Det europæiske arbejdsmarked – et skridt frem men to tilbage
Af Niels Henrik Nielsen

Offentliggjort: 15. juni 2018

Den europæiske fagbevægelses forskningsinstitut – ETUI – udgiver årligt en rapport om tilstanden på det europæiske – eller rettere EU – arbejdsmarked. Set fra et fagligt og klassemæssigt synspunkt er også dette års rapport trist læsning. Trods en bedring i økonomien og en lidt mindre arbejdsløshed er der ingen reel spill-over effekt på løn- og arbejdsforhold eller arbejdsmarkedspolitikken. Artiklen ser på en række centrale temaer i rapporten

Tendensen i den overordnede økonomiske udvikling inden for EU er positiv for så vidt som væksten i økonomien anslås til 2,4% for 2017 og ca. 2,3% for 2018. Det har naturligvis haft en positiv effekt på såvel beskæftigelsen som investeringerne. Investeringerne er dog fortsat et godt stykke fra at nå niveauet fra før den økonomiske krises gennemslag omkring 2008. Går man imidlertid et enkelt trin ned ses, at den økonomiske udvikling er ekstrem ulige fordelt. Det kan illustreres på mange måder. En er ved at se på udviklingen i BNP per indbygger. Her fremgår det, at der fortsat er meget betydelig forskel – eller divergens - mellem de gamle og de nye EU-lande, trods det at enkelte af de nye EU-lande som helhed nærmer sig. Man kan således fortsat tale om divergens mellem øst og vest. Det fremgår imidlertid også, at en ny divergens er ved at udvikle sig – nemlig mellem nord og syd. Det gælder nord-syd både blandt de gamle EU-lande og de nye. Blandt de gamle og nye EU-lande i nord har der været en positiv udvikling i BNP per indbygger, hvorimod der blandt de gamle og nye lande i syd i bedste fald er tale om stilstand.[1] Udover divergensen mellem øst og vest synes der at udvikle sig en yderligere divergens mellem nord og syd.

En væsentlig årsag er, at mange Euro-lande ikke kunne devaluere, men i stedet måtte ty til hjælpepakker fra EU og IMF for at hindre et reelt sammenbrud i økonomien. Forudsætningerne for hjælpepakkerne var imidlertid, hvad man kan kalde en intern devaluering, som krævede offentlige nedskæringer og deregulering af arbejdsmarkedet. Den økonomiske krise blev således tilføjet en social krise. Hårdest ramt er naturligvis Grækenland, men også lande som Italien og Cypern har oplevet en større stigning i antallet af egentlige fattige efter EU’s egen definition.[2]

Denne austerity-politik har været omdrejningspunktet for den stadig mere divergerende udvikling på det økonomiske felt og har været central i forhold til den voksende afstand mellem de gældtyngede lande og de lande, som har klaret nogenlunde igennem krisen.

Tilnærmelsen – eller konvergensen – landene imellem ses først og fremmest på arbejdsmarkedet med et voksende antal mere usikre og atypiske job, snarere end forbedringer i arbejdsvilkår. Konvergens mellem sociale klasser og inden for disse er især opnået som følge af dårligere vilkår for dem, som var i en bedre position, det vil først og fremmest sige, dem som var i arbejde, sammenlignet med før krisen.

Faldende arbejdsløshed – voksende usikkerhed

Overordnet set er EU langt fra at nå de opsatte mål inden beskæftigelses- eller socialpolitikken – herunder Europa 2020-målene[3]. Ganske vist har den økonomiske vækst medført forbedringer i en række centrale arbejdsmarkedsparametre, først og fremmest beskæftigelsen. Men kigger man nærmere på kvaliteten af de arbejdspladser, som er skabt og den de facto efterspørgsel på arbejdskraft, så synes situationen værre.

Den såkaldte underudnyttelse af arbejdskraften forstået som uønsket deltid, overkvalificeret til jobbet, korttidskontrakter/midlertidig beskæftigelse og lignende er fortsat betydelig og på en række områder voksende.

Før krisen indtraf i 2008 var underudnyttelsen vurderet til ca. 14% for derefter at stige voldsomt de følgende år. En måling foretaget i 2 kvartal 2017 viser en underudnyttelsesgrad der fortsat ligger over 2008-niveau, nemlig på 16,6%.[4]. Tallene dækker over endog meget betydelige forskelle landene imellem. Højest ligger Grækenland og Spanien med en underudnyttelsesgrad på 26-30%. I modsatte ende ligger lande som Malte og Tjekkiet med ca. 4-5%.

Deltids job og især ufrivillig deltid udgør i dag en større andel af jobs end før krisen set overordnet på EU-niveau. Men igen spænder det over meget betydelige forskelle landene imellem. I lande som Belgien og Holland er antallet omkring 10%, hvorimod det i Spanien, Grækenland, Italien og Cypern ligger på mellem 60-70%. I dansk sammenhæng er det i øvrigt interessant, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en nylig rapport har fastslået, at lidt over halvdelen af de jobs, der blev skabt i Danmark mellem 2012 og 2017 er deltidsjob og langt størstedelen af disse er job med en arbejdstid på under 20 timer om ugen. I rapporten henviser AU desuden til en analyse udarbejdet af LO, som viser, at omkring 196.000 personer ønsker at arbejde mere.[5]

Også ufrivillig atypisk arbejde er voksende. På EU-niveau er forskellen lille, men igen spænder det over meget betydelige forskelle landene imellem. I Østrig og Tyskland ligger tallet på mellem 10-15% som ufrivillig atypisk arbejde mens det i sydeuropæiske lande som Italien, Spanien og Grækenland ligger på over 70%. Det samme gør sig gældende i de fleste central- og østeuropæiske lande.

Det er åbenlyst at arbejdsmarkedet på globalt plan for øjeblikket gennemgår store forandringer især som følge af den teknologiske udvikling. Derfor er et af de krav som konstant lyder fra arbejdsgiverne mere og bedre uddannelse af arbejdskraften. Et krav som EU-kommissionen hele tiden har lyttet til.[6] Imidlertid har det vist sig at mange af de jobs som er blevet skabt, er inden for servicefag, ufaglært arbejde eller rutinearbejde. Job som er blevet besat af folk med en væsentlig højere uddannelse end jobbet stiller krav om. Det vurderes således, at op til 25% af disse jobfunktioner er besat af folk med højere uddannelse – formentlig ikke af lyst men fordi de politiske vinde har tvunget folk til at tage ethvert arbejde, man kunne få. Det vurderes, at netop denne tendens er en væsentlig årsag til den betydelige stigning i arbejdsløsheden inden for gruppen af lavt uddannede.

Lønudviklingen

Uagtet såvel EU-kommissionen som den Europæiske centralbank[7] opfordrer til stærkere reallønsudvikling, så er det ikke en tendens, der er slået igennem generelt. På EU-niveau har der været en svag reallønsudvikling. Men i en sammenligning af udviklingen i perioden 2000-2009 med 2010-2017, så har hele 9 lande set et reallønsfald. Kun i 3 lande, nemlig Bulgarien, Polen og Tyskland var der en mere markant en reallønsfremgang i perioden 2010-2017. For Tysklands vedkommende var det på en billig baggrund eftersom reallønnen faldt i perioden 2000-2009.

Der er flere årsager hertil. På europæisk plan er andelen af medlemmer af en fagforening faldet i samtlige lande. Fagforeningernes aftagende styrke og evne til at organisere har ikke kun øget uligheden i EU som helhed, men tillige bidraget til individualiseringen af lønfastsættelsen.

Lønfastsættelsen presses yderligere af globaliseringen. Globaliseringen og brugen af informationsteknologi har muliggjort spredningen af produktion til områder med lav løn og ringe arbejdsforhold. Tøj produceres i Bangladesh, mobiltelefoner, sko med mere i Kina og reklamer i Indien. Med fremkomsten af blandt andet Kina og Bangladesh som verdens fabrikker og Indien som back office er mange ufaglærte job forsvundet fra de europæiske lande.

Hertil kommer den voksende brug af midlertidige ansættelser[8]. I Politiken d. 6/6 citerer professor emeritus Peter Olsén fra Guy Standings bog ”The Corruption of Capitalism” en topdirektør for et stort rekrutteringsfirma for følgende ” Man kan hyre 10.000 mennesker for 10 til 15 minutter. Når de er færdige, fordufter de bare”[9]. Det anslås at over 15% af alle ansatte i EU i dag er midlertidig ansat. Der er store udsving landene imellem. I lande som Italien og Spanien er antallet nærmere 30%, men det eksempelvis i Danmark anslås til omkring 8% – og tallet er stigende på EU-niveau.

Bedringen af økonomien har medført et fald i ledigheden. Men en nærmere analyse viser også, som tidligere nævnt, at den såkaldte underudnyttelse af arbejdskraften fortsat er høj i EU og dobbelt så høj som den gennemsnitlige ledighedsprocent. Samtidig vokser uligheden landene imellem såvel som inden for landenes grænser. Begrebet arbejdende fattige synes at være kommet for at blive.[10]

Men den mest oplagte årsag til den lave reallønsvækst er den gennemførte arbejdsmarkedspolitik. Godt understøttet af EU-kommissionen synes det at have været et mål i sig selv at øge fleksibiliteten ved lav lønstigning, hvortil der er brugt midler som svækkelse af fagbevægelsen fulgt op af mere individuel lønfastsættelse. Sidst men ikke mindst ved markantstigende brug af deltid og løse ansættelser.

Arbejdsmarkedspolitikkens deroute

Den førte økonomiske politik på basis af Vækst- og stabilitetspagten med vægten på budgetdisciplin har medført en endog meget lav vækst i det private forbrug. som har gjort det vanskeligt for ikke at sige umuligt at opretholde budgetdisciplinen uden betydelige nedskæringer i de offentlige udgifter. De nye modeord blev større fleksibilitet i løn- og arbejdsforhold – flexicurity.

Arbejdsmarkedspolitikken blev en af de store tabere. Det gælder især inden for Euro-området, hvor de finanspolitiske krav skærpede presset på nedskæringer i de offentlige udgifter, som igen forstærkede krisen og således bider sig selv i halen. Netop denne politik er også baggrunden for, at den økonomiske fremgang er så svag og langsom.

Overordnet set faldt de offentlige udgifter til indsats på arbejdsmarkedet. Især indsatsen for opkvalificering af arbejdsløse gennem uddannelse og efteruddannelse mv. faldt i stort set alle lande i perioden 2008-2015, med Tyskland og Danmark som markante undtagelser. For Tysklands vedkommende er en del af forklaringen formentlig at arbejdsløsheden faldt i denne periode.

Et studie udgivet af ETUI i marts 2018 af ETUI viser dette.[11] Studiet bygger på en undersøgelse af 11 EU-landes arbejdsmarkedspolitik i perioden 2008-2014. Studiet fokuserer på 3 områder; udviklingen i understøttelsen, arbejdsmarkedspolitikkens indvirkning på forskellige grupper eksempelvis fastansatte over for deltids eller løst ansatte og om fokus var på opkvalificering eller ren og skær aktivering.

Ser man på understøttelsen, så faldt dækningsgraden i de fleste lande mellem 2007 og 2013, som de seneste tal er fra. Den er lavest i de lande, som blev hårdest ramt af stigende arbejdsløshed, Italien, Spanien og Grækenland. I disse 3 lande ligger dækningsgraden på mellem 17-25%. I den modsatte ende ligger lande som Luxembourg, Danmark og Finland, hvor dækningsgraden vurderes til at ligge på mellem 65-70%. Divergensen landene imellem voksede, så det er rimeligt at konkludere, at de finanspolitiske stramninger har medført meget højere fleksibilitet, men til gengæld betydeligt mindre sikkerhed.

Et kig på arbejdsmarkedspolitikkens indvirkning på forskellige grupper af arbejdere tegner samme mønster sig. Lovgivning der giver større muligheder for korttidskontrakter, større fleksibilitet i arbejdstid og i løn- og arbejdsforhold har været dominerende. I flere lande har der været et markant skift bort fra at understøtte job ved eksempelvis strenge krav til fyring over mod en lovgivning, der gav arbejdere på atypiske kontrakter bedre mulighed for tidligere understøttelse, finde nyt job mv. En arbejdsmarkedspolitik der er blevet understøttet af EU-kommissionen og parlamentet bl.a. gennem 3 direktiver.[12] Direktiverne sætter meget vide rammer for brug af midlertidige ansættelser, hvorfor der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt direktiverne reelt bidrager til en beskyttelse af arbejderne mod ublu udnyttelse.

Ovennævnte studie konkluderer da også, at arbejdsmarkedsreformerne, generelt, har været med til at nedsætte den samlede beskyttelse af arbejderne. Det har ganske vist medført mindre afstand mellem de såkaldte ”insidere” og ”outsidere”, men begge grupper har reelt fået ringere vilkår. Større job usikkerhed for fastansatte uden væsentlig bedre beskyttelse af atypisk ansatte.

Det overordnede billede der tegner sig er, at den såkaldte flexicurity-model har vist at bygge på højere grad af fleksibilitet og mindre på social og økonomisk sikkerhed.

Heller ikke når det gælder opkvalificering eller uddannelse af arbejdsløse er der positive tendenser. En arbejdsmarkedspolitik med vægt på efteruddannelse og kompetenceudvikling, der giver den enkelte mulighed for lettere adgang til arbejdsmarkedet og få et attraktivt job er erstattet af en nedværdigende og individualiserende beskæftigelsespolitik, hvis primære formål er, at den arbejdsløse skal tage et hvilket som helst job tilgængelig uanset, om den enkelte er overkvalificeret til jobbet, eller det ligger i den anden ende af landet. Arbejdsløshed gøres på denne måde til et individuelt problem. Den enkelte er doven, indtil det modsatte er bevist. I og med den arbejdsløse skal bevise vedkommende ikke er ledig p.g.a. dovenskab er nye kontrolmekanismer hele tiden nødvendige. Der kræves, at den arbejdsløse tager et hvilket som helst job, hvis man ikke skal miste retten til understøttelse eller andre former for hjælp og støtte. Med andre ord. Beskæftigelsespolitikken er blevet til aktiveringspolitik. Det gælder i EU i lige så høj grad, som i Danmark. Er man i tvivl kan man læse regeringens såkaldte erhvervs- og iværksætterpakke, der beskærer beskæftigelsesindsatsen med knap 1 mia. kr. Eller forslaget om, at 20.000 personer på kontanthjælp skal erklæres jobparate – uden faglig begrundelse, men fordi virksomhederne mangler arbejdskraft. Som tendens kan man sige, at det socialpolitiske perspektiv har flyttet sig fra samfundsmæssigt niveau til individuelt niveau.

Tabt ad helvede til

Der er lang vej fra afgående LO-formand Thomas Nielsens berømte ord på LO-repræsentantskabsmødet i 1982 om, at han tilhørte ”en generation, der har sejret ad helvede til”[13] og til dagens generationer på det europæiske arbejdsmarked. Her tegner der sig et billede af en generation, der har tabt ad helvede til. Kapitalen er blevet styrket, fagbevægelsen er blevet svækket – i mange lande voldsomt svækket.

Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved, at EU’s ”austerity” politik har været en central årsag til, at krisen er blevet så omfattende og dyb, som den er blevet. Regeringerne har erstattet en egentlig arbejdsmarkedspolitik med en bevidstløs disciplinerende aktiveringspolitik. Flexicurity er erstattet af fleksibilitet uden security. Tendensen til enhver er sig selv nok – individualiseringen – spreder sig ikke blot inden for de enkelte lande men tillige landene imellem.

En begyndende selverkendelse er ved at trænge ind i EU-kommissionen. Spørgsmålet er, om det er for sent. Med Benchmark-rapportens ord. Borgernes tillid til at EU kan skabe social fremgang eller konvergens er blevet rystet i sin grundvold af krisen, ikke mindst på grund af konsekvenserne af en fejlagtig økonomisk politik.[14] På trods af kommissionen og EU-parlamentets forsøg på at genskabe troværdigheden på det sociale område – senest med lanceringen af det sociale charter, så kan det samtidig konstateres at især højre nationale EU-kritiske partier har fremgang næsten over alt i Europa. Så også på nationalt niveau spreder individualiseringen sig. Det kræver mere end uforpligtende hensigtserklæringer om en social dimension at ændre på denne tendens.

[1] Benchmark s. 9 og 10

[2] EU opererer med et relativt fattigdomsbegreb samt social eksklusion. For nærmere definition mm. Se http://www.eu2020.dk/fattigdom-og-social-isolation og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_risk_of_poverty_or_social_exclusion#Further_Eurostat_information

[3] Om 2020 strategien kan læses mere her: http://ec.europa.eu/eu2020/pdf/1_DA_ACT_part1_v1.pdf

[4] Jf. Benchmarking s. 24.

[5] S e rapporten Stor stigning i stillinger på mindre end 20 timer om ugen

[6] Eksempelvis: European economic forecast – Spring 2017, https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/ip053_en_1.pdf

[7] Se f. eks. http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=COM:2017:0797:FIN og https://www.ecb.europa.eu/pub/pdf/ecbu/eb201703.en.pdf

[8] For uddybning se Prekariatet – den nye underklasse? i http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1931

[9] Et liv mellem håb og skuffelse. Det er ikke lykken at være en del af prekariatet. Politiken d. 6. juni 2018

[10] Arbejdende fattige er mennesker i arbejde, men hvor husstandsindkomsten er under 60% af meridian – eller gennemsnitsindkomsten i landet.

[11] Se https://www.etui.org/Publications2/Working-Papers/Drifting-into-labour-market-insecurity-Labour-market-reforms-in-Europe-after-2010

[12] Se Se http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:31999L0070 - http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:31997L0081 og http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A32008L0104

[13] http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/thomas-nielsens-lo-afslutningsreplik-16-februar-1982/

[14] Benchmark s. 37