Forandring af EU eller ud af EU
Af Niels Henrik Nielsen

Offentliggjort: 16. april 2018

I de senere år har der været flere initiativer på venstrefløjen - nogle arbejder på at ændre EU, andre på at EU skal opløses. Her følger en kort status.

Henover sommeren og efteråret 2015 blev der taget flere forskellige initiativer for at udvikle venstrefløjens alternativer til den førte EU-politik.

Plan B i Europa
Det første initiativ blev taget i september 2015 af en række nationale og EU-parlamentarikere, hvor de vel mest kendte var den tidligere tyske finansminister og nu en af lederne i Die Linke, Oscar Lafontaine - det franske venstrefløjsikon Jean Luc Melènchon - tidligere vicefinansminister i Italien Stefana Fassini - og den netop fyrede græske finansminister Yanis Varoufakis.

Initiativet tog udgangspunkt i, at ”den europæiske union med aftalen af 13. juli 2015 de facto havde gennemført et statskup” i Grækenland, i og med at den europæiske centralbank truede med at lukke de græske banker medmindre regeringen accepterede en aftale, der indebar massive nedskæringer i de offentlige udgifter og udsalg af offentlig ejendom.

Manifestet talte om plan A og plan B, men koncentrerede sig de facto om 3 temaer: en fuldstændig genforhandling af EU-traktaterne, udvikling af en ny økonomisk politik og demokratisering af EU. Manifestet sluttede med at indkalde til en konference.

Manifestet indeholdt åbenlyse svagheder.

På den ene side talte det om genforhandling af traktaterne og på den anden side om at vedtage en politik ”på medlemslandenes niveau” for omfordeling. Omkring alternativer til Euroen og den økonomiske politik henviste det dels svævende til, at der allerede eksisterede parallelle betalings- og valutasystemer, dels til udtræden af Euroen og omdannelse af Euroen til en fælles valuta. Hvad gruppen mere præcist tænkte på fremgik ikke.

Om demokratisering nævntes det, at ingen europæiske nation kunne arbejde for sin befrielse alene. Men hvis det politiske initiativ skulle tilbage til medlemslandene, hvordan skulle demokratiseringen af Europa så foregå?  Det lykkedes heller ikke at holde sammen på gruppen. Få måneder senere dannede Varoufakis sit eget initiativ – DIEM 25 – mere herom senere.

Uenighederne kom tydeligere til udtryk på den efterfølgende konference, som blev holdt i Paris i januar 2016. I sin åbningstale fokuserede Lafontaine på den økonomiske magtkoncentration i EU på den ene side og demokrati på den anden. Som et eksempel på et begyndende økonomisk alternativ nævnte han, at den europæiske investeringsbank (EIB) kunne spille en central rolle i finansieringen af offentlige opgaver. EIB kunne finansieres direkte af en reformeret europæiske centralbank eller af landenes centralbanker. Oskar Lafontaine har senere tillige argumenteret for en tilbagevenden til EMS.[1]

Heroverfor stod to andre medunderskrivere. Den tidligere italienske vicefinansminister Stefano Fassina betonede beskyttelsen af de nationale arbejderklasser i sin tale, og Melénchon lagde vægt på den nationale suverænitet som drivkraft i et forandret Europa og nødvendigheden af at udvikle nationale økonomiske plan B modeller.

Der kom aldrig nogen udtalelse fra mødet og dette initiativ må betragtes som dødt. Selvom det dog er forsøgt videreført i en anden form.

DIEM 25
Som nævnt trak Varoufakis sig hurtigt fra initiativet Plan B i Europa og dannede Demokrati i Europa Manifestet 2025 i efteråret 2015. Også ham lykkedes det at tiltrække kendte navne som Julian Assange, Brian Eno, Naomi Klein og Zlavor Zizek. I Danmark er blandt andet folk fra Alternativet med i netværket.

Ifølge egne oplysninger har DIEM 215 over 66.000 medlemmer i 213 lande og territorier, men det er næppe en overdrivelse at sige, at DIEM 25 er mere eller mindre identisk med Yanis Varoufakis.

Bevægelsen har holdt en række internationale møder om gennemsigtighed og flygtninge. Dens motto er ”Europa skal demokratiseres ellers vil det opløses” og manifestet indeholder mange hensigtserklæringer såsom ”Et transparent Europa, hvor alle beslutninger finder sted under borgernes kontrol” og ”Et socialt Europa, der anerkender frihed fra udnyttelse, som en forudsætning for ægte frihed”.[2] I modsætning til det oprindelige initiativ taler DIEM 25 ikke om de enkelte staters rolle eller om udtræden af Euroen.

Varoufakis bruger nu DIEM 25 til at danne sit eget politiske parti i Grækenland – MePA 25.

Plan B for Europa
I efteråret 2015 udsendte ledende folk fra Nyt Anti-kapitalistisk parti i Frankrig, Folkelig Enhed fra Grækenland og Podemos i Spanien en opfordring under titlen ”Austerexit” til et radikalt brud med EU’s nedskæringspolitik.

Dette intiativ blev fulgt op af et manifest under navnet ”Plan B for Europa” underskrevet af en bred vifte af politikere, akademikere som Susan George, Tariq Ali og kulturfolk som Ken Loach og bevægelsesfolk som Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory og Gilbert Lieben generalsekretær i den wallonske fagforening CGSP. Initiativet opfattede sig selv som en fortsættelse af det tidligere politiker-initiativ. Reelt er der tale om et nyt initiativ med andre folk som drivende og i sin oprindelse med en bredere appel.

Politisk var manifestet fokuseret på kampen mod ”austerity” eller nedskæringspolitikken og alternativer til denne. Manifestet krævede ikke en opløsning af EU men ”en radikal demokratisering af de europæiske institutioner. Så de arbejdede for borgerne”.[3]

 Manifestet indkaldte til en konference i Madrid 19-21 februar 2016. Her blev der vedtaget en udtalelse ”For et demokratisk oprør i Europa” og opfordret til en fælles aktionsdag d. 28. maj. Siden har der været afholdt yderligere 3 konferencer i henholdsvis København, Rom og senest i Lissabon i oktober 2017.

Mens det oprindelige manifest var underskrevet af en bred vifte af politikere, bevægelsesfolk, akademikere og folk fra kulturen er det karakteristisk, at udtalelsen fra Lissabon kun er underskrevet af politikere.

Forandring af EU eller ud af EU
Plan B initiativet har fra begyndelsen været plaget af indre modsætninger mellem de grupper, partier eller personer som ønskede at tage den politiske kamp inden for EU og dem som ønskede at arbejde for opløsning af EU. Modsætninger som ikke kun har eksisteret mellem partier og folk, men også inden for de enkelte partier – eksemplificeret ved Die Linke, Fabio De Masi og Oskar Lafontaine.

Fabio De Masi er parlamentsmedlem for Die Linke og tilhører strømningen ”Socialistisk Venstre”[4] Strømningen afviser de nuværende EU-traktater og ønsker et opgør med hele den førte EU-politik. Herover for står eksempelvis Oskar Lafontaine som først og fremmest arbejder for ændringer i EU.

Næste møde var i København i november 2016.

Københavner-udtalelsen er den – hidtil – sidste, hvor en bred vifte af politikere, bevægelsesfolk mv. skrev under. Den er kort og indeholder en kritik af ØMU og nedskæringspolitikken specifik og EU generelt. Men udtalelsen kom ikke nærmere en afklaring og konkretisering af, hvad initiativet skulle kæmpe for af konkrete politikpunkter. Lidt polemisk kan det siges, at efter 3 konferencer var initiativet ikke konkret politisk kommet nogen vegne. En væsentlig årsag hertil er J.L. Melénchons holdning.

Ifølge ham er ”Frankrig ikke Cypern” og der er ikke noget EU uden Frankrig. Hvis Frankrig ikke får sin vilje, vil det uden at forlade EU afvise at efterkomme traktaterne. Den franske venstrefløj er delt på spørgsmålet om denne ”re-nationalisering” af kampen mod EU’s nedskæringspolitik. Og væsentlige dele – hvis ikke flertallet - i Die Linke er direkte imod som den nuværende formand for European Left Gregor Gysi.[5]

Rom-mødet ændrede Plan B initiativet
Der blev nu igen talt om såvel en plan A som en plan B. I indledningen til udtalelsen står bl.a. ”Plan A encompasses various proposals of deep re-orientation of the EU project. The Plan B is a progressive disengagement from the EU in case Brussels continues in the neoliberal anti-democratic path, and offers a new type of cooperation between States, including monetary cooperation.”.

Med “deep reorientation of the EU project mentes blandt andet “a full stop to the institutions' interference with national budgets while ensuring that Member States pursue policies according to the democratic choices of the people. På centrale punkter skulle EU vende tilbage til at være et samarbejde mellem nationalstater – først og fremmest på det økonomiske område. Med andre or den genoptagelse af de tanker som Jean Luc Melénchon og Stefano Fassina havde luftet på mødet i Madrid.

Plan B delen af udtalelsen indledtes da også med: ”Facing impossibility of deep reorientation of EU, we commit to engage our countries to regaining control of their basic tools for intervening in the economy. With close cooperation among States, we want to implement our progressive agenda of fiscal, social, economic and environmental justice.” Og sluttede med: All these solutions can be upheld by one or many Member States and third States willing to cooperate on a progressive base. The larger this new cooperative and progressive zone is, the better for our peoples.”

Rom-udtalelsen betød ikke kun, at bevægelserne trak sig. Den indebar tillige, at det i høj grad var enkeltpersoner snarere end partier, som underskrev udtalelsen. Karakteristisk var det da også, at såvel Melénchon som Fassina underskrev udtalelsen, mens Fabio de Massi var den eneste fra Die Linke.

Hvorfor Plan B initiativet?
Med mødet i Lissabon i november 2017 og udtalelsen herfra vendte initiativet tilbage til den korte overordnede udtalelse, hvormed eksempelvis hele Die Linke kunne være medunderskriver.[6] Men bevægelserne var væk – formentlig for altid. I dag er initiativet et rent partipolitisk initiativ, og man kan med rette spørge, hvad det kan bruges til, for de selvsamme partier samarbejder i EU-parlamentsgruppen GUE/NGL eller i European Left.

Lexit
Venstrefløjen er vel efterhånden i alle europæiske lande delt på spørgsmålet om, hvorvidt kampen skal foregå inden for EU eller EU skal nedlægges.

Den del af venstrefløjen som ønsker EU nedlagt, har dannet deres eget forum, kaldet Lexit (Left exit) og har udsendt en appel. Her skriver den blandt andet: ”Against the background of the alarming loss of democratic rights, dismantling of welfare states and privatization of public goods, the emancipatory forces in Europe need to propose workable, credible alternatives based on popular sovereignty to the current project of authoritarian neoliberal integration. That is why a Lexit (left exit) must be advanced as a tool to reclaim Democracy.”[7]

Appellen er underskrevet af en bred vifte af politikere og folk fra civilsamfundet. Så vidt det har været muligt at finde ud af, fungerer Lexit mere som et debatforum eller netværksforum for udveksling af ideer, artikler mv. Det har ikke været muligt at finde frem til selvstændige initiativer eller indkaldelser til konferencer mv. fra Lexit.

Hvad nu
Det er åbenlyst at Lexit ikke kan samle venstrefløjen. Lige som den del af venstrefløjen, der vil arbejde inden for EU heller ikke kan. Det synes også som om, , at Plan B initiativet reelt har udspillet sin rolle. Ifølge forlydender er der også overvejelser i gang om at skabe et nyt initiativ. Skal et nyt initiativ lykkes, er det vigtigt at starte med en åben og fordomsfri debat på hele venstrefløjen om mål og midler.