Bevar roen og læs Gramsci
Af Carsten Jensen

Offentliggjort: 15. juni 2018

En kommenteret reportage fra en udstilling af originalerne til Antonio Gramscis Fængselsoptegnelser og et oplæg af arbejderhistorikeren Donald Sassoon på det italienske kulturinstitut i London, december 2017.

Det italienske kulturinstitut i London var sidste december ramme for en aften helliget mindet om Antonio Gramsci og især hans politiske tænkning. Set som publikumsarrangement var aftenen en stor succes. Der var udsolgt til absolut sidste sæde, der havde længe været lukket for tilmeldinger, og de heldige med pladser blev til sidste minut. Politisk var festen ikke helt tilfredsstillende, for den blev også en fejring af nederlag og pessimisme - men mere om det til sidst.

Arrangementets primære saglige indhold var en forelæsning af historikeren Donald Sassoon, der har gjort en livsstil ud af at forske i den europæiske arbejderbevægelses historie. Anledningen til Sassoons oplæg var en udstilling af Antonio Gramscis fængselsnotesbøger.

I øvrigt formede aftenen sig indledningsvist som et besøg i det italienske kulturinstituts meget smukke udstillingsrum med udsigt til Belgrave Square, der ligger lige syd for Hyde Park. Dernæst et oplæg af dets direktør, Marco Deloglu. Han fortalte blandt andet, at udstillingen en god uge inde i forløbet allerede havde været instituttets hidtil største succes af dens art målt på besøgende.

Den fraværende hovedperson Antonio Gramsci vidste selvfølgelig ikke, at hans værk engang ville blive udstillet som led i officiel kultur på den italienske stats konto. Han havde dog fra starten en klart formuleret en ambition om at skrive noget ’fur ewig’ i sin tid i fængslet. Så måske fik han alligevel sin vilje på den måde med fængselsoptegnelserne. Hans optimisme med hensyn til at sætte sig et minde var mod de aktuelle odds velbegrundet.

Det var på sin vis rørende at se Gramscis skrifter. Det giver trods alt et indblik i en personlighed at se så private ting som vedkommendes kladdehæfter på under en meters afstand. Det var forbløffende at se, hvor godt de var bevarede. Måske endnu mere forbløffende, hvor godt det var lykkedes ham selv at passe på dem i fængslet i små ti år og under skiftende vilkår. Endelig var det egentlig overraskende at se de fysiske beviser på, hvor meget han havde fået fra hånden givet de udfordrende omstændigheder og hans eget fremadskridende svigtende helbred. Der er oven i købet bevaret to bind breve, som han også skrev i perioden!

Set som museumsarrangement var der fra en kvantitativ målestok måske ikke så meget at komme efter. Det var trods alt kun uddrag af en enkelt – godt nok flittig – mands skriftlige arbejde i en et enkelt tiår. Kuratoren var uden tvivl også blevet stillet på en meget præcis og snævert rammesættende opgave. Men det kvalitative indtryk af selv at kunne visualisere den ’teorihistoriske begivenhed’, som frembringelsen af de myteomkransede fængselsoptegnelser udgør, var ret stort.

”The Modern Gramsci. Theorist of the Age of Defeat”. Reportage fra oplæg ved Donald Sassoon.

Titlen på Sassoons oplæg kan oversættes til ’Den moderne Gramsci. Nederlagsperiodens teoretiker’. I den første del fremstillede han den form, som Gramscis arbejde fra fængslet er overleveret i. Det vil i store træk sige det værk som tilhørerne netop havde set i dets fysiske helhed på udstillingen. I den anden del skitserede han hovedtrækkene af Gramscis analyse og den fremadrettede lære han gjorde sig af arbejderbevægelsens og socialismens nederlag til fascisme/nazisme i 1920’ernes og 1930’ernes Europa. Den tredje del var Sassoons egen fremstilling af de aktuelle venstrebevægelsers nederlag til neoliberalisme og højrepopulisme.

Gramscis værk: Sassons indledende bemærkninger udpegede de politiske kulturer, hvor Gramscis tanker især er aktive i dag: i den latinamerikanske og den angelsaksiske verden. Han fremhævede også, at alle Gramscis samtidige marxister i praksis er glemt i dag. Han fremhævede også som en forskel, der skal bemærkes, hvis Gramscis arbejde skal forstås i dets kontekst, at politisk kommunikation i dag forsimplet (Trumps tweets har oven i købet sat en ny standard), men at Gramsci skrev i en tid, hvor en politiker også godt kunne være filosof og gå i dybden med sine ting.

Gramsci skrev den første del af sit værk som dedikeret deltager i politik. Han var først aktiv i Norditalien som socialdemokrat og journalist og efter 1920 som kommunist og i stigende grad partiapparatnik til han blev fængslet af fascisterne i 1926. Som kommunistisk leder kom han også til at virke i Moskva og Wien, og sluttede i Rom som aktivt parlamentsmedlem og formand for Italiens kommunistiske parti. I alle disse faser skrev han årligt hundredevis sider af dagbladsartikler, bidrag til tidsskifter og pamfletter, breve og interne partinotater. Det meste af dette er bevaret, men har i dag især specialistinteresse.

Hvad angår den sidste del af værket, det vil sige den del, han især huskes for, skrev Gramsci i fængslet om politik i stedet for at deltage. Så man kan lave en simpel model for hans arv:

Gramsci i politik = mindre, overvejende glemte tekster, og

Gramsci i fængsel = større tekstblokke, der er blevet stående.

Fængselsteksterne forblev fanget i foreløbig form: Noter, overlappende udkast og gennemskrivninger til færdig tekst. Gramsci kom i fængslet ikke frem til de afsluttende faser, hvor et større skrift får dets endelige finpudsning. Derfor er mange af teksterne også stadig åbne for tolkninger.

Gramscis krisedagsorden ifølge Sassoon: I 1930’erne, hvor de fleste af optegnelserne fra fængslet blev skrevet, var fascismen blevet etableret som styreform i Italien. Gramscis overvejelser kan forstås som et forsøg på at gennemtænke, hvad venstresiden og de liberale borgerlige tænkte og gjorde galt i fascismens tidlige faser. Med andre ord: hvorfor fik russerne held med revolutionen i 1917, mens italienerne led nederlag et par år efter?

Sassoon startede sin fremstilling af Gramscis analyse og nye begreber relativt traditionelt med at henvise til, at revolution i Rusland kunne ske hurtigt, fordi den praktiske magt var så koncentreret få steder i statsapparatet. Når først de var i revolutionens hænder smuldrede resten relativt let. Gramsci pegede på, at situationen var helt anderledes i Italien og mere generelt i Vesten, hvor et stærkt civilsamfund – underforstået af overvejende borgerlige institutioner – beskytter staten og dermed de herskende klassers herredømme. Civilsamfundet og dets institutioner, kirke, skole, medier, organisationsliv, bliver dermed ramme for politisk kamp, og Gramsci diskuterer derfor, hvad der skal til for at få politisk kontrol i disse dele af samfundet.

Her kommer hans drøftelse af ’de intellektuelle’ ind, for det er dem, der bestyrer civilsamfundet på klassernes vegne. Han mente, at det at være intellektuel (vidensarbejder ville vi sige i dag) kan være et fuldtidsjob, men at alle borgere er intellektuelle af og til. Den fortløbende debat om, hvilke ideer der skal være styrende (kampen om dagsordenen), er en af de vigtigste kampe overhovedet. Det er også en, der i princippet involverer alle samfundsmedlemmer. Hvad definerer, hvad der er konsensus om hvor?

Gramsci var således lodret uenig med Rosa Luxembourg, der havde hævdet, at økonomisk krise er det, der muliggør revolution ifølge skemaet: krise, strejke, revolution. I stedet for denne model sætter han det, han kalder ’stillingskrig’. Ordet henviser til de lange træk i arbejdet på fra institution til institution at vinde magt til at definere de hegemoniske/ledende tanker i det civile samfund. De mange ’molekylære forandringer’, der herved fremtvinges, skal forberede hele den sociale orden, før socialismen kan indføres.

Sassoon pegede på, at det italienske borgerskab havde dygtiggjort sig i at modvirke den slags politisk kamp fra neden. Det havde nemlig haft erfaringer i egne rækker med forskellige linjer i moderniseringen af Italien. Guiseppe Mazzini ville skabe et ’demokrati fra neden hurtigt’ under Italiens samling. Han var dog blevet mødt af en anden og stærkere linje, der ville modernisere/revolutionere Italien fra oven. Camillo di Cavours og hans støtters linje i Italiens ufuldstændige borgerlige revolution havde på den måde været en læreproces i, hvordan man på den ene side lavede fortløbende tilpasninger og ’molekylære forandringer’ for at holde de mere radikale demokrater fra magten og alligevel opnå en tilstrækkelig grad af tilslutning af de underordnede klasser.

Den dominerende strømning i det italienske borgerskab var dermed blevet moderat, trænede i ’revolution fra oven’, og havde kunnet inddæmme arbejderbevægelsen. I forhold til fascismen havde det imidlertid accepteret en undtagelsessituation, hvor den gamle styreform midlertidigt blev afløst af en mere autoritær stat – men stadig uden uafhængig deltagelse af arbejderbevægelsens organisationer. Med andre ord: arbejderbevægelsens nederlag var sket til et fleksibelt borgerskab, der havde kunne spille på flere politiske linjer for at holde revolutionen fra døren og de bestående ejerskabsforhold/produktionsforhold nogenlunde intakte på trods af ændringer i statens form.

Med denne skitseagtige fremstilling af Gramscis vigtigste fængselsoptegnelser har Sassoon været tro med Gramscis idé om ’intellektets pessimisme’, - hvilket vil sige ideen om, at det er afgørende at se realiteterne i øjnene, før man handler.

Da Gramsci skrev fængselsskrifterne var arbejderklassen slået i en del lande, om end ikke alle steder så dramatisk som i Italien og Tyskland. Det var i hvert fald Sassoons triste analyse. I dag er ’venstre’ også slået. I hvert fald nogle steder. Derfor er Gramsci relevant ifølge Sassoon: ’Han er det også i vores situation og har vist, hvordan man kan gennemtænke situation, så man reelt bliver klogere’.

Gramsci fortolkes i denne sammenhæng meget konkret af Sassoon. Ofte bliver Gramscis begreber bredt mere ud som dækkende for det liberale demokratis fase i fx Europa, det angelsaksiske sprogområde og Latinamerika. Men her ses de altså som konkrete udtryk for den italienske historie frem til 1930’erne. Sassoon hævder da også, at man ikke umiddelbart kan bruge Gramscis egne analyser i dag. Man må lave sine egne og kan højst bruge Gramsci som inspiration.

Sassons samtidsanalyse. I overensstemmelse hermed fulgte Sassoon op med tredje del af oplægget, der handlede om hvilke nederlag socialismen, arbejderbevægelsen og de øvrige sociale bevægelser har lidt i en nær, men ikke nærmere specificeret fortid. Det vil sige de nederlag, der har ledt frem til den helt aktuelle situationen.

Både Europa og USA er ramt af politisk krise. Venstrefløjen skal forsvare velfærdsstaten, men har ingen fremadrettede visioner. Neoliberalismen står ifølge Sassoon stærkt. Men her burde han nok have tilføjet, at den siden finanskrisen også er i krise, og både er udfordret fra højre af højrepopulismen i Nordvest og Østeuropa og fra ’venstrepopulister’ i Sydeuropa. Ligesom den i sin klassiske form tabte til Donald Trumps højrepopulistiske projekt i USA ved præsidentvalget i 2016.

Videre pegede Sasson på, at den stærke socialistiske inspiration fra uafhængighedsperioden (den tidlige Kolde Krig) i lande som fx Indien og Israel er væk. Tyrkiet er præget af nationalistisk, autoritære kræfter med ægte og solid folkelig støtte samt neoliberalisme. Arabisk og afrikansk socialisme er simpelthen væk! Sassoon havde også lavet et sæt umiddelbart suggestive slides, der viste nu allerede ’gamle’ og udskiftede venstrepopulistiske ledere fra Sydamerika: Nestor Kirchner, Christina Fernandez, Lula, Duarte, Chavez – alt er i hans nederlagsvision tabt i denne for blot få år siden så stolte anti-neoliberale region.

Sassons sluttede denne del af med en kort opsummering af den nære situation: Europas. Syriza og Podemos var de eneste lyspunkter. Østeuropa var ikke værd at nævne. I Frankrig fik det gamle hæderkronede flagskib for europæisk arbejderbevægelse, de franske socialister, kun 6 procent ved 2017’s præsidentvalg. Italien har vist, at masseforbrug også er et middel til hegemoni, men at følgen er et svækket venstre. Forbrugets demokratisering var via forfaldet og kommercialiseringen af medierne blevet til politikkens højredrejning og Berlusconis triumf. Og så videre over hele linjen.

Vi ved ikke, hvad Gramsci ville have sagt i dag, sagde Sassoon afsluttende, og aktuelle analyser er vores egen sag. Man kan tage udgangspunkt i Gramsci, men der er ingen garantier for resultatet. En let omskrevet Gramsci fik de sidste ord: Lær af nederlag, pas på ikke at narre dig selv.

Det realistiske intellekts optimisme og viljens pessimisme. Diskussion af Sassoons politiske analyse.

Oplægget blev overvejende godt modtaget af publikum. Det var da også blevet afleveret i den udbredte stil med passende beskedenhed, de obligatoriske små vittigheder ind i mellem de store pointer, et sæt velvalgte slides blæst op på en megaskærm, - og hvad der nu ellers i vore dage hører til et godt formidlende foredrag.

Det skal dog også siges, at der i spørgesessionen var flere, der anholdt Sassoons pessimistiske tone og det valg af temaer, der understøttede den retorisk. Ikke alle delte hans nederlagsvision og oplæggets generelle ’alt er tabt-stemning’.

Man må da også sige, at oplæggets sidste del var struktureret som en opremsning af nederlag. Hvis der tilsvarende havde været en liste over ’folkelige sejre’ fra samme periode, havde der været mere balance i tingene. Men når der ses bort fra den efterhånden obligatoriske henvisning til ’kammeraterne fra Syriza og Podemos’ var den pessimistiske vinkel konsekvent opretholdt. Det blev dermed en grundlæggende forvredet fremstilling, som Sassoon fremlagde.

Den var ikke alene forvredet mht. optimisme/vilje-dimension i det klassiske diktum om ’intellektets pessimisme og viljens optimisme’, men også forvredet i selve kernen af ’pessimisme’-dimensionen. En fremstilling, der kun medtager det, der kan give grund til pessimisme, er ikke en rimelig repræsentation af, hvad ’intellektet’ i dag kan komme frem til i en drøftelse af den politiske situation i Europa og USA.

En sådan kunne også have medtaget det faktum, at højrerepublikaneren Trump fik to millioner stemmer færre end Hillary Clinton, der end ikke havde det bedste udgangspunkt for sin kampagne. Man kunne også nævne, at godt nok fik socialisterne ikke noget godt præsidentvalg i Frankrig, men Den nationale front sejrede heller ikke. Faktisk blev den slået så grundigt, at Le Pen efterfølgende offentligjorde, at hendes forsøg på at trække Frankrig ud af EU var slået fejl flere gange, og at det nu er opgivet. Tysklands højrepopulister fik ganske vist isoleret set godt valg i 2017, men ret beset fik de foreløbigt blot det ud af sejren, at den aktuelle regeringskoalition blev fastcementeret, oven i købet ved en socialdemokratisk urafstemning. Det tyske socialdemokrati viste i praksis sin centrale stilling i Tyskland og dermed ikke mindst i Europa. I Storbritannien har de konservative mistet initiativet til Labours Corbyn, der oven i købet startede op ad bakke med en nærmest enig opinion imod sig. Mere nationalt tværgående kan man pege på den succes, som me-too-kampagnen har haft med at rette fokus på patriarkalsk magtmisbrug. Den kampagne har givet feminismen og dermed en del af den generelle demokratisering et stort boost. På den globale scene er det et af de mest vellykkede træk af de senere års politik.

Målt på den generelle tendens i deres arbejde ville Rosa Luxemburg og Alexandra Kollontai have været meget tilfredse med at nogle kvinders tildækningstvang var blevet udfordret i Danmark i dette forår (mens andre mere liberale og individualistisk indstillede feminister måske ville fokusere mere på statens rolle end på angrebet på den organiserede kvindeundertrykkelse). Mens man kan diskutere ’burkaforbudet’, bør der ikke være tvivl om, at det forbud mod diskrimination ud fra handicap i Danmark, der blev vedtaget i maj 2018, hører til i kassen med de helt store politiske sejre. Det viser også, at selvom der er højrepopulisme og neoliberalisme left, center, right, som de britiske kammerater siger, så er der også muligheder.

Man må alligevel utvivlsomt medgive Sassoon, at der globalt set er en nedadgående trend i succesraten for folkelige og demokratiske politiske sejre på den parlamentariske front for tiden. Men det har der også været før. Tænk blot på 1980’ernes reaganisme og thatcherisme, der så blev afløst af de mange nye demokratiseringer i 1990’erne. Skemaet ’reform efterfulgt af reaktion’ er bestemt ikke noget nyt. Faktisk kunne man godt have som tommelfingerregel, at demokratiske reformer, som flytter noget, også fremprovokerer politiske reaktioner fra højre, der forsøger at rulle dem tilbage. Bodega-konservatismen lever stadig. Det ser vi også i disse år.

Mere generelt kunne man diskutere Gramscis brug af Rolands pessimisme/optimisme-bon mot. De to klassiske sammenkædninger repræsenterer ikke alle muligheder i begreberne, hvilket også – sikkert ufrivilligt – blev eksemplificeret af Sassoons oplæg. Det burde være muligt at tale om ’realismens’ eller ’intellektets optimisme’ og en ’viljens pessimisme’.

Disse muligheder blev heller ikke udnyttet af Gramsci, selvom de jo egentlig efter hans formuleringers sproglige logik ligger lige til højrebenet. Sassoon kommer alt for tæt på at understøtte en ’viljens pessimisme’, samtidig med at en ’urealistisk pessimisme’ som vist ovenfor tegner et alt for negativt billede af de handlerum, der findes i verden, og især i Europa, i dag. Når man fortier eller forklejner egne successer, bliver det alt for let at tegne et billede af modstanderne som overvældende stærke. Det kan virke demotiverende og afmobiliserende. Det kan ingen være tjent med.

I hvert fald bør man som minimum også gennemdrøfte de træk i dag, der kan understøtte ’realismens optimisme’ meget bedre, end det sker i dag, før man forfalder til den ’viljens pessimisme’ som Sassoons tilgang både er en del af og mere end inviterer til.

[i] ’Keep Calm and Read Gramsci’ var en parole på en ad hoc collage ved hoveddøren til Det italienske kulturinstitut, London, december 2017.