Psykedelisk Corbynisme
Af Carsten Jensen

Offentliggjort: 16. april 2018

Jeremy Gilbert er professor i Cultural and Political Theory ved East London University. Hans Common Ground er en bog fra en venstreposition om spændingerne mellem liberalisme og neoliberalisme, mens Neoliberal Culture handler om netop det. Gilbert er medlem af styregruppen for Momentum, der er en bevægelse af Labourfolk, der støtter Corbyn og hans forsøg på fornyelse af partiet. Han er desuden redaktør af Tidsskriftet New Formations. Det nedenstående interview blev foretaget på Incomming Coffee, Station Approach, Walthamstow, London, UK, den 10. november, 2017. De indledende bemærkninger er skrevet i København, vinteren 2018.

Jeremy Gilberts tanke om ’Psykedelisk Socialisme’ er en af de mere overraskende og originale ideer, der er blevet undfanget på den europæiske venstrefløj i de senere år.[1] Man spørger uvilkårligt sig selv, om den er alvorligt ment eller et udtryk for galgenhumor i en situation, hvor det britiske venstre stadig er ved at komme sig over chokket og skuffelsen over, at UKIP vandt folkeafstemningen i juni, 2016, således at Brexit er ved at blive en realitet.

Hvad skulle psykedeliske, bevidsthedsudviklende, virkemidler som meditation, basisgrupper a la kvindebevægelsen, rundbordspædagogik og genreoverskridende rytmisk musik kunne hjælpe på Labours krise? Det var sådanne spørgsmål, der fremprovokerede nedenstående interview.

Da jeg lyttede min optagelse igennem, gik det imidlertid op for mig, at jeg havde taget for let på forberedelsen af interviewspørgsmålene! Jeg havde ikke stillet spørgsmål om den generelle baggrund for i det hele taget at sætte spørgsmålene på dagsordenen. Interviewet var blevet alt for indforstået. I stedet for at belemre Gilbert med en ny serie spørgsmål og begive mig til Walthamstow en gang til, skrev jeg derfor selv en indledning om denne baggrund på baggrund af læsning af debatten i UK. Jeg håber, at læsere såvel som Gilbert vil tilgive denne utraditionelle tilgang til interviewgenren.

UK’s Labour i midlertidig fremgang og langsigtet krise
Baggrunden for diskussionen om Psykedelisk Socialisme er, at Labours position som et af UK’s to naturlige regeringspartier er reelt truet i disse år. En af effekterne af den stigende nationalisme i Skotland har været, at Labours støtte i regionen er faldet dramatisk i takt med at ønskerne om uafhængighed af engelsk politik er blevet større. Tidligere var utilfredsheden med England overvejende en utilfredshed med Thatcher og de konservative, men med nationalisternes valgsucces, den tilsvarende nationalistiske strømning i England og Wales og den heraf fremkaldte Brexit-proces er risikoen for, at skotterne ikke vil blive i UK, men hellere være medlemmer af EU er, set fra et Labour synspunkt temmelig nærværende.

For Labour vil dette formodentlig betyde, at en stor del af det potentielle vælgergrundlag falder bort, og at den relative ligevægt mellem dem og de konservative dermed forsvinder. Det britiske Labour må altså fremtidssikre sig. Det må se sig om efter alle de ’små marginaler’, der kan stille partiet stærkere efter Brexit. Jeremy Gilbert foreslog derfor tidligere i foråret 2017 en taktik for udvikling af ’progressive alliancer’, hvor Labour på forhånd laver aftaler om stemmedeling og støtte med andre partier, der er utilfredse med de konservative, som supplement til fx Labours egen kamp for at bliver stærkere vis a vis Tessa Mays konservative.

’Psykedelisk Socialisme’ er en anden af de ideer, der kan bruges. Gilbert har smedet ordet under inspiration fra Mark Fishers såkaldte ’syre-kommunisme’. Psykedelisk socialisme kan for det første henvise til den periode, der tages inspiration fra (tresserne og halvfjerdserne), og indeholder i den sammenhæng en lille (eller stor om man vil) ironisk provokation, fordi det også henviser til periodens ’bevidsthedsudvidende stoffer’ som LSD.  Men det indeholder dermed også en stor solidaritetserklæring til de sub- og modkulturer i UK, der nogle gange ser psykedeliske oplevelser som et alternativ til neoliberalisternes binge drinking efter arbejdstid.

For det andet, og nok mere seriøst, henvises til den bevidsthedsudvidende (psykedeliske) dimension af politik. I dette tilfælde tænkes der især på, at det er neoliberalismens indskrænkede opfattelse af selvet og dets angivelige økonomiske interesser, der skal gøres op med og overskrides. Både selvet og dets omgivelser skal tænkes i udvidet form i forhold til neoliberalisternes rent økonomiske tænkning. Redskaber hertil kan være aktiviteter, der er knyttet til fælles oplevelser, erfaringsopsamlinger og -bearbejdninger.

Gramscianisme som ramme
Her kommer Antonio Gramsci relativt naturligt ind, for han ville allerede i 1920’erne og 1930’erne udvide bevidstheden om politik ved at overskride den snævre økonomiske fagforeningssocialisme (mere i løn) til en omfattende, eller integral, politik, der kom hele barometret rundt: fra økonomiens indretning, det civile samfunds ideologier og institutioner og frem til spørgsmålet om stats- og regeringsmagten (mere socialisme). Gramsci talte om, at man skulle gå fra snævre arbejderinteresser (begrænset klassekamp) til en ambitiøs politik, hvor socialisme og demokrati skulle på dagsordenen. I hans termer blev det til, at man skulle gå fra korporativ til hegemonisk politik.

Gilberts Psykedeliske Socialisme synes på flere måder at være en idé, der aktualiserer Gramscianismen i den aktuelle debat om Corbyns lederskab af det britiske Labourparti. Termen ’psykedelisk corbynisme’ har da også været nævnt. Gilberts og andres tanke er, at den del af Corbyns lederskab, der ikke støtter en tilbagevenden til Labourpolitikken før Thatcher, det vil sige til Den kolde krigs statsorienterede socialdemokratisme, men vil udvikle socialdemokratismen i retning af radikalt demokrati, skal blive ledende i partiet. Corbyn skal tilbydes et decentralt, bevægelsesorienteret alternativ til nationaliseringer, centralstyret velfærdsstat og keynesianisme som ellers er, hvad den traditionelle del af Labours venstrefløj vil have genindført. Traditionalisterne går nærmest helt tilbage til 1930’ernes New Deal i USA og 1950’ernes efterkrigsgenopretning i UK, når de skal finde pejlemærker for fremtidens Labourpolitik.

På denne baggrund blev nedenstående interview med Jeremy Gilbert til. Den grundlæggende dagsordenen for selve snakken var spørgsmålet om, hvordan man skal forstå Labours og Labours venstrefløjspolitik på den lange bane. Eller i hvert fald siden 1968.

Fra Gramsci til Corbyn: Interview med Jeremy Gilbert
Sp. Der har været enighed blandt mange som Stuart Hall og Chantal Mouffe om, at Blairismen var en slags humanistisk neoliberalisme. De neoliberale ideer stod så stærkt på dagsordenen i 1990’erne, at de oven i købet var trængt ind i oppositionens tænkning. Formuleringen om blairismen som ’Thatcherisme i bukser’ blev forslået af historikeren Erik Hobsbawm som betegnelse for denne situation. Men nu er Tony Blair ikke formand mere og Jeremy Corbyn synes at have en vis succes. Er der så en ny linje, og i givet fald: Hvad er Corbynisme?

Der er tale om en ny linje, men der er endnu ikke nogen klar politisk definition af Corbynismen. Corbyns lederskab er stadig i en fase, hvor det handler om at etablere sig og forme en ny bevægelse.

Hvis man ser tilbage på 1970’ernes debat var der to linjer i Labour: En statsorienteret og en decentralistisk, demokratiserende linje. Dengang var den statsorienterede linje ledende. Det er positivt, at billedet er noget mere blandet i dag. Corbyn har imidlertid ikke meldt klart ud om, hvor han står i den debat. Derfor kan man tale om en ’Corbynistisk situation’, men ikke om et Corbynistisk projekt.

Min egen stilling er nogenlunde klar. Jeg går ind for radikalt demokrati. Vi skal ikke tilbage til 1970’erne dominerende Labour-position. Man skal passe på med ortodoks genskabelse af politikker. Diskursen kan blive for nostalgisk, som Jean Luc Mélenchon viste i Frankrig ved præsidentvalget i 2017, og man skal ikke genskabe Labour fra 1970’erne. Det var for autoritært og for orienteret i retning af statslige – til forskel fra samfundsmæssige - løsninger.

En af de vigtige nye debatter kommer til at handle om det nye arbejdssamfund. Man kan tilslutte sig automatisering og nye digitale løsninger, men siger derved også ja til overflødiggjort arbejdskraft. Man skulle måske hellere sige ja – også til mere fritid set fra det samfundsmæssige perspektiv. Labour ville tidligere ikke være med til at sætte spørgsmål ved arbejdets rolle i samfundet og for den enkelte, men det skal man nok til at gøre nu. Det handler blandt andet også om prekariatsdiskussionen. Man er nødt til at se ud over de traditionelle tanker, der forudsatte faste lønmodtager-interesser, og at alle altid kunne komme til at arbejde på fuld tid.

Sådanne debatter skal ikke finde deres løsninger inden for en traditionel ’stat-socialdemokratisk’ ramme, der blev sat under krisen i 1970’erne. Der må nødvendigvis fornyelse til. I den forbindelse er det en udfordring, at den politiske uddannelse pt. er meget svag. Her kommer psykedelisk socialisme ind. Man bør støtte folks egen ’bevidsthedsudvidelse’ og erfaringsdannelse i kollektive fora, som fx i basisgrupper. Det er her de reelle løsninger skal formuleres.

Der var også nogle populistiske ideer hos Thatcher, som man ikke behøver at tilslutte sig, selv om man accepterer en del af det sæt af spørgsmål, de satte på dagsordenen, fx kritikken af centralistisk politik. Folk ville gerne have mere kontrol over egen tilværelse og mindre stat. Thatcher ville give dem mindre stat, mens Labour ville give dem mere. Kan man undre sig over, at nogle så valgte hende? Man bør udvikle en alternativ linje med mindre stat, men med mere samfundsmæssig solidaritet.

Det er vigtigt at huske og holde fast i, at Corbynismen er ’født i strid’. Det var i Labour altid en vag utilfredshed med Blairismen, men mange havde svært ved at sætte ord på den. De vidste, hvor de ikke ville hen, nemlig i retning af Thatcherismen, men ikke hvor, de ville hen. Den strid pågår stadig, og måske er det netop en central del af, hvad Corbynismen er: et element af indsatsen mod neoliberalismen. Corbynisme er hverken Thatcherisme eller Blairisme. Det er da altid en start.

Sp. Hvordan blev forestillingen om Psykedelisk Socialisme udviklet?

Det er en del af indsatsen for at skabe en fremadrettet politisk linje for nogle af dem, der gjorde Jeremy Corbyn til Labours nye formand. Corbynisme er foreløbigt mest valgslogans, der skulle gøre Labour i stand til at hamle op med de konservative ved sidste parlamentsvalg.

Før valgkampen i foråret 2017 handlede det især om, at der havde været et forsøg på at vælte Corbyn fra nogle af de højresøgende Labourmedlemmer af parlamentet. Corbyn blev den gang støttet af venstrefløjen i Labour, radikale demokrater og så videre. De medlemmer, der støttede ham, var imidlertid ikke enige indbyrdes. Nogle var radikale demokrater, der ville decentralisere partiet og det britiske samfund, andre ville centralisere begge dele.

Det er stadig svært at pege på en entydig politik linje, selvom man er enige om ikke at støtte neoliberalismen. Hverken i den partikonservative form, eller den form der sneg sig ind i Labour i løbet af 1990’erne. Neoliberalisme ses på den anden side som en konservativ reaktion på venstres fremgang og radikalisering i 1960’erne og 1970’erne.

Det lykkedes de konservative under Thatchers ledelse[2] at etablere en ny fortolkning og måde at fremføre deres argumenter på, der kunne bremse venstres succes. Derfor forblev venstreprojekterne fra 1970’erne ufuldstændige og uafsluttede. Man kan også se, at de i dag udgør en ’tabt løsning’.

Men at muligheden den gang gik tabt, er ikke det samme, som at den er tabt for evigt. Man kan godt gå tilbage til gamle erfaringer. De kan bearbejdes med friske energier, nu hvor der er kommet afstand til perioden, og hvor neoliberalismen efter finanskrisen er løbet tør for offensive ideer og i mange sammenhænge har måttet overgive initiativet til højrepopulister som Farrage, Le Pen og Trump.

På den baggrund holdt Momentum (en bevægelse i Labour, der støtter Corbyns lederskab, CJ) en konference i sommeren 2017. Et af de temaer, der blev diskuteret her, var syrekommunisme. Ordet er Mark Fishers betegnelse. Det trækker både på marxisme og R. D. Laings skrifter, samt på Fishers eget arbejde med det, han i bogen med samme navn kalder ’kapitalistisk realisme’.[3]

Hvis man vil diskutere erfaringerne igen i bagklogskabens lys for at raffinere det brugbare frem, er der en ting, der er nødvendig: Glem hippie-fobi! Det er ikke en rationel tilstand, men en rent politisk og som regel neoliberal forsvarsmekanisme, en rutinedel af det konservative opgør med ’venstre fra 1960’erne’. Betegnelserne syre-kommunisme, Psykedelisk Socialisme og syre-corbynisme er selvfølgelig delvist provokationer mod netop sådanne fordomme om og angreb på 1960’ernes og 1970’ernes modkultur, – der ofte stillede rimelige og relevante spørgsmål om formen på og retningen for datidens samfund.

Psykedelisk Corbynisme synes at være en mere acceptabel term end syrekommunisme. Spørgsmålet er, hvor langt man kan gå inden for de aktuelle rammer. Det præger også betegnelserne. Det er til en vis grad nødvendigt at forblive i dialog og i hvert fald ikke at støde nogen fra blot på grund af ordvalg.

Psykedelisk Corbynisme handler blandt andet om, at udvide kritikken af neoliberalismen ud over økonomien. En mere solidarisk forståelse af økonomi end neoliberalisternes er selvfølgelig en del af et nyt Labourprojekt, men Acid Corbynism spørger også: hvad er virkelig anti-neoliberal politik? Hvilken retning skal denne gå, hvis den ikke bare skal skrue tiden tilbage til slutningen af 1970’erne, altså til tiden før neoliberalismen begyndte at gøre sig gældende.

Hvis neoliberalisme ikke blot er en ideologi, men også er en relation, en måde at forholde sig til andre mennesker på (ekstremt individualiseret, økonomistisk) skal vi også forestille os et anti-neoliberalt projekt som relationer. En måde at forestille dette på, er at forestille sig ’radikalt demokrati’ som relation. Hvad vil det sige, at forholde sig radikalt demokratisk til andre mennesker? Hvordan starter man?

Acid Communism er et af de få koncepter, der sætter spørgsmålet om menneskelige betingelser på dagsordenen på en materialistisk måde. Den mener, at kritikken af neoliberalismen skal funderes i en kritik af individualismen. Blot et enkelt eksempel. Blandt nogle læger forskes der på Londons hospitaler i følelser af og omkring selvet. Det handler helt konkret – forstået som almindelig medicinsk forskning – ikke om individuelle ideer, men om hvordan sociale, politiske projekter er med til at skabe individer og påvirke deres psykiske helbred.

Antagelsen er, at freudianisme i den klassiske form giver nogle utilfredsstillende løsninger (individualistiske) på de udfordringer, den peger på, men at den kan udgøre et startpunkt og har en vis forklaringsmæssig nytte. Neoliberalism kan også diskuteres som et socialpsykologisk problem. Spørgsmålet for denne retning er blandt andet, hvordan man kan basere udvikling af ideer på klinisk forskning, underforstået i ’selvet’ som social fænomen?

Sp. Måske kan skal gå tilbage til nogle af de historiske og teoretiske grundlag for debatten på venstrefløjen i dag. Hvordan forholder du dig til Gramsci og det såkaldte Gramsci boom i 1970’erne? Er Antonio Gramsci stadig relevant eller er hans skrifter simpelthen bare blevet en del af ’teorihistorien’?

Jeg er selv analytisk tæt på Gramsci og også noget inspireret af Ernesto Laclau og hans Gramscilæsning. Jeg er fx i gang med et manuskript, Hegemony Now, der eventuelt kan udvikles til en brugsbog om Gramsci. Hegemony Now handler blandt andet om, at bruge Gilles Deleuze og Felix Guattari i en genlæsning af Gramsci.[4]

Udfordringen i dag er dog blandt andet, at der ikke er sket meget nyt på den politiske venstrefløj siden 1970’erne. Man tænker på de samme måder. Heller ikke Gramscianismen er, når alt kommer til alt, blevet udviklet særlig meget. På den anden side er det min erfaring, at der stadig er mange unge PhD studerende, der starter med aktuelle spørgsmål og ender med at søge tilbage til Gramscis store spørgsmål: Hvordan skal man føre politik i et markedssamfund? Så Gramsci er bestemt levende, selvom der ikke er kommet nogle nybrud i de senere år.

Sp. Apropos gramscianismen og dens udøvere: Kan du se nogen relevans for dagens debat om Labour i debatten i 1980’erne mellem Stuart Hall og Bob Jessop vedrørende Thatcherismens karakter – var den blot et ideologisk projekt eller en særlig materiel akkumulations strategi? Kan den slags debatter stadig give inspiration til, hvordan man udvikler alternativer til neoliberalismen i dag?

Selve debatten var måske lidt misforstået og kom ikke meget længere end et snævert akademisk miljø. Jessop og hans partnere havde i forhold til Hall en tendens til at overkritisere. Jessop sagde da også senere, at man måske kunne se sådan på det, at Stuart Hall havde haft ret i at lægge vægten på den ideologiske kamp i thatcherismens første fase, mens han selv havde ret i, at thatcherismen senere var blevet mere forbundet med direkte forsøg på at vende opmærksomheden mere mod det økonomiske i løbet af regeringsperioden.

De manglede imidlertid begge et grundlæggende syn på neoliberalismen som globalt projekt. De så især thatcherismen som et britisk forsøg på national genopretning. Så der var vel noget fornuftigt i debatten, men den var også noget indskrænket.

Man kunne også se på Thatchers konservative udfordring til 1970’ernes venstre i et Laclauiansk perspektiv. Konservatismen var til stede fra starten af 1970ene, men i socialkonservativ form. Idéudviklingen på højrefløjen af det, der blev til den aktuelle ’neoliberalisme’, var egentlig blot reartikulationer inden for den samme fond af ideer. Laclau foreslog en anti-økonomistisk tilgang, hvor man ikke bare så Thatcher en løgner, der bortforklarede klassekampen og den ulighed, den skabte, men som en politiker, der formulerede nogle måder at fortolke konservatismen på, der var mere gennemslagskraftige i situationen end de gamle. Hun blev en forløber for neoliberalismen som relation.

’At restaurere finanskapitalens magt’ er den virkelige definition på konservatisme i dag. Det, der var på dagsordenen til venstre den gang, var udvikling i offensiv politik for fx sorte, venstrefløj, modkultur, fagforeninger og kvinder. Disse havde fremgang i 1960’erne og 1979’erne. Thatcherismen var på den ene side en reaktion på dette, og på den anden side blev reaktionen givet en specifik retning: ’genopretning af finanskapitalens autoritet’.

Baggrundslitteratur
Jeremy Gilbert (1998) ’Blurred Vision: Pop, Populism and Politics’ i Anne Coddington og Mark Perryman (eds.) The Moderniser’s Dilemma. Radical Politics in the Age of Blair. London, Lawrence and Wishart.
Jeremy Gilbert and Jo Little (2009) ’Beyond Gesture, Beyond Pragmatism.’ In  Jonathan Pugh (ed.) What is Radical Politics Today? London, Palgrave MacMillan.
(2017) ’An Epochal Election. Welcome to the Era of Platform Politics.’ August 1, OpenDemocracy.
(2017) ’Psychedelic Socialism’, September 22, OpenDemocracy.
Jeremy Gilbert (2017) ’Acid Corbynism. An experimental politics for testing times’ The Conversation, October, 12.
Carsten Jensen (2018) ’Psykelisk Socialisme skal hjælpe Corbyn mod neoliberalisterne.’ Informations Kronik, 18 januar.


[1] I en kronik i Information 18 januar i år,  ’Psykelisk Socialisme skal hjælpe Corbyn mod neoliberalisterne’, har jeg forsøgt at indkredse betydningen af ordet lidt grundigere. Denne artikel sætter det i en bredere politisk og taktisk kontekst.

[2] Thatcher blev leder af partiet i 1975 som en reaktion på, at den daværende tory-formand Ted Heath samme år tabte valget til Labours James Callaghan.

[3] Mark Fisher (2009) Capitalist Realism. Is there no alternative? London, Zero Books.

[4] Der ligger et tidligt udkast til Hegemony Now på Jeremy Gilberts hjemmeside.