To familier, som du gerne vil lære at kende
Af Hans Aage

Offentliggjort: 15. juni 2018

Formålet med dette indlæg er at anbefale to særdeles læseværdige bøger:

William Taubman: Gorbachev. Norton 2017 (783 sider).

Aksel V. Carlsen: Kærlighed i krig og kaos. Frydenlund 2018 (233 sider).

Begge er både oplysende og hjertegribende, og de rummer en mængde kommentarer om samfund, historie og mennesker i Sovjetunionen og i Rusland, hvoraf jeg gengiver nogle, og jeg har også tilføjet kommentarer for egen regning.

Men først og fremmest fortæller de to bøger historien om to russiske familier, som selvfølgelig er meget forskellige. Men det er lighederne, som jeg vil fæste mig ved i det følgende.

I dem begge begynder historien om én af hovedpersonerne i en landsby i det sydlige Sovjetunionen - og begge kom til at deltage i officiel banket i Moskvas Kreml. Mikhail Gorbatjov blev født i 1931 i Privolnoje godt 100 km nord for regionshovedstaden Stavropol. Hans ene bedstefar var modstander af kollektiviseringen; så han blev arresteret. Hans anden bedstefar var tilhænger; så han blev også arresteret. Men begge vendte tilbage, den ene dekoreret med en medalje for "fortjenstfuld arbejdsindsats" i lejren. I Stalins lejre var der (i modsætning til Hitlers) en betydelig udskiftning. Forholdet mellem Gorbatjov og hans far beskrives som et helt eventyrligt venskab. De arbejdede sammen i høsttiden med at holde deres Stalin 6-mejetærsker kørende 20 timer i døgnet, og efter krigen, hvor Den Øverste Sovjet havde bestemt, at traktorførere, som høstede mere end 800 ton, skulle tildeles Leninordenen, intet mindre, høstede Gorbatjov og hans far angiveligt 888 ton. Faderen ville ikke modtage hæderen alene, idet han ønskede at dele den med sønnen, men Leninordenen kunne ikke deles, og det endte med, at faderen fik Leninordenen og Gorbatjov i en alder af 17 år modtog ordenen Arbejdets Røde Banner signeret egenhændigt af Stalin.

Faderen var ved fronten under krigen, og familien modtog da et officielt brev om hans død. Men ikke desto mindre vendte han hjem i live efter krigen. Denne barndom anføres som baggrund for Gorbatjovs karakteristiske, livslange, aldrig svigtende, men ikke altid lige velbegrundede, optimisme, og for hans afsky for al vold, som jo måtte give nogle problemer, når omgivelsernes pacifisme var mindre stålsat både hjemme og i Vesten. Barndommen vidner også om hans selvtillid og udprægede energi, som den aldrende sovjetiske ledelse så et håb i, navnlig Andropov, som befordrede Gorbatjovs opstigning i sovjetapparatet og kendte Gorbatjov fra fælles ferier i bjergene i 70erne, hvor de sammen spillede sange af Vysotskij, der var en kontroversiel digter, sanger og skuespiller.

Dusja (egl. Jevdokija) Carlsen, født Orljanskaja, voksede op små 1000 km nordvest for Gorbatjovs fødeby, i Krinitjnoje, 12 km fra stationsbyen Trostjanets i det nordøstlige Ukraine; Dusja er et kælenavn for Jevdokija (ligesom Dunja og Dunjasja - russisk er et rigt sprog, også hvad angår diminutiver), og hendes barndom blev ligeledes mærket af kollektiviseringens, hungersnødens og krigens tragedier. Ved kollektiviseringen måtte familien aflevere sin ko, Rosa, til kollektivbruget, men den kom nu selv gående hjem et par dage senere, hvor den stod og kiggede bedrøvet på dem. I december 1942 blev Dusja som 17-årig sammen med andre piger fra landsbyen ført til Tyskland af nazisterne som tvangsarbejder, og hun var så heldig at havne i en forholdsvis tålelig arbejdslejr ved Rostock, hvor der boede danske arbejdere, deriblandt en ung, arbejdsløs københavner, Erik Carlsen, hendes senere ægtemand gennem 59 år. Da hun vendte hjem 13 år senere, havde hun mand og to børn med, Sonja og Aksel. Familien havde da boet på Amager i 11 år.

Som så ofte i biografier er det på sin vis barndom og ungdom, som virker mest umiddelbart levende. Et tredje eksempel, synes jeg, er Pjotr Kropotkins strålende selvbiografi, En anarkists erindringer (1899), med Georg Brandes’ formidable fortale til den danske udgave (1900), men her udspiller opvæksten sig i de aller fornemste russiske adelscirkler, idet Kropotkin var knjaz (fyrste).

De to bøger har også det til fælles, at de er båret af sympati for Sovjetunionen og Rusland, en kærkommen modvægt i disse tider, hvor hvad som helst herom kan fyres af og bliver troet, uden at nogen finder på at stille sig tvivlende endsige bekymre sig om lidt dokumentation. Alle hovedpersonerne har, med et udtryk hos Pushkin, begravet deres hjerte i Sovjetunionen og Rusland.

Begge beretninger har et bemærkelsesværdigt islæt af romantik. Dusja og Erik mødtes i køkkenet i den tyske arbejdslejr, og sød musik opstod, bogstavelig talt, idet Dusja (ligesom Gorbatjov) havde en god sangstemme og sange flerstemmige ukrainske sange sammen med de andre tvangsarbejdere. I april 1945 flygtede de under dramatiske omstændigheder via Padborg til København sammen med to andre ukrainsk-danske par, hvoraf det ene havde lille Mads på tre måneder med i en miserabel barnevogn, "frugten af dansk-sovjetisk venskab m.m." ifølge Erik Carlsen. Der er meget humor i familien Carlsen, som oprindeligt bosatte sig i Zhdanov (nu Mariupol) ved Det Azovske Hav, men ligesom familien Gorbatjov endte i Moskva, hvorfra nogle vil huske Erik Carlsen som radiovært i Radio Moskvas danske udsendelser. "De spørger i vest, vi svarer i øst", som Erik Carlsen sagde.

Men humor er også et orgelpunkt hos Gorbatjov. Han var ivrig dilettantskuespiller i skolen i Stavropol og betaget af sit kvindelige modstykke, Julia Karagodina, som også spillede hovedroller, og som ellers ikke ville vide af ham. Han sendte hende et postkort med den latinske sentens dum spiro spero (så længe jeg drager ånde, vil jeg håbe), hvortil hun replicerede: Bliv du endelig ved med at drage ånde, men lad være med at håbe for meget. Man kan jo ikke sige, at Gorbatjov siden holdt sig det sidste efterrettelig.

På MGU (Moskvas Statsuniversitet) dukkede så Raisa Titarenko op, og det var jo den store kærlighed. Raisa Gorbatjova var også en nær politisk samtalepartner, optrådte ofte sammen med Gorbatjov, hvilket ikke var kutyme i Sovjetunionen og heller ikke velset, og deltog i hans talrige rejser. Hun påtog sig gerne rollen som lærerinde, når hun traf nogle, som ikke var så begunstigede og belæste som hun selv, fx over for Margaret Thatcher’s mand, Denis, mens Gorbatjov førte politiske samtaler med Thatcher. Stakkels, gamle Denis længtes efter sin eftermiddagsgolf, men hun ville hellere gå rundt i biblioteket og drøfte engelsk filosofi og litteratur.

Hannelore og Helmuth Kohl inviterede "Misja og Raisa" på en privat tur i november 1990 til den vældige romanske katedral i Speier, gennem det pfalziske Rhinland, hvis frodighed og velstand uden tvivl har næret Gorbatjovs drømme om fremtidens Sovjetunionen, til den idylliske vinby Deidesheim, hvor Weingut ligger ved Weingut og midt i det hele Deidesheimer Hof, som huser en Michelinrestaurant samt en mere demokratisk restaurant, som byder på et rigt udvalg af fornemme, tyske vine og en fortræffelig Saumagen, Helmuth Kohls yndlingsspise (somave fyldt med kartofler og flæsk og skåret i store, tykke skiver).

Gorbatjov havde mange gode samtaler med sine venner, Ronald, George, François, Margaret og Helmuth om national frigørelse i Østeuropa, tysk genforening, Østtysklands optagelse i NATO, eliminering af mellemdistanceatomraketter (1500 sovjetiske, 350 amerikanske), begrænsning af interkontinentale atomraketter, afmilitarisering af NATO og Warszawapagten og "det fælles europæiske hjem". Gorbatjov havde også håbet på vestlig, økonomisk støtte til perestrojka, men opnåede kun teknisk bistand, bl.a. økonomiske rådgivere, som tilskyndede Gorbatjovs og især Jeltsins senere "reformer". Da først Sovjetunionen var i knæ i 90erne, var vennerne i vesten ikke sene til at udnytte situationen. "Why give up a winning hand?", som Dick Cheeny sagde. Og Gorbatjov kunne til sin forbavselse opleve, at EU og NATO grænsede op til Rusland.

Bogen om Gorbatjov giver en indgående beskrivelse af sovjetisk politik, og den fik en fremragende anmeldelse i The Economist under titlen The story of a good Soviet man. Det skyldes ikke mindst Anatolij Tjernajev ("Tolja"), som var Gorbatjovs nære medarbejder, og som forblev en nøgtern og loyal rådgiver og beundrer til det sidste – og i tyve år derefter. Hans dagbøger er en hovedkilde.

Men den materielle basis, hvorfor Rusland gik i knæ med produktionsfald på 40 pct. i 90erne, er kun antydet med, at det gik værre og værre. Dermed cementeres myten om, at Jeltsins politik var en reaktion på, at sovjetøkonomien var brudt sammen indefra. Det passer ikke. Sovjetøkonomien brød ikke sammen af sig selv; den blev afskaffet med vidt åbne øjne, hvorpå det gik helt galt. Det begyndte under Gorbatjov, allerede med anti-alkoholkampagnen i 1985, som berøvede statsbudgettet store indtægter, men værre var dog de faldende oliepriser (fra 45 dollars pr. tønde i 1985 til 12 dollars i 1990), som også ramte Putin efter en række gode år. I sommeren 1991 blev den statslige planlægningsorganisation, Gosplan, nedlagt, og vildt optimistiske planer for indførelse af markedsøkonomi vedtaget for at opnå hurtig velstand, fx på "500 dage", som var titlen på en plan, som Gorbatjov og Jeltsin forhandlede om i ramme alvor i 1990. Den økonomiske vækst var positiv frem til 1990, men så gik det stærkt. "Forholdene vil blive værre for alle i et halvt års tid", sagde Jeltsin i oktober 1991. I sin afskedstale nytårsaften år 2000 sagde han:

"Jeg beder om tilgivelse for ikke at have opfyldt forhåbnin­gerne hos de mennesker, som troede, at vi kunne komme fra den grå, stagnerende, totalitære fortid til en lys, rig og civiliseret fremtid i ét spring. Jeg troede selv på det."

Gorbatjov gjorde sig ikke klart, hvor lidt de økonomiske rådgivere havde at have deres råd i. Uheldigvis var økonomernes tiltro til ureguleret kapitalisme som den sikre og eneste vej til velstand netop omkring 1990 på sit højeste. The Washington Consensus foreskrev privatisering, deregulering, liberalisering, små statsbudgetter og minimal statsstyring. Det troede man på i 1990. Det gør man ikke mere.

"Efter at det gik, som det gik", sagde digterinden Anna Akhmatova. Et indtryk af Rusland, efter at det gik, som det gik, kan man få af Andrej Zvjagintsevs isnende filmmesterværker Leviathan (2014) og Loveless (2017).

De to bøgers hovedpersoner var alle gode kommunister, som havde studeret den dialektiske materialismes klassikere, men ellers lagde ingen af dem synderlig vægt på det materielle. Familien Carlsen levede altid meget beskedent, i perioder kummerligt og fattigt. Hvad det åndelige angår, var der ingen fattigdom. Overalt, selv i arbejdslejren i Rostock, træffer de mennesker, som de fatter interesse for og knytter sig til. Derved får den mig til at tænke på Jevgenija Ginzburgs Min tunge Vandring, som beskriver hendes 18 år i stalintidens lejre m.v. Det er en meget mærkelig bog. Baggrunden er ufatteligt, vanvittigt grusom, men læsningen er forbavsende lidt tung, idet hun beskriver fællesskabet med de mennesker, hun mødte (en mere ordret og dækkende oversættelse af titlen ville måske være Min stejle Vej).

Blandt dem, familien Carlsen mødte, var Anna Pavlovna, Sonjas og Aksels klasselærer i skolen i Zhdanov. Hun var "fantastisk sød". Det tror man gerne, når man ser hende på klassebilledet med første klasse, hvor Aksel er to hoveder højere end de andre elever, som kaldte ham djadja (onkel). Han havde godt nok gået fire år i skole, men på Sundbyvester Skole var der jo ikke russisk på skemaet; han rykkede en klasse op hvert halve år og indhentede på den måde sine jævnaldrende.

Året 1992 var et vendepunkt, også i familiernes liv. Familien Carlsen rejste tilbage til Danmark, og Gorbatjov var i lighed med de andre sovjetiske partispidser – men i modsætning til Jeltsin – lige så uformuende, da han afgik i december 1991, som da han tørnede til i marts 1985. Gorbatjov fik overladt en mindre lejlighed i Moskva, en forfalden datja og en pension, hvis værdi inflationen hurtigt reducerede til 20 dollars om måneden. Men hans indtægter, især fra foredrag rundt om i verden til honorarer, der siges at kunne nå op på sekscifrede beløb (i dollars), men også som fotomodel, bl.a. et foto, hvor han sidder med en Louis Vuitton-taske i en taxi med resterne af Berlinmuren som baggrund, var store nok til at finansiere The Gorbatjov Foundation, der udarbejder samfundsanalyser, afholder konferencer m.v.

Få har som Gorbatjov bestræbt sig på at efterleve maksimen fra Lampedusas lille, store roman, Leoparden, fra Garibalditidens Sicilien: "Hvis vi vil have, at alt skal forblive, som det er, så må vi ændre alt". Det lykkedes ham at ændre alt, at opløse et imperium uden det obligate orgie af blodsudgydelser, at standse den kolde krig midlertidigt, at få centralkomitéen til at stemme for afvikling af sin egen magt og af plansystemet. Men det lykkedes ikke at bevare Sovjetunionen eller de demokratiske elementer i perestrojka og heller ikke troen på socialistiske fremskridt.

Gorbatjov vedblev at ytre sig offentligt og stillede også op til præsidentvalget i 1996 – med jammerligt resultat. I begyndelsen støttede han Putin og accepterede et vist mål af autoritær styring af landets genopretning, men det blev hurtigt for meget for Gorbatjovs demokratiske principper. Han kritiserede skarpt den retsløse fængsling af olieoligarken Mikhail Khodorkovskij i 2003, selv om formålet var en tiltrængt renationalisering af olieindtægterne, og støttede demonstrationerne mod Putin i 2011. Men i sin bitterhed over vestlig troløshed og ekspansionisme er Gorbatjov på linje med Putin, og om annekteringen af Krim i 2014 sagde Gorbatjov: "Det glæder mig, at Krim har sluttet sig til Rusland".

De to bøger beretter om to lange og lykkelige ægteskaber, og de kan, lige som de andre nævnte bøger, læses som skildringer af, hvordan skæbner hvirvles rundt, når historiens store hjul drejer. Som sidegevinst giver de et par interessante kulturelle indblik. Bogen om Gorbatjov rummer utrolige detaljer om topmødesamtaler, officielle modtagelser, receptioner, kjoler og kendte skuespillere. Bogen om familien Carlsen fortæller om en anden kultur, bl.a. om Amager i 30erne. Erik Carlsen og Anker Jørgensen stod begge i DSU Sundby i Geislersgade, og Dusja gjorde personligt bekendtskab i Moskva i 1973, hvor Anker Jørgensen var på officielt besøg, og hvor Dusja var til officiel statsbanket i Kreml i sin egenskab af tolk for Anker Jørgensens kone, Ingrid. Anker Jørgensen huskede godt og med et glimt i øjet de meget røde DSUere, der altid ville diskutere og synge røde sange og derfor blev ekskluderet under krigen. Det er arbejderbevægelsens kultur, som vor tid kan lære så meget af og har så meget at takke for. Det gælder både for dem, hvis hjerte banker for socialismens sag, og for andre mennesker.