Hvem skal flyttes?
Af Margit Kjeldgaard

Offentliggjort: 14. august 2018

I stedet for at køre ind med bulldozer i de fattiges ghettoer, er det mere effektivt at udskifte nogle af beboerne i de riges kvarterer - og det kan gøres uden tvang.

Det danske boligmarked er meget polariseret 

  • Almene boliger (rummer 20% af indbyggerne i Danmark) er for alle, men i praksis er det her, de fattigste bor – Danmark har ikke ”social housing” som en del andre europæiske lande har. Man kan få boligsikring, hvis man opfylder en række betingelser, og det er hertil kommunerne henviser sine boligløse. Man skal stå på venteliste i flere år, for at få en almen bolig i de store byer, men er man først inde, kan man komme på den interne venteliste. Dog har boligselskaberne i over ti år haft mulighed for at diskriminere mellem de boligsøgende, således at folk i arbejde eller under uddannelse, har forrang – kaldet fleksibel udlejning. 

 

  • Ejerbolig, som rummer godt 50% af befolkningen, kræver at man har penge eller forældrene har.  Man kan kun låne, hvis man har god fast indkomst og kan præstere en pæn udbetaling.

 

  • Andelsbolig (8% af befolkningen) er en kollektiv ejerform ligesom de almene boliger. Nogle er billige, fordi de er prissat ud fra de oprindelige købs- eller oprettelsesudgifter, andre andelsforeninger har valgt at følge markedspriserne opad. Når der er venteliste (til de billige), kan den være diskriminerende, for ofte har familie og venner forrang. Et andet problem er, at med de lave priser kan det være svært at komme videre til ejerbolig eller anden andelsbolig, fordi man ikke kan få så mange penge ved salget. 

 

  • Privat udlejning (20%) er opdelt efter, hvornår lejlighederne er taget i brug – før eller efter 1991. I de gamle ejendomme kan huslejen være meget lav og der vil være en venteliste, så ejeren eller administratoren kan give plads til boligsøgende i sit netværk. I de nye udlejningslejligheder hersker markedsleje og det kan være meget dyrt og dermed kan disse udlejningslejligheder sammenlignes med ejerlejligheder. Der er mulighed for boligsikring, hvis betingelserne er opfyldt.

 

Nogle har fundet på udtrykket ”tunneller” om det danske boligmarked, fordi manglende eller lav indkomst, formue og netværk i nogle boligformer sorterer borgere fra og fordi man kan have svært ved at komme fra den ene til den anden boligform. 

 

Kommunalt selvstyre
Kommuner har (haft) helt forskellig boligpolitik. I Gentofte med konservativt styre er kun 4 % af boligerne almene. Ikke så langt derfra i Herlev Kommune med socialdemokratisk styre er 59 % af boligerne almene (kilde: Kommunale nøgletal, noegletal.dk). Kommunerne opmuntres ikke til at der opføres almene boliger, for dels er gennemsnitsindkomsten lav blandt beboere i almene boliger, hvilket giver lave skatteindtægter, og dels kan beboere i lejelejligheder være berettiget til boligstøtte, hvilket belaster kommunens økonomi. Nabokommuner kan have vidt forskellige hvad angår antallet af almene boliger: I Ishøj kommune er 49 % af boligerne almene, i Vallensbæk er 7 % almene. Ishøj kommune har dobbelt så høje udgifter til boligsikring til 17-64-årige indbyggere som Vallensbæk. 


Boligsammensætningen i en kommune kan forklare en del af indkomstforskellene mellem kommunerne. Det bliver særligt tydeligt, når man sammenligner på mindre geografiske enheder, i dette tilfælde postnumre: I postnummer 2930 (Klampenborg) er gennemsnitsindkomsten for en husstand 700.000 kr. om året (efter skat), mens den er 175.000 kr. i postnummeret 5240 (Vollsmose) (kilde: AE-rådet, https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_indkomsten-i-klampenborg-er-en-halv-million-stoerre-end-i-odenseno.pdf  ). Men der er naturligvis også forskelle som bunder i forskellene mellem by og land, da efterspørgslen efter boliger af enhver slags er størst i og omkring de største byer, hvor lønniveau, uddannelses- og kulturtilbud, infrastruktur og kommunal service som regel er bedre. 

 

Ideologiske fronter
Fordelingen på boligformer er et resultat af en politisk kamp i folketinget og i kommunerne. Socialdemokraterne og venstrefløjen har villet bygge almene boliger, De Radikale har været bannerfører for andelsboliger og de borgerlige partier ønsker privat ejerskab til boligerne. Senest så vi fronterne trukket op, da den borgerlige regering i 2001 lancerede et forslag om salg af almene boliger. Regeringens ambitioner var høje og det lykkedes efter megen debat at få en forsøgsordning vedtaget, som senere blev permanent. Men i praksis er under 100 lejligheder blevet solgt efter denne lov, hvilket viser, at forslaget var mere ideologisk end udtryk for et folkeligt krav.


De almene boligselskaber kan selv finde på at sælge og rive ned, hvor det kan hjælpe på skrantende økonomi i en afdeling; det er nemlig lejerne i en afdeling, som selv må betale højere husleje, når lejligheder står tomme og der skal ryddes op efter hærværk. Den slags medansvar, kollektiv finansiering og demokrati oplever man ikke i parcelhuskvartererne, dér vedkommer det ikke naboerne, når huse kommer på tvangsauktion og boligerne misligholdes. 

 

Segregering – polarisering på boligmarkedet
Industrialiseringen betød en massiv vandring fra land til by og for at kunne håndtere denne, afskaffe boligmanglen og sanere de værste baggårde og korridorlejligheder, blev der i 1960’erne og 70’erne opført mange boligblokke lidt uden for København og Århus i billigt montagebyggeri (betonelementer). Den økonomiske udvikling med høj inflation og et højt skattefradrag for renteudgifter, gjorde det meget fordelagtigt at bygge parcelhuse, hvis man havde råd. I disse år skabtes grundlaget for segregeringen – de rige i ejerbolig og de mindre rige i almene bebyggelser. 


Polariseringen er blevet stærkere de sidste tyve år. For det første er forskellen mellem rig og fattig øget: For tyve år siden tjente de 20 % rigeste familier i snit 2,5 gange mere end de 20 % fattigste familier gjorde i snit (målt ved disponibel indkomst). I dag tjener de rigeste 3,5 gange mere end de fattigste familier. For det andet er de rigeste klumpet endnu mere sammen end de fattigste. 


Graden af sammenklumpning måles ved at se på de mindste enheder – sogne, som der er 2432 af i Danmark – og registrere den disponible indkomst for børnefamilier i perioden. Resultatet kaldes segregeringsindekset og udtrykker, hvor mange procent af sognets rige eller fattige børnefamilier, der skal flyttes ud af et sogn, for at skabe en mere lige fordeling. Beregningerne viser, at ”Højindkomstfamilier med børn i skolealderen bosætter sig altså i højere grad tæt på andre højindkomstfamilier. Det samme gælder – om end i mindre grad – for lavindkomstfamilier” (citat fra Deloitte og Kraka undersøgelsen side 2, https://www.sgnation.dk/application/files/7715/3122/1412/Befolkningen_deler_sig_op.pdf  ). I tal er sammenklumpningen af de rigeste børnefamilier steget med 30 % og i dag skal 35 % af de rigeste flytte, for at skabe en ligelig fordeling. Derimod er sammenklumpningen af de fattigste ”kun” øget med 20 % og ”kun” 28 % skal flytte, for at skabe en ligelig fordeling.

 

Kilde: https://www.sgnation.dk/application/files/7715/3122/1412/Befolkningen_deler_sig_op.pdf side 3.

 

 

Det er derfor svaret på mit indledende spørgsmål ”Hvem skal flytte?” er, at det skal de rigeste. Det er det mest effektive, hvis det drejer sig om at reducere segregeringen. I stedet for at fokusere på den årlige opgørelse over såkaldte ghettoer, skal man se på boligområderne i Klampenborg, Risskov, Bredballe ved Vejle, o.l. og finde en måde at udskifte nogle af beboerne der med folk fra Mjølnerparken, Gjellerup osv.  

 

Tiltag mod polariseringen
Med vil med andre øjne kunne opdage parallelsamfund i Nordsjælland med hvide patriciervillaer med skinnende sorte teglsten; det er her, man har meldt sig ud af velfærdssamfundet ved at benytte privathospitaler, tegne private sundhedsforsikringer, sende børnene i private skoler, anskaffe aupair-pige og gartner, bruge sort arbejdskraft, placere formuen i skattely osv. 


Der er to forskellige strategier i kampen mod ghettoiseringen og de har deres baggrund i hver sin problemdefinition. Den ene definerer problemet som en geografisk koncentration, og løsningen er derfor spredningstiltag, dvs. regulering af tilgang og eventuelt en fastholdelsespolitik for mere ressourcestærke grupper. Den anden definerer problemet som manglende problemløsning på andre politikområdet som beskæftigelse, kriminalpræventivt arbejde, distriktspsykiatri, skolepolitik, fordelingspolitik osv. 


Den socialdemokratiske-radikale regering 1993-2001 nedsatte et tværministerielt udvalg, Byudvalget, der konkluderede, at det ikke var de etniske minoriteter, som var årsag til problemerne i områderne, men derimod forekomsten af arbejdsløshed, lav indkomst, familieproblemer, misbrugsproblemer, kriminalitet og sindslidelser. Tiltagene handlede derfor om huslejenedsættelse, ansættelse af beboerrådgivere, samarbejde med socialforvaltningen, uddannelsessteder, kvarterløft mv.
Den borgerlige regering 2001-2011 anlagde i højere grad spredningsstrategien. Den startede med at foreslå salg af almene boliger, for at gøre boligområderne mere blandede. Dernæst foreslog den, at der skulle være grænser for antallet af beboere udenfor arbejdsmarkedet (”fleksibel udlejning”), lavere husleje eller beskæftigelsesfradrag eller en kombination af disse. Der blev også nedsat et udvalg, Programbestyrelsen, som lancerede den første af de såkaldte ghettolister.


De seneste udspil fra regeringen 1. marts i år og forligene mellem stort set alle partier i maj 2018 følger meget markant spredningsstrategien. Her er et bredt flertal af partierne blevet enige om, at beboere skal opsiges og deres bolig rives ned i de almene boligforeninger, der er rubriceret som ”hård ghetto”. Også skærpet straf og tvangsophold i vuggestue i bestemte områder indgår i forligene. 

 

Sammenhængningskraften
Ideen med spredningsstrategien er at ødelægge de såkaldte ”parallelsamfund”, hvor der angiveligt gælder andre normer end i det omkringliggende danske samfund; Man beklager, at det vil gå ud over de etniske danskere og velintegrerede beboere fra ikke-vestlige lande, som også bor i disse ”parallelsamfund”, men det er den pris, de må betale for et højere formål. Målet helliger midlerne, som man også kan finde på at sige på venstrefløjen, når en mand diskrimineres pga. kvindekvoter. 


Det højere formål for spredningsstrategien er ”sammenhængningskraften”: Velfærdssamfundet kan betragtes som en social kontrakt mellem borgeren og samfundet, hvor borgeren indvilger i at betale (høj) skat, hvis der dels udspændes et sikkerhedsnet under borgeren i tilfælde af sociale ulykker og dels tilbydes en række gratis, dvs. skattefinansierede ydelser (uddannelse, kultur, mv.), som ellers ville være dyre at finansiere for borgeren selv. Et yderlige argument for velfærdssamfundet er den nytte og glæde, man kan have af at samfundet tager sig af borgere, som ikke kan klare sig selv. Hvad enten man ønsker, at velfærdssamfundet skal fungere som et forsikringsselskab eller være en humanistisk foranstaltning overfor ens medborgere, forudsætter det en vis kontakt mellem de forskellige borgergrupper. Hvis ikke vi møder andre mennesker, der er syge eller kommet ud for sociale ulykker eller bare ikke er udstyret med de samme muligheder som os selv, kan det være svært at indleve sig i deres situation og føle omsorg. Det er det, der gør folkeskolen og de blandede boligområder så helvedes vigtige. Og det gælder især for de rigeste i samfundet, dem, som har råd til at bo i ”gated communities” med mure omkring sig selv og ligesindede, private forsikringer, private daginstitutioner og servicepersonale. Vi har ikke den slags lukkede samfund i Danmark (endnu), om end der etableres flere og flere bofællesskaber, hvor fattigfolk reelt ikke har mulighed for at flytte ind.  

 

Integrationsmotor
Imellem alt det negative, der er skrevet om udsatte boligområder og ghettoer, findes undersøgelser, som viser hvordan indvandrere og flygtninge har fået en blid overgang til det danske samfund ved at bosætte sig blandt landsmænd, altså i et såkaldt parallelsamfund. F.eks. viste en undersøgelse af Vollsmose, at kriminaliteten var faldende og indkomsterne steg, selvom antallet af udlændinge steg. Man kunne se en stadig strøm af ikke-selvforsørgende flytte ind, og en stadig strøm af selvforsørgende flytte ud, uden at det skadede Vollsmose. De, der flyttede ind blev opkvalificerede, mens de boede i området og senere fandt mange af dem en anden bolig. Vollsmose kunne med andre ord betragtes som en motor for integration, et sted, hvor man kom i kontakt med det danske arbejdsmarked og hvorfra man kom videre. (Kilde: Anna Piil Damm, Marie Louise Schultz-Nielsen og Torben Tranæs: En befolkning deler sig op? Rockwool Fondens Forskningsenhed/Gyldendal, 2006, kort omtale side 14: https://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2015/12/Nyhedsbrev-juni-2006.pdf )


Jeg har selv været udsat for det samme ”integrationsredskab” på Århus Universitet: På økonomisk institut var man bekymrede for de meget få kvinder, der meldte sig til økonomistudiet, så i stedet for at vi kvinder blev spredt tilfældigt på øvelsesholdene, oprettede man rene ”munkehold” og samlede kvinderne på resten. Man kan føle sig fremmed og truet, hvis man befinder sig mellem mange andre med anderledes karakteristika. 

 

Forslag
Elementerne i de forlig om kamp mod parallelsamfund, der nylig er indgået, er ensidigt rettet mod de fattigste beboere og de rammer disse fattige og andre beboere i boligområderne med tvangsforanstaltninger, særlige love og skærpede straffe. Gode naboskaber vil blive opløst, børn må skifte daginstitution og skole osv. Det er helt unødvendigt voldsomt, hvis formålet er at blande befolkningen mere. Der er så mange andre ting, man kan gøre som ikke diskriminerer og som er baseret på et frit valg for den enkelte: 

 

  • Byg almene boliger i rige kommuner
    Der mangler helt klart billige boliger i de største byer – i hvert fald så længe man ikke gør noget for at etablere flere uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og bedre infrastruktur i landdistrikterne. Der bør være et minimum af almene boliger i enhver kommune til f.eks. mindst 20 % af indbyggerne. Enten skal dette minimum opnås ved nybyggeri eller ved opkøb af eksisterende udlejningsejendomme og ejerboliger.

 

  • Opkøb og udlejning af ejerboliger
    For at sprede befolkningen mere må kommunerne i og omkring de store byer tvinges til at opkøbe ejerboliger (huse eller ejerlejligheder) og leje dem ud. Boligerne skal udlejes efter en åben liste af interesserede eller til de borgere, kommunen eller nabokommunerne har pligt til at anvise en bolig. Det vil sætte gang i en hel naturlig og gratis integration ude på villavejene, på legepladsen, i gården, i skolen og nærbutikken. Udlejning af tidligere ejerboliger behøver ikke føre til en højere husleje for de nye beboere, for kommunerne skal ikke tjene penge på udlejningen, men blot opkræve en husleje, der dækker omkostninger (renter, vedligeholdelse og skatter). Det kan meget vel vise sig at blive en husleje, der er lavere end beboernes tidligere husleje i de almene boligselskaber med dyre lån og dårligt byggeri.
    Kommunalt opkøb af ejerboliger er sket i flere kommuner i forbindelse med placering af flygtninge. Senest havde Hørsholm Kommune borgermøde om opkøb af ejerboliger, hvilket afslørede den forudsigelige ”not in my back yard” og protester fra Dansk Folkepartis. (kilde: https://www.bt.dk/danmark/borgmester-i-clinch-med-borgere-vil-koebe-million-villaer-til-flygtninge ). 

 

  • Gør boligbytte muligt
    Der sidder mange enlige boligejere over 70 år tilbage i parcelhuse, som engang rummede to voksne og 2-3 børn. De bor billigt, pga. et lille eller ingen realkreditlån, fastfrossen ejendomsværdiskat og indefrossen grundskyld. Men det kan blive noget ensomt og svært at passe hus og have i længden. Derfor er det tænkeligt, at nogle gerne vil flytte i lejlighed, hvor der er vicevært som f.eks. Mjølnerparken i København. Derfor bør staten eller kommunen tilbyde boligejerne at købe parcelhuset til de nye vurderingspriser og hjælpe med flytningen. På denne måde kan parcelhuse med få beboere omdannes til lejeboliger for hele familier fra de udsatte boligområder. 

 

  • Giv lån til boligkøb i yderkommunerne
    En yderligere mulighed kunne være at låne beboere i de udsatte boligområder penge til at købe usælgelige huse i yderkommunerne. Når disse huse ikke kan sælges, skyldes det oftest at køberne ikke kan få realkreditlån. Men det vil ikke koste staten mange penge at give lån til billige huse og der skal nok være nogle udsatte beboere, som ville blive lykkelige for et lille hus med køkkenhave og stokroser. Det må dog være en forudsætning, at regeringen sender penge med til kommunerne, for ellers ender disse områder som reservater med ringe velfærd.

 

Sammenlagt vil udgifterne til sådanne forslag næppe blive større end det beløb ghetto-forligene kommer til at koste med nedrivning, renovering og nybyggeri.

 

Kilder: 

”Boligmarkedet og boligpolitik i Danmark,” Margit Kjeldgaard, Columbus 2006
”Boligpolitikkens storhed og fald,” Margit Kjeldgaard, Solidaritet 2014
Deloitte og Kraka, 8. juni 2018
https://www.sgnation.dk/application/files/7715/3122/1412/Befolkningen_deler_sig_op.pdf
Boligforlig maj 2018:
https://www.regeringen.dk/nyheder/aftaler-om-indsats-mod-parallelsamfund/
”Indkomsten i Klampenborg er en halv million større end i Odense NØ,” AE-rådet nov. 2017 https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_indkomsten-i-klampenborg-er-en-halv-million-stoerre-end-i-odenseno.pdf