Den Californiske Ideologi
Af Richard Barbrook

Offentliggjort: 14. august 2018

Minervas ugle flyver ud, når tusmørket sænker sig

 

Af Richard Barbrook

 

Oversat fra ”The Internet Revolution – From Dot-com Capitalism to Cybernetic Communism”, Network Notebook no. 10, Amsterdam, oktober 2015, http://www.networkcultures.org/publications.

 

Artiklerne er underlagt licensen Attribution-Non-Commercial-ShareAlike 4.0 International (CC BY-NC-SA 4.0), https://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/4.0/

 

Dedikeret til Andy Cameron

1959 – 2012

Ven, kollega og inspiration

 

Compañero Presidente siger: ”Regeringen er folket.”

Folkets ønsker vil konstant meddeles regeringen.

Vi vil bruge TEKNOLOGI, der tilhører folket, til det.

Stafford Beer, Brain of the Firm

 

Vi har ingen fremtid. (…) Fremtider, man kunne forestille sig fuldt ud, er en luksus, der tilhørte andre tider, tider i hvilke ”nuet” var af noget længere varighed. For os ændrer tingene sig selvfølgelig så abrupt, så voldsomt, så dybt, at fremtider som vore bedsteforældres har et utilstrækkeligt ”nu” at stå på. Vi har ingen fremtid, fordi vores nutid er for skrøbelig.

William Gibson, Pattern Recognition

 

Velkommen til den virtuelle fremtids materielle fortid! Denne pamflet indeholder to essays (1), der er skrevet i 1990erne, da nettet for første gang blev en grundlæggende del af hverdagen. Som borgere i post-industrielle samfund tager vi det nu til dags for givet, at vi kan bruge vores computere til at kommunikere med og dele information med folk over hele verden. Som noget afgørende for de nogle og tyveårige studerende, jeg underviser på Westminsters universitet, har nettet altid været der. De finder det vanskeligt at fatte, hvorledes deres forældres generation nogensinde kunne have social omgang, arbejde, købe ind eller agitere uden hjælp fra PCer, laptops, tablets og mobiltelefoner. Ikke overraskende er deres fornemmelse af selvet konstrueret ved hjælp af en digital identitet. De bliver forelskede – og fortæller alle og en hver det ved at opdatere deres Facebook-status. De skal skrive en opgave – og starter med at rådføre sig med Wikipedia. De vredes over en politisk krise – og protesterer med en sværm af Twitter-beskeder. De beslutter sig til at se en film – og downloader den omgående med BitTorrent. De fester med vennerne – og sender så sjove billeder fra aftenen til dem med SnapChat. Det opdager en ny musikstil – og lytter snart til dens musikere på SoundCloud. De har nære slægtninge i fjerne lande – og holder konstant kontakt med dem via Skype. Som en af mine studenter for nylig sagde til mig, er nettet ikke en magisk teknologi, når man har haft den samme emailadresse siden, man var tolv. Hun har helt sikkert ret. Computerformidlet kommunikation er på samme måde som vand, energi eller transport blevet en offentlig service: Forudsætningen for samfundsmæssig eksistens. Når alle ens venner og familie er online, er gensidig vekselvirkning en banalitet.

 

Når man læser denne bog, rejser man tilbage til en meget anderledes tid, da nettet endnu var en magisk teknologi. Frankrig var i begyndelsen af 1990erne planetens eneste land, hvor folk udenfor den akademiske verden havde let adgang til kommunikation via computer. Det statslige telefonselskab havde ved gratis at uddele terminalerne til sit Minitel-system, skabt en infrastruktur for en mangfoldighed af tjenester. Under et besøg i Paris i 1984 blev jeg forbavset over det potentiale, som denne forløber for nettet havde. Mine tek-venner i London brugte bulletin boards til at kommunikere med hinanden, men disse digitale mødesteder var kun for computernørder. Minitel-systemet var derimod designet til at alle, der havde råd til en ordentlig telefonlinje, kunne få adgang til dette computernetværk. På trods af sit simple interface og sin begrænsede båndbredde blev dets abonnenter pionerer for mange af de tjenester, der senere skulle blomstre op på nettet: Realtidsinformation, virtuelle interessegrupper og e-handel. I mange år efter min tur til Paris var jeg overbevist om, at Minitel-systemet før eller senere ville blive indført i England. Uheldigvis var British Telecom, efter at Margaret Thatchers neoliberale regering privatiserede det i 1984, meget mere interesseret i at tjene lette penge ved at installere bredbåndsforbindelser for City of Londons finansforetagender end i at kaste sig ud i kostbare langtidsinvesteringer i netværksbaseret IT for masserne. Mens mine franske venner var glade i gang med at sludre, flirte, lave politik og købe ind via Minitel, var alle, der i 1980ernes England ikke var tekniknørder, udelukket fra den virtuelle verden. Ligesom højhastighedstog var computerkommunikation kun for de europæere, der boede på kontinentet.

 

Som navnet antyder, blev det første essay i denne pamflet – Den californiske ideologi – skrevet som svar på den anderledes vej til den digitale fremtid, som England slog ind på i de tidlige 1990ere. De faldende priser på PCer og modemer havde på trods af British Telecoms tilbageskuende politik givet et stigende antal mennesker, der ikke arbejdede på eller studerede ved et universitet, adgang til online-tjenester. Disse tidlige netbrugere blev ikke afskrækket af at skulle skrive på kommandolinjer og de langsomme hastigheder hos en vidunderlig teknologi, der satte dem i stand til at sende emails, deltage i newsgroups og dele filer med hinanden. Da Mosaic-webbrowseren fremkom i 1993, blev dens grafiske interface, der var baseret på peg-og-klik, en katalysator for den hurtige forvandling af denne esoteriske hobby til et massefænomen. Til forskel fra de simple Minitel-terminaler blev nettet opbygget på PCens større regnekraft. I løbet af nogle få år kunne dets brugere hente ikke bare tekstfiler, men også grafik, lyd og video ned. Englænderne kunne nu langt om længe deltage i virtuelle interessegrupper, bidrage til online-fora og handle på nettet. Jeg var i september 1994 en del af den højrøstede mængde, der var til stede, da verdens første cybercafe, Cyberia, blev åbnet. Ti år før havde jeg set den digitale fremtid i Paris. Jeg forstod nu, når jeg så de PCer, der var opstillet i rummet, at det, der skulle komme, nu endeligt var kommet til London. På en yderst tilfredsstillende måde havde jeg fået ret i, at englænderne entusiastisk ville tage netværks-IT til sig. Alligevel havde jeg været overbevist om, at denne nye teknologi ville blive importeret fra Frankrig. Men hvor havde jeg taget fejl i denne antagelse. Ligesom den software, der var installeret på maskinerne, kom inspirationen til Cyberia fra et helt andet sted: Californien.

 

”Har du set det her vrøvl?” Andy Cameron trykkede det seneste nummer af Wired – det San Francisco-tidsskrift, der var obligatorisk læsning for entusiasterne for de nye medier – i hånden på mig og pegede på endnu en entusiastisk artikel om Silicon Valleys risikovillige kapitalister. ”Jeg er dødtræt af englændere, der aldrig ville gå ind for en privatisering af sundhedsvæsenet, men som, så snart det kommer til nettet, tager alle de neoliberale idiotier, det her blad går ind for, til sig!” Året var 1995 og vi havde lige startet Forskningscentret for Hypermedier ved Westerminsters universitet. Andy arbejdede allerede sammen med en gruppe talentfulde studerende, der senere skulle blive berømte som Antirom-kollektivets interaktive designere.  Året før havde han rekrutteret mig, for at jeg skulle hjælpe ham med at starte [undervisningen til] den første akademiske grad i Europa, der havde fokus på nettet: cand.mag. i hypermediestudier. Men denne forårsaften havde Andy fået en anden strålende ide: ”Hvorfor skriver vi to ikke en artikel, der udstiller Wireds fjollerier? Om ikke andet kan den blive vores manifest for Forskningscentret for Hypermedier, der adskiller os fra den amerikanske vestkysts neoliberale!” De næste par uge arbejde vi med hjælp fra masser af øl og pot hårdt for at skabe denne pamflets åbningsessay. Efter så mange år kan jeg selv nu stadigvæk se, hvem der skrev det første udkast til nøglepassager i teksten. Ved skiftevis at læse artiklen igennem, kunne vi til slut få vores ideer til at gå op i en højere enhed i den endelige udgave af Den californiske ideologi. Godt tilfredse med vores kollektive indsats fik vi derefter arrangeret det således, at vores polemik blev offentliggjort på maillisten nettime og i tidsskriftet Mute. Vi håbede til at begynde med, at vores essay ville opmuntre til lidt kritisk tænkning blandt internettets pionerer i England. Men til vores store overraskelse blev vi snart klare over, at vi havde skrevet 1990ernes dot-com-skeptiske mønstertekst. I løbet af nogle år var Den californiske ideologi oversat til flere fremmede sprog og genoptrykt i mange forskellige formater. Wireds redaktør Louis Rosetto blev tvunget til at forsvare sit tidsskrifts mangler. Når man tager vor fordømmelse af biopladder (2) i betragtning, blev titlen på vores artikel ironisk nok til et mem (3): Den hurtige måde at definere Silicon Valley-iværksætternes væmmelige, neoliberale politik.  Og som det mest vidunderlige af det hele vidste masser af mennesker, der aldrig havde læst Den californiske ideologi, nøjagtig hvad vi mente med dette udtryk.

 

Nu, tyve år senere og med et internet, der er blevet koloniseret af erhvervslivets giganter og med afsløringen af, at disse giganters samarbejde med USA's spiontjenester, virker de centrale argumenter i vores tekst ikke helt så kontroversielle, som de gjorde, da de først blev fremsat. Alligevel er den vidt udbredte tro på et frigørende potentiale som værende indbygget i informationsteknologierne på trods af de ændrede historiske omstændigheder ikke forsvundet. Som dot-com-tilhængerne pralede med, beviste Det arabiske Forår i 2011 og Occupy-protesterne, at kommercielle platforme som Facebook og Twitter kan udnyttes til undergravende formål. For mængder af mennesker er den frigjorte fremtid stadigvæk made in the USA. Skønt Den californiske ideologi blev offentliggjort i det forrige århundrede, har dens analyse aldrig været mere relevant. Da vi skrev artiklen, var vores mål at udstille de mest iøjnespringende selvmodsigelser i Wireds laissez-faire politik, der i dag stadigvæk forkyndes i nye forklædninger:

 

  • Identifikationen af Silicon Valleys hi-tech neoliberalisme i 1990erne med 1960ernes hippie modkultur i San Francisco
  • Påstanden om at internettet alene var skabt af heroiske iværksættere snarere end af kombination af initiativer fra offentlig, privat og interessegruppers side
  • Den McLuhanske påstand om at medieteknologier og ikke menneskelige handlinger er historiens subjekt
  • Hyldesten af internettet som virkeliggørelsen af et ’jeffersonsk demokrati’ (4)  uden ironisk sans for, at Thomas Jefferson var slaveejer

 

Andy var som tidligere medlem af en trotskistisk sekt skolet i den bolsjevikiske teknik ideologikritik. Ifølge V.I.Lenin beherskede de herskende klasser masserne ved at påtvinge disse deres opfattelse af virkeligheden, der udsprang af egne interesser, gennem medierne, undervisningen og religionen. For bolsjevikkerne var det den revolutionære bevægelses fremmeste formål at miskreditere deres reaktionære modstanderes ideer. Da vores artikel fremkom, morede Andy sig meget over, hvor mange mennesker der læste den på den måde. Selvom teksten var udformet for at få Wireds beundrere til at sætte spørgsmålstegn ved tidsskriftets neoliberale vision for internettet, nærede vi aldrig illusioner om den magt, der alene udsprang af ord. Det var afgørende at titlen på vores arbejde var et remix af Karl Marx’ og Friedrich Engels berømte polemik imod deres unghegelianske, tidligere kammerater: Den tyske ideologi. Til forskel fra Lenin argumenterede de for, at menneskenes bevidsthed om verden blev formet af det historiske øjebliks materielle betingelser. Ideologi var et symptom på klasseherredømmet, ikke essensen af det. Vi forstod betydningen af deres indsigt for vort eget arbejde. Voldsomme fordømmelser af Wired ville ikke kunne miskreditere tidsskriftets mest overbevisende argument til fordel for en højteknologisk neoliberalisme: At internettet blev bygget på den amerikanske vestkyst. I vor artikels konklusion opfordrede vi indtrængende Europas hi-tech-kunstnere til åbne en mere inkluderende og egalitær retning for udviklingen henimod informationssamfundet. Ideologikritik var blot starten på denne vanskelige proces. At fortrænge den californiske vision for den digitale fremtid ville kræve skabelsen af en bedre politisk økonomi.

 

Den anden artikel i denne bog – Cyberkommunismen – blev offentliggjort fire år efter vores voldsomme kritik af Wired var blevet offentliggjort. I den mellemliggende periode var internettet blevet tiårets mest populære og repræsentative teknologi. Den californiske ideologi, der var immun overfor al kritik, fremstod nu som sejrende. Ifølge både medieguruer og akademiske eksperter skabte internettet et ’nyt paradigne’, en iværksætterkapitalisme der snart ville feje industrialderens statsregulering og bureaukratiske monolitter til side. Begejstret over denne neoliberale profeti pressede investorerne aktiekurserne på de nye medievirksomheder, der introduceredes på Wall Street, op til stadigt stigende niveauer: Dot-com-boblen. Der var ingen, der ønskede at gå glip af en bid af det næste Microsoft or Apple, før de blev superprofitable. Da det spekulative raseri nåede sit højdepunkt i 1998, blev jeg kontaktet af Lance Strate fra Fordham-universitetet in New York, der var ved at organisere fejringen af halvtredsårsdagen for den første gang Marshall McLuhan underviste på denne berømte institution. ”Der er masser af akademikere, der fremlægger forskning ved begivenheden,” sagde han til mig, ”men de er alle meget respektable. Så jeg tænkte, om du mon måske kunne skabe lidt postyr ved at skabe en passende skør ’tankesonde’ i McLuhan-stil til konferencen?” Jeg kunne ikke stå for Lances anmodning og gik i gang med at arbejde på den forelæsning, der skulle blive udgangspunktet for denne bogs anden artikel. I 1960erne havde McLuhans tankesonder provokeret hans tilhørere med vilde påstande, der opmuntrede dem til at tænke over samtidens virkelighed på en anden måde. Han betonede for eksempel i en af sine mest berømte slagord, at mennesker i højere grad blev påvirket af kommunikationsteknologiernes psykologiske effekter end af deres ideologiske indhold: ’Mediet er budskabet’. Til sin store fornøjelse lykkedes det McLuhan at ophidse både den borgerlige morals forsvarere og de passionerede tilhængere af bolsjevikisk politik. Min opgave for Lance var nu at udarbejde noget tilsvarende kontrært. Da den herskende opfattelse på bjerget i de sene 1990er var, at internettet var den frie markedskapitalismes indbegreb, hvorfor så ikke argumentere for det stik modsatte? De californiske ideologers tro på historiens lineære fremmarch i en bestemt retning mindede mig om de stalinistiske hyldestsange til ’den reelt eksisterende socialismes’ uundgåelige sejr under Den kolde Krig. Den vidt udbredte seen stort på ophavsrettigheder kunne sagtens fortolkes som vareproduktionens snarlige bortdøen i den frembrydende informationsøkonomi. Således opmuntret af at have fundet den fuldkomne tankesonde var jeg parat til mit indlæg på konferencen på Fordham. Da det blev min tur, gik jeg op til podiet og begyndte min forelæsning med højt at proklamere: ”På Den kolde Krigs højdepunkt finansierede den amerikanske hær skabelsen af den menneskelige histories eneste arbejdende model af kommunismen, internettet!”

Efter min tilbagekomst til London omdannede jeg min forestilling på Fordham til denne bogs anden artikel, der snart blev offentliggjort i forskellige sammenhænge både på tryk og online. For de, der troede at medforfatteren til Den californiske ideologi måtte være benhård anti-amerikaner, var min tilsyneladende begejstring i Cyberkommunisme for de dristige og kreative muligheder, der lå i denne nations dot-com-virksomheder, en gåde. Og hvad værre var, var at tekstens originalversion var forsynet med en skandaløs dedikation til de amerikanske piloter, der ydede luftstøttet til UÇK-partisanerne i Kosovas uafhængighedskrig i 1999. Fordi artiklen var opbygget som en tankesonde i MacLuhansk forstand, var denne provokatoriske holdning helt og aldeles tilsigtet. Ved årtusindskiftet var det amerikanske imperium stadig verdenssystemets ubestridte herre. USSRs implosion havde ikke blot fjernet USA's eneste alvorlige rival, men også miskrediteret den ideologiske appel fra alle former for socialisme. Det er almindeligt kendt, at landets herskende elite nu var blevet overbevist om, at USA's udgave af den neoliberale kapitalisme var den menneskelige civilisations højdepunkt: Den hegelske ’historiens afslutning’. Det var mit mål i Cyberkommunismen ved at bruge den MacLuhanske metode at vende denne selvtilfredse triumfalisme mod sig selv. Både socialdemokrater og rådskommunister havde i 1920erne og -30erne argumenteret for, at det bolsjevikiske regime var i færd med at omdanne den russiske økonomi til en totalitær version af en amerikansk bilfabrik: Statskapitalismen. Jeg vendte den identifikation om og påpegede i min artikel, at Silicon Valleys dot-com-kapitalister videreførte Josef Stalins lidenskab for teknologisk elitisme og produktion som et mål i sig selv. Den ideologiske heftighed i supermagternes rivalisering under Den kolde Krig gemte i denne hegelianske dialektik en tro hos begge sider på ledelseshierarkiers økonomiske rationalitet. Hvis USSR var statskapitalistisk, måtte USA være en privatiseret form for socialistisk planlægning.

 

Mit mål var ved at afvise Den kolde Krigs geopolitiske trossætninger at genoplive det foregående århundredes definition på kommunisme til brug i det næste århundrede. Før bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i 1917, fortolkede socialdemokraterne i Europa denne definition som et løfte om en frigjort fremtid på den anden side af kapitalismen. Det ville, som Marx betonede, ført være muligt at skabe det nye samfund, når alle det gamle systems muligheder var udtømt. Venstrefløjens kampe for politisk demokrati og økonomisk velstand i hverdagen hjalp med til at sætte fart på kapitalismen henimod dennes endelige ophør. Forstået i Marx’ mening måtte det betyde, at det meste kommunistiske land på planeten i de sene 1990er måtte være USA, den enerådende, globale overmagt. Ved hjælp af denne paradoksale indsigt blev skiftet i kulturproduktionen henimod brugerfrembragt indhold budbringeren af en mere dybtgående, samfundsmæssig transformation. Når amerikanske neoliberale delte information på internettet, opgav de spontant den kapitalistiske måde at agere på: Køb og salg på et marked. Firmaerne i Silicon Valley byggede i deres uophørlige jagt på profit infrastrukturen til den menneskelige civilisations næste trin: Den højteknologiske gaveøkonomi.

 

Når man skuer tilbage fra det 21. århundredes andet tiår synes min McLuhanske satire over dot-com-boblen at være både fremsynet og forældet. Venstreorienterede akademikere, der langt om længe er blevet trætte af postmodernismens ståen udenfor tiden, har for nyligt genopdaget Marx’ undergravende fortolkning af historiens store fortælling. De gentager som et ekko Cyberkommunismens argumenter og betoner også, at menneskeheden kun kan undslippe den kapitalistiske udbytning ved fuldt og helt at virkeliggøre hele dens frigørende potentiale: Accelerationismen (5) . Disse genfødte marxister er i imidlertid modsætning til, hvad jeg skriver i min artikel, ikke længere sikre på, at fremskridtets frontlinje ligger i USA. I den mellemliggende periode har denne globale, enerådende magt oplevet stigende problemer på hjemmefronten: Politisk dødvande, en infrastruktur i forfald, indbygget korruption, finanskriser og stigende ulighed. Men først og fremmest har det amerikanske imperium ikke alene udkæmpet og tabt to brutale krige i Afghanistan og Iraq, men er også slået ind på et storhedsvanvittigt projekt, der går ud på at udspionere alle beboerne af denne planets private kommunikation.  Det er derfor ikke nogen overraskelse, at de fraser, der står i afslutningen på Cyberkommunismen, der modstillede USA's moderniserende energi med Serbiens tilbageskuende kompleksitet, nu forekommer absurde. Fordi UÇK blev grundlagt af maoister, var de exil-kosovarer, jeg mødte i London, meget kyniske hvad angår amerikanernes motiver for pludseligt at støtte deres side i Balkan-konflikten. På trods af den venstreorienterede skepsis var de, da den globale imperialist hjalp dem med at slå den regionale imperialist, stadigvæk overbevist om, at deres nyligt befriede nation langt om længe havde sluttet sig til den moderne verden. Alligevel er det, når man ser tilbage, Slobodan Miloševićs Serbien i 1990erne, der nu ligner et forvarsel om den mareridtsagtige politik i 2010ernes vestlige kapitalisme: En tidligere bankmand, der nu som despot herskede over et regime, der kombinerede neoliberalismens og fascismen værste træk. Mens jeg skriver denne introduktion betaler befolkningerne i Gaza, Mosul og Donetsk en høj pris for den globale, enerådende magts flugt fra moderniteten. Hvis disse rædsler i grænselandene ikke skal sprede sig til hele det imperiale system, er en ny strategi for, at vi kan fremskynde vejen til en bedre fremtid, bydende nødvendig.       

Den californiske ideologi

Af Richard Barbrook og Andy Cameron

 

Ikke at lyve om fremtiden er umuligt og man kan lyve om den, som man vil.

Naum Gabo og Anton Pevsner, ”The Realistic Manifesto”, 1920

 

Mens dæmningen brister

Ved slutningen af det tyvende århundrede sker den sammensmeltning af medier, IT og telekommunikation til hypermedier (6) , der længe har været forudsagt, endeligt. Endnu engang er kapitalismens uophørlige trang til at sprede og intensivere de kreative kræfter i menneskets arbejde på nippet til kvalitativt at forandre den måde, vi arbejder, leger og lever sammen på. Ved at integrere forskellige teknologier omkring fælles protokoller, skabes der noget, der er større end summen af enkeltdelene. Når evnen til at frembringe og sende ubegrænsede mængder information i hvilken som helst form kombineres med udstrækningen af verdens telefonnet, kan eksisterende former for arbejde og fritid forandres grundlæggende. Nye industrigrene vil opstå og aktiemarkedets øjeblikkelige favoritter fejet af banen. Når sådanne øjeblikke med vidtrækkende, sociale forandringer indtræffer, vil man lytte med stor interesse til alle og enhver, der kan tilbyde en enkelt forklaring på, hvad der sker. I denne afgørende situation er det lykkedes en løs alliance af forfattere, hackere, kapitalister og kunstnere fra den amerikanske vestkyst at definere en uensartet troslære for den kommende informationstidsalder: Den californiske ideologi.

 

Denne nye tro er opstået ved en bizar sammensmeltning af San Franciscos kulturelle boheme-holdninger med Silicon Valleys højteknologiske industrier. Som der reklameres for den i tidsskrifter, bøger, TV-programmer, websider, nyhedsgrupper og internet-konferencer, lover den californiske ideolog, at kunne kombinere hippiernes frie ånd med yuppiernes iværksætterildhu. Denne modsætningernes sammensmeltning er opnået ved en inderlig tro på det frigørende potentiale i de nye informationsteknologier. I det digitale utopia vil alle både være hip og rige. Det kan derfor ikke undre, at computernørder, frafaldne studerende, iværksætterkapitalister, trendy akademikere, futuristiske bureaukrater og opportunistiske politikere over hele USA entusiastisk har taget denne optimistiske fremtidsvision til sig med åbne arme. Som sædvanligt har europæerne ikke været sene til at kopiere det seneste påfund fra Amerika. Mens en nylig rapport fra EU-kommissionen anbefaler man følger Californiens fritmarkedsmodel, når ’informationssupermotorvejen’ skal bygges, efterligner avantgarde-kunstnere og akademikere ivrigt de ’post-humane’ filosoffer fra den amerikanske vestkysts ekstropiske kult. (7),(8)   Uden tydelige rivaler synes den californiske ideologis triumf at være fuldstændig.

 

Den vidt udbredte appel, disse vestkystideologer fremkalder, er ikke blot et resultat af deres smittende optimisme. De er frem for alt lidenskabelige fortalere for det, der ser ud som en uangribelig form for libertær (9) politik – de ønsker at bruge informationsteknologierne til at skabe et nyt ’jeffersonsk demokrati’, hvor alle individer vil kunne udtrykke sig frit i cyberspace. (10) Ved at forfægte dette tilsyneladende beundringsværdige ideal, reproducerer disse reklamemænd for teknologien imidlertid på samme tid nogle af det amerikanske samfunds mest atavistiske træk, især de, der stammer fra slaveriet bitre arv. Deres utopiske vision for Californien afhænger af en forsætlig blindhed overfor de andre – meget mindre positive – træk ved livet på vestkysten: Racisme, fattigdom og miljønedbrydelse(11). Ironisk nok var de intellektuelle og kunstnerne i området omkring San Franciso – The Bay Area – i en ikke så fjern fortid lidenskabeligt optaget af disse problemer.

 

Ronald Reagan mod hippierne

15. maj 1969 beordrede guvernør Ronald Reagan bevæbnet politi til at gennemføre et raid i det tidlige morgengry mod protesterende hippier, der havde besat Folkets Park nær Californiens universitets område i Berkeley. I det slag, der fulgte, blev et menneske skudt ihjel og 128 andre personer måtte behandles på hospitalet(12) . Den dag syntes den ’borgerlige’ verden og modkulturen at stå uforsonligt overfor hinanden. På den ene side af barrikaderne gik guvernør Reagan og hans tilhængere ind for et privat erhvervsliv uden hindringer og støttede invasionen af Vietnam. På den anden side forfægtede hippierne en hjemlig, social revolution og var imod imperialistisk ekspansion i udlandet. Det år, hvor angrebet på Folkets Park skete, så det ud til, at det historiske valg mellem disse to modstående visioner for Amerikas fremtid kun ville kunne afgøres ved en voldelig konflikt. Som Jerry Rubin, en af yippiernes ledere, sagde dengang: ”Vores jagt på eventyr og heroisk dåd fører os udenfor Amerika til et liv med selv-skabelse og oprør. Som svar er Amerika parat til at smadre os. ”(13)  

 

Radikale fra området omkring San Francisco var i 1960erne banebrydende for livssynet og den kulturelle stil i de bevægelser, der over hele verden indgik i det nye venstre. De brød med efterkrigstidens snævre politik og lancerede kampagner imod militarisme, racisme, kønsdiskrimination, homofobi, hovedløs forbrugerisme og forurening. I stedet for den traditionelle venstrefløjs stive hierarkier skabte de kollektive og demokratiske strukturer, der antoges at bebude fremtidens libertære samfund.  Hippierne afviste ulig deres forældre at rette ind efter de stive, sociale konventioner, som militæret, universiteterne, erhvervslivet, ja, selv partierne på venstrefløjen påtvang ’det organiserede menneske’. De proklamerede i stedet deres afvisning af den borgerlige verden ved deres afslappede påklædning, seksuelle promiskuitet, høje musik og brugen af stoffer for fornøjelsens skyld.(14)

 

De radikale hippier var liberale i ordets sociale betydning. De forfægtede universalistiske, rationelle og progressive idealer som demokrati, tolerance, selvrealisering og social retfærdighed. Fordi de var blevet indgydt mod af de seneste tyve års økonomiske vækst, troede de, at historien var på deres side.  De drømte om et ’økotopia’ i science-fiction-romaner: Et fremtidigt Californien uden biler, hvor produktionen var økologisk bæredygtig, seksuelle relationer var ligeværdige og hverdagen udlevedes i grupper i lokalsamfundet(15). Denne vision kunne for nogen hippiers vedkommende kun virkeliggøres ved at afvise det videnskabelig fremskridt som en falsk gud og vende tilbage til naturen. I modsætning til det troede andre at teknologiske fremskridt uafvendeligt ville forvandle deres libertære principper til samfundsmæssige kendsgerninger. Og, hvad der var afgørende, troede disse teknofiler under indflydelse af Marshall McLuhans teorier, at sammenvoksningen af medier, IT og telekommunikation uundgåeligt ville frembringe det elektroniske torv – et virtuelt sted hvor alle ville kunne udtrykke deres meninger uden at være bange for censur(16)  . McLuhan prædikede – på trods af at han var en midaldrende, engelsk professor – det radikale budskab, at storkapitalens og den store stats magt stod overfor umiddelbart at blive omstyrtet af den magt, der lå indbygget i den nye teknologi og som den udstyrede individerne med.

 

De elektroniske medier (…) ophæver den rumlige dimension (…) Ved hjælp af elektriciteten genoptager vi de personlige relationer, som om vi befandt os på den mindste landsbys skala. Det er en relation i dybden og hvor hverken funktioner eller magt uddelegeres (…) Dialogen overflødiggør foredraget.(17)

 

Opmuntret af McLuhans forudsigelser involverede de radikale på vestkysten sig i udvikling af nye informationsteknologier for den alternative presse, lokalradiostationer, klubber for computerhjemmebyggere og videokollektiver. Disse medieaktivister i lokalsamfundene troede, at de var i forreste linje af kampen for at opbygge et nyt Amerika. Skabelsen af det elektroniske torv var det første skridt hen imod indførelsen af direkte demokrati i alle samfundets institutioner.(18)  

 

Den virtuelle klasses opståen

Hvem kunne have forudset, at [mere] almindelige personer og hippier mindre end tredive år efter kampen om Folkets Park sammen ville skabe den californiske ideologi? Hvem skulle have troet, at en sådan modsætningsfyldt blanding af teknologisk determinisme og libertær individualisme ville blive informationsalderens hybride tro? Og hvem ville have haft anelse om, at efterhånden som teknologi og frihed blev mere og mere tilbedt, ville det blive mere og mere umuligt at sige noget som helst fornuftigt om det samfund i hvilket denne teknologi og denne frihed toges i anvendelse?  

 

Den californiske ideologi skylder sin popularitet selve den flertydighed, dens forskrifter udviser. I de seneste tiår er lokalmedieaktivisternes pionerarbejde i det store og hele blevet overtaget af den højteknologiske industri og medieindustrien. Selvom firmaer i disse erhvervsgrene kan mekanisere mange af deres arbejdskraftbehov eller overføre dem til underleverandører, er de stadigvæk afhængige af nøglepersoner, der kan udføre undersøgende arbejde og skabe originale produkter, fra softwareprogrammer og computerchips til bøger og fjernsynsprogrammer. Disse digitale håndværkere udgør sammen med en del iværksættere indenfor højteknologien den såkaldte ’virtuelle klasse’: ”… den tekno-intelligens, der udgøres af videnskabsmænd, der beskæftiger sig med erkendelse, ingeniører, IT-videnskabsmænd, udviklere af videospil og alle de andre kommunikationsspecialister …”(19) Fordi ledelsen ikke har været i stand til at underlægge dem samlebåndets disciplin eller erstatte dem med maskiner, har man ansat denne type faglærte arbejdere på tidsbegrænsede kontrakter. Som det nittende århundredes ’arbejderaristokrati’ er kernearbejdskraften i medie-, computer- og telekommunikationsindustrierne udsat for både markedets belønning og dets usikkerhed.  På den ene side er der en tendens til, at disse digitale håndværkere ikke alene er velbetalte, men også at de har betydelig autonomi hvad angår deres arbejdstempo og deres arbejdsplads. Som et resultat af dette er det kulturelle skel mellem hippien og ’det organiserede menneske’ blevet temmelig udflydende. På den anden side er disse faglærte arbejdere alligevel bundet af vilkårene i deres kontrakter og har ingen garanti for, at deres ansættelse fortsætter. Fordi de mangler hippiernes frie tid, er arbejdet i sig selv blevet den vigtigste vej til selvrealisering for en stor del af den virtuelle klasse.(20) 

 

Den californiske ideologi tilbyder en måde at forstå disse digitale håndværkeres levede realitet på. På den ene side er disse kernearbejdere en privilegeret del af arbejdsstyrken. På den anden side er de arvtagere af lokalsamfundsmedieaktivisternes radikale ideer.  Den californiske ideologi reflekterer derfor på en og samme tid markedsøkonomiens disciplin og hippiehåndværkets frihed. Denne bizarre hybrid er kun mulig på grund af en næsten universel tro på teknologisk determinisme. Lige siden 1960erne har liberale – i ordets sociale forstand – håbet på, at de nye informationsteknologier ville virkeliggøre deres idealer. Som svar på udfordringen fra det nye venstre, har det nye højre genoplivet en ældre form for liberalisme: Økonomisk liberalisme.(21) I stedte for den kollektive frihed, som de radikale hippier søgte, har de forfægtet individernes frihed på markedet. Alligevel kunne selv disse konservative ikke modstå de nye informationsteknologiers romantik. McLuhans forudsigelser blev i 1960erne genfortolket som en reklame for nye former for medier, IT og telekommunikation, der skulle udvikles af den private sektor. Fra 1970erne og frem forsøgte Alvin Toffler, Ithiel de Sola Pool og andre guruer at bevise, at internettets opståen paradoksalt nok betød en tilbagevenden til fortidens økonomiske liberalisme.(22) Dette retro-utopia genlød af Isaac Asimovs, Robert Heinleins og andre macho science-fiction-forfatteres forudsigelser, hvis fremtidsverdener altid var fyldt med rumkøbmænd, superglatte sælgere, geniale videnskabsmænd, piratkaptajner og andre hårdføre individualister.(23)  Det teknologiske fremskridts vej førte ikke altid til et økotopia – den kunne i stedet for føre tilbage til grundlæggernes Amerika.

 

Elektronisk torv eller elektronisk marked?

Den californiske ideologis viser sin flertydighed mest udtalt når det gælder dens modsætningsfyldte visioner om den digitale fremtid. Udviklingen af hypermedier er et nøgleelement i kapitalismens næste trin. Som Shoshana Zuboff peger på, er indførelsen af medie-, IT- og telekommunikationsteknologier på fabrikken og kontoret kulminationen på en lang proces, nemlig arbejdsstyrkens adskillelse fra den direkte deltagelse i produktionen(24). Alle større, industribaserede økonomier vil om ikke andet så af konkurrencegrunde i sidste instans være tvunget at forbinde deres befolkninger [med nettet] for at kunne udnytte det digitale arbejdes produktivitetsforbedringer. Det, der man ikke ved noget om, er de sociale og kulturelle virkninger ved at lade folk frembringe og udveksle næsten ubegrænsede mængder information på global skala. Og hvad der er vigtigst: Vil fremkomsten af hypermedier virkeliggøre det nye venstres eller det nye højres utopier? Fordi den er en hybrid tro, besvarer den californiske ideologi glad denne gåde med en tro på begge visioner på samme tid – og ved ikke at kritisere nogen af dem.  

 

På den ene side bevares det nye venstres renhed i dets modvilje mod det private erhvervsliv af fortalerne for det virtuelle lokalsamfund og dets grupper. Ifølge deres guru, Howard Rheingold, er det værdierne hos modkulturens børnerige personer, der udformer udviklingen af de nye informationsteknologier. Som konsekvens vil lokalsamfundsaktivisterne kunne bruge de nye medier til at erstatte erhvervslivets kapitalisme og den store stat med en højteknologisk gaveøkonomi. Allerede nu hviler bulletin board-systemer, realtidsmøder på internettet og chat-tjenester på frivillig udveksling af information og viden mellem deltagerne. Medlemmerne af den virtuelle klasse er i Rheingolds øjne stadigvæk i forreste linje i kampen for social frigørelse. På trods af det hektiske kommercielle og politiske engagement i opbygningen af informationssupermotorvejen, vil det elektroniske torv til sidst vinde over sine fjender i det private erhvervsliv og bureaukratiet(25).

 

På den anden side har andre af vestkystens ideologer taget deres tidligere fjenders laissez-faire-ideologi til sig. For eksempel har Wired – den virtuelle klasses månedlige bibel – ukritisk gengivet den ekstremt højreorienterede republikanske leder af Repræsentanternes Hus, Newt Gingrichs og hans nære rådgivere, Toffler-parrets synspunkter.(26)  Mens tidsskriftet overså de nedskæringer på velfærden, som de gjorde sig til talsmænd for, lod det sig i stedet tryllebinde af deres entusiasme for de libertære muligheder, som de nye informationsteknologier tilbyder.  Alligevel er Gingrich og Toffler-parret, selvom de låner McLuhans teknologiske determinisme, ikke fortalere for det elektroniske torv. Tværtimod hævder de, at sammensmeltningen af medier, IT og telekommunikation vil frembringe et elektronisk marked: ”I cyberspace (…)  forvandles marked efter marked af det teknologiske fremskridt fra at være ”naturlige monopoler” til at være steder, hvor konkurrence er reglen.”(27)

 

I denne version af den californiske ideologi loves alle medlemmer af den virtuelle klasse muligheden for at blive en succesrig hi-tech-iværksætter. Argumentet lyder, at informationsteknologierne styrker individet, forøger den personlige frihed og radikalt mindsker nationalstatens magt. Bestående sociale, politiske og juridiske magtstrukturer vil visne bort og erstattes af uhindrede vekselvirkninger mellem autonome individer og deres software. Disse mcluhanister i ny udgave argumenterer energisk for, at den store stat skal holde sig væk fra foretagsomme iværksætterne, der er de eneste, der er seje og modige nok til at løbe risici. I stedet for kontraproduktiv regulering opfinder visionære ingeniører de redskaber, der skal til for at skabe et frit marked i cyberspace, f.eks. kryptering, digitale penge og verifikationsprocedurer. Faktisk vil forsøg på at blande sig – især fra statens side - i de egenskaber ved disse teknologiske og økonomiske kræfter, der er ved at opstå, blot falde tilbage på de, der er dumme nok til at trodse naturens grundlæggende love. Ifølge Wireds ansvarshavende redaktør er markedets ’usynlige hånd’ og den darwinistiske evolution i virkeligheden en og samme ting.(28)  Som i Heinleins og Asimovs science-fiction-romaner synes vejen til fremtiden at føre tilbage til fortiden. Det 21. århundredes informationsalder vil blive virkeliggørelsen af Thomas Jeffersons liberale ideer fra det 18. århundrede: ”(…) skabelsen  (…) af en ny civilisation, der hviler på den amerikanske ides evige sandheder.”(29) 

 

Myten om det frie marked

I kølvandet på Gingrichs partis sejr ved valget i 1994 er denne højrefløjsudgave af den californiske ideologi nu på vej op. Alligevel modsiges den økonomiske liberalismes dogmer af hypermediernes faktiske historie. For eksempel kunne computerens og nettets ikoniske teknologier alene være blevet opfundet ved hjælp af massive statssubsidier og amatørers entusiastiske indsats. Det private erhvervsliv har spillet en vigtig rolle, men kun som del af en blandingsøkonomi. 

 

For eksempel blev den første computer – differensmaskinen – konstrueret og bygget af private firmaer, men dens udvikling blev kun muliggjort af en bevilling fra den engelske regering på 17.470 pund, der i 1834 var en mindre formue. (30) Fra Colossus til EDVAC, fra flysimulatorer til virtual reality, har udviklingen af IT i afgørende øjeblikke været afhængig af offentlige bevillinger eller fede kontrakter med offentlige organer. Først efter det amerikanske forsvarsministerium under Korea-krigen bad IBM om at bygge den første programmerbare, digitale computer, skete det. Lige siden har udviklingen af de efterfølgende generationer af computere været subsidieret direkte eller indirekte af det amerikanske militærbudget.(31) Udviklingen af IT har udover statsstøtte også været afhængig af inddragelse af gør-det-selv-kulturen.(32) Den personlige computer – PCen – blev for eksempel opfundet af amatører, der var teknikfans, og som ønskede at bygge deres egne, billige maskiner. At der eksisterede en gaveøkonomi blandt hobbyfolket var en forudsætning for, at Apples og Microsofts produkter efterfølgende fik succes. Selv nu spiller shareware-programmer en afgørende rolle med hensyn til at fremme softwareudvikling.

 

Internettets historie modsiger også de neoliberale ideologers dogmer. I de første tyve år af dets eksistens var nettets udvikling næsten udelukkende afhængig af den meget forhånede amerikanske forbundsstat. Hvad enten det skete via det amerikanske militær eller universiteterne blev stor mængder skatteyderdollars kanaliseret ind i nettets infrastruktur og til at dække omkostningerne ved at bruge dets tjenester. Samtidig blev mange af de vigtigste internetprogrammer og applikationer enten opfundet af hobbyfolk eller professionelle, der arbejdede i deres fritid. For eksempel blev MUD-programmet, der muliggør realtidskonferencer på nettet opfundet af en gruppe studerende, der ønskede at spille fantasispil over et computernetværk.(33)

 

En af de mærkeligste ting ved den californiske ideologis drift mod højre er, at den amerikanske vestkyst selv er skabt på grundlag af blandingsøkonomien. Det var statspenge, der blev brugt til at bygge de vandingssystemer, landeveje, skoler, universiteter og anden infrastruktur, der gør det gode liv muligt i Californien. Det er med disse offentlige investeringer som grundlag, at vestkystens højteknologiske kompleks i årtier har kunnet feste løs i den største gavebod i historien af statspenge, der er ledt i dets retning af kongrespolitikere.  Den amerikanske stat har hældt milliarder af skatteydernes dollars i indkøb af flyvemaskiner, missiler, elektronik og kernevåben fra californiske firmaer. Det stod klart for dem, der ikke var forblændet af dogmerne om det frie marked, at amerikanerne altid har haft statslig planlægning, det hedder bare forsvarsbudgettet.(34)   Samtidig stammer nøgleelementer i vestkystens livsstil fra dens lange tradition for en kulturel bohemestil. Lokalsamfundsmedier, New Age-spiritualitet, gay pride, surfing, helsekost, stoffer til fornøjelsesbrug, popmusik og mange andre former for utraditionelle, kulturelle fænomener opstod – selvom de senere hen blev kommercialiseret – alle på de afgjort ikke-kommercielle scener der fungerede omkring universiteter, kunstnersamfund og kollektiver på landet. Uden gør-det-selv-kulturen ville Californiens myter ikke have fået den globale resonans, som de har i dag.(35) 

 

Al denne offentlige finansiering og inddragelsen af forskellige grupper har haft en enormt gunstig indvirkning – skønt uden anerkendelse og uden prissætning - på udviklingen af Silicon Valley og andre hi-tech-industrier. Kapitalistiske iværksættere har ofte en oppustet fornemmelse af deres egen foretagsomheds betydning med hensyn til udviklingen af nye ideer og yder ringe anerkendelse af de bidrag, der enten stammer fra staten, deres egen arbejdsstyrke eller samfundet i bred forstand. Det teknologiske fremskridt er kumulativt – det afhænger af resultaterne af en kollektiv, historisk proces og må i hvert fald delvis regnes som en kollektiv præstation. Derfor har amerikanske forretningsmænd i lighed med, hvad der sker i alle andre industrialiserede lande, uvægerligt støttet sig på statsintervention og gør-det-selv-initiativer for at nære og udvikle deres industribrancher. Da japanske firmaer truede med at overtage det amerikanske mikrochip-marked havde de libertære computerkapitalister i Californien ingen ideologiske skrupler med hensyn til at tilslutte sig et statssponsoreret kartel, der skulle bekæmpe Østens invasorer. Bill Gates mente, at Microsoft ikke havde andet valg end at forsinke offentliggørelsen af Windows 95 indtil de internetprogrammer, der gjorde gruppedeltagelse i cyberspace mulig var klar. (36) Det spørgsmål, den fremvoksende hypermedieindustri i lighed med andre sektorer af den moderne økonomi står overfor, er ikke om den skal organiseres som en del af en blandingsøkonomi eller ej, men hvilken type blandingsøkonomi det skal være.

 

Frihed er slaveri

Hvorfor har det frie markeds myter i den grad haft indflydelse på californiske ideologis fanebærere, hvis dets hellige dogmer modbevises af den profane historie? Fordi de lever i en kontaktkultur, fører de digitale håndværkere en skizofren tilværelse. På den side kan de ikke udfordre markedets forrang over deres liv. På den anden side bliver de fortørnet, hvis de, der har myndighed til det, trænger in på deres individuelle autonomi. Ved at blande det nye venstre og det nye højre sammen tilvejebringer den californiske ideologi en mystisk løsning på de uforenelige holdninger som medlemmerne af den virtuelle klase har. Afgørende er det, at anti-statslige holdninger giver redskaber til at forlige radikale og reaktionære ideer om teknologisk fremskridt. Mens det nye venstre fortørnes over staten, fordi den finansierer det militært-industrielle kompleks, angriber det nye højre staten for at blande sig i den nye teknologis spontane udbredelse ved hjælp af konkurrence på markedet. På trods af den centrale rolle, som offentlig indgriben spiller i udviklingen af IT og internettet, prædiker de californiske ideologer den cybernetiske, libertære læres anti-statslige evangelium: Et bizart miskmask af hippie-anarkisme og økonomisk liberalisme, der forstærkes med masser af teknologisk determinisme. I stedet for at forstå den reelt eksisterende kapitalisme fortrækker guruer på både den nye venstre- og højrefløj meget hellere at gøre sig til talsmænd for rivaliserende udgaver af det jeffersonske demokrati. For eksempel mener Rheingold som en på den nye venstrefløj, at det elektroniske torv vil tillade individer at udøve den type mediefrihed ,som USA's grundlæggere gik ind for. På samme måde hævder det nye højre, at fjernelsen af alle regulerende hindringer for det private erhvervsliv vil skabe en mediefrihed, der er et jeffersonsk demokrati værdigt.(37) 

 

Denne retro-futurismes triumf er et resultat af den fejlslåede fornyelse i USA i de sene 1960ere og tidlige 1970ere. Efter konfrontationen omkring Folkets Park gik kampen mellem det amerikanske establishment og modkulturen ind i spiral af voldelige konfrontationer. Mens vietnameserne – betalt med enorme menneskelige lidelser – var i stand til at smide de amerikanske invasorer ud af deres land, blev hippierne og deres allierede i den sorte borgerrettighedsbevægelse til sidst knust af en kombination af statsundertrykkelse og kulturel opsugning. 

 

For den virtuelle klasse sammenfatter den californiske ideologi på perfekt vis konsekvenserne af dette nederlag. De fleste af dem er ikke, selvom de nyder godt af den kulturelle frihed, hippierne vandt, længere aktivt involveret i kampen for at opbygge et økotopia. I stedet for åbent at gøre oprør mod systemet, accepterer disse digitale håndværkere nu, at individuel frihed kun kan opnås ved at arbejde indenfor de rammer, der sættes af det teknologiske fremskridt og det frie marked. Denne asociale, libertære holdning personificeres i mange cyberpunk-romaner af hackeren som central person, der er et ensomt individ, der kæmper for overlevelse indenfor informationens virtuelle verden.(38)

 

De californiske ideologers højredrejning hjælpes på vej af, at de uden at sætte spørgsmålstegn accepterer det liberale ideal om det selvtilstrækkelige individ. I amerikansk folklore blev landet bygget op fra at være en vildmark af fribytterindivider – pelsjægere, cowboys, prædikanter og vestens nybyggere. Selve den amerikanske revolution udkæmpedes for at beskytte individernes frihedsrettigheder og ejendom mod undertrykkende love og uretfærdige skatter, der blev påtvunget dem af en udenlandsk monark. For både det nye venstre og det nye højre udgør den amerikanske republiks tidlige år en stærk model for deres rivaliserende versioner af individuel frihed. Alligevel er der en dyb modsætning i denne amerikanske urdrøm: Individerne blomstrede i denne periode kun på grund af andres lidelser. Ingen andre steder kommer dette klarere til udtryk end i Thomas Jeffersons liv – den californiske ideologis højeste ikon.

 

Thomas Jefferson var manden, der skrev det inspirerende krav om demokrati og frihed i den amerikanske uafhængighedserklæring, og som på samme tid ejede næsten 200 menneskelige skabninger i form af slaver. Som politiker gik han ind for amerikanske bønders og håndværkeres ret til at bestemme deres egen skæbne uden at være underlagt det feudale Europas begrænsninger. Som andre af periodens liberale troede han, at politiske friheder kun kunne beskyttes mod autoritære regeringer ved vidt udbredt ejerskab af individuel, privat ejendom. Borgernes rettigheder var afledt af denne grundlæggende naturret. For at opmuntre til selvforsyning foreslog han, at hver amerikaner skulle gives mindst 50 acres jord for at garantere deres økonomiske uafhængighed. Og dog var Jefferson, selvom han idealiserede grænseområdernes små bønder og næringsdrivende, selv plantageejer i Virginia, der levede af sine slavers arbejde. Selvom Sydens ’besynderlige institution’ plagede hans samvittighed, troede han stadig på, at menneskets naturlige rettigheder omfattede den private ejendomsret til menneskelige skabninger. I det jeffersonske demokrati var hvides frihed baseret på sortes slaveri.(39) 

 

Fremad og ind i fortiden

På trods af slaverne i sidste instans opnåede frigørelse og på trods af borgerrettighedsbevægelsen, er raceadskillelse i centrum af amerikansk politik - særligt på vestkysten.  Ved guvernørvalget i Californien i 1994 vandt den republikanske kandidat, Pete Wilson, på en ondskabsfuld kampagne mod immigranter.  På nationalt plan var Gingrichs republikanske partis sejr ved valgene til kongressen baseret på mobilisering af ’vrede, hvide mænd’ imod den påståede trussel fra sorte velfærdsnassere, immigranter fra Mexico og andre frække minoriteter. Disse politikere har høstet de valgmæssige gevinster af den stigende polarisering mellem de hovedsageligt hvide, velstående forstadsboere – hvoraf de fleste stemmer – og de hovedsageligt ikke-hvide, fattigere beboere af bykernerne – hvoraf de fleste ikke stemmer.(40) Selvom californiske ideologer stadig holder nogle hippieidealer i hævd, har mange fundet det umuligt at indtage et klart standpunkt imod republikanernes splittelsespolitik. Det er fordi hi-tech- og medieindustrierne er nøgleelementer i det nye højres valgkoalition. Både kapitalister og velbetalte arbejdere frygter til dels, at en åben erkendelse af, at deres firmaer finansieres af offentlige midler, ville retfærdiggøre skatteforhøjelser, der skulle finansiere de desperat tiltrængte udgifter til sundhed, miljøbeskyttelse, boliger, offentlig transport og undervisning. Og hvad der er vigtigere, ønsker mange medlemmer af den virtuelle klasse at blive forført af det nye højres libertære retorik og teknologiske entusiasme. Fordi de arbejder for hi-tech- og mediefirmaer vil de gerne tro på, at det elektroniske marked på en eller anden måde kan løse Amerikas presserende sociale og økonomiske problemer, uden de selv skal ofre noget. Fanget som de er i den californiske ideologi, er Gingrich, som en skribent i Wired fremstillede det, både deres ”ven og fjende”.(41) 

 

En større omfordeling af rigdommene i USA er yderst tiltrængt for at sikre befolkningsflertallets økonomiske trivsel på længere sigt. Noget sådant går imidlertid mod rige, hvide menneskers kortsigtede interesser, herunder mange medlemmer af den virtuelle klasse. Hellere end at dele med deres fattige sorte eller latino-naboer, trækker yuppierne sig tilbage til deres velhaverforstæder, hvor de er beskyttet af bevæbnede vagter og i sikkerhed med deres private velfærd.(42) De underpriviligerede deltager kun i informationsalderen ved at levere billig, uorganiseret arbejdskraft til de usunde fabrikker, der ejes af Silicon Valleys chipfabrikanter.(43) Selv opbygningen af cyberspace kunne blive en integreret del af det amerikanske samfunds fragmentering i antagonistiske, raceafgrænsede klasser. Bykernernes fattige indbyggere, der allerede er sortlistet af de profithungrende telefonselskaber, trues nu med at blive udelukket fra de nye online-tjenester på grund af pengemangel.(44) I modsætning hertil kan medlemmerne af den virtuelle klasse og andre i liberale erhverv lege cyberpunkere i hyper-virkeligheden uden at skulle møde deres forarmede naboer. Sideløbende med de sociale forskelle, der konstant udvides, skabes der en anden slags apartheid mellem de ’informations-rige’ og de ’informations-fattige’. Forholdet mellem herrer og slaver fortsættes i dette hi-tech jeffersonske demokrati i en ny form.

 

Cyborg-herrer og robot-slaver

Frygten for en oprørsk underklasse har nu ødelagt den californiske ideologis mest fundamentale dogme: Dens tro på de nye informationsteknologiers frigørende potentiale. Mens fortalerne for det elektroniske torv og det elektroniske marked lover individernes frigørelse fra statens og de private monopolers hierarkier, frembringer det amerikanske samfunds sociale polarisering en mere undertrykkende vision for den digitale fremtid. Frihedens teknologier bliver til maskinernes herredømme.

 

Jefferson opfandt på sin ejendom Monticello mange smarte dimser til brug i sit hus, f.eks. en ’stumtjener’, der kunne bringe maden fra køkkenet ind i spisestuen. Ved at lade teknologien være mellemled for kontakten med sine slaver, forskånede denne revolutionære idealist sig selv for at se den virkelighed i øjnene, der bestod i hans afhængighed af tvangsarbejde udført af andre mennesker.(45)Sent i det 20. århundrede bruges teknologien atter engang til forstærke forskellen mellem herrer og slaver.

 

Jagten på hjernens, kroppens og åndens perfektionering vil ifølge nogen drømmere uundgåeligt føre til det ’post-humanes’ opståen: En bio-teknologisk manifestation af den virtuelle klasses sociale privilegier. Mens hippierne så selvrealisering som en del af del sociale frigørelse, vil Californiens nutidige hi-tech-håndværkere være mere tilbøjelige at opnå individuel selvrealisering gennem terapi, spiritualitet, motion eller andre narcissistiske bestræbelser. Deres ønsker om at kunne forsvinde ind i det hyper-virkeliges ’gated forstad’ er blot et aspekt af denne dybe besættelse af sig selv.(46) Opmuntret af påståede fremskridt indenfor kunstig intelligens og lægevidenskaben fantaserer den ekstropiske kult om helt at forlade den menneskelige tilstands ’wetware’ for at blive levende maskiner.(47) Som Virek og Tessier-Ashpools i William Gibsons romanserie Sprawl tror de, at deres sociale privilegier i sidste ende vil skænke dem udødelighed.(48) I stedet for at forudsige menneskehedens frigørelse kan denne form for teknologisk determinisme kun forestille sig en uddybning af de sociale skel. 

 

Hvide mennesker i Californien forbliver på trods af disse fantasier afhængige af, at deres mere mørkhudede medmennesker arbejder i deres fabrikker, høster deres afgrøder, passer deres børn og ordner deres haver. Efter de nylige optøjer i Los Angeles frygter de i stigende grad, at denne underklasse en dag vil kræve frihed. Hvis menneskeslaver i sidste instans er upålidelige, må man opfinde mekaniske. Jagten på den kunstige intelligens’ hellige gral afslører dette ønske om en Golem – en stærk og loyal slave, hvis hud har jordens farve og hvis indvolde er lavet af sand. Tekno-utopisterne forestiller sig som i Asimovs Robot-romaner, at det er muligt, at livløse maskiner kan levere slavelignende arbejde.(49) Men skønt teknologien kan opbevare eller forbedre arbejdet, kan den aldrig fjerne nødvendigheden af, at det først og fremmest er mennesker, der opfinder, bygger og vedligeholder disse maskiner. Uden slaver er der intet slavearbejde.  

 

Den californiske ideologi er over hele verden blevet modtaget som værende en optimistisk og frigørende form for teknologisk determinisme. Alligevel er denne den amerikanske vestkysts utopiske fantasi afhængig af sin blindhed overfor – og afhængighed af – den sociale og racemæssige polarisering af det samfund, som den blev født af. På trods af sin radikale retorik er den californiske ideologi til syvende og sidst pessimistisk, hvad angår fundamentale, samfundsmæssige forandringer. Til forskel fra hippierne kæmper dens fortalere ikke for et økotopia eller for bare at genoplive New Deal. I stedet er det nye venstres sociale liberalisme og det nye højres økonomiske liberalisme smeltet sammen til en flertydig drøm om et højteknologisk, jeffersonsk demokrati. Hvis man anlægger en meget venlig fortolkning kunne denne retro-futurisme være en vision om et cybernetisk grænseland, hvor digitale håndværkere opnår selvrealisering enten på det elektroniske torv eller på det elektroniske marked. Som den virtuelle klasses tidsånd er den californiske ideologi imidlertid på samme tid en ekskluderende trosretning. Hvis bare nogle mennesker har adgang til de nye informationsteknologier, kan det jeffersonske demokrati blive en højteknologisk version af de gamle Sydstaters plantageøkonomi. Ved at reflektere sin egen flertydighed er den californiske ideologis teknologiske determinisme ikke blot og bar optimistisk og frigørende. Den er samtidig en dybt pessimistisk og undertrykkende vision om fremtiden.

 

Der er alternativer

På trods af sine dybe modsigelser tror mennesker verden over stadigvæk, at den californiske ideologi udtrykker den eneste vej fremad mod fremtiden. Med verdensøkonomiens voksende globalisering føler mange medlemmer af den virtuelle klasse i Europa og Asien større samhørighed med deres californiske ligemænd end med andre arbejdere i deres egne lande. Alligevel har en debat aldrig været mere mulig eller mere nødvendig. Den californiske ideologi udvikledes af en gruppe af mennesker, der levede i et specifikt land med en særlig blanding af socio-økonomiske og teknologiske valgmuligheder. Dens selektive og modsigelsesfyldte blanding af konservativ økonomisk tænkning og hippie-radikalisme genspejler den amerikanske vestkysts historie – og ikke resten af verdens uundgåelige fremtid. For eksempel er de californiske ideologers modvilje mod staten temmelig primitiv. I Singapore er regeringen ikke bare ved at organisere bygningen af et fiberoptisk netværk, men prøver også at kontrollere om den information, der distribueres over nettet er ideologisk passende. Når man tager de asiatiske ’tigres’ meget højere vækstrater i betragtning vil den digitale fremtid ikke nødvendigvis først komme til Californien.(50)

 

På trods af Bangemann-rapportens neoliberale anbefalinger, er de fleste europæiske myndigheder også besluttet på at være tæt involveret i udviklingen af nye informationsteknologier. Minitel – verdens første vellykkede online-net – blev bevidst skabt af den franske stat. Som svar på en officiel rapport om hypermediernes potentielle virkninger besluttede regeringen at hælde ressourcer i udviklingen af frontteknologier. France Telecom lancerede i 1981 Minitel-systemet, der leverede en blanding af tekstbaseret information og kommunikatonstjenester. Fordi det [statsejede] telefonselskab var et monopol, kunne det opbygge en kritisk masse af brugere for dets banebrydende online-system ved at give terminalerne gratis til alle, der var villige til at give afkald på telefonbøger af papir. Da først markedet var skabt, kunne kommercielle og ikke-kommercielle udbydere finde nok kunder eller deltagere til at de kunne trives i systemet. Siden da har millioner af franskmænd fra alle sociale lag glad bestilt billetter, snakket med hinanden og organiseret sig politisk online uden at forstå, at de brød den californiske ideologis libertære dogmer.(51) 

 

Langt fra at dæmonisere staten mener den overvældende majoritet af den franske befolkning at mere offentlig indgriben er nødvendig for at kunne skabe et effektivt og sundt samfund.(52) Under kampagnen op til det nylige præsidentvalg måtte næsten alle kandidater – i hvert fald retorisk - gøre sig til talsmænd for mere statslig indgriben for at sætte en stopper for den sociale eksklusion af de arbejdsløse og hjemløse. I modsætning til sin amerikanske pendant gik den franske revolution videre end økonomisk liberalisme og inddrog det folkelige demokrati. I kølvandet på jacobinernes sejr over deres liberale modstandere i 1792 blev den demokratiske republik i Frankrig legemliggørelsen af ’almenviljen’. Som sådan mente man at staten forsvarede alle borgeres interesser snarere end blot at beskytte de individuelle ejendomsbesidderes rettigheder. Fransk politisk diskurs tillader ved hjælp af handlinger på vegne af kollektivet staten at formindske – eller helt fjerne – de problemer samfundet oplever. Mens de californiske ideologer prøver at ignorere, at det er skatteydernes penge, der understøtter udviklingen af hypermedier, kan den franske regering ganske åbent intervenere i denne sektor af økonomien.(53) 

 

Selvom Minitels teknologi efterhånden i stigende grad bliver forældet, modbeviser dens historie klart de californiske ideologers fordomme mod staten – og Bangemann-komiteens.  Den digitale fremtid vil være en hybrid af statsindgreb, kapitalistisk iværksætteri og gør-det-selv-kulturen. Det afgørende er, at hvis staten kan fremme udviklingen af hypermedier, så kan man også gøre noget for at forhindre, at der opstår en social apartheid mellem de ’informations-rige’ og de ’informations-fattige’.  Ved ikke at overlade alt til markedskræfternes forgodtbefindende vil EU og dets medlemsstater kunne sikre, at alle borgere har mulighed for at kunne koble sig på et fiberoptisk bredbåndsnet til den lavest mulige pris.

 

Dette ville i første række være en meget tiltrængt plan for jobskabelse for lavt uddannet arbejdskraft i periode med massearbejdsløshed. Som en keynesiansk beskæftigelsesforanstaltning er der ikke noget der slår som at betale folk for at grave huller i vejen og fylde dem igen.(54)  Hvad der er endnu vigtigere vil et fiberoptisk netværk til private hjem og erhvervsvirksomheder give alle adgang til nye online-tjenester og skabe et stort, levende miljø, hvor ekspertise deles. De langsigtede fordele for økonomien og samfundet, hvis informationsupermotorvejen bygges, ville være uhyre.  Den ville tillade industrien at arbejde mere effektivt og markedsføre nye produkter. Den ville sikre at tjenester indenfor uddannelse og information stod til rådighed for alle. Dette bredbåndssystem vil uden tvivl skabe et massemarked, hvor private virksomheder kan sælge eksisterende informationsprodukter - film, fjernsynsprogrammer, musik og bøger – over nettet. Samtidigt kan folk både distribuere og modtage hypermedier og gruppe- og lokalmedier og interessegrupper vil hurtigt blomstre frem. Hvis alt dette skal ske, er kollektive indgreb, der kan sikre, at alle borgere er omfattet af den digitale fremtid, nødvendig.

 

Det modernes genfødsel

Selvom omstændigheder ikke er bestemt af europæerne er nu nødvendigt for dem at fremføre deres egen fremtidsvision. Der er forskellige veje fremad mod informationssamfundet – og nogle veje er mere ønskværdige end andre. For at kunne foretage et valg på et oplyst grundlag må europæiske digitale håndværkere udvikle en mere sammenhængende analyse af hypermediernes indvirkninger end den, der kan ligger i den californiske ideologis flertydigheder. Medlemmerne af Europas virtuelle klasse må skabe deres egen særlige identitet.

 

Denne alternative forståelse af fremtiden tager sit udgangspunkt i en afvisning af alle former for social apartheid – både i og udenfor cyberspace. Alle programmer for at udvikle hypermedierne må sikre, at hele befolkningen får adgang til de nye online-tjenester. I stedet for det nye venstres og det nye højres anarkisme må en europæisk strategi for udvikling af de nye informationsteknologier åbent vedstå at en form for blandingsøkonomi er uundgåelig – denne kreative og modsætningsfyldte blanding af statslige initiativer, initiativer fra erhvervslivet og fra gør-det-selv-kulturen. Den digitale fremtids ubestemmelighed er resultat af denne blandingsøkonomis allestedsnærværelse i den moderne verden. Ingen ved nøjagtigt hvad den enkelte komponents relative styrke vil blive, men kollektiv aktion kan sikre at ingen socialgruppe bevidst udelukkes fra cyberspace. 

 

En europæisk strategi for cyber-tidsalderen må også berømme de digitale håndværkeres kreative kræfter. Fordi deres arbejdskraft ikke kan tømmes for færdigheder eller mekaniseres har medlemmerne af den virtuelle klasse stor grad af kontrol med deres eget arbejde. Så i stedet for at underlægge os den californiske ideologis fatalisme burde vi tage imod de nye mediers kreative og dristige muligheder med åbne arme. Digitale håndværkere er indenfor blandingsøkonomiens begrænsninger i stand til opfinde noget helt nyt – noget der ikke er forudsagt i nogen science-fiction-roman. Disse innovative former for viden og kommunikation vil indeholde bidder af andres resultater herunder aspekter af den californiske ideologi. Det er i dag umuligt for en bevægelse for social frigørelse, der vil tages alvorligt, ikke at omfatte feminisme, en holdning til brugen af stoffer, lesbiske og bøssers rettigheder, etniske identiteter og andre spørgsmål, som den amerikanske vestkysts radikale gik i spidsen for. På samme måde vil alle forsøg på at udvikle hypermedier i Europa have behov for noget af den iværksætterildhu og det-kan-lade-sig-gøre-holdning, som det nye højre i Californien udviser. Og alligevel betyder udviklingen af hypermedierne på en gang fornyelse, kreativitet og opfindsomhed.  Der eksisterer ingen præcedens for alle den digitale fremtids aspekter.

 

Som pionerer for det nye må de digitale håndværkere atter forbinde sig selv med den produktive kunsts teori og praksis. De er ikke blot andres ansatte – eller ovenikøbet nogen, der aspirerer til at blive cybernetiske iværksættere. De er også kunstnere og ingeniører i et – de, der udformer modernitetens næste trin. Fordi de kan trække på de erfaringer, der stammer fra tilhængerne af Saint Simon og konstruktivisterne, kan de digitale håndværkere skabe en ny maskinæstetik for informationsalderen. (55) For eksempel bruger musikere computere til at udvikle fuldstændigt digitale former for musik som f.eks. jungle og techno.(56) Interaktive kunstnere har udforsket de potentialer, der ligger i CD-ROM-teknologierne som det ses af Antiroms arbejde. Centret for Forskning i Hypermedier har opbygget et eksperimentelt virtuelt rum, der hedder J’s Joint.(57)  I begge tilfælde prøver kunstner-ingeniørerne at sætte sig udover de begrænsninger, der ligger både i teknologierne og deres egen kreativitet. Disse nye former for udtryk og kommunikation er først og fremmest forbundet med en mere bredt funderet kultur. Hypermedieudviklerne må vise, at det er muligt rationelt og bevidst at kontrollere den digitale fremtids udformning. I modsætning til den californiske ideologis elitære holdning må de europæiske kunstner-ingeniører opbygge et cyberspace, der er inkluderende og universelt. Det er nu tiden for det modernes genfødsel.

 

De nuværende omstændigheder fremmer det at gøre det luksuriøse nationalt. Luksus vil blive nyttig og moralsk, når den kan nydes af hele nationen. Æren ved og fordelen af i politiske arrangementer direkte at benytte de eksakte videnskabers fremskridt og de skønne kunster (…) har været forbeholdt vort århundrede.(58) 

Noter:

1 KritiskDebat bringer ikke i dette nummer den tredje artikel i Notebook-hæftet, ”Cyber-Communism: How the American Are Superseding Capitalism in Cyberspace”, Notebook 10, oktober 2015, s. 28 – 51.


2 Biopladder (eng. biobabble) er betegnelsen for det sproglige udtryk for videnskabelig reduktionisme og biologisk determinisme og betegner brugen af udtryk fra biologien for at forklare menneskelige handlinger eller tilstande uden forståelse af de anvendte udtryk, videnskaben eller teorierne bag.

3 Et mem er en ide, en måde at opføre sig på eller stil, der spreder sig fra person til person indenfor en kultur – ofte med det formål at viderebringe et særligt fænomen, tema eller mening, der repræsenteres af memet. Et mem optræder som en enhed, der er bærer af kulturelle ideer, symboler eller praksis, der kan sendes fra den ene bevidsthed til den anden ved hjælp af skrift, tale, kropssprog, ritualer og andre fænomener, som kan efterlignes, og som har et tema, der egner sig til efterligning. Tilhængere af ideen betragter memer som kulturelle analogier til gener fordi at der selvreplikerende, muterer og reagerer på selektive påvirkninger [red.].

4 Jeffersonsk demokrati er opkaldt efter sin fortaler Thomas Jefferson, der var USAs 3. præsident 1801-1809 og var den ene af to fremherskende politiske holdninger og bevægelser i USA fra 1790erne og 1820erne. Udtrykket brugtes almindeligvis om det demokratisk-republikanske parti (hvis officielle navn var ”Det republikanske Parti”), som Jefferson grundlagde som modvægt til Aleksander Hamiltons Føderalistiske Parti. Jefferson-tilhængerne var dybt forpligtet på amerikansk republikanisme, hvilket betød modstand mod alle former for aristokrati, korruption og en insisteren på dyden med hovedvægt på ’den frie bonde’, ’nybyggeren’ og ’almindelige mennesker’. 
Jeffersonianerne var modstandere af købmændenes, bankmændenes og fabrikanternes aristokratiske elitisme, havde mistillid til fabriksarbejdere og var på vagt overfor tilhængerne af det frygtede, britiske regeringssystem. Jeffersonsk demokrati holdt sig som et element i Det demokratiske Parti op i de tidlige år af det tyvende århundrede. Denne politiske strømnings temaer viser sig stadigvæk af og til - især i libertære kredse og i Det republikanske parti [red.].

5 Accelerationismen er i politisk og social teori den ide, at man skal udvide, bruge til andre formal eller fremskynde udviklingen af det herskende kapitalistiske system eller visse af de teknologiske processer, der historisk set har karakteriseret den, for frembringe radikale samfundsforandringer.


6 I over 25 år har eksperter forudsagt informationsalderens nært forestående komme, se André Touraine, La Société Post-industrielle, Paris: Editions Denoël, 1968, Zbigniew Brzezinski, Between Two Ages, New York: Viking Press, 1970, The Coming of the Post-Industrial Society, New York: Basic Books, 1973, Alvin Toffler, The Third Wave, London: Pan, 1980, Simon Nora og Alain Minc, The Computerisation of Society, Cambridge, Mass.: MIT Press, 1980 og Ithiel de Sola Pool, Technologies of Freedom, Cambridge, Mass.: Belkamp Press, 1983.  

7 En opfattelse, der siger, at livet, når det ikke begrænses af entropi, kontinuerligt vil ekspandere i universet som resultat af menneskets intelligens og teknologi (red.).

8 Se Martin Bangemann, Europe and the Global Information Society, Bruxelles: Den europæiske Union, 1994 og program og opsummeringer for Virtual Futures ’95, Conference by CCRU, Warwick University, Coventry, 25.-28. maj 
1995.

9 Libertær: ”Som hylder individets uindskrænkede frihed og er imod statslig indblanding; anarkistisk og ekstremt frihedssøgende (red., fra Den danske Ordbog).

10 Se Mitch Kapor, ”Where is the Digital Highway Really Heading?”, Wired 1:3 (juli-august 1993), s. 53 -59, https://www.wired.com/1993/03/kapor-on-nii/ (kontrolleret 2.8.2018, red.).

11 Se Mike Davis, City of Quartz, London: Verso, 1990, Richard Walker, “California Rages Against the Dying of the Light”, New Left Review 209 (januar-februar 1995), s. 42-74 og Ice-Ts, Snoop Doggs, Dr. Dees, Ice Cubes, NWAs og mange andre vestkystrappers plader.

12 Se George Katsiaficas, The Imagination of the New Left: A Global Analysis of 1968, Boston: South End Press, 1987, s. 124.

13 Jerry Rubin, ”En nødskrivelse til mine brødre og søstre i bevægelsen” i Peter Stansill og Zane Peter Mairowitz (red.), BAMN: Outlaw Manifestos and Ephemera 1965-70, London: Penguin, 1971, s. 244. Yippier - medlemmerne af the Youth International Party, en indflydelsesrig gruppe inden for det amerikanske nye venstre i de sene 1960ere og de tidlige 1970ere. 

14 Vedrørende den folkelige kulturs centrale rolle for det amerikanske nye venstres selv-identitet, se Katsiaficas, The Imagination of the New Left og Charles Reich, The Greening of America, New York: Random House, 1970. En beskrivelse af funktionærers liv i 1950ernes Amerika, se William Whyte, The Organization Man, New York: Simon and Schuster, 1956. 

15 Den nordlige halvdel af den amerikanske vestkyst havde i en bedstsælgende roman fra midt-1970erne udskilt sig fra resten af USA for at skabe et en hippie-utopi, se Ernest Callenbach, Ecotopia, New York: Bantam, 1975. Denne idealisering af californisk lokalsamfundsliv genfindes også hos John Brunner, The Shockwave Rider, London: Methuen, 1975 og også i senere arbejder som f.eks. Kim Stanley Robinson, Pacific Edge, London: Grafton, 1990. 

16 Vedrørende en analyse af forsøgene på at skabe direkte demokrati ved hjælp af medieteknologier, se Richard Barbrook, Media Freedom: The Contradictions of Communications in the Age of Modernity, London: Pluto 1995, s. 75 – 189.  

17 Marshall McLuhan, ”Understanding Media: The Extensions of Man, London: Routledge and Kegan Paul, 1964, s. 252 – 256. Se også Marshall McLuhan og Quentin Flore, The Media is the Message, London: Pluto, 1995, s. 75 – 189.

18 Se John Downing, Radical Media, Boston: South End Press, 1984.

19 Arthur Kroker og Michael. A. Weinstein, Data Thrash: The Theory of the Virtual Class, Montreal: New World Perspectives, 1994. S.15. Denne analyse følger de futurologer, der mente at ‘vidensarbejderne’ var forstadiet til en ny herskende klasse, se Bell, The Coming of the Post-Industrial Society, og økonomer, der tror, at ’symbolanalytikere’ vil blive den fremherskende del af arbejdsstyrken i den globaliserede kapitalisme, se Robert Reich, The World of Nations: A Blueprint for the Future, London: Simon & Schuster, 1991. I modsætning til dette troede nogle teoretikere i det nye venstre i1960erne, at disse videnskabeligt-tekniske-arbejdere førte an i kampen for social befrielse på grund af deres fabriksbesættelser og krav om at ledelse af sig selv, se Serge Mallet, The New Working Class, Nottingham: Spokesman Books, 1975.

20 Se Dennis Hayes, Behind the Silicon Curtain, London: Free Association Books, 1989. En beskrivelse af kontraktarbejde i Silicon Valley og en behandling af samme emne i fiktionsform findes i Douglas Coupland, Microserfs, London: Flamingo, 1995. En mere teoretisk undersøgelse af post-fordistisk arbejdsorganisering findes i Alain Lipietz, L’Audace ou l’enlisement, Paris, Éditions la Découverte, 1984 og Mirages et Miracles, London: Verso, 1987, Benjamin Coriat, L’Atelier et le robot, Paris: Christian Bourgois Éditeur, 1990 og Toni Negri, Revolution Retrieved. Selected Writings on Marx, Keynes, Capitalist Crisis & New Social Subjects 1967-83, Londn: red Notes, 1988.

21 Som Seymour Martin Lipset påpeger, har en liberalisme, der er imod staten været - og er stadigvæk -  det underliggende fundament for amerikansk politik på både højre- og venstrefløjen: ”Disse [liberale] værdier var tydelige i den kendsgerning i det tyvende århundrede at (…) USA ikke bare manglede et levedygtigt socialistisk parti, men heller ikke har udviklet et konservativt parti af europæisk type eller et Tory-party af britisk type.” Se Seymour Martin Lipset, American Exceptionalism: A Double-Edged Sword, New York: W. W. Norton, 1996, s. 31 – 32. 
 
22 Vedrørende McLuhans succes ved erhvervslivets endeløse række af receptioner og fester, se Tom Wolfe, ”What if He is Right?” i The Pump House Gang, London: Bantham Books, 1968, s. 107 – 133. For mere konventionelle tænkeres brug af hans ideer, se Brzezinski, Between Two Ages, Bell, The Coming of the Post-Industrial Society, Toffler, The Third Wave og Sola Pool, Technologies of Freedom.

23 Heroiske hankønsvæsener er almindeligt forekommende i alle klassiske science-fiction-romaner, se D. D. Harriman i Robert Heinlein, The Man Who Sold the Moon, New York: Signet, 1950 eller hovedpersonerne i Isaac Asimov, The Foundation Trilogy, New York: Gnome Press, 1953, I, Robot, London: Panther, 1968 og The Rest of the Robots, London: Panther, 1968. Hagbard Celine – en mere psykedelisk version af denne mandlige arketype – er hovedpersonen i  Robert Sheas og Robert Anton Wilsons The Illuminati Trilogy, New York: Dell, 1975. På tidslinjen for ‘fremtidens historie’ I begyndelsen af Robert Heinleins roman forudsiges det, at den [samfundsmæssige] stabilitet efter en periode med samfundsuro forårsaget af hurtige, teknologiske fremskridt vil være genoprettet i 1980erne og 1990erne ved hjælp af ”åbningen af nye grænseområder og en tilbagevenden til det nittende århundredes økonomi”! Heinlein, The Man Who Sold the Moon, s. 8 – 9.

24 Se Shoshana Zuboff, In the Age of the Smart Machines: The Future of Work and Power, New York: Heinemann, 1988. Denne analyse stammer naturligvis fra Karl Marx, Grundrisse, London: Pengun, 1973 og Capital: A Critique of Political Economy, Volume 1: The Process of the Production of Capital, London: Penguin, 1976.

25 Se Howard Rheingold, The Virtual Community: Finding Connection in a Computerized World, London: Secker & Warburg, 1994 og hans egen hjemmeside http://rheingold.com (checket 6. August 2018).

26 Se det overstrømmende interview med Toffler-parret i Peter Schwartz, ”Shock Wave (Anti) Warrior”, Wired 1:5 (november 1993), s. 61 - 65 og 120 – 122, https://www.wired.com/1993/05/toffler/ og for tidsskriftets karakteristiske flertydighed overfor det reaktionære, politiske program som formanden for Repræsentanternes Hus har, se interviewet med Newt Gingrich, som havde en meget passende titel, i Esther Dyson, ”Friend and Foe”, Wired, 3:8 (august 1995), s. 106- 112 og 160 – 162, https://www.wired.com/1995/08/newt/.

27 Progress and Freedom Foundation, Cyberspace and the American Dream: A Magna Carta for the Knowledge Era, s. 5, http://www.pff.org/issues-pubs/futureinsights/fi1.2magnacarta.html.

28 Se Kevin Kelly, Out of Control: The New Biology of Machines, London: Fourth Estate, 1994. Angående en kritik af denne bog, se Richard Barbrook, “The Pinnochio Theory”, Science as Culture, 5:24.3 (1996), s. 459 – 66.

29 Progress and Freedom Foundation, Cyberspace and the American Dream, s. 13. Toffler og venner proklamerer også stolt at: “Amerika (…) vil vedblivende være den individuelle friheds land og denne frihed strækker sig tydeligvis ud i cyberspace”, Progress and Freedom Foundation, Cyberspace and the American Dream, s. 6. Se også Kapor, ”Where is the Digital Highway Really heading?”

30 Se Simon Schaffer, ”Babbage’s Intelligence: Calculating Engines and the Factory System”, http://www.imaginaryfutures.net/2007/04/16/babbages-intelligence-by-simon-schaffer/.

31 Se Jon Palfreman og Doron Swade, The Dream Machine: Exploring the Computer Age, London: BBC, s. 32 – 36, der indeholder beretningen om, hvorledes manglende statsinvolvering betød, at Nazi-Tyskland mistede chancen for at bygge verdens første elektroniske computer. Den tyske overkommando afslog i 1941 yderligere finansiering af Konrad Zuse, der havde været foregangsmand i brugen af binær kode, lagrede programmer og elektroniske logikkredsløb.

32 Her beskriver gør-det-selv-kultur de initiativer, der udgår fra lokalsamfund, hobbyfolk og amatører.

33 Se Rheingold, The Virtual Community og http://reheingold.com.

34 Som præsident Clintons arbejdsmarkedsminister fremstiller det: ”Husk, at Pentagon i efterkrigstiden i al stilfærdighed har stået i spidsen for støtten til amerikanske virksomheder med at udvikle sig med hensyn til teknologier som jetmotorer, flyvemaskineskrog, transistorer, integrerede kredsløb, nye materialer, lasere og optiske fibre (…) Pentagon og de 600 nationale [dvs. statsejede] laboratorier, der arbejder sammen med Pentagon og med energiministeriet er det nærmeste Amerika kommer på Japans velkendte ministerium for international handel og industri.” Reich, The Work of Nations, s. 159. 

35 En beretning om hvorledes disse kulturelle nyskabelser opstod af den tidlige syrescene findes i Tom Wolfe, The Electric Kool-Aid Acid Test, New York: Bantam Books, 1968. Interessant nok var en af drivkræfterne bag den berømte Merry Pranksters’ bus Steward Brand, der nu er fremtrædende skribent for Wired.
 
36 Hayes, Behind the Silicon Curtain, påpeger, at den amerikanske computerindustri, allerede af Pentagon er blevet opmuntret til at danne karteller imod udenlandsk konkurrence. Microsofts leder indrømmede, at han først for sent indså den ”massive strukturforandring”, internettet forårsagede, se Bill gates, ”The Bill Gates Column”, The Guardian, On-Line Section, 20. juli 1995, s. 14.  

37 Se Rheingolds hjemmeside http://rheingold.com og Kapor, ”Where is the Digital Highway Really Heading?” På trods af begge forfatteres libertære instinkter deles deres forgabelse i grundlæggernes tidsalder af neo-fascistiske militsbevægelser og patriotiske bevægelser, se Chip Berlet, Amed Militias, Right Wing Populism, and Scapegoating, Somerville: Political Research Associates, 1995.

38 Se hacker-heltene i William Gibson, Neuromancer, London: Grafton, 1984, Count Zero, London: Grafton, 1986 og Mona Lisa Overdrive, London: Grafton, 1989 eller i Bruce Sterling, (red.) Mirrorshades, London:Paladin, 1988. En prototype for denne type anti-helt er Deckard, den eksistentielle jæger, der jager replikanter i filmen Bladerunner (instrueret af Ridley Scott, 1982). 

39 Thomas Jefferson troede ikke på, at mennesker af afrikansk herkomst kunne være del af Lockes sociale kontrakt, der bandt den amerikanske republiks borgere sammen. En kommentator forklarer has hykleriske, filosofiske retfærdiggørelse af denne racistiske holdning: ”Selvom menneskerettighederne (…) teoretisk og ideelt er alle menneskers førstefødselsret, gjaldt de i USA i praksis kun hvide mænd: Det sorte slaver kom ikke i betragtning, fordi de, skønt de var menneskelige væsner, også var ejendom og hvor menneskerettighederne kom i konflikt med ejendomsretten, havde denne forrang.” John Miller, The Wolf by the Ears: Thomas Jefferson and Slavery, New York: Free Press, 1977, s. 13. Jeffersons modstand mod slaveriet var I bedste fald retorisk. I et brev fra 22.april 1820 foreslog han uoprigtigt, at den bedste måde at opmuntre til slaveriets ophævelse på ville være at legalisere den private ejendomsret til mennesker i alle unionens stater og grænseterritorierne! Han påstod, ”at deres spredning over et større areal ville gøre dem lykkeligere hver for sig og proportionalt lette opnåelsen af deres frigørelse ved at dele byrden mellem et større antal personer, der kunne hjælpe hinanden [dvs. slaveejere].” Merill Peterson (red.), The Portable Thomas Jefferson, New York: Viking Press, 1975, s. 568. En beskrivelse af livet på hans slaveplantage findes i Paul Wilstach, Jefferson and Monticello, London: William Heinemann, 1925.

40 For Californiens højredrejning, se Walker, ”California Rages Against the Dying of the Light”.

41 Se Dyson, ”Friend and Foe”. Esther Dyson samarbejdede med Toffler-parret om at skrive Progress and Freedom Foundations Cyberspace and the American Dream – et futuristisk manifest der skulle vinde stemme til Gingrich fra den virtuelle klasse.

42 For de befæstede forstæders opståen, se Davis, City of Quartz og Urban Control: The Ecology of Fear, New Jersey: Open Magazine, 1992. Disse ‘gated suburbs’ er inspirationen til den fremmedgjorte baggrund for mange science-fiction-romaner af cyberpunk-typen, f.eks. Neal Stephenson, Snow Crash, New York: Roc, 1992. 
43 Se Hayes, Behind the Silicon Curtain.

44 Se Reginald Stuart, ”High-Tech Redlining: Are Afro-Americans Being Frozen out of the New Communications Network”, Utne Reader 68 (marts-april 1995), s. 73.

45 Se Wilstach, Jefferson and Monticello.

46 Se Hayes, Behind the Silicon Curtain.

47 En fremstilling af deres futuristiske program findes her The Extropians, F.A.Q., http://www.ultim8team.com/modules/future/extropy_faq.php

48 Se Gibson, Neuromancer, Count Zero og Mona Lisa Overdrive.


49 Se Gibson, Neuromancer, Count Zero og Mona Lisa Overdrive.

50 Se William Gibson og Sandy Sandfort, ”Disneyland with the Death Penalty”, Wired 1:4 (September/oktober 1993), s. 51 – 55 og 114 – 115, https://www.wired.com/1993/04/gibson-2/. Eftersom disse artikler angriber Singapore er det ironisk, at det rigtige Disneyland ligger i Californien, hvis menneskefjendske straffelov omfatter dødsstraffen!

51 For rapporten, der førte til skabelsen af Minitel, se Nora og Minc, The Computerisation of Society. En beretning om Minitels tidlige år kan findes i Michel Marchand, The Minitel Daga: A French Success Story, Paris: Larousse, 1988.
 
52 Ifølge en meningsmåling, der blev foretaget under præsidentvalgkampagnen i 1995, støttede 67% af den franske befolkning et forslag om ”at staten skal blande sig mere i vort lands økonomiske liv”, se Le Monde, ”Une Majorité de français souhaitent un vrai ”chef” pour un vrai ”état””, Le Monde, 11. april 1995, s. 6.

53 Vedrørende jacobinernes indflydelse på den franske opfattelse af de demokratiske rettigheder, se Barbrook, Media Freedom. Nogle franske økonomer hævder, at Europas meget forskellige historie har skabt en særlig – og socialt overlegen – kapitalismemodel, se Michel Albert, Capitalism v. Capitalism, New York: Four Wall Eight Windows, 1993 og Philippe Delmas, Le Maître des horloges, Paris: Éditions Odile Jacob, 1991.

54 Som John Maynard Keynes selv sagde: ””At grave huller i jorden”, der betales af opsparingen, vil forøge ikke blot beskæftigelsen, men den reelle nationalindkomst målt i varer og tjenesteydelser”. John Maynard Keynes, The General Theory of Employment, Interest and Money, London: Macmillan, 1964, s. 220. 
55 Se Keith Taylor (red.), Henri Saint Simon 1760 – 1825: Selected Writings on Science, Industry and Social Organisation, London: Croom Helm, 1975 og John E. Bowlt (red.), Russian Art of the Avant-Garde: Theory and Criticism, London: Thames & Hudson, 1976.

56 Som Goldie, der er DJ i London, udtrykker det: ”We have to take it forwards and take the drums ’n’ bass and push it and push it and push it. I remember when we were saying that it couldn’t be pushed anymore. It’s been pushed tenfold since then…” Tony Marcus, ”The War is Over”, Mixmag, (august 1995), s. 46.

57 Oplysninger om Antirom og J’s Joint findes på Antiroms og Centret for Forskning i Hypermediers hjemmesider: http://www.antirom.com/ og http://www.hrc.wmin.ac.uk/.

58 Henri de Saint-Simon, ”Sketch to the New Political System”, i Taylor, Henri Saint-Simon 1760 – 1825, s. 203.