Videnskaben og socialismen
Af Einar Baldursson

Offentliggjort: 14. august 2018

I en tid hvor ekstreme vejrforhold er det nye normale, forekommer det helt åbenlyst, at de videnskabelige modeller for global opvarmning, ikke blot er retvisende men også ganske vedkommende. De videnskabelige modeller peger på en fremtid, der indebærer voldsomme forandringer af menneskets livsvilkår. Udviklingen kan påvirkes gennem en massiv satsning på reduktionen af CO2 udledning. 

I den situation er afvisningen eller betvivlelsen af de videnskabelige modeller en af de vigtigste vanskeligheder, der skal overvindes, for at miljøkrisen kan forvaltes og problemernes omfang reduceres.

Denne klima-”skepsis” gør sig helt overvejende gældende på højrefløjen. Kræfter på den amerikanske højrefløj, ikke mindst hvis evangelister spiller en hovedrolle. Da Donald Trump trak USA ud af Paris-aftalen, forandrede en ideologi sig til en konkret trussel mod menneskehedens fremtid. 

Hvis afvisning eller betvivlelse af klimavidenskaben er et kendetegn ved magtfulde gruppe på højrefløjen, er den modsatte holdning et nærmest universalt kendetegn ved samtlige strømninger på den internationale venstrefløj.

Da titusinder demonstrerede for videnskaben i USA såvel som Europa, har de fleste deltagere, ud over støtten til videnskaben også haft et ståsted på venstrefløjen til fælles. 

Forskningen i pro- og antividenskabelige holdninger tyder som udgangspunkt på, at langt de fleste på venstrefløjen føler sig i samklang med og vejledt af videnskaben.  Videnskaben er god og pålidelig. Og det er vigtigt.

Videnskab er ikke bare noget man har

Selv blandt klimabenægtere og tvivlere, er der kun et fåtal (og mest religiøse fanatikere), der stiller spørgsmålstegn ved videnskaben som sådan. Men (ikke mindst) religiøst funderet opposition til videnskaben er både omfattende og stigende. Der er fundamental modsætning mellem det billede af verden, videnskaberne tilbyder, og samtlige hovedreligioner.

Det er jo ikke noget nyt, men overalt ses tegn på, at politiske og religiøse ideologier antaster, eller i bedste fald ignorerer, (forskellige) dele af videnskaben. Evolutionslæren er en åbenlys anstødssten for såvel samtlige dele af kristendommen, de forskellige afarter af islam, hinduismen, buddhismen osv.

I virkeligheden er den egentlige overraskelse, at videnskaben har så relativt stærk position, som det er tilfældet. En af de ting mennesker har til fælles på tværs af kulturer, er visse mere eller mindre spontane antagelser om verden. Vi kan tale om folke-fysik, folke-biologi og folke-psykologi.  I samspillet mellem menneskers biologiske form og den verden, der omgiver os, opstår der ganske spontant og naturligt en række fælles antagelser om verden. For eksempel forekommer det helt åbenlyst at solen drejer om jorden og at stjerne blot er blik på den himmel der omgiver os.  Vi går på en solid grund, har en immateriel psyke, kan blive besat af onde ånder og tænker såvel som beslutter os til vores handlinger.

På samtlige punkter står videnskaben i modsætning til de folkelige antagelser, og så vi har ikke engang inddraget relativitetsteorien, kvantefysikken, evolutions- og arvelighedslæren. Rent faktisk skærpes modsætningen mellem vores umiddelbare tilgang til og forståelse af verden, for hver del af moderne videnskab vi inddrager.

Så hver eneste dag vil vi hver for sig leve i en praktisk splittelse mellem verden, som den åbenbarer sig for os, og som den i virkeligheden er, når den anskues gennem videnskabens briller.

Det spørgsmål vi i virkeligheden bør stille os: Hvordan kan det være, at videnskaben råder, når sund fornuft benægter den. Og som følgespørgsmål: Kan vi regne med, at videnskaben også fremover kan modstå anslagene fra den sunde fornuft, ideologierne og religionerne?

I begyndelsen var der…

Der er en tradition for at beskrive menneskets udvikling som historien om et sammenhængende fremskridt. Ok – der var den mørke middelalder, men bortset fra det…  Problemet er så blot, at der er flere sådanne huller, og endnu flere perioder, hvor der ikke rigtig sker noget.  Tøjlusens relativt unge alder, viser at der først ret sent i menneskehedens historie opstår klæder. Går vi længere tilbage i historien er der en lang periode fra begyndelsen, hvor der ikke er kvalitativ forskel på menneskers og abers værktøjsbrug.

Faktum er, at teknologierne har udviklet sig sent og gennem stor del af tiden, ganske langsomt. Nogle gange er det gået tilbage, og endnu flere er eksemplerne på, at udviklingen ganske enkelt går i stå.

Videnskab og teknologi

Det er nu at vi skal adskille teknologi og videnskab. Teknologi er en fælles betegnelse for påfund, opdagelser og opfindelser, der uden særlig dybere indsigt, udspringer af menneskers praktiske involvering i og med verden. Det er faktisk ret imponerende hvor omfattende praktiske og værktøjsbårne indsigter kan opstå, uden at de er begrundet i egentlig videnskabelig forståelse. Til trods for de store resultater a-videnskabelige teknologier har medført i menneskets historie, er det dog klart, at teknologi ikke medfører videnskab, og at det først er når teknologi forbindes med videnskab, at revolutionen kan begynde.

Det er så nu at vi skal spørge: hvad er så videnskab.  Enhver positiv besvarelse af dette spørgsmål er samtidig en afgrænsning.  Definitionen af videnskab er samtidig en implicit definition af ikke-videnskab. Da videnskaberne og den teknologiske revolution er selve fundamentet for de seneste århundreders enorme fremskridt og det moderne livs hastige udvikling, er det da bedre at kunne stile sig i lyset af den menneskelige virksomhed – videnskaben – der har bragt os hertil. Men hvis videnskab er en virksomhed, der fører til teoretiske indsigter, der løbende revideres gennem empirisk forskning (der medfører nye indsigter), så er det klart, at filosofi ikke er videnskab, at det meste af de humanistiske videnskaber (med væsentlige undtagelser) ikke er det, og at de eneste metoder der kan opfattes som videnskabelige, er de, der medfører empiri, der er uafhængig af sin skaber og kan både deles, kritiseres og repliceres af andre. Set ud fra dette standpunkt er for eksempel kvalitative metoder ikke videnskabelige, og at de videnskabelige metoder kan rangordnes ud fra disse kriterier.

Når vi så skuer menneskehistorien til det formål at identificere videnskabelig virksomhed og resultater, er det åbenlyst, at de videnskabelige episoder er få og som regel korte. Videnskaben er vanskelig og dens forudsætninger opstår sjældent. 

Mere held end dygtighed?

Denne fremlæggelse peger på et historiesyn hvor det bliver åbenlyst, at den videnskabelige revolution lige så godt, og flere gange fra sin begyndelse kunne have forandret sig til en fuser. Fra begyndelsen af 16hundrede tallet, hvor startskuddet lyder med Kopernicus´s og Versaliuses værker til slutningen af de 17. århundrede udfordrer videnskaben grundpillerne for tidens religiøse dogmer og kulturelle ortodoksi gang på gang. Hver drabelig konfrontation kunne have endt anderledes end det blev tilfældet, og oddsene var bestemt ikke til videnskabens favør flere af gangene.

Retrospektivt synes det åbenbart, at revolutionen overlevede i kraft af alliancer mellem på den ene side progressive kræfter, og på den anden side den mere verdslige del af magthierarkierne. Kristendommens de-legitimisering gennem den sorte død og endeløse religionskrise spillede helt sikkert en vigtig rolle. Men selv om kirkens (eller kirkernes som det var tilfældet efter religionskrigene) magt var grundlæggende svækket, var den fortsat en formidabel fjende.

Her spiller fremadrettede samfundsvisioner en central rolle hos den del af den progressive alliance, der gennem hele forløbet fastholder, at videnskab ikke alene medfører et rationalt alternativt til metafysikkens (primært religionens) tanketyranni, men også et formål og en vision, der handler om et bedre samfund.

De progressive var gennem en stor del af perioden et mindretal, men mindretal kan vinde over endda store flertalsgrupper, hvis de er i stand til at fastholde en sammenhængende dagsorden.  Det kunne de progressive, og videnskabernes løbende resultater spiller en stor rolle.  Men det er også en vigtig del af billedet, at de socialistiske kræfter kunne bygge en bro fra en progressiv elite til arbejderklassen. Der bliver sat et ubrydeligt lighedstegn mellem videnskabelige fremskridt og udsigterne til et socialistisk samfund.

Dermed sætter den progressive bevægelse et af kirkens vigtigste kort ud af spil: muligheden for at mobilisere de fattige og uuddannede. 

Marxismen og videnskaben

Marxismen er et legitimt barn af den videnskabelige revolution. Både før og efter var der mange bud på moralfilosofiske og semireligiøse socialistiske budskaber. Marx afviste al form for metafysik, ultimativt filosofien, og søgte at udforme en videnskabelig teori.

Endnu den dag i dag, er marxismen (eller rettere sagt: videnskabelig socialisme) det eneste bud på en sammenhængende, teoretisk og videnskabelig kritik af kapitalismen. 

Det er ikke tilfældigt, at Marx systematisk fremhæver betydningen af videnskab i sin teori. Læg mærke til, at i modsætning til sine kritikere, hævder Marx ingen steder, at ”videnskaben” kanoniserer den videnskabelige socialisme som sandhed. Hvis en teori er videnskabelig, vil den også kunne kritiseres, modificeres og enten afvises eller udvikles gennem videnskabelig praksis. På sæt og vis ved man først, at en teori med sikkerhed er videnskabelig, når den er blevet afvist eller overgået. Der er faktisk mange eksempler på, at dele af Marx teorier er blevet modificeret eller erstattet.  Lenins imperialismeteori er et slående eksempel. Den erstatter en række modeller og delteorier hos Marx, delvist som en afspejling af, at kolonialismen erstattes af imperialismen. Det er så igen i dag åbenlyst, at verden har ændret sig, således at imperialismeteorien bør erstattes af en ny og tidssvarende teori.

En sådan ny teori kan ikke fødes som et produkt af en genial hjerne.  Man kan ikke (med visse påfaldende undtagelser) tænke sig til en ny indsigt og forståelse. Til det formål er der kun én vej, forskningens vej: “There is no royal road to science, and only those who do not dread the fatiguing climb of its steep paths have a chance of gaining its luminous summits. “ (Kapitalens første bind; indledning til den franske version).

Yderligere fremhæver Marx: ”Fysikeren iagttager enten naturprocesserne der, hvor de viser sig i deres mest prægnante form og mindst påvirket af forstyrrende indflydelse, eller han foretager så vidt muligt eksperimenter under betingelser, der sikrer, at processen foregår i sin renhed. Jeg har i dette værk sat mig som opgave at udforske den kapitalistiske produktionsmåde og de dertil svarende produktions- og omsætningsforhold.”

Det vil sige, at Marx søger at udforme en model af den ”rene” kapitalisme, der samtidig udgør rammen for en række delteorier.  Modeller er mere eller mindre præcise, retvisende og nyttige.  Men for teorierne gælder, at de skal kunne modificeres gennem empirisk praksis. Det betyder så igen, at hvis videnskabelig socialisme skal være afsæt for politisk praksis, må den politiske praksis, der udgår herfra, forpligte sig overfor videnskabens principper. Man kan ikke mene hvad man vil, men kun det der kan vises.

Musene i kælderen

I indledningen til ”Kritikken af den politiske økonomi” skriver Karl Marx: ” Vi overlod så meget hellere manuskriptet (til den Tyske Ideologi) til musenes gnavende kritik, som vi havde opnået vort hovedformål – at klare vor egen opfattelse.”

Men musene blev ved. I første omgang gennem Sovjetkommunismens systematiske pervertering af Marx´s teorier, hvor den forstenede version af ”dialektisk materialisme”, spiller en særligt skamfuld rolle. Men det nøjedes musene ikke med. Efterfølgende genrejste metafysikkens totem i den videnskabelige socialismens bygning. Majrevolten i 1968 var på mange måder med til at sætte nyt liv i marxismen.  Men den var samtidig med til at åbne venstrefløjens døre for filosoffer med nær tilknytning til nazismen, Nietzsche (forgængeren) og Heidegger (en organiseret nazist og jødehader). Ud over Heideggers meget problematiske politiske praksis så blev fænomenologien født i kampen mod videnskabelig psykologi (Logische Untersuchungen). 

Dernæst kom postmodernismen på banen, som et pseudoradikalt projekt, men med primært fokus på underkendelse af videnskabens autoritet.

Når dette antividenskabelige budskab var blevet tygget til døde, kom socialkonstruktionismen ind på scenen.  Igen et antividenskabeligt projekt, der førte postmodernismens korstog videre ind mod den videnskabelige autoritets centrum.  Ikke mindst gennem revitalisering af relativismen. Begge projekter har slået skår i den progressive alliance, der har værnet om videnskaben. Denne udvikling er en del af videnskabens sårbarhed i denne tid.

Antividenskab og venstrefløjen

Det man generelt kan sige om de grupper, der vender sig mod (dele af) videnskaben (jeg ekskluderer fra denne betragtning religiøse fundamentalister), er at de accepter alle del af videnskaben, der ikke strider mod deres holdninger. 

I USA betyder dette, at store dele af højrefløjen betragter forskningen i global opvarmning som et politisk projekt, og den ene politik er vel lige så berettiget som den anden politik. I Europa betyder dette, at store dele af befolkningen og stort set hele den politiske venstrefløj afviser GMO. Meget tyder faktisk på, at oppositionen mod GMO er mere fundamentalistisk end klimaskeptikerne på højrefløjen (der foreligger efterhånden omfattende og væsentlig forskning i emnet, s.s. Blancke, S., Van Breusegem, F., De Jaeger, G., Braeckman, J., & Van Montagu, M. (2015). Fatal attraction: the intuitive appeal of GMO opposition. Trends in plant science, 20(7), 414-418.).

Og GMO-modstanderne nøjes ikke med ord alene.  Institutioner og forsøgsanlæg der arbejder med GMO forskning bliver ofte udsat for decideret vandalisme, eller sagt med andre ord – politisk vold (Kuntz, M. (2012). Destruction of public and governmental experiments of GMO in Europe. GM crops & food3(4), 258-264.).

Lad os starte med en simpel konstatering. Ingen af de katastrofescenarier, der blev oplistet af modstanderne, er blevet til virkelighed.  De videnskabelige argumenter, som den gang blev ført frem, kan nu betragtes som afviste eller irrelevante. Oppositionen, som oprindeligt blev anført af miljøaktivister og organisationer, blev senere overtaget af europæiske landbrugsinteresser. Og effektiv har den været.  Pt. er der kun en GMO der dyrkes i EU og det er insektresistent majs som primært dyrkes i Spanien. Når europæiske landbrugsinteresser har spillet en stor rolle i kampen mod GMO, skyldes det i høj grad, at denne bevægelse har kunnet anvendes til at blokere for import af amerikanske landbrugsprodukter.  Denne handelshindring er så blevet maskeret som miljøhensyn.  I realiteten har den europæiske venstrefløj ageret som redskab for landbrugskapitalen.

Er det så et problem? På to fronter: (a) de pseudovidenskabelige argumenter, modstanderne har benyttet sig af, åbner døren for mere radikale anti-videnskabelige holdninger, (b) GMO-afgrøder er et vigtigt redskab i arbejdet på at tilpasse landbrugets fødeproduktion til de forandringer, den globale opvarmning medfører. GMO-modstanden har svækket den europæiske forskningsindsats, hvilket blandt andet medfører at ringere viden om og adgang til GMO uafhængigt af de store kapitalinteresser.  Udviklingen af nye gensplejsningsteknikker vil formentlig medføre, at diskussionen bliver genåbnet, men vigtig tid er gået tabt.

Paranoid kapitalismekritik

GMO-kritikken er bygget op omkring en række standard ræsonnementer. At tale med en GMO-modstander, er faktisk lidt lige som at henvende sig til et Call Center.  Den der besvarer opkaldet ved i virkeligheden ingen ting om det problem, henvendelsen handler om.  Men det den superudnyttede stakkel har, er protokol.  Så snart den korrekte protokol er identificeret følger spørgsmål og svar på præcist samme måde, som var det en computer man talte med.

Når det handler om GMO-kritik vil diskussionen starte med en række forældede (og afviste) påstande om de risici, som teknologien er forbundet med. Når det viser sig, at disse påstande ikke holder vand, indebærer protokollen, at begrundelserne skifter til det, jeg vil kalde paranoid kapitalisme kritik.  Så selv om problemerne ikke har vist sig endnu, har man allerede nu masser af eksempler på, at onde imperialistiske amerikanske virksomheder (af en eller anden grund er de altid amerikanske) bruger GMO til at underlægge sig verden, og det vil primært sige det fattige lande.

Den anvendte protokol ligner til forveksling den, der bliver anvendt til at forsvare vaccine-modstand med.  Den samtale vil altid starte med påstande om, at vacciner er farlige. Hvis diskussionen når at bevæge sig ud over det stadium, vil den næste linje i protokollen være, at vacciner produceres af onde kapitalistiske virksomheder, som ikke følger de nødvendige kvalitetssikringsstandarder, fordi det koster penge, og de er kun interesseret i at tjene penge. Vaccinemodstanderen er ikke nødvendigvis modstander af vacciner, der produceres af en fejlfri fantasivirksomhed.  Modstanden gælder alene der vacciner som er på markedet nu.

Den paranoide kapitalismekritik har udviklet sig over længere tid.  Den starter egentlig som fantasien om den dybe stat (der ofte agerer i dramatiske konspirationer med superkapitalen og allerbedst når militær og kapital konspirerer om at igangsætte krige).  Den dybe stat er pr. definition usynligt, så det faktum at man ingen evidens har, er faktisk den bedste evidens.

Ifølge den paranoide kapitalismekritik er en hvilken som helst statsmagt i et eller andet omfang aktivt involveret i konspirationer mod borgerne, eller offer for sådanne konspirationer, som ofte har USA som hovedaktør.

Den paranoide kapitalismekritiker vil altid have ret.  For når fakta udebliver eller slet ikke stemmer, er det fordi sandheden skjules og forudsætninger for, at man kan få øje på den, er besiddelsen af den rette holdning. Denne praksis indebærer så også en vigtig forskydning.  I en rationel diskussion har man holdninger.  Den paranoide kapitalismekritiker er sine holdninger, og kritik af disse er i virkeligheden mikro-aggression eller endda mobning.

At bygge højrefløjsideologi

Meget tyder på, at højrefløjen er ude af stand (pt) til at bygge populistiske ideologier. Men den kan anvende og forfine redskaber, som er udviklet på venstrefløjen. Den økonomiske nationalisme (som i virkeligheden er en gren på det træ, der er vokset af stalinismens ”socialisme i et land”), der er udviklet af dele af den europæiske venstrefløj (og mest markant her i Danmark af Folkebevægelsen mod EU) har lagt grundlaget for en forestilling om, at en verden, hvor EU ikke længere findes, vil være en bedre verden. Denne økonomiske nationalisme har også lagt grundlaget for afvisning af enhver form for multinationale handelsaftaler. Og den økonomiske nationalisme lægger op til den opfattelse, at handelssamkvem alene er et gode, når alle bøger går op i balance eller rundt 0. Alt sammen argumenter som anvendes at såvel Donald Trump som Brexiterne. 

Når Trump angriber valgsystemets legitimitet, viderefører han sådan set en del af den paranoide kapitalismekritik, ifølge hvilken socialister ville vinde sande frie valg.

Man kan også argumentere for, at når Trump afviser global opvarmning, så trækker han på argumenter fra den videnskabskritiske bevægelse på den europæiske venstrefløj, der ikke mindst satte dagsorden som socialkonstruktionisme og påstanden om de mange sandheder.

Når vores argumenter bliver til højrefløjens redskaber, er det nok argumenterne der har fejlet.  Og – det er ikke ligegyldigt hvem man marcherer sammen med.

En progressiv kapitalismekritik

Det er næppe tilfældigt at Svend Brinkmans konservative samfundskritik er blevet godt modtaget på den danske venstrefløj. I fraværet af et fremadrettet perspektiv er det vel en fordel at længes tilbage.  Men uden et fremadrettet perspektiv visner samfundskritikken og reduceres til ren identitetspolitik (som er progressiv men et utilstrækkeligt grundlag for samfundskritik og politik). 

Det er helt afgørende, at venstrefløjen indser, at der findes reaktioner såvel som progressiv kritik af kapitalismen.  Og venstrefløjen har leveret rigeligt af den første slags i mere end et halvt århundrede.

Den progressive kapitalismekritik har et centralt princip som omdrejningspunkt. Ligesom kapitalismen voksede ud af feudalsamfundet som et progressivt bud på en ny fremtid, vokser socialismen ud af kapitalismen. Enhver kritik af kapitalismen må respektere dette dobbelte perspektiv. Det vil sige at identificere der progressive træk og kritisere kapitalismens perversion af de nye muligheder.

Det må siges ganske klart og enkelt: De former for kapitalisme, der findes i verden i dag, levner fortsat rum til ny teknologiske og samfundsforandrende udvikling. Internettet, Facebook, Twitter og så meget andet, er enestående bud på nye sociale teknologier.  Mennesker kan forbinde sig med hinanden på en måde, der aldrig før har været mulig.  Men ligesom de nye muligheder skaber nye perspektiver, medfører de også, at kapitalismens menneskelige affaldsprodukter også kan forbinde sig med hinanden. Teknologien forstærker menneskelig association, også de negative dynamikker.

Automatiseringen peger på muligheden af en verden, hvor det slidsomme og sundhedsskadelige menneskearbejde overtages af robotter.  Men hvis kapitalismens love råder, vil det medføre at millioner af mennesker bliver overflødige, samtidig med at de få ret kvalificerede får lov til at løbe endnu hurtigere. Det eneste alternativ er udviklingen af et økonomisk system, hvor retten til at gøre nytte i en verden, der har brug for det, sættes i centrum.

Nye medicinske teknologier peger på, at levealderen kan stige væsentligt i den kommende tid. Når denne succes omskrives til en kapitalistisk perversion, hedder det at alderdomsbyrden vokser.

De nye genteknologier åbner ikke alene muligheden for afgrøder, der kan dyrkes i et klima hvor intet andet kan gro.  De åbner også mulighed for helt nye teknologier til produktionen af medicin. Og i en verden der lever på en vulkan af en hidtil udebleven pandemi, er det den eneste redning.

Men hvis disse muligheder skal blive til en virkelighed, må de ikke kapitalistiske videns-produktionsformer styrkes radikalt. Og det betyder på den korte bane en kamp for at etablere fri akademisk forskning i et ressourcestærkt europæisk netværk. 

Ingen af disse perspektiver giver mening indenfor en forståelse, der er baseret på en tilbageskuende økonomisk nationalisme.  Men det er unægtelig det nemmeste og mindst krævende svar.  Og så må videnskaben og fremtiden passe sig selv.