Kreativ ødelæggelse i stor skala
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 14. august 2018

Robert Musils hovedværk ”Manden uden egenskaber” fra 1921 udspiller sig i opløsningstiden lige op til udbruddet af 1. Verdenskrig. Kapitel 39 har overskriften: ”En mand uden egenskaber består af (en verden af ) egenskaber uden mand”.

”Han havde været med til nogenlunde alt, hvad der findes, og han følte, at han endnu når som helst kunne kaste sig ud i noget, der slet ikke behøvede at have betydning for ham, hvis det blot pirrede hans hang til handling. Med ringe overdrivelse turde han sige om sit liv, at alle ting i dette var sket, som om de mere hørte til hinanden end til ham”.

Kort sagt, manden inkarnerede det, der var og skete og fyldtes med egenskaber.

Overført til i dag giver det anledning til den kætterske tanke, at præsident Trump er den rette præsident på det rette tidspunkt, og at han hverken er gal, utilregnelig, megaloman, primitiv eller kan sættes ind i nogen af de andre psykologiserende, diagnostiske kategorier, som verdenspressen ynder at spærre ham inde i.

 

Nuvel, han optræder brutalt og vilkårligt på både den hjemlige og globale verdensscene, men gør det under forfølgelsen af ganske bestemte interesser samtidig med, at han sparker til alt det, som reelt også er ved at falde fra hinanden. Trumps optræden og handlemåde kan bedst betegnes som kreativ ødelæggelse i stor skala i og med ødelæggelsen omfatter hele den verdensorden, som USA var i stand til at diktere efter 2. Verdenskrig. Ødelæggelsen er motiveret i at fjerne alt det, der spærrer for kravet om ”America First” og ”Make America Great Again!” – nye, potentielle egenskaber i kølvandet på det, der nedbrydes.

 

USA har længe ikke besiddet styrken og ressourcerne til at sikre pax americana og dens mange institutioner, hvad der blev uomtvisteligt med invasionerne af Afghanistan og Irak. Og intet land har kunne eller kan træde i USA’s sted, fordi de faktiske vilkår og betingelser på verdensmarkedet er vokset den tilstand over hovedet, hvor én stærk nation kan styre og sikre overholdelsen af de institutionelle forpligtelser, der udgjorde fundamentet for og rammen om genrejsningen af den kapitalistiske verdensorden efter krigen.

 

Men historien har heller ikke efterladt eksempler på, at en verdensorden eller dens institutioner  - ej heller magtstrukturer - går under af sig selv og tager bagvejen. Nogen skal hjælpe opløsningen og overgangen til en anden orden på vej. Den rolle er ikke for nærværende vakant. Trump har sat sig påtaget sig rollen, og opløsningen af den gamle orden har næppe kunne finde en mere egnet person end den nuværende præsident i USA. Han har om nogen indset, hvad alle de andre ledere har negligeret eller talt henover: At forsvaret af USA’s interesser og landets indre sammenhængskraft falder sammen med en USA-dirigeret opløsning af den ydre orden og magtfordeling på verdensmarkedet. 

 

Skiftet sker ud fra en erkendelse af, at USA ikke længere er i en position med potentiale til at fremme væksten på verdensmarkedet. Tværtimod er USA i en position, hvor landets herskende klasser for at forsvare egne interesser må suge mest muligt til sig både indenlands og på verdensmarkedet på bekostning af alle de andre.

 

I sin brutale og gennemtrængende analyse har Trump og hans elastiske og eklektiske stab indset, at omkostningerne så som bl.a. kaos og permanent højt konfliktniveau ved at gå i flæsket på flere af de institutioner, der har reguleret verdensordenen og de forskellige efterkrigsalliancer og som enten er dysfunktionelle som eksempelvis det impotente WTO, eller som Nato hører ”den kolde krig” til. Det samme gælder ophævelsen af støtten til Paris-aftalen og nu USA’s ensidige ophævelse af Iran-aftalen og genindførelse af sanktioner. Formelt er sanktionerne rettet mod Iran, men i realiteten er de en besked rettet til resten af den vestlige verden, om at USAs finansielle magt er så stor og endnu ikke overtruffen, at landets ledere er i stand til at straffe enhver virksomhed og ethvert land, som ikke retter ind. I disse dage spekulerer alle på, om den forholdsvis nye Kina-Rusland-akse på det økonomiske og militære område vil træde ind og kompensere Iran for de amerikanske sanktioner. Som så meget andet er det ikke sikkert, men heller ikke umuligt.

 

Metoden, Trump anvender, er både enkel og primitiv – få de andre til at slås indbyrdes. Kodificeret af Machiavelli men anvendt til alle tider af magthavere nu uden fordums storhed og på vej til at miste styringen og magten til at skabe fremtiden. Det britiske imperium anvendte i sin zenitperiode nøjagtig samme fremgangsmåde. Her hed det blot ”divide and rule”. Gennem intimideringens kunst sparker man til alle de regler, aftaler og institutioner, som de andre tilsyneladende har mere brug for end en selv. Det gælder f.eks. NATO, WTO og de mange multilaterale handelsaftaler. Det gælder miljøforpligtelserne. Det gælder hensynet til aftaler om intellektuel ejendomsret. Det gælder forsvarsaftaler, valutaaftaler mv. Sammenlagt plejes det meget enkle princip: At ingen overhovedet skal vide sig sikre på holdbarheden af de aftaler og aftaler om regler, der indgået. Rationalet er, at ingen kan foretage sig ret meget uden at orientere sig mod Washington. Ingen skal kende morgendagen, før det sidste tweet er afsendt.

 

Når man med rette kan overføre Joseph Schumpeters dictum – kreativ ødelæggelse – som henviser til de økonomiske krisers betydning for de kommende økonomiske omslag og opsving til kampen om den dominerende stilling på verdensmarkedet, er det, fordi det efterhånden står klart, at den kapitalistiske verden ikke for alvor kan komme videre, uden at de eksisterende rammer ændres generelt og radikalt, og hertil hører, at de eksisterende underløbes, udhales for deres impotens og ødelægges for at bane vejen for de mange kampe og styrkeprøver, der måske bliver den nye normal for den verdensorden, som skal vokse ud af kaos.

 

Hvis man kaster et nøgternt syn på verdensmarkedets udvikling og skærer igennem bankøkonomernes evindelige festbudskaber, fremgår det rimeligt tydeligt, at produktionstilvæksten i historisk målestok er meget lav. Verdenssamhandlen er endnu ikke kommet op på niveauet før 2008 og ligger kun på niveau med væksten på de 3.9%. Ifølge UNCTAD’s beregninger er de direkte investeringer faldende, og de massive pengeudpumpninger i USA, Japan og EU har først og fremmest tjent til at redde finanssektoren og samtidig amputeret monetarismens traditionelle renteredskab. Og på trods af lave renter, forskydning fra løn til kapital og stram krisepolitik i ti år er det endnu ikke lykkedes at opbygge så profitable afkast, at der er generet et ny vækstklima for massive investeringer på det samlede verdensmarked.

 

De seneste analyser peger samstemmende på, at de svage opsving, der har været i gang siden 2016, er ved at flade ud, og går man bag om de imponerende tal for væksten i USA, viser de, at væksten kunstigt er pustet op i forventning om, at resten af verden finansierer USA’s voksende betalingsbalanceunderskud, statsunderskud og behov for tilstrømning af udenlandsk kapital. Denne tilstrømning er i aftagende, og Kina overvejer seriøst at drosle ned for købet af amerikanske statsobligationer. At det ikke er sket endnu, skyldes hensynet til Kinas egne interesser på verdensmarkedet. 

 

Oven i hatten kommer, at væksten i de nye vækstøkonomier stagnerer, og flere af landende er nu på randen af økonomisk kollaps, hvilket vil give dønninger på alle finansmarkeder, uden at nogen af de stærkeste magter som USA og EU længere har den tilstrækkelige økonomiske styrke og frihed til at inddæmme endnu en omsiggribende finansiel usikkerhed. Spørgsmålet er endog, om IMF’s forventninger om en vækst på 3,9% i 2018 og 4,1% i 2019 og fremefter holder stik, eller om man igen tvinges til at nedskrive forventningerne. Situationen er i hvert fald sådan, at vækstudsigterne mere tilskrives en skærpet konkurrence mellem de store spillere på verdensmarkedet om at få del i den historisk lave vækst end at være i forreste række i et fornyet opsving.

 

Den aktuelle økonomiske, politiske og geostrategiske situation er sådan beskaffen, at den er spækket med negative egenskaber, og det er dem, Trump udnytter helt ud til yderste grænse med det strategiske formål at inddæmme og begrænse den eneste reelle udfordrer af amerikansk dominans, Kina. Opgøret med Kinas fremvækst og radikalt anderledes stormagtsstrategi udspiller sig indenfor hele spekteret af økonomiske, teknologiske, militære og kulturelle positioner. Opgørets indre dynamik, som vestlige kommentatorer ikke vil forstå, drejer sig i virkeligheden om defensivt at afværge Kinas paradigmatiske indflydelse på den globale scene, som det i sin tid drejede sig om for Storbritannien frem til 1. Verdenskrig at afværge Tysklands trussel om økonomisk dominans på det europæiske kontinent.

 

For igen at inddrage Schumpeters dictum skelnede han skarpt mellem opfindelser og innovationer. Sidstnævnte spillede den afgørende rolle i den kreative ødelæggelse og fremvæksten af et nyt opsving. Det var ikke opfindelsen af benzinmotoren i sig selv, der gjorde innovationen. Det var, at den blev sat i biler, der på en radikalt afgørende måde ændrede hele den kapitalistiske infrastruktur, mobilitet og udviklingslinje.

 

Vurderet fra denne vinkel er det indlysende, at de fleste store opfindelser og nyskabelser på it-området stadig har deres ophav i USA, men Kina har overtaget (legalt eller mindre legalt) flere af disse nyskabelser og er ved at sætte dem ind i en helt ny udviklingsramme, der hvis strategien lykkes, vil ændre den eksisterende orden og udvikling på verdensmarkedet med afgørende geostrategiske og militærstrategiske ændringer til følge. Gennem forstærket statsintervention indenfor vækstindustrierne, målrettet satsning på forskning - med premierministeren i spidsen - øget regulering af den private sektor og en forstærket, strategisk investeringspolitik satser den kinesiske stat på ”Made in China 2025”, der skal gøre landet førende indenfor de ti vigtigste, teknologiske vækstområder. Sideløbende med dette er den kinesiske stat i gang med at udrulle globaliseringsstrategien ”Belt and Road Initiative” (BRI = ”Silkevejen”). Godt nok er man meget tilbageholdende med at uddybe, hvad planen reelt indeholder. Men så meget er klart, at ”Belt”, der henviser til udbygning af kinesisk handelsmæssige- og militære tilstedeværelse på verdenshavene, skal binde det euroasiatiske område sammen med Afrika og det europæiske kontinent. Udrulningen realiseres i etaper, hvor Kina indgår aftaler med Myanmar, Sri Lanka, Pakistan og flere Østafrikanske (bl.a. Tanzania) lande om havneadgang gennem opkøb (bl.a. på Sri Lanka og Piræus i Grækenland) eller opbygning af helt nye havne, der skal forbinde verdenshandlen på en ny måde med Kina som omdrejningspunkt uden at optræde som dominerende magt i lighed med USA efter 2. Verdenskrig. Infrastrukturen på roadområdet – altså fastlandsinfrastrukturen tænkes opbygget og udviklet gennem eksport af kinesiske højhastighedstog (både person- og godstransport), hvor Kina nu er førende indenfor området. Endvidere er der planer om at overføre den robotteknologi, som er udviklet bl.a. i produktionen af Apples iPhones, til styring af infrastrukturen, infrastrukturelle projekter og opbygning af nye byer.

 

Hele BRI-strategien har geopolitisk og handelspolitisk også til formål at opbygge og udvikle det internationale samarbejde om mere sikre værdiskabelseskæder for den transnationale produktion. Kinas ledelse satser på at gøre strategien til grundlag for dannelse af nye alliancer og institutionelle regelsæt, uden at sløret er løftet ret meget. Grundfilosofien er, at hele udbygningen på alle forretningsområder og indenfor geopolitikken skal bygge på lokal tilpasning og opkøb af firmaer og inddragelse af de lokale økonomiske og institutionelle ressourcer samt ikke mindst vigtigt fremme den transnationale produktions- og handelsstruktur, som vil komme under pres, hvis America First reelt bliver til andet end småfægtninger.

 

Lidt smart kan man sige, at hvor USA har haft stor succes med McDonald-modellen – same size fits all – overalt i verden, satser kineserne på at fremme den økonomiske ekspansion ved lokal tilpasning indenfor alle områder, uanset aktuelt teknologisk niveau. Teknisk består strategien i at åbne for nye akkumulationsområder, hvor konkurrencekampen på verdensmarkedet indtil nu først og fremmest har drejet sig om at opsuge mest profit i de udviklede økonomier og i virkeligheden indskrænke akkumulationsmulighederne.

 

Den anden udfordring af den bestående orden henfører selvfølgelig til, at Kina ikke er et demokrati og ikke har nogen liberal økonomisk struktur. Selv om den kinesiske økonomi selvfølgelig er underlagt verdensmarkedets nugældende økonomiske love, er det lykkedes for den kinesiske magtelite med Xi Jinping i spidsen at styrke grebet om den statslige produktion og finansielle sektor, skærpe reguleringen af den private sektor, udenlandske investeringer og kapitalbevægelser og samtidig gennemføre målrettede fornyelser og ændringer i industristrukturen. Og hvor vestlige teoretikere og ledende politikere havde forventet, som de altid har gjort, at forøget vækst og opkomsten af en stærk middelklasse ville tvinge partidiktaturet i defensiven og åbne for demokratiske reformer og på sigt en form for liberalt demokrati, er det ikke sket, og der er ikke tegn på, at den tendens overhovedet er på fremmarch eller har antaget synlige politiske og institutionelle former.

 

Hvis det nu lykkes den kinesiske elite at modstå Trumps handelsoffensiv og fastholde en forholdsvis høj vækstrate samt udbygge de strategiske satsninger, taler meget for, at Kina kan blive en ny, historisk rollemodel for en række af de mindre udviklede områder i verden. Selvfølgelig vil det alle steder føre til konfrontationer ikke blot med USA, men også med de andre vestlige lande. I EU’s ledende kredse bekymrer man sig. Selv de mest selvgode liberal-demokratiske ideologer i regeringer og tænketanke kan jo godt se, hvad der er på spil, nemlig udfordringen af den fuldstændigt naturaliserede opfattelse, at kapitalismen kun kan udvikles indenfor liberale og demokratiske rammer. Også kaldet den liberale, demokratiske verdensorden – tåget i indhold, men skarp som parole. 

 

Lederne fra den vestlige verden og lederne i de mange internationale institutioner harcelerer over Trumps brud med etikette og opsigelse af aftaler den ene dag og genforhandling den næste. EU-lederne har reageret med opstandelse over, at Trump har kaldt EU en handelsfjende og luftet overvejelser om vigtigheden af art. 5 (Musketerparagraffen) i NATO. IMF, OECD og WTO advarer mod skadevirkningerne af en kommende handelskrig, og Jean Claude Juncker har gjort alt for at indgå en aftale med Trump om ikke at indføre importtold på europæiske biler. Trump gav sig, men dagen efter og løbende herefter er der blevet sået tvivl ved aftalens værdi. Så på den ene side beklager det vestlige halehæng sig over Trumps arbitrære politik.

 

Men på den anden side overvejer man seriøst at gå fra kompromis til kompromis i det lønlige håb, at det lykkes Trump at tvinge Kina til at indordne sig under de regler, der har været gældende indtil nu og i fællesskab forhindre eller i hvert fald bremse Kina i at udstrække den aggressive og accelererede investeringsstrategi og opkøbspolitik til Europa.

 

Nu kan det godt svare sig i de meget ophedede meningsudvekslinger hen over Atlanten og Stillehavehavet og ikke mindst i verdenspressen at bevare et køligt øje på, hvor omfattende de varslede handelssanktioner egentlig er. Indtil videre omhandler de faktisk anmeldte handelsbarrierer ikke mere end 2,3% af den samlede, amerikanske import. Helt anderledes stiller sagen sig, hvis Trump gør alvor af truslen om at hæve toldtarifferne til 500 mia. dollar overfor Kina. Resultatet kan så meget vel blive indledningen til en omfattende valutakrig, hvilken vil slå tilbage på USA, der i forvejen nu er tvunget til at hæve renten og presse dollarværdien i vejret. Præsident Trump besidder således ikke mange offensive kort. Han skal satse på, at ødelæggelserne af aftaler og alliancer, splittelsen i EU, brexit, problemerne i Mellemøsten og ”sorteperspillet” i Stillehavet, hvor Japan og Sydkorea er paralyseret af orienteringsbesvær efter Trumps møde med Kim Jong-un, vil gøre det muligt for USA at bevare magten længe nok til at omstrukturere sin industri og indgå et sandt kludetæppe af bilaterale aftaler. Disse skal sikre USA en central rolle i den kommende ændrede magtgeometri, som totaliteten af de måske nye regionale magtkonstellationer, der ser ud til at vokse frem. Her har EU valgt læhegnet, fordi man helt simpelt endnu ikke har en strategi for at opdyrke og konsolidere eget regionale område.

 

Men Trumps intimiderende og arbitrære højhastighedspolitik bærer sine egne modsætninger i sig. De ensidige angreb mod Tyskland foreløbigt målrettet den tyske bilindustri og Tysklands gassamarbejde med Rusland, har nu fået Merkels regering til at udarbejde et modsvar, der går ud på at skabe en række alliancenetværk med vidt forskellige parter rundt om på verdensmarkedet. Og som svar på Trumps forsøg på at bruge de halvautoritære, østeuropæiske medlemslande til at bremse unionsprocessen og forebygge et fælles svar på Trumps angreb, arbejdes der på højtryk både politisk-økonomisk og sikkerhedspolitisk for at udvikle passende modsvar. Det gælder også hvad angår EU’s engagement i nye forhandlinger om handelsaftaler med Japan, Australien, Afrika, Mellemamerika, flere asiatiske lande og modstræbende med Kina. Hertil det højaktuelle samarbejde mellem Kina og Asean landene om ”code of cunduct”, dvs. konflikthåndtering i det Sydkinesiske hav, som USA er udelukket fra.

 

Hertil kommer, at der på flere niveauer dannes alliancer som D10, der består af ledende embedsmænd og tidligere toppolitikere fra Amerika, England, Frankrig, Tyskland, Italien, Canada, Japan, Australien og Sydkorea, der arbejder for at bevare og modernisere den ”demokratiske og lov- og regelbaserede verdensorden” (mod Trump kunne man have sagt). Et andet forum kalder sig Democratic Order Initiative, et tredje Alliance of Democracies Foundation, og så er der Macrons stort opsatte sikkerhedspolitiske projekt, der i første omgang handler om at samle ”de villige i EU” om opbygningen af alternative kommando- og kommunikationsstrukturer og en mobil og fleksibel europæisk indsatsstyrke. Fælles for disse ”modstandsfora” er, at de vender sig mod Trumps ødelæggelsespolitik samtidig med, at de forsøger at formulere moderne demokratiske og liberale modsvar til Kinas offensive strategi. De kæmper så at sige en tofrontskrig mod Trumps ødelæggelsesstrategi og Kinas ekspansive vækst og styrke til at formulere nye standarder både indenfor handelsområdet, på det finansielle område, indenfor den nye digitale teknologi og ikke mindst statens rolle i samfundsøkonomien.

 

Med lidt mere vægt kan nævnes, at handelsalliancen TTP for Stillehavslandene fortsætter, selv om Trump har trukket USA ud af aftalen. De kinesisk initierede og dominerede organisationer Asian Development Bank og Asian Infrastructure Investment Bank udfordrer med deres voksende tilslutning IMF’s monopol. I Europa er Tyskland gået i spidsen for at reformere FN og Sikkerhedsrådets kompetencer. Selv om alle håber på, at Trump kun får en embedsperiode, forbereder man sig på kryds og tværs på, at Trump får held med sin strategi om at sætte verden på den anden ende for sideløbende at ændre de økonomiske- og geostrategiske styrkeforhold til ensidig gunst for sin strategi, America First.

 

En udbredt antagelse er, at Trump får held med sin splittelsespolitik overfor Europa og de gamle alliancepartnere, fordi Europa ikke kan undvære USA’s atomare- efterretningsmæssige beskyttelse og ikke selv magter at inddæmme Putin (selv om Rusland ikke udgør en trussel), og fordi EU stadig er afhængig af det amerikansk dominerede finanssystem. Og ikke at forglemme fordi EU’s egen splittelse om strategien for Unionens videre udvikling, der bl.a. er sat under pres af den voksende nationalisme og generelle utilfredshed med de givne økonomiske magtforhold.

 

En anden udbredt antagelse er, at Kina både handelspolitisk og sikkerhedspolitisk vil bakke i konfrontationen med USA, fordi landet overhovedet ikke matcher USA på disse områder. Måske en sandsynlig mulighed på kort sigt. Men Kina har på grund af den statsdirigerede- og regulerede økonomi en række modsvar på handelsområdet, som kan få betydning for hele verdensmarkedet så som omdirigering af opkøbet af amerikanske statsobligationer, devaluering og stramme krav til udenlandske investeringer. Og man skal vogte sig for ensidigt at bedømme militær styrke ud fra gårsdagens målestok og tingenes aktuelle tilstand og i stedet spørge, om den hidtidige militære strategi og kapacitet svarer til de nye strukturer, der er under udvikling på det kapitalistiske verdensmarked. En større og større del af handlen foregår indenfor de transnationale værdiøgningskæder, der stiller krav til en hel anden mobil og fleksibel militær kapacitet, end hvad der har været tilfældet indtil i dag. Kina satser massivt på at opbygge en militær kapacitet, der kan beskytte landets økonomiske offensiv overalt i verden og dennes udgangspunkt i lokal forankring – kaldet ”perlerækken” -  som indgår som strategisk element i BRI.

 

Fælles for antagelserne og for håbet om, at Trump forsvinder om to år er, at de hviler på en vurdering af magtforholdene på baggrund af de givne forhold og ikke på de bevægelser, der er sat i gang, og som accelererer for hvert nyt sving, Trump foretager. Skulle Trump forsvinde vil det jo ikke ændre på de egenskaber, der har skabt ”manden uden egenskaber”. Gældsbyrden på verdensmarkedet andrager nu 250% af verdens BNP, og langt størsteparten af gælden bæres i dag af det private erhvervsliv og ikke af staterne. Den enorme gæld lægger selvfølgelig beslag på den samlede profit og bremser investeringerne. En mulig valutakrig kan ændre styrkeforholdet mellem dollaren og de andre hovedvalutaer og udfordre USA som finanscentrum. Uligheden vokser også og især i de industrialiserede vestlige lande og dermed også den sociale utilfredshed og manglende tillid til det politiske system. 

 

Så selv om Trump kun skulle få én embedsperiode, er det begrænset, hvor langt man kan komme med at udbedre skaderne, netop fordi Trump først og fremmest har eksponeret de mange svagheder og den grundlæggende ustabilitet, der hersker indenfor en verdensorden, hvis magtforhold og strukturer mere hæmmer end fremmer en ny vækstperiode. En periode med tilstrækkeligt profitabel akkumulation, reduktion af uligheden, indhug i fattigdommen og nye fremtidsvisioner om en ny og stabil verdensorden, der kan vaccinere mod de autoritære og nationalistiske tendenser, der vokser frem overalt i den vestlige verden. 

 

Lige nu kan den vestlige verdens ledere og ideologer ikke ret meget andet end definere det liberale demokrati i metermål i bestræbelserne for at dæmme op for de autoritære tendenser og derved skygge for det faktum, at de kryber ind over alt. Når alt kommer til alt, betyder jobs, social tryghed og national sikkerhed mere for den brede befolkning end festtaler om demokrati og frihed, især hvis befolkningen oplever, at de demokratiske rettigheder i realiteten er forbeholdt de få, og graden af frihed afgøres af pengepungens størrelse.

 

I fraværet af den kolde krigs magtgeometri og med den skærpede konkurrence på alle parametre på verdensmarkedet slår hele EU-konstruktionen revner, der trods alle ledernes anstrengelser vanskeligt lader sig udbedre ved blot at klamre sig til en politisk-økonomisk strategi, hvis grundlag ikke længere eksisterer.

 

Med aktiv hjælp fra Washington (Trumps støtte til Orbán, Salvini, brexit osv.) går der en bølge af national orientering gennem EU som det mest nærliggende modsvar til de voldsomme kapitalvandringer på verdensmarkedet, der grundlæggende truer stabiliteten i de efterkrigstidens velfærdsstater. Hvor nationalstaterne bl.a. med indførelse af euroen og det kodificerede sats på eksportstrategien forventede beskyttelse overfor udfordringerne fra verdensmarkedet, har deres befolkninger oplevet det modsatte – at EU-institutionen har formidlet og forstærket den internationale kapitals pres bl.a. via krisepolitikken og de nationale økonomiers forpligtelser overfor EU-kravene. Hvad der ensidigt skulle gavne den europæiske kapital i konkurrencen med de andre store kapitalmagter, er her ti år efter finanskrisen endt med at splitte EU og bremse for den selvsamme kapitals videre udvikling. Macron, Merkel og kommissionens formandskab argumenterer vidt og bredt for EU-landenes fælles investeringsudvikling, fælles udbygget infrastruktur, fælles forskning og fælles sikkerhedspolitik, men medlemslandenes ledere trækker den modsatte vej og vil ikke afgive den nødvendige suverænitet og åbne for de nødvendige traktatændringer for, at reformerne kan realiseres. Det bliver ikke til meget andet end de små skridts politik i en verden i rivende forandring. Det nærer selvfølgelig yderligere den nationalistiske bølge.

 

EU kommissionens formandskab med Jean Claude Juncker i spidsen har til forskel fra de fleste statschefer i EU indset, at man ikke kan forudsætte som hidtil. Men som forventet har formandskabets strategipapir ikke fået pæne ord med på vejen. I øvrigt var det heller ikke særlig konkret. Ikke desto mindre trænger papirets femte forslag om en tættere union og en mere gennemgribende reform af EU’s institutioner sig på. Modsvaret til Trumps politik og kampen om strukturen på et ændret verdensmarked, hvor Europa stadig kan spille en rolle, forudsætter en tættere og mere integreret unionsdannelse på alle centrale områder. Småændringerne for at redde euro-konstruktionen rækker ikke. De er defensive og har hidtil været defineret efter den tyske kapitals interesser, og Macrons stort anlagte unionsprojekt hæver sig i substansen ikke op over fortidens magtforhold i EU.

 

Stillingen kan kort opsummeres som følger. Tysklands suveræne styrkeposition i EU er vigende og denne svækkelse forstærkes af Trumps angreb. Det macronske projekt viger uden om de nødvendige traktatændringer, og hans egen hjemlige base er ikke stærk. De nordeuropæiske medlemslande forsøger at bevare deres hidtidige økonomiske fortrinsstilling på de sydeuropæiske landes bekostning, og de østeuropæiske lande er knapt nok integreret i hele Unionen. Indtil videre har de ikke leveret andet end billig arbejdskraft. Det kan således være vanskeligt at udpege den kraft eller de kræfter, der skal samle EU i et fælles forsvar for positionen på verdensmarkedet og af de politiske og sociale værdier, som trods alt har betydet, at befolkningerne i Europa har nydt større materiel og social gavn af velstandsudviklingen og stadig oplever større frihedsrettigheder end befolkningerne de fleste andre steder i verden. Men netop på grund af handlingslammelsen i EU og tendenserne til nationalstatslig tilbagetrækning er de samme værdier under pres.

 

Tysk kapital har profiteret af de kroniske og strukturelle ubalancer indenfor EU. Mellem Syd og Nord og senest mellem Øst og Vest. Krisepolitikken som løsning på gældskrisen har indtil nu forstærket dette forhold og samtidig blokeret for en løsning af disse ubalancer og samling af de nationale kapitalers interesser til én fællesinteresse indenfor EU. Indtil nu har de ledende fraktioner i EU afvist enhver samlet investeringsplan til afbalancering og harmonisering af de enkelte medlemslandes udvikling og potentiale. Så længe EU ikke bliver udbygget til en egentlig social og demokratisk union med fælles investeringsplaner og arbejdsmarkedspolitik, og så længe de ledende kræfter ikke magter at ophæve krisepolitikken og dens bindende traktater som vækst- og stabilitetspagten og finanspagten og gennemregulerer finanssektoren vil EU hænge i defensiven uden styrke til at forsvare de demokratiske lighedsværdier og velfærdsvilkår, som befolkningerne forventer. EU-lederne kan måske afværge de værste konsekvenser af de lurende handelskonflikter og militære sammenstød i nærområderne og for en tid også bremse Kinas ekspansion fortrinsvis i Østeuropa, men de kan ikke skabe den forventede fremgang og beskytte medlemsstaterne mod intimideringen fra markederne.

 

Trumps ageren har ikke skabt disse problemer, men blot skubbet til dem og udstillet EU’s og de store EU landes impotens, når det gælder regionens indflydelse på udformningen af det fremtidige  verdenskort. Tendensen til national tilbagetrækning, som nu også kan spores indenfor den europæiske arbejderbevægelse, vil forstærke risikoen for europæisk marginalisering som selvstændig region, hvilket om noget kan risikere at forværre den brede europæiske befolknings politiske og sociale levevilkår.

 

Situationen beskriver et paradoks. Det kan blive op til alle progressive kræfter indenfor centrum-venstre i Europa på en og samme tid at gå i offensiven for en radikal ændring af Unionen og omdannelse af institutionerne for at fremme moderniseringen af den kapitalistiske produktion og samtidig sikre politisk regulering og styrkelse af de demokratiske og sociale institutioner. Men det er vanskeligt at se nogen anden bæredygtig politisk strategi for det europæiske centrum-venstre og arbejderbevægelsen, hvis den vil forsvare lønmodtagernes demokratiske og sociale interesser og forme en ny velfærdsunion med et afbalanceret magtforhold mellem EU’s centrale instanser og de nationale. 

 

Den neoliberale strategi gjorde effektivt op med de socialdemokratiers tanker om statsinterventionisme og ambitionerne om at styre markederne og især finansmarkedernes anarkistiske vækstpolitik. Det lider samtlige vestlige kapitalistiske økonomier under i dag inklusive EU og USA. Kinas og Xi Jinpings autoritære ”Socialism with Chinese Characteristics” og samlede reguleringsstrategi bærer trods alle politiske deformiteter fremtidens mulige udfordring i sig. Hvis EU skal hamle op med markedsanarkiet og den kortsigtede profitjagt uden at falde fra hinanden i reaktionær nationalisme, repræsenterer et demokratisk, statsinterventionistisk modsvar til den kinesiske model måske det mest realistiske modsvar. Udviklingsmodeller i den boldgade drøftes faktisk seriøst i socialliberale og socialdemokratiske kredse (se eks. diskussionsoplægget fra PES: ”Strengthening and deepening of the Economic and Monetary Union”). Men splittelsen mellem denne retning og de mere nationalt orienterede retninger indenfor centrum-venstre er så markant, at en fælles linje ikke ligger lige for. Ikke desto mindre er det fremtiden, hvis der skal ryddes op efter Trump og indledes den mangfoldighed af forhandlinger og aftaler på verdensmarkedet om en integreret, regional nyordning som forudsætning for en demokratisk og fredelig regulering af verdensmarkedet, der beskytter de videre bestræbelser for at opbygge nye velfærdsstater/unioner indenfor en regional geometri.

 

I den forstand og kun i den forstand har den europæiske arbejderbevægelse og centrum-venstre en fælles interesse i at gå sammen med de mest fremsynede indenfor den europæiske elite borgerskabet og middelklassen om at skabe en ny Union, der kan handle overfor de andre hovedkombattanter på verdensmarkedet. Frigøre Europa fra amerikansk dominans og indlede forhandlinger med alle landene i nærområderne om nye handels- og udviklingsaftaler. Et Afrika og et Mellemøsten i politisk og økonomisk vækst er ensidigt i Europas interesse. Det samme gælder samarbejdsrelationerne østover, inklusive samarbejde med Rusland, fremfor at tvinge Putin i armene på Kina. Det forudsætter en styrkelse af EU’s politiske handlekraft og arbejderbevægelsens styrke til at aftvinge de herskende klasser indrømmelser og tage sig betalt med en udbygget demokratisk og social union, hvor lønmodtagernes organisationer placeres centralt og den brede befolknings politiske, sociale- og kulturelle interesser fortrænger markedsøkonomien som konstitutionelt grundlag.

 

Men centrum-venstre og arbejderbevægelsen er ikke dér og rykker ikke, så længe den hænger fast i Unions-nationalstats-dikotomien. Modsætningen er falsk. De europæiske nationalstaters største problem i dag er, at de ulige magtforhold i EU i bund og grund bygger på nationalstaternes formelle suverænitet, og at de vigtigste beslutninger i EU stadig træffes af nationalstaternes ledere. Her overfor står det forhold, at de stærkeste kræfter indenfor de nationale borgerskaber er dybt forbundet med hinanden igennem formelle og uformelle overnationale netværk, der handler uden den ringeste respekt for nationalstaternes sammenhængskraft. Det indebærer selvfølgelig også, at lønmodtagerne står svagt overfor en så stærk kapitalmagt, hvis ikke deres organisationer systematisk går efter at udnytte den aktuelle handlingslammelse i EU til at opbygge lignende modnetværk. Både for at styrke lønmodtagernes stilling indenfor nationalstaten og politisk formulere en tvingende vision om unionen af nationalstater i Europa. 

 

Om billedet, der her er tegnet, overhovedet bliver til virkelighed, eller om de tilspidsede handels- og alliancekonflikter med et EU i indre opløsning ender i en ny og langvarig recession på verdensmarkedet og yderligere opsplitning, vil det være halsløs gerning at spå om. Men hvis ikke de europæiske lønmodtagere og befolkninger skal blive kanonføde i en skærpet handels- og valutakrig på verdensmarkedet, hvor alliancerne skifter på kryds og tværs, har de som bevægelse og politisk parti en indlysende interesse i et politisk perspektiv, der overskrider status quo og modsætter sig Trumps strategi – ”kreativ” ødelæggelse i stor skala – uanset om den næste amerikanske præsident så hedder Trump eller ej.