Socialdemokratiets Fort Danmark: En deportationspolitik som skal ”samle Danmark”
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 16. april 2018

Man taler om Fort Europa og hvordan EU skal styrke sine ydre grænser. Med sin nye udlændinge-politik overhaler Socialdemokraterne de fleste andre lande i Europa, men lægger sig også solidt bag Tysklands oprustning i grænsepolitikken. Udlændingepolitik skal man vinde valg på uanset at man går på kompromis med grundlæggende humanitære værdier. For slet ikke at nævne arbejderklassens internationale solidaritet.

”Retfærdig og realistisk. En udlændingepolitik der samler Danmark”. Sådan hedder Social-demokratiets nye udspil, som er et valgoplæg, hvor man forsøger at overhale de borgerlige højre om. Det er ikke et kønt syn. Vi ser et parti som gør udlændingepolitikken til det afgørende spørgsmål i dansk politik. Ligesom Dansk Folkeparti, som med tilfredshed kan se deres politik vinde frem.

Alle som kommer til de danske grænser eller til en dansk politistation og ønsker ophold og indrejse skal afvises. Asylbegæringer i forhold til FN-konventionen som omhandler mennesker som er udsat for forfølgelse skal afvises. De skal sendes til et ”modtagecenter udenfor Europa” hvor der vil ske sagsbehandling. Et center som Danmark opretter, men helst i samarbejde med andre EU-lande. Alt peger på at man mener Afrika, og der henvises til EU`s aftale med Tyrkiet som model. En aftale hvor Tyrkiet får 23 Mia om året for at lukke vejene mod Europa.

Man er tavs om de flygtninge-producerende krige som vesten med Danmarks støtte har ført og fører i Mellemøsten, Afghanistan og Libyen. I stedet fremmaner man et trusselsbillede som ville afrikanerne oversvømme Europa.

Valgoplægget er fyldt med svulstige visioner om at give Afrika et ”historisk løft” og ”Marshall hjælp”. Der tegnes et katastrofebillede af et Afrika, hvor afrikanerne vil søge en bedre tilværelse andre steder i verden. Fakta er at afrikanerne først og fremmest migrerer til andre lande i Afrika og kun er lille brøkdel søger mod Europa. Hvis Afrika fik lov til at udvikle sig på deres egne betingelser uden imperialistisk indblanding og udplyndring, ville det åbne for nye muligheder.

Man vil dumpe flygtninge og migranter ned i Afrika, og åbenbart ikke kun flygtninge og migranter fra Afrika. Alle som er kommet til Danmark skal sendes til Afrika. Ligesom i kolonitiden ses Afrika som et tomt kontinent man kan trampe rundt i uden at spørge om man er inviteret eller kan få en invitation. Korruption og bestikkelse er glidemidlet som kan anvendes

Asyl gøres til undtagelse, ikke en rettighed som i Geneve konventionen og afhumaniseringen er total. Det pakkes ind i en glasur hvor man siger man vil hjælpe de stakkels afrikanere med øget bistand, men først når Danmark er hermetisk lukket. Det land som tager imod deportationerne fra Danmark vil blive belønnet og kompenseret med tilskud og målrettede investeringer i vækst og job.

Socialdemokratiet fortsætter med det koloniale syn på et afrikansk kontinent, som man behandler som man vil. Et kontinent som man har kunnet kolonisere og nu rekoloniserer. Det er en politik, hvor Danmark lægger sig i sporet af den politik som EU og især Tyskland fører over de afrikanske lande.

Fakta er at migranter i høj grad er de moderne slavearbejdere og forsøger at løse deres økonomiske problemer gennem migration(LO/FTF,2013). Badiou(2018) har også kaldt dem for nomade-proletariatet for at sætte fokus på nødvendigheden af en international arbejdersolidaritet, og undgå højrefløjens skræmmebilleder om en ”invasion af udlændinge”. En internationalisme som kan findes i mange europæisk byer som en levende realitet. Problemerne løses ikke med identitets-politik, snarere tværtimod.

Men Socialdemokraterne har overgivet sig til en identitetspolitik, ikke mindst gennem deres opdeling af mennesker og arbejdere i vestlige og ikke-vestlige. En total fallit og medløb til den racisme og islamofobi som breder sig i Europa.

Genopdagelsen af Afrika og angsten for de sorte
Europa har i mange år været ret ligeglade med Afrika, bare Afrika ikke gjorde modstand, men fortsatte sin rolle som råstofleverandør og et marked hvor man kan dumpe sine varer. Og afrikansk arbejdskraft kunne man godt bruge, bare ikke afrikanere. Man sendte udviklingshjælp også selvom det ikke syntes at ændre stort på fattigdommen på kontinentet. Korruption og udplyndring trivedes i nykoloniale relationer og der blev etableret et skrøbeligt kompromis mellem de herskende klasser i Afrika og Europa om at dele kagen. Men med væksten i flygtninge og migranter som søger mod Europa sker der en forandring. Afrika kommer i fokus. Skræmmende har det været at se ligegyldigheden og kynismen, hvor Middelhavet blev en massegrav for tusinder. Kun store drukneulykker som ved Lampedusa satte lidt gang i EU-bureaukraterne. Men i dag ser vi libyske og tyrkiske kystvagter tæske flygtninge til søs med økonomisk støtte fra EU. Fort Europa og EU`s Grænsemission Frontex arbejder i dag tæt med lande langt ned i Afrika, ligesom grænsemuren mellem Tyrkiet og Syrien har fået EU midler.

Det er også blevet kaldt af den tyske fhv. finansminister Schäuble og kansler Merkel for Europas Rendez-Vous med globaliseringen. Ødelæggelsen af Libyen som selvstændig stat og krigen mod det suveræne Syrien ændrer situationen afgørende og migranter og flygtninge er nu langt tættere på Europa end før, hvor verdens flygtninge var længere væk. Europa begynder at høste konsekvenserne af sin destruktive imperialisme. EU systemet og kernelandet Tyskland går i aktion for at inddæmme situationen, som forstærkes af nationalistiske strømninger der truer de etablerede magtpartier. Neoliberalisme går hånd i hånd med neonationalisme, og her er der ikke plads for migranter og flygtninge. Inddæmnings- og eksternaliseringspolitikken starter. EU`s grænsepolitik handler nu ikke kun om at lukke EU`s ydre grænser, men at flytte grænsekontrollen udenfor Europa. Langt ned i Sahara og til Tyrkiets grænse mod Syrien.  Med pisk og gulerod skal lande støtte EU`s ønske om at lukke helt for indvandring. Guleroden skal være en ”Marshall Plan” siger tyskerne og er overtaget i Socialdemokraternes udlændingepolitik.

Spaniens politik har dannet model og bliver kopieret. De mange flygtninge og migranter som ankom til De Kanariske Øer i små både medførte at Spanien målrettet lavede en Plan Afrika, hvor regeringerne i lande som Senegal og Mauretanien mod betaling har stort set stoppet trafikken. Legale veje til migration taler man ikke om. Gennem oprustning af kontrollen i disse lande med støtte fra Guardia Civil blev et hul lukket. Men blot for at andre huller opstod i Europas grænser, huller hvor den ustoppelige migration af mennesker som søger et arbejde og et bedre liv søgte hen. Her iblandt også flygtninge på flugt. Migration er det normale og har altid været normalt, og med afvisning af selv en mindre arbejdsemigration, er der ikke andre muligheder end flygtningevejen. Flugt bliver omdefineret til menneskehandel og humanitære organisationer som hjælper flygtninge i nød ved grænser og på havet bliver kriminaliseret. Vi ser Middelhaver blive en kirkegård og EU`s såkaldte humanitære ideer afsløres i al deres hule retorik.

Tyrkiet beskrives også som en stor succes, når Mette Frederiksen forsvarer deres nye udlændingepolitik i medierne(Hybel,2018). At flygtninge tæves og plyndres i Tyrkiet og beskydes ved grænsemuren til Syrien og lider frygteligt i lejrene på de græske øer, ser man bort fra når man taler om modtagecentre i nærområderne. EU pumper millioner ind i det korrupte Libyen som fanger flygtninge og sejler dem tilbage til lejre med umenneskelige forhold. En praksis som Politiken i glimrende reportager for nylig har beskrevet(Politiken, marts 2018). Socialdemokratiets lejre skal være noget andet forstår man? Men i mellemtiden støtter man økonomisk de eksisterende lejre. Det vil blive et deportationsregime med tvang og vold ved udsendelse og masser af pigtråd i de såkaldte modtagelseslejre.

EU`s dørmænd og et totalitært deportationsregime
Lemberg-Pedersen og Chemlali peger i en kronik i Politiken på konsekvenserne af at flytte asylbehandlingen til ”politistater på den anden side af Middelhavet”. De ubehagelige billeder af druknede bådflygtninge vil sikkert ikke ophøre, men anbringelse af mennesker i lejre enten frivilligt eller ufrivilligt vil sikkert bare give nye grimme billeder fra Europas baggård.

Det vil kræve ”indførelsen af en massiv totalitær infrastruktur på dansk og europæisk plan”. Hvordan vil man transportere alle disse mennesker til et afrikansk land mod deres vilje?  ”Implementeringen af denne ”nyhumanitære” vision kræver rent faktisk en historisk opskalering af de danske overvågnings-, detentions- og deportationsfaciliteter. Det vil indebære at tusindvis af mennesker indfanges og tvangsdeporteres sydpå. Hele året. Hvert år----”.

”Flere kommentatorer synes at have købt Socialdemokraternes framing af udspillet som nyskabende og humanitært, men forslaget gør ikke op med retningen i europæisk asylpolitik gennem de sidste årtier, Faktisk repræsenterer udspillet retningens videreførelse: Dets radikale vision om et transnationalt og totalitært deportationsregime for asylansøgere, udgør det sidst logiske skridt i forsøget på at undgå asylansøgere i Danmark ved at lukke for deres lovlige og spontane bevægelse og inddæmme dem udenfor Europa”.

Dette er en udvikling som er sket gradvist, og man kan se forløberen i Berlusconis aftaler med Gadaffi i Libyen, hvor Libyen fik udbetalt store summer for at holde migranter og flygtninge tilbage i Libyen. Dengang var Gadaffi og Libyen en vigtig og anerkendt spiller som blev inviteret til de europæiske hovedstæder. Men så blev han brutalt myrdet af NATO-støttede islamister, og EU blev konfronteret med konsekvenserne af sin destruktive Afrika politik.

Merkel og Tyskland har i høj grad været frontløber for den fortsatte udvikling. Et pres som kommer fra især Italien, som man har ladet tage den store byrde og hvor EU landene har afvist en byrdefordeling. Den tyske indenrigsminster De Maziere har rejst spørgsmålet om modtagelseslejre på flere møder mellem EU og afrikanske lande, og Merkel har besøgt bla. Niger for at lave aftaler om at stoppe flygtninge og migranters vej mod Europa. Afrika søger at øge bevægelighed og samhandel i Afrika, men i dag er det blevet sværere for en afrikaner at krydse grænser i Afrika både legalt og illegalt. En tysker kommer nemmere rundt i Afrika(Jakob & Schlindwein, 2017).

Danmark er også helt med på denne vogn, hvor man kynisk tager udviklingshjælpen fra de fattige og bruger stadigt større millionbeløb til at bestikke og opmuntre regeringer i Afrika til følge EU`s ønsker. Især bruges midlerne på oprustning af grænsekontrollen i Afrika. At stoppe trafikken mod Europa og tvinge lande til at tage imod deres egne borgere som deporteres er det centrale. Der er gennembrud lyder det fra Udenrigsministeriet og udviklingsminister Ulla Tørnæs. ”Noget for noget, forklarer Ulla Tørnæs”(JP, 2 apr.2018).

Kvoteflygtninge
For at vise lidt barmhjertighed taler Socialdemokratiet til gengæld for den hårde kurs hvor Danmark lukker helt ned og bliver til Fort Danmark, at i fremtiden(?)vil man modtage et antal kvote-flygtninge gennem FN. Det lyder jo hult når man tænker på, at man for nylig har støttet det stop for kvoteflygtninge som regeringen har fremsat i Folketinget. Der var tale om kun 500 tilladelser om året som Danmark under FN har udført siden 1989. Dette er stoppet ”indtil videre” i et af verdens rigeste lande.  Dette er også blevet bemærket af FN som et dårligt signal til andre lande.

”Den nye frihedskamp”
Socialdemokratiets udlændingepolitik rummer også et sørgeligt afsnit om hvordan man vil gennemføre etnisk udrensning i stort omfang. Det kaldes for ”den nye frihedskamp” og er samtidig et angreb på den almene boligsektors beboerdemokrati.

Det skal ikke gennemgås her, men ligger meget tæt op af Løkke-regeringens: Èt Danmark uden parallelsamfund. Ingen ghettoer i 2030”. Der er ”huller i Danmarkskortet” siger Løkke og Socialdemokraterne er enige. Ja Mette Frederiksen har udtalt at planen ikke gik langt nok. Socialdemokraterne deler mennesker og arbejdere op i vestlige og ikke-vestlige, og det er jo en moderne udgave af den hvide mand bestemmer og de fremmede skal føje sig og ikke fylde for meget. Integrationsproblemer som kan løses gennem dialog og samarbejde mødes med trusler og tvang. Og i en 10 års plan skal der være max. 30 % ikke-vestlige i boligområder. Det samme gælder skoler, dagtilbud og ungdomsuddannelser.  Tragisk nok er Løkke regeringen ”kun” indstillet på 40 %. For mere grundlæggende kritik af denne politik, se Graversgaard(2017).

Kilder:

Jakob C. & Schlindwein S.: Diktatoren als Türsteher Europas. Wie die Grenzen nach Afrika verlagert, Berlin, 2017.
Martin Lemberg-Pedersen og Ahlam Chemlali: Europa drømmer om en ny Gadaffi i Libyen, Politiken:  https://politiken.dk/debat/kroniken/art6355178/Europa-drømmer-om-en-ny-Gadaffi-i-Libyen
A Rendez-Vous with Migration? Diplomat Magazine, pr. 2018. http://www.diplomatmagazine.nl/2016/02/06/migration-iom-iom-iom-iom/
Kjeld Hybel: Mere sennepsgas til socialdemokraterne, Signatur, Politiken, 4. apr. 2018.
Graverchef John Hansen`s artikler i Politiken: https://politiken.dk/person/2781_John_Hansen
EU betaler for overvågning af mur, hvor Tyrkiet beskyder flygtninge, Politiken, 24 mar. 2018,
Enhedslisten: Folketinget fik ikke sandheden om Tyrkiet og flygtninge fra Anders Samuelsen, Politiken, 24 mar. 2018
Ulandsmidler gik til Tyrkiets kystvagt, Politiken, 25 mar. 2018.
Hemmelige referater: Tyrkiet bremser ngo`er, som skal hjælpe flygtninge, Politiken, 31 mar. 2018.
Danmark investerer millioner i Somalia - resultatet er hemmeligt. JyllandsPosten, 2 apr. 2018
Making migration work for all - Report of the Secretary-General (A/72/643), FN, 12. dec. 2017 https://reliefweb.int/report/world/making-migration-work-all-report-secretary-general-a72643
Migrantarbejdere – verdens rejsende underklasse, Ulandsmagasinet, Ulandssekretariatet, LO/FTF, Nov. 2013.
Samtale med Alain Badiou. Fugen des Übergangs. E-avisen Schattenblick, http://www.schattenblick.de/infopool/politik/report/prbe0312.html
Parallelsamfund. Islamofobi og særlovgivning. John Graversgaard, 15 dec. 2017. http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1898
Mattias Tesfayes legitimation af Socialdemokratiets højredrejning. John Graversgaard, 15 aug 2017.  http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1852