland”

Trading economics:  https://da.tradingeconomics.com/ireland/indicators