Demokrati, ikke-demokrati, populisme og alternative partier
Af Søren Riishøj

Offentliggjort: 16. april 2018

Det er ingen hemmelighed, at det klassiske liberale demokrati i disse år er bragt under et voksende pres. I stigende grad har folk stemt på nye alternative, ofte populistiske partier, også i det ”gamle Europa”. Flertallet af briterne valgte som bekendt Brexit, 13 pct. af Tyskerne stemte på AfD, og senest stemte over halvdelen af de italienske vælgere på populistiske EU-skeptiske alternative partier.

Det liberale demokrati under alvorligt pres

Finanskrisen og flygtningekrisen gav alternative partier et ekstra løft og samtidig bragt det liberale demokrati og magtens tredeling under pres. De etablerede mainstreampartier og EU-systemet har nu heller ikke håndteret kriserne godt, og det mildt sagt. Også flere EU-lande har bevæget sig over mod mere eller mindre ikke-demokratiske systemer, hvor mediefriheden og domstolenes uafhængighed er kommet under pres. Men hvilke typer regimer er vi at få? I opstillingen har jeg angivet de vigtigste. Grænserne mellem de forskellige regimetyper er glidende og derfor overlappende.

Det liberale men skrøbelige demokrati finder vi i Tjekkiet, Slovakiet, og et godt stykke i Østrig og efter de sidste valg også i Tyskland og Italien. Det illiberale demokrati derimod er fremherskende i fx Orbáns Ungarn og Kaczynskis Polen og et godt stykke også i Kroatien. Svage demokratier – kendetegnet ved masseprotester og adskillige ”defekter” - oplever vi i Sydeuropa, fx Moldova, Rumænien og Bulgarien og på Vestbalkan, hvor valgene nærmest har ført til endnu mere politisk kaos.

Samme fænomener ser vi i SNG-lande, men her er de autoritære varianter dog mere udbredt. Rusland er autoritært, Ukraine tæt et ”quasi-autoritært kleptokrati” kendetegnet ved en svag og korrupt stat, udbredt korruption og stor magt til oligarkerne. Det stigende antal alternative partier og det liberale demokratis krise er selvsagt et alvorligt problem for det etablerede Europa og et opråb til de gamle ”mainstream” partier om at forny sig, ændre politik og kommunikere bedre med vælgerne. Institutioner som OSCE og Europarådet har under de nye forhold fået et særligt ansvar, men har for få ressourcer.

Blandt populismeforskere er det den udbredte opfattelse, at utilfredsheden faktisk kan være meget rimelig. Uligheden vokser støt i de fleste lande, folk føler sig i stigende grad usikre fysisk og socialt, og ”mainstream” partierne er mere eller mindre tømt for idéer og løsninger. Det giver nye alternative partier, populistiske eller ikke-populistiske, nye muligheder. Det store problem er, hvilke svar de alternative partier er i stand til at præsentere. Evner de heller ikke at svare, kan demokratiet som sådant komme i fare. Et flertal kan under de forhold måske vælge den illiberale eller autoritære variant.

I det følgende ser jeg nærmere på fænomenet populisme, og hvordan det har manifesteret sig i det ”ny Europa” i øst. Som opfølgning ses der nærmere på de nye alternative partier, hvad står de for?

Jeg har som bilag opstillinger, der fremhæver centrale egenskaber ved henholdsvis regimeformer og populisme.

Nærmere om fænomenet populisme og alternative partier

Populisme er blevet defineret forskelligt, men har bestemte kerneelementer, en ”analytical core”.

Cas Mudde definerer eksempelvis populisme som:

 ”an ideology that considers society to be ultimately separated into two homogeneous and antagonistic groups, the ”pure people versus the corrupt elite”, and which argues that politics should be an expression of the volonté general (general will) of the people” (Mudde, 2004:543).

Marco Tarchi betegner populisme som:

”The distinctive mentality, which identifies the people as an organic totality divided bye hostile agents; ascribes to it natural ethical qualities; sets up its realism, its industriousness and its honesty against the hypocricy, the inefficiency and the corruption of the political, economic, social and intellectual oligarchies, and claims the primacy of the people as the source of legitimacy of political power, over all forms of representation and mediation”.

Fælles er modstanden mod status quo og mod de herskende eliter. Valg opfattes ikke som valg mellem alternativer, for det liberale demokrati er kendetegnet ved ”TINA”, at ”There Are No Alternatives” til den allerede herskende politiske og økonomiske orden. Populistiske radikale højrepartier har været kendetegnet ved nativisme, populisme og autoritære synspunkter. Venstre-populismen derimod slår i højere grad på opgøret med økonomisk ulighed og med den herskende neoliberale økonomiske model. Samfundet opdeles i to antagonistiske grupper, ”Vi” (”the people”) over for ”Dem” (”the dangerous others”). Populisme er, som fremgår af citaterne, på skift blevet betragtet som en ideologi, som en bestemt mentalitet og politisk stil og en bestemt form for tænkning og følelser, det være sig emotionelle eller rationelle, kort sagt en psykisk ”predisposition”.

Som vist i opstillingen støtter populismen sig til få og simple budskaber og mobiliserende strategier og en eller nogle få karismatiske ledere. I de første år efter 1989 var det især emner som ”lustracje” (udrensning af kommunister), chokkur versus gradualisme i den økonomiske politik, privatiseringer og forholdet til Rusland, der var i fokus i de nye demokratier i øst. Det gav de postkommunistiske partier come-back i flere lande. Senere blev protesterne i høj grad rettet mod magthaverne selv og mod selve systemet. Mobilisering og protest er steget støt, men valgdeltagelsen ikke desto mindre faldet. Valg er ikke længere afgørende for vælgerne. Blandt de ekstreme partier i Central- og Østeuropa havde vi i 1990erne fx Stanislaw Tyminski’s ”partiet X” i Polen, Det Republikanske Parti i Tjekkiet og Partiet for Retfærdighed og Liv (MIEP) i Ungarn, men der var tale om kortvarige fænomener. Efter valget i 2001 fik vi i Polen Andrzej Lepper’s populistiske bondebevægelse Selvforsvar og Ligaen af Polske Familier, begge en trussel mod de etablerede partier og systemet som sådant.

Finanskrisen 2008-09 og flygtningekrisen fra 2015 gav blot populismen endnu større udbredelse. De sociale medier har også givet populister nye muligheder for at fange vælgerne. Den seneste udvikling er, siger polakken Witold Gadomski, et eklatant nederlag for 1968-generationen og det socialistisk-liberale paradigme, som den generation står for. De unge føler sig ikke tiltrukket af langsigtede politiske programmer. De er i stand til at aktionere og samle underskrifter, når de finder det nødvendigt, siger den polske politiske aktivist Barbara Nowacka, leder af Polsk initiativ (Polityka 48, 20017:19). De unge aktionerer dog kun, når det passer dem. De melder sig sjældent ind i politiske partier, mange vælger sofaen på valgdagen. Panka Mishra (i ”Foreign Affaires”, 2016) mener, at liberale intellektuelle i de senere års kaotiske miljø fremtræder lige så fortabte som store dele af venstrefløjen omkring året 1989, lige efter Berlin-murens fald og kommunismens undergang.

Populismen i øst har i højere grad en etnisk og agrar baggrund, i vest derimod er protesterne mod eliterne derimod i højere grad rettet mod øget ulighed og immigration. Kort sagt, populismen i øst har en særlig profil. Venstrepopulisme har klart bedre fat i det ”gamle” Europa i vest end i det ”ny” Europa i øst, hvor højrepopulismen til gengæld er stærkest. Men det er ikke lige til at bruge de traditionelle højre-venstreskalaer. I Vest kender vi partiet Gylden Daggry og SYRIZA i Grækenland, AfD i Tyskland og Front Nationale i Frankrig, Den Nordlige Liga og Den Femstjernede Bevægelse i Italien, Podemos i Spanien og Sverigesdemokraterne. På Vestbalkan spiller det etniske element, nationalismen og minderne om krigene i 1990erne en vigtig rolle. I Centraleuropa Lov og Retfærdighedspartiet i Polen og Fidesz i Ungarn flertal i parlamentet, og begge bruger flertallet til at bevæge regimet over mod det illiberale demokrati. I begge lande har regeringspartierne ikke store problemer med præsidenten, der er fra samme parti. Ungarn havde parlamentsvalg den 8. april 2018, og det gav Viktor Orbáns parti, Fidesz, næsten halvdelen af stemmer og absolut flertal i parlamentet. I Polen afholdes der valg i 2019, og at dømme efter meningsmålingerne har også Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) gode muligheder for at opnå genvalg. De socialdemokratiske og liberale partier har både i Ungarn og Polen svært ved at samarbejde og opstille alternativer. Kort sagt, den illiberale regimeform er kommet for at blive i de to lande.

Forholdene er mere kaotiske i Slovakiet og Tjekkiet. Slovakiet havde valg i 2016, og det gav flere nye populistiske og alternative partier, fx det fascistiske Folkepartiet Vort Slovakiet pladser i parlamentet. Det tvang fire meget forskellige ”gamle” partier til at danne regering for at undgå nyvalg. Valget i Tjekkiet i 2017 var i høj grad et protestvalg. Højrenationalismen havde bedst fat uden for Prag og de store byer. Rigmanden Andrei Babis’ alternative parti ANO blev klart største parti med omkring 30 pct. af stemmerne, også andre ikke-mainstream partier kom i parlamentet, fx Okamura’s stærkt indvandrerfjendske Frihed og Direkte Demokrati og Piratpartiet. Kommunisterne gik tilbage, men er stadig i parlamentet. Trods en spærregrænse på 5 pct. kom ikke mindre end ni partier i parlamentet. Andrei Babis har forsøgt sig med en mindretalsregering, men den opnåede ikke et tillidsvotum i parlamentet. Præsidentvalget i januar gav genvalg til Milos Zeman, tidligere formand for Socialdemokratiet og ministerpræsident, i dag snarest højrenational. Han støtter Babis.

Hvad vil fremtiden bringe?

Det er altid svært at spå om fremtiden. Men alt tyder på, at tiden er ved at løbe ud for det liberale demokrati, som vi traditionelt har kendt det. Som beskrevet fremtræder populismen forskelligt i øst og i vest, hvilket et langt stykke kan forklares historisk. Men er det liberale demokrati det bedste? Spørgsmålet er, om de gamle partier og EU evner at tage udfordringerne op. Globalt er den liberale orden udfordret af Islam og fra Rusland og Kina, der afviser vestlig dominans. Venstrefløjen, og i særdeleshed socialdemokratierne, har tabt adskillige valg rundt om i Europa. Højrenationalisterne har indtil videre bedre været i stand til at indgive de marginaliserede og socialt dårligst stillede håb om ”forandring”, stop for ukontrolleret indvandring og social og fysisk sikkerhed. Derfor vinder Viktor Orbán i Ungarn og Jaroslaw Kaczynski i Polen. Kort sagt, selvkritik er meget hårdt tiltrængt, både blandt de liberale mainstream partier og/eller på den politiske venstrefløjen, det være sig i øst eller vest.

Regimeformer, populisme og partier, opstillinger:

Typer af demokrati/ikke-demokratier

Det liberale konstitutionelle demokrati: reel konkurrence ved valgene og magtens tredeling

Det liberale, men skrøbelige demokrati, er liberalt, men bliver udfordret af alternative, ofte popopulistiske partier og bevægelser

Eksempler: Tyskland efter valget i 2017, Tjekkiet efter valget i 2017 og Slovakiet

Det illiberale demokrati: valg er frie, men ikke fair, indskrænkninger i domstolenes uafhængighed og i mediefriheden

Eksempler: Polen, Ungarn, Kroatien og Serbien

Konkurrencepræget autoritære systemer, manipulerede valg, indskrænkninger i mediefriheden, en vis konkurrence, stor indflydelse til rigmænd (oligarker)

Eksempler: Georgien, Rusland og Ukraine

Bureaukratiske autoritære systemer, meget centralistiske, ofte også stærkt præsidentielle

Eksempler: Nogle henfører Rusland til den kategori

”Democracy by defaut” eller ”defective democracy”: også kaldt imitativt demokrati, formelt er institutionerne og valg på plads, men staten er svag, systemet korrupt

Eksempler: Moldova, et godt stykke ad vejen også Ukraine

Regimer kendetegnet ved ”mass protests””, valgene gennemføres nogenlunde korrekt, men de bliver ikke respekteret og slet ikke af oppositionen. Regeringen søges væltet gennem masseprotester. Ofte lav stemmedeltagelse og høj korruption.

Eksempler: Rumænien, Bulgarien, Makedonien

Totalitære regimer, sjældne i dag, mest brugt om Tyskland under nazismen og om stalinismen                           

 

Populisme, vigtige egenskaber:

Anti-elite holdninger, ”Vi” (det ærlige folk), over for ”Dem” (den korrupte elite)

Modstand mod de etablerede partier og institutioner

Modstand mod liberal (og socialdemokratisk) konsensus og politisk ”sammenspisthed”

Vrede og følelser fortrænger ”rationel tænkning”

Karismatisk lederskab

Kamp mod korruption

Få og simple politiske budskaber uden bestemt ideologi, simplificering af det politiske rum

Appel til de socialt utilfredse

Den højre-nationale variant:

Skepsis over for det retlige system, herunder forfatningsdomstole

Nativisme, en kombination af xenofobi og nationalisme

Anti-immigration holdninger, ofte anti-roma holdninger

Euroskepticisme, satsning på nationalstaten, den homogene stat og suverænitet

Sammensværgelsesteorier

 

Populismens forskellige fremtrædelsesformer, hvert land sine hovedtemaer

Storbritannien:  euroskepticisme og løsrivelse

Frankrig:  Islamofobi

USA: isolationisme

Spanien: modstand mod partier, ”antipolitik”

Polen: traditionalisme

Grækenland: anti-marked holdninger

Tyskland: modstand mod immigration

Kilde: Jascek Zakowski i det polske ”Polityka” 29,  2016: 19-21.

 

Alternative partier, eksempler:

Business firm” partier eller ”forretningspartier”, finansieret og styret af rigmænd, fx Andrei Babis’  ANO

Højre-nationale partier med blød eller hård national- konservativ ideologi, ønsker illiberalt demokrati, fx Lov og Retfærdighedspartiet i Polen og Fidesz i Ungarn

Lederstyrede partier og bevægelser med en alternativ ideologisk profil, ofte med unge i spidsen, fx Macrons bevægelse i Frankrig

Løse decentralt opbyggede bevægelsespartier uden en særlig klar politisk profil, fx piratpartierne

Relevant litteratur

Bojan Bugaric, “Populism, liberal democracy, and the rule of law in Central and Eastern Europe”, Communist and Post-communist Studies” 41 (2008) 191-203.
Martin Bútora, Olga Gyárfásová, Grigorij Meseznokov, Thomas W. Skladony (eds.), Democracy and Populism in Central Europe, The Visegrad elections and their Aftermath, Brno:Institute of Public Affaires.
Aron Buzogány (2017), “Illiberal democracy in Hungary: authoritarian diffusion or domestic causation?”, Democratization, Volume 24, issue 7.
Larry Diamond, “Thinking about hybrid regimes”, Journal of Democracy 13, No.2 (April), 2002:21-35.
Foreign Affaires, Volume 95, Number 6 November/Decedmber 2016, særnummer om populisme.
Thomas Greven, ”Right Wing Populism and authoritarian Nationalism ind the US and Europe”, Friedrich Ebert Stiftung, may 2017.
Vlastimil Havlik, Martin Mestrik, “Current Populism in Europe”, Politologicky Casopis, - Czech Journal of Political Science”, 2 – 2016.
Marx Morjé Howard (2003), The Weakness of Civil Society in Post-Communist Europe, Cambridge:Cambridge University Press.
Lubomir Kopecek (2016), “I’m Paying, So I decide”: Czech ANO as an Extreme Form of Business-Firm Party”, East European Politics and Societies and Cultures Volume 10, Number 4.
Ivan Krastev, “The Inflexibility Trap: Frustrated Societies, Weak States and Democracy”, Report on the State of Democracy in the Balkan (Sofia:Centre for Liberal Strategies, 2002).
Ivan Krastev (2016), “The Unravveling of the Post-1989 Order”, Journal of Democracy, volume 27. Number 4, October.
Ivan Krastev (2009), “The Populist Movement”, www.eurozine.com .
Ernesto Laclau (1985), Hegemony and Socialist Strategy, London:Verso.
Grigorij Meseznikov, Olga Gyárfásová, Zora Bútorová, eds. (2013), Alternative Politics, the rise of new political parties in Central Europe, Bratislava:Institute of Public Affaires.
Cas Mudde (2009), Populist Radical Right Parties in Europe, Cambridge:Cambridge University Press.
Cas Mudde (2004), “The Populist Zeitgeist. Government and Opposition”, www.eurozine.com .
Jan Müller (2016), What is Populism?, University of Pennsylvania Press.
Taskis S. Pappas (2016), “Distinguishing Liberal Democracy’s Challengers”, Journal of Democracy, Number 4, October
Jacques Rupnik (2006), “Populism in East-Central Europe”, www.eurozine.com
Jacques Rupnik , "The Post-Totalitarian Blues", Journal of Democracy, 1. 1992.
Jacques Rupnik (2016), “Surging Illiberalism in the East”, Journal of Democracy, Volume 27, Number 4, October.
Daniel Smilov, “Rule of Law and the Rise of Populism: A Case Study of Post-accession Bulgaria”, CAS Sofia Working Paper Series, issue 4/2011:1-49, on www.ceol.com .
Piotr Sztompka, ”Understanding Postcommunist Transition”, Journal of Democracy, vol. 5, no.4, 1994.
Marco Tarchi, “Populism: Ideology, Political Style, Mentality”, Politologický Casopis –Czech Journal of Political Science, 2-2016.
Antony Todorov (2009), “National Populism versus Democracy”, www.eurozine.com .
Krzystof Tyszka, “Homo Sovieticus Two Decades Later”, Polish Sociological Review, issue 4 (168), 2009:507-522.
Emilla Zankina (2017), “Populism, Voters and Cleavages in Bulgarian Politics”, Politologický Casopis/Czech Journal of Political Science, 1.