Højrepopulismen, arbejdsmarkedet og lønmodtagerne
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. juni 2018

Hvad er højrepopulisme, og hvordan er dens vækstbetingelser på det moderne arbejdsmarked og blandt organiserede lønmodtagere?

Populisme og højrepopulisme – et bud på en definition
Indholdsmæssigt er populismen kaldt for en ’tynd ideologi’, fordi den hviler på en fleksibel og instrumentel fortolkning af de store ideologier. Dens eget ideologiske bidrag består hovedsageligt af en vrede mod den politiske, økonomiske og kulturelle elite og en påstand om at have monopol på at repræsentere folkets sande vilje. Populismen konstitueres således af en lodret akse mellem eliten øverst og folket nederst, som i varierende grad suppleres af en vandret akse mellem eksklusion (de andre) i den ene ende og inklusion (folket) i den anden.

Først og fremmest skal populismen dog nok betegnes som en retorisk stil, som forsimpler sammenhænge og fortegner modsætninger omkring modsætningsparrene elite vs. folk og inklusion vs. eksklusion. Stilen slår igennem i disse år, fordi den korresponderer med det ressentiment (nag, forurettelse) og de aversioner, der er udbredte i store dele af befolkningen. Og den får ekstra kraft, fordi den med sine korte og konfronterende udsagn er velegnet til den markedsbaserede kommunikation, som sker gennem de moderne netmedier.

Populisme kommer af det latinske ord for folk, populus, og folket er da også hovedhjørnestenen i en hver populistisk konstruktion. Folket skal dog ikke forstås som blot og bar et lands befolkning. På den lodrette akse opfattes folket som almindelige mennesker (Hr og fru Danmark, manden på gulvet osv.) i modsætning til den politiske, økonomiske og kulturelle elite. Og på den vandrette akse inkluderes i folket de af os, der uanset social status er knyttet sammen af nationalitet, sprog, historie, kultur, religion og etnicitet (betegnelser og kategorier varierer) i modsætning til de andre.

Højrepopulismen opfatter folket som et nationalt og kulturelt ståsted – hjemstavn, Heimat (ty.), Homeland (amr.) – baseret på patriotiske og etnocentriske værdier. Denne definition af folket og dermed af udgangspolen for både den vandrette og den lodrette akse definerer logisk også modpolerne som dem, der enten nominelt eller konceptuelt ikke er inkluderet. De andre bliver de udlændinge og fremmede, der forstås i modsætning til folkets værdier. Og eliten bliver den femte kolonne, der taler de andres sag.

Dermed drejer den lodrette akse 90 grader og smelter sammen med den vandrette. De sociale modsætninger ignoreres til fordel for de etniske, kulturelle og religiøse forskelle. Dette sker dog ikke modsætningsfrit, i det hele opbakningen til det populistiske projekt bygger på det omtalte ressentiment, hvis kilde netop er de sociale konflikter og modsætninger. Vreden og aggressionen forsøges derfor inddæmmet og kanaliseret i retning af de andre og den elitære femte kolonne, væk fra det sociale spørgsmål.

Resultatet bliver, at højrepopulismen ikke alene låner af de konservative og liberale ideologier, men også bygger sine politiske løsninger på en fortsættelse af de konservative samfundsinstitutioner og den liberale økonomi. Dermed skimtes konturerne af populismens faktiske funktion, nemlig som eksekutor af en systembevarende politik, som andre mainstreamkræfter mangler folkelig autoritet til at gennemføre.

Højrepopulismens ideologiske nationalisme er dog ikke eneste årsag til bevægelsen væk fra det sociale og hen imod det nationale. Bevægelsen er nemlig ikke blot et udtryk for en subjektiv bias mod højre, men derimod indbygget i populismens modsætningspar folk og elite, som ikke er socioøkonomiske kategorier men ideologiske og derfor ikke indfanger hverken samfundets hovedmodsætninger og magtforhold eller problemernes årsager, kapitalakkumulationen og de afledte klasseforhold. I stedet fokuserer folk vs. elite på nogle (ofte opsigtsvækkende) symptomer på disse forhold som for eksempel økonomisk grådighed, politisk korruption og kulturelt snobberi, hvorimod de bagvedliggende årsager til problemerne forbliver uløste. Tværtimod risikeres en forværring, fordi akkumulationsprocessen vil fortsætte og måske ovenikøbet få forbedrede vilkår som følge af den interne disciplinering, som højrepopulismen fordrer af borgere og lønmodtagere i kampen langs den vandrette akse, i kampen mod de andre.

I en europæisk sammenhæng er der ikke langt fra fortolkningen af folket som et nationalt og kulturelt standpunkt til det liberale frihedsbegreb. Hermed skabes en direkte forbindelse mellem populismen og liberalismen, hvorved det populistiske folk kommer til at stå som advokat for de borgerlige revolutioners frihedsrettigheder om personlig ukrænkelighed, politisk ytringsfrihed og økonomisk ejendomsret. Disse rettigheder trækker tråde helt tilbage til den græske stoicisme, kristendommen og den europæiske naturrets lære om eksistensen af umistelige rettigheder, hvorved folket – dvs. store dele af den europæiske højrepopulisme – opnår autoritet som fortaler for de principper, som hele den vestlige civilisation og den moderne verden hviler på.

Dermed får højrepopulismen frigjort sig fra alene at blive båret af yderligtgående partier og organisationer og får tilkæmpet sig en placering i midten af det politiske spektrum, hvor den også kan bæres af (repræsentanter for) de selvsamme institutioner og strukturer, som har været medvirkende årsag til og genstand for den folkelige utilfredshed, der har ført til den højrepopulistiske bølge.

Forbindelsen mellem populismen og liberalismen har betydning for højrepopulismens nuværende udbredelse – også blandt lønmodtagerne.

Arbejdsmarkedet og lønmodtagerne
Højrepopulismens fremgang kan i Vesteuropa (eller i USA) ikke betragtes uden at have finanskrisen fra 2007-8 in mente. Alligevel er det værd at bemærke, at fremgangen ikke er et 1:1-spejlbillede på tilbagegangen i beskæftigelse og velstand; eksempler på dette er lande som Holland, Østrig, Sverige og også Danmark, som ikke just er krisesamfund, men hvor højrepopulismen står stærkt.

Vreden mod de politiske, økonomiske og kulturelle eliter kan derfor ikke siges at være en refleks af krisevirkningerne. Højrepopulismens nuværende fremmarch er snarere et udtryk for dybe og længerevarende spaltningsprocesser i ellers velstående samfund.

Tilslutningen til de højrepopulistiske løsninger kommer ikke mindst fra de dele af befolkningen, der frygter at blive tabere, hvis denne spaltning fortsætter. Selv om de vurderer deres personlige materielle position som acceptabel for nuværende, frygter mange helt almindelige borgere de fremtidige konsekvenser af den økonomiske udvikling og de politiske beslutninger. Ikke mindst frygter de, at fremtiden for deres børn vil blive værre.

Forskelligheder til trods kan det amerikanske præsidentvalg måske ses som eksempel herpå. Meget tyder på, at Trump-vælgere ikke var mere sårbare end ikke-Trump-vælgere i forhold til uddannelse, beskæftigelse og indkomst. Derimod var - og er - der blandt hans hvide vælgere en voldsom vrede vendt mod den sorte befolkning – ”en moralsk opfattelse, at de sorte overtræder traditionelle amerikanske værdier som individualisme og selvstændighed”.[i] Trumps racistiske kommentarer i valgkampen var derfor ikke ’slip of the tongue’ men helt bevidst: Han spillede på nogle vælgergruppers frygt for social og kulturel deroute og gjorde de sorte til symbol herpå.

Læren er den velkendte: Hurtige og markante sociale forandringer kan føre til vækst i fordomme i visse dele af befolkningen. Det er dog ikke personernes aktuelle samfundsmæssige status og position, der er afgørende, men derimod frygten for negativ social mobilitet.

Det er altså ikke fra samfundets laveste sociale lag, men fra dem der endnu har noget at tabe, som er bange for at miste fodfæste på arbejdsmarkedet og opleve en social deroute, at højrepopulismen konstant får tilført ny energi – fra de nedre dele af middelklassen og de øvre dele af arbejderklassen og derfor også fra fagbevægelsens medlemmer. Faktisk tyder meget på, at der netop på arbejdsmarkedet i disse år gøres erfaringer, der kan virke som grobund for højrepopulisme.

Central i beskrivelsen af situationen på så godt som alle arbejdspladser uanset fag og branche står i dag en forøgelse af arbejdsbelastningen tæt forbundet med en næsten epidemisk stress. Der er ikke længere stilleperioder, der er altid travlt, og der er en stadig dybere kløft mellem arbejdsmængden og de arbejdskraftsressourcer, der er til rådighed. Det stigende arbejdspres får ikke blot negative sundhedsmæssige konsekvenser, men fører også til en følelse af resignation og håbløshed.

En håndfast stressfaktor på såvel private som offentlige arbejdspladser er de konstante reorganiseringer - fusioner, opdelinger, udflytninger m.v. - der kombineres med sparerunder, effektiviserings- og rationaliseringstiltag osv. Sådanne løbende forandringer i arbejdspladsens strukturer og arbejdsprocesser med følgeændringer for medarbejdernes placering, position, status, kollegiale relationer, arbejds- og ansættelsesforhold m.v. stiller et massivt krav til den personlige fleksibilitet; at man viser parathed til nemt og hurtigt at kunne omstille sig til de nye forhold, at man er medgørlig og viser samarbejdsvilje.

Denne udvikling tilspidses yderligere gennem mere fleksible og prekære ansættelsesformer (kontrakt- og korttidsansættelser, freelancevirksomhed m.v.), som vinder udbredelse på hele arbejdsmarkedet i disse år.

En underliggende frygt for tab af jobbet er den permanente ledsager for lønmodtagerne – og det gælder både for den privatansatte og for den offentligt ansatte, og uanset om man er akademiker, funktionær eller arbejder; den sikkerhed i ansættelsen, som tidligere fulgte med tjenestemandsstillinger i stat og kommune eller med job i et stort og velrenommeret selskab, er for længst forsvundet.

Frygten for arbejdsløshed, sygdom og bare det at ’komme op i alderen’ er især steget voldsomt med udsigten til social deroute som følge af de senere års stigende krav til de arbejdsløse og forringelserne af dagpengene gennem kortere ydelsesperiode, længere optjening og lavere kompensationsgrad; med tilbagegang for de offentlige velfærdsordninger herunder for sygedagpengemodtagere og med en de facto afskaffelse af efterlønsordningen.

Kort sagt: Tilspidsning af forholdene for den almindelige lønmodtager med højere arbejdsbelastning (herunder stress), konstante omstruktureringer og arbejdsintensiveringer, prekære ansættelsesformer, truslen om arbejdsløshed og social deroute som følge af sygdom m.v. forbundet med en generel og vedvarende tilbagegang for de offentlige velfærdsordninger – alt dette tilhører det mere synlige og objektive grundlag for højrepopulismens fremgang i dag blandt lønmodtagerne. Det er nødvendige forudsætninger for fremgangen, men dog ikke tilstrækkelige eftersom der ikke er nogen automatisk sammenhæng mellem sociale konflikter og højrepopulisme. Der skal derfor suppleres med de mere subjektive erfaringer, som har præget arbejdslivet i nogle år og taget til efter finanskrisen.

Mange føler, at uanset om man strenger sig an på jobbet, ender det alligevel med, at man stilles over for urealistiske krav og en urimelig arbejdsbelastning. Problemet er ikke kun den manglende tid og de utilstrækkelige ressourcer, men også – og måske især - det åbenlyse fravær af respekt, anerkendelse og værdsættelse. Dette virker stærkere end tidligere, fordi arbejdskraften i dag ikke bare engagerer sig fagligt, men typisk også personligt i arbejdet og tager ansvar for dets indhold og kvalitet. Det giver derfor en anderledes dyb følelse af svigt, når respekten ignoreres, og anerkendelsen udebliver, og du – for hundrede og syttende gang - oplever, at uanset du giver alt, hvad du har i dig, så når dagen er omme, er det hverken dig som person, eller din arbejdsindsats der påskønnes, men alene bundlinjen der tæller.

Mange føler også, at disse erfaringer - ens egne erfaringer fra dagligdagen og hverdagslivet - er milevidt fra det billede, der tegnes af det officielle Danmark. Langt væk fra parolen om ’noget for noget’, som skulle danne det kontraktlige fundament mellem ’konkurrencestaten’ og dens borgere; man føler sig nemlig langt fra sikker på, at hvis bare man gør sin pligt, så får man også sin ret. Langt fra arbejdet som det selvrealiserende projekt, som akademikerne har doceret, medierne forstærket og politikerne bygget lovgivningen på; ’disruption’ er måske en spændende udfordring for nogle, men for de fleste af os bliver det bare en ny fyringsrunde. Og endelig langt fra respekt for og anerkendelse af almindelige menneskers betydning på arbejdsmarkedet; uanset de fine ord prioriteres universitetet højt, mens erhvervsuddannelserne nedprioriteres.

De senere års skærpede konkurrence på markederne sætter således nogle markante socialpsykologiske spor hos lønmodtagerne. Håndgribeligt i form af frygt for fremtidigt tab af job, social tryghed og status. Mindre håndgribeligt - men ikke mindre reelt – i form af indædt skuffelse, resignation, afmagt og vrede.

Nyliberalismen medvirker hertil: At problemerne ikke i overensstemmelse med tidligere tiders pejlemærker om lighed og solidaritet bliver opfattet som strukturelle og systemiske, men derimod som løsrevne og tilfældige; at problemerne ikke bliver tacklet kollektivt og solidarisk, men adskilt og fragmenteret, og at de efterhånden mødes med det eneste, man kan møde dem med: Ressentiment – ”de undertryktes hævnfølelse over for undertrykkerne” (denstoredanske.dk).

Sådanne følelser vokser, når der samtidigt sker en tilbagegang for fagbevægelsens indflydelse, og lønmodtagerne må erkende, at heller ikke deres egne forsvarsorganisationer, fagforeningerne, er i stand til at yde dem den nødvendige beskyttelse; og at chancen for arbejdspladsernes overlevelse består i at underordne de faglige og overenskomstmæssige spørgsmål virksomhedens tarv.

Kombinationen af den tiltagende konkurrence på arbejdsmarkedet og tilbagegangen for fagbevægelsens indflydelse får mere og mere arbejdspladser præget af ’ordentlige forhold’ som følge af høj organisationsgrad og god overenskomstdækning til at minde om Stillehavets oversvømningstruede atoller. Eftersom disse arbejdspladser i dag fylder mindre på arbejdsmarkedet, og eftersom de relativt gode forhold i mindre grad opretholdes gennem brug af fagbevægelsen og lønmodtagernes egen aktive styrke - endsige forstås som resultat af årtiers klassekamp - fremtræder de både for de ansatte inde på arbejdspladsen og for kolleger og borgere udenfor som held og begunstigelser, man skal være taknemmelig for; som forsvarspositioner bygget på en intern accept af arbejdsgivernes hårde - men trods alt – aftalte krav og på et eksternt forsvar mod konkurrencen fra billigere arbejdskraft.

Med sådanne virksomheder som hjemstavn og med markedet som den barske retfærdiggørelse heraf forenes nyliberalismen og højrepopulismen i en næsten socialdarwinistisk selektion af den konkurrenceduelige arbejdskraft, der træder ind i den populistiske konstruktion som folket, mens de andre bliver såvel dem uden for landets grænser som indenfor, der blot vil være en dødvægt for virksomheden (eller landet, byen og lokalsamfundet) i konkurrencen - som ikke kan yde og derfor heller ikke må nyde – uanset om de er danske kontanthjælpsmodtagere, palæstinensiske flygtninge, tyrkiske indvandrere eller øst- eller sydeuropæiske arbejdere.


[i] ’ The past year of research has made it very clear: Trump won because of racial resentment’ af German Lopez, 15. December 2017 – www.vox.com

ANVENDT LITTERATUR
Tanja Wolf: ’Rechtspopulismus, Überblick über Theorie und Praxis’, Springer VS, 2017
Karin Priester: ’Wesensmerkmale des Populismus’, APuZ 5-6/2012
Gordon W. Allport: ’The Nature of Prejudice’, Addison-Wesley Publishing Company Inc., 1979
Joan C. Williams: ‘White Working Class: Overcoming Class Cluelessness in America’, Harvard Business Review Press, 2017
Dieter Sauer m.fl.: ‘Rechtspopulismus und Gewerkschaften’, VSA:, 2018
Alexander Häusler (Hrsg.): ’Völkisch-autoritärer Populismus‘, VSA:, 2018
Christoph Butterwegge: ’Neoliberalismus – Standortnationalismus – Wohlstandschauvinismus. Kernideologerne des Rechtspopulismus‘, Sozialismus Heft 12-2017