Catalansk uafhængighed i historisk perspektiv Del III – Forfatningskampen
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 16. april 2018

Catalonien udgør sammen med Baskerlandet og Galicien på grund af sin kultur, historie og eget sprog en særlig del af Spanien. Det var egentlig meningen, at artikelserien blot skulle have været i to dele, men der er så mange aspekter af forholdet mellem Catalonien og Spanien, at en tredje artikel har vist sig nødvendig. I den første artikel, der behandlede tiden frem tid den spanske borgerkrigs afslutning i 1939, forsøgte vi i et historisk perspektiv og med udgangspunkt i Catalonien at ridse baggrunden for den catalanske uafhængighedsbevægelse op. I den anden behandledes tiden fra borgerkrigens afslutning op til dagens Catalonien. Det forsøgtes i de to første artikler at vise den catalanske nationalismes udvikling i sammenhæng med Cataloniens og det øvrige Spaniens politiske og økonomiske udvikling, herunder ikke mindst arbejderbevægelsen. Denne tredje del tager udgangspunkt i den spanske forfatning af 1978 og i den catalonske selvstyrestatut af2006 og søger at knytte udviklingen i Catalonien til udviklingen i det øvrige Spanien.

Juan-Ramón Capella skriver i sin artikel om, hvorledes man nåede frem til den spanske forfatning af 1978, at forfatningen var det hurtige resultat af et stiltiende kompromis mellem to afmægtige kræfter: Umuligheden for falangisterne i at forlænge diktaturet uden Franco og umuligheden for den egentligt demokratiske opposition af at gennemtvinge et fremskredent demokrati. Derfor er der så mange tvetydigheder og huller i forfatning af 1978 – tvetydigheder og huller der i dag kræver en forfatningsændring ellers vil forfatningen blive en møllesten om halsen på det spanske demokrati. Det spanske socialdemokrati, PSOE, krævede da også som betaling for at stemme for anvendelsen af forfatningens paragraf 155 til at indføre direkte styre i Catalonien efter folkeafstemningen 1. oktober sidste år, at der skulle nedsættes en forfatningskommission, der skulle arbejde med ændringer af1978-forfatningen. Noget hverken det regerende Partido Popular under premierminister Mariano Rajoys ledelse eller det opstigende højreparti Ciudadanos synes særlig interesseret i. Også selvom den baskiske selvstyreregering under det baskiske nationalistparti PNV kræver, at anvendelsen af paragraf 155 i Catalonien ophører, hvis regeringen ønsker PNVs stemmer for finansloven.

Centralisme – regional nationalisme, en konstant spænding
Forsøgene på en centralisering af den spanske stat går langt tilbage, men det var først i sidste halvdel af 1800-tallet, at den fandt sin mere eller mindre endelige form. Denne centralisme lå ved roden af et autoritært styre. Modsvaret var opblomstringen af regionale, nationalistiske bevægelser, der udløste statslig undertrykkelse, som kulminerede i Francos sejr i den spanske borgerkrig. Diktaturet indførte en ekstrem form for centralisme, der med vold undertrykte alle kulturelle og politiske udtryk for regional nationalisme.

Men allerede under diktaturet begyndte de nationalistiske strømninger atter at røre på sig. I Catalonien i form af et forsvar for catalonsk kultur, de i 1971 resulterede i oprettelsen af paraplyorganisationen Den catalonske Forsamling, Assemblea de Catalunya.

Den baskiske nationalisme, der førhen havde været fredelig og i Baskerlandet i høj grad blev ledet af PNV, det baskiske nationalistparti, blev nu under indtryk af, at man var tvunget under jorden mere og mere militant. Den nye bevægelse ETA (Euskadi ta Askatasuna, Baskerlandet og Friheden) grundlagt 1959 blev tvunget under jorden af diktaturets repression. Midt 1960erne var karakteriseret af et økonomisk boom, der frembragte nye spændinger i det baskiske samfund. Fordi diktaturet var slået ind på det, der kaldes ’liberalisering uden demokratisering’, kunne modsætninger komme op til overfladen og statens legitimitet blev sat under pres. Undertrykkelsen og ETAs svar foregik i bølgebevægelser og for hver gang steg tilslutningen til nationalismen. ETAs ’svendestykke’ var drabet på admiral Carrero Blanco, der almindeligvis regnedes for Francos efterfølger, i december 1973 i Madrid.

Kampene i Baskerlandet gav genlyd i hele Europa, men først og fremmest i den indenlandske opinion i Spanien og tvang regimet i defensiven, ikke mindst på grund af den omfattende mobilisering. Selv den katolske kirke begyndte at lægge afstand til repressionen.

Som regimets udløbsdato nærmede sig, stod det mere og mere klart at et nyt og demokratisk Spanien måtte finde en løsning på det nationale spørgsmål, hvis det skulle være levedygtigt og stabilt. Men man måtte først afvente diktatorens død, før man kunne påbegynde denne proces.

Franco-styret selvudnævnte historiske mission var at skabe orden og stabilitet og det havde man fejlet i. Selvom ETAs voldelige angreb havde vist, at styret ikke var uovervindeligt, var kilden til instabiliteten de voldsomme sociale forandringer, den storstilede industrialisering af landet medførte. En proces regimet selv havde startet for at bringe landet ud af sin tilbageståenhed. Regimet blev derfor fanget i sin egen fælde: Med økonomisk udvikling fulgte et stigende pres for decentralisering og demokratisering. Ved Francos død truede styrets voksende mangel på legitimitet selve enhedsstatens beståen og den samlede, demokratiske opposition tvang de herskende klasser til at se det galiciske, det baskiske og det catalonske ’spørgsmål’ i øjnene.

Demokratiseringen af Spanien kunne ikke have fundet sted uden det pres og de spændinger, der hidrørte fra den regionale nationalisme, nemlig de catalonske og baskiske bevægelser. Hvor den ene - den baskiske - brugte vold til at ødelægge den gamle orden, brugte den catalonske nationalisme fredelig mobilisering. Samtidig med at de nationalistiske bevægelser var med til at omdanne Franco-staten til et demokrati, ændredes de også selv.

Den spanske forfatning af 1978
Et hovedproblem i den forfatningsgivende proces var, at den udpegede konges legitimitet helt og holdent udsprang af Franco-styret, der havde indsat Juan Carlos som efterfølger for Franco. At stille en sådan person i spidsen for demokratiet tjente det formål, at man kunne fremstille militærkuppet i 1936, der udløste den spanske borgerkrig, som legitimt og dermed også fritage de personer, som havde stået i spidsen for kuppet, for ansvaret for borgerkrigen, de utallige drab og forbrydelser efter krigens afslutning og behandlingen af politiske modstandere som ikke-personer. 

Kong Juan Carlos var fuldstændig klar, da han i 1969 fik overdraget kongeværdigheden af Franco: ”Jeg modtager fra hans excellence statschefen og generalissimo Franco den politiske legitimitet, der opstod 18. juli 1936 midt i så mange triste, men nødvendige lidelser, for at vort fædreland på ny kan ledes ind på sin skæbne[s vej].” Juan Carlos måtte sværge troskab overfor Franco-styret grundlæggende love. For kongen var demokratiske rettigheder derfor en nødvendig modvægt mod denne illegitime ’legitimitet’, hvis ikke han skulle miste kronen. Hæren opfattede sin rolle som beskytter af Spaniens enhed, dvs. imod alle forsøg på regionalt selvstyre, især i Baskerlandet og Catalonien, som Franco-styret helt siden borgerkrigens udbrud havde betegnet som ’forræderprovinser’. Det var således kronen og hæren, der satte de politiske grænser for 1978-forfatningen.

Efter Francos død i november 1975 og ved overgangstidens begyndelse var landets ministerpræsident Carlos Arias Navarro, en benhård falangist, der modsatte sig politiske reformer, der ikke lå i forlængelse af Franco-styret. Kongen fremsatte imidlertid til pressen udtalelser, der var stærkt kritiske overfor Arias og han gik derefter af. Kongen udpegede derpå Adolfo Suárez, en hidtil ret ubemærket apparatjik i regeringsapparatet, til regeringsleder, som udviste betydelig mere interesse i fundamentale, politiske forandringer.

Suárez var klar over, at styret kun kunne legitimeres ved at genoprette en demokratisk samfundsorden og at det var oppositionens illegale partier, der udtrykte denne legitimitet. Samtidig skulle han balancere med regimets hardlinere, der udfyldte Franco-statens skinparlament, Cortes.

Vejen til en forfatning gik over loven om politisk reform fra 1977, der blev vedtaget af parlamentet og for at skaffe yderligere legitimitet bekræftet ved en folkeafstemning, hvor næsten 78% af befolkningen deltog og hvor 94% stemte ’ja’. Fordi loven blev til under et styre, der stadigvæk var frankistisk, var den mudret og modsætningsfyldt. På den ene side siger den, at det spanske demokrati hviler på lovens forrang, som udtryk for folkets suveræne vilje. På den anden side gav loven kongen ret til at udnævne op imod en femtedel af senatorerne og hvad der var vigtigere til under visse betingelser at opløse parlamentet og ved en folkeafstemning udpege et nyt parlament. Folkesuveræniteten var således begrænset.

En stor knast i hele demokratiseringsprocessen var forholdet til det spanske kommunistparti, PCE, der på tidspunkt var den stærkeste og bedst organiserede oppositionskraft ikke mindst takket være sin faglige fløj, Comisiones Obreras, Arbejderkommissionerne (CCOO). De militære ledere modsatte sig meget kraftigt en legalisering af PCE og socialdemokratiet, PSOE, begyndte at lægge afstand til PCE. Ikke desto mindre tog Suárez kontakt med Santiago Carillo, PCEs generalsekretær. Carillo udviste stor samarbejdsvilje og stillede ingen forhåndsbetingelser. Regeringen, der var bange for PCEs indflydelse, begyndte samtidig på en politik, der gik ud på at favorisere den socialdemokratiske landsorganisation UGT for at forhindre, at de to faglige organisationer slog sig sammen. Resultatet var det fragmenterede, faglige landskab, der den dag i dag splitter de organiserede arbejdstagere i Spanien.

Kongens og hæren
På trods af at være udnævnt af Franco var kong Juan Carlos blevet populær. Denne popularitet betød, at kongen kunne spille en symbolsk rolle som mediator mellem det frembrydende demokrati og hæren, der udgjorde den største trussel mod demokratiet. Samtidig kunne kongen også spille på sin rolle som symbol på statens sammenhængskraft. Ved sit første besøg i Barcelona i februar 1976 overraskede han ved som det første statsoverhoved i moderne tid at tale på catalansk. Det samme gælder i Galicien, hvis lokale sprog er tæt på portugisisk, et sprog som Juan Carlos også beherskede, fordi han voksede op i Portugal. Kongens symbolske værdi fyldte langt mindre i Baskerlandet.

Men kongens rolle er også en del af en myte, der går ud på at fremstille monarkiet som den naturlige statsform i Spanien og således gøre Franco-diktaturet til en kedelig undtagelse i Spaniens eller kontinuerlige, monarkistiske historie – endnu et resultat af den ’glemslens lov’, som var en del af prisen for hærens tilbageholdenhed.

Det fejlslagne kupforsøg i 1981, hvor en gruppe civilgardister stormede parlamentet og holdt det besat, mens elitedivisionen ”Brunete” holdt sig parat, højnede kongens anseelse, fordi han med det samme tog afstand fra kuppet, der således blev ’Bunkerens’ sidste krampetrækninger og hærens sidste forsøg på rulle den demokratiske proces tilbage.

Men ikke desto mindre fik kupforsøget konsekvenser for det ufærdige demokrati, fordi det til en vis grad bremsede yderligere udvikling af f.eks. det regionale selvstyre. Regeringen forsøgte nemlig at tage vinden ud af hærens utilfredshed med en lov om harmonisering af selvstyreprocessen (på spansk: Ley Orgánica de Armonicación del Proceso Autonómico, LOAPA). De baskiske og catalonske nationalistpartier protesterede sammen med kommunisterne og det andalusiske socialdemokrati kraftig mod loven, mens PSOE og UCD Unión del Centro Democrático, der sad på regeringsmagten indtil 1982, accepterede loven som et bolværk mod yderligere militær indgriben. Loven blev imidlertid året efter kendt forfatningsstridig af forfatningsdomstolen og derfor ophævet.

Hæren udgjorde helt op til kupforsøget 1981 en fare for Spaniens demokratiske udvikling. Derfor stod en reform af de væbnede styrker højt både på Suárez-regeringens og på den efterfølgende socialdemokratiske regerings dagsorden, da den kom til magten i 1982. NATO-medlemsskabet skabte et udmærket påskud for at accelerere denne modernisering, hvis formål var tofold: At eliminere en trussel mod demokratiet og at modernisere de væbnede styrker, både teknisk og organisatorisk. Fra at have været en politisk voldsinstitution, der først og fremmest skulle bruges mod indenlandske, politiske modstandere skulle hæren omdannes til at være en ’apolitisk’, professionel og teknisk institution under ubetinget demokratisk kontrol i lighed med andre demokratiske landes forsvar.

Ifølge Carlos Zubeldia var denne transformation af de væbnede styrker faktisk først tilendebragt i 1989. Transformationen ser han som havende to perspektiver: Det ene er overgangen fra et frankistisk militær til et demokratisk; det andet - og meget bredere - en løsning på Spaniens gamle ’militære problem’, dvs. de væbnede styrkers ’ret’ til at blande sig i politik, ultimativt retten til at gribe magten i nationens navn. Under hele PSOEs regeringstid var der stadigvæk forsøg på kup og rygter om disse, der var ulydighed mod regeringen, militær indblanding i civil politik i form af proklamationer, der eksisterede stadigvæk institutionelle områder med militær autonomi som f.eks. den militære anklagemyndighed helt frem til 1989. Det var først da Spanien begyndte at deltage i internationale fredsoperationer, at de væbnede styrkers ry begyndte at bedre sig.

Om det ’militære problem’ så har fundet en løsning er stadigvæk lidt uklart, fordi det kasernerede politi, Guardia Civil, er stærkt militariseret og fordi den mytiske figur, soldaterkongen, stadigvæk er levende i visse kredse.

Forfatningsarbejdet
På grund af tidspresset fik de stadigvæk illegale partier meget knap tid til en valgkamp. Samtidig var befolkningens politiske bevidsthed blevet stærkt svækket af de mange års diktatur, hvor det at blande sig i politik kunne få skæbnesvangre følger. Fordi loven om politiske reformer ophævede de andre af Franco-tidens grundlæggende love, stod det klart for magthaverne og kongen, at det nyvalgte parlament de facto ville blive forfatningsgivende, selvom valget formelt set ikke var udskrevet med det formål.

På selve valgdagen 15. juni 1977 var hærens øverste råd permanent samlet, samtidig med at elitedivisionen ”Brunete” var sat i alarmberedskab og opholdt i sig i udkanten af Madrid.  Resultatet af valget var meget opmuntrende for de regerende, hvis parti UCD fik 35% af stemmerne – folk var blevet kloge af skade af krigen og diktaturet. Folkefront, nej tak! I Catalonien kom de lokale socialdemokrater, PSC, og kommunister, PSUC, ind på henholdsvis første- og andenpladsen og også i Baskerlandet blev det lokale socialdemokrati, PSE, nummer et, mens det baskiske nationalistparti, PNV, kom ind på en andenplads.

Den spanske økonomi var ved overgangen til demokratiet i en alvorlig forfatning, så i december 1977 samlede Suárez partiernes ledere i sin officielle residens, Moncloa. Her gik venstrefløjen til gengæld for forhøjelse af understøttelsen, flere arbejdspladser osv. med til skatteforhøjelser, nedskæringer i offentlige udgifter og lønstigninger på højest 20%.

Suarez-regeringen havde egentlig tænkt sig selv at udarbejde et forslag til forfatning og forelægge det for parlamentet, men dette stødte på voldsom modstand fra socialdemokraterne og kommunisterne. Man enedes derfor om at nedsætte et udvalg for forfatningsanliggender bestående af deputerede fra underhuset (kongressen). Dette udvalg udnævnte i sin tur syv medlemmer til en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde et udkast til en forfatning. Socialdemokraterne afgav en plads således, at Catalonien kunne blive repræsenteret, men UCD nægtede på sin side at afgive en plads til PNV, det baskiske nationalistparti, så Baskerlandet blev ikke repræsenteret i arbejdsgruppen.

Forhandlingerne i gruppen blev langvarige, dels fordi de borgerlige medlemmer indtil for nylig jo havde været en del af diktaturet og kommunisterne og socialdemokraterne illegale og dels fordi spørgsmålet om de historiske nationaliteter – Galicien, Baskerlandet og Catalonien - gav anledning til stor uenighed. Der opnåedes alligevel et kompromis ved, at UCD gav sig med hensyn til venstrefløjens krav om, at alle grundlæggende rettigheder skulle anerkendes, mens venstrefløjen opgav kravet om, at Spanien skulle være en republik og accepterede monarkiet uden at kræve folkeafstemning herom. Samtidig enedes partierne om, at imødekomme den catalonske repræsentants ønske om, at udtrykket ’nationaliteter’ blev indføjet i forfatningen.

Det nationale spørgsmål vigtighed understregedes af en kraftig optrapning af den politiske vold i landet, i sær i Baskerlandet, hvor ETA var aktiv, men også udenfor, hvor en maoistisk gruppe, GRAPO, begyndte en serie attentater og kidnapninger.  I byen Vitoria i Baskerlandet udbrød der i marts 1976 strejke oprindeligt for lønforhøjelser, men strejken udviklede sig hurtig til gadekampe, barrikader og adskillige døde. I solidaritet med de baskiske arbejdere bredte strejker, demonstrationer og gadekampe sig snart til hele Spanien. Den ekstremistiske højrefløj, hvis forbindelser med efterretningstjenesterne var velkendte, svarede igen med sin egen voldsbølge, herunder mordet i Atocha i januar 1977 på fem fagforeningsadvokater.

Presset for decentralisering kom stærkt til udtryk 11. september 1977, hvor Cataloniens nationaldag, La Diada, samlede over en million deltagere til den største demonstration i Vesteuropa efter krigen under parolerne ’Frihed, amnesti og selvstyrestatut’. Det var venstrefløjen, der var arkitekten bag demonstrationen, ikke de traditionelle, nationalistiske kræfter.

Madrid forstod signalet og den 29. september udstedtes et dekret, der oprettede en provisorisk selvstyreregering (Generalitat) i Catalonien. I december skete det samme for de tre baskiske provinser. At udstede disse dekreter var en balancegang på en knivsæg, for hæren var meget stærkt utilfreds med det, man opfattede som begyndelsen til opløsningen af Spaniens enhed.

Noget andet, der nær havde ført til et sammenbrud, var forholdet til den katolske kirke. Til slut enedes man om uddannelsesfrihed – under diktaturet var det kirken, der stod for undervisningen – mens man tillod, at kirken fortsat kunne opretholde sine egne undervisningsinstitutioner. Dog skulle lærere, elever og forældre deltage i ledelsen af institutioner, finansieredes af offentlige midler.

På en række andre områder bar det endelige forfatningsudkast præg af at være blevet til under store meningsforskelle, fordi det indeholdt så mange tvetydige formuleringer.

I parlamentets udvalg for forfatningsanliggender startede kampen på ny, idet de borgerlige havde 19 repræsentanter og venstrefløjen og den catalonske repræsentant 17. Det baskiske spørgsmål voldte her store problemer, fordi PNV holdt fast i at baskernes nationale suverænitet skulle godkendes og det ene af de borgerlige partier – Alianza Popular (der senere blev til Partido Popular) ville ikke godkende brugen af udtrykket ’nationaliteter’. Alligevel lykkedes det til slut at få et udkast stablet på benene og den 31. oktober 1978 stemte begge kamre massivt for forfatningsudkastet.

Ved en folkeafstemning 6. december 1978 godkendte vælgerne med 88% ’ja’ og 8% ’nej’ og en valgdeltagelse på 67% forfatningen. I Baskerlandet havde PNV agiteret for, at vælgerne skulle undlade at stemme, fordi forfatningen ikke udtrykkeligt nævner genindførelse af de traditionelle landskabsrettigheder (fueros), der i 1876 ensidigt af centralmagten var blevet ophævet, skulle undlade at stemme. Det havde man stor succes med i de to mest nationalistiske provinser, Bizkaia og Guipuzkoa, hvor 56% undlod at stemme, mens forfatningen i Catalonien blev vedtaget med over 90% af stemmerne og en valgdeltagelse på højde med resten af Spaniens.

”For at alt kan bestå, må alt forandres”
Set med demokratiske øjne var 1978-foraftningen noget af et kunststykke, fordi den havde formået at forene meget forskellige opfattelser af den spanske stats indhold, noget den yderst progressive forfatning fra 1931 ikke havde været i stand til på grund af de voldsomme sociale og politiske spændinger i det daværende spanske samfund.

Alligevel må man grundlæggende konkludere, at forfatningens indhold holdt sig indenfor de uskrevne aftaler mellem det ’militære parti’, dvs. hærens ledelse og officerskorpset, regeringen og de politiske partier, det som Juan-Ramón Capella beskriver som den ’stiltiende overlegalitet’, som Capella mener indeholder disse fem elementer:

1. Monarkiets urørlighed, herunder kongen som de væbnede styrkers øverste chef
2. Anerkendelse af militærets formynderskab: Hæren forbeholdt sig retten til forsvaret af den forfatningsmæssige orden. Politisk amnesti i militæret blev begrænset, hvilket betød at demokratiske officerer og andet militært personel, der var dømt under diktaturet, ikke blev reintegreret i styrkerne
3. Fædrelandets enhed: Forfatningens artikel 2 siger at ”…forfatningen hviler på den spanske nations uopløselige enhed…”. Med andre ord hviler forfatningen set med hærens øjne, som nationens vogter, på nationens enhed og ikke på hverken folkesuveræniteten eller demokratiet. Derfor står artikel 2 i vejen for oprettelsen af spansk forbundsstat
4. Glemslens lov: Man gik her videre end en amnesti for ansvaret for strafbare handlinger; der opstod en stiltiende pagt om at sætte punktum for ikke at fremkalde borgerkrigens tragedie, hverken dens konsekvenser eller de roller som dens politiske hovedaktører havde spillet indtil da. Takket være denne pagt og punkt et i den ’stiltiende overlegalitet’ har borgerne aldrig kunnet stille nogen til ansvar for, hvad der overgik ofrene eller få konfiskeret tilbage. Den historiske hukommelse i Spanien skulle i offentligheden være blank
5. Aftale om regeringsførelsen: Alle accepterede oprettelsen af et udførende statsapparat, der var robust og gjorde det svært for samfundsmæssige krav at bane sig vej til statens kerne

Parlamentarisk set var resultatet oprettelsen af et de facto topartisystem mellem PP og PSOE, hvor stort set alle andre kanaler end den, der bestod i valg, effektivt blev blokeret. Hvorledes de autonome fællesskaber skulle oprettes, indrettes og finansieres forblev svævende og man henholdt sig til det tvetydige udtryk ’historiske nationaliteter’, hvad angik Galicien, Baskerlandet og Catalonien. Hertil kom, at man havde proklameret Spanien som en social stat, men uden nogen som helst forfatningsmæssige garantier og at statens sækularitet ej heller blev slået fast.

Det, som Capella kalder ’ glemslens lov’, betød, at der ikke blev udført udrensninger i statsapparatet af Franco-tilhængere, retsforfølgelse af Franco-tidens bødler og hvad der skulle blive kilden til konstant uro siden hen: Der blev i mange år ingen forsøg på at finde de hundredtusinder af republikanere, der var blevet myrdet eller summarisk henrettet af fascisterne og smidt i umærkede massegrave eller på at give disse døde oprejsning og de æresbevisninger og minder, der tilkom dem. Der blev således ikke oprettet en sandheds- og forsoningskommission.

Endnu et særkende ved forfatningen er, at politiske partier tillægges langt større magt end i mange andre lande. I Spanien stemmer man udelukkende på et parti, hvorefter partiets selv fra en lukket liste vælger de repræsentanter, man sender til parlamentet. Dvs. medlemmerne af parlamentet står først og fremmest til ansvar for deres parti, ikke for vælgerne. Dette er en reminiscens fra diktaturet, hvor masserne skulle organiseres for at udgøre et folk. Det skete i Franco-tiden i det eneste, tilladte parti Den nationale Bevægelse og den eneste, tilladte fagforening Det vertikale Syndikat.

Francos spøgelse
Opfattelsen af, at overgangen til demokrati i Spanien var eksemplarisk, synes i lang tid at have været den fremherskende opfattelse, men som de seneste år begivenheder viser, hjemsøger Francos ånd stadigvæk Catalonien og Spanien.

Selvom Franco er borte, sidder minderne om borgerkrigen og Franco-tiden stadig dybt i spanierne. Den udrensning, som Franco iværksatte straks efter sejren i borgerkrigen i 1939, skal forstås helt bogstaveligt: Falangisterne opfattede i pagt med tidens fascistiske strømninger arbejderbevægelsen som en fremmed virus, der havde forurenet det spanske folkelegeme, og som skulle udryddes, hvad den så blev i form af tusindvis af henrettelser, koncentrationslejre, ja endog tyveri fra ’røde’ mødre af nyfødte, der så blev adopteret af ’nationalt sindede’ familier.

Franco gennemførte derefter en kulturel homogenisering godt hjulpet af landets økonomiske og politiske isolation. I bund grund var denne homogenisering blot en moderne udgave af den castillianske nationalisme, de katolske konger, Isabel og Ferdinand efter den endelige sejr over maurerne, havde påbegyndt med udvisningen i 1492 af maurerne og jøderne, erobringen af Den nye Verden og spredningen af katolicismen og det spanske sprog over hele kloden.

Selvom grundlæggelsen af (endnu) en demokratisk, spansk stat naturligvis var en uhyre sejr, havde de reformvenlige kræfter i Bevægelsen (diktaturets eneste tilladte parti) og i den katolske lægmandsorganisation Opus Dei, hvis medlemmer sad på mange nøgleposter i både statsapparatet og erhvervslivet, ikke til formål at ændre styrkeforholdet mellem klasserne, men at modernisere staten med et minimum af risiko for vold og ødelæggelse, således at den spanske økonomi kunne træde velforberedt ind på verdensmarkedet og ejendomsforholdene fortsætte uforandret. Med prins Fabrizios ord fra Tomasi di Lampedusas roman ”Leoparden” om det moderne Italiens opståen, da prinsen spørger sin yndlingsnevø, hvorfor han har sluttet sig til Garibaldis styrker, der kæmper for et forenet Italien: ”For at alt kan bestå, må alt forandres”.

Forfatningsdomstolen
Som den øverste og endelige fortolker af forfatningen og af, om lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen, indeholdt den nye forfatning også en bestemmelse om oprettelse af en forfatningsdomstol. Denne domstol spiller en helt central rolle i det spanske, politiske system, fordi forfatningen, især hvad angår de autonome fællesskaber, indeholder så mange tvetydigheder og udeladelser. Som tilfældet er med andre landes forfatningsdomstole skulle domstolen være en selvstændig forfatningsmyndighed, der var adskilt fra det almindelige juridiske system, hvis højeste instans er en højesteret – noget, der havde ekstra stor betydning efter fyrre års diktatur.

Til denne domstol vælgers hvert tredje år tolv dommere – fire vælges af deputeretkammeret, fire af senatet, to af regeringen og to af retsvæsenets øverste råd - der sidder for en niårig periode og hvert parti kan nominere et antal dommere svarende til deres repræsentation i parlamentet. Det sidste betyder at forfatningsdomstolen har svært ved at optræde politisk neutral: Det er jo partierne, der direkte udpeger ’egne’ dommere.

Udover de opgaver, der er nævnt ovenfor, skal forfatningsdomstolen også pådømme konflikter om jurisdiktion mellem centralregeringen og et autonomt fællesskab og mellem autonome fællesskaber indbyrdes. Domstolens kendelser er inappellable.

Forfatningsdomstolens omdømme led sit alvorligste knæk med processen, der omgærdede dens behandling af PPs klage over den catalonske selvstyrestatut. Sagen varede i samfulde fire år og på grund af PPs og PSOEs stiltiende aftale, tillod man, at den udskiftning af dommerne, som er fastsat til hvert tredje år blev udsat til efter en kendelse forelå. I løbet af sin eksistens er domstolen blevet mere og mere politiseret og derfor er tilliden til den også faldet.

Den nationale spørgsmål forbliver uløst
Som det forhåbentligt er fremgået af de foregående dele af denne artikelserie, udviser den spanske historie vedvarende spændinger mellem en centralistisk og en føderalistisk tendens, hvor den centralistiske tendens ofte har været forbundet med en mere eller mindre spansk – forstået som castilliansk - chauvinisme: At der kun var et ’rigtigt’ Spanien, at der kun var plads til een kultur og eet sprog. Men med Francos død dukkede de regionale spændinger igen op til overfladen og det var derfor helt centralt for en fredelig overgang fra diktatur til demokrati, at diktaturets centralisme og chauvinisme blev afløst af en kulturel og politisk decentralisering, der først og fremmest ville stille de historiske nationale mindretal i Galicien, Baskerlandet og Catalonien tilfreds uden at provokere hæren og den endnu stærke højrefløj (Bunkeren) i og udenfor statsapparatet til et militærkup.

I 1978-forfatningens forord omtales Spaniens folk i flertal, hvad der står i skærende modsætning til Franco-tidens åbenlyst storspanske (castillianske) ideologi. Forordet lover også, at forfatningen vil beskytte disse folks udøvelse af deres menneskerettigheder, kulturer og traditioner og deres sprog og institutioner.

Instrumentet til denne beskyttelse blev oprettelse af sytten autonome samfund (comunidades autónomas), hvad der svarer til regioner og delstater i andre samfundstyper. Det blev så op til disse autonome samfund selv at skrive de statutter, der skulle beskrive arbejdsdelingen mellem staten og de selvstyrende områder og disse områders rettigheder og pligter. Så selv om forfatningen fastslår, at Spanien ikke er en forbundsstat, men en enhedsstat, levner forfatningen så vide rammer, at staten af mange opfattes som halv-føderal. Men hvor de historiske mindretals autonome samfund – Galicien, Baskerlandet og Catalonien – blev oprettet som en anerkendelse af deres kulturelle og historiske egenart, var andre mere eller mindre administrative enheder. Catalonien fik omgående selvstyre efter forfatningens vedtagelse, mens andre måtte vente fem år. Alt i alt betød det nye demokrati en voldsom forandring til det bedre fra Franco-tidens nationale undertrykkelse, der bl.a. havde betydet, at det var strafbart at tale catalansk eller baskisk i det offentlige rum.

På trods af de enorme forbedringer forblev nogen af Spaniens grundlæggende problemer uløste, herunder først og fremmest spændingen mellem på den ene side det at opretholde den nationale enhed og på den anden side at yde anerkendelse til og støtte de autonome områders selvbestemmelse. Som det blev beskrevet ovenfor, afspejledes denne spænding også i 1978-forfatningen, der på den ene side skaber de autonome fællesskaber og anerkender mangfoldigheden, men på den anden side fastslår Spaniens uopløselige enhed. Tvetydigheden fik ganske praktisk betydning eksemplificeret ved de konstante spændinger mellem Barcelona og Madrid f.eks. hvad angår finansieringen af selvstyret og fordelingen af de opkrævede skatter.

Højrefløjen har aldrig forladt sin spanske nationalisme. Det kom måske mest tydeligt til udtryk, da den socialdemokratiske regering under Zapatero i 2007 startede den længe udsatte proces for at konfrontere Spanien med sin mørke fortid med loven om den historiske hukommelse for en gang for alle at ophæve ’glemslens lov’. Loven fordømte diktaturet som illegitimt, indførte erstatninger til ofrene for diktaturet, tildeling af pensioner til der havde mistet deres arbejde af politiske grunde og påbød fjernelsen af monumenter, gadenavne og andre symboler på diktaturet fra det offentlige rum. Men på grund af voldsom modstand fra PP, den katolske kirke, militæret og andre konservative kræfter kom man ikke igennem med at indlede retsforfølgelse af personer forbundet med diktaturet eller oprette en sandheds- og forsoningskommission. Forsøg på at revidere skolernes undervisningsmaterialer, så de blev mere retvisende hvad angår borgerkrigen, diktaturet og Spaniens multi-nationale karakter, stødte også på hård modstand.

Spændingerne voksede med tiden og i slutningen af 1990erne brugte de mere yderligtgående dele af den catalonske nationalisme i stigende grad udtrykket ’suverænitet’. Da Partido Popular afløste det spanske socialdemokrati på regeringsmagten i år 2000, skærpedes tonen, fordi man opfattede den catalonske politik som en trussel mod landets enhed. Spændingen resulterede bl.a. i opfordring til boykot af catalonske varer og afskedigelsen af en general, der antydede, at man burde anvende væbnet magt hvis Catalonien skulle bevæge sig henimod uafhængighed.

Fra 1970erne og ind i de tidlige 2000er stod den catalonske økonomi i stampe, fordi Catalonien begyndte at miste sin økonomiske betydning i Spanien med stigende social uro til følge. Det betød, at middelklassen kom i klemme og at der ingen nævneværdig omfordeling havde fundet sted efter Francos død. Samtidig blomstrede Madrids økonomi efter demokratiets indførelse, noget mange baskere og cataloniere tilskrev en bevidst politik fra det politiske centers side for at koncentrere ikke alene den politiske, men også den økonomiske magt i landets hovedstad på bekostning af landets hidtidige industricentrer, Catalonien og Baskerlandet.

Den sociale uro forstærkedes af den store indvandring til Catalonien, først fra de fattigere egne af Spanien og i begyndelsen af dette årtusinde af ikke-spanske emigranter, hvis antal steg fra 2,9% til over 15% mellem 2000 og 2010.

På trods af denne udvikling var der i lang tid efter overgangen til demokrati ingen nævneværdig støtte til catalonsk selvstændighed (i slutningen af 1970erne var det kun fem procent). Og den catalonske regering støttede senere Spaniens optagelse i euroen. Denne mangel på støtte til uafhængighed gjaldt også i de tidlige 2000ere.

Cataloniens selvstyrestatut 2006
I 2006 skete der et politisk skred, idet Cataloniens ministerpræsident Jordi Pujol undlod at søge genopstilling, hvorefter hans parti Convergència i Unió (CiU) fik det dårligste valgresultat siden 1980. Mange cataloniere opfattede CiU som en del af den etablerede magt, bl.a. fordi Pujol altid havde været omhyggeligt med at slå fast, at ønskerne om mere selvstyre for Catalonien lå indenfor den spanske forfatnings rammer. Resultatet var, at mange nationalister opfattede det republikanske venstre (ERC) som et bedre alternativ, fordi ERC ikke lagde skjul på sin støtte til uafhængighed. Det var ERC, der havde været hovedkraften i catalonsk nationalisme før og under borgerkrigen og hvis præsident for det catalanske generalitat var blevet henrettet af falangisterne.

Det nyvalgte catalonske parlament gik straks i gang med at omskrive Cataloniens selvstyrestatut med det formål at bringe regionens turbulens under kontrol ved at forstærke Cataloniens egenart, forbedre de økonomiske forhold ved at genoverveje forholdet mellem Madrid og Barcelona og give Catalonien større handlekraft med hensyn til at bestemme sine egne anliggender og deltage i internationalt arbejde. Alt sammen noget, der efter Generalitats mening lå indenfor forfatningens rammer og som havde væsentlig opbakning i befolkningen.

Arbejdsgangen for, at en ny statut skulle kunne blive til lov, var, at den først skulle vedtages i det catalonske parlament, dernæst i det spanske parlament og endelig vedtages ved en folkeafstemning i Catalonien. Skønt regeringsmagten i Catalonien på det tidspunkt lå hos en trepartikoalition bestående af venstreorienterede partier, nemlig ERC, det catalonske socialdemokrati PSC og et grønt parti (ICV), havde koalitionen ikke stemmer nok til selv at kunne vedtage en ny statut, men måtte forhandle med CiU. ERC og CiU var rivaler, hvad angår det nationale spørgsmål, men lå ellers i hver sin ende af det politiske spektrum, noget der medførte, at forhandlingerne foregik under inddragelse af politisk bragesnak og overbudspolitik.

Af de partier, der deltog i forhandlingerne var PSC det eneste, der ikke var nationalistisk. Socialdemokratiets sejr ved det nationale parlamentsvalg i 2004 gjorde, at mange cataloniere havde forventninger til, at PSC ville være mere lydhør overfor catalonske reformønsker end PP-regeringen havde været, men det viste sig under forhandlingerne om en ny statut, at PSC og den catalonske afdeling af PP var allierede. De betød, at den statut, der blev vedtaget i det catalonske parlament 30. september 2005, var tættere på de nationalistiske holdninger. Men i den spanske offentlighed udenfor Catalonien og Baskerlandet var der stor modstand mod, at statutten beskrev Catalonien som en ’nation’.

I oktober 2006 begyndte behandlingen af statutten i parlamentet i Madrid. PP var imod, fordi man mente at statutten var vejen til Spaniens opløsning og man indklagede statutten for forfatningsdomstolen som værende forfatningsstridig.  Imens fortsatte forhandlingerne og den socialdemokratiske ministerpræsident Zapatero og CiUs leder Artur Mas indgik i januar 2006 en aftale, der skulle danne grundlag for den endelige udformning af statutten. Zapatero havde under valgkampen i 2004 lovet at godkende en hvilken som helst statut, det catalonske parlament måtte vedtage. Derfor var Zapateros forhandlinger med Mas, hvis parti ikke var en del af den catalanske regering, et brud på dette løfte.

Forhandlingerne i Madrid resulterede i vedtagelsen af en udvandet udgave af den oprindeligt vedtagne statut, hvor centrale passager angående sprog og økonomi var fjernet og hvor beskrivelsen af Catalonien som en ’nation’ var flyttet op i forordet, hvor det ingen juridisk gyldighed havde. ERC var derfor imod statutten som utilstrækkelig, mens PP stadigvæk syntes, den var for vidtgående og søgte at nedlægge veto.  Ved den afsluttende folkeafstemning i juni 2006 i Catalonien stemte 74% ’ja’, men valgdeltagelsen var kun på 49%. Den lave valgdeltagelse tilskrives frustration blandt vælgerne over de opslidende forhandlinger, men kan lige så vel tænkes at bunde i en begyndende modstand i den spansktalende arbejderklasse i Catalonien.

Selvom statutten havde gennemgået de skridt, loven foreskriver, herskede der fortsat stor usikkerhed om den – en usikkerhed der varede helt til 2010, hvor forfatningsdomstolen efter fire år afsagde kendelse i forbindelse med PPs klage, der var blevet rejst i 2006. Frustrationen og utilfredsheden i Catalonien voksede på grund af usikkerheden omkring statutten og fordi den økonomiske usikkerhed også i Catalonien eksploderede med finanskrisen begyndelse i 2007.

Utilfredsheden begyndte nu at antage en mere nationalistisk karakter. F.eks. afholdt en række catalonske byer ’folkeafstemninger’ om uafhængighed og i 2010 forbød det catalonske parlament tyrefægtning, der sås som et symbol på spansk kultur og en identitet, der især var forbundet med samfundets konservative elementer og som blev promoveret af Franco. I The Guardian skrev journalisten Colm Toíbin d.31.juli 2010, at forbuddet ”opfylder [en catalonsk] iver efter at blive forstået og værdsat af verden som en separat nation … De fleste catalonier afskyr tyrefægtning, de ser den som en del af en fremmed, mørk, udenlandsk, iberisk ånd, der forsøger at snige sig ind på den moderne, europæiske ånd, de føler sig knyttet til.” Toíbins fortolkning er nok temmelig farvet al den stund, at halvdelen af Cataloniens indbyggere jo er spansksprogede indvandrere eller efterkommere af disse, men den afspejler sikkert meget godt den catalanske nationalismes holdninger.

De catalonske nationalistpartier havde været ivrige fortalere for Spaniens medlemskab af EU fordi man regnede med, at medlemskabet ville kunne styrke det regionale selvstyre og på sigt hjælpe med til en udvikling henimod selvstændighed. Det var i de år at regionernes Europa var populært. Forfatningsdomstolen omstødte i 2016 i øvrigt det catalonske forbud mod tyrefægtning, skønt f.eks. De canariske Øer tidligere uden domstolens indgriben havde udstedt et tilsvarende forbud.

Forfatningsdomstolens dom 2010
I juni 2010 kom så forfatningsdomstolens kendelse angående den catalonske selvstyrestatut. Hovedindholdet i dommen var:

  • Beskrivelsen af Catalonien som en nation havde ingen juridisk vægt, idet forfatningen kun anerkender een nation, den spanske
  • Det catalanske sprog fik ingen fortrinsstilling i den offentlige administration, hvor det blev ligestillet med castilliansk, mens fortrinsstillingen fortsat var tilladt i undervisningssystemet
  • Kravet om at indbyggere i Catalonien skulle mestre det catalanske sprog var af sekundær vigtighed i forhold til indbyggerne forfatningsmæssige forpligtelse til at mestre castilliansk
  • Cataloniens forsøg på at oprette sit eget skattesystem blev dømt forfatningsstridigt
  • Statuttens bestemmelse om, at statens investeringer i Catalonien skulle stå i forhold til forholdet mellem det catalonske og det spanske nationalprodukt, blev kendt i overensstemmelse med forfatningen, men Madridregeringen blev ikke legalt forpligtet til at opfylde bestemmelsen
  • Domstolen forkastede statuttens forsøg på at oprette et catalonsk retsvæsen som forfatningsstridigt – oprettelsen af domstole lå udenfor de autonome fællesskabers kompetence

Reaktionerne lod ikke vente på sig. Utilfredsheden var stor blandt de catalonske nationalister, især fordi statutten jo havde fulgt den slagne vej gennem institutionerne og var blevet vedtaget ved en folkeafstemning og så alligevel på grund af PPs klage til forfatningsdomstolen endte udvandet. For mange nationalister betød kendelsen et vendepunkt, fordi den blev taget som et tegn på, at man ikke kunne komme videre med hensyn til udvidelse af selvstyret indenfor den spanske stat. Statutten symbolske værdi var meget stor og den 10. juli demonstrerede en million mennesker i Barcelonas gader under sloganet ”Vi er en nation, vi bestemmer”.

Problemet bestod i PPs modstand mod at anerkende Spaniens mangfoldighed og selve tanken om selvstyre og de catalonske nationalisters oppusten af modsætningerne og forklejning af de fremskridt, der historisk set var opnået. Forfatningsdomstolens kendelse udviste også efter nogens mening en mangel på anerkendelse af Cataloniens egenart i en spansk mangfoldighed. Måske pegede kendelsen på, at der eksisterede en grundlæggende konflikt i Spanien, som institutionerne ikke kan løse. I hvert fald opfattede man både i Baskerlandet og Catalonien kendelsen som PPs forsøg på at tage det tilbage, højrefløjen mente var gået tabt i en forfatning, der var alt for imødekommende overfor de nationale mindretal og et regionalt selvstyre man var inderligt imod.

Det spanske socialdemokrati havde i denne periode regeringsmagten og både premierminister Zapatero og mange præsidenter for autonome fællesskaber var overvejende positive overfor domstolens kendelse, som man så både som en sikring af det regionale selvstyre indenfor forfatningens rammer, men også en sikring af forfatningsdomstolens position.

Konflikten omkring Cataloniens statut og domstolens kendelse optrådte derfor som en slags stedfortræder for konflikten omkring hele det spanske, forfatningsmæssige system. For nationalisterne i Baskerlandet og Catalonien var forfatningen af 1978 begyndelsen på en udvikling hen imod større og større selvstyre, mens den for centralisterne var gået for vidt.

Centralismen var heller ikke en ny foreteelse – gennem historien er Spanien vaklet mellem centralisme og pluralisme og Franco-diktaturet var en tilbagevenden til en strikt centralisme kombineret med castilliansk chauvinisme især overfor de ’forræderiske’ områder Baskerlandet og Catalonien. 1978-forfatningen var et forsøg på at anerkende Spaniens mangfoldighed og forene de to modstridende opfattelser af den spanske stat. Men det lykkedes ikke i 1978-forfatningen at løse problemet fordi den, selvom der skabes autonome fællesskaber og at den anerkender regionale egenarter, også udtrykkeligt slår den spanske stats uopløselige enhed fast. Hvis man holder fast i dette perspektiv kan forfatningsdomstolens kendelse ikke overvurderes: Kendelsen sætter jo rammerne for hvilken grad af selvstyre, de autonome fællesskaber kan opnå, og forfatningen af 1978 fastslår, at det er gennem selvstyrestatutter at disse fællesskaber opnår selvstyre.

Men hvad var den oprindelige hensigt med bestemmelserne om selvstyre? For de catalonske nationalister er det ikke forfatningens og statutternes konkrete bestemmelser for omfang og grad af selvstyre, men derimod deres symbolske værdi. For de catalonske nationalister handler det om at opnå anerkendelse og respekt som en unik enhed i den spanske stat snarere end at opnå bedre økonomiske vilkår. Selvstyresystemets vigtighed ligger derfor i, hvordan dette system tillader de autonome fællesskaber at opnå anerkendelse af deres egenart og hvorledes deres indbyrdes forhold defineres.

Selvstyre-systemet står overfor alvorlige problemer, fordi det ikke i sin nuværende udformning er i stand til at løse en af den spanske histories fundamentale problemer, nemlig hvorledes man tager hensyn til landets sammensathed. Selvom de økonomiske og sociale problemstillingers betydning ikke kan undervurderes, kommer identitetsproblemerne til at spille en stor rolle i et land med flere nationaliteter. Det illustreres af PPs voldsomme modstand mod Cataloniens opfattelse af sig selv som en nation og af, at demonstrationerne mod forfatningsdomstolens kendelse foregik under parolen ”Vi er en nation, vi bestemmer”. Denne opfattelse støder sammen med PPs opfattelse af, at det spanske folk er det eneste, der er suverænt, ikke det catalonske eller det baskiske og at catalonierne aldrig er tilfredse, men altid kræver mere – de er utaknemmelige over den grad af selvstyre, som 1978-forfatningen nådigt tildelte dem. I de catalonske nationalisters øjne er Spanien derimod en nation af nationer.

Forfatningsdomstolens kendelse gav selvstændighedsstrømningen i catalonsk nationalisme fornyet kraft og var stærkt medvirkende til den forfatningskrise, der nu truer med at rive Spanien fra hinanden og som indtil videre ikke har nogen udsigt til at løses.

Den herskende opfattelse af demokratiet i Spanien er temmelig snæver og består i at demokrati forveksles med overholdelse af loven, deraf især Partido Populars, men også PSOEs konstante påberåbelse af retsstaten næsten som noget helligt udenfor historien. Naturligvis er retsstaten et integreret karaktertræk ved demokratiet, men det er for fattigt at reducere dette demokrati til et regelsæt. Demokratiet er også befolkningens kollektive selvstyre. Og når demokratiet sættes lig overholdelsen af regler, får domstolene en anden og højere funktion: Det bliver nu domstolene i stedet for de parlamentariske organer, der får til opgave at løse de problemer, som – naturligvis - opstår af lovenes ufuldkommenhed. Hvis man dertil lægger en berøringsangst eller uvilje til at ændre forfatningen, har man opskriften på den krise som Spanien står i. Politiske problemer kan ikke løses hverken juridisk eller administrativt – de kan kun løses politisk. Spansk kapitalismes relative tilbageståenhed og velfærdsstatens sene opkomst har været medvirkende til at spændingerne, herunder mellem ret og politik, i det spanske samfund får et mere radikalt udtryk set i en europæisk sammenhæng.

At konflikten på overfladen optræder som en identitetskonflikt, kan ikke skjule, at der under denne overflade skjuler sig en omfattende og alvorlig social og økonomisk krise. Både PP og PDeCat, Puigdemonts catalonske parti er konservative og neoliberale og stod i 2011 sammen om gennemførelsen af drastiske nedskæringer i kølvandet på finanskrisen og begge partier er involveret i omfattende korruptionsskandaler. Nationalismen har været en bekvem afledningsmanøvre for den korruption, der gennemsyrer hele det spanske, politiske system. Spansk nationalisme definerer sig i høj negativt i form af afvisning og undertrykkelse af sine baskiske og catalonske, nationalistiske modparter, der til gengæld til tider fremturer med et stærkt forsimplet billede af Spanien som tilbagestående, autoritær monolit.

Utilfredsheden med korruptionen har yderligere skærpet polariseringen mellem underklassen og overklassen og resulteret i, at underklassen i vidt omfang har distanceret sig fra ’politik’ hvilket har været til gunst for de konservative og neoliberale kræfter, der i høj grad sidder på medierne.

I Catalonien har denne distance fået næring fra uafhængighedsstrømningens påstand om, at den sociale krise er affødt af Cataloniens tilhørsforhold til Spanien. Den logiske konsekvens er naturligvis, at Cataloniens sociale problemer skulle kunne løses, hvis Catalonien løsrev sig. Men som sagt stod PP og PDeCat sammen i det spanske parlament om den voldsomme nedskæringspolitik og nedbrydningen af velfærdsstaten. For venstrefløjen er opgaven derfor at forene kampen for catalonsk identitet med kampen for social retfærdighed  - i hele Spanien - uden at forfalde til en catalonsk chauvinisme, der yderligere vil støde den overvejende castilliansk-talende arbejderbefolkning fra sig. Den arbejderbefolkning, der i stort tal stemte for Ciudadanos ved valget 21. december, fordi den ikke støttede en catalonsk uafhængighed, der primært udgik fra middelklassens og småborgerskabets catalonske partier, som tidligere havde gennemført voldsomme nedskæringer og som opfattedes som ekskluderende. Ej heller ville den stemme på et parti som er så korrupt som PP eller på et socialdemokrati, der havde indført voldsomme forringelser af arbejdsvilkårene.

Den spanske forfatning er et ufærdigt arbejde og det er nu på tide, at den revideres, så den afspejler den spanske virkelighed, som den udspiller sig fyrre år efter diktaturets alt for sene død.

Kilder, inspirationer, yderligere litteratur mv.

Paloma Aguilar: “Memory and Amnesia - The Role of the Spanish Civil War in the Transition to Democracy”, Berghahn, 2002.
Sébastien Bauer: ”Catalonia challenges a frozen Spain”, Le Monde Diplomatique, 3. november 2017.
David Broder: ”Two Catalonias”, interview med Steven Forti, www.jacobinmag.com , 1. februar 2018.
Las Cortes: ”CONSTITUCIÓN ESPAÑOLA - Aprobada por Las Cortes en sesiones plenarias del Congreso de los Diputados y del Senado celebradas el 31 de octubre de 1978”, Madrid, 1978 (findes også i bl.a. en engelsk og catalansk udgave).
Juan-Ramón Capella: ”Cómo se llegó a la Constitución de 1978”, infoLibre, 23. januar 2018.
Parlament de Catalunya: ”Estatut d'autonomia de Catalunya - Edició 2016”, Barcelona, juni 2016 (findes også i bl.a. en engelsk og castilliansk udgave).
Victor Ferreres Comella: “The Constitution of Spain – A Contextual Analysis”, Hart Publishing, 2013 (især kap. 1, “The Framing of the Spanish Constitution”).
Daniele Conversi: “The Smooth Transition: Spain’s 1978 Constitution and the Nationalities Question”, National Identities, vol. 4, nr.3, 2002.
Omar G. Encarnación: “The Ghost of Franco Still Haunts Catalonia”, Foreign Policy, 5. oktober 2017.
Kimberly Josephson: “Stolen Babies in Spain: Human Rights Abuses and Post-transitional Justice”, april 2013.
J. Linz, A. Stepan: “Problems of Democratic Transition and Consolidation: Southern Europe, South America, and Post-Communist Europe”, 1996 (kap. 6 “The Paradigmatic Case of Reforma Pactada – Ruptura Pactada: Spain”).
Kevin Mermel: “The End of the State of Autonomies? An Analysis of the Controversy Surrounding the 2010 Spanish Constitutional Court Ruling on Catalonia's 2006 Statute of Autonomy”, foråret 2016, University of Colorado, Boulder.
Vicenç Navarro: “Por qué la clase trabajadora catalana cambia de voto en las elecciones españolas y en las catalanas – Pensamiento crítico”, 19. januar 2018, blog i dagbladet El Publico.
Vicenç Navarro: “España es el país de la Unión Europea con peores condiciones de trabajo -Pensamiento crítico”, 21. februar 2018, blog i dagbladet El Publico.
Vicenç Navarro: “Cómo el tema nacional occulta el problema social: el Sistema escolar en Catalunya y en resto de España – Pensamiento crítico”, 19. marts 2018, blog i dagbladet El Publico.
Vicenç Navarro: “La propuesta de Cs para eliminar la precariedad es un ataque a la clase trabajadora – Pensamiento crítico”, 26. marts 2018, blog i dagbladet El Publico.
Carlos Navajas Zubeldia: “La transición militar, una transición larga (1975 -1989)”, España en democracia: Actas del IV Congreso de Historia de Nuestro Tiempo / coord. por Carlos Navajas Zubeldía, Diego Iturriaga Barco, 2014, ISBN 978-84-617-1203-8, s. 27-45.