Famlende opgør med ”3. Vej” strategien
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 14. august 2018

Det har været to hårde år for socialdemokratierne i Europa. Flere store og traditionsrige socialdemokratier har lidt alvorlige nederlag ved parlamentsvalgene. Værst er det gået ud over den Hollandske, Franske og Tyske socialdemokrati. Men partierne i Østrig, Sverige og Italien er også under pres. Som forventet har det heller ikke skortet på trykket i dommedagsbasunernes ventiler – socialdemokratiernes tid er forbi, har det lydt fra både højrefløjen og venstrefløjen.

Hovedforklaringen har været entydig. Socialdemokratiernes krise er konsekvensen af to årtiers neoliberal politik og svigt af de brede masser. Partierne i Europa har bidraget til gennemførelsen af de mange sociale forringelser, begunstigelse af erhvervslivet, undergravning af velfærdsstaten og dens institutioner og den generelle tilbagerulning af de sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige landvindinger, som arbejderbevægelsen fik presset igennem frem til midt i 70’erne. Socialdemokratierne har set passivt til, at fagbevægelsen blev svækket gennem lovgivningen og aktivt støttet den politik i EU, som svækkede lønmodtagernes retstilling overfor det samlede erhvervsliv. Og sidst men ikke mindst deltog de forskellige socialdemokratier i regering eller udenfor til at understøtte EU systemets brutale krisepolitik fra 2011 og frem.

 

Hertil kommer, at socialdemokrater som Tony Blair i Labour, Gerhard Schröder i SPD, Hollande i PS og González i PSOE alle har lænet sig mere op ad samarbejdet med den øvre middelklasse end videreført den organiske forbindelse til arbejderklassen og den lavere middelklasse. Partierne er blevet tømt for indre aktivitet og har ikke opfostret morgendagens ledere. I stedet har partiledelserne ansat professionelle konsulenter, kommunikationsfolk osv. Så det er ikke så uforståeligt, at de brede lønmodtagergrupper har følt sig svigtet af socialdemokraterne og i konsekvens søgt repræsentation andre steder i det politiske landskab. Og på grund af presset fra verdensmarkedet og heraf afledte utrygge beskæftigelsesforhold har ret store grupper af lønmodtagere søgt mod de nationalkonservative eller populistiske partier for at bevare den nationale velfærdsstat, fordi disse partier som hele deres eksistensgrundlag dyrker det ”rene folk” mod en troløs og kosmopolitisk elite. Tendensen er blevet til mere og mere radikal velfærdschauvinisme.

 

Det bristede håb fra 1989

Hovedproblemet med det meste af kritikken af socialdemokratierne og deres aktuelle deroute er, at den er uhistorisk og overvejende moralsk, som den i det store og hele har været siden splittelsen i 1914.

 

Kritikkens hovedakse er, at de socialdemokratiske ledere og i samme boldgade de faglige ledere bevidst har svigtet arbejderklassen og de brede lønmodtagere enten for egen vindings skyld – forræderi - eller som konsekvens af en reformistisk politik, der i sidste ende altid har måtte kapitulere overfor de herskende klassers økonomiske magt. I den forstand er man også behageligt fri for at analysere de faktisk forekommende udviklingstendenser, modsætninger og kampe indenfor socialdemokratierne, der aldrig er foregået isoleret fra arbejderklassen, som partierne historisk er udsprunget af og ikke uden tab af legitimitet kan frigøre sig fra.

 

Da Muren faldt i 1989 og ”Fløjlsrevolutionen” fejede gennem Tjekkoslovakiet affødte det en fornyet og optimistisk debat i de europæiske socialdemokratier. I det danske socialdemokrati udtalte Svend Auken, at nu var turen for alvor kommet til socialdemokratismen. Nogen svang sig op til at tale om en ny æra for den demokratiske socialisme. Endelig var den bolsjevikiske skygge svundet ind til ubetydelighed og vejen banet for enhed i den europæiske arbejderbevægelse på et socialdemokratisk grundlag. Med ophøret af den kolde krig forventede lederne også et ophør af splittelsen, man siden 1948 havde opgivet at overvinde.

 

Det, de samme europæiske socialdemokratiske ledere overså, var, at partierne ikke havde nogen politik og allerede var i gang med at overtage neoklassisk økonomisk tænkning, den liberale individualisme og kritikken dels af det statslige bureaukrati og dels af fagbevægelsen.

 

Forud var gået kulminationen på senhalvfjerdsernes nederlag for den socialdemokratiske velfærdsstat og visioner om at styre kapitalismen, nemlig det historiske nederlag for Mitterands venstreorienterede regering fra 1981 og programmet: ”programme commun”. Sammen med kommunisterne have Mitterands PS formuleret et program, som forenede venstrekeynesiansk og marxistisk tankegang. Som den første socialdemokratiske regering tog Mitterandregering det første egentlige skridt til både at regulere og direkte intervenere i de store franske industriforetagender. De offentlige investeringer skulle øges. Der skulle indføres en form for økonomisk demokrati og medarbejdernes indflydelse på virksomhedernes beslutninger skulle øges. Det offentlige skulle øge efterspørgslen for at nedbringe ledigheden, og staten skulle have indflydelse på långivningen.

 

Som så mange andre socialdemokrater regnede Mitterands rådgivere med, at krisen fra 1979 var på retræte, hvad der skulle gøre en ny offensiv socialdemokratisk reformpolitik mulig. Det modsatte blev tilfældet. ”Volckerrevolutionen” i USA havde sat gang i en voldsom deflationær recessionsproces, som ramte Europa i længere tid og dybere end USA. Man var tillige i et styrkeforhold, som gjorde det muligt for USA at påtvinge Europa og udviklingslandene omkostningerne ved den drastiske deflationære politik. Resultatet for Mitterandregeringen blev, at væksten ikke udviklede sig som forventet, arbejdsløsheden faldt heller ikke i den forventede takt, hvor statsunderskuddet derimod eksploderede og franc’en faldt voldsomt overfor D-mark. Efter blot halvandet år med progressiv venstrekeynesiansk politik og social reformpolitik måtte Mitterandregeringen give op. Den nye linje blev ”franc forte” med udbredt privatisering, forringelser af lønmodtagernes stilling, accept af ”det indre marked” i EU, skærpet konkurrenceevnepolitik og lettelser for erhvervslivet. Det drejede sig ganske simpelt for regeringen om at stoppe devalueringen og kapitalflugten.

 

I den forstand kan man tale om Mitterandregeringen som kulminationen på de socialdemokratiske partiers og regeringers visioner om at udvikle velfærdsstaten til et opgør med kapitalismen gennem udvidede styringsmekanismer og nye institutioner til regulering af marked og produktion. I England var nederlaget for dén politik allerede en realitet med Wilsonregeringens overgivelse i 70’erne. I de skandinaviske socialdemokratier var man aldrig nået videre end til på et avanceret grundlag at forvalte velfærdsstaten. Det nærmeste socialdemokratierne kom visioner for de kommende opgør med kapitalismen skete i form af det danske socialdemokratis progressive principprogram fra 1977 (stærkt inspireret af 1968 og den stærke millitans i fagbevægelsen) og det svenske oplæg til ØD.,

 

Over hele linjen stod de socialdemokratiske partier historisk afvæbnede i 80’erne. I Danmark gav det sig udslag i interne politiske kampe og ”fodnotepolitikken” i forhold til Schlüterregeringen. Socialdemokratierne havde ganske enkelt ikke noget politisk-økonomisk modsvar til de herskende klassers offensiv, der blev sat i gang med valget af Reagan i USA og Thatcher i England. Hele det politisk-økonomiske grundlag, som socialdemokratierne havde annekteret som erstatning for deres tidligere anknytning til marxismen – Keynes og Wicksels makroøkonomi – havde jo vist sig ikke at holde i 70’erne og stod som konsekvens for skud fra neoklassisk hold støttet af de herskende klassers embedsmænd, tænketanke, universiteter osv. Statsmagten som et fremmedlegeme og alle andre fremmedlegemer så som fagforeningerne skulle vige pladsen for de fri markedsmekanismer, der overladt til egen indre logik ville bringe økonomisk fremgang og løse arbejdsløshedsproblematikken.

 

Markedsfundamentalisternes teoridannelse og argumentation var utrolig primitiv og blottet for enhver korrespondance med den praktiske virkelighed. Ikke desto mindre havde socialdemokratierne ikke noget modsvar, og deres moralske kritik blev fejet til side. Partierne hang uhjælpeligt fast i en defensiv position, hvor det først og fremmest drejede sig om at dyrke håbet om, at konjunkturerne igen ville vende og mindske skadevirkningerne. Vendingen hen over tiåret kan kort beskrives som: retræten fra regulerings- og styringsambitionerne i 60’erne og 70’erne til håbet om ”at sætte hegnspæle op omkring markedet”. Markedet var nu det absolutte udgangspunkt, der ikke længere kunne rokkes ved. Enhver drøm om planlægning af produktionen og regulering af marked og kapitalbevægelser gik i graven med Sovjets sammenbrud. Godt nok havde alle socialdemokratier slået sig op på modstanden mod den sovjetiske planøkonomi, men som modificeret model havde den altid spøgt i baggrund som modsvar til den anarkistiske og delvist inhumane markedsøkonomi.

 

Således teoretisk og visionsmæssigt afklædt voksede socialdemokratierne ind i 90’erne. Uden selvtillid og uden andet mål end at begrænse skaderne og vente på bedre tider. Det er på baggrund af disse ”bristede forhåbningers tider”, at man skal forstå succesen for Tony Blairs 3. Vej strategi som en socialliberal tilpasning til borgerskabets herskende ideologi og praktiske politik. Hovedfokus blev det defensive forsvar af resterne af velfærdsstaten som kapitalismens endelige form og kampen mod arbejdsløsheden – men ubetinget på kapitalens præmisser. I Danmark blev det Nyrupregeringernes lod at gennemføre den politik. I England Blairs New Labour, i Tyskland Gerhard Schröders ”Neue Mitte” og i Spanien González’ reformerede PSOE. 

 

Parti og fagbevægelse blev adskilt og hele den korporative tankegang afløst af en orientering mod de nye teknokratiske lag indenfor industrien og i den offentlige sektor sidstnævnte i form af tilslutning til New Public Management bølgen. De meget få socialdemokratiske tænkere, der lyste op i perioden efter 1989 førte først og fremmest pen til et opgør med klasseteorierne og enhver forestilling om et socialistisk alternativ til kapitalismen (Anthony Giddens). Det internationale perspektiv blev reduceret til en støtte for de herskende klassers samfundsingeniørers plan for den nye europæiske unionsdannelse gennem markedsmekanismernes økonomiske tvang. Forestillingerne om arbejderklassens politiske økonomi og de politiske og samfundsmæssige krav til fremtidens produktion af rigdom og fordeling blev vendt på hovedet og underlagt markedets krav. På realplanet betød det, at fagbevægelsens krav blev underlagt de aktuelle markedskrav og velfærdsordningers fremtid de nationale herskende klassers konkurrencekrav. Og med den kolde krigs afslutning fjernede socialdemokratierne også enhver kritik af det ”liberale demokrati” og den vestlige kapitalisme som ”global norm”. Således blev socialdemokratierne i hele ”tredje vej” perioden selv bannerfører for illusionerne om globaliseringen, som i sin mest radikale udformning senere skulle vise sig at blive den største udfordring af de velfærdsordninger, der frem til 2008 i det store og hele havde sikret størstedelen af lønmodtagerne i de vestlige økonomier mod markedsfluktuationers luner.

 

Krisen i 2008 og de fornyede håb

Den økonomiske krise i 2008 dementerede med et slag borgerskabets politisk økonomi og ideologiske dominans. Markedet viste sig ikke at være selvregulerende. Der var ikke blevet investeret i ny produktion. Produktiviteten var ikke steget, og hele beskæftigelsesfremgangen hvilede på spekulativ bobleøkonomi. Lønmodtagernes lønninger var ikke steget i takt med erhvervslivets profitter. Leveforholdene var alene blevet forbedret gennem en voldsom stigning i husholdningernes gældsætning. Arbejderklassen og middelklassen var nu dobbeltbundet til kapitalen. Dels gennem lønarbejdet og dels gennem gæld til finanssektoren. Og det stod klart, at kapitalismen ikke var, som mange havde troet, på vej ind i et nyt langvarigt opsving lig perioden med de gyldne år fra 50’erne til sidst i 70’erne. Det var ikke lykkedes de herskende klasser trods pres på arbejderklassen, øget internationalisering og trinvise kapitaludrensninger at genskabe et profitgrundlag tilstrækkeligt solidt til at generere et nyt langvarigt opsving.

 

Den såkaldte neoliberale doktrin var kompromitteret. Bredt i arbejderbevægelsen, i socialdemokratierne, på venstrefløjen og i befolkningen var der en forventning om, at nu måtte de rige betale prisen for at have ført alle bag lyset i tredive år. Få forventede, at de herskende klasser havde ammunition til at slå tilbage og redde deres hidtidige dominans på alle samfundsområder.

 

I socialdemokratierne voksede modstanden mod tredje vej politikken, fordi den blev forbundet med hele den økonomiske politik, der havde ført frem til sammenbruddet i 2008. I de toneangivende tredje vej partier abdicerede lederne eller blev gået, uden at der var opbygget et nyt lag af ledere med nye visioner og frigjort fra den socialliberale tankegang, der havde præget de foregående. Flere af partierne var tømt for aktivitet og reel medlemsindflydelse. Og selv om f.eks. Schröders 2010 strategi (populært kaldt Hartz IV) blev lagt for had, fordi de arbejdsmarkeds- og socialpolitiske elementer i voldsom grad havde forringet vilkårene for den tyske arbejderklasse og forringet fagforeningers styrke, lykkedes det ikke efterfølgerne at lægge strategien i graven. Det blev kun til modifikationer.

 

Arvtagerne efter Nyrup Rasmussen i det danske socialdemokrati forsøgte som forkølet kompromis at forene liberal markedsdoktrin med genopdaget socialpolitik, som de sammen med SF forestillede sig kunne føre til det ønskede magtskifte. Det lykkedes dog aldrig at få begejstret tilslutning til det grundlæggende udbudspolitiske aspekt, der populært blev døbt ”12 min” (lønmodtagerne skulle arbejde 12 min. mere om dagen for at forbedre det økonomiske underlag under en ny ”rød regering”).

 

Inden nogen af socialdemokratierne i Europa fik sig samlet teoretisk og praktisk politisk, blev de alle suget ind i den tilrettelagte og orkestrerede gældskrise og tvunget til at acceptere den krisepolitik, der blev dikteret efter tyske økonomiske interesser. Indenfor de gældende rammer var der ikke noget alternativ, hvis et større sammenbrud i EU skulle afværges. Socialdemokratierne accepterede, at Grækenland blev overladt til de spekulerende kapitalkræfter, at Spanien, Portugal og Irland blev sat under administration, og ikke mindst, at den borgerlige politiske økonomi blev traktatfæstet som mellemstatslig aftale med Finanspagten og kravet om budgetlove i alle de tilsluttede lande, der konkret vendte op og ned på forholdet mellem økonomi og politik. De enkelte landes finanspolitik og herunder socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken skulle kontrolleres af EU kommissionen og til enhver tid underordnes markedsudviklingen. Det betød for socialdemokratierne i Danmark, i Frankrig, i Holland osv., at de afskar sig fra at føre kontracyklisk politik og sikre velfærdsordningerne. Faktisk blev de tvunget til at føre en disciplineringspolitik, hvor statsgælden blev nedbragt og finansspekulationerne holdt for døren på bekostning af de brede lønmodtagergrupper. Udbudspolitikken blev skærpet, arbejdsløsheden holdt sig i hele perioden fra 2011til 2016 på et helt uhørt højt niveau. Uligheden eksploderede, og lønmodtagerne i industrien og servicesektoren blev udfordret af vandrende arbejdskraft fra de hårdest ramte arbejdsløshedsområder i Syd og Øst.

 

Socialdemokratierne havde ingen svar på disse problemer, hverken i de andre europæiske lande eller i Danmark, hvor Thorningregeringen stort set gennemførte den politik, som blev dikteret fra Tyskland, ECB og IMF og formuleret af den afgående Løkke-Rasmussen regering. 

 

Man stemmer med fødderne

Som arbejderklassen altid har gjort i krisetider, søgte den efter de repræsentanter, som den intuitivt fandt bedst til at forsvare sine interesser, og her var pilen på socialdemokratierne for nedadgående. Vendingen væk fra socialdemokratier har på trods af den store utilfredshed vist sig som en modsætningsfuld bevægelse fra skuffelse over de aktuelle ledere til bitterhed over partiernes indifference overfor især den brede del af arbejderklassen og den lavere middelklasse (herhjemme gestaltet af Helle Thorning og Bjarne Corydon). Hele vokabularet om hensynet til de svageste, til de prekære osv. udtrykte en grænseløs foragt overfor socialdemokratiernes basis og en udtalt teknokratisk ingeniørtænkning, hvor velfærdsstaten nu også af socialdemokrater blev præsenteret som servicedistributør og ikke som forvalter af ”folkets ejendom”. Socialt og kulturelt betød det, at arbejderklassen og flere af grupperne indenfor middelklassen forsvandt i samfundsdebatten, hvilket betød tab af anerkendelse, manglende oplevelse af politisk talerør og visioner for fremtiden og en voksende angst for social deroute ned i gruppen af ”svage” frataget enhver form for politisk- og social frihed.

 

Da venstrefløjen på den anden side ikke havde udviklet andet modsvar til socialdemokratierne end moralsk kritik og bedre ordninger for ”de svageste”, havde også venstrefløjspartierne malet sig op i et fremmedgjort forhold til den brede arbejderklasse og samtidig åbnet for massiv indflydelse fra de dele i middelklassen, der er ansat i mellempositionerne indenfor det samlede statssystem. Men selv om de samme grupper hævdede og hævder at repræsentere de brede arbejdergruppers interesser indenfor velfærdsordningerne, opleves de generelt som en del af det teknokratisk legitimerede formynderi, som kontrolleres af den øvre middelklasse. I den forstand har det ikke været muligt fra bredere dele af lønmodtagerne at finde politisk, social og kulturel repræsentation og forankring hos nogen af partier indenfor centrum-venstre spektret.

 

Tomrummet blev og bliver stadig udfyldt af de højrepopulistiske og socialkonservative partier og bevægelser, hvis modsætningsfigur er ”folket mod eliten” og ”det nationale forsvar mod kontroltab og truslerne fra verdensmarkedet”. Modsætningsbilledets pseudoproletariske indhold blev krystalklart formuleret af en lokal repræsentant fra det tyske AfD: ”vi er den eneste reelle folkelige opposition i Tyskland. De andre repræsenterer magten og ligegyldigheden overfor den lille mand”. I denne beskrivelse af folket versus magtens korridorer, indgik Die Linke i sidstnævnte – som middelklassens talerør.

 

Det interessante er så, at selv om de genoplivede socialdemokratiske forhåbninger efter 2008 er endt i store parlamentariske nederlag for flere betydende socialdemokratier og hele bevægelsen som teori- og visionsløs, er det på den anden side først nu lykkedes højpopulister og socialkonservative at komme til magten i Italien og delvist i Østrig, Ungarn, Tjekkiet og Polen. Endnu er disse kræfters rækkevidde og faktiske styrke uprøvet. Men af samme grund kan de spille en fremtrædende rolle i de politiske kampe indenfor de respektive medlemslande i EU og ikke mindst i de voksende spændinger og modsætninger indenfor EU kompasset: mellem vest og øst og syd og nord og mellem befolkningerne og EU institutionerne, der ikke kan frigøre sig fra den krisepolitik, som er ansvarlig for den fortsatte lavvækst og voksende sociale, økonomiske og politiske ulighed.

 

Lønmodtagerne i de fleste EU lande har mistet tilliden til den økonomiske orden, der har hersket som gældende markør for den højeste fornuft siden begyndelsen af 80’erne. De har mistet tilliden til de statslige institutioner, det politiske system og delvis fagbevægelsens evne til at sikre deres økonomiske og sociale interesser. Men de har ikke selv magtet opgaven med at formulere en anden politik, andre visioner og et opgør med de lag i de socialdemokratiske partier og i fagbevægelsen, der i det store og hele endnu ikke har frigjort sig fra de herskende klassers politisk-økonomisk fallit. Som sådan har de samme lønmodtagergrupper ikke haft ret meget andet at ty til for at blive hørt end protesten og ødelæggelse af alt det, eliten repræsenterer. Forstået indenfor den ramme udtrykker de højrenationale populistiske bevægelser bedre end andre politiske strømninger den umiddelbare stemning i en visionsløs arbejderklasse uden tidligere tiders historiske selvtillid.

 

Sendrægtigheden hos de socialdemokratiske ledere er til at tage og føle på. Først nu er det ved at dæmre i de socialdemokratiske partier at vejen til at generobre indflydelsen i arbejderklassen og positionen som hovedrepræsentant ikke går over moralsk udhaling af de populistiske bevægelser eller kappestrid om at være mest indvandrefjendsk og nationalistisk. Opgøret skal forme sig som et opgør med egen politisk-økonomisk visionsløshed og kampen for at genindplacere arbejderklassen og lønmodtagerne som toneangivende klasser i samfundet. Det drejer sig nemlig ikke udelukkende om at genetablere tabte velfærdsordninger. Det gælder nok så meget kampen om placeringen i samfundet og overvindelse af tre årtiers kontroltab.

 

Den sidste bastion og tab af politisk legitimitet

Nu skal man på ingen måde forstå de socialdemokratiers skift fra de klassiske reform- og fremtidsorienterede velfærdsstrategier som gnidningsløse hamskifter. Overgangen til tredje vej strategien er gået over valgnederlag eller manglende evne til at fastholde regeringsmagten. Hertil føjer sig det endelige nederlag for den klassiske reformstrategi, da Lionel Jospin i Frankrig blev valgt på et ret progressivt program i 1997 uden at være i stand til at gennemføre ret meget.

 

Programmets hovedbestanddele var en generel omfordeling fra profit til løn. Indførelse af en 35 timers arbejdsuge. Stop for den privatiseringsbølge, som fulgte Mitterandregeringens nederlag. Opgør med désinflation compétitive som havde en del til fælles med den senere konkurrenceevnepolitik, der blev generaliseret med krisepolitikken efter 2011 i EU. Og ikke mindst pressede Lionel Jospin på for at få ændret grundlaget for euroen og gennemført et opgør med Tysklands- og Maastrichtpolitikkens snævre monetære udbudspolitik. Europolitikken skulle bygge på en bredere arbejdsmarkedspolitisk og makroøkonomisk ramme.

 

Jospin fik ikke gennemført meget af sin politik. Hertil var modstanden i store dele af EU anført af Tyskland for stor, og den blev brugt af hele den politiske og økonomiske elite i Frankrig til at underløbe Jospin.

 

Det meget modsætningsfyldte forløb for de socialdemokratiske partier op gennem 80’erne og frem til i dag har også haft dybe teoretiske omkostninger. Selv om socialdemokratierne i større eller mindre udstrækning ikke just har haft en klar klasseteori, har de alle i en eller anden udstrækning og som underforstået forudsætning arbejdet indenfor modsætningsforholdet mellem arbejderklassen i bred betydning og en herskende klasse, kapitalistklassen. Klassedelingen gik i mange modificerede former igen i de forskellige skrifter, om end man samtidig erklærede klassekampen for død, fordi der var en interesse i et samarbejde mellem arbejde og kapital. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt partierne har gjort ud af analyserne af middelklassen og dennes centrale rolle i formidlingen af samarbejdet mellem arbejde og kapital, selv om det var hele det grundlag velfærdsstaten bygger på.

 

Med tredje vej strategien forsvandt selv de mest rudimentære aspekter af klasseforståelsen. Partierne foretog en 180 graders vending og overtog den amerikansk inspirerede klasseopdeling med overklasse – en stor og bred middelklasse – og en udefineret underklasse, der stort set bestod af alle dem, der var til overs i den kapitalistiske vækstmaskine. Konsekvenserne var ret så afgørende og mere vidtrækkende, end de fremstod. Ved at afstå fra en horisontal klasseanalyse, som den klassiske socialdemokratiske velfærdsmodel byggede på, gav man logisk afkald på det historiske og dynamiske udviklingsperspektiv i klassekampen. Omvendt annekterede man et sociologisk tilpasningsperspektiv med den vertikale model, fordi ambitionen her indskrænkede sig til fremme af den sociale mobilitet, begrænsning af uligheden og sikring af beskæftigelsen. De to hovedklasser indtog nu ikke længere en komplementær position i et horisontalt modsætningsbillede, som helt op i 80’erne stadig dannede forståelsesramme og indeholdt forestillingerne om et andet samfund hinsides det borgerligt liberale samfund.

 

Nu kan man mene, at socialdemokratierne allerede i slutningen af 30’erne gjorde op med det klassiske klassebegreb, da de i stigende grad begyndte at tale om folkepartier og folk. Men inde under dette populære modstandsbegreb herskede det klassiske klassebegreb stadig. Folkebegrebet dækkede nærmere over et bredt alliancebegreb indeholdende arbejderklassen, bønderne og den nye middelklasse samt klassen af småborgere, der efterhånden var en udtyndet klasse.

 

Når det er vigtigt med denne afstikker til socialdemokratiernes klasseforståelse, har det flere begrundelser. For det første øver den aktuelle klasseforståelse stor indflydelse på socialdemokratiernes selvforståelse og igangværende selvransagelse. For det andet afspejler klasseforståelsen anskuelsen af det kapitalistiske samfund, hvor ændringer nu hele tiden analyseres på overfladeplanet med begreber som ”servicesamfund”, ”informationssamfund” og ”postindustrielt samfund”, hvorved den forholdsvis enkle forståelse af, at der skal produceres, før der kan handles, er gået tabt. Herunder forståelsen af, at kapitalismen har gennemløbet flere afgørende industrielle revolutioner, uden at disse har ændret afgørende på de indre samfundsmekanismer. For det tredje har klasse- og kapitalismeforståelsen bevirket, at socialdemokratierne i i hvert fald to årtier ikke har haft blik for den stadig store og betydningsfulde arbejderklasse, der er grundlaget for, at der produceres, distribueres og reproduceres. (i parentes skal det med, at flere af de funktioner, der kaldes servicefunktioner i virkeligheden er moderne produktionsfunktioner).

 

Kort sagt har socialdemokratierne indenfor et statisk klassebillede og indenfor en statisk og ahistorisk betragtning af kapitalismen indskrænket ambitionen til at sikre den nationale økonomiske stabilitet i den skærpede konkurrence på verdensmarkedet, sikre den sociale mobilitet, begrænse udviklingen i ulighed, holde hånden under underklassen og værne om de sidste rester af velfærdsinstitutionerne samtidig med, de skridtvis har accepteret en yderligere udvanding. Altså socialdemokratierne har medvirket til at dække over en tiltagende gen-varegørelse af den brede arbejderklasse, som arbejderbevægelsen med velfærdsstaten ellers havde begrænset i og med, at de sociale sikringsordninger gjorde arbejderklassen mindre sårbar overfor svingningerne på arbejdsmarkedet.

 

Over hele linjen har det betydet, at arbejdervælgere har forladt socialdemokratierne i stor stil, således den socialdemokratiske bevægelse ikke tæller meget mere end mellem 25-30% ved valgene, og de fleste steder i Europa ikke længere er i stand til at danne regering. Det hører med til forståelsen, at afvandringen fra socialdemokratierne både stemmemæssigt og politisk kulturelt satte ind lang tid før, de populistiske partier opfandt indvandrerdagsorden og folk-elite dikotomien som grundlag for deres indhug i den socialdemokratiske vælgermasse. Bevægelsen fik først og fremmest en vækstgrund som følge af socialdemokratiernes bidrag til prekaritetsdannelsen som eksistensvilkår for de brede lønmodtagergrupper og partiernes accept af globaliseringsdagsordenen, som indebar et voksende pres på de socialdemokratiske kernetroppers arbejdsvilkår. Med et enkelt begreb kan man tale om de brede arbejdergruppers oplevelse af kontroltab bedst eksponeret og profileret i flygtninge-indvandrer spørgsmålet og den voksende terrorisme – de ”uudstoppelige horder” af migranter fra Afrika og vilkårlighed som vilkår med terrorismen.

 

Indtil nu har stort set ingen af socialdemokratierne haft en modgift til den udvikling. De har skældt ud på de primitive budskaber fra de populistiske bevægelser og på den anden side efter bedste evne afgrænset sig overfor konkurrencen fra venstrefløjen. Problemet er imidlertid, at partierne ikke før nu har set sig selv og deres politiske forvandlinger som afgørende årsag til arbejdervælgernes voksende troløshed. Her er det urimeligt og direkte vildledende at fokusere på enkelte partilederes åbenlyse forræderi. Den mistede tillid til socialdemokratierne i dag adskiller sig markant fra det tillidstab, de også oplevede i mellemkrigstiden. Den gang blev partierne forbigående straffet, når de ikke levede op til forventningerne, men der var en udbredt tro på, at partierne nok skulle finde vejen igen. Den sidste dimension er fraværende i dag, og det er på lånt tid, at socialdemokratierne kan holde skansen ved at låne politisk gods fra de socialkonservative og populistiske bevægelser. Tiden kalder på et radikalt opgør, og det er måske i gang. 

 

Selvransagelse

Thorningregeringen tabte valget i 2015. Venstre og resten af højrefløjen vandt ikke. Med Thorning som statsminister og Bjarne Corydon som en anden Gordon Brown præsiderede socialdemokratiet i regeringen fra 2011-2015 over tredje vej strategiens sidste krampetrækninger. Man tilsluttede sig aktivt krisepolitikken i EU og indførte nidkært budgetpolitikken og den stramme finanspolitik som ”nødvendighedens politik”. Kort sagt lagde Thorning regeringen navn til en accelereret forringelse af velfærdsstatens sociale og kollektive forpligtelser og til de offentlige arbejdsgiveres målrettede opgør med de offentligt ansattes faglige organisationer. I samme periode blev hele partiapparatet og organisationen overtaget af professionelle spindoktorer, og det endelige sammenbrud for den hidtidige linje kom med salget af Dong. Der var tale om et historisk prestigetab, og kun ganske få i partiet ønskede at forsvare Bjarne Corydons mesterstykke. Modsætningerne i partiet gik på kryds og tværs, uden at partiledelsen havde tilstrækkelig autoritet til at inddæmme utilfredsheden eller begrænse den voksende ligegyldighed og apati.

 

Med valget af Mette Frederiksen indledtes det opgør med de sidste årtiers socialdemokratiske politik, som nu for alvor er ved at folde sig ud. Som et modus vivendi og delvise resultat af partiets voksende nationale indadvendthed i forsvaret af de danske lønmodtagere mod presset fra EU’s indre marked og globaliseringskonsekvenserne, svingede den nye ledelse i partiet ind bag de voksende krav om en skærpet udlændingepolitik. Selvfølgelig for at lukke en flanke overfor DF og vinde vælgere tilbage, men også som forsøg på at handle resolut overfor den voksende oplevelse af afmagt og politisk- og socialt kontroltab, der har forplantet sig i den traditionelle socialdemokratiske vælgerbasis. For så vidt de store menneskerettighedsidealer, som de socialdemokratiske partier har haft som klassisk standpunkt, tegner skiftet en højredrejning, men det kan ikke tilrådes at angribe problemstillingen moralsk. Socialdemokratierne har foretaget disse drejninger mod nationalkonservatismen flere gange i historiens løb for at følge de småborgerlige tendenser, der altid har haft et solidt greb i flere lag i arbejderklassen, og hver gang har skiftene haft til formål at modvirke tendenserne til kontroltab og værne om arbejdervælgernes sociale tryghed. Det er tale om typiske reaktioner for socialdemokratierne i krisetider, hvor styrkeforholdene har været ugunstige. Som sådan kan det analytisk være produktivt at betragte den aktuelle højredrejning som forbigående, i og med styrkeforholdene ikke længere entydigt er i de borgerlige kræfters favør.(13)

 

Det sidste års politisk ideologiske offensiv fra ikke bare det danske socialdemokrati taler for, at en vending er på vej, hvor famlende og heterogen den end er. Bomben sprang, da Mette Frederiksen i foråret erklærede, at socialdemokratiet op til næste valg agter at gå enegang og om muligt danne en mindretalsregering. Hendes kronik blev fulgt op af flere bøger fra nuværende og kommende socialdemokratiske ledere. Bedst eksponeret blev Henrik Sass Larsens bog Exodus, hvor bogens titel angiveligt refererer både til jødernes udgang fra Egypten og fyrre års ørkenvandring for at rense fra resterne af de ikke gudfrygtige generationer.

 

Det mest interessante ved en i øvrigt ganske usammenhængende bog er, at den indledes med en definition af, hvad det vil sige at være et demokratisk socialistisk parti. Definitionen er nok mindre vigtig end det faktum, at begrebet demokratisk socialisme trækkes frem som normsættende for resten af bogen. Et klart opgør med Thorninglederskabets statiske og teknokratiske ingeniørtænkning. Ifølge Sass Larsen bygger begrebet på tre søjler nemlig den klassisk socialdemokratiske fortolkning af parolerne fra den franske revolution: frihed – lighed – solidaritet. Her refereres der tilbage til et af socialdemokratiets mest vidtgående programmer fra 1977.

 

Men så kommer han heller ikke ret meget videre ad den vej. Budskaberne kan koges ned til, at centrum-venstre igen skal sætte arbejde, uddannelse og sundhed ind på de øverste punkter på dagsordenen. Ligheden skal på vanlig vis tilnærmes gennem øget progressiv beskatning og højere selskabsskat og en bedre omfordeling af rigdomsvæksten. Solidaritetsbegrebet fortyndes til det meget luftige begreb ”upersonificeret næstekærlighed”, hvad det så end er for en størrelse. Socialdemokratiet skal på det grundlag igen føre offensiv værdipolitik, hvor de brede masser igen skal indsættes som samfundsaktører.

 

Nok så vigtigt er bogens eksplicitte opgør med tredje vej politikken både, når det gælder en sønderlemmende kritik af Schröders Hartz IV og tredje vej politikernes udtalte foragt for arbejderklassen og den lavere middelklasse og i modsætning hertil dyrkelsen af den teknokratiske elite. Sass Larsen påberåber sig en ny kamp for gen-anerkendelse af arbejderklassen i samfundspolitikken. Der skal vises respekt også i kulturlivet og i opgøret med uligheden indenfor alle livsområder. Visse steder leder Sass Larsens formuleringer tankerne tilbage til sentressernes Rindalisme.

 

Solidaritetsaspektet skal bygges ind i EU og ind i de traktater og handelsaftaler, der skal indgås i fremtiden. Den sociale søjle i EU skal udbygges, og der skal sættes ind mod alle former for social dumping. På den anden side har Sass Larsen ikke mange bud på, hvordan den offentlige sektor skal reformeres, og hvordan en kommende regering vil sikre et vist samarbejde med det erhvervsliv, som gør alt for at skubbe samtlige omkostninger over på samfundet. Endnu engang er en politikformulerende socialdemokrat fanget i det dilemma, at man af hensyn til det altoverskyggende tema – beskæftigelsen – er tvunget til enten at gribe dybt ind i produktionen og profitdannelsen for også at sikre solidariteten og ligheden eller også acceptere, at man, som internationaliseringen stiller betingelserne i dag, er tvunget til at gennemføre småkorrektioner på de mange problemer, som den kapitalistiske produktion og konkurrence vælter over på samfundene.

 

Men, selv hvis Sass Larsen var gået videre i sine politiske krav, ville de forblive utopiske af den simple grund, at samtidig med at han og flere andre socialdemokratiske politikere forsøger at finde tilbage til rødderne – dvs. Thorvald Staunings socialdemokratiske gods – så indtager de et mere og mere ukonkret og defensivt forhold til EU. De krav og antydningerne af en ny politisk strategi har ingen gang på jorden indenfor snævre nationalstatslige rammer. Ikke desto mindre forfølger både Sass Larsen og de andre forfattere (bortset fra Peter Hummelgaard, der i artikler har foregrebet sin kommende bog)(14), som eksempelvis Dan Jørgensen og Pernille Rosenkrantz Theil en snæver nationalt orienteret linje og afstår fra at forlænge det nationale politiske nybrud til seriøse overvejelser over, hvordan den samme kamp skal føres indenfor EU. De ligger langt fra de nybrud, der er på vej i PES(15)(de europæiske socialdemokrater) og den europæiske faglige sammenslutning (ETUC).

 

De forskellige socialdemokratiske forfattere ligger på nuværende tidspunkt også langt fra de anslag til nyformulering af en socialdemokratisk strategi for partierne i Europa, sådan som de kommer til udtryk i de teoretiske kræfter, der er forbundet med Ebertinstituttet i Tyskland og folder sig ud indenfor det tyske SPD(16) Her forsøger man blandt andet at søge tilbage til den oprindelige Keynes og de andre progressive politiske økonomer fra 30’erne for at formulere et sammenhængende politisk-økonomisk alternativ til den neoklassiske doktrin, der mere og mere tydeligt er blevet tømt for ideologisk og praktisk indhold – om end den endnu er virksom. Der er således bestræbelser i gang, hvad der endnu ikke kan spores i det danske socialdemokrati, for at formulere en ny politisk økonomi, hvor det socialdemokratiske reguleringsperspektiv skal have forrang for de udvandede økonomiske teorier, herunder de neokeynesianske teoridannelser, der ikke vedkender deres status som politisk økonomi, men gør krav på værdifri forskning.

 

Selvransagelsen i det danske socialdemokrati virker indtil nu ikke særligt overbevisende. Ikke fordi den ikke er ærligt ment, og ikke fordi den ikke får konkret betydning i den kommende valgkamp, men fordi dens perspektiv ikke handler ret meget om at forandre samtiden for at skabe en bedre fremtid, men snarere om at omgærde det danske velfærdssamfund med et værn mod en truende fremtid skabt af et uoverskueligt verdensmarked, som man fremstiller og vel også opfatter som truende og ødelæggende. Dvs. på trods af de mange bestræbelser for ideologisk genoprustning og udfordring af den neoklassiske økonomiske tænkning og praktiske konsekvenser bl.a. i Pernille Rosenkrantz Theils kritik af finansministeriets regneregler, er det endnu ikke lykkedes at formulere en visionær og samfundsforandrende politik. Tværtimod har man indtil nu i modsætning til fællerne i flere af de andre socialdemokrater (Bl.a. PSOE i Spanien, PS i Portugal og dele af SPD i Tyskland) valgt helt at gå uden om et opgør med budgetloven og EU’s vækst- og stabilitetspagten, som danner det institutionelle grundlag for EU’s krisepolitik og konkurrenceevnepolitik. Af samme grund må det forventes, at nybruddet og de mange spændende udkast til socialdemokratiets politiske fremtid forholdsvis hurtigt løber tør for energi. For indtil nu har man afstået fra et opgør med restaurationsperiodens økonomiske doktrin og veget uden om de bestræbelser, der fra socialdemokratiernes side er i gang for at skabe en bevægelse for tvinge magthaverne i de europæiske lande og i EU’s institutioner til at ændre EU til en social og demokratisk union. Med fraværet af de to dimensioner forbliver mange af de smukke hensigter ønsketænkning og partiet kan meget vel blive fanget i en statisk velfærdschauvinisme (på overfladen ikke til at skelne fra DF’s fremmedfjendske nationalkonservativsme), som man ikke kan komme ud af.

 

Lignende tendenser i andre socialdemokratiske partier

Opgøret med tredje vej strategien er i gang i de fleste andre socialdemokratier i både Nordeuropa og Sydeuropa, hvorimod der ikke kan ses nogen egentlig bevægelse endnu i socialdemokratierne i det gamle Østeuropa. Efter de markante valgnederlag i Frankrig, Holland og Tyskland har socialdemokratierne indledt en selvransagelsesproces, uden at den på nogen måde er uniform. Men også i Sverige, hvor partiet er truet af Sverigesdemokraternes vækst, er der kommet gang i diskussionerne om socialdemokratismens fremtid. Mest interessant er nok debatten i SPD i Tyskland og i det portugisiske og spanske socialistparti, selv om temaerne på ingen mode konvergerer på nuværende tidspunkt.

 

Efter SPD’s valgnederlag, hvor partiet fik sit dårligste valg siden 1949, afviste partiets ledelse i første omgang at indgå i en ny storkoalition med CDU og CSU. Men henviste til, at partiet først og fremmest havde tabt stemmer på utilfredsheden med SPD’s deltagelse i den afgående koalitionsregering. SPD blev, som kortene stillede sig alligevel tvunget til at indgå i en ny koalition og samtidig gennemføre et formandsskifte, hvor Andrea Nahles afløste en kompromitteret Schultz, der ikke havde formået at løfte partiets profil, som det hed.

 

Umiddelbart efter indtagelse af formandsposten satte Nahles en undersøgelse af årsagerne til partiets valgnederlag i gang. Undersøgelsesrapporten leverede en sønderlemmende kritik af SPD’s politik og valgkamp som værende uden strategi, ikke nye og klare temaer, uprofessionel ledelse og ingen bærende ideer, der kunne løfte valgkampen. Partiet havde ikke frigjort sig fra det ambivalente forhold til Hartz IV arbejdsmarkedspolitikken, var uden en stringent EU politik, uden en flygtningepolitik og uden blik for den tyske arbejderklasses og fagbevægelsens problemer. Kritikken rettede sig også mod manglende aktivitet i partiet. Et parti uden en indre debatkultur og fraværende i vælgernes almindelige hverdag(17),(18).,  Og så er fornyelsesdebatten tilsyneladende strandet her, men også kun tilsyneladende. For midt på sommeren kom tolv Bundestagsmedlemmer med et meget offensivt oplæg om fornyelse af SPD(19) Hovedlinjen er, at SPD igen skal være arbejdernes parti. Der skal gøres definitivt op med Hartz IV både tænkningsmæssigt og konkret lovgivningsmæssigt. Mindstelønnen skal hæves betydeligt. Forholdet til fagbevægelsen skal udbygges. Der skal sættes ind over for atypiske ansættelsesformer. Gøres op med social dumping og igangsættes offentlige investeringer for at forbedre den tyske infrastruktur og skabe ordentlige jobs for de tyske arbejdere. Arbejdstiden skal over tid nedsættes for at modvirke stress, og der skal formuleres en modkonjunkturel finanspolitik. EU’s sociale søjle skal styrkes, og der skal gøres op med vækst- og stabilitetspolitikken, som har ført til lavkonjunktur i hele Europa.

 

At tolv parlamentsmedlemmer kommer med et internt partioplæg er måske ikke i sig selv interessant, men det bliver udspillet, når det parres med andre forsøg på at formulere fornyelsesprojekter i Rheinland-Phalz for SPD’s interne liv og en strategi for igen at forankre partiet i boligkvarterer og på arbejdspladserne. Forsøgene er allerede i gang og har fået en vis støtte fra partiledelsen. SPD’s venstrefløj og intellektuelle styrke forankret i Ebertinstituttet vinder også frem med forslag til nyt program, genformulering af en progressiv keynesinspireret politisk økonomi og en offensiv for en styrket social- og demokratisk union. Venstrefløjen i SPD er i øvrigt kendetegnet ved at arbejde sammen med venstreintellektuelle fra de fleste andre europæiske socialdemokratier med udgangspunkt i hjemmesiden Social Europe og en række bogudgivelser om ”det gode samfund”, ”en ny socialdemokratisk velfærdsstat” osv.(20)

Endvidere diskuteres det fortsat i SPD’s ledelse, hvorvidt regeringskoalitionen holder og på hvilket grundlag, et eventuelt brud skal foregå. Men bortset herfra vidner debatten blandt hovedstrømmen i partiet om, at man endnu ikke er kommet ret meget videre end i det danske socialdemokrati. Hovedtemaet er at gendanne SPD til et ”kümmererpartei”(21), men hvor det samtidig er vanskeligt at få øje på visionerne om at forandre det eksisterende samfund for at skabe en bedre fremtid. Hvad angår EU, flirter flere i partiets ledelse med Macrons tanker om en tættere Union og større uafhængighed af USA (bl.a. udenrigsminister Heiko Maas’s: ”Courage to stand up for Europe – Europe United”, tale 13/6-18), men fastholder i hvert fald indtil nu den ordoliberale finanspolitik. (Dog sker der diskrete ændringer under finansminister Scholz).(22)Det spændende i udviklingen skal dog findes i, at i og med Tysklands dalende styrke på verdensmarkedet og i EU, tvinges også SPD til at formulere et politisk projekt, der rækker ud over at beskytte den tyske arbejderklasse. I det spil vil partiet på et eller andet tidspunkt ikke kunne vige uden om en direkte konfrontation med AfD. Spørgsmålet er, som det diskuteres, om det skal ske på udlændingepolitikken eller social- og arbejdsmarkedspolitikken, hvilket også vil involvere et opgør med regeringens hidtidige ordoliberale økonomiske politik.

 

Det portugisiske og spanske socialistparti tegner et noget andet billede i deres opgør med fortiden. Begge partiers ledelse har erkendt, at der er snævre grænser for, hvor langt de kan komme i opgøret med den krisepolitik, Portugal og Spanien har været underlagt siden 2012, uden et generelt opgør med krisepolitikken i hele EU.(23)Som sådan er disse partier også længere fremme i formuleringen af et egentligt sammenhængende socialdemokratisk EU projekt, om end forestillingerne om opgøret med vækst- og stabilitetspagten, finanspagten og en fælles retning for demokratisering af EU’s institutioner, udvidelse af de politiske styringsmuligheder i forhold til euroen, ændring af ECB’s formål og funktionsmåde og realisering af EU’s sociale søjle stadig kun er på tegnebrættet og endnu ikke har fået uforbeholden støtte fra de Nordeuropæiske socialdemokratier. Det spanske PSOE er tillige i gang med at formulere ændringer af den barske og lønmodtagerfjendske arbejdsmarkedspolitik, der blev gennemført under krisepolitikken efter krav fra IMF, ECB og Kommissionen.

 

Med Corbyn i spidsen for det engelske Labourparti er man tilsyneladende kommet langt med revitalisering af partiet, og valgprogrammet fra det seneste parlamentsvalg er nok det program, der går længst, når der sammenlignes med de andre socialdemokratier. Her taler man direkte om gennationalisering af de privatiserede serviceområder og en markant forbedring af arbejdsmarkedsforholdene. Ikke desto mindre har partiets ledelse vanskeligt ved at formulere, hvordan nationaliseringspolitikken skal føres ud i praksis, og hvordan lønmodtagerne skal få reel indflydelse på de kommende nationaliserede virksomheder. Indtil nu er det forblevet ved skitser, selv om partiets investeringspolitik for at fremme produktiviteten i den engelske økonomi er ved at tage klar form rent teknisk. Tilbage står den politiske og magtpolitiske linje, som ikke er klar.(24)

 

Labours aktuelle hovedproblem er således hverken de interne fornyelsesprocesser i partiet eller formuleringen af en række reformpolitiske pejlemærker. Det er derimod partiets ambivalente forhold til brexit og partiledelsens helt uafklarede forhold til EU. Af samme grund kan det være vanskeligt at få øje på en egentlig sammenhængende reformstrategi i fraværet af en EU politik, der gør op med forestillingerne om mulighederne af at reformere det engelske samfund i retning af demokratisk socialisme indenfor nationalstatslige rammer. Og præcis den mangel gør Labours program mindre troværdigt, selv om partiets skyggefinansminister John Mcdonnell gør meget ud af konkret at beskrive nationaliserings- og investeringspolitikken. Det fremgår nemlig ikke ganske klart, hvordan en mulig kommende Labourregering vil tackle modstanden overfor de annoncerede indgreb fra den internationale kapitalverden uden at kunne søge opbakning og støtte i EU systemet. (Mitterands problem fra 1983 rider stadigt).

 

Opgørets begrænsning

Det centrale er selvfølgelig at registrere, at der er et opgør med den hidtidige socialdemokratiske linje i gang i de fleste europæiske partier. Vigtigt er det selvsagt også at følge og analysere udviklingspotentialerne i de respektive partiers opgør. Men ligeså vigtigt er det at anskue disse opgør som en del af en større helhed, fordi det er her, de dynamiske potentialer i opgøret skal findes.

 

Som flere af de socialdemokratiske debattører og intellektuelle påpeger, har liberalismen/neoliberalismen udspillet sin rolle. Man kunne også sige det på en anden måde. De herskende klassers restaurationspolitik har været i stand til at trænge arbejderbevægelserne helt i defensiven og gennemføre en hårdhændet omfordeling til fordel for profitten og de herskende klasser. Der er ikke meget tilbage af velfærdsstaterne, og det individualistiske paradigme og forestillingerne om det økonomiske menneske som overlegen rationalitet er trængt dybt ned i arbejderklassens rødder og opløst klassens sammenhængskraft som sukker i varm the. Kun i små lommer i arbejderbevægelsen har forestillingerne om en demokratisk socialistisk forandringsstrategi og konkrete forestillinger om et andet samfund baseret på politikkens primat over økonomien overvintret.

 

Så det kan godt være, at den liberalistiske doktrin har udspillet sin rolle, fordi den nok har kunnet bruges til at smadre velfærdsstaten og slippe kapitalkræfterne løs, men ude af stand til at gennemføre tilstrækkelige ændringer af samfundene og den gamle verdensorden som grundlag for en nye stabil vækstperiode. Kapitalismen hænger trods massiv pengeudpumpning siden 2008 og fortsat krisepolitik stadig fast i relativ lavvækst og begrænset kapitalekspansion, hvilket dagligt opleves som om, samfundene befinder sig i permanent krisetilstand, hvor selv små forskydninger kan åbne for nye recessioner og social deroute for den enkelte borger.

 

Men en dominerende ideologi og samfundspolitik går ikke væk af sig selv. Selv om den socialdemokratiske kritik af liberalismen som herskende ideologi og samfundsindretning er berettiget, og diagnosen er korrekt, åbner det ikke automatisk for ny genkomst for socialdemokratierne som drivende samfundskraft – uanset hvor meget afstand man lægger både til liberalismen som økonomisk filosofi og den tredje vejs strategi, der tilpassede den socialdemokratiske bevægelse til liberalismen. I den magtpolitiske, vækstpolitiske og moralske krise, de såkaldte liberale demokratier befinder sig i, skal der et helt anderledes radikalt opgør med de sidste fire årtiers socialdemokratiske politik til for udvikle socialdemokratierne til bærende kraft for arbejderklassens politiske økonomi og som ledende parti for de brede lønmodtagergrupper.

 

Her er det danske og tyske socialdemokratis søgen tilbage til rødderne og for det danske partis vedkommende tilbage til Stauning og socialdemokratiets glansperiode helt utilstrækkelig eller på det nærmeste kontraproduktiv. Socialdemokratierne kommer ikke uden om en analyse af, hvorfor det i kriseperioden i 70’erne ikke lykkedes at modstå de herskende klassers angreb og den neoliberale offensiv. I opgøret spiller analysen og læren af Mitterandregeringens skæbne i perioden 1981-83 en vital rolle, fordi det var med den regering det endelige punktum for enhver forestilling om at bevare velfærdsstaten og udvikling af en demokratisk socialistisk reformpolitik i et enkelt land blev sat. De socialdemokratiske velfærdsstater byggede dels på efterkrigstidens magtpolitiske og økonomiske arkitektur, dels på den kolde krigs institutionelle set up og dels på, at de indgik i den kapitalistiske genopbygningspolitik efter krigen, som frem til midt i 70’erne var mulig indenfor nationalstatslige grænser. Hele dereguleringspolitikken og den aggressive globaliseringspolitik, der fik momentum efter Murens fald, har afgørende lukket for socialdemokratiernes nationalt begrænsede reformvisioner. Velfærdsstaterne voksede ikke til de bureaukratiske monstre, som de vitterlig gjorde, på grund af en egen indre lovmæssighed, men fordi de socialdemokratiske partier heller ikke i perioden fra 1950 og frem havde en politik for at gribe regulerende ind i den kapitalistiske produktion, udvide demokratiet til produktionen og økonomien i almindelighed. Man stillede sig tilfreds med at regulere fordelingen af rigdommen ud fra ønsket om herigennem og via statsapparatet at mindske kapitalismens skadevirkninger, reducere uligheden og sikre arbejderklassen socialt. Det betød på den anden side, at socialdemokratierne de facto blev bundet til de nationale erhvervsliv og måtte acceptere, at den politiske magt først og fremmest skulle bruges til modgå de samfundsmæssige byrder, som den kapitalistiske produktion pålagde de brede lønmodtagergrupper.

 

Med krisens gennemslag og udløbet af den keynesianske økonomiske politiks effektivitet, nåede socialdemokratiernes velfærdspolitik sine grænser med Mitterandregeringens udgang som produktiv kraft.

 

Det er det skæringspunkt, den socialdemokratiske selvransagelse må tage sit udgangspunkt i både, når det gælder formuleringen af en ny progressiv reformpolitik, en progressiv social og demokratisk omformning af EU som mindste enhed for en ny velfærdspolitik og genoplivningen af partiernes indre liv som udklækningssted for de politiske visioner og kræfter, der skal forplante dem i samfundet som helhed.

 

De aktuelle opgørstendenser kommer ikke et hår videre, med mindre de tager fat på den nødvendige konkrete og praktiske diskussion af, hvordan man egentlig vil demokratisere og regulere den kapitalistiske produktion og markedsmekanismerne og dens mange institutioner både nationalt og eksempelvis indenfor EU’s rammer. Enhver form for økonomisk planlægning som alternativ til markedet, herunder nationalisering af nøgleindustrier og finanssektoren forudsætter for at holde nye bureaukratiseringstendenser fra døren, at man politisk teoretisk får løst det klassiske input-output dilemma. Dvs. får alvor tager fat på, hvordan nye socialdemokratiske regeringer vil opbygge institutioner for økonomisk demokrati og samtidig kommer med forslag til, hvorledes feedbackproblemet fra markedet til produktionen skal udformes, så der rent faktisk planlægges med en produktion, som der demokratisk bestemt er behov for både hvad angår kvalitet og kvantitet.

 

I det lys er det ganske bemærkelsesværdigt, at kun ganske få af de venstreintellektuelle socialdemokrater beskæftiger sig med de tanker og teoriudviklinger under fællesbetegnelsen ”markedssocialisme”, som blev udfoldet af polske økonomer i 50’erne, 60’erne og 70’erne (Brus, Kalecki, Laski m.fl.)(25). Det er ikke et spørgsmål, om deres teoridannelser og analyser direkte kan overføres til dagens Europa, men de kan indgå som vital inspiration til at besvare det helt centrale spørgsmål, som vil rejse sig for enhver socialdemokratisk ledet regering, der ønsker at bruge sin politiske magt til at regulere den kapitalistiske produktion og om nødvendigt socialisere store dele af den for at tilgodese samfundsbehov og forhindre kapitalflugt og investeringsstop – hvordan skal det helt praktisk gøres? 

 

Hvis ikke socialdemokratierne har en udviklet politisk økonomisk strategi, kan en regering ikke true erhvervslivet til at overholde de politiske spilleregler og for det andet ikke gribe ind, når det bliver nødvendigt for at fremme den ønskede progressive forandringspolitik for ikke at nævne reduktion af uligheden og rationel indretning af samfundet, herunder opgøret med privatiseringen og individualiseringen af samfundslivet og liberalismens atomistiske fejlslutning på samtlige politiske spørgsmål. Man kan også godt glemme en effektiv miljøpolitik og bekæmpelse af ulighedens mange former i samfundslivet lige fra uddannelse til sundhed. Det samme gælder for gennemførelse af kollektive løsninger på kollektive problemer så som opgøret med en fuldstændig tilstoppet og forældet infrastruktur.

 

Det er ganske givet et fremskridt, når alle socialdemokratierne har en fælles statslig investeringspolitik som tema. Men den rækker ikke, hvis erhvervslivet lukker for disse investeringer, flytter dem, eller hvis den internationale finansverden undergraver staternes finans- og investeringspolitik.

 

Afslutning

Socialdemokratiernes valgnederlag og vælgermæssige tilbagegang er ikke et udslag af forbigående politiske konjunktursving. De er indfældet i partiernes nederlag overfor den neoliberale bølge op gennem de sidste tre til fire årtier og manglende kapacitet til at forsvare arbejderklassens politiske økonomi (26), dagligdags interesser og organisatoriske styrke.

 

Tilbagegangen falder sammen med krisepolitikkens udsigtsløshed og de store omvæltninger på verdensmarkedet, hvor den skærpede kamp om herredømmet sætter alle nationale velfærdsordninger under pres, og hvor den vandrende kapital har gjort større områder af lønarbejdet prekært og øget uligheden i ekstrem grad. Liberalismens impotens som politisk ideologi og samfundsorden refererer ikke alene til dens grundlæggende asocialitet men også til, at den som de herskende klassers våben af første rang og på trods af årtiers krisepolitik ikke har været i stand til at etablere en ny generel kapitalistisk vækstperiode som den, der blev skabt efter 2. Verdenskrig. Hverken arbejderklassen eller lønmodtagerne i almindelighed kan på nogen måde øjne sociale- politiske og kulturelle forbedringer endsige en politisk rolle i samfundsudviklingen, og uden en ny radikal og realistisk progressiv reformstrategi(27)og synlige politiske kræfter til at drive udviklingen den vej, vil de brede lønmodtagermasser surfe rundt mellem de partier og bevægelser, der lige her og nu lover en politik, der kan skærme for den utryghed, som opleves at komme udefra. Det være sig migrantproblemet, kapitalflugt, udflagning, lønkonkurrence osv.

 

Det kan godt være, at forskellige venstrefløjsbevægelser kan få fremgang ved som kompensation for manglende politisk strategi at dyrke begrænsede grupper blandt lønmodtagerne og udvikle en opposition i forhold til socialdemokratierne, som det traditionelt har været tilfældet. Men socialdemokratierne kan ikke desertere fra arbejderklassen og påberåbe sig historisk betydning. Historisk er socialdemokratierne på godt og ondt forbundet med arbejderklassen og de underliggende modsætningsforhold mellem arbejde og kapital. Socialdemokratierne er bundet til klassekampen både, når den udfolder sig åbenlyst, og når den udspiller sig i dagligdagen. Af samme grund kan socialdemokratierne heller ikke styrke deres politiske position i samfundet uden nære forbindelser til fagforeningerne og uden et partiliv, hvor de er tilstede i civillivets mangfoldige organisationsdannelser. Man skal huske på, at samtidig med, at socialdemokratierne bedrev elitær ingeniørkunst i velfærdskampen, var de parallelt hermed forbundet med arbejderklassens forskellige organisationer og kulturliv. Den indfældethed kan socialdemokratierne ikke ustraffet frigøre sig fra.

 

Hvor klart denne indsigt er udviklet i det aktuelle opgør i socialdemokratierne, kan ikke afgøres på indeværende tidspunkt. Men uanset, hvor sentimentalt og patetisk eksempelvis Mette Frederiksens og Dan Jørgensens historiske tilbageskuen til Staunings dominans i socialdemokratiet er, og uanset Sass Larsens dyrkelse af arbejderklassens småborgerlige dyder sat overfor samfundselitens dominans, og uanset tendenserne i SPD er af lignende karakter, så er det gennemgående bevidstheden om, at uden en ny tilknytning til arbejderklassen som det subjektive udtryk for dens samfundsinteresser opnår de ikke den tilstræbte renæssance. Det medfører på den anden side, som vi allerede har set eksempler på i forbindelse med finansministeriets departementchefs reaktion på Pernille Rosenkrantz Theils åbne kritik af finansministeriets regnemodeller, at socialdemokratiet inviterer til voldsomme modreaktioner fra borgerskabet og den elite, der nu i tre årtier har forvaltet den neoliberale offensiv og samfundsforandring. Så uanset om man vil det eller ej, varsler det begyndende opgør i socialdemokratierne konfrontationer med eliten og krav om en endnu mere præcis reformpolitik, hvis det ikke skal slås tilbage som et forkølet forsøg på at redde stillingen.

 

Man kan, som den danske og tyske venstrefløj har gjort indtil nu, vælge at tage den aktuelle krise for socialdemokratier som anledning til at fremstille sig selv som alternativ. Problemet er, som det har været tidligere, at det er og bliver en taktisk manøvre, som kun kan legitimeres ved at gøre socialdemokratierne til politisk fjende. Skulle man være i tvivl, behøver man ikke at søge tilbage i historien (eksempelvis til Weimarrepublikken)(28). Man behøver ikke gå længere end til de sidste udspil fra EL’s ledende person – Pernille Skipper..(29) I lighed med Sara Wagenknechts(30)(31)bestræbelser for at samle en ny venstrebevægelse i Tyskland, i lighed med Podemos i Spanien, France Insoumise og European Left stræber de efter at opbygge en opposition til socialdemokratierne på et snævert nationalt grundlag, der i kvalitet og faktisk substans ikke når længere end politikformuleringerne i socialdemokratierne.. Ikke desto mindre forsøger de på grundlag af en i det store og hele moralsk kritik af socialdemokratierne at overtage rollen som lønmodtagernes førende bevægelse uden overhovedet at være socialt forankret i de klasser, der faktisk kan gennemføre forandringerne. Men de kan ikke nå disse grupper og klasser og har aldrig kunnet det uden gennem et tæt samarbejde med socialdemokratierne. Venstrefløjen har aldrig haft et organisk forhold til store dele af arbejderklassen men kun dens mest udviklede lag, som selv blev isoleret fra resten af klassen i den udstrækning, den trak ind i de partier, der formulerede sig som radikal opposition til socialdemokratismen.

 

I en tid, hvor presset på lønmodtagerne og hvor behovet er en sammenhængende politik og visioner for samfundsforandringer presser sig på, og hvor ingen partier i hele arbejderbevægelsen længere kan gøre krav på en konfessioneret og overlegen kritik af kapitalismen og et sammenhængende bud på en demokratisk socialistisk reformstrategi ud over sociale småjusteringer indenfor nationalstatens grænser, handler venstrefløjen endnu engang dybt sekterisk og som en bremse for den enhed i arbejderbevægelsen, der har været brudt den ene gang efter den anden op gennem de sidste hundrede års historie. 

 

Efter de mange nederlag og nagende frygt for udslettelse kan der spores et famlende opgør med den tænkning og politik, der har bragt socialdemokratierne i den situation, hvor deres monopol i arbejderbevægelsen er brudt, og hvor deres politiske og ideologiske dominans er blevet eftertrykkeligt rundbarberet. Måske var det den udvikling, der skulle til for at åbne for det længe nødvendige opgør med over hundrede års splittelse og sekteriske rivaliseringer indenfor den socialistiske bevægelse. Og nu hvor det er blevet almindeligt for flere af partierne – både socialdemokratier og venstrefløjspartier – at beskrive sig selv som demokratisk socialistiske partier, kunne man måske vende tilbage til udtalelsen fra Socialistisk Internationales første kongres i 1951 og se, hvor langt enigheden rækker, og om man kunne være sammen i et forenet social demokratisk parti. (32) 

Noter:


1 Julius Braunthal: History of the International World Socialism 1943-1968, 1971
2 Frédérick Lordon: The logic and the limets of Désinflation Compétitive, Social democracy in neoliberal times, 2003
3 Frihed – lighed - solidaritet
4 Rudolf Meidner: The rise and fall of Swedish Model. Studies in Political economy, 1992
5 Rolv Petter Amdam m.fl.: Markedsøkonomiens utvikling, 2005
6 Andrew Glyn and Stewart Wood: New Labour’s economic policy and Abert Recio and Jordi Roca: The Spanich socialists in Power, Social Democracy in Neoliberal times, 2003
7 Der tænkes på komplekset: Six Pack, Finanspagt, Two Pack og Europæisk Semester
8 Henrik Sass Larsen: Exodus, 2018
9 Jan Helbak: Professioner – fællesinteressens advokater. Kritisk Debat, 2009
10 Dansk Socialhistorie bind 6 og 7, 1980 og Gregory M. Luebbert: Liberalism, Fascism ot Social democracy, 1991
11 Dansk velfærdshistorie bind 3 Velfærdsstaten i støbeskeen og bind 4 Velfærdsstatens storhedstid
12 Mattias Tesfaye: Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik, 2017
13 Dan Jørgensen: Staunings arv, 2018
14 Peter Hummelgaard: Den syge kapitalisme. Udkommer i 2019
15 PES: Strengthening and deepening of the economic and Monetary Union, 2010 og ETUC’s seneste strategipapir og kommentarer til EU kommissionens forslag om EU Sociale Søjle
16 De mange debatter føres i Webmagasinet: Social Europe
17 SPD – valgevaluering 2018, kommenteret i Financial Times 12. juni 2018
18 Spiegel Online: 100 tage SPD Chefin Nahles, Auf die Nette Tour, 31. juli 2018
19 Bernhard Sander: Nimmt der Erneuerungsprozess der SPD Fahrt auf?, Sozialismus 19. juli 2018
20 Social Europe: Reforming Social democracy: Henning Meyer: The good society project, 2014, Coulin Crouch: From defensive to assertive Social Democracy, 2013, Zygmunt Bauman: 150 Eyars of German Social Democracy, 2013, Jürgen Kocka: Marx from industrial to present day capitalism, 2018 og mange flere indlæg og essays
21 Spiegel Online: SPD kämpft um AfD-Wähler, Kümmern statt wimmern
22 The Economist: An interview with Germany’s finance minister, Olaf Scholz, 12. Juli 2018
23 Financial Times: Portugal confronts limits of anti-austerity drive, 8. August 2018
24 Financial Times: The Labour party’s productivity policy is a work in progress, Martin Wolf, 13. Juli 2018 og Peter Gowan: Own the Future, Jacobin 27. Juli 2018 samt Labours valgprogram fra 2017: Our Manifesto
25 New Economic Thinking, Seth Ackerman: The forgotten Vision of Market Socialism, 2018, Michal Kaleckis: Selected Essays on the dynamics of the Capitalist economy, 1971 og Diane Elson: Market socialism or socialization of the Market, 1986
26 Karl Marx: Inagural address of the International Working Men’s Association, 1864
27 Ralph Miliband: Parliamentary Socialism
28 Ben Fowkes: The German left and The Weimar republic, a selection of documents, 2014
29 Enhedslistens Nyhedsbrev 29. juni 2018 og Pernille Skippers kronik i Information 4. august 2018
30 Bjørn Radke m.fl.: ”Linke Sammlungsbewegung?, Sozialismus 5. juli 2018
31 Walter Baier: The variable geometry of the Left, European Left, formanden for European Left: The social question concerns all of humanity og Call for unity of the left and progressive forces
32 Aims and tasks of democratic socialism: Declaration of the socialist international 1951.