8. marts 2018 på spansk
Af Poul Petersen

Offentliggjort: 16. april 2018

Efter dette års demonstrationer på Kvindernes internationale Kampdag vil ingen 8. marts længere være den samme. I hvert fald ikke i Spanien, hvor det skønnes, at op mod 6 millioner kvinder deltog spredt udover landet. En ting er at demonstrere. Noget andet er at nedlægge arbejdet. Og noget tredje kan være, at initiativet næste år kan spredes ud over resten af Europa.

Godt nok var der også demonstrationer sidste år, men af et helt andet omfang. Der har været mange demonstrationer og andre markeringer rundt omkring i hele verden, men Spanien er det eneste land, hvor der fandt  arbejdsnedlæggelser sted. Den gennemgående farve i påklædningen var violet. Denne symbolfarve rækker efter sigende tilbage til den 8. marts 1908, hvor kvinderne på tekstilfabrikken Cotton i New York nedlagde arbejde og forskansede sig på fabrikken. Ejeren smækkede portene i og satte ild på fabrikken. 129 kvinder omkom i flammerne, hvor røgen havde et violet skær, nemlig samme farve som kvindernes arbejdstøj. Sandhedsværdien er omstridt, men farven lever videre.

I dagene op til 8.marts var der heftige diskussioner om 8. marts-initiativets opfordring til generalstrejke. Det var der kun opbakning til fra de to mindre fagforbund CGT og CNT. I stedet blev det til nogle timers arbejdsstandsning bakket op af Spaniens to store, faglige organisationer UGT og CCOO. Samtidig var der i ugerne op til 8. marts mange mediedebatter omkring kvindernes rolle i hjemmet, løn- og pensionsgabet, glasloftet over stillingsbesættelser og seksuel vold og chikane. Spaniens premierminister Mariano Rajoy tog inden manifestationerne skarpt afstand fra disse, men hurtigt fik  piben en anden lyd, da millioner af kvinder tog sagen i egen hånd. Yderligere vind i sejlene gav det også, at populære, offentlige personer som for eksempel skuespilleren Penélope Cruz gav deres fulde støtte, ligesom borgmestrene Ada Colau fra Barcelona og Manuela Carmena fra Madrid  opfordrede til deltagelse. De meget populære, kvindelige TV-stjerner fra spansk TV holdt sig væk fra skærmen den dag, ligesom de kvindelige journalister på dagbladet El País holdt sig væk fra arbejdet i 24 timer.

Værd er det også at notere, at både sidste år og i år har deltagelsen af kvinder under 30 år været overvældende. Som Justa Montero fra det forberedende 8. marts-udvalg udtaler til El País: ”Det er ikke bare det, at de unge kvinder deltager, det er nok så meget, at det er kvinder mellem 16 og 30 år, der er de drivende kræfter i processen.”

Forslaget til arbejdsstandsningerne blev fremsat af 8.marts-udvalget, der består af ca. 400 medlemmer fra forskellige, kvindepolitiske grupperinger og som i midten af januar mødtes i Zaragoza for at behandle forslaget. I modsætning til de faglige organisationer ønskede initiativtagerne, at det kun skulle være kvinder, der nedlagde arbejdet for at tydeliggøre, hvad deres fravær betyder for hverdagslivet.

Hvis man ser på indkomstforskellene er det dokumenteret, at løngabet mellem mænd og kvinder generelt er på 12,7 %. Ser man i stedet på årsindkomsten, som er det, der bestemmer livskvaliteten, er der tale om en difference på 23 %. Yderligere viser det sig, at forskellen i indtjening stiger med kvindernes alder. Kvinder under 30 tjener 4,7 % mindre end mænd, mens tallet for kvinder over 59 er steget til 17,2 % (tallene er fra El País den 7. marts 2018). Dertil kommer, at det er markant vanskeligere for kvinder at komme til tops i erhvervslivet, i organisationer og politiske fora. Med #MeToo-bevægelsen som baggrund og noget, der næsten kunne ses som en bølge af mord og voldtægter på det seneste, er der yderligere sat fokus på machismoen og samfundets patriarkalske strukturer.

I sin engelske udgave fra den 24. marts ser El País tilbage på den udvikling, der har ført til dette års succes i Spanien for Kvindernes internationale Kampdag. Her peger man blandt andet på den 1. februar 2014, hvor titusindvis af kvinder protesterede i gaderne, fordi det regerende, konservative Partido Poupular søgte at tilbagerulle abortloven fra 2010, der tillod abort i det første trimester. Demonstrationen var effektiv, og de fleste spaniere var positive overfor 2010-loven. Reformen blev droppet og den siddende justitsminister måtte gå af. Her hører det også med, at Indignados-bevægelsen tre år tidligere havde været med til at skabe blivende netværk mellem unge kvinder.

I 2016 opstod der en prompte reaktion i forbindelse med en retssag om gruppevoldtægt i Pamplona, hvor forsvaret for voldtægtsforbryderne havde hyret en privatdetektiv, der havde overvåget offeret og havde konkluderet, at hun levede et normalt liv og derfor ikke kunne været så traumatiseret, som det påstodes. En komite, der havde sat sig for at arrangere en demonstration i anledning af sagen, havde regnet med en beskeden deltagelse på omkring 1500 mennesker. Der kom i titusindvis. Denne demonstration anses af mange for at være en af de vigtigste forudsætninger for det følgende års 8. marts-demonstration,   fordi den på det tidspunkt også ramte ned i en offentlig opmærksomhed, der i flere år havde været omkring kønsbaseret vold.
Yderligere bliver det som noget afgørende nævnt – ud over de sociale medier og #MeToo – at selvstændige og professionelle i langt højere grad end tidligere er aktive deltagere både i manifestationerne og den offentlige debat.

I et indlæg i El País den 14. marts skriver en læser – Sandra León -  oven på denne demonstration om det private i forhold til det politiske blandt andet:

”Det helt afgørende aftryk denne 8. marts har sat, drejer sig måske ikke om beskrivelser af og reaktioner på disse kollektive manifestationer, men nok så meget på det personlige og intime plan. Jeg tænker især så meget på de kvinder, der efter for første gang at have engageret sig i den feministiske sag har svært ved at komme tilbage til den arbejdsmæssige, økonomiske og familiære virkelighed uden at sætte spørgsmålstegn ved denne virkelighed. Jeg forestiller mig, at mange af dem, der deltog i manifestationerne sidste torsdag, netop har betrådt denne vej. Andre har helt sikkert nu nærmet sig bevægelsen og set årsagerne til den kønsbaserede ulighed, men som alligevel fastholder en parallelitet i deres liv, hvor indsigten holdes uden for privatsfæren. Og sikkert andre kvinder, der oven på erfaringerne fra 8-M føler, at den feministiske sag har ændret deres liv for altid.”

Det er intimiteten i disse usynlige udviklinger, der kan være svanger med de helt store bevægelser. Det sker, når de forener sig med det kollektive udtryk og går den modsatte vej: Fra det personlige til det politiske.”

Begivenhederne kan heller ikke undgå at sætte sig varige spor i form af lønpres og et forhåbentligt afgørende farvel til en traditionel, machistisk og patriarkalsk kultur. Det er ikke ligegyldigt, om så grundlæggende ændringer sker på baggrund af en social og kulturel bevægelse af så stor dybde som denne eller ved, at et parlament med et større eller mindre flertal får vedtaget love, der senere kan trækkes tilbage, fordi de ikke er vokset ind under huden på befolkningen.
Et eksempel er Chile, hvor Michelle Bachlet søndag den 11. marts havde sin sidste dag som præsident. I den anledning havde Information et interview med hende den 10. marts. Her spørger intervieweren Carlos Salas Lind, om det overhovedet er muligt at opnå lighed mellem kønne i Chile. Hendes svar rammer lige ind i forskellen på lovgivning som en ”passiv” aktivitet og lighed opnået ved ”aktiv” handling.

Hun svarer prompte: ”Ikke uden at kræve det ved lov”. Og uddyber: ”Og derfor har vi politisk kæmpet for – og er lykkedes med – at få vedtaget et kvotesystem, der garanterer kvinders deltagelse i chilensk politik. Der var stor ideologisk modstand mod den lov, men det lykkedes os altså at få den på plads.” Herefter beskriver hun, hvordan den af flere partier omgås ved at opstille kvinderne på de laveste pladser på opstillingslisterne, fordi folk er mere tilbøjelige til at stemme på dem, der står øverst på listerne. ”Derfor var jeg og resten af min politiske gruppe tilhængere af et såkaldt zebrasystem. Det vil sige, at man skiftevis placerer en mand og en kvinde på listerne. Den detalje fik vi ikke igennem, men vi fik ændret loven og resultater er, at det kommende chilenske parlament vil have et højere antal kvindelige medlemmer end tidligere.”

Problemstillingen er ikke ny. Allerede Kong Fuzi – daoismens grundlægger – er for 2.500 år siden i det feudale Kina inde på skismaet mellem lovgivning og opslutning:

Regér folket ud fra regulativer, hold orden på dem gennem straffe, og de vil afsky dig og miste al deres selvrespekt. Reger dem gennem styrkelse af den gode moral, hold orden blandt dem gennem ritualer, og de vil vinde deres selvrespekt og komme til dig af egen fri vilje. (Efter Klaus Bo Nielsen, Kinesisk Filosofi, s. 67)


Det kan godt give en lidt at tænke over.