Ortega sat på prøve
Af Courtney Desiree Morris

Offentliggjort: 15. juni 2018

Oversat fra engelsk fra Jacobin Magazine, 22. maj 2018. Jacobin Magazine har genoptrykt artiklen fra NACLA.

De nylige protester i Nicaragua begyndte som et svar på nedskæringsreformer. De har nu vokset sig til noget meget større.

I de forløbne uger har titusinder af mennesker oversvømmet gaderne i Nicaragua – universitetsstuderende, pensionister, miljøforkæmpere, sorte aktivister, aktivister fra landets oprindelige folkeslag og oppositionsgrupper fra både venstre- og højrefløjen – og krævet, at præsident Daniel Ortega og hans kone,– vicepræsident Rosario Murillo, træder tilbage. Protesterne har chokeret verden og rystet nicaraguansk politik i sin grundvold. Den krise, der er nu udfolder sig, er kommet bag på mange, herunder regeringen. Alligevel har betingelserne for opstanden været under opbygning i over ti år og afslører en voksende legitimitetskrise for Ortega-regeringen.

Den 18. april meddelte Ortega, at regeringen efter præsidentiel ordre ville indføre en række reformer af Nicaraguas sociale forsikringsinstitut, der administrerer landets pensionskasse og som vakler på kanten af insolvens. Reformerne skulle forhøje det beløb, som ansatte og arbejdsgivere skulle betale til systemet og samtidig sænke udbetalingerne til ældre pensionister med 5 procent. Som Jon Lee Anderson bemærker i The New Yorker [1] var offentlighedens svar ”rasende og hurtigt og demonstranter gik på gaden for at protestere” næste dag. Universitetsstuderende, hvoraf mange tidligere på måneden havde deltaget i protester efter regeringens fejlslagne håndtering af en skovbrand i det biologiske reservat Indio Maíz på den caraibiske kyst, sluttede sig sammen med oprørte pensionister for at protestere mod regeringens forehavende.

Regeringens reaktion på demonstrationerne eskalerede hurtigt til voldelig undertrykkelse. Staten lukkede mange tv-stationer, der dækkede begivenhederne med direkte udsendelser, beordrede politiets urobekæmpelsesenheder til at sprede demonstrationerne og affyre skarpe skud mod de protesterende for at sprede demonstranterne, beordrede masseanholdelser af studenteraktivister og angreb universiteter i Managua. Pro-sandinistiske bander – turbas – og medlemmer af den sandinistiske ungdomsorganisation angreb også demonstranterne med morterer og andre våben; der er rapporter om, at turbas angreb de protesterende, mens politiet så til.

Ved slutningen af protesternes første uge, havde det nicaraguanske menneskerettighedscenter bekræftet 43 dræbte, to personer i kritisk tilstand og i hundredvis af sårede; andre grupper, der baserer deres tal på officielle og uofficielle rapporter, anslår omkring tres dræbte. Blandt de dræbte var journalisten Angel Gahona, der blev skudt og dræbt, mens hun sendte direkte fra protesterne i Bluefields, en by på den caraibiske kyst. Nicaraguas Røde Kors meddelte, at det havde hjulpet 435 personer, af hvilke 242 måtte indlægges på hospital.

Ortega-regeringen på tynd is

Regeringens svar på protesterne var alarmerende og afslørende. Vicepræsidenten, Rosario Murillo, talte d.19. april om protesterne i sin daglige middagsudsendelse til landet. I sin tale beskrev hun protesterne som et forsøg på at ”fremme ødelæggelser [og] destabilisering” og gjorde nar af de protesterende som ”smågrupper, der truer freden og udviklingen med egoistiske, giftige politiske dagsordener og hadfyldte interesser”. Præsident Ortegas svar kom to dage senere i en tv-transmitteret tale, der var et ekko af vicepræsident Murillos tidligere kommentarer. Han hævdede i sin tale, at protesterne var blevet infiltreret og manipuleret af narkohandlere, bandemedlemmer og kriminelle, der i det skjulte blev finansieret og ledet af konservative, politiske elementer i samarbejde med den radikale højrefløj i USA. ”Jeg forstår, at de mobiliserede studentergrupper sikkert ikke en gang ved, hvem der har sat alt dette i gang”, sagde han.

Hvis Ortega med sine kommentarer havde haft til hensigt at genoprette lov og orden, så fik de den modsatte virkning og opflammede offentlighedens følelser yderligere. De protesterende lagde mærke til, at Ortega på intet tidspunkt nævnte de dræbte protesterende eller tog påstandene om politiovergreb op. Han syntes i stedet mere optaget af protesterne indvirkninger på Nicaraguas image som et sikkert og attraktivt turistmål. Ortegas svar viste for mange, at han ingen føling havde med offentligheden. Selv hans egne støtter i Den sandinistiske Befrielsesfront (FSLN), herunder Jaime Wheelock og Bayardo Arce, der er Ortegas nuværende, økonomiske rådgiver, har indrømmet, at ”Ortega begik en fejl” i sin håndtering af protesterne.

Da protesterne fortsatte med at eskalere, udsendte Det Øverste Råd for det Private Erhvervsliv – Nicaraguas mest magtfulde erhvervssammenslutning – og den katolske kirke, der senere indvilligede i at optræde som mægler i forhandlinger med staten, opfordringer til fred og ro. Pave Frans udtrykte d.22. april, da han talte til tusinder af troende, der var samlet på Peterspladsen i Vatikanet, sin bekymring for krisen i Nicaragua og drabene på protesterende og politifolk. Han opfordrede til ”en afslutning på alle former for vold og til at undgå meningsløse blodsudgydelser” og tilskyndede til, at politiske uoverensstemmelser ”løstes fredeligt og med ansvarsfølelse”. I mellemtiden meddelte den amerikanske ambassade i Managua, at den ville indstille sine rutinemæssige gøremål og at ambassadestabens familiemedlemmer havde fået besked om at forlade landet.

Protesterne er ikke de første, Ortega står over for i løbet af sin tid som præsident. I 2013 mobiliserede en koalition af miljøforkæmpere, menneskerettighedsorganisationer, sorte aktivister og aktivister fra de oprindelige folk og aktivister fra mestits-småbønderne for at protestere mod vedtagelsen af lov 840, der gav det kinesiske firma Hong Kong Nicaragua Canal Development Company (HKND Group) koncession på at bygge en kanal, der skulle forbinde Atlanterhavet og Stillehavet for at konkurrere med Panama-kanalen. Aktivisterne rejste 38 sager mod lov 840, hvilket var det største antal sager mod en enkelt lov i landets historie. Opposition er ikke noget nyt for Ortega, han har været udsat for det hele sit politiske liv, både i sin første præsidentperiode i 1980erne og i de tre perioder siden 2007. Men de nuværende protester, der går under navnet 19-april-bevægelsen, er første gang, så mange forskellige sektorer af det nicaraguanske civilsamfund har forenet sig for at gå til modstand mod ham.

Som svar på det stigende offentlige pres, meddelte Ortega d. 22. april i en tv-transmitteret tale, hvor han var omgivet af erhvervsledere, at regeringen trak reformerne tilbage. Han opfordrede til fred og sagde: ”Det er nødvendigt at genoprette ordenen. Vi kan ikke tillade, at der hersker kaos, kriminalitet og plyndringer … og vi vil handle i overensstemmelse med retsstaten og forfatningen for at sikre og garantere genoprettelsen af stabilitet og samfundsmæssig fred, så arbejderne kan gå på arbejde i fred.” Han meddelte også, at der ville ske masseløsladelser af anholdte protesterende og gik med til at deltage i en ”dialog”, men kun med erhvervslivet. Uanset dette har reformerne sammen med statens brutale fremfærd overfor de protesterende afstedkommet anselig skade på regeringens image i offentligheden.

Dette reflekteres for eksempel i de protesterendes målrettede aktioner mod regeringens stærkeste symboler. De har afbrændt reklameskilte med billeder af præsidenten og med partiets propaganda og væltet de kæmpestore lysinstallationer – ”Livets Træ” – der står langs hovedfærdselsårerne i hovedstaden og i landets større byer. Træerne – der er i alt 140 – har været Murillos projekt for at genlancere FSLN som kærlighedens, forsoningens, den kristne velgørenheds og solidaritetens parti. Træerne, der beskrives som ”en gave til det nicaraguanske folk”, koster hver USD 25.000 at installere og bruger til sammen hvert år for USD 1 million i strøm. Offentlighedens angreb på disse symboler, der er kritiske for Ortega-Murillo-regeringen, afslører, at protesterne er kommet langt videre end blot at udtrykke vrede over nedskæringerne og har givet plads for langt mere omfattende, politiske krav. Som en demonstrant, der deltog i en demonstration arrangeret af den katolske kirke d. 28. april fortalte nogle reportere: ”Forandringerne i det sociale sikkerhedsnet var det sidste strå. Men de lavede så mange ting før det – de stjal valg, stjal statens penge, så voldsom en korruption.”

Fra radikal revolutionær til stilfærdig ’fører’

Nicaraguas nuværende krise er en tragisk ironi, når man tager i betragtning, at Ortega for fyrre år siden spilede en central rolle i ledelsen af den væbnede bevægelse, der løb Anastasio Somozas diktatur over ende. Han var del af det nationaldirektorat på ni medlemmer, der regerede Nicaragua i overgangsperioden fra Somozas diktatur til den revolutionære regering. Han blev valgt til præsident i 1984, en post han havde indtil sandinisterne i 1984 tabte præsidentvalget til Den forende, nationale Opposition, en alliance af højrefløjspartier. Ortega blev således den første nicaraguanske præsident i historien, der frivilligt overgav magten til et oppositionsparti.

I løbet af de følgende seksten år forvandlede Ortega sig fra at være revolutionær til en stærk mand i politik, der øvede afgørende indflydelse på både FSLN og landets politik. Det var i denne periode, han konsoliderede sin kontrol over FSLN, udrensede afvigere, der satte spørgsmålstegn ved hans handlinger, fik alliancer i stand med rivaliserende, politiske ledere og fik sat sine tilhængere ind i nationalforsamlingen, højesteret og den øverste valgkommission. Sit genvalg i 2006, der blev muliggjort ved ændringer af landets valglove, som tillod Ortega at vinde præsidentvalget med kun 38 procent af de afgivne stemmer, brugte han til hurtig at konsolidere sit greb om staten. Ortega-regeringen kontrollerer for tiden alle fire regeringsgrene, militæret og det nationale politi og har de facto forvandlet Nicaragua til en et-partistat.

De nylige protester har frembragt sammenligninger med den sandinistiske revolution. Når de protesterende råber ”Ortega y Somoza son la misma cosa” (”Ortega og Somoza er et og samme”), understreger de den kendsgerning, at Ortega, den tidligere revolutionære, har udviklet sig til næsten at være diktator. Hans brug af indoptagelse [af modstandere], favorisering efter partitilhørsforhold og politisk undertrykkelse synes helt at være taget fra Somozas regeringsstrategi. Somoza-familien regerede Nicaragua i over fyrre år med jernhånd og nød USA's fulde opbakning. Fra 1936 dominerede det Somoza-kontrollerede liberale parti nicaraguansk politik ved hjælp af et system af korruption, bestikkelse, forfatningsmanipulationer, klientilisme og – når disse redskaber ikke kunne kvæle modstanden – vold, fængsling og politiske mord. I 1960erne og 1970erne, hvor Somozas fejlslagne håndtering af et jordskælv i 1972 gjorde tusindvis af mennesker hjemløse, fik dette sammen med vreden over regimets mord på en respekteret journalist, tusindvis af unge mænd og kvinder til at slutte sig til FSLN for at vælte Somoza i en usandsynlig revolution, som mange både indenfor og udenfor Nicaragua ikke havde set var under fremmarch.

Ortegas tilsyneladende mangel på forståelse af den fulde indebyrd af protesterne og den tonedøve reaktion i offentligheden, han i begyndelsen udviste, kan vise sig at være hans største fejl – en fejl, der gentager Somozas undervurdering af FSLN, hvilket viste sig at blive hans ulykke.

19-maj-bevægelsens fødsel

19-maj-bevægelsen deler mange kendetegn med lignende folkelige, demokratiske bevægelser, der opstået i de senere år. I lighed med Det arabiske Forår, Besæt Wall Street, bevægelsen for sorte liv og den zapatistiske bevægelse defineres denne mobilisering ved sin diffuse, kollektive ledelsesmodel, en strategisk brug af sociale medier som et værktøj for den sociale protest og indtagelsen af det offentlige rum som sted for direkte politisk aktion. Denne fremvoksende, politiske formations fleksible struktur har åbnet vejen for, at mange forskellige slags politiske stemmer kan deltage i debatterne og forme deres kritik af regeringen fra deres særlige ståsted.

Sorte aktivister og aktivister fra de oprindelige folk fra kysten [den caraibiske, NF] har især efter mordet på Angel Gahona vist sig at være nogen af de mest militante kritikere af Ortegas-Murillos partistat. Samtidig med at de eksplicit kritiske af regeringens angreb på landets demokratiske institutioner, kritiserer de også staten for dens underminering af landets multikulturelle forfatningsreformer og for regeringens nylige forsøg på at anklage en gruppe unge, kreolske mænd for mordet på Gahona på trods af øjenvidneberetninger, der påstår at han blev myrdet af det lokale politi. At kystboerne har været i stand til at skabe sig en plads i denne brede, politiske formation antyder, at bevægelsen repræsenterer en spændende mulighed for at gentænke de forskellige, nicaraguanske nationale bevægelsers racepolitik på måder, man ikke tidligere kunne forestille sig.

Men denne model frembringer også sine egne politiske udfordringer. Det er for eksempel uklart, om de protesterende studenter vil være i stand til at omforme de sejre, de har vundet i gaderne, til en meningsfuld, institutionel forvandling og til demokratiske reformer af politikken. En lille gruppe universitetsaktivister, mange fra Nicaraguas polytekniske universitet, er blevet enige om at deltage i en dialog med landets regering. Men de er forblevet vagtsomme overfor regeringen og har slået fast, at regeringen omgående må indstille sin undertrykkelse af de protesterende og løslade alle anholdte protesterende, før de vil deltage i forhandlinger. Ældre aktivister – mange af dem tidligere sandinister – har advaret om, at regeringen vil forsøge at benytte forhandlingerne som en strategi til at neutralisere og indoptage studenterne.

Disse bekymringer er berettiget. Daniel Ortega er en erfaren og dygtig forhandler, der trådte sine politiske børnesko, da han fik forhandlet en våbenstilstand med contraerne og modstandskæmpere fra Miskitu-folket under borgerkrigen i 1980erne. Ortegas biograf, Kenneth Morris, argumenterer for, at hans politiske modstandere har haft tendens til at undervurdere ham – til deres egen fortrydelse – og Ortega har mesterligt formået at udnytte dette til egen fordel og fremstiller sig selv som en beskeden politisk figur samtidig med, at han i det stille skaber alliancer med allierede og modstandere og forøger sin egen magt.

Mange protesterende hævder at bevægelsen hverken står til venstre eller til højre, men derimod er et udtryk for det nicaraguanske folks kollektive utilfredshed og derfor indtager et moralsk rum, der hæver sig over partipolitikkens tummel. Tager man den måde, politiske partier gennemtrænger de mest grundlæggende aspekter af dagliglivet, hvor de bestemmer afgangen til arbejde, uddannelsesmuligheder og de fordele, der følger med regeringsstøttede, sociale programmer, i betragtning er det slående, at de protesterende har valgt at fremstille deres utilfredshed i de moralske gevandter, der udgøres af nationalismen og en ledelsesform med borgeren i centrum, der afviser partitilhørsforholdets disciplinerende og begrænsende logik. Denne afvisningens politik, i form af afvisningen af partipolitikken, signalerer en radikal gentænkning af, hvad venstre og højre, liberal, konservativ og revolutionær betyder. Hvad betyder det at definere sig selv i disse termer, når det er klart, at det autoritære virker henover et bredt felt af divergerende, ideologiske ståsteder? Hvorledes skal vi forstå den postrevolutionære neoliberalisme og det styrede demokrati, der har udfoldet sig under Ortega-regeringen?

Genlanceringen af FSLN

Politiske analytikere i og udenfor Nicaragua argumenterer for, at det er misvisende at betegne FSLN som et venstreorienteret parti. Efter sin tilbagevenden til magten i 2007 har Ortega genopfundet sig selv som angrende revolutionær, der er villig til at gøre forretninger med den private sektor og overlade en vis portion politisk magt og indflydelse til den katolske kirke for at sikre sit eget krav på statsmagten. Forud for sit genvalg i 2006 sørgede Ortega for parlamentets godkendelse af en af den vestlige halvkugles strengeste anti-abortlove – en lov der forbyder abort selv i tilfælde af voldtægt og incest. Han har vist sig at være en dygtig neoliberal, der i det stille opfylder frihandelsaftaler og øger udenlandske investeringer og erhvervslivets indflydelse samtidig med, at han offentligt raser mod kapitalismen og imperialismen. Ved sin tiltrædelse indledte hans regering en ondskabsfuld, offentlig kampagne i medierne mod kvinde- og feministbevægelserne i Nicaragua og bagvaskede dem som en samling lesbiske, pædofile, hekse og aborttilhængere, der var opsat på at ødelægge den heteroseksuelle, nicaraguanske kernefamilie. Regeringen startede et lignende angreb på de uafhængige medier og opkøbte aviser og tv-stationer og afslog at udstede eller inddrog licenserne for de uafhængige medier, der er kritiske overfor staten.

Regeringen har videreført en række sociale programmer, der er livsvigtige for fattige, nicaraguanske familiers overlevelse, men disse programmer tjener også et andet formål. De forvaltes af lokale afdelinger af et statsorgan, Kontorerne for Liv, Lokalsamfund og Familien. Selvom Ortega-regeringen hævder, at disse institutioner spejler regeringens forpligtelse med hensyn til ansvarlighed og deltagerdemokrati, er de i virkeligheden et værktøj til belønning af partitilhørsforhold, der gør det muligt for FSLNs partistat direkte at forsyne sine støtter med sociale ydelser, mens man nægter sine kritikere de ressourcer, de har så meget brug for. Dette har været en kritisk strategi for Ortega bestræbelser på at opretholde et skær af demokratisk styre og vælgermæssig legitimitet. Ortegas storstilede kidnapning og svækkelse af landets demokratiske institutioner står i modsætning til selve sandinismens værdier, der definerede revolutionen som de utopiske muligheders øjeblik. I den nuværende udgave af sandinismen er der meget lidt venstreorienteret ideologi tilbage.

FSLN og dets hjemlige og internationale støtter har argumenteret imod protesterne og hævdet, at FSLN er et offer for højreorienterede oppositionsgruppers komplekse plan for at destabilisere landet og overtage statsmagten. I et indslag – ”Nicaragua: Det næste land i køen til udskiftning af regimet?” - på tv-stationen Telesur hævdes det, at protesterne ”har været kendetegnet ved dødelig vold fra stødtropper fra den ekstreme højrefløj, der forsøger at destabilisere Nicaragua nøjagtig på samme måde, som de har gjort i Venezuela.” Denne kritik har vundet anselig støtte på den amerikanske venstrefløj, der har et langvarigt solidaritetsforhold til FSLN. Men Nicaragua er ikke Venezuela og den krise, der udfolder sig i Nicaragua, er Daniel Ortega hovedsageligt selv ansvarlig for. På trods af de voksende tegn på en autoritær drejning i løbet af den tid, hvor Ortega-regeringen har siddet, har den internationale venstrefløj haft en tendens til at fokusere på regeringens arbejde for de fattige og Ortegas gentagne succeser ved stemmeurnerne – alt tyder på, at han vandt mindst 70 procent af stemmerne i præsidentvalget 2016.

Ikke desto mindre baserer de bekymringer, der rører sig blandt venstreorienterede, for, at højrefløjen vil kunne drage nytte af øjeblikkets politiske ustabilitet og gennemtrumfe en mere konservativ dagsorden, sig på fortidens mønster af indblanding og skal tages alvorligt. Den nuværende trussel fra den amerikanske højrefløj optræder i form af loven om betingelserne for investeringer i Nicaragua, Nicaraguan Investment Conditionality Act (NICA). Repræsentanternes Hus i USA vedtog i 2016 NICA, der var blevet fremsat af medlemmer af begge kongressens partier, Ileana Ros-Lehtinen (republikaner, Florida) og Albio Sires (demokrat, New Jersey) og som går imod ”långivning fra internationale, finansinstitutioner til Nicaraguas regering med mindre Nicaraguas regering tager effektive skridt til at afholde frie, fair og transparente valg.” Senatets version af loven, der fremsattes af senator Ted Cruz (republikaner, Texas), har vansmægtet siden 2017, men der ser ud som om, at lovene nyder i det mindste nominel støtte fra Trumps regering. Politiske analytikere og aktivister har i det store og hele afvist denne forholdsregel og argumenterer for, at den blot vil skade nicaraguanerne og ikke betyde meget for at fjerne Ortega-regeringen.

Selvom der ikke er fremkommet noget, der underbygger Ortega-regeringens og dens støtters påstande, er det bestemt inden for mulighedernes rækkevidde, at højreorienterede aktører forsøger at udnytte øjeblikket til egen fordel. Hvis historien kan bruges som en indikation på resultaterne af amerikansk indblanding i denne konflikt, så ville NICA sandsynligvis tippe vægten til fordel for en mere konservativ, pro-amerikansk, erhvervsvenlig regering. Alligevel synes det ikke som om, NICA er det primære element bag protesterne. Den kendsgerning, at protesterne udfoldede sig uden nogen større udenlandsk indblanding, illustrerer, at nicaraguanerne er den reelle kraft bag demonstrationerne og signalerer fremkomsten af en græsrodsbaseret, nationalistisk bevægelse.

Folket har talt

Regeringen oprettede for nylig en sandhedskommission - hovedsageligt bemandet af individer med tidligere eller nuværende bånd til FSLN – for at undersøge dødsfaldene, der skete under den første bølge af protester. Den har yderligere forpligtet sig til en ”national dialog” med en udvalgt gruppe af repræsentanter fra forskellige sektorer af civilsamfundet, herunder universitetsstudenterne fra 19-maj-bevægelsen. Regeringen har imidlertid afslået at tillade repræsentanter fra Organisationen af Amerikanske Stater at lede sandhedskommissionens undersøgelser, således som aktivisterne har forlangt, og det er svært at se, hvorledes staten kan undersøge sig selv og holde sig selv ansvarlig for de forbrydelser, den har begået mod Nicaraguas folk, især når regeringens undertrykkelse fortsætter i forskellige byer over hele landet. Imens planlægger aktivister rundt omkring i landet en landsomfattende strejke, noget der igen antyder, at disse protester blot udgør en åbningssalve i en meget mere langstrakt kamp mod Ortega-regeringen.

Den katolske kirke har i mellemtiden givet regeringen en måned til at svare på de protesterendes krav om dialog. Uanset protesternes endelig resultat har de frembragt et uafvendeligt skift i nicaraguansk politik. De har frembragt en legitimitetskrise, der i sidste instans kan føre til Ortega-Murillo-regimets uventede fald.

Folket taler. Vi må så se, hvorledes Ortega vil svare.

[1] Jon Lee Anderson: ”Nicaragua on the brink, once again”, The New Yorker, 27.april 2018