Fra pogrom til Nakba - 70 år siden Katastrofen
Af Morten Thing

Offentliggjort: 16. april 2018

Nationalismens århundrede
Pogrom er et russisk ord, som betyder forfølgelse. Det er især forbundet med forfølgelser af jøder, som var almindelige i Rusland op igennem 1800-tallet. I 1800-tallet udvikledes også nationalismerne. En nationalisme bygger på forestillingen om, at der er noget særligt (historisk, sprogligt, genetisk) ved folk, som bor i det samme land, og som taler det samme sprog. I takt med, at jøderne udsattes for stadigt voldsommere forfølgelser, begyndte også de at tænke i nationale baner. Mange drog dén konsekvens af jødeforfølgelserne, at den eneste måde at slippe for antisemitismen på var, hvis jøderne fik deres eget land. Der var flere, som talte om muligheden for at emigrere til Palæstina, hvor Biblens israelitter havde boet. Men det var den ungarske, jødiske journalist Theodor Herzl, som med sin bog Jødestaten fra 1896 og med dannelsen af Zionist Organization i 1897, for alvor gjorde zionismen til politik.

Der var to områder, mente Herzl, som kunne komme på tale som Jødeland: Argentina og Palæstina. Han mente, at Argentina ville være bedst egnet, fordi det var så rigt på naturrigdomme, og fordi det var så spredt bebygget; på den anden side mente Herzl, at Palæstina jo var jødernes historiske hjemland. Bare navnet indebar et mægtigt, gribende samlingsråb. "Hvis sultanen gav os Palæstina, kunne vi til gengæld tilbyde at ordne Tyrkiets ødelagte finanser. For Europa ville vi udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, vi ville blive en kulturens forpost mod barbariet", skrev han i Jødestaten. Herzl var både fantast og pragmatiker. Han havde ingen penge at tilbyde Tyrkiets sultan - og det handlede om millioner - men han troede på idéen. Og han så klart, hvad et europæisk jødeland ville betyde som forpost i Asien. Han tænkte klart i koloniale baner.

Zionismen: Et folk, et sprog, et land?
Problemerne i tankens konstruktion var mange. Var jøderne overhovedet et folk, og var de også ét folk? I Europa var der tydeligvis store forskelle mellem jøderne i Vesteuropa, Østeuro¬pa og på Balkan. Måske var de europæiske jøders viden om jøderne i den arabiske verden ikke stor, men de kendte givet til deres eksistens. Men kendte de til de portugisiske 'kryptojøder' eller til de etiopiske 'sorte' jøder, de indiske eller de kinesiske jøder? Disse randgrupper ville sandsynligvis have gjort det vanskeligere at gøre alle jøder til ét folk.

Jøderne havde tydeligvis et sprog, men havde de ét og samme sprog? I Europa talte jøderne jiddish og judezmo, men også andre folks sprog, som f.eks. tysk eller fransk. I Persien talte de judeo-persisk og nede i Jemen brugte de en form for hebraisk, som var tættere på bibelhebraisk. For kun hebraisk kunne leve op til tanken om ét fælless¬prog. Problemet var, at næsten ingen kunne tale det, det var et rituelt sprog uden et moderne ordforråd.

Når det kom til stykket, var jødernes historie næppe heller én, men flere forskellige spor. Men sammenblandingen af religion og kultur gjorde disse spørgsmål til mindre synlige størrelser, da den jødiske nationalisme blev konstrueret. Og som ved alle andre konstruktioner af nationer i denne tid var det vigtigste, at konstruktionens resultat appellerede til dem, som den skulle mobilisere.

Til problemerne hørte også det forhold, at Palæstina lå i det osmanniske rige og var befolket af nogle arabisktalende palæstinensere. Hvordan skulle man få dem til at acceptere, at millioner af jøder skulle bo i deres land? Netop på grund af disse indlysende problemer var zionismen ikke nogen stærk, politisk bevægelse i begyndelsen af 1900-tallet. Ikke mindst var det svært at få de russiske jøder til at slutte op om ideen. Man anslår, at der i 1900 boede 600.000 i Palæstina, hvoraf 94% var arabere. I 1914 havde Palæstina en befolkning bestående af 657.000 muslimske arabere, 81.000 kristne arabere og 59.000 jøder.

Bunds nationalisme: Kulturel autonomi
Dertil kom så også, at zionismen ikke var den eneste jødiske nationalisme. Der fandtes også den såkaldte bundisme. Det jødiske socialistparti Bund (Algemeyner yidisher arbeyterbund in lite, poyln un rusland - Det almene, jødiske Arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland) havde en strategi, som gik ud på at skabe plads i Rusland for jøderne, som talte jiddish, til kulturel autonomi, dvs. selv bestemme over skole, religion, presse osv. Her var løsningen ikke at samle alle jøder eller kolonisere et fremmed territorium.

Balfour-deklarationen
Det var første verdenskrig, som ændrede på opslutningen bag zionismen. Det osmanniske rige var en del af krigen, og da englænderne i november 1917 erobrede Jerusalem, ændrede mange jøder holdning til zionismen; nu så den mere realistisk ud. Det blev yderligere underbygget af fredsslutningen. Her fik England Palæstina som mandatområde af Folkeforbundet. Den engelske udenrigsminister, Arthur James Balfour, havde i 1917 sendt Zionist Organization et brev på den engelske regerings vegne, hvori han udtalte, at den engelske regering så positivt på skabelsen af en nationalhjem for jøderne i Palæstina, blot måtte det ikke gå ud over andre gruppers nationale krav.

Zionismen blev styrket, mens bundismen blev svækket. Et resultat af første verdenskrig var, at Polen blev et selvstændigt land, uafhængigt af Rusland. Bund blev nu et politisk parti i Polen, men ikke i Rusland efter revolutionen. Bolsjevikkerne accepterede ikke andre partier end det kommunistiske. Holocaust rettede sig især mod jøderne i Europa, og Polen blev nærmest støvsuget for jøder. Fra at have været en af de helt store jødiske, politiske bevægelser forsvandt Bund nærmest med holocaust.

Den revisionistiske zionisme – en totalitær strømning
Zionismen blev styrket, ikke mindst af Balfours gavebrev til Zionist Organization. Den blev samtidig splittet op i forskellige politiske strømninger. Stærkest var arbejderzionismen, som kæmpede for, at arbejderpartierne blev den ledende kraft i en kommende jødisk stat. Der opstod også en religiøs zionisme. De ortodokse jøder var i begyndelsen imod dannelsen af en jødisk stat, det var at blande sig i guds planer. Først når messias kom, skulle Israel opstå. Men nogle religiøse grupper sluttede op bag zionismen i 1930erne. Vigtig var også den revisionistiske zionisme. Det var en højrefløjsstrømning, som især markerede sig ved at fastslå, at der ikke var plads til både jøder og palæstinensere i den kommende stat. Derfor skulle jøderne fordrive palæstinenserne, så man kunne få en ren jødisk stat. Det var ikke kun i denne racisme, denne strømning lignede tidens stærke, fascistiske bevægelser, også i andre dele af sin politik lignede de, og den blev i et brev til New York Times 4. december 1948 af bl.a. Albert Einstein og Hannah Arendt betegnet således:

“Among the most disturbing political phenomena of our times is the emergence in the newly created state of Israel of the "Freedom Party" (Tnuat Haherut), a political party closely akin in its organization, methods, political philosophy and social appeal to the Nazi and Fascist parties. It was formed out of the membership and following of the former Irgun Zvai Leumi, a terrorist, right-wing, chauvinist organization in Palestine.”

På dette tidspunkt var Menachem Begin leder af revisionismen, og det var ham, som havde ledet dens milits, Irgun, gennem anden verdenskrig. Det var Irgun og en anden højrefløjsgruppe Lehi (Stern-gruppen) som den 9. april 1948 gennemførte en massakre i den palæstinensiske landsby Deir Yassin og som kostede 200 af landsbyens 400 indbyggere livet.

Baggrunden var den, at FN den 29. november 1947 havde foreslået en deling af Palæstina i en arabisk og en jødisk del. Det var Irgun og Lehi imod, de ville have palæstinenserne til at flygte inden den kamp om landet, som for alvor brød løs op til og efter, Israel blev proklameret som stat den 14. maj 1948. Den største milits i Palæstina, Haganah, som blev kernen i Israels hær, og Ben-Gurion, den kommende leder af den nye stat, tog afstand fra massakren i Deir Yassin. Nyere forskning har imidlertid vist, at Ben-Gurion og Haganah selv havde planlagt (planen hed ’Plan D’) og udført en række massakrer af samme type med det formål at få folk til at flygte.

Palæstinensernes fordrivelse
Omkring 700.000 palæstinensere flygtede fra deres hjem. Derved fik Israel erobret ca. halvdelen af det område, som FN havde foreslået som arabisk område. Fordrivelsen af de 700.000 kaldes på arabisk al Nakba, katastrofen. Ud af en arabisk befolkning på 1,2 millioner blev altså mere end halvdelen fordrevet. Den jord og de huse, de forlod, blev israelsk ejendom. De tilbageværende områder af Palæstina blev henholdsvis jordansk og egyptisk territorium. Mellem 1949 og 1950 fordrev Israel yderligere mellem 30.000 og 40.000 beduiner. Etableringen af Israel var en klassisk, kolonial tildragelse: Overfolket erobrer (ved FNs hjælp) et landområde og fordriver underfolket. Staterne i Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand er blevet til efter samme opskrift.

Nitten år efter Nakba startede Israel en lynkrig mod Egypten, Jordan og Syrien, som varede seks dage. Umiddelbart mål var at ødelægge Egyptens luftvåben, et andet mål var at erobre mere land og fordrive yderligere palæstinensere. Israel erobrede Golan-højderne fra Syrien, Vestbredden med Østjerusalem fra Jordan og Gaza samt hele Sinai-halvøen fra Egypten. Mange af de mellem 280.000 og 325.000 fordrevne palæstinensere fra seksdageskrigen var andengangs fordrevne: De havde boet i flygtningelejre i Golan, Vestbredden og Gaza. Omkring 145.000 var nu dobbelt fordrevne. Det var Nakba, Katastrofens anden del.

I dag taler den israelske regering åbent om, at der ikke er nogen plan om en to-stats-løsning. Derimod har politikken i stedet været at tillade og tilskynde til bosætning på de erobrede områder i strid med international ret. I dag bor der 600.000-750.00 israelske jøder på Vestbredden, herunder Jerusalem, og i Golan. Bosættelserne i Gaza og Sinai er opgivet, i Sinai i forbindelse med fredsslutningen med Egypten i 1979, i Gaza fordi, det var for besværligt at forsvare dem, og fordi Gaza er blevet omdannet til et forsøgsområde for den israelske overvågningsindustri.

Apartheid
Bosættelserne har medført en apartheidtilstand. Det nemlig sådan, at den palæstinensiske befolkning i de besatte områder er underkastet militær jurisdiktion, mens bosætterne i de samme områder er en del af det israelske, juridiske område. Der findes altså forskellig lovgivning alt efter en persons etniske oprindelse. Strategien er helt enkelt at presse de resterende palæstinensere til at forsvinde. Israel har tilegnet sig 86% af Østjerusalem og 42% af Vestbredden. 11% af Israels 6,6 millioner jøder bor nu ulovligt på de erobrede områder.

Vestbredden er i dag opdelt i zoner og gennemkrydset af veje, som kun er for israelere. Palæstinensere skal for at bevæge sig rundt på Vestbredden og gennem muren til arbejde i Israel gennem checkpoints, hvor deres papirer tjekkes af israelske soldater, en proces der som oftest tager timer.

Mandag den 19. marts i år afviste den israelske militære appelret, at den 17-årige palæstinenser Ahed Tamimi kunne få en åben retssag. Hun havde givet en israelsk soldat en lussing. Den 22. marts blev hun idømt otte måneders fængsel og en bøde på 6.000 shekel. Mandag den 19. marts forkortede militærretten den israelske soldat Elor Azarias fængselsdom for i 2016 på klos hold at skyde en tilfangetagen palæstinenser i hovedet, så han døde af det, til ni måneder. Hærchefen havde i forvejen reduceret den oprindelige dom fra 18 til 14 måneder. Altså otte måneder for en lussing, hvis du er palæstinenser, ni måneder for et mord, hvis du er israeler.

Israel tager jøderne som gidsel
Der bor i dag ca. 3 millioner palæstinensere på Vestbredden og ca. 2 millioner i Gaza. Der lever 4.950.000 efterkommere af fordrevne palæstinensere udenfor Israel og de besatte områder. En en-statsløsning vil bringe den centrale ide i zionismen i fare: At jøderne er i flertal. En løsning kan være at gøre israelsk apartheid til en varig struktur. En anden løsning kan – hvis USA og verdenssamfundet presser Israel - være en fælles stat på demokratisk grundlag. Det helt ekstraordinære pres, som skal til, er imidlertid svært at tro på i disse år. 70 år efter Katastrofen har Israel og zionismen ikke løst problemet med antisemitismen, den findes stadig. Samtidig har den jødiske stat skabt en trussel mod jøder af en holocaustisk størrelsesorden ved at fordre af verdens jøder, at de skal se kritik af Israel på ethvert niveau som ’den nye antisemitisme’ og ved at udfordre enhver anden magt i Mellemøsten f.eks. Iran, som ligesom Israel formentlig har atomvåben