Venstrekræfterne og højrepopulismen
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 16. april 2018

Den europæiske højrepopulisme har været på fremmarch de sidste 10-20 år. Samtidig har de europæiske socialdemokratier og øvrige venstrekræfter grundlæggende været på retræte, selv om der ind imellem kan findes midlertidige undtagelser. I Danmark har dette resulteret i, at højrepopulismens repræsentant par excellence, Dansk Folkeparti, i 00’erne formåede at dreje de politiske og parlamentariske dagsordener over mod sig. Senere har Dansk Folkeparti etableret sig som en dagsordenssættende tredje blok, som både SD og blå blok nu har accepteret som del af parlamentarisk flertalskonstellation på noget nær alle vigtige DF-dagsordener, uanset om Danmark regeres af en blå eller en rød statsminister. Den danske højrepopulisme har dermed afgørende ændret dansk politik. Derfor er forholdet til Dansk Folkeparti og højrepopulismen afgørende for både Socialdemokratiet og venstrefløjens fremtid. Det gælder ikke mindst venstrefløjen, som med de nye mønstre i dansk politik er blevet sat endnu mere uden for afgørende politisk indflydelse. Enhedslisten og SF’s problemer med at få indflydelse på en socialdemokratisk regering er ikke alene et problem med Socialdemokratiet, men problemer med at tackle og imødegå højrepopulismens fremmarch og de ændringer i dansk politik, som det har affødt. Derfor er det vigtigt for venstrefløjen at analysere og diskutere mulige veje til at stoppe højrepopulismen.

Hvis venstrefløjen vil gøre sig håb om større succes med at stoppe højrepopulismen, må den tage nøje bestik af den konkrete, aktuelle former for populistiske anskuelser i forskellige dele af befolkningen, der ligger til grund for højrepopulismens succes. Hvis venstrefløjen ikke nøgternt analyserer disse anskuelsers indhold og udbredelse, risikerer man at basere sin politik på en naiv optimisme uden nævneværdig chance for succes. Derfor forsøger denne artikel at lægge nogle trædesten for en sådan analyse. Sidst i artiklen gives der på baggrund heraf en vurdering af forskellige mulige strategier til at stoppe højrepopulismen.

Højrepopulismens fremmarch kan bl.a. forklares som en politisk og moralsk reaktion på den måde, som de europæiske lighedsforestillinger har udviklet sig. Derfor vil jeg bruge en sådan optik som en nøgle til at forstå og forklare, hvordan og hvorfor højrepopulismen har haft så stor succes i bl.a. Danmark, og hvorfor de europæiske socialdemokratier og øvrige venstrekræfter indtil videre har haft svært ved at dæmme op for højrepopulismen.

Arven fra 1789
Nutidens europæiske lighedsforestillinger står i dyb gæld til den franske revolution i 1789. Der går om ikke en lige linje, så dog en snørklet og historisk kroget linje fra vor tid lighedsideer tilbage til 1789. Den franske revolutions lighedsbegreb har været de moderne europæiske lighedsanskuelsers moder. Derfor starter forklaringen på højrepopulismens fremmarch i Frankrig 1789.

Den franske revolutions lighed-DNA bestod kort sagt i et ønske og en forestilling om at kunne stille dem lige, der var lige, men blot var blevet forskelligt stillet i datidens Frankrig. Særrettigheder for adel og gejstlighed skulle og kunne afskaffes. Der var tale om en slags dobbelt bestemmelse af ligheden. Ikke nok med, at alle mennesker var født lige, uanset om de var født med en sølvske i munden eller ej. De, der var født lige, kunne og ikke mindst burde også stilles lige, selv om de langt fra var det i Frankrig før 1789. Alle franske borgere skulle have de samme rettigheder, muligheder og pligter. Derfor gik den franske revolution til angreb på bl.a. adelens og gejstlighedens privilegier.

Herhjemme blev den franske revolutions lighedsforestillinger op gennem det 19. århundrede en vigtig del af den socialdemokratiske arbejdsbevægelse. Det fortsatte i det 20. århundrede med ’Danmark for folket’ og et nationalt lighedsbegreb. Dette skete i en stadigt skiftende aftapning af de franske ideer, der hele tiden blev tilpasset efter og tog farve af en historisk skiftende dansk og europæisk kontekst. Efterkrigstidens og den kolde krigs socialdemokratiske lighedsforestillinger var langtfra de samme som i perioden op til 1. verdenskrig, men forbindelsen tilbage til ideerne fra 1789 forblev intakt. Efter 1945 blev de socialdemokratiske lighedsforestillinger farvet af erfaringerne med fascismen og nazismens racisme og antihumanisme og siden af den kolde krigs antikommunisme. Det førte til en øget betoning af, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, som det hed allerede i starten af den europæiske menneskerettighedserklæring fra 1948. I den socialdemokratiske selvforståelse var denne fremhævelse af lighed som menneske på tværs af de klasseskel og sociale uligheder, som Socialdemokratiet tidligere havde lagt stor vægt på.

Erfaringerne med fascismen og nazismen gjorde samtidig, at bl.a. Socialdemokratiet fandt behov for at forsikre, at mennesker ikke er født (lige) onde. Mennesker var derimod alle ”udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd,” som det hed i den europæiske menneskerettighedserklæring. Dermed blev ligheden beskrevet som en mulig lighed, som noget der ikke blot var værd at kæmpe for, men samtidig som noget man var mere eller mindre moralsk forpligtet til at bidrage til. Ligheden som en gensidig solidaritet og moralsk forpligtigelse, der kunne indtage en hædersplads som modstykke til nazismens og fascismens race- og kulturhygiejne.

Med undtagelse af lande som Grækenland, Spanien og Portugal blev mellemkrigstidens forskellige fascistiske og højrenationalistiske strømninger i en lang række europæiske lande henvist til en marginaliseret og illegitim taberposition, mens frihed, menneskerettigheder og repræsentativt liberalt demokrati blev dominerende europæisk mainstream.

Op gennem efterkrigsperioden vandt ligheden en lang række sejre i de fleste europæiske velfærdsstater. Den sociale ulighed internt i de europæiske lande blev mindsket frem til omkring 1980. Frem til starten af 1970’erne skete det tilmed samtidig med en hastigt voksende velstand og stadigt udbygget velfærd for de fleste. Samtidig sejrede det, man med et samlebegreb kunne kalde den kulturelle lighed og ligestilling. Der kom øget lighed mellem mænd og kvinder. Der kom øget ligestilling af homoseksuelle, øget etnisk ligestilling, etc. Hele denne udvikling bidrog til en oplevelse hos store dele af arbejderklassen og mellemlagene af, at tingene gik deres vej. Socialdemokratiet kunne med stor troværdighed hævde, at partiet gjorde gode tider bedre for danskerne.

Op gennem 60’ernes højkonjunktur og velfærdsudbygningen tog både den sociale og den kulturelle ligestilling for alvor fart. For den kulturelle ligestillings vedkommende skete det ikke mindst i kølvandet på 68’ i en fart og med en radikalitet, der ikke umiddelbart var opbakning til eller forståelse for i alle dele af bl.a. småborgerskabet og arbejderklassen.

Begyndende politisk og moralsk reaktion
De sejre, som kulturradikalismen, ungdomsoprøret, 1968 og det nye venstre vandt op gennem 1960’erne og 1970’erne på både den politiske arena og i dele af det civile samfund, sejrede ikke hele vejen rundt. Sejrene affødte tværtimod en politisk og moralsk reaktion i bl.a. dele af arbejderklassen og småborgerskabet. Fra 1970’erne og frem udviklede sig en række identiteter og verdensanskuelser[1], der dannede grobund for udviklingen af først Fremskridtspartiets og siden Dansk Folkepartis højrepopulisme i bl.a. arbejderklassen og småborgerskabet.

Alt dette skete for arbejderklassens vedkommende samtidig med, at arbejderklassen selv blev stadigt mindre homogen. Der kom stadigt flere kvinder på bl.a. det offentlige arbejdsmarked. Arbejderklassen fik for alvor to køn, og det bidrog samtidig til, at vi fik et voksende offentligt arbejdsmarked ved siden af det private. Uddannelsesmulighederne steg afgørende og løftede en stor del af de nye generationer på arbejdsmarkedet. Med 1960’ernes gæstearbejdere fik arbejderklassen en stadigt mere broget etnisk sammensætning.

Denne differentiering dannede grundlag for det, man med den amerikanske sociolog Eric Ohlin Wright kan beskrive som modsigelsesfyldte klassepositioner, og med dem fulgte nye former for klasseidentitet og -holdninger i form at voksende nicheidentificering og nichesolidaritet[2].

Disse nye klasse- og solidaritetsformer gled ikke nødvendigvis gnidningsfrit ind i de hidtidige former for politisk klasse- og samfundssolidaritet. Den sociale differentiering og de dertil knyttede nicheidentificeringer synes f.eks. at have bidraget til det, som den britiske sociologiprofessor Mike Savage har kaldt for ’kikke til siden’-kulturer[3]. Det vil sige kulturer, hvor man ikke primært definerer sig selv i forhold til ’andre’ klasser og lag ud fra en dem og os, ’oppe’ eller ’nede’, forståelse. I stedet definerer man sig selv ved at kigge til siden, ved at sammenligne sig og sine med andre klasser og lag, som man synes har eller bør have nogenlunde samme placering i forhold til udbytning og underordning som én selv. I vurderingen af, om man lige så stor anerkendelse, indtægt, osv. som dem, man burde ligestilles med, lægges der ofte mindre vægt på opnået identitet (merit, uddannelse, karriere, osv.) og tilsvarende mere vægt på tilskrevet identitet (geografisk tilhør, klassetilhør, religiøst og kulturelt tilhørsforhold, mv.).  

I Danmark synes en sådan ’kigge til siden’-kultur at have fungeret i flere dimensioner, herunder ud fra både et social-økonomisk lighedsbegreb og et kulturelt, humanistisk lighedsbegreb. Dette kan muligvis bidrage til at forklare, hvorledes en mere traditionel og endimensional klassekultur med fortsatte social-økonomiske lighedsforestillinger ikke mindst i dele af arbejderklassen efterhånden kom til at sameksistere med en ny kiggen til siden kultur med en voksende kritik af den voksende kulturelt humanistiske ligestilling.

Man kan karakterisere disse strømninger som en ny særlig arbejdernationalkonservativ protest- og utilfredshedsidentitet. Med begrebet arbejdernationalkonservativ menes der her et sæt ikke nødvendigvis sammenhængende verdensanskuelser, der tager afsæt i mere eller mindre idealiserede forestillinger om fortiden, og som derudfra værdsætter en fremtid, hvor tingene (ligesom tidligere) ’går de arbejdende danskeres vej’. Samtidig er den arbejdernationalkonservative anskuelse karakteriseret ved at forholde sig mere eller mindre konservativt kritisk over for det danske samfunds voksende kulturelt humanistisk ligestilling. Ofte kommer dette særligt til udtryk, hvor det involverer mennesker, der kommer udefra til Danmark fra kulturkredse. De anses for at adskille sig betydeligt fra de danske og dermed i mindre grad fortjene ligestilling i det danske samfund.[4]

Højrepopulismens voksende opbakning
Jeg har i tidligere artikel her i Kritisk Debat[5] påvist, at højrepopulismens voksende opbakning ikke alene kan forklares ud fra en række truede økonomiske og sociale interesser. Forklaringerne må efter min vurdering også inddrage en række særlige kulturelt betingede idiosynkrasier og præferencer og tage udgangspunkt i konkrete politiske hegemoni- og repræsentationskriser i de enkelte lande. Det hænger bl.a. sammen med, at højrepopulismen har valgt og haft mulighed for at tilbyde folk fortællinger, der på forskellig vis kombinerer begge arbejderkonservatismens dimensioner.

Det er min tese, at højrepopulismen i både Danmark og en række andre europæiske lande kan ses som en sådan særlig form for moral og verdensanskuelse, der især har udviklet sig hos dem, der har oplevet, at samfundet ikke længere er gået deres vej. Det er bla. dem, der har været skeptiske over for 60’ernes og 70’ernes kulturelle frigørelse og ligestilling af køn, race, etnicitet og seksuel orientering og efterfølgende oplevet begrænset økonomisk fremgang og skrantende velfærd.

Det gælder i særlig grad kortuddannede, der ofte ikke selv har større ambitioner om at deltage i karriere- og meriteringsræset på arbejdsmarkedet, og som har haft svært ved at fastholde fortidens anerkendelse og placering i lønhierarkiet som kortuddannede. Disse grupper har haft særlig gode grunde til at stille sig kritisk over for arbejdsmarkedets (og arbejdsmarkedspolitikkens) tiltagende belønning af de bedst kvalificerede og de skarpeste albuer, mens det for dem selv har knebet med løn og beskæftigelse og ordentlige arbejdsforhold. Det er forståeligt, hvis der her har udviklet sig en række forestillinger om overakademisering og undervurdering af håndens arbejde. Goderne falder ikke rigtigt, rimeligt og rigeligt der, hvor de burde. Tilsvarende er det nærliggende, hvis en sådan moralsk begrundet skuffelse er blevet forstærket, hvis man samtidig får en oplevelse af, at andre får adgang til rettigheder og muligheder i et omfang, de ikke fortjener.

Den voksende lydhørhed over for Kristian Thulesen Dahl og højrepopulismens budskaber kan imidlertid langtfra forklares som rene mekaniske afspejlinger af skuffede velfærds- og lighedsforventninger. Ligesom ’venstreidentiteter’ og -anskuelser ikke opstår ved at homogene arbejdermasser automatisk af anonyme historiske kræfter, så er de højrepopulistiske identiteter og anskuelser langtfra et simpelt direkte resultat af de seneste årtiers udvikling i det økonomisk-politiske system[6]. Højrepopulismen i befolkningen skal snarere forklares gennem fremvæksten af en række nye, sammensatte lighedsanskuelser som beskrevet ovenfor.

Hermed være ikke sagt, at de skuffede velfærds- og lighedsforventninger ikke har spillet nogen rolle. Det har de. Skuffede socialdemokratiske vælgere har søgt nye steder hen. Men for mange har skuffelsen været sammensat. Det har ikke bare været en skuffelse over den skrantende sociale lighed og velfærd, men også en nagende modstand mod den kulturelt humanistiske ligestilling og en voksende uvilje over for indvandringen op gennem 1990’erne. Skuffelse over egen ulykke er blevet næret af andres ufortjente lykke.

Vi ved i dag ikke særlig meget om, hvorvidt det er den danske højrepopulisme, der har haft succes med at aktivt at forme, skabe og forstærke velfærdsnationalistiske og arbejdernationalkonservative anskuelser. Den internationale forskning siger lidt, men er delt. Nogle undersøgelser viser, at det er lykkedes for nogle succesfulde højrenationalistiske partier og bevægelser at underminere støtten til bl.a. multikulturalisme. Men andre forskere finder ikke en sådan sammenhæng. F.eks. viser et studie baseret på European Social Survey data fra perioden 2002-2012, at de højrepopulistiske partier ikke har været særligt drivende i udviklingen af anti-immigrations holdninger. Tilsvarende viser et studium baseret på et tysk og hollandsk data panel, at opfattelsen af at været en truet eller underpriviligeret gruppe går forud for snarere end at være en følge af støtten til højrepopulistiske partier og bevægelser.[7]

Disse undersøgelser tyder således på, at den folkelige udvikling af mere eller mindre populistiske verdensanskuelser og identiteter har været ganske stærk over de seneste årtier, mens de populistiske partiers evne til aktivt at skabe forme og sammenfatte disse forskellige anskuelser måske har været mindre, end man måske kunne forvente. Måske har Pia Kjærsgaard mere været en indfølende megafon og eftersnakker end en succesrig politisk leder og folketaler. Vi ved det ikke.

Det ligger uden for denne artikels rammer at gå nærmere ind på, i hvilket omfang udviklingen har været næret og fremmet af Socialdemokratiet og venstrefløjens manglende evne til at skabe forståelse for og opbakning til den førte kulturelt humanistiske lighedspolitik på bl.a. udlændinge-, kultur- og retsområdet.[8] Men det er givet, at Socialdemokratiet direkte eller indirekte har spillet en aktiv skabende og fortolkende rolle i udviklingen af disse sammensatte populistiske anskuelser i og med at meget store dele af arbejderklassen frem til 1970’erne orienterede sig mod Socialdemokratiet og partiets særlige danske udlægning af  bl.a. det europæiske lighedsbegreb.

De nye populistiske anskuelser har bl.a. sin baggrund i, at de socialdemokratiske lighedsbegreber trods sine meget principielle begrundelser og universalistiske formuleringer siden 1930’erne har været nationalt afgrænsede, har været danske. Ligheden har haft et mere eller mindre klart formuleret dansk ’vi’. Det har været danskerne – hvem de så er - der er blevet betragtet som ’ligemænd’ (og -kvinder), der fortjente lige rettigheder og muligheder i livet.

Socialdemokratiet har op gennem hele efterkrigstiden bygget sin politik på ikke for alvor at udfordre en række lighedsforestillinger, hvis uudtalte præmis har været, at ligheden og rettigheder skal være fortjente. Man skal formelt eller uformelt have ’gjort sin pligt’ for at opnå rettighederne. Stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få dagpenge eller kontanthjælp. Have haft et langt arbejdsliv for at fortjene en efterløn. Have betalt sin skat i Danmark for at få børnecheck. Have størst tilknytning til Danmark for at blive familiesammenført i Danmark. Osv.

Det gjaldt ikke mindst fra 1980’erne og frem, hvor Socialdemokratiet i lyset af neoliberalismens ideologiske ’noget for noget’ politik begyndte at nyformulere sammenhængene mellem pligter og rettigheder.

I partiets ungdom kritiserede Socialdemokratiet overklassen for at have alle rettighederne og ingen pligter, mens arbejderklassen havde alle pligterne, men ingen rettigheder. Dengang kæmpede partiet for på lige pligter og lige rettigheder for høj og lav. Men fra 1980’erne og ikke mindst i det nye årtusinde blev det god socialdemokratisk politik at insistere på ingen rettigheder uden pligter for bl.a. arbejdsløse, flygtninge og indvandrere. Dermed blev rettigheder og muligheder stadig mere eksplicit defineret ud fra, hvem der var født ind i eller på anden måde accepteret som en del af nationens ’vi’.

Tidligere har de socialdemokratiske begrundelser for velfærdssamfundets udbygning nok givet plads til, men ikke tilskyndet aktivt til mere kritiske og restriktive holdninger til, hvem der fortjener og ikke fortjener velfærd og sociale rettigheder. Det er først for alvor kommet direkte fra Socialdemokratiet i de senere år.

Der er på denne baggrund god grund til at formode, at Socialdemokratiet første indirekte og siden mere direkte har bidraget til at skabe en særlig ekskluderende afgrænsning af, hvem der havde legitime forudsætninger for at få del i det danske samfunds velfærd og goder. Når velfærdsdemokratiets sociale deal i stadig mindre grad er blevet en medborgerlig forpligtigelse at være barmhjertig samaritan for alle og alverden har venstrefløjens begrænsede troværdighed på denne dagsorden givetvis også spillet en rolle. Ingen kan vist sige sig helt fri.

Ændret mandat til politikerne
Resultatet af disse forskydninger i anskuelser og lighedsopfattelser har over en årrække medført et ændret mandat til de valgte politikere. Stadigt flere har ønsket og forventet, at politikerne satte grænser for hvem der skulle have hvilken adgang til det danske velfærdssamfunds goder og ydelser.

De danske politikeres mandat blev i stadig mindre grad at tilbyde velfærdsrettigheder, mv. til alle i det danske samfund – og stadigt mere at forbeholde den danske velfærd og de danske skattekroner til dem, der var (som) de danske. Dermed har højrepopulisterne fået en række hverdagsanskuelser at tale ind i. Der har været klangbund for at kritisere præcis dem, der (fortsat) optræder som den barmhjertige samaritan over for andre end dem, der fortjener det.

Højrepopulisterne har mødt øget forståelse for at gradbøje forskelligheden. Der er sket en mere eller mindre udbredt folkelige udgrænsning af ’de andre’ og anderledes, der ikke nødvendigvis blev anset for lige, og som derfor ikke fortjente ligestilling. Flere og mere er blevet anset for at være for forskellige fra nationens egne borgere. Flere flygtninge og indvandrere er blevet vurderet som meget forskellige, hvad angår f.eks. religion og kultur. Det gælder ikke mindst dem, der kommer fra en anden køns-, arbejds- og familiekultur. Derfor har vi fået flere og flere diskussioner om, hvilke flygtninge, familiesammenførte og arbejdsmigranter, der bør holdes ude af Danmark. Vi har fået en diskussion om, hvem og hvad der ’truer’ dansk kultur og sammenhængskraft. Er det dem, der kommer fra Mellemøsten? Er det muslimer? Er det dem, der ikke spiser frikadeller, går anderledes klædt og bor i de samme boligområder.

Velfærdsnationalisme
De, der i dag støtter et parti som Dansk Folkeparti, begrunder ofte deres ståsted og anskuelser med moralske argumenter, der kritiserer en nutid og ængstes for en fremtid, hvor samfundets fordeling af goder, rettigheder og muligheder ikke i rimelig grad går deres vej. Den går i stedet – i urimelig grad –  andres vej. Egen rimelige sociale ligestilling og kulturelle anerkendelse skranter, mens andre med andre kulturer favoriseres urimeligt for ’vores’ penge.  

Den ene dag er det danskernes rimelige ret til en velfortjent værdig ældrepleje, der skranter, fordi vi bruger alt for mange penge på de flygtninge og indvandrere, der bare kunne tage sig sammen, lære dansk og få sig et arbejde at leve af. Den anden dag er det den polske håndværker, der knapt nok har lagt en dansk skattekrone endnu, som helt urimeligt lænser de danske skatteborgere for børnechecks til familien hjemme i Polen. Den tredje dag er det alle dem, der bor i udkantsområderne, der får for lidt, betaler for meget og har alt for langt til sygehuset.

En væsentlig del af alle disse lag i disse forskellige og undertiden direkte modsætningsfyldte mentaliteter og moralske anskuelser kan indfanges med et begreb om velfærdsnationalisme eller velfærdschauvenisme (velfærd for danskerne). De velfærdsnationalistiske anskuelser markedsføres i disse år markant. Det går først og fremmest Kristian Thulesen Dahls Dansk Folkeparti. Men det gør Mette Frederiksens Socialdemokrati også i stadigt højere grad.

Men velfærdsnationalismen er kun en af flere mulige betoninger i den danske populisme. Velfærdsnationalismen er blot en af måderne, hvorpå højrepopulismen prøver at forene støtte til social-økonomisk lighed med forskellige former for kritik af den voksende kulturelt humanistiske lighed. Man behøver blot at tænke på Mogens Glistrup og senere Pia Kjærsgaard og Søren Krarups langt stærkere betoning af den ’rene’ fremmedfjendtlighed og de ’svigtede almindelige danskere’ for at få billeder af en mere ren fremmedfjendsk nationalkonservatisme.

Venstrekræfterne og højrepopulismen
Når en væsentlig del af lydhørheden over for højrepopulismen er blevet næret af negative erfaringer med først og fremmest socialdemokratisk ledede regeringer, der ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til at sikre beskæftigelsen og en fair social fordeling af velstanden, må man forvente, at det vil kunne dæmpe denne lydhørhed, hvis Socialdemokratiet og venstrefløjen bliver i stand til at sikre beskæftigelse, velfærd og social lighed bedre.

Skal det ske, vil det kræve, at venstrekræfterne bliver i stand til at appellere tilstrækkeligt bredt på en væsentlig anderledes politik end den økonomiske politik, der har været ført de sidste 8-10 år. Det ligger mildest talt ikke lige for.

Socialdemokratiet har endnu ikke formuleret en afgørende ny og anderledes økonomisk politik. Partiet satser tilmed på at føre økonomisk politik med de blå partier. Det sker bl.a. ud fra den realistiske erkendelse, at ingen af partierne til venstre for Socialdemokratiet har noget, der bare ligner omridset af en økonomisk politik, som Socialdemokratiet har lyst til at gå i nærkontakt med.

Dette bør selvfølgelig ikke afskrække, men snarere tilskynde venstrekræfterne til at udvikle diskussionen om en ny økonomisk politik. Men realistisk set er der lang vej igen, inden venstrekræfterne for alvor vil kunne undergrave lydhørheden over for højrepopulismen ved at sikre beskæftigelse, velfærd og social lighed.

Skulle det over tid lykkes for Socialdemokratiet og venstrefløjen at enes om en sådan politik, vil lykken ikke hermed være gjort i forhold til højrepopulismen. Det skyldes grundlæggende, at de moralske anskuelser og begrundelser, der har ført til lydhørhed over for Kristian Thulesen Dahl og højrepopulismens budskaber, langtfra er rene mekaniske afspejlinger af skuffede velfærds- og lighedsforventninger. Ligesom ’venstreidentiteter’ og -anskuelser ikke automatisk opstår ved, at homogene arbejdermasser udbyttes og undertrykkes, så er de højrepopulistiske identiteter og anskuelser langtfra et simpelt direkte resultat af de seneste årtiers udvikling i det økonomisk-politiske system[9]. Derfor vil det være naivt optimistisk at forestille sig, at den folkelige opbakning til højrepopulismen vil forsvinde som dug for solen, hvis det skulle lykkes for venstrekræfterne at sikre beskæftigelse, velfærd og social lighed bedre for danskerne.

Tilsvarende vil det være naivt at satse på en ’ren’ social venstrepopulisme. En sådan venstrepopulisme ville alene slå på modsætninger mellem ’det arbejdende folk’s sociale krav og den økonomiske og politiske ’elite’s melen egen kage. En sådan politik vil i allerbedste fald svække højrepopulismen på udvalgte temaer. Men den vil ikke for alvor udfordre og ændre de sammensatte højrepopulistiske identiteter og anskuelser, der efterhånden har haft årtier til at udvikle og rodfæste sig.

En sådan endimensional social venstrepopulisme, som Enhedslisten undertiden forsøger sig med, har kun ringe udsigt til for alvor at tale ind i de ofte rodfæstede højrepopulistiske identiteter og moralske anskuelser. Dermed er der heller ikke store chancer for, at Enhedslisten vil opnå tilstrækkelig folkelig opbakning til at gennemføre ret meget med en sådan venstrepopulisme, og undergravningen af højrepopulismen vil være stærkt begrænset.

Jeg vil således hævde, at højrepopulismen næppe kan stoppes effektivt alene på venstrekræfternes hjemmebane. Det gælder uanset om hjemmebanen defineres som venstrepopulisme, klassekamp og kapitalismekritik eller en som en dagsaktuel resultatsøgende kamp for social lighed, velfærd, miljø og klima. Venstrekræfterne slipper ikke for at bevæge sig ud af sin comfort zone, hvis højrepopulismen skal stoppes.

Hvis nogen tror, at jeg er på vej til at se noget attraktivt eller nødvendigt alternativt i, at Socialdemokratiet og/eller venstrefløjen overgiver sig til en slags ’If you can’t beat them, join them’, så tager de grueligt fejl. Det vil, som ordsproget siger, være overgivelse og indmeldelse i en højrepopulistisk diskurs i en eller anden form. Og det hverken er eller bliver mig.

Et gammelt mundheld siger, at når Fanden bliver gammel, går han i kloster. Det skulle efter sigende  illustrere, at folk, der stilles over for døden eller andre trusler mod liv og helbred, bliver mere troende. Det er forkert og mig bekendt aldrig påvist. Til gengæld er det rigtigt, at hvis venstrekræfterne går i højrepopulistisk kloster, så er der risiko for, at de ender som troende. Det er set før i historien. Både herhjemme og i udlandet.

Jeg udelukker ikke, at Socialdemokratiet vil kunne vinde tilstrækkeligt mange vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti til at kunne generobre statsministeriet ved en slags konkurrerende velfærdsnationalisme. Men det vil i sagens natur ske på et politisk mandat fra vælgerne, der vil presse på for, at der bliver ført velfærdsnationalistisk politik. Samtidig og måske ikke mindst afgørende vil vælgeropbakningen til en sådan socialdemokratisk politik være skabt ved at udbrede støtten til en netop denne politik.

For mig er der derfor ingen vej uden om en særlig værdikamp og venstrepolitik, der kan forløse den indestængte sociale og politiske vrede, der over en årrække hovedsagelig har søgt mod højrepopulistiske anskuelser. Her ser jeg til gengæld en række muligheder. En af dem ligger i et nyt lighedsprojekt. I et lighedsprojekt, der tematiserer og videreudvikler kampen for både øget social-økonomisk og kulturelt-humanistisk lighed.

Et sådant lighedsprojekt bygger på den præmis, at ligheden kan udvikles (og krænkes) i både en vertikal social dimension, der bl.a. handler om indkomst, magt og velfærd og i en horisontal dimension, der bl.a. handler om menneskers lige ret og anerkendelse i andre ikke-økonomiske identitetsdimensioner som f.eks. køn, kultur, etnicitet, seksuel orientering og livsformer.[10] Derfor bør det være venstrefløjens opgave at sammenfatte et sådant integreret ligheds- og reformprogram, der er tilstrækkeligt attraktivt og overbevisende langt ud over venstrefløjens nuværende begrænsede kreds. Dette er for mig at se den store udfordring for kampen om fremtiden med bl.a. højrepopulismen.

Et sådant lighedsprojekt vil skulle bygge på et håb om en bredt ønsket fælles tryg fremtid, og håbet om en tryg fremtid vil kunne virke bestemmende og forandrende tilbage på de dagsaktuelle holdninger og kampe. Nutiden ligger i håbet om fremtiden.

Som sådan vil det skulle være et håbets alternativ til den indestængte vredes højrepopulisme, der lader frygten for en fremtid, der truer ’det Danmark, vi kender’ styre nutidens politik.

I et sådant projekt skal både sociale klassemæssige og kulturelle interesser nødvendigvis formuleres som ideer og anskuelser, inden de kan forfølges politisk som interesser.  Dermed må den sociale (klasse)kamp nødvendigvis være politisk værdi- og idékamp for at kunne blive effektiv. Det gælder ikke mindst en kamp for øget social-økonomisk og kulturelt-humanistisk lighed, der gør sig ambitioner om at lede de folkelige anskuelser og holdninger i nye retninger væk fra højrepopulismen. Venstrekræfterne har et stort ansvar for at lede de folkelige holdninger og anskuelser i ny sammenhængende retning og ikke bare følge og afspejle dem, hvis den vil gøre sig håb om større troværdighed, opbakning og politisk magt.

Her er måske i virkeligheden den afgørende forskel på højrepopulismen og venstrefløjen. Mens højrepopulismen tilsyneladende har kunnet vinde frem alene ved at give stemme til usammenhængende common sense, kan venstrefløjen kun opnå fremgang for et mere lige og solidarisk samfund ved aktivt at tilbyde folk et troværdigt håb om en tryg fremtid.

Men værdikampen gør det ikke alene. Den er nødvendig, men ikke nok til at skabe nye anskuelser og ny opbakning til et sådant lighedsprojekt. Det kræver konkrete kampe for at skabe en mere lige og retfærdig fordeling af magt, indflydelse, muligheder og rettigheder. Der er brug for nye konkrete bud på, hvem der med ret og rimelighed skal have del i hvilken lighed. Hvem skal have ret til dansk SU, børnecheck og dagpenge? Hvem skal have hvilke flygtningerettigheder? Osv.

Skal det lykkes at samle tilstrækkeligt bred opbakning bag en gensidig solidaritet i forskellige sociale klasser og lag om at øge både den sociale og kulturelle lighed, vil det kræve en realistisk pragmatisk afvejning og prioritering af, hvad der skal være de vigtigste umiddelbare reformskridt, man samles om. Indsigt, empati, langsommelighed, præcision og klarhed vil være helt nødvendige dyder i en sådan alliancepolitik.

De nuværende højrepopulistiske anskuelser ændres og udskiftes ikke over en nat. Det gør Kristian Thulesen Dahls troværdighed heller ikke. Men jeg tror og håber, at det er muligt at gøre en lille mand af ham, hvis man gør det langsomt og præcist.


[1] Begrebet hverdagsmoral bruges her som et begreb for det, som den italienske marxist Antonio Gramsci (1881-1937) betegnede med det italienske begreb senso comune (ofte misvisende oversat til common sense), som betegnelse for ’ikke-filosoffernes filosofi’, det sæt af ofte indbyrdes modstridende verdensanskuelser, som enkeltpersoner og bredere sociale grupper mere eller mindre ukritisk gør sig, jf.

[2] For disse begreber se bl.a. Erik Olin Wright: Classes, London 1997; Erik Olin Wright et al.: The Debate on Classes, London 1989

[3] Mike Savage: Social Class in the 21st Century, London 2015

[4] F.eks. kritiseres begreber som ’integration’ og ’kulturmøde’ for ’kulturrelativistisk’ at ligestille dem der skal bidrage til integrationen og indgå i kulturmødet.

[5] Bl.a. i artiklerne Højrepopulismens fremmarch, Socialdemokratierne og højrepopulismen og  Enhedslistens venstrepopulistiske fristelser. Siden har et tysk-fransk studie dokumenteret en kikke til siden kultur. Arbejdervælgere i fattige områder giver ofte politikerne skylden for at glemme dem, mens bl.a. migranter favoriseres.

[6] Noget sådant ville udtrykke en teoretisk set yderst kritisabel bastant økonomisk determinisme. En efterhånden omfattende forskning har da også påvist, at opbakningen bag politisk højrepopulisme kan variere ganske meget mellem økonomisk relativt ligestillede lande og regioner inden for lande, ligesom højrepopulismens varierende opbakning inden for kortere perioder ikke har kunnet forklares ud fra tilsvarende økonomiske og sociale variationer.

[8] Tilsvarende ligger det uden for denne artikel rammer at diskutere, hvorvidt udviklingen af disse anskuelser kan føres tilbage til klarsynede socialdemokratiske vælgeres logiske fravalg af Socialdemokratiets nærmest systematiske fejlanalyser af indvandringens konsekvenser gennem årtier, som synes at være arbejdstesen i Mattias Tesfays bog Velkommen Mustafa. 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik. København 2017.

[9] Noget sådant ville udtrykke en teoretisk set yderst kritisabel bastant økonomisk determinisme. En efterhånden omfattende forskning har da også påvist, at opbakningen bag politisk højrepopulisme kan variere ganske meget mellem økonomisk relativt ligestillede lande og regioner inden for lande, ligesom højrepopulismens varierende opbakning inden for kortere perioder ikke har kunnet forklares ud fra tilsvarende økonomiske og sociale variationer.

[10] Jf. Anders Nilsson & Örjan Nyström: Högerpopulismen och jämlikheten – en essä. Landsorganisationen i Sverige 2018